Fri Kristoffer #14: Sølvpapirshatten og den store flagkrise
Da jeg sidste weekend lå i min seng med tømmermænd og lyttede til den seneste udgave af Flemming Roses nyhedsbrev Fri Tænkning, blev mine tanker sendt på himmelflugt. Folk har jo forskellige cravings, når de har tømmermænd, og jeg medgiver, at Flemming Roses nyhedsbrev måske ikke er det mest oplagte materiale at gå ombord i, når man ligger brak, men ikke desto mindre var det altså det, jeg havde brug for i lørdags.
Flemming Rose havde interviewet den amerikanske videnskabshistoriker Michael Schermer, som har beskæftiget sig med konspirationer og konspirationsteori i en menneskealder.
En af Schermers pointer er, at menneskets tilbøjelighed til at tro på konspirationer har dybe evolutionspsykologiske rødder, fordi det gennem vores evolution som art ofte har været forbundet med evnen til at overleve. Det handler om at identificere signaler, som potentielt kan true os på livet, men hvor truslen ikke er synlig, og så er vi nødt til at reagere på vores formodning om, hvad det kan være.
Det er ellers sjældent, at man forbinder konspirationsteorier med noget positivt. Tag nu tossebolden Alex Jones, der har gjort en kæmpe forretning ud af at søsætte sindssyge konspirationsteorier, hvor den værste må siges at være hans løgn om, at Sandy Hook-massakren, hvor en massemorder skød og dræbte 20 børn i alderen 6–7 år, var et stort fupnummer, der havde til hensigt at fratage amerikanerne deres ret til at bære våben. Jones påstod endda, at forældrene til de dræbte børn var betalte skuespillere, og så bliver det vist ikke mere sygt.
Alex Jones har selvsagt ikke gjort verden til et bedre sted. Men dét, at konspirationsteori ligger dybt i urmennesket som en slags forsvarsmekanisme mod det uforudsete, er alligevel interessant. For spørgsmålet er jo, om den paranoide i visse tilfælde er flere skridt foran den mere rationelt tænkende?
Hvilken konspirationsteori tror du på?
I sit nyhedsbrev spørger Flemming Rose læseren direkte: “Hvilken konspirationsteorier tror du på?” som jeg så kunne ligge i mit mørklagte soveværelse med ru tunge og ondt i hovedet og filosofere over. For mit vedkommende er der ingen tvivl om, at den konspirationsteori, som jeg abonnerer mest på, handler om FE-sagen. Ikke fordi jeg føler mig overbevist om, hvad der præcis er sket i den sag, men nærmere fordi det virker så åbenbart, at der er noget helt galt, som offentligheden ikke får at vide.
Jo mere man tænker over den sag, jo mindre mening giver den, hvilket er den perfekte gødning for konspirationsteorier. Tidligere i dag bragte vi på Frihedsbrevet en gennemgang af det absurde tidssammenfald, der er mellem, at formanden for Tilsynet med Efterretningstjenesterne, Michael Kistrup, får forlænget sin kontrakt som formand for tilsynet, og at den kritik, som tilsynet rettede, der førte til at tidligere FE-chef Lars Findsen og fire ledende medarbejdere blev hjemsendt, blev hældt ned ad brættet af en undersøgelseskommission. En uge efter at det altså viste sig, at Kistrup havde affyret en bazooka mod Forsvarets Efterretningstjeneste og dens topledelse helt uden grund, blev han genudpeget.
Det er immervæk svært at fatte. Det kan ikke understreges nok, hvor skadelig den tilsynsrapport og især den medfølgende pressemeddelelse har været for Danmarks samarbejde med udenlandske efterretningstjenester. Så hvordan kan man blive genudpeget som formand, når man med store konsekvenser til følge har skidt så langt ved siden af potten?
Det viser sig, at den genudpegning, der sker af formanden for Tilsynet med Efterretningstjenesterne, nærmest sker per automatik. Justitsministeriet oplyser nemlig til Frihedsbrevet, at det kun er, hvis formanden – eller et af udvalgets andre medlemmer – bliver for syge til at bestride embedet, eller hvis de bliver ansat i selve efterretningstjenesterne, eller at de kommer i Folketinget, at de ikke kan fortsætte i tilsynet.
Det er jo absurd. Michael Kistrup og jam band kan altså splitte efterretningstjenesterne ad – og ingen kan gøre noget som helst ved det. Det er svært ikke at tænke, at der er en graverende indbygget fejl i systemet.
Læg dertil, at den tidligere FE-chef Lars Findsen, der har tilbragt stort set hele sin karriere i centraladministrationen, har fortalt i sin bog, at den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen – ifølge Findsen – smed ham i gabestok og sendte ham hjem, fordi hun skulle kunne tælle til 90, så begynder konspirationsteorien efterhånden at tage form.
Ellemann-classic
Ud over at det ingen konsekvenser har haft for Tilsynet med Efterretningstjenesterne, at de fik signaleret til hele verden, at Danmarks spiontjeneste er en flok skruppelløse kriminelle, og at man i hvert fald ikke skal dele sine hemmeligheder med dem, så er der mange andre ting i hele FE-sagen, som overgår fantasien.
De fleste husker Jakob Ellemann-Jensen, da han for få måneder siden stod på Kastellet sammen med Søren Pape og havde solen i øjnene, mens han ikke kunne understrege nok, hvor alvorligt han så på hele FE-sagen.
Nu er Jakob Ellemann blevet forsvarsminister, og selvom det efterhånden er velkendt, at han mener det modsatte af alt, han mente før valget, så er det alligevel opsigtsvækkende, at han er gået med til at acceptere at søsætte en ligegyldig, afgrænset miniput-kommission, der slet ikke har mulighed for at afdække, hvad der er op og ned i hele sagen.
En heksekedel med mærkelige sager
Gad vide om offentligheden nogensinde får svar på, hvorfor den tidligere justitsminister Mattias Tesfaye sad flankeret af PET-chef Finn Borch og underholdte Folketingets partiledere med, at Lars Findsen godt kunne lide at dyrke SM-sex, og at han altså også havde skraldet et par cykler på et tidspunkt, som Berlingske tidligere har afsløret?
Det tvivler jeg på, og også her er det svært at lade være med at lade tankerne vandre ud, hvor det bliver meget mørkt, når man skal forsøge at finde mening i den seance. Har en stor del af FE-sagen i virkeligheden handlet om, at Lars Findsen skulle ned med nakken for enhver pris, fordi han havde gjort sig utilbens? Det får du og jeg måske aldrig svar på.
Noget andet, som jeg tvivler på, at vi nogensinde får svar på, handler om den allestedsnærværende departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen. Får vi mon nogensinde svar på, om det er rigtigt, som Lars Findsen beskriver i sin bog, at Barbara Bertelsen forsøgte at fordreje fakta i forbindelse med sagen om agenten Ahmed Samsam, sådan så Justitsministeriet kunne komme til at se bedre ud? Og at hun flippede ud og, efter at være blevet korrigeret, sagde til Findsen: “Du skal ikke komme her og fremture”, for derefter resolut at forlade mødet?
Det ville ellers være hensigtsmæssigt for tilliden til de øverste magthavere i dette land, om vi kunne få afklaret, hvorvidt Mette Frederiksens consiglieri Barbara Bertelsen har forsøgt at blande sig i sagen om Ahmed Samsam og måske endda er lykkedes med det.
Der er simpelthen så mange ting, der ikke giver mening i denne sag med Lars Findsen, de øvrige hjemsendte FE-medarbejdere, Ahmed Samsam, Tilsynet med Efterretningstjenesterne, Mattias Tesfaye, Trine Bramsen og Barbara Bertelsen mfl., at man kan være nødt til at tage sig en valium før sengetid, hvis man ikke skal ligge vågen og spekulere over det hele natten.
Så mit svar på Flemming Roses spørgsmål i denne uges Fri Tænkning er, at jeg tror på en konspirationsteori, der handler om FE-sagen, men jeg kan desværre ikke skrive specielt uddybende og konkret om, hvordan jeg præcis tror, at det hele hænger sammen, for så er jeg bange for, at jeg bliver hentet af den blå vogn.
Det er bare med at komme i gang
Nå, men som jeg håber, at du fornemmer på ovenstående, er der altså rigtig god grund til at prøve et abonnement på Frihedsbrevet. Du får løbende interessante historier, som fx vores politiske journalist Henrik Jensens artikel om genudpegningen af formanden for Tilsynet med Efterretningstjenesterne, ligesom du hver uge får Fri Tænkning med Flemming Rose ind ad brevsprækken.
Kan man ikke få nok af Flemming Rose (det kan jeg ikke), så får man også Frihedsbrevets ugentlige podcast Fri Ukraine, hvor den tidligere moskvakorrespondent og russisktalende Rose følger slagets gang ved østfronten sammen med vores journalist Sofie Frøkjær.
Derudover får du også Friis’ Diplomatpost, hvor Flemming Rose sammen med Danmarks måske mest garvede topdiplomat Friis Arne Petersen vender verdenssituationen i et ugentligt magasin. Og meget, meget andet.
Flagkrisen
Efter du har siddet og læst mit tankespil om Forsvarets Efterretningstjeneste, sidder du måske og tænker, om vi dog ikke har nogle virkelige problemer i dette land?
Og jo, det har vi da. Se nu bare den årvågne kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, der jævnfør regeringsgrundlaget skal i gang med at finde ud af, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, trivselskrisen, naturkrisen og velfærdskrisen.
Jakob Engel-Schmidt er imidlertid startet et andet sted: Med flagkrisen.
Kort fortalt kom det i går frem, at man på grund af effektiviseringer af vagtværnet på Kronborg Slot ikke længere havde ressourcer til at hejse Dannebrog over slottet.
Umiddelbart lyder det umiskendeligt som plottet for DR’s næste vellykkede satiresatsning, hvor jeg sagtens kan se Frederik Cilius og Rasmus Bruun give den i hovedrollerne som to djøfere, der er blevet ansat som henholdsvis slotschef og marketingschef. Jeg forestiller mig, at de to i første afsnit beslutter at eksekvere en spareøvelse, der netop resulterer i, at Dannebrog ikke længere vajer over Kronborg.
Umiddelbart kunne jeg sagtens se sådan en serie for mig, men jeg ville nok synes, at manuskriptforfatteren havde taget den lidt for langt, hvis det blev skrevet ind, at landets kulturminister ville gå ind i sagen. Især hvis det foregik på denne måde:
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udsender dette tweet klokken 17.36 i går.
Præcis 45 minutter senere følger han så op med dette tweet:
Sådan. Færdigt arbejde. Hvilken handlekraftig minister, der lynhurtigt finder en løsning på samfundets store problemer – eller som det hedder i regeringsgrundlaget – tidens store kriser. Det er vist kun beslutningen om at nedlægge hele minkerhvervet, der er blevet handlet på med lige så stor effektivitet i nyere politisk historie.
Luderbesøg på Forsvarets regning
Anderledes langsomt går det, når det kommer til at løse problemerne i en anden af de sager, vi har gravet frem på Frihedsbrevet i denne uge.
Kort fortalt handler sagen om, hvordan ansatte i Forsvaret har fyret den godt og grundigt af på statens regning, når de har svunget det kreditkort, de er blevet udstyret med.
Frihedsbrevets journalister har afdækket, at Forsvarets Auditørkorps siden 2020 har håndteret 34 sager om uberettiget brug af Forsvarets kreditkort. Blandt andet viser det sig, at de ansatte har brugt Forsvarets kreditkort på lapdances, seksuelle ydelser og grænsehandel.
Fire af sagerne har ført til en dom for mandatsvig. Det – i min optik – mest bizarre tilfælde er en udsendt premierløjtnant, der har brugt 14.000 kroner på statens kreditkort på at gå til luder. Det fik mig til at tænke på, hvor mange prostituerede Forsvarets ansatte mon skal besøge, før vi kommer op og nærmer os 2 procent af BNP, som vi har lovet vores allierede i NATO.
Der må være tale om en særlig kultur i Forsvaret
Det virker jo som en fuldstændig grotesk og absurd sag, hvor man ville forvente, at Forsvaret og den ansvarlige minister ville gribe ind og sikre, at det aldrig sker igen, at danske skattekroner går til, at en stangstiv chef i Forsvaret får afløb for sine drifter på en stripbar i udlandet.
Men så let er det åbenbart ikke. Det er nemlig langt fra et nyt fænomen. Rigsrevisionen udtalte i december 2020 hård kritik af Forsvarets omgang med statens midler, ligesom Berlingske samme år beskrev en lang række sager, hvor Forsvarets ansatte misbrugte deres kreditkort på byture og ferier.
Ja, der er tilsyneladende ikke sket en pind. Det undrer også Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, at sagerne bliver ved med at pible frem. Især fordi Forsvaret har indført en særlig indsats mod misbruget.
“Der må være tale om en særlig kultur i Forsvaret,” konstaterer han.
Det kan man kun give ham ret i. I mellemtiden kan man jo så undre sig over, hvorfor der stadig florerer rundt regnet 10.000 kreditkort blandt ansatte i Forsvaret, når det åbenbart kan være så svært at holde styr på, hvad de bruger pengene på.
Det ville vi jo selvfølgelig gerne have spurgt forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen om, men det gider den tidligere soldat dog ikke at bruge sin tid på. Der er som tidligere nævnt, selvfølgelig også vigtigere sager, som skal håndteres af regeringen.
God weekend
Jeg håber du får en rigtig god weekend. For ligesom at kickstarte den giver jeg dig hermed denne overskrift, som i dag har ligget i toppen af politiken.dk.
Og så siger man, at Politiken er en kedelig avis…
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet