Fri Kristoffer #9: Jeg kommer ikke til at trække fra eller lægge til på enkelte ord
Onsdag klokken 12.00 kom de gående, Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, de tre nye bonkammerater. Storsmilende, stolte, skamløse og klar til at vise hele Danmark, hvad de hver især har byttet deres grundlæggende principper væk for.
Topskattelettelser, en helligdag mindre, flere penge til Forsvaret, farvel til jobcentrene, et SU-år mindre, en frisættelse af den offentlige sektor (hvad det så end skal betyde), skattelettelser til erhvervslivet, flere skattelettelser, klimaafgift på flyrejser og en forøgelse af arbejdsudbuddet med 45.000 for nu bare at nævne et lille udpluk fra studehandlen.
En almindelig dansker med en gennemsnitlig indkomst får 200 kroner mere til sig selv om måneden, og de to liter mælk, som man kan købe for det, kan man så rigtigt gå og hygge-gurgle, indtil man får det galt i halsen, fordi det går op for én, at det har været i bytte for den danske retsstat.
Det lyder måske dramatisk, men det er ikke mine ord – det er Venstres egne, og dem skal jeg nok komme tilbage til, men først bliver vi lige hængende ved bemeldte pressemøde.
Da Mette Frederiksen havde talt ud, og journalisterne fik lov til at stille spørgsmål til regeringsgrundlaget med den kvalmende og selvvigtige titel “Ansvar for Danmark”, udspillede en mageløs scene sig. Jyllands-Postens udsendte spurgte knivskarpt til forløbet i september, hvor Politiken kunne berette, at topskattelettelser ikke var fuldstændig udelukket for Socialdemokratiet. Dengang i efteråret følte Mette Frederiksen bizart nok, at hun var nødt til at dementere historien, hvilket hun gjorde med ordene, at topskattelettelser “ikke vil være den rigtige medicin. Hverken for dansk økonomi eller for danskerne”.
Nu hvor topskattelettelser altså ikke var den rigtige medicin for tre måneder siden, ville journalisten fra Jyllands-Posten vide, om Doktor Frederiksen så nu var igang med at ordinære det danske samfund den forkerte medicin, eller om det, hun sagde i valgkampen, var forkert? Spørgsmålet gjorde hende tavs i flere sekunder, og man nåede at sidde at tænke, at hun ville gå fuldstændig Bjarne Goldbæk i Mandrilaftalen og forsøge at undslå sig med ordene: “Dér ville jeg godt have haft lidt mere forberedelsestid, Casper.”
Efter lidt tid påbegyndte hun så et længere udenomssvar, og midt i det undfangede hun et sprogligt misfoster, der klart overgår hendes tidligere yndlingsrespons “den diskussion gider jeg ikke gå ind i” i mærkelighed.
Hun svarede journalisten: “Jeg kommer ikke til at trække fra eller lægge til på enkelte ord.”
Hvad betyder den sætning egentlig? For mig betyder den ingenting. Intet overhovedet. Man kan vel oversætte det til:
“Ja, det kan godt være, at jeg sagde alt muligt før valget om, hvad der ville være det rigtige for Danmark, og at det slet ikke harmonerer med det, jeg gør nu, men det var bare ord, og ord betyder ikke noget, så jeg er bedøvende ligeglad, og I kan spørge nok så meget til det, men jeg kommer ikke til at indrømme noget, så græd mig en flod, og kom videre, tabere.”
Det værste ved hele den scene var næsten, at når det kommer til droppede krav, døde garantier og brudte løfter, så var Mette Frederiksen ikke engang den største skurk til stede i rummet, for Jakob Ellemann og Lars Løkke har slugt deres egne ultimative krav, hurtigere end Jim Lyngvild kan spise Ferrero Rocher på tid.
Vi er helt inde og røre ved kernen i vores retsstat
Tag nu for eksempel Morten Dahlin, som er en vredladen, yngre Venstre-profil, der indtil for nyligt primært gik op i to ting: At elske Brøndby IF og at hade Socialdemokratiet, og som for få måneder siden skrev sådan her til sine følgere på de sociale medier:
“Hvorfor skal almindelige mennesker mærke en konsekvens, når de bryder loven, men ikke statsministeren? Gælder der andre regler for hende?”
Det er faktisk et meget godt spørgsmål.
Samme Dahlin lavede en kikset kampagnevideo til Venstres sociale medier, hvor han angreb Radikale Venstre og spurgte dem: “Kæmper I stadig for retsstaten? Eller lokker ministerbilerne?”
Ligesom han den 30. juni på Twitter simpelthen skrev ordene: “Hvis Mette Frederiksen ingen konsekvens oplever, er vi helt inde og røre ved kernen i vores retsstat”.
“Kernen af retsstaten” ligefrem. Så er der vist ikke noget over eller ved siden af.
Der er også Sophie Løhde, den nye sundheds- og indenrigsminister, som også er en citatbrønd fyldt til randen, når det kommer til minkskandalen.
“Jeg kan bare sige helt klart, at ingen kan købe Venstre med ministerbiler i et fordækt forsøg på at undslå sig ansvaret for en skandaløs magtudøvelse. Det er helt vildt, hvis der er nogen partier, der lader sig købe af på den her måde.“
Eller denne perle fra Løhde på Twitter:
“De røde partier gør grin med retsstaten, når de freder statsministeren med en næse efter den hårde og meget alvorlige kritik fra kommissionen. Hvis regeringen havde haft værdighed, så havde den meddelt sin afgang, og Folketinget havde bestilt uvildig advokatvurdering.”
“Gør grin med retsstaten”. Den lader vi lige hænge lidt i luften…
I går på Amalienborg Slotsplads klokken 10.00 var det så Sophie Løhde, der tonede frem iført rød klovnenæse og skriggrøn paryk, mens hun sprøjtede vand på retsstaten med en stor blomst på brystkassen, side om side med sprechstallmeister Mette Frederiksen.
Læg dertil, hvordan Jakob Ellemann igen og igen har garanteret, at han ikke kommer til at gøre Mette Frederiksen til statsminister, og at han ikke stoler på hende, og man har det største politiske bedrageri, som jeg kan erindre.
Selvfølgelig må politikere gerne skifte holdning til politiske emner, for politik er selvsagt kompromisets kunst. Men i sagen om, hvorvidt det skal undersøges af uvildige advokater, om statsminister Mette Frederiksen har brudt loven, da hun udstedte en ordre om at aflive alle mink, har Venstre lagt hovedet så godt til rette på blokken, at vi andre nu er nødt til at føre sværdet igennem.
Minkskandalen og FE-sagen er hinsides politik. Det er mere alvorligt, hvilket Venstre jo også har betonet igen og igen. Det handler om retsstaten og om befolkningens tillid til staten og demokratiet. Alligevel har samme parti gjort begge sager til en politisk handelsvare på linje med skatter og afgifter. Retsstaten var til salg for en post som forsvarsminister og vicestatsminister – hvem ved, måske ender Jakob Ellemann endda sine dage som Vice President i Danfoss med den fart, han skyder.
Mette Frederiksen kan nu kalde minkskandalen lukket og slukket, ligesom den FE-kommission, som Venstre krævede før valget, er barberet så hårdt ind til benet, at den ikke kommer til at undersøge de mest betændte dele af sagen.
FE-sagen var ellers så skandaløs og vigtig, at Jakob Ellemann sammen med Søren Pape indkaldte til valgkampens pinligste pressemøde, hvor den dynamiske duo, med solen i øjnene, ydmygede sig selv i en times tid, mens de forsøgte at holde en meget alvorlig stemmeføring.
I dag ved vi, at Venstre aldrig har syntes, at FE-sagen var så vigtig, at man skulle til bunds i den, koste hvad det ville. Eksempelvis bliver sagen om agenten Ahmed Samsam slet ikke undersøgt, har den nye justitsminister Peter Hummelgaard allerede meldt ud. Det til trods for at Lars Findsen i sin bog kunne fortælle, hvordan Barbara Bertelsen, der stadig sidder som landets næstmest magtfulde kvinde, gik amok over, at Findsen ikke ville være med til at fordreje Samsam-sagens faktuelle omstændigheder – og at den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen forleden var ude at sige i B.T., at sagen om Ahmed Samsam var “et abekastningsspil mellem de to tjenester” – FE og PET.
Da en journalist fra B.T. ringede til den tidligere operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, og fortalte ham, at Samsam-sagen ikke vil blive undersøgt alligevel, fik det ham til at udbryde, at det var en af de værste dage i hans liv. Bare lige for at sætte det hele lidt i perspektiv.
Magtfuldkommenhed i sin yderste potens
Resultatet af den moralske forrådnelsesproces, som har udspillet sig inde i Marienborgs forhandlingslokale siden valget den 1. november, kan blive, at vi får den mest magtfuldkomne regering i Danmarkshistorien, selvom netop kritikken af Mette Frederiksens magtfuldkommenhed paradoksalt nok har været både Lars Løkkes og Jakob Ellemann-Jensens foretrukne go-to-argument i valgkampen.
Mette Frederiksen har skiftet ham og er pludselig blevet alt det, som hun siden 2015 har fortalt, at Socialdemokratiet ikke var længere. Hun har svigtet alle de vælgere, der troede på, at hun havde lært af tiden med Corydon og Thorning, at en socialdemokratisk statsminister ikke skal føre så borgerlig politik, at de i toppen af dansk erhvervsliv render rundt med synkrone spontan-rejsninger.
Hvor Grøn-før-hun-er-rød-Mette “kun” har solgt ud af sin egen kernefortælling, er hun til gengæld på den ene side flankeret af en Venstre-formand, der har fuppet sine vælgere noget så uigenkaldeligt, da han højt og helligt lovede, at han aldrig ville pege på Mette Frederiksen som statsminister. På den anden side står så Lars Løkke Rasmussen – der lukkede en undersøgelseskommission af Irak-krigen, sidste gang han sad i regering, og som stalker magten så hårdt, at straffelovens paragraf 242 snart må komme i spil. Jeg er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, at Løkke ville sælge sine to nuttede hunde Fríða og Bellamink til en kinesisk restaurant i Nyhavn, hvis det var det, der skulle til for, at han kunne blive ved med føle sig som det helt store omdrejningspunkt i dansk politik.
Med de respektive udgangspunkter er der noget uhyggeligt over at tænke på, at disse tre pragmatiske magtdyr, Mette, Løkke og Ellemann, har et snævert flertal bag sig og kan beslutte stort set, hvad de vil, når det vil, så længe de bare holder hinanden glade.
Retsstatens død, Frihedsbrevets brød
Intet er selvfølgelig så skidt, at det ikke er godt for noget, for når magten lukker sig om sig selv, er det jo, at den frie presse er vigtigere end nogensinde. På Frihedsbrevet er vores eneste handelsvare kritisk, uafhængig journalistik, og mon ikke det er en vare, som vil opleve voksende efterspørgsel, i takt med at det bliver mere og mere åbenlyst for danskerne, hvor magtfuldkommen SVM-regeringen er?
Det håber jeg. Derfor vil min opfordring til dig være, at du melder dig ind hos Frihedsbrevet, hvis du ikke allerede har gjort det, og så garanterer jeg, at vi vil være en torn i øjet på regeringen i hele dens levetid.
Til det famøse pressemøde på Marienborg fik vi på Frihedsbrevet ikke lov til at stille nogle spørgsmål til hverken Mette Frederiksen, Lars Løkke eller Jakob Ellemann-Jensen. Det gjorde Ekstra Bladet og B.T. heller ikke. Mette kender nemlig sine lus på gangen, og den store festdag skulle jo nødigt ødelægges af gode, kritiske spørgsmål fra de medier, der altid gør sig i den slags.
Planen var ellers, at vores reporter Sofie Frøkjær skulle forsøge at interviewe Jakob Ellemann med nogle af alle de gode spørgsmål, som Venstre-formandens partifæller selv har formuleret i spørgsmålet om en advokatvurdering af minksagen. Det fik vi i stedet mulighed for til ministeroverdragelsen i Forsvarsministeriet. Se hvordan det gik her.
Det er den slags, du betaler for som abonnent på Frihedsbrevet.
Noget andet, vores medlemmer får for pengene denne uge, er vores udmærkede gennemgang af partiernes kamelslugning. Nyd i den forbindelse især vores tegner Malthe Emil Kibsgaards pragtfulde illustration af landets tre dygtigste kamelguffere:
Når du er færdig med den artikel, synes jeg, du skal gå ombord i denne historie om Moderaternes vinter-transfer Lars Aagaard, der har en lang fortid som klimalobbyist og er blevet hyret ind som regeringens nye klimaminister.
Sagen er, at Lars Aagaard for ganske nylig var ude at slå på tromme for, at staten skulle sælge Ørsted, men det er ikke hverken regeringens eller Moderaternes politik. Hvordan forklarer man så det, når Frihedsbrevets stædige journalist Mathias Blædel stikker en mikrofon helt op i Aagaards grønne næse og afkræver ham svar? Med et “ingen kommentarer,” selvfølgelig.
Man kan konkludere, at Lars Aagaard er utroligt lærenem, når det kommer til at lyde som en erfaren politiker.
Det vil forhåbentlig glæde dig, at julefreden ikke kommer til at sænke sig over Frihedsbrevet det næste lange stykke tid, da vores journalister kommer til at have travlt med at undersøge regeringens planer og det nye ministerhold.
Læs Fri Mads, hvis du vil have den hotteste sladder fra Christiansborgs gange først
Apropos regeringsdannelse, så var vi på Frihedsbrevet godt forberedte på, hvornår den nye regering blev præsenteret. Det var vi, fordi chefredaktør Mads Brügger på sin ugentlige stuegang, havde opsnappet et – skulle det vise sig – pålideligt rygte om, at det ville ske på netop denne dag, hvilket han selvfølgelig mangfoldiggjorde i sit ugentlige nyhedsbrev.
Noget andet, der blev afsløret i ugens Fri Mads, var, at der i øjeblikket udspiller sig lidt af et drama på Christiansborg mellem Konservative og Dansk Folkeparti, fordi Pia Kjærsgaards hund har været inde og skide på gulvtæppet på Konservatives politiske kontor. Som om de ikke ligger nok ned i forvejen derinde.
Selv glæder jeg mig hver mandag som et lille barn på LSD til at læse, hvad Mads Brügger har oplevet inde på Christiansborgs gange, og jeg tror bestemt ikke, at underholdningsværdien kommer til at falde med den nye regering in mente. I modsætning til dette nyhedsbrev er det for godt til at være gratis, så du skal om bag betalingsmuren, hvis du vil følge med i Mads Brüggers ugentlige stuegang.
Røvrendt af Danmark
Mens jeg har dig, vil jeg også lige slå et slag for noget af al den anden journalistik, vi arbejder med for tiden. For mens alles øjne er rettet mod kamelslugerregeringen, går en gruppe indiske soldater rundt og føler sig røvrendt af Danmark. De indiske soldater stod i forreste række og beskyttede den danske ambassade i Kabul, indtil den lukkede i august sidste år. Og da Danmark trak sig ud af landet, blev de sendt til Indien og overladt til sig selv. De skulle ellers have haft op til seks måneders løn, men har aldrig set en krone.
Det viser sig, at de specialtrænede gurkha-soldater, som også kaldes “verdens billigste soldater”, er blevet snydt, så det driver. De var ansat i et privat sikkerhedsfirma, som var hyret til at bevogte ambassaden, og så er det bare drønærgerligt, når Taliban kommer stormende, Danmark smutter, og sikkerhedsfirmaet smækker kassen i. Udenrigsministeriet siger selv, at soldaterne burde have fået deres penge, men at de ikke har kunnet få oplysninger om soldaterne fra sikkerhedsfirmaet.
Så hvad gør vi på Frihedsbrevet i den situation? Ja, vi hjælper naturligvis gerne til. Indtil videre har vi fundet tre af de indiske soldater. Det var forbløffende nemt. Du kan læse vores første artikel om den opsigtsvækkende sag her. Og så kan jeg love dig for, at der er meget mere på vej i den sag.
Sesen besen
Inden vi forlader hinanden, føler jeg trang til at nævne over for mine faste læsere, at jeg vistnok har skrevet i et tidligere nyhedsbrev umiddelbart efter folketingsvalget, at jeg var sikker på, at Mette Frederiksen ville danne en rød regering. Så spørger du måske, hvad jeg så har at sige til til det nu, og til det vil jeg bare svare:
Jeg kommer ikke til at trække fra eller lægge til på enkelte ord.
Jeg håber, du får en rigtig god weekend.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet
Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen og nyhedsbrevet, at en almindelig dansker med en gennemsnitlig indkomst uden børn får 30 kroner mere til sig selv om måneden. Tallet stammer fra beregninger, som tænketanken CEPOS står bag. Tallet er nu rettet.