Fri Kristoffer #17: Hvad der sker i provinsen, bliver ikke i provinsen
Hvis du ligesom jeg er godt og grundig træt af at høre om de københavnske saloner og alt det, der er galt med København, københavnere og københavneri, så vil mit nyhedsbrev denne uge være balsam for sjælen. Med andre ord er denne udgave af Fri Kristoffer ikke noget for Inger Støjberg, ligesom i øvrigt – formoder jeg – alt andet, jeg nogensinde har udgivet.
For mens mange politikere og debattører de senere år har været benhårdt fokuserede på at få storbyen til at fremstå som arnestedet for virkelighedsfjerne, indspiste navlepillere, så har det været mindre sejt og decideret upopulært at udskamme de beskidte Kansas-bukser ude i provinsen – de områder, som populister inde på Christiansborg nedadsnobbende tænker og føler er det rigtige Danmark.
Nu skal en mediefrikadelle fra København som mig nok være varsom med at stemple ind i konflikten mellem by og land, for her kan man med rette beskylde mig for at være biased og slemt miljøskadet. Desuden er det simpelthen en debat, der efterhånden er så træt og slidt, at selv den mest die hard danmarksdemokrat efterhånden må være mæt, så det er altså ikke mit ærinde i denne omgang.
Et vanvittigt tankeeksperiment
Til gengæld synes jeg, at flere af Frihedsbrevets forskellige afsløringer de seneste uger samlet set illustrerer nogle problemer i provinsen, som jeg har meget svært ved at tro kunne finde sted i hovedstaden. Lad os lade det komme an på en prøve:
Forestil dig, at overborgmesteren i København, Sophie Hæstorp, havde en masse forskellige firmaer ved siden af sin borgmestergerning, som hun ejede og også i perioder var direktør for. I dette fantasiscenarie var disse firmaer samtidig storleverandører til kommunen, hvor de blandt andet leverede olie, brændstof og sodavand for millioner af kroner. Store ordrer, som ikke havde været i udbud, før de landede i overborgmesterens private firmaer.
Læg dertil at Sophie Hæstorp sad som bestyrelsesformand i noget, der hed “København Fonden” – en fond, der ejede nogle forskellige virksomheder i København, for eksempel et kurbad, hvor Sophie Hæstorp også sad i bestyrelsen sammen med en masse andre politikere fra byrådet i København. Og at dette kurbad var hårdt økonomisk presset – blandt andet på grund af stigende energipriser, og at man i Københavns borgerrepræsentation – med Sophie Hæstorp i spidsen – besluttede sig for at sende en million kroner afsted til København Fonden, altså den formelle ejer af kurbadet, og at politikerne, der både sad i bestyrelsen i kurbadet og i byrådet, stemte for forslaget uden at erklære sig inhabile.
Hvis dette åbenlyse vanvid ikke har sat din hjerne i brand for længst, så forestil dig samtidig, at samme overborgmester havde fået tilladelse af sin egen kommune til at opføre 10 meter høje lysmaster til en privat ridebane, selvom ridebanen skulle opføres i en landzone, hvor der ellers normalt aldrig bliver givet tilladelse til den slags.
Garnér så det hele med oplysningen om, at kommunens kommunaldirektør, inden tilladelsen blev udstedt, på forhånd var blevet advaret om, at det var indlysende i strid med reglerne, og at tilladelsen måtte tilbagerulles efter en klage fra Danmarks Naturfredningsforening.
Når du har forestillet dig alt det, så leg med tanken om, at et kritisk, uafhængigt medie, der er fri for statsstøtte, pludselig begyndte at afsløre denne voldsomme kasketforvirring i kommunen i artikel efter artikel, og at overborgmester Sophie Hæstorps respons på det var at gå ind på Facebook og angribe journalisten bag historierne personligt i en række totalt syrede opslag, der havde så mange stavefejl, at man kun forstod meningen, fordi de samtidig var fyldt med overgearede emojis efter hvert andet ord.
Jeg er med på, at jeg har sendt dig på en umulig mission, for det kan man selvfølgelig overhovedet ikke forestille sig. Den opførsel fra en borgmester i en storby er slet og ret utænkelig her i 2023. Ikke desto mindre er det dog nærmest 1:1 virkeligheden i Læsø Kommune, bortset fra at borgmester på Læsø Tobias Birch Johansen repræsenterer Venstre og ikke Socialdemokratiet.
Den vrede ø‑høvding
Det er i øvrigt ikke kun her på Frihedsbrevet, at vi kan se det problematiske i, at Læsøs borgmester sælger for millioner til kommunen, han selv er borgmester i, uden at opgaverne kommer i udbud, eller at han sidder og sender et kommunalt millionbeløb afsted til en erhvervsdrivende fond, som han selv er formand for.
Hans egen viceborgmester siger til Frihedsbrevet, at “der er lidt nepotisme i den måde, det foregår på Læsø”, og borgmesterens egen partifælle i byrådet mistænker højlydt borgmesteren for urent trav. Samtidig vurderer en af de fremmeste eksperter, at det, der foregår i kommunen med millionordrer uden udbud, er klart ulovligt.
Alt det er Læsøs borgmester dog fløjtende ligeglad med. Det eneste, der lader til at optage ham, er at latterliggøre Frihedsbrevets journalist Mathias Blædel Lorenzen, som har gravet uartighederne frem.
Læs bare dette Facebook-opslag fra i forgårs, og mens du tygger på det, så overvej lige, at det er skrevet af en rigtig borgmester i det her land:
I kommentarsporene under Birch Johansens mange Facebook-opslag muntrer borgmesterens Facebook-venner sig med på forskellig vis med at svine Frihedsbrevets journalist til og lægge billeder af ham fra hans studietid frem.
En opførsel, som borgmesteren på ingen måde tager afstand fra – i stedet blander hans kone sig lystigt i debatten med løgnagtige kommentarer, der fremstiller Frihedsbrevets journalistik helt forkert, mens hun flittigt trykker “synes godt om” på nogle af de groveste personangreb på journalisten.
Jeg skal i øvrigt hilse og sige, at borgmesterfruen absolut ikke havde lyst til at fortælle Frihedsbrevet, hvorfor hun ledte efter gittermaster på Facebook, mere end seks måneder før borgmesterparret havde fået tilladelse til at opføre ridebanen med de seks 10 meter høje lysmaster.
“Dig har jeg altså overhovedet ingen kommentarer til. Farvel,” lød den kontante afvisning fra borgmesterens kone, der – ligesom sin mand – bedst kan lide at kommunikere på Facebook.
Et professionelt forhold
Heldigvis er Mathias Blædel Lorenzen ikke en, der stikker op for bollemælk, og han tager ingen skade af lidt stænk fra Facebook-kloakken på Læsø, men det betyder altså, at alle fremover må betragte nedenstående målsætning fra Læsø Kommunes kommunikationspolitik som værende rendyrket satire:
Hvis Læsøs borgmester oprigtigt selv synes, at han vedligeholder og styrker et godt og professionelt forhold til medierne, så må du pierce mine brystvorter og kalde mig for Lene Rantala.
Som sagt er det virkelig svært at forestille sig, at en person som Tobias Birch Johansen ville kunne sidde som borgmester i en storby, men når det kommer til tendenser, siger man selvfølgelig, at Danmark er 5–10 år efter USA. Så med tanke på, at Donald Trump blev præsident derovre, varer det måske ikke mange år, før Danmarks statsminister forhandler finansloven på plads fra wellness-stedet Læsø Kur & Helse.
Kom nu ombord!
Før jeg går videre med en anden mindst lige så kulørt sag fra provinsen, som vi på Frihedsbrevet har afsløret, så vil jeg lige trutte lidt i mit eget horn. For selvom det måske virker indlysende, så er det vigtigt for mig at understrege, at den slags journalistik på mange måder er idealet for Frihedsbrevet. Det er det, vi er sat i verden for at lave, og det er det, som vores medlemmer betaler for.
Vores medlemmer er også tvunget til at finansiere de regionale medier, som burde have gravet disse historier frem, men nu, hvor de lokale statsmedier med firedobbelte budgetter af Frihedsbrevet ikke har tid til det, bør du glædes over, at der findes et medie som os.
Hvis du derfor læser med i dette nyhedsbrev gratis, så vid, at Frihedsbrevet kun kan fortsætte med at eksistere, hvis folk som dig tager springet ind bag betalingsmuren. Gør du det, er du med til at finansiere afsløringer som den næste, jeg nu vil skrive lidt om.
Pisse dygtig i provinsen
Historien handler om Museum Sydøstdanmark, hvor museumschefen Thorbjørn Kolbo umiddelbart får R8dio-direktøren Klavs Bundgaard fra podcasten Undskyld, vi roder til at fremstå som en retskaffen skrankepave fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Museum Sydøstdanmark er måske ikke noget, der umiddelbart vækker den store genklang, men det er faktisk det største kulturhistoriske museum syd for Roskilde på Sjælland.
Museum Sydøstdanmark er en slags paraplyorganisation for hele otte forskellige museer, der drives for over 20 millioner skattekroner i driftstilskud fra staten og fra kommunerne Køge, Næstved og Vordingborg. Dertil kommer støtte til projekter, som der er mange af; for eksempel smider Køge Kommune 15 millioner efter et nyt vikingemuseum ved Køge med Jim Lyngvild som designer. Også Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og AP Møller Fonden har i øvrigt spyttet penge i den store vikingesatsning, der løber op i 50 millioner i alt.
Med andre ord er det ikke i den lokale genbrugsbutik, at Thorbjørn Kolbo er chef. Det er tværtimod på et stort statsanerkendt museum drevet for offentlige midler, hvor det ideelle formål – som korruptionseksperten Jesper Olsen fra Transparency International forklarer – ikke er at pleje chefens interesser, selvom man godt kunne få det indtryk.
Først afslørede vi på Frihedsbrevet, at Kolbo ved siden af sit job som chef for museet drev en privat kunsthandel, hvor han solgte kunstværker af Jim Lyngvild, Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, som tilfældigvis også var nogle af de kunstnere, som museet arbejdede sammen med. Hvis du tror, at sammenligningen med Klavs Bundgaard er en stramning, kan du jo bare se, hvordan Kolbo forsvarede valget af lige præcis de her kunstnere.
“Fordi jeg synes, de er pisse dygtige,” sagde den sydsjællandske museumskanon til Frihedsbrevet.
Siden har Kolbo ikke villet tale med os, selvom der ellers har været flere helt oplagte anledninger.
Efter vores første historie kom det nemlig frem, at han brugte museumsshoppen på Holmegaard Værk – som er et af de otte museer, der hører under padehattebetegnelsen Museum Sydøstdanmark – til at sælge sine egne varer fra sin kunsthandel.
Der var altså interessekonflikter og dobbeltroller på spil, men pludselig piblede anklager om nepotisme frem. I denne uge kunne Frihedsbrevet fortælle, at Kolbos svoger, fætter og mor også arbejder på museet. I stillinger, der aldrig har været slået op, og hvor svogeren og fætteren har fået titler som henholdsvis ejendomsleder og art director med Kolbo som nærmeste chef.
Museumsdirektøren Keld Møller Hansen kunne så forklare, at Kolbo godt nok havde anbefalet sine familiemedlemmer til stillingerne, men at han samtidig havde husket at sige, at han altså var inhabil.
Derfor var det op til direktøren at sige ja, hvilket han selvfølgelig gjorde. Først med svogeren, der altså var en dygtig vvs’er, der kendte til ventilationssystemet, forklarede direktøren. Bagefter blev svogeren så ansat, fordi han havde et godt portfolio, og fordi direktøren jo med egne øjne havde set, at det gik helt fint og uden problemer, når museumschefen var chef for sin nærmeste familie.
“Jeg vurderede, nu også med erfaringerne fra ansættelsesforholdet til svogeren, at Thorbjørn Kolbo kunne fungere som hans chef trods familierelationen,” sagde direktøren.
Ja, hvis det går godt med svogeren, hvorfor så ikke hive hele den pukkelryggede familie ombord?
Det sidste nye er så, at Thorbjørn Kolbo netop er blevet sygemeldt, og museet har igangsat en undersøgelse af sig selv og vil udarbejde en habilitetspolitik, som de vil hente ekstern hjælp til. Jeg er selvfølgelig ikke ekspert, men det lyder umiddelbart som den første gode idé, direktør Keld Møller Hansen har fået længe.
Mit fredagsløfte er til dig, kære læser, at vi på Frihedsbrevet vil blive ved med at sørge for, at det, der sker i provinsen, ikke bliver i provinsen.
Krigsjubilæum
Måske sidder du og tænker, at det er besynderligt, at jeg i mit nyhedsbrev bruger så meget krudt på anløben adfærd i provinsen her på 1 års dagen for den russiske invasion af Ukraine.
Min benhårde kalkule på denne råkolde og våde fredag eftermiddag har imidlertid været, at hele landet er vågnet op til den ene mere teatralske avisforside efter den anden med væg-til-væg jubilæumsdækning på alle tænkelige platforme, og at der i den forbindelse er andre, der er langt mere kvalificerede og interessante at lytte til end undertegnede.
Her tænker jeg selvfølgelig især på vores podcast Fri Ukraine med Sofie Frøkjær og Flemming Rose, der i ugens udgave naturligvis tager temperaturen på krigen her et år efter, og hvor de både kigger tilbage på den periode, hvor det hele startede, men også frem.
Flemming Roses analyse er i Fri Ukaine kort og præcis, når han gør brættet op for krigens første år: Rusland undervurderede samlet set Ukraines hær, kampgejst og vestens vilje til at støtte. Vesten undervurderede til gengæld Ruslands modstandsdygtighed over for de økonomiske sanktioner fra Vesten.
Jeg synes, Fri Ukraine er noget af det fineste, vi har på hylderne her på Frihedsbrevet, fordi det både er tilstræbt objektivt, perspektiverende, dybdegående og tænksomt – og altså et vigtigt alternativ til den hurtige, ustoppelige og frådende nyhedsdækning, som kan findes mange andre steder. Hvis du ikke allerede er fast lytter af Fri Ukraine, går du altså virkelig glip af noget.
Det var alt, der var i posen denne uge. Jeg er stærkt tilbage i næste. Tak, fordi du læste med!
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet