Fri Kristoffer #6 – Frygt og lede i Qatar
Hvorfor kan revolutionen ikke bare være gratis? Nogenlunde det spørgsmål forestiller jeg mig, at landsholdsspillerne og DBU’s ledelse render rundt og stiller hinanden.
Selvom man siger, at de bedste ting i livet er gratis, så passer det desværre ikke.
Tag nu for eksempel et abonnement på Frihedsbrevet. Det kan du ikke få gratis. Det koster 79 kroner om måneden, men til gengæld så får du fri, uafhængig, kritisk og kompromisløs journalistik for alle pengene. Hvis du læser med her i mit nyhedsbrev som gratist, så overvej lige igen, om det ikke er tid til, at du bliver rigtigt medlem. Hvis du principielt synes, at Danmark skal have et medie, som er fri for annoncer, og som ikke er i lommen på staten, så vil jeg opfordre dig til at sætte handling bag idealet og komme ombord som abonnent.
En mand, som jeg er ret sikker på ikke læser Frihedsbrevet, er DBU’s fodbolddirektør Peter Møller. Hvis han gjorde, ville han helt sikkert også være godt mopset på os over alle de kritiske spørgsmål, som vi løbende stiller DBU.
Han syntes i hvert fald, at det var rigtig tarveligt, da TV 2’s Cecilie Beck spurgte ham sådan her i 19-nyhederne i mandags:
“Hvad tror du, det iranske landshold – der for få timer siden undlod at synge med på deres nationalsang i protest mod deres eget voldelige regime – tænker om det danske mod og den danske moral?”
Til det – ifølge Peter Møller – meget urimelige spørgsmål, replicerede han, at de iranske spillere jo ikke var blevet sanktioneret rent sportsligt. Bedst som man troede, at farcen i Qatar ikke kunne blive værre, drænede fodbolddirektøren endnu engang ørkenluften for refleksion og intelligens.
Polemikken om One Love-armbindet har ydmyget landsholdet voldsomt. Sikke et ansigtstab. DBU-ledelsen og spillerne har sammen opført sig så pinligt, at jeg simpelthen ikke fatter, at nogen stadig gider at tage til Qatar for at klappe ad dem.
Tænk, at landsholdet kunne få sig selv til at melde ud med pomp og pragt, at man vil have et armbind på, der repræsenterer ønsket om lige rettigheder til alle, inklusiv LGBTQ+-folket, og så pakke det væk i tasken igen, i det øjeblik FIFA truer med et rap over nallerne.
Det er ikke aktivisme. Det er slaptivisme.
Sandheden er jo, at armbindet med One Love-budskabet kun blev rigtig interessant, i det øjeblik det blev forbudt at have på. Havde FIFA ikke sat foden ned, havde ingen løftet et øjenbryn over det. Havde DBU og spillerne dermed villet ændre noget som helst i denne verden, så havde det altså været perfekt, hvis FIFA havde udstillet sig selv ved at uddele gule kort eller karantæner til det danske landshold på grund af et harmløst regnbue-hjerte på armen. Det danske landshold var gået verden rundt med deres enestående mod, viljestyrke og selvopofrelse. Spillerne havde demonstreret, at muligheden for at ændre bare lidt på verdens gang er vigtigere end at spille med et lille handicap i en fodboldkamp.
Det ville landsholdet ikke – altså ændre noget. De ville føle sig gode og korrekte, og de ville klappes ad, uden at det skulle koste noget. Tænk at få foræret sådan et martyrium af FIFA og ikke tage imod det.
Eller som kommunikationsekspert Mads Byder fra kommunikationsvirksomheden Help PR sagde i et interview med Frihedsbrevet i går:
“Hvis man skal holde det i fodboldsprog, så kan man sige, at de fik et straffespark, som de ikke tog. Alle forventede, at de ville handle, men det gjorde de ikke.”
Ikke et politisk budskab
Den eneste positive oplevelse, jeg har haft ved dette VM indtil videre, har været at se, hvordan Peter Møller klæder sig selv af på rekordtid i den ene medieoptræden efter den anden. Han må jo et eller andet sted rent faktisk tro på de ting, han siger, for ellers er jeg overbevist om, at han ikke ville kunne holde masken. Jeg gad godt at vide, hvem der har bildt ham ind, at kampen for LGBTQ+-rettigheder ikke er et politisk budskab, som han har gentaget igen og igen, mens han står i et land, hvor homoseksualitet er kriminelt.
Ved Peter Møller ikke, at homoseksualitet er ulovligt i godt hver tredje land i verden, eller tror han bare, at man kan ændre på det uden en forudgående politisk proces i disse lande? Selvfølgelig er statistikken forkastelig set fra et dansk perspektiv og verdenssyn, men naiviteten er meget svær at holde ud.
Hvad der også gør ondt at se på, er det danske landsholds totale mangel på kreativitet. Tyskland reddede æren, da de holdt sig for munden på holdbilledet før deres kamp mod Japan. Det kunne faktisk noget og sendte samtidig så kraftigt et signal, som det nu er muligt at sende, når man ikke rigtig er villig til at ofre noget for det.
Hvad gjorde Danmark før kampen mod Tunesien? Ingenting. De gik ind på banen og spillede en omgang pivringe fodbold og forlod den igen med nedadvendte mundvige.
Anfører Simon Kjær er så tatoveret, at man skulle tro, at han var halvt smølf, halvt menneske. Men kreativiteten eller engagementet rakte ikke til at få tatoveret et regnbueflag på underarmen i stedet for regnbue-anførerbindet på overarmen. Det havde ellers sendt et kraftigt signal.
En anden mulighed er, at man kunne have skaffet overtrækstrøjer i alle regnbuens farver og ladet spillerne ude på sidelinjen iføre sig dem en for en. Jovist, de var nok blevet bedt om at pille dem af, men så havde man i det mindste fået dét optrin ud af det.
Ak nej, landsholdet gjorde og gør intet, og nu vil landstræner Kasper Hjulmand kun svare på spørgsmål om fodbold resten af slutrunden. Det forstår man jo godt, for det bliver også værre og værre, når Årets Laks 2021 åbner munden og taler om ting som samfundsansvar.
Et utroværdigt socialdemokratisk figenblad
Jeg er åben overfor, at det måske i virkeligheden er unfair at bebrejde fodboldlandsholdet, at de fremstår så forpjuskede, for måske ligger problemet et andet sted; hos den fungerende socialdemokratiske regering.
Hykleriet står i hvert fald ud af næsen på den fungerende kulturminister Ane-Halsboe Jørgensen, der hverken vil tage stilling til det ene eller det andet i forhold til Qatar. Nej, hun parerer alle kritiske spørgsmål med, at der ikke er dannet en regering endnu. Et belejligt, bekvemt og indlysende utroværdigt figenblad, al den stund at fungerende klimaminister Dan Jørgensen lige er kommet hjem fra klimatopmødet i Sharm-el Sheikh.
Den manglende stillingtagen til Qatar-spørgsmålet er Venstre og Enhedslisten med rette forargede over. I går bragte vores kulturredaktion interviews med henholdsvis Jan E. Jørgensen (V) og Søren Søndergaard (Ø), og sidstnævnte havde et meget konkret bud på, hvad den megen uld i mund hos socialdemokraterne skyldes:
“Det er jo helt ufatteligt, hvor venlig man er overfor sådan et islamistisk diktatur som Qatar. Det kan jo næsten kun være, fordi der er danske erhvervsinteresser i det, og fordi man har behov for noget gas,” sagde Søren Søndergaard til Frihedsbrevet.
Læs historien her.
frihedsbrevet.fo
I går havde vi den store fornøjelse at kunne annoncere, at Frihedsbrevet går fra at være et dansk medie til at være et vaskeægte rigsfællesskabsmedie, da vi lige om lidt udvider til Færøerne. Vi har nedsat en redaktion i Tórshavn med nogle af Færøernes bedste og mest interessante journalister. Barbara Holm bliver chefredaktør for Frihedsbrevet i Færøerne, og efter hvad jeg hører på vandrørene, kommer det ikke til at gå stille for sig.
Grunden til, at vi udvider til Færøerne, er, at vi mener, at der er et akut og udtalt behov for et medie som Frihedsbrevet på de kanter. Et medie, som er undersøgende, kompromisløst og magtkritisk.
Se vores lanceringsvideo her, og skriv dig op på frihedsbrevet.fo, hvis du vil følge med i skabelsen af et nyt, tiltrængt medie i Færøerne. Vi forventer at gå rigtigt i luften lige omkring den 1. december.
Klovnebussen kører igen
Faste læsere af mit nyhedsbrev vil huske, at jeg i sidste uge købte domænet klovnebussen.dk og viderestillede det til Moderaternes nye folketingsmedlem Jeppe Søe. Ret hurtigt efter jeg gjorde Jeppe Søe opmærksom på det på Twitter, skete der imidlertid det, at viderestillingen blev blokeret, og det er jo synd og skam, så nu bliver klovne- og/eller bus-interesserede i stedet sendt videre til Moderaternes officielle hjemmeside.
Baggrunden for mit køb af domænet var, at Moderaternes Jakob Engel-Schmidt og Jeppe Søe på Twitter gakkede helt ud over, at den politiske kommentator Lars Trier Mogensen i et kækt øjeblik havde omtalt Moderaternes folketingsgruppe som en klovnebus. En frisk, men ikke helt urimelig beskrivelse, når man gennemgår de enkelte folketingsmedlemmers meritter. Uanset hvad, var det simpelthen for ynkeligt at overvære to nyvalgte folketingsmedlemmer klynke over en stikpille, og derfor fik de en huskekage fra undertegnede.
Jeg kan afsløre, at mit lille initiativ ikke ligefrem har udløst begejstring hos Moderaterne, men nu er Frihedsbrevet jo heller ikke sat i verden for at behage politikerne.
I denne uge er Moderaternes klovnebus af en folketingsgruppe så trillet videre. Det er nok gået de færreste forbi, at folketingsmedlemmet Kristian Klarskov har trukket sig fra politik, efter Jyllands-Posten kunne afsløre, at han overhovedet ikke var den, som Moderaterne havde udgivet ham for at være i valgkampen.
Se for eksempel, hvordan Lars Løkkes kronprins i Moderaterne, Jakob-Engel Schmidt, lovpriste Kristian Klarskovs meritter inden valget:
Men det har Kristian Klarskov overhovedet ikke vist. Faktisk er det op til diskussion, om man overhovedet kan kalde ham iværksætter. I så fald er jeg det også, for jeg har som barn været med til at starte en lemonadebod. Klarskov er gået konkurs med nogle firmaer, som aldrig har været tæt på at kunne kaldes egentlige virksomheder. Aktiviteten i dem har været tæt på ikke-eksisterende og kan bedst beskrives som tomme skaller.
Godt gift, som det hedder på godt dansk
Nej, Kristian Klarskov har hverken skabt arbejdspladser eller udvikling i Nordjylland, som Jakob-Engel Schmidt påstod i sin endorsement. I mere end 10 år har han levet af sin kones penge og ikke selv haft nogen indtægt. Som han selv sagde til Jyllands-Posten, da de spurgte, hvad han egentlig har levet af:
“Jeg er godt gift, som det hedder på godt dansk. Det har givet mig en frihed til at arbejde med nonprofit work.”
Hold det op imod, hvordan han beskrev sig selv på sin hjemmeside:
“Det at være selvstændig har altid tiltalt mig meget – at kunne arbejde på fuld kraft og i sidste ende selv kunne høste frugten til sin familie og venner, har altid virket som en enorm motivationsfaktor.”
Gulvtæppet passer ikke rigtigt til gardinerne her, og Kristian Klarskov nåede at sidde i Folketinget i tre uger, før han trak sig onsdag.
Skal netfisse-Jeppe være minister?
Moderaternes uortodokse samling af folketingsmedlemmer er selvfølgelig stærkt underholdende, men det er også vigtigt. For nylig talte jeg med en socialdemokrat, der sagde, at det er virkelig svært at forestille sig Moderaterne i regeringskontorerne, for hvor vil det ende? Den fyrede og dybt kontroversielle teaterdirektør Jon Stephensen, der pludselig skal være kulturminister? Indehaveren af netfisse.dk, Jeppe Søe, som erhvervsminister? Og hvad med Jakob-Engel Schmidt, der, sidst han var i Folketinget, kørte kokainkørsel? Som Løkkes wingman kan han jo næppe forbigås. Samtidig kan man tilføje, at det er meget oplagt med en ministerchauffør til lige netop ham.
Nyt fra Østfronten
Det er vildt nok, at det kun er 10 dage siden, at Tredje Verdenskrig pludselig ikke var en helt langt ude teori. Et missil slog ned i NATO-landet Polen og slog to mennesker ihjel. Det internationale nyhedsbureau AP bragte den opsigtsvækkende nyhed om, at det var et russisk missil, og det løb koldt ned ad ryggen på de fleste. I dag ved vi, at missilet ikke var russisk, men et vildfarent ukrainsk antiluftskytsmissil.
I det nyeste afsnit af vores podcast Fri Ukraine, som udkom i går, dissekerer Flemming Rose og Sofie Frøkjær hændelsen og taler blandt andet om, hvorfor det egentlig ikke har fyldt mere i pressen, at Ukraine med præsident Zelenskij i spidsen i dagevis blev ved med at påstå, at det var et russisk missil. En penibel sag, for spørgsmålet er jo, om Ukraine forsøgte at lyve NATO-alliancen ind i Tredje Verdenskrig?
Du lytter til Fri Ukraine i Frihedsbrevets app. Er du ikke kommet i gang med Fri Ukraine endnu, så må jeg bare sige, at jorden er glædens gæst i dag, for så ligger der 60 afsnit, som kan gøre dig meget klogere på krigen i Ukraine, og venter på dig.
Farvæl
Som man siger på færøsk! Jeg er tilbage igen i næste uge.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet