Fri Mads #57: Jeg glæder mig til mortensaften, der er længe, længe til
Hvis du af en eller anden grund ikke læste den seneste udgave af Fri Mads til ende, så er det gået din næse forbi, at Mads Brügger er taget på en lang sommerferie, og at jeg – Kristoffer Eriksen – i hans fravær skriver dette nyhedsbrev.
Det er på mange måder en vanskelig opgave at vikariere for Mads, der med dette nyhedsbrev har opfundet sin helt egen genre: Der bliver uddelt svirpere til højre og venstre, krydret med lidt research på aktuelle sager og lidt information om, hvad Frihedsbrevets abonnenter har udsigt til at få for sparepengene. Selv har han for nylig kaldt det en “klummelyse”, og det er måske ikke helt ved siden af.
Men lad mig gøre som politikerne og starte med en anekdote, der har til formål at bekræfte min egen pointe, som jeg så senere vil komme tilbage til.
Forrige weekend var jeg til en 40-års fødselsdag hos en god ven på en fin restaurant, og netop som jeg havde sat mig ned og gjort klar til at guffe løs, spurgte en kvinde ved siden af mig, hvad det der Frihedsbrevet egentlig gik ud på og bedyrede i samme åndedrag, at hun hele tiden stødte på ting derfra på sociale medier osv., men at hun af princip ikke ville klikke på noget af det, fordi hun var så helt enormt træt af Mads Brügger. Ja, faktisk var hun ikke bare træt af Mads Brügger, jeg fornemmede også en indgående væmmelse ved Mads Brügger. Det skyldtes, fortalte hun, at hun ikke brød sig om, at han var så grov og personlig i sin kritik af offentlige personer. Især Mette Frederiksen blev fremhævet som eksempel på én, hvor det virkelig var kammet over.
Da jeg kom hjem, satte jeg mig derfor for at genlæse alle Fri Mads-nyhedsbreve, som er udkommet til dato, og der ER altså også sket en voldsom udvikling. Fra mestendels at handle om hvilken journalistik Frihedsbrevets medlemmer kan glæde sig til, har det de seneste måneder handlet mere og mere om, hvor tåbelige og latterlige forskellige personer – typisk politikere – er. I et af dem, nemlig nyhedsbrev nummer 44, har Mads Brügger sågar brugt stort set hele sit nyhedsbrev (!) på at argumentere for, hvorfor det er helt inden for skiven at kalde den tidligere finans‑, skatte- og udenrigsminister Kristian Jensen (V) for et blålys.
Ifølge den græske filosof Sokrates er det bedre at lide uret end at gøre uret. Sagt på en anden måde, så mener Sokrates altså, at det i Mads Brüggers tilfælde var bedre for Mads Brügger, hvis man for en stund vendte kanonen mod ham selv.
Som kollega og ven har jeg derfor besluttet mig for at bruge sommeren på at tilbyde genmæle til nogle af alle de personer, som Mads Brügger har langet ud efter i dette nyhedsbrev. Jeg vil spørge dem, hvordan de har det med den kritik, som Mads Brügger har rettet af dem, og forsøge at få dem til at svare igen med samme mønt.
Dét – og selvfølgelig også meget andet – kan du glæde dig til fra min hånd resten af juni og juli måned. Hvis du synes, at det lyder dødkedeligt, eller du af andre legitime grunde bare ikke gider at læse noget fra min hånd, så kan jeg trøste dig med, at Mads Brügger er tilbage igen mandag den 1. august med sin sylespidse pen, så lad endelig være med at unsubscribe i mellemtiden.
Introduktion
Hermed velkommen til mit første nyhedsbrev som vikarierende skribent på Fri Mads. I min debut vil jeg skrive lidt om nedsmeltningen i Dansk Folkeparti og drage en (synes jeg selv) interessant parallel til mortensaften. Du kan også læse om, hvor langt Socialdemokratiets pressechef er villig til at gå for at undgå, at Mette Frederiksen bliver udsat for kritiske spørgsmål, og til sidst kan du selvfølgelig læse, hvordan det gik, da jeg ringede til Kristian Jensen for at tilbyde ham genmæle. Men først vil jeg skrive lidt om mit eget ansvarsområde her på Frihedsbrevet, nemlig den gode journalistik, som du kan få adgang til som abonnent.
Historien om Perkerlinse
På Frihedsbrevet lancerede vi i fredags den første af flere podcastserier, som vi kommer til at sende på gaden over sommeren. Miniserien hedder Det Falske Match og handler om en kvinde, der på Snapchat kalder sig “Perkerlinse”, og som på forskellige datingsider opererer under aliaset “Jasmin”. Jasmin har de seneste år tjent helt utroligt mange penge på at få forskellige mænd, som hun møder på nettet, til at blive forelskede i hende. Herefter hvirvler hun dem ind i et vildt spind af løgne, der i grove træk går ud på, at hun bliver holdt fanget af en farlig bande, og at mændene er nødt til at hjælpe hende ved at overføre penge til hende. Pludselig har mændene brugt alt, hvad de ejer og endda optaget dyre lån for at hjælpe kvinden, som de aldrig har mødt, og overført flere hundredetusinde kroner til hende.
Det lyder utroligt, og du tænker måske, at mændene, der er faldet for dét, som politiet kalder “kærlighedssvindel”, må være helt væk fra vinduet. Du synes måske endda, at de selv er lidt ude om det, hvis de hopper på sådan et nummer. Men det er faktisk hele grunden til, at vi har lavet den serie, for i serien forstår man, synes jeg, hvordan det er lykkedes for en ung bedragerisk kvinde at snyde helt almindelige mænd, så det driver.
Jeg synes, det er blevet en yderst vellykket serie, som belyser en problemstilling, der er så enormt tabubelagt for de mænd, der hopper på limpinden. Faktisk skammer de sig så meget, at de ikke vil stå frem med navn og ansigt, og det forstår man jo på en måde godt, men når man har lyttet til deres historier, må selv den største kyniker kunne føle empati med dem.
Du kan høre alle tre afsnit af Det Falske Match i Frihedsbrevets app.
Ikke-betalende medlemmer kan desuden få lov til at lytte til første afsnit gratis på Spotify og Apple Podcast, og hvis det smager af mere, så synes jeg, du skal overveje at tegne et abonnement på Frihedsbrevet – for du får altså virkelig noget for pengene.
Fremmedkrigeren og vikingen Storm Karl Balderson
En anden historie fra Frihedsbrevet, som jeg bliver nødt til at fremhæve, er denne artikel om Storm Karl Balderson. En selvudnævnt viking, der tog til Ukraine for at kæmpe mod russerne for snart fire måneder siden. Vores journalist Henrik Jensen er den seneste tid faldet over flere små videoklip med ham på den krypterede beskedtjeneste Telegram, hvor Balderson blandt andet poserer foran døde russere og siger ting som “sleep tight, guys”. Vores journalist er lykkedes med at få et interview med Storm Karl Balderson, og du kan læse det hele her, ligesom du også kan se de forskellige videoklip, som fremmedkrigeren har lagt op.
Jeg synes, det er vigtigt at beskæftige sig indgående med, hvad de danskere, der kæmper i Ukraine, render og laver. På et eller andet tidspunkt kommer de jo hjem til Danmark igen, hvis de altså ikke forinden bliver slået ihjel i et russisk missilangreb. Det virker ikke specielt gennemtænkt, at danskere, som i månedsvis har levet som autodidakte soldater med kuglerne flyvende om ørene i et syret krigsparallelunivers, bare kan tage den næste flyver hjem til Danmark, uden at de kommer i et eller andet program, der sikrer, at de ikke lige pludselig eksploderer nede ved køledisken i den lokale Rema 1000.
Situationen med danskerne i Ukraine vil vi selvfølgelig følge op på i den nærmeste tid og vi vil spørge politikerne, hvad de vil gøre for at sikre, at der bliver holdt øje med de hjemvendte Ukraine-krigere.
Ingen kritiske spørgsmål til statsministeren – koste hvad det vil!
Egentlig byder det mig imod som vikarierende skribent at skrive noget om statsministeren i dette nyhedsbrev, da det jo ligesom er Mads Brüggers ting, og der er ingen, der kan lide en efteraber.
Men på årets folkemøde skete der alligevel noget, som jeg synes var så skørt, at jeg er nødt til at knytte et par ord dertil.
Først lidt forhistorie: Vi har på Frihedsbrevet længe beskæftiget os med den mildt sagt kontroversielle byggematador og rigmand Jesper Skovsgaard, der ifølge Socialdemokratiets partiregnskab i 2019 er én ud af ni storsponsorer af regeringspartiet. Han har også været medlem af Socialdemokratiets pengeklub, hvor man for et større beløb kan få en unik adgang til regeringens ministre på slap line.
Frihedsbrevet har løbende afsløret en række ikke så stuerene forhold ved Jesper Skovsgaards forretning. For eksempel hvordan han har ruineret underleverandører ved systematisk at stikke af fra regningen, eller om hans samarbejde med en præsident for Hells Angels på Fyn. I det hele taget pibler det ud med ikke særligt pæne ting, hver gang man vender en ny sten i Jesper Skovsgaards liv og levned, og det er vi på Frihedsbrevet på vej med en podcastserie om. I den forbindelse har vi længe forsøgt at få svar fra Socialdemokratiet på, om de vil fortsætte med at tage imod Jesper Skovsgaards mange penge, men det har partiet ikke villet svare på.
Derfor så vi på Folkemødet vores snit til at spørge chefen for det hele; nemlig S‑formand og statsminister Mette Frederiksen. Du kan se, hvordan det gik her.
Vores journalist Mathias Blædel stod pænt og ventede på statsministeren, efter hun havde været inde og slå gækken løs på Politikens scene. Da Mette Frederiksen kommer ud, går han over til hende med mikrofonen, men inden han når frem, bliver han hevet i skulderen af Socialdemokratiets pressechef Jens Dissing Munk, der vil forhindre, at vores journalist på offentlig vej går hen til statsministeren. Det kan man se på klippet, men hvad man ikke kan se er, at pressechefen også bliver ved med at holde vores journalist i armen, imens journalisten går med Mette Frederiksen og forsøger at få svar på, hvordan hun synes, det harmonerer med Socialdemokratiets værdier at modtage penge fra byggematadoren Jesper Skovsgaard.
Mathias Blædel er en sund og rask fyr, og han er ikke lavet af porcelæn, så ham skal man bestemt ikke være bekymret for, men jeg synes, at det er grotesk, at statsministerens angst for kritiske spørgsmål er nået derud, hvor hendes pressechef mener, at det er helt ok at blive fysisk over for journalister på offentlig vej og at hive i dem efter forgodtbefindende.
Jeg kan forstå, at regeringens øvrige ministre har frygtelig travlt med at kalde oppositionen for Donald Trump, og derfor kan det jo undre lidt, at Socialdemokratiets pressechef har en adfærd, der giver mindelser om den tidligere Trump-kampagnechef Corey Lewandowskis opførsel over for journalister.
Man kan håbe, at Mette Frederiksen plus pressechef sad klar foran flimmerkassen i går klokken 20.50, da TV2-programmet Det sidste ord med Uffe Ellemann-Jensen rullede over skærmen. Her siger den nu afdøde tidligere Venstre-formand på et tidspunkt disse meget simple, men også meget sande ord:
“Hvis du har en presse, der er eftergivende og undlader at stille de spørgsmål, der skal stilles, så går det ud over demokratiet.”
Vores journalists ihærdighed betalte sig i øvrigt, og vi fik endelig en slags svar fra Socialdemokratiet på spørgsmålet om Jesper Skovsgaards penge. Den artikel kan du læse her, hvis du er medlem af Frihedsbrevet.
Og så et løfte: Jeg er med på, at det sikkert ville føles rarest for dette lands beslutningstagere, hvis Folkemødet kunne blive ved med at være et slags safe space, hvor man uforstyrret kan drikke fadøl med sine venner, skrive autografer og lege DJ om aftenen, men vi vil på Frihedsbrevet også næste år bruge Folkemødet som en enestående mulighed for at få svar fra de magthavere, som ellers ikke tager telefonen, når vi ringer. Det synes jeg egentlig, at alle journalister burde gøre.
Gæs og gaser
Det er efterhånden en underdrivelse at kalde det, der foregår i Dansk Folkeparti, for en nedsmeltning. I løbet af weekenden er både DF-koryfæerne Peter Skaarup og Søren Espersen rendt af pladsen, mens den mindre kendte Dennis Flydtkjær også har pakket sydfrugterne. Flydtkjær var ellers en af de første til direkte at opfordre Morten Messerschmidt til at stille op som formand for partiet tilbage i november. Dansk Folkepartis folketingsgruppe er altså i skrivende stund reduceret til seks medlemmer: Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaard, René Christensen, Mette Hjermind Dencker, Alex Ahrendtsen og Kristian Thulesen-Dahl. Når sidstnævnte lige om lidt slutter sig til Inger Støjberg, som han har fedtet hårdt og længe for, så kan Dansk Folkepartis folketingsgruppe altså med stor lethed stuves sammen i en Nissan Micra og carpoole, når de på et tidspunkt skal på teambuildingtur – for eksempel til Jim Lyngvilds vikingeborg.
Meget er allerede sagt og skrevet om situationen i Dansk Folkeparti, og derfor vil jeg forsøge at undgå at kede dig med den åbenlyse analyse af, hvor slemt det står til, og i stedet beskæftige mig lidt med udbrydergruppen “Gæs og Gaser”, der er et slags arbejdsfællesskab for DF-afhopperne Marie Kraup, Liselott Blixt, Bent Bøgsted, Lise Bech, Hans Kristian Skibby og Karina Adsbøl, og som i skrivende stund tæller lige så mange folketingsmedlemmer som Dansk Folkeparti. “Gæs og Gaser” har endda deres egen facebookside, som har hele 390 følgere – hvabehar!
Da Gæs og Gaser så dagens lys, var det med divergerende forklaringer om, hvad navnet egentlig dækkede over. Nogle af dem, som TV2 dengang spurgte, fortalte, at det handlede om, at de i gruppen var “nogle lækre gæs og et par gaser”, mens en anden fortælling gik på, at de var “tamgæs, der levede under eklatant topstyring, men som i dag er frie vildgæs”.
Begge udlægninger var så tilpas kiksede, at jeg ikke studsede nærmere over det.
Den anden dag kom det mig så for øre, at navnet “Gæs og Gaser” i virkeligheden er en reference til mortensaften. Hvis nogen derude skulle have glemt, hvorfor man hvert år den 10. november fejrer denne vigtige tradition, hvor man får lidt godt i glasset og straffer en fugl, så tillad mig at genopfriske: Morten, som mortensaften er opkaldt efter, hed egentlig Martin af Tours og var en helt særlig ung mand fra Ungarn, der som 15-årig meldte sig til den romerske hær, hvor han gjorde sig enormt positivt bemærket, fordi han havde et varmt hjerte for de fattige, kunne helbrede syge og vække de døde til live. Lidt af et multitalent, må man sige. Martin af Tours nød derfor stor succes i hæren, men han forlod den nogle år senere for som 20-årig at blive munk. Som munk drog Martin tilbage til sit fødeland Ungarn i det daværende Romerrige for at gøre sine landsmænd kristne, men ifølge historien fik han kun omvendt sin mor og blev forfulgt og fordrevet derfra.
Du har nok allerede regnet ud, at mit forehavende er at drage en parallel mellem Morten Messerschmidt, Martin af Tours og Messerschmidts tilbagevenden til Danmark efter den store succes som stemmesluger i Europa-Parlamentet. I nutiden er det EU’s Antisvindelenhed OLAF, det danske retssystem, og Ekstra Bladets journalister, der gør livet surt for den hjemvendte Morten, og forsøger at fordrive ham fra fødelandet.
Du har sikkert også gennemskuet, at Morten Messerschmidts mor i denne parallel er Pia Kjærsgaard.
Martin af Tours slog sig efter modgangen ned i et kloster i Gallien, hvor han langsomt fik genopbygget sin popularitet som den hellige mand, han nu engang var. Han blev faktisk så populær, at lokalbefolkningen ville gøre ham til biskop. Da byens indbyggere kom for at udnævne ham til biskop, gemte han sig i en gåsesti, men de dumme gæs skræppede op, og Martin blev afsløret og blev tvunget til at påtage sig titlen.
Hvis “Gæs og Gaser”, som jeg har fået det oplyst, i virkeligheden er DF-afhoppernes reference til mortensaften, ser de måske sig selv som gæssene, der skræpper i gåsestien og afslører Martin af Tours – altså Morten Messerschmidt. Eller også var det faktisk Inger Støjberg, som de seks DF-afhoppere skræppede op om, og som herefter fik det endelige skub til at sætte gang i sit nye politiske parti Danmarksdemokraterne.
I det perspektiv giver Morten Messerschmidts ord i går søndag i hvert fald god mening. Her sagde han til TV2: “Vi har vidst helt tilbage i december, før Kristian Thulesen Dahl trådte tilbage som formand, at der var nogle, der planlagde og håbede, at Inger Støjberg ville lave et nyt parti og ville lave maksimal skade på Dansk Folkeparti i processen for så at kunne skifte derover. Det er jo ikke rocket science.”
Bonusinfo
Hvis du stadig er med mig nu, efter denne ret langt ude sammenligning med Martin af Tours og Morten Messerschmidt, så antager jeg, du synes, at Dansk Folkepartis sammenbrud er underholdende, og derfor skal du ikke snydes for en bonus-observation, som jeg har gjort mig: Det er nu ikke længere helt usandsynligt, at navnet “24syv” ender med at leve længere end navnet “Dansk Folkeparti”. Det er da skæbnens ironi. Lige nu er det i hvert fald meget spændende at følge med i, hvilket af de to projekter som endeligt afgår ved døden først.
Du bliver næsten også nødt til at se dette facebookopslag fra Dansk Folkepartis lokalforening i Roskilde i lørdags, hvor Morten Messerschmidt besøgte de lokale DF-proselytter og deltog i lidt sommer-festivitas:
At Dansk Folkeparti afholdt “grilldag” i netop denne weekend med formandens tilstedeværelse, minder mig lidt om dette meme:
Jeg kunne i øvrigt ikke lade være med at hæfte mig ved dette skilt, som var hængt op ved siden af grillen til grillfesten i DF:
Det er virkelig vildt at tænke på, at et voksent menneske har siddet og møjsommeligt tegnet det skilt i hånden og tænkt, at det bare er enormt morsomt og spot-on, og så siger det jo i virkeligheden et og andet om, hvor rivende gal den er med det parti.
Et tilbud om genmæle til en travl mand
Og så til min sommermission, som selvfølgelig skal starte med den tidligere Venstre-minister Kristian Jensen. Under titlen “Manden uden kvaliteter” brugte Mads Brügger sit nyhedsbrev nummer 44 på at argumentere for, hvorfor der ikke var noget i vejen for at kalde Kristian Jensen et blålys. Han skrev blandt andet, at Jensen var det bedste eksempel på “Peter-princippet” – altså det ledelsesteoretiske princip om, at der i et givet hierarki ofte sker det, at folk forfremmes langt ud over deres evner, indtil de når et niveau, hvor de simpelthen ikke længere er kompetente. Mads Brügger argumenterede for, at det i tilfældet Kristian Jensen skete for længe siden, “og dét i en grad som har ufrivilligt tragikomiske kvaliteter.”
Mads Brügger argumenterede videre: “For dem, der ikke måtte vide det, er der ellers masser af dækning for at kalde Kristian Jensen for et blålys. Der er faktisk ikke andet. For eksempel kan man læse lidt i professorerne Jørgen Grønnegård Christensens og Peter Bjerre Mortensens bog Overmod og afmagt: Historien om det nye SKAT, der er en rædselsvækkende beretning om en kognitivt udfordret skatteminister, der helt undlader at stille kritiske spørgsmål til sit embedsværk, mens det hele står i flammer omkring ham. Denne minister var Kristian Jensen.”
Noget af en svada. Jeg forsøger først at ringe til Kristian Jensen, men uden held. Lidt efter kommer der en sms fra ham:
“Jeg er optaget. Send en sms ?”
Umiddelbart tænker jeg, at det er et godt tegn, at Kristian Jensen indleder med en emoji, der tilbyder et kram. Et mere forsonende humørikon findes der vel ikke på smartphonen. Jeg giver den herefter hele armen:
“Hej Kristian,
Jeg vikarierer for Mads Brügger på Mads Brüggers nyhedsbrev, Fri Mads, her henover sommeren.
I den forbindelse, forsøger jeg at råde bod på noget af al den ballade, han har lavet det seneste år, og jeg tænkte, at den bedste måde at gøre det på var ved at ringe til nogle af de personer, der er blevet stukket til af Mads Brügger og så spørge dem, om de ikke kunne tænke sig at komme lidt til genmæle.
Derfor ville jeg høre dig om du ville tale med mig i 5–10 minutter om den hårde kritik, som Mads rettede af dig i hans nyhedsbrev nummer 44. Jeg vil i grove træk bare høre, hvad du tænkte, da du læste hans bandbule, og om der ikke er nogle steder, hvor du tænker, at Mads kunne forbedre sig. Jeg ved jo, at du er en travl mand, men hvis du kan hjælpe mig, vil jeg sætte stor pris på det.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen,”
Jeg kan se, at Kristian Jensen læser min sms med det samme, og tre prikker afslører, at han straks giver sig til at svare. Få sekunder efter tikker den nedslående melding ind:
“Nej tak — jeg er kommet videre og har travlt med mit arbejde.”
Hverken mere eller mindre. Ikke noget “venlig hilsen”, ikke noget “Hej Kristoffer” og ikke flere humørikoner. Øv. Der er ikke mange åbninger i Kristian Jensens svar, men jeg giver selvfølgelig ikke op så let. Jensen slår mig som en person, der meget gerne vil opfattes som en mand, der har meget travlt med noget meget vigtigt, så jeg tænker, at det måske vil appellere til ham, hvis jeg udviser stor forståelse for denne travlhed. Jeg skriver:
“Ok — det ved jeg, at du er, og det er selvfølgelig også meget mere vigtigt end Mads Brügger og hans stikpiller, men du kan overhovedet ikke overtales til lige at sætte bare et par få ord på? Jeg vil gerne understrege, at der på ingen måde er tale om et kritisk interview, eller bare det der ligner ?”
Især den sidste trumf med, at der på ingen måde er tale om et kritisk interview, tænker jeg må virke fristende for en tidligere toppolitiker. Men ak. Svaret kommer igen prompte, og endnu mere kortfattet nu:
“Nej tak”
I ren desperation over at min sommermission er ved at mislykkes, før den overhovedet er kommet i gang, går jeg all-in og gør jeg noget, der i journalistkredse ellers er ugleset.
Jeg forsøger at bestikke Kristian Jensen og tilføjer endda også den emoji, der tilbyder et kram, for at vise, at jeg gengælder den kramme-emoji, som han indledte med:
“Normalt betaler vi ikke vores kilder, men hvad hvis nu jeg smider et årsabonnement på Frihedsbrevet oven i hatten?
?”
Jeg kan se, at Kristian Jensen igen læser min sms med det samme, men denne gang svarer han ikke. Og det har han i øvrigt ikke gjort siden, selvom det efterhånden er fire dage siden, at jeg skrev til ham.
= Mission failed. Jeg håber, det lykkes bedre i næste uge, selvom jeg allerede nu fornemmer, at det ikke er det letteste projekt i verden at få Mads Brüggers ofre i tale.
Tilbage er der kun at sige tak, fordi du læste hele vejen til ende. Jeg er tilbage i næste uge ?
BH. Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet