Fri Mads #57: Jeg glæ­der mig til mor­tens­af­ten, der er læn­ge, læn­ge til


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Hvis du af en eller anden grund ikke læste den sene­ste udga­ve af Fri Mads til ende, så er det gået din næse for­bi, at Mads Brüg­ger er taget på en lang som­mer­fe­rie, og at jeg – Kri­stof­fer Erik­sen – i hans fra­vær skri­ver det­te nyhedsbrev. 

Det er på man­ge måder en van­ske­lig opga­ve at vika­ri­e­re for Mads, der med det­te nyheds­brev har opfun­det sin helt egen gen­re: Der bli­ver uddelt svir­pe­re til høj­re og ven­stre, kry­dret med lidt research på aktu­el­le sager og lidt infor­ma­tion om, hvad Fri­heds­bre­vets abon­nen­ter har udsigt til at få for spa­re­pen­ge­ne. Selv har han for nylig kaldt det en “klum­me­ly­se”, og det er måske ikke helt ved siden af. 

Men lad mig gøre som poli­ti­ker­ne og star­te med en anek­do­te, der har til for­mål at bekræf­te min egen poin­te, som jeg så sene­re vil kom­me til­ba­ge til. 

For­ri­ge wee­kend var jeg til en 40-års fød­sels­dag hos en god ven på en fin restau­rant, og net­op som jeg hav­de sat mig ned og gjort klar til at guf­fe løs, spurg­te en kvin­de ved siden af mig, hvad det der Fri­heds­bre­vet egent­lig gik ud på og bedy­re­de i sam­me ånde­d­rag, at hun hele tiden stød­te på ting der­fra på soci­a­le medi­er osv., men at hun af prin­cip ikke vil­le klik­ke på noget af det, for­di hun var så helt enormt træt af Mads Brüg­ger. Ja, fak­tisk var hun ikke bare træt af Mads Brüg­ger, jeg for­nem­me­de også en ind­gå­en­de væm­mel­se ved Mads Brüg­ger. Det skyld­tes, for­tal­te hun, at hun ikke brød sig om, at han var så grov og per­son­lig i sin kri­tik af offent­li­ge per­so­ner. Især Met­te Fre­de­rik­sen blev frem­hæ­vet som eksem­pel på én, hvor det vir­ke­lig var kam­met over. 

Da jeg kom hjem, sat­te jeg mig der­for for at gen­læ­se alle Fri Mads-nyheds­bre­ve, som er udkom­met til dato, og der ER alt­så også sket en vold­som udvik­ling. Fra mesten­dels at hand­le om hvil­ken jour­na­li­stik Fri­heds­bre­vets med­lem­mer kan glæ­de sig til, har det de sene­ste måne­der hand­let mere og mere om, hvor tåbe­li­ge og lat­ter­li­ge for­skel­li­ge per­so­ner – typisk poli­ti­ke­re – er. I et af dem, nem­lig nyheds­brev num­mer 44, har Mads Brüg­ger sågar brugt stort set hele sit nyheds­brev (!) på at argu­men­te­re for, hvor­for det er helt inden for ski­ven at kal­de den tid­li­ge­re finans‑, skat­te- og uden­rigs­mi­ni­ster Kri­sti­an Jen­sen (V) for et blålys. 

Iføl­ge den græ­ske filo­sof Sokra­tes er det bed­re at lide uret end at gøre uret. Sagt på en anden måde, så mener Sokra­tes alt­så, at det i Mads Brüg­gers til­fæl­de var bed­re for Mads Brüg­ger, hvis man for en stund vend­te kano­nen mod ham selv. 

Som kol­le­ga og ven har jeg der­for beslut­tet mig for at bru­ge som­me­ren på at til­by­de gen­mæ­le til nog­le af alle de per­so­ner, som Mads Brüg­ger har lan­get ud efter i det­te nyheds­brev. Jeg vil spør­ge dem, hvor­dan de har det med den kri­tik, som Mads Brüg­ger har ret­tet af dem, og for­sø­ge at få dem til at sva­re igen med sam­me mønt. 

Dét – og selv­føl­ge­lig også meget andet – kan du glæ­de dig til fra min hånd resten af juni og juli måned. Hvis du synes, at det lyder død­ke­de­ligt, eller du af andre legi­ti­me grun­de bare ikke gider at læse noget fra min hånd, så kan jeg trø­ste dig med, at Mads Brüg­ger er til­ba­ge igen man­dag den 1. august med sin syle­spid­se pen, så lad ende­lig være med at unsubscri­be i mellemtiden. 

Intro­duk­tion

Her­med vel­kom­men til mit før­ste nyheds­brev som vika­ri­e­ren­de skri­bent på Fri Mads. I min debut vil jeg skri­ve lidt om neds­melt­nin­gen i Dansk Fol­ke­par­ti og dra­ge en (synes jeg selv) inter­es­sant paral­lel til mor­tens­af­ten. Du kan også læse om, hvor langt Soci­al­de­mo­kra­tiets pres­se­chef er vil­lig til at gå for at und­gå, at Met­te Fre­de­rik­sen bli­ver udsat for kri­ti­ske spørgs­mål, og til sidst kan du selv­føl­ge­lig læse, hvor­dan det gik, da jeg rin­ge­de til Kri­sti­an Jen­sen for at til­by­de ham gen­mæ­le. Men først vil jeg skri­ve lidt om mit eget ansvars­om­rå­de her på Fri­heds­bre­vet, nem­lig den gode jour­na­li­stik, som du kan få adgang til som abonnent. 

Histo­ri­en om Perkerlinse

På Fri­heds­bre­vet lan­ce­re­de vi i fre­dags den før­ste af fle­re podcast­se­ri­er, som vi kom­mer til at sen­de på gaden over som­me­ren. Mini­se­ri­en hed­der Det Fal­ske Match og hand­ler om en kvin­de, der på Snap­chat kal­der sig “Per­kerl­in­se”, og som på for­skel­li­ge dat­ings­i­der ope­re­rer under ali­a­set “Jas­min”. Jas­min har de sene­ste år tjent helt utro­ligt man­ge pen­ge på at få for­skel­li­ge mænd, som hun møder på net­tet, til at bli­ve forel­ske­de i hen­de. Her­ef­ter hvirv­ler hun dem ind i et vildt spind af løg­ne, der i grove træk går ud på, at hun bli­ver holdt fan­get af en far­lig ban­de, og at mæn­de­ne er nødt til at hjæl­pe hen­de ved at over­fø­re pen­ge til hen­de. Plud­se­lig har mæn­de­ne brugt alt, hvad de ejer og end­da opta­get dyre lån for at hjæl­pe kvin­den, som de aldrig har mødt, og over­ført fle­re hund­re­de­tu­sin­de kro­ner til hende. 

Det lyder utro­ligt, og du tæn­ker måske, at mæn­de­ne, der er fal­det for dét, som poli­ti­et kal­der “kær­lig­heds­svin­del”, må være helt væk fra vin­du­et. Du synes måske end­da, at de selv er lidt ude om det, hvis de hop­per på sådan et num­mer. Men det er fak­tisk hele grun­den til, at vi har lavet den serie, for i seri­en for­står man, synes jeg, hvor­dan det er lyk­ke­des for en ung bed­ra­ge­risk kvin­de at sny­de helt almin­de­li­ge mænd, så det driver. 

Jeg synes, det er ble­vet en yderst vel­lyk­ket serie, som bely­ser en pro­blem­stil­ling, der er så enormt tabu­belagt for de mænd, der hop­per på lim­pin­den. Fak­tisk skam­mer de sig så meget, at de ikke vil stå frem med navn og ansigt, og det for­står man jo på en måde godt, men når man har lyt­tet til deres histo­ri­er, må selv den stør­ste kyni­ker kun­ne føle empa­ti med dem. 

Du kan høre alle tre afsnit af Det Fal­ske Match i Fri­heds­bre­vets app.

Ikke-beta­len­de med­lem­mer kan des­u­den få lov til at lyt­te til før­ste afsnit gra­tis på Spo­ti­fy og Apple Podcast, og hvis det sma­ger af mere, så synes jeg, du skal over­ve­je at teg­ne et abon­ne­ment på Fri­heds­bre­vet – for du får alt­så vir­ke­lig noget for pengene. 

Frem­med­kri­ge­ren og vikin­gen Storm Karl Balderson

En anden histo­rie fra Fri­heds­bre­vet, som jeg bli­ver nødt til at frem­hæ­ve, er den­ne arti­kel om Storm Karl Bal­der­son. En sel­vud­nævnt viking, der tog til Ukrai­ne for at kæm­pe mod rus­ser­ne for snart fire måne­der siden. Vores jour­na­list Hen­rik Jen­sen er den sene­ste tid fal­det over fle­re små videoklip med ham på den kryp­te­re­de beskedtje­ne­ste Tele­gram, hvor Bal­der­son blandt andet pose­rer for­an døde rus­se­re og siger ting som “sle­ep tight, guys”. Vores jour­na­list er lyk­ke­des med at få et inter­view med Storm Karl Bal­der­son, og du kan læse det hele her, lige­som du også kan se de for­skel­li­ge videoklip, som frem­med­kri­ge­ren har lagt op. 

Jeg synes, det er vig­tigt at beskæf­ti­ge sig ind­gå­en­de med, hvad de dan­ske­re, der kæm­per i Ukrai­ne, ren­der og laver. På et eller andet tids­punkt kom­mer de jo hjem til Dan­mark igen, hvis de alt­så ikke for­in­den bli­ver slå­et ihjel i et rus­sisk mis­silan­greb. Det vir­ker ikke spe­ci­elt gen­nemtænkt, at dan­ske­re, som i måneds­vis har levet som auto­di­dak­te sol­da­ter med kug­ler­ne fly­ven­de om øre­ne i et syret krigs­pa­ral­le­lu­ni­vers, bare kan tage den næste fly­ver hjem til Dan­mark, uden at de kom­mer i et eller andet pro­gram, der sik­rer, at de ikke lige plud­se­lig eks­plo­de­rer nede ved køle­di­sken i den loka­le Rema 1000. 

Situ­a­tio­nen med dan­sker­ne i Ukrai­ne vil vi selv­føl­ge­lig føl­ge op på i den nær­me­ste tid og vi vil spør­ge poli­ti­ker­ne, hvad de vil gøre for at sik­re, at der bli­ver holdt øje med de hjemvend­te Ukraine-krigere. 

Ingen kri­ti­ske spørgs­mål til stats­mi­ni­ste­ren – koste hvad det vil!

Egent­lig byder det mig imod som vika­ri­e­ren­de skri­bent at skri­ve noget om stats­mi­ni­ste­ren i det­te nyheds­brev, da det jo lige­som er Mads Brüg­gers ting, og der er ingen, der kan lide en efteraber. 

Men på årets fol­ke­mø­de ske­te der alli­ge­vel noget, som jeg synes var så skørt, at jeg er nødt til at knyt­te et par ord dertil. 

Først lidt for­hi­sto­rie: Vi har på Fri­heds­bre­vet læn­ge beskæf­ti­get os med den mildt sagt kon­tro­ver­si­el­le byg­ge­ma­ta­dor og rig­mand Jes­per Sko­vs­gaard, der iføl­ge Soci­al­de­mo­kra­tiets par­ti­regn­skab i 2019 er én ud af ni stor­sponso­rer af rege­rings­par­ti­et. Han har også været med­lem af Soci­al­de­mo­kra­tiets pen­ge­klub, hvor man for et stør­re beløb kan få en unik adgang til rege­rin­gens mini­stre på slap line. 

Fri­heds­bre­vet har løben­de afslø­ret en ræk­ke ikke så stu­e­re­ne for­hold ved Jes­per Sko­vs­gaards for­ret­ning. For eksem­pel hvor­dan han har rui­ne­ret under­le­ve­ran­dø­rer ved syste­ma­tisk at stik­ke af fra reg­nin­gen, eller om hans sam­ar­bej­de med en præ­si­dent for Hells Angels på Fyn. I det hele taget pib­ler det ud med ikke sær­ligt pæne ting, hver gang man ven­der en ny sten i Jes­per Sko­vs­gaards liv og lev­ned, og det er vi på Fri­heds­bre­vet på vej med en podcast­se­rie om. I den for­bin­del­se har vi læn­ge for­søgt at få svar fra Soci­al­de­mo­kra­ti­et på, om de vil fort­sæt­te med at tage imod Jes­per Sko­vs­gaards man­ge pen­ge, men det har par­ti­et ikke vil­let sva­re på. 

Der­for så vi på Fol­ke­mø­det vores snit til at spør­ge che­fen for det hele; nem­lig S‑formand og stats­mi­ni­ster Met­te Fre­de­rik­sen. Du kan se, hvor­dan det gik her.

Vores jour­na­list Mat­hi­as Blæ­del stod pænt og ven­te­de på stats­mi­ni­ste­ren, efter hun hav­de været inde og slå gæk­ken løs på Poli­ti­kens sce­ne. Da Met­te Fre­de­rik­sen kom­mer ud, går han over til hen­de med mikro­fo­nen, men inden han når frem, bli­ver han hevet i skul­de­ren af Soci­al­de­mo­kra­tiets pres­se­chef Jens Dis­sing Munk, der vil for­hin­dre, at vores jour­na­list på offent­lig vej går hen til stats­mi­ni­ste­ren. Det kan man se på klip­pet, men hvad man ikke kan se er, at pres­se­che­fen også bli­ver ved med at hol­de vores jour­na­list i armen, imens jour­na­li­sten går med Met­te Fre­de­rik­sen og for­sø­ger at få svar på, hvor­dan hun synes, det har­mone­rer med Soci­al­de­mo­kra­tiets vær­di­er at mod­ta­ge pen­ge fra byg­ge­ma­ta­doren Jes­per Skovsgaard. 

Mat­hi­as Blæ­del er en sund og rask fyr, og han er ikke lavet af por­ce­læn, så ham skal man bestemt ikke være bekym­ret for, men jeg synes, at det er gro­tesk, at stats­mi­ni­ste­rens angst for kri­ti­ske spørgs­mål er nået der­ud, hvor hen­des pres­se­chef mener, at det er helt ok at bli­ve fysisk over for jour­na­li­ster på offent­lig vej og at hive i dem efter forgodtbefindende. 

Jeg kan for­stå, at rege­rin­gens øvri­ge mini­stre har fryg­te­lig travlt med at kal­de oppo­si­tio­nen for Donald Trump, og der­for kan det jo undre lidt, at Soci­al­de­mo­kra­tiets pres­se­chef har en adfærd, der giver min­del­ser om den tid­li­ge­re Trump-kampag­ne­chef Corey Lewan­dowskis opfør­sel over for journalister.

Man kan håbe, at Met­te Fre­de­rik­sen plus pres­se­chef sad klar for­an flim­mer­kas­sen i går klok­ken 20.50, da TV2-pro­gram­met Det sid­ste ord med Uffe Elle­mann-Jen­sen rul­le­de over skær­men. Her siger den nu afdø­de tid­li­ge­re Ven­stre-for­mand på et tids­punkt dis­se meget simp­le, men også meget san­de ord: 

“Hvis du har en pres­se, der er efter­gi­ven­de og und­la­der at stil­le de spørgs­mål, der skal stil­les, så går det ud over demokratiet.” 

Vores jour­na­lists ihær­dig­hed betal­te sig i øvrigt, og vi fik ende­lig en slags svar fra Soci­al­de­mo­kra­ti­et på spørgs­må­let om Jes­per Sko­vs­gaards pen­ge. Den arti­kel kan du læse her, hvis du er med­lem af Frihedsbrevet. 

Og så et løf­te: Jeg er med på, at det sik­kert vil­le føles rarest for det­te lands beslut­nings­ta­ge­re, hvis Fol­ke­mø­det kun­ne bli­ve ved med at være et slags safe spa­ce, hvor man ufor­styr­ret kan drik­ke fadøl med sine ven­ner, skri­ve auto­gra­fer og lege DJ om afte­nen, men vi vil på Fri­heds­bre­vet også næste år bru­ge Fol­ke­mø­det som en ene­stå­en­de mulig­hed for at få svar fra de magt­ha­ve­re, som ellers ikke tager tele­fo­nen, når vi rin­ger. Det synes jeg egent­lig, at alle jour­na­li­ster bur­de gøre. 

Gæs og gaser

Det er efter­hån­den en under­dri­vel­se at kal­de det, der fore­går i Dansk Fol­ke­par­ti, for en neds­melt­ning. I løbet af wee­ken­den er både DF-kory­fæ­er­ne Peter Skaarup og Søren Esper­sen rendt af plad­sen, mens den min­dre kend­te Den­nis Flydt­kjær også har pak­ket syd­frug­ter­ne. Flydt­kjær var ellers en af de før­ste til direk­te at opfor­dre Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt til at stil­le op som for­mand for par­ti­et til­ba­ge i novem­ber. Dansk Fol­ke­par­tis fol­ke­tings­grup­pe er alt­så i skri­ven­de stund redu­ce­ret til seks med­lem­mer: Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, Pia Kjær­s­gaard, René Chri­sten­sen, Met­te Hjer­mind Den­ck­er, Alex Ahrendt­sen og Kri­sti­an Thu­le­sen-Dahl. Når sidst­nævn­te lige om lidt slut­ter sig til Inger Støj­berg, som han har fed­tet hårdt og læn­ge for, så kan Dansk Fol­ke­par­tis fol­ke­tings­grup­pe alt­så med stor let­hed stu­ves sam­men i en Nis­san Micra og car­poo­le, når de på et tids­punkt skal på team­bu­il­ding­tur – for eksem­pel til Jim Lyng­vilds vikingeborg. 

Meget er alle­re­de sagt og skre­vet om situ­a­tio­nen i Dansk Fol­ke­par­ti, og der­for vil jeg for­sø­ge at und­gå at kede dig med den åben­ly­se ana­ly­se af, hvor slemt det står til, og i ste­det beskæf­ti­ge mig lidt med udbry­der­grup­pen “Gæs og Gaser”, der er et slags arbejds­fæl­les­skab for DF-afhop­per­ne Marie Kraup, Lise­lott Blixt, Bent Bøg­sted, Lise Bech, Hans Kri­sti­an Ski­b­by og Kari­na Ads­bøl, og som i skri­ven­de stund tæl­ler lige så man­ge fol­ke­tings­med­lem­mer som Dansk Fol­ke­par­ti. “Gæs og Gaser” har end­da deres egen face­book­si­de, som har hele 390 føl­ge­re – hvabehar! 

Da Gæs og Gaser så dagens lys, var det med diver­ge­ren­de for­kla­rin­ger om, hvad nav­net egent­lig dæk­ke­de over. Nog­le af dem, som TV2 den­gang spurg­te, for­tal­te, at det hand­le­de om, at de i grup­pen var “nog­le lækre gæs og et par gaser”, mens en anden for­tæl­ling gik på, at de var “tam­gæs, der leve­de under ekla­ta­nt top­sty­ring, men som i dag er frie vildgæs”. 

Beg­ge udlæg­nin­ger var så til­pas kik­se­de, at jeg ikke stud­se­de nær­me­re over det. 

Den anden dag kom det mig så for øre, at nav­net “Gæs og Gaser” i vir­ke­lig­he­den er en refe­ren­ce til mor­tens­af­ten. Hvis nogen der­u­de skul­le have glemt, hvor­for man hvert år den 10. novem­ber fejrer den­ne vig­ti­ge tra­di­tion, hvor man får lidt godt i glas­set og straf­fer en fugl, så til­lad mig at genop­fri­ske: Mor­ten, som mor­tens­af­ten er opkaldt efter, hed egent­lig Mar­tin af Tours og var en helt sær­lig ung mand fra Ungarn, der som 15-årig meld­te sig til den romer­ske hær, hvor han gjor­de sig enormt posi­tivt bemær­ket, for­di han hav­de et varmt hjer­te for de fat­ti­ge, kun­ne hel­bre­de syge og væk­ke de døde til live. Lidt af et mul­ti­ta­lent, må man sige. Mar­tin af Tours nød der­for stor suc­ces i hæren, men han for­lod den nog­le år sene­re for som 20-årig at bli­ve munk. Som munk drog Mar­tin til­ba­ge til sit føde­land Ungarn i det davæ­ren­de Romer­ri­ge for at gøre sine lands­mænd krist­ne, men iføl­ge histo­ri­en fik han kun omvendt sin mor og blev for­fulgt og for­dre­vet derfra. 

Du har nok alle­re­de reg­net ud, at mit fore­ha­ven­de er at dra­ge en paral­lel mel­lem Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, Mar­tin af Tours og Mes­ser­s­ch­midts til­ba­ge­ven­den til Dan­mark efter den sto­re suc­ces som stem­me­slu­ger i Euro­pa-Par­la­men­tet. I nuti­den er det EU’s Antisvin­de­len­hed OLAF, det dan­ske rets­sy­stem, og Ekstra Bla­dets jour­na­li­ster, der gør livet surt for den hjemvend­te Mor­ten, og for­sø­ger at for­dri­ve ham fra fødelandet. 

Du har sik­kert også gen­nem­sku­et, at Mor­ten Mes­ser­s­ch­midts mor i den­ne paral­lel er Pia Kjærsgaard. 

Mar­tin af Tours slog sig efter mod­gan­gen ned i et klo­ster i Gal­li­en, hvor han lang­somt fik genop­byg­get sin popu­la­ri­tet som den hel­li­ge mand, han nu engang var. Han blev fak­tisk så popu­lær, at lokal­be­folk­nin­gen vil­le gøre ham til biskop. Da byens ind­byg­ge­re kom for at udnæv­ne ham til biskop, gem­te han sig i en gåsesti, men de dum­me gæs skræp­pe­de op, og Mar­tin blev afslø­ret og blev tvun­get til at påta­ge sig titlen. 

Hvis “Gæs og Gaser”, som jeg har fået det oplyst, i vir­ke­lig­he­den er DF-afhop­per­nes refe­ren­ce til mor­tens­af­ten, ser de måske sig selv som gæs­se­ne, der skræp­per i gåsestien og afslø­rer Mar­tin af Tours – alt­så Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt. Eller også var det fak­tisk Inger Støj­berg, som de seks DF-afhop­pe­re skræp­pe­de op om, og som her­ef­ter fik det ende­li­ge skub til at sæt­te gang i sit nye poli­ti­ske par­ti Danmarksdemokraterne. 

I det per­spek­tiv giver Mor­ten Mes­ser­s­ch­midts ord i går søn­dag i hvert fald god mening. Her sag­de han til TV2: “Vi har vidst helt til­ba­ge i decem­ber, før Kri­sti­an Thu­le­sen Dahl trå­d­te til­ba­ge som for­mand, at der var nog­le, der plan­lag­de og håbe­de, at Inger Støj­berg vil­le lave et nyt par­ti og vil­le lave mak­si­mal ska­de på Dansk Fol­ke­par­ti i pro­ces­sen for så at kun­ne skif­te der­over. Det er jo ikke rock­et sci­en­ce.”

Bonu­s­in­fo

Hvis du sta­dig er med mig nu, efter den­ne ret langt ude sam­men­lig­ning med Mar­tin af Tours og Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt, så anta­ger jeg, du synes, at Dansk Fol­ke­par­tis sam­men­brud er under­hol­den­de, og der­for skal du ikke sny­des for en bonus-obser­va­tion, som jeg har gjort mig: Det er nu ikke læn­ge­re helt usand­syn­ligt, at nav­net “24syv” ender med at leve læn­ge­re end nav­net “Dansk Fol­ke­par­ti”. Det er da skæb­nens iro­ni. Lige nu er det i hvert fald meget spæn­den­de at føl­ge med i, hvil­ket af de to pro­jek­ter som ende­ligt afgår ved døden først. 

Du bli­ver næsten også nødt til at se det­te face­book­op­slag fra Dansk Fol­ke­par­tis lokal­for­e­ning i Roskil­de i lør­dags, hvor Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt besøg­te de loka­le DF-pro­se­lyt­ter og delt­og i lidt sommer-festivitas: 

At Dansk Fol­ke­par­ti afholdt “gril­l­dag” i net­op den­ne wee­kend med for­man­dens til­ste­de­væ­rel­se, min­der mig lidt om det­te meme: 

Jeg kun­ne i øvrigt ikke lade være med at hæf­te mig ved det­te skilt, som var hængt op ved siden af gril­len til gril­l­fe­sten i DF: 

Det er vir­ke­lig vildt at tæn­ke på, at et vok­sent men­ne­ske har sid­det og møj­som­me­ligt teg­net det skilt i hån­den og tænkt, at det bare er enormt mor­somt og spot-on, og så siger det jo i vir­ke­lig­he­den et og andet om, hvor riven­de gal den er med det parti. 

Et til­bud om gen­mæ­le til en travl mand

Og så til min som­mer­mis­sion, som selv­føl­ge­lig skal star­te med den tid­li­ge­re Ven­stre-mini­ster Kri­sti­an Jen­sen. Under tit­len “Man­den uden kva­li­te­ter” brug­te Mads Brüg­ger sit nyheds­brev num­mer 44 på at argu­men­te­re for, hvor­for der ikke var noget i vej­en for at kal­de Kri­sti­an Jen­sen et blå­lys. Han skrev blandt andet, at Jen­sen var det bed­ste eksem­pel på “Peter-prin­cip­pet” – alt­så det ledel­ses­te­o­re­ti­ske prin­cip om, at der i et givet hie­rar­ki ofte sker det, at folk for­frem­mes langt ud over deres evner, ind­til de når et niveau, hvor de sim­pelt­hen ikke læn­ge­re er kom­pe­ten­te. Mads Brüg­ger argu­men­te­re­de for, at det i til­fæl­det Kri­sti­an Jen­sen ske­te for læn­ge siden, “og dét i en grad som har ufri­vil­ligt tragi­ko­mi­ske kvaliteter.” 

Mads Brüg­ger argu­men­te­re­de vide­re: “For dem, der ikke måt­te vide det, er der ellers mas­ser af dæk­ning for at kal­de Kri­sti­an Jen­sen for et blå­lys. Der er fak­tisk ikke andet. For eksem­pel kan man læse lidt i pro­fes­so­rer­ne Jør­gen Grøn­ne­gård Chri­sten­sens og Peter Bjer­re Mor­ten­sens bog Over­mod og afmagt: Histo­ri­en om det nye SKAT, der er en ræd­selsvæk­ken­de beret­ning om en kog­ni­tivt udfor­dret skat­te­mi­ni­ster, der helt und­la­der at stil­le kri­ti­ske spørgs­mål til sit embeds­værk, mens det hele står i flam­mer omkring ham. Den­ne mini­ster var Kri­sti­an Jensen.” 

Noget af en sva­da. Jeg for­sø­ger først at rin­ge til Kri­sti­an Jen­sen, men uden held. Lidt efter kom­mer der en sms fra ham: 

“Jeg er opta­get. Send en sms 🤗” 

Umid­del­bart tæn­ker jeg, at det er et godt tegn, at Kri­sti­an Jen­sen ind­le­der med en emo­ji, der til­by­der et kram. Et mere for­so­nen­de humø­ri­kon fin­des der vel ikke på smartp­ho­nen. Jeg giver den her­ef­ter hele armen: 

“Hej Kristian, 

Jeg vika­ri­e­rer for Mads Brüg­ger på Mads Brüg­gers nyheds­brev, Fri Mads, her henover sommeren. 

I den for­bin­del­se, for­sø­ger jeg at råde bod på noget af al den bal­la­de, han har lavet det sene­ste år, og jeg tænk­te, at den bed­ste måde at gøre det på var ved at rin­ge til nog­le af de per­so­ner, der er ble­vet stuk­ket til af Mads Brüg­ger og så spør­ge dem, om de ikke kun­ne tæn­ke sig at kom­me lidt til genmæle. 

Der­for vil­le jeg høre dig om du vil­le tale med mig i 5–10 minut­ter om den hår­de kri­tik, som Mads ret­te­de af dig i hans nyheds­brev num­mer 44. Jeg vil i grove træk bare høre, hvad du tænk­te, da du læste hans band­bu­le, og om der ikke er nog­le ste­der, hvor du tæn­ker, at Mads kun­ne for­bed­re sig. Jeg ved jo, at du er en travl mand, men hvis du kan hjæl­pe mig, vil jeg sæt­te stor pris på det. 

Bed­ste hilsner 

Kri­stof­fer Eriksen,” 

Jeg kan se, at Kri­sti­an Jen­sen læser min sms med det sam­me, og tre prik­ker afslø­rer, at han straks giver sig til at sva­re. Få sekun­der efter tik­ker den ned­slå­en­de mel­ding ind: 

“Nej tak — jeg er kom­met vide­re og har travlt med mit arbejde.” 

Hver­ken mere eller min­dre. Ikke noget “ven­lig hil­sen”, ikke noget “Hej Kri­stof­fer” og ikke fle­re humø­ri­ko­ner. Øv. Der er ikke man­ge åbnin­ger i Kri­sti­an Jen­sens svar, men jeg giver selv­føl­ge­lig ikke op så let. Jen­sen slår mig som en per­son, der meget ger­ne vil opfat­tes som en mand, der har meget travlt med noget meget vig­tigt, så jeg tæn­ker, at det måske vil appel­le­re til ham, hvis jeg udvi­ser stor for­stå­el­se for den­ne travlhed. Jeg skriver: 

“Ok — det ved jeg, at du er, og det er selv­føl­ge­lig også meget mere vig­tigt end Mads Brüg­ger og hans stikpil­ler, men du kan over­ho­ve­det ikke over­ta­les til lige at sæt­te bare et par få ord på? Jeg vil ger­ne under­stre­ge, at der på ingen måde er tale om et kri­tisk inter­view, eller bare det der ligner 🤞” 

Især den sid­ste trumf med, at der på ingen måde er tale om et kri­tisk inter­view, tæn­ker jeg må vir­ke fri­sten­de for en tid­li­ge­re top­po­li­ti­ker. Men ak. Sva­ret kom­mer igen promp­te, og end­nu mere kort­fat­tet nu: 

“Nej tak” 

I ren des­pe­ra­tion over at min som­mer­mis­sion er ved at mis­lyk­kes, før den over­ho­ve­det er kom­met i gang, går jeg all-in og gør jeg noget, der i jour­na­list­kred­se ellers er ugleset. 

Jeg for­sø­ger at bestik­ke Kri­sti­an Jen­sen og til­fø­jer end­da også den emo­ji, der til­by­der et kram, for at vise, at jeg gen­gæl­der den kram­me-emo­ji, som han ind­led­te med: 

“Nor­malt beta­ler vi ikke vores kil­der, men hvad hvis nu jeg smi­der et årsa­bon­ne­ment på Fri­heds­bre­vet oven i hatten?
🤗”

Jeg kan se, at Kri­sti­an Jen­sen igen læser min sms med det sam­me, men den­ne gang sva­rer han ikke. Og det har han i øvrigt ikke gjort siden, selv­om det efter­hån­den er fire dage siden, at jeg skrev til ham. 

= Mis­sion fai­led. Jeg håber, det lyk­kes bed­re i næste uge, selv­om jeg alle­re­de nu for­nem­mer, at det ikke er det let­te­ste pro­jekt i ver­den at få Mads Brüg­gers ofre i tale. 

Til­ba­ge er der kun at sige tak, for­di du læste hele vej­en til ende. Jeg er til­ba­ge i næste uge 🤗 

BH. Kri­stof­fer Erik­sen, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet