Fri Kristoffer #13: Lediggang og laster
Forleden læste jeg en artikel af ældre dato i Berlingske, hvor det blev beskrevet, hvordan kong Christian den 7. for mere end 250 år siden afskaffede hele ni helligdage. Ham kan man således takke for, at vi ikke længere har fri fra arbejde på for eksempel 3. juledag, 3. påskedag og Mikkelsdag. Et argument for reformen var, at man vurderede, at det øgede antal arbejdsdage ville medføre en øget cirkulation af penge. Et andet mere moralsk argument gik på, at fridagene blev brugt på spil, druk og hor. Forordningens tekst lød blandt andet sådan her:
“Skiønt deres Anordning (altså helligdagene, red.) kan have havt et gudeligt Øiemerke, ere de dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster, end til sand Guds Dyrkelse; hvorfore det er bedre, at de efter andre Protestantiske Landes Exempel blive anvendte til Arbeide og nyttig Gierning.”
Afskaffelsen af helligdagene er i dag kendt som Helligdagsreformen af 1770, og jeg kan ikke lade være med at mistænke Mette Frederiksen for at være blevet inspireret af historiens vingesus, da hendes regering undfangede idéen om at afskaffe store bededag. Det passer i hvert fald med det billede, jeg generelt har af Mette Frederiksen:
At hun er stor modstander af lediggang og laster og hellere ser, at folk bruger deres vågne timer i et tre-holds-skift på en marmeladefabrik end på at have det lidt sjovt. Statsministeren slår mig i hvert fald ikke som en person, der stortrives i muntre lag. I hvert fald fortalte hun i feel-good-podcasten Det sidste måltid på R4dio, at hun er decideret “elendig til at holde fri”, og at hun, når det en sjælden gang sker, har det med at knokle på alligevel – bare derhjemme.
“Min familie vil sige, at jeg bliver utidig og sætter dem i gang med arbejdsopgaver, fordi så tænker jeg, at nu skal vi også have vasket de der vinduer, eller vi kan også lige få ryddet op i kælderen,” forklarer Mette Frederiksen til værten på programmet, Lærke Kløvedal, der grinende konstaterer, at statsministeren altså er “dén type”.
Ligesom Mette Frederiksen har bedstevennen Martin Rossen fra Danfoss som et slags spirit animal, havde kong Christian den 7. som bekendt sin livlæge Struensee, og selvom historiebøgerne ikke tilskriver Struensee idéen bag helligdagsreformen, har det været en udbredt myte, at det var hans værk. På samme måde har man jo lyst til at spekulere i, om idéen om at afskaffe store bededag er blevet til hos Danfoss på Als, men det taler jo selvfølgelig imod, at den strategiske sortekunstner Rossen skulle kunne udtænke et så gigantisk socialdemokratisk et selvmål, som bededags-idéen har været indtil videre.
Umage venner
Regeringen har i hvert fald præsteret det umulige, nemlig at samle fagbevægelsen, COOP, landets biskopper, Ekstra Bladet, Enhedslisten, Liberal Alliance og resten af oppositionen. Både Ekstra Bladet, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Enhedslisten og løsgænger-missilet Mette Thiesen kræver endda en folkeafstemning, som kan blive en realitet, hvis det lykkes at mønstre yderligere 40 mandater, samtidig med at regeringen holder fast i sin beslutning.
Ved første øjekast ser kravet om en folkeafstemning om afskaffelse af store bededag ret idiotisk ud. Det går jo virkelig ikke, at noget så småt skal til afstemning hos alle danskere, for så går man lige så stille i gang med at udvande det repræsentative demokrati. Det klassiske glidebaneargument kommer til sin ret her, for man kan hurtigt se for sig, hvordan der skal afholdes folkeafstemninger om gud ved hvad, hver gang det kan lykkes at samle 60 mandater over for regeringen. Store bededag er for lille og ubetydelig for alle andre end folkekirken og bagerne, og på det personlige plan må jeg bare sige, at de to institutioner længe har trængt til at få en ordentlig rusketur, Josephine Fock-style.
Samtidig har det været morsomt at se fagbevægelsen lade, som om at både den danske model og lønmodtagernes ve og vel står og falder med én helligdag. At man så samtidig har fået integrationsminister Kaare Dybvad Beks (S) tidligere spindoktor til at starte en underskriftsindsamling mod afskaffelsen, har bestemt ikke gjort komikken ringere.
Forstå mig ret, underskriftsindsamlinger kan være fine nok, når de bliver ført ud i verden af en gruppe folkeskoleelever mod nedlæggelsen af den lokale skaterpark, men når Lizette Risgaard og de andre gråsprængte fagbosser samler underskrifter ind, mens Enhedslistens Pelle Dragsted frådende liveopdaterer antallet af indkomne signaturer på Twitter, som om det var en fundraiser for bevarelsen af den sidste ilt, så bliver det en tand for latterligt til min smag.
Folkeafstemning som pre-emptive strike
Når jeg alligevel finder tanken om en folkeafstemning besnærende, er det altså ikke, fordi jeg har den store sympati for hverken store bededag eller modstandersidens argumenter.
Det skyldes alene, at jeg tror, at det vil have en opdragende og ligefrem præventiv effekt på landets statsminister, hvis man gennemførte en folkeafstemning om Danmarks mest ligegyldige helligdag, og hun så tabte den. Det ville være et fantastisk ansigtstab, som hun ikke ville kunne risikere en gentagelse af. Dermed vil Danmark igen have et fungerende kontrolorgan, der kan holde Mette Frederiksen i skak og sikre, at hun ikke kører for langt ud over kanten, når hun skal mose sin vilje igennem.
For hvis man troede, at den nye smilende Mette Frederiksen ville påbegynde sin anden periode som statsminister mere ydmygt, og at hun måske endda var blevet velsignet med tvivlens nådegave, så kan man godt tro om igen. Det blev åbenlyst, da regeringen præsenterede adgangskravet til forsvarsforhandlingerne for Folketingets øvrige partier, som var, at bededagen skulle afskaffes.
Ultimative finansieringskrav hænger selvfølgelig ikke sammen med Mette Frederiksens evindelige kvæde om, at Putin og truslen fra øst har gjort det vigtigere end nogensinde, at vi rigtigt står sammen om de svære løsninger, og det lyder umiskendeligt som en gentagelse af dengang, hvor alle danskere skulle stå sammen med Mette Frederiksen mod truslen fra corona. Kendetegnende for statsministerens universal-argumentation er i hvert fald, at det altid er tid til at stå sammen, og den måde, man gør det på, er ved at bakke op om statsministerens vilje.
Flertals-argumentet
En anden uheldig bivirkning ved flertalsregeringen er, at der nu er opstået et nyt absurd argument, som regeringen kan tage i brug efter behov. Se bare, hvad Monika Rubin, der er Moderaternes politiske ordfører og Folketingets nye shooting star, skriver på Twitter:
Som en SF’er påpeger under Monika Rubins tweet, så er det altså helt skørt, at kritikerne af store bededags-afskaffelsen skal komme op med et realistisk forslag til finansiering af forsvarsforliget, som der kan samles politisk flertal for, når nu det i det nuværende folketing ikke er muligt at samle et flertal uden om regeringen.
Jeg har længe argumenteret for, at den magtfuldkommenhed, som især Venstre har kritiseret statsministeren for, risikerer at nå helt nye højder, efter hun har fået et flertal bag sig med i regering, og de eneste tilbageværende stopklodser er hånddukken på venstre arm, Jakob Ellemann-Jensen, og globetrotteren Lars Løkke Rasmussen.
Måske er en præventiv folkeafstemning simpelthen det, der skal til, for at vi undgår endnu en redelighed som minkskandalen eller FE-sagen, og at vi om fire år igen får en valgkamp, der fra oppositionens side handler om regeringens magtfuldkommenhed.
Store Pengeuddelingsdag
Hvis du her efter mine indledende rablerier stadig læser med, så tillader jeg mig altså lige at udnytte din opmærksomhed til at spørge, om du ikke skulle prøve et abonnement på Frihedsbrevet?
Du kan få de første 14 dage for 0 kroner, så der er intet at miste ved at give os et skud. Til gengæld garanterer jeg dig, at du hver dag vil blive mødt af interessante historier fra nogle af Danmarks bedste journalister og en lang række spændende podcasts.
På Frihedsbrevet modtager vi ikke mediestøtte, hvilket ikke just er en fordel over for vores konkurrenter, der hvert år får kørt millioner af kroner ind på paller fra staten. Faktisk blev mediestøtten for det kommende år netop offentliggjort, og der har vanen tro især været pengeregn over aviserne Kristeligt Dagblad og Information, der skovler henholdsvis 28 og 25 millioner kroner ned i skuffen. Gad vide, hvad strategien er for de to aviser, hvis staten en dag lukker for det varme vand?
Her på matriklen tror vi omvendt på, at du og mange andre kan se det fornuftige i, at Danmark har et stort og slagkraftigt medie, der ikke er venner med nogen, og som politikerne ikke kan røre ved – uanset hvor trætte de bliver af os.
Lugten af greenwashing på Politiken
Og apropos andre medier.
I går kunne vores kulturredaktion bringe en anden herlig historie i samarbejde med gravermediet Danwatch.
Historien handler i al sin enkelthed om, at Danmarks (dobbelt)moralske fyrtårn Politiken i årevis har gået og kaldt sig selv for “Danmarks førende klimaavis”. Måske kan du endda huske, dengang vi på Frihedsbrevet bragte historien om Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius’ mange indenrigsflyrejser, hvor Politiken i en leder skrev, at Scavenius skulle skamme sig, og at klimakampen både er “politisk og personlig”.
Samtidig lever avisen fedt på annoncer for flyrejser i modsætning til fx den venstreorienterede avis The Guardian, der i højere grad lever op til det, de prædiker, ved at frasige sig at tjene penge på at sælge fossile annoncer.
Dertil kommer, at det kan være på kant med markedsføringsloven, når Politiken bryster sig af at være landets førende klimaavis. Det viser en gennemgang af den dokumentation, som Politiken har lagt frem – den årlige grønne status og JP/Politikens Hus’ bæredygtighedsrapport– og som Frihedsbrevet i samarbejde med Danwatch har foreholdt en række eksperter.
Af dokumentationen fremgår det, hvor mange flyrejser Politikens redaktion har foretaget – disse er forøvrigt steget i 2022 – men det er ikke til at se, hvor meget print og distribution af Politikens papiravis påvirker klimaet.
Det lugter af greenwashing, lyder vurderingen fra Marie Frank-Nielsen, der er jurist ved Forbrugerrådet Tænk, for som hun siger, så skal man kunne dokumentere, at man er den bedste i branchen, hvis man hævder at være det.
Amalie Kestler, der er chefredaktør på Politiken, forsvarer sig blandt andet med, at det med at være Danmarks førende klimaavis, er en ambition, de har, og at sloganet nærmere handler om, at man vil være de bedste til at skrive om klima og sætte det på dagsordenen. Hun kommer dog til kort, når Frihedsbrevet og Danwatch spørger hende, hvordan de er førende sammenlignet med fx konkurrenten fra Information.
Til spørgsmålet om, hvordan man kan kalde sig Danmarks førende klimaavis og samtidig udgive et 96-sider langt rejsetillæg, svarer Amalie Kestler:
“Vi vil ikke gøre os til moralske dommere på lovlig annoncering, så der adskiller fly og rejser sig ikke fra andre annoncer.”
Så er det jo bare at læne sig tilbage og vente på, at Politiken genopliver Ekstra Bladets hedengangne prostitutionsannoncer. Medmindre selvfølgelig, at vi her har at gøre med endnu et sted, hvor Politikens moralske habitus spaltes.
Læs eller lyt til det forrygende interview med Politikens chefredaktør i Frihedsbrevets app.
Fri Mads
Egentlig byder det mig inderligt imod at anbefale noget, som min chef Mads Brügger laver, for man vil jo så nødigt indtage rollen som mediebranchens Astrid Krag.
Når jeg alligevel tager chancen, skyldes det til dels, at jeg ikke kan nå at dele lige så mange selfies som hende på sociale medier, om så jeg ikke foretog mig andet resten af livet, og dels at Mads Brüggers stuegang på Christiansborg er noget af det mest populære, som vi har bag betalingsmuren, blandt vores læsere.
Og jeg forstår godt hvorfor. Mads deler gavmildt ud af den saftige gangsladder og er samtidig garant for en lind strøm af saltede svirpere til blå som røde.
I den seneste udgave af Fri Mads skriver han blandt andet om sine oplevelser ved et større arrangement i Fællessalen den forgangne tirsdag. Traditionen tro skulle det nye år i Folketinget nemlig sparkes i gang med en ordentlig fest, og Mads Brügger bemærker, hvor langt ude det er, at skatteborgerne skal betale for, at politikerne går på druk på en tirsdag.
Derudover har han denne beskrivelse, som jeg bliver nødt til at dele med dig:
“Diplomaterne stod i kø for at komme ind i Fællessalen. Indenfor, som en modtagelseskomité, stod formanden for Esbjerg Havn, Søren Gade, samt indehaveren af websitet netfisse.dk, Jeppe Søe. Og så yderst til venstre SF’eren Karsten Hønge. En for en bød trioen diplomaterne velkomne og trykkede på næven med dem.
Jeppe Søe var iført det samme khakifarvede jakkesæt, han havde på, da han underskrev grundloven. Og han så helt baldret ud i hovedet. Som om han havde fået en hjerneblødning og nu led af en middelsvær ansigtslammelse. Rigtigt meget var da også gået galt for ham, og senest var der sket det, at han skulle skilles fra sin kone Pia Møller Søe, der samtidig var ansat som hans personlige assistent i Moderaterne. Det bliver hun ved med at være, for der er en ‘fortsat samhørighed’ mellem dem, som Jeppe Søe skrev på sin Facebook-profil forleden dag. Når jeg kiggede på Jeppe Søe, så jeg en mand, der var ved at fatte, hvor grusomt et nulsumsspil politik er.”
I denne uge har Mads Brügger tilbragt mere tid, end han plejer, på Christiansborgs gange, da der har været både åbningstale- og debat. Hvad der kommer ud af det, må du vente med at læse til på mandag, men jeg tør godt allerede nu love, at det bliver en udgave af Fri Mads, som du ikke vil gå glip af.
Nyt fra Rudersdal Kommune
Jeg ved ikke, om du har fulgt med i den letsindige omgang med skatteborgernes penge, som Rudersdal Kommune virkelig har excelleret i, og som er blevet afdækket af Frihedsbrevets politiske redaktion. Personligt må jeg sige, at jeg nyder hver en historie i fulde drag, for er der noget bedre end at læne sig godt tilbage i sofaen, smække benene op, åbne en kold øl, og så ellers sidde og mæske sig i rendyrket idioti i det offentlige? Ikke for mig, det er simpelthen min journalistiske livret.
Vi har tidligere fortalt, hvordan man i Rudersdal Kommune synes, at det er helt inde for skiven at bruge 250.000 kroner på at få klatmalet et portræt af den tidligere borgmester, men det er faktisk en mindre detalje, sammenlignet med det splittergale stunt, som de lavede før jul.
Meget kort fortalt har kommunen brugt godt 100.000 kroner på to juletræer, der er blevet sat op til glæde og til gavn for Rudersdals borgere. I år ville man dog gerne sende et signal på grund af energikrisen, og man valgte at henlægge træerne i mørke det meste af tiden for at vise, at man sparede på strømmen. Kommunen har ellers tidligere indkøbt energibesparende LED-pærer, så ifølge deres egne beregninger havde det maksimalt kostet et par tusinde kroner at holde træerne tændt hele tiden.
I stedet valgte man så at bruge yderligere 56.000 kroner på to elcykler. Kommunens borgere kunne så selv træde rundt i pedalerne og på den måde generere strøm, så lyset rigtig kunne stråle højt fra træets grønne top. Hvor mange der har benyttet sig af den mulighed, ved jeg ikke, men de, der har, er blevet holdt for nar. I denne uge kunne vi nemlig på Frihedsbrevet afsløre, at cyklerne aldrig har kunnet generere strøm. I stedet har man lavet en anordning, der svarer til, at man tænder på en stikkontakt, hver gang en borger sætter sig i sadlen.
Det er til trods for, at man i kommunens egen pressemeddelelse, hvor det geniale påfund beskrives, skriver, at cyklerne kan “bruges til at producere strøm” – hvilket altså er løgn.
Som en sidste krølle på molbohistorien fra Rudersdal sker der det, at en vaks borger henvender sig til kommunen, fordi han har opdaget, at el-installationen med høj sandsynlighed er ulovlig, da den ikke lever op til reglerne i EU’s maskindirektiv. Jeg skal ikke sidde her og spille ridesmart og påstå, at jeg vidste, at EU havde et maskindirektiv, som man kunne komme i konflikt med, men sådan som EU efterhånden har grebet om sig, er det måske naivt at forestille sig det modsatte.
Efter lidt mails frem og tilbage beslutter man sig på kommunen for at pille cyklerne ned igen. Da en anden borger undrer sig over, hvorfor cyklerne nu pludselig er væk, løber kreativiteten igen af med en ledende medarbejder i teknik- og miljøforvaltningen. Kommunens embedsmand forklarer borgeren, at man blandt andet har fjernet cyklerne for at undgå hærværk.
Fadæsen har hverken borgmester Ann Sofie Orth (K) eller de ansvarlige medarbejdere i forvaltningen haft noget at sige om. Uden at give en nærmere forklaring har de nemlig rent afvist at kommentere den gakkede sag.
Måske tænker du, at det lyder lidt småt, men det er nogle gange sådan, at det er i de små historier, at man finder den største sandhed, og i det her tilfælde synes jeg, at man har fortalt rigtig meget om, hvordan tingene fungerer i Rudersdal Kommune.
Det med småt
Det bringer mig til, hvordan tingene fungerer et andet sted i det offentlige, nemlig hos politiet. Tidligere på ugen bragte vi en historie fra Københavns Politis anklagemyndighed, hvor vi kunne afsløre, at en advokaturchef ikke kunne holde nallerne fra en kvindelig kollega og herefter blev flyttet til det samme job – bare i en anden politikreds.
Læs eller lyt til historien i Frihedsbrevets app.
Samme sted finder du i øvrigt morgenens artikel om landets universiteter, der i 2022 har tabt mere end en halv milliard kroner på aktiemarkedet. Til trods for at den daværende departementschef i Finansministeriet har advaret netop universiteterne mod at folde sig alt for meget ud på aktiebørsen.
Tschüss
Mange tak, fordi du læste med. Jeg er tilbage igen i næste uge. Jeg håber, du får en rigtig god weekend med dertilhørende lediggang og laster.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet.