Fri Kri­stof­fer #7: Hvis du er uenig, så læs min bog


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Hold da op! Hvis nogen hav­de sagt til mig, at Fri­heds­bre­vets histo­rie om The­resa Sca­ve­ni­us og alle hen­des fly­rej­ser vil­le bli­ve dis­ku­te­ret i stort set alle medi­er i uge­vis, så hav­de jeg sid­det med åben mund og polypper. 

På Fri­heds­bre­vet har vi selv­føl­ge­lig hele tiden syn­tes, at det var en inter­es­sant histo­rie, at kli­ma­ord­fø­re­ren for Dan­marks kli­ma­par­ti har flø­jet 24 gan­ge, pri­mært mel­lem Køben­havn og Aal­borg, over de sid­ste 5 år – oveni hen­des pri­va­te fly­rej­ser til udlan­det, som, hun selv anslår, er “et par gan­ge” om året. The­resa Sca­ve­ni­us fly­ver alt­så mere end mig selv eller de fle­ste, jeg ken­der, og det ser jo unæg­te­ligt lidt mær­ke­ligt ud, når hun er kli­ma­ord­fø­rer for et par­ti, der opfor­drer dan­sker­ne til at “Fly­ve min­dre og kys­se mere”. 

Uan­set om man mener, at Sca­ve­ni­us’ fly­rej­ser er helt ok eller skam­løst hyk­le­ri, er det vig­tigt at få det frem og sat til debat, for så kan folk jo selv tage stilling. 

Jeg er i hvert fald stolt af at være che­fre­dak­tør for et medie, som sæt­ter dags­or­den på den måde, som vi løben­de gør med Fri­heds­bre­vets jour­na­li­stik. For at kun­ne fort­sæt­te med at gøre det er vi dog nødt til at bli­ve ved med at få fle­re abon­nen­ter, så hvis du ikke har meldt dig ind end­nu, så over­vej lige, om det ikke er nu, at du skal tage springet. 

Du kan også over­ve­je, om et med­lem­skab af Fri­heds­bre­vet ikke er den per­fek­te jule­ga­ve til en ven eller et fami­lie­med­lem, som kan lide god, svir­pen­de jour­na­li­stik og spæn­den­de podcasts. 

Man skul­le nødigt gå for­re­st som politiker

Sca­ve­ni­us-debat­ten har skabt to fron­ter: Poli­ti­ken plus det løse på den ene fløj, som mener, at hun skul­le skam­me sig, og at hun selv­føl­ge­lig har et per­son­ligt ansvar som poli­ti­ker for at gøre det, hun præ­di­ker. Og så en anden fløj anført af især Face­book-filo­sof­fen Svend Brink­mann, som mener, at “det er den helt for­ker­te til­gang til kli­ma­kri­sen at gri­be til udskam­ning af individer”. 

Brink­mann anfø­rer som argu­ment: “Det er fuld­stæn­dig legi­timt, hvis en poli­ti­ker ønsker, at fart­græn­ser­ne på motor­ve­je­ne sæn­kes til 100 km/t, sam­ti­dig med at ved­kom­men­de fort­sæt­ter med at køre 130 km/t, så læn­ge det er loven. Det er fuld­stæn­dig legi­timt, hvis en poli­ti­ker ønsker, at til­skud­det til pri­vatsko­ler sæn­kes, sam­ti­dig med at ved­kom­men­de væl­ger en pri­vatsko­le til sit eget barn,” som han skriver. 

Jeg er hver­ken enig med Poli­ti­ken eller Svend Brink­mann. Det bli­ver altid lidt kik­set, når man beder folk om at skam­me sig, selv­om det selv­føl­ge­lig er meget Poli­ti­kensk. Sam­ti­dig synes jeg, at Svend Brink­mann med sin hold­ning under­mi­ne­rer vig­tig­he­den af en af de mest fun­da­men­tale dyder for en poli­ti­ker: Troværdighed. 

For jeg tror fak­tisk, at rig­tig man­ge af de væl­ge­re, der har stemt på Alter­na­ti­vet ud fra et kli­ma­per­spek­tiv, for­ven­ter, at deres repræ­sen­tan­ter på Chri­sti­ans­borg for­sø­ger at gå for­re­st, når det hand­ler om egen kli­maad­færd. Lige­som jeg tror, at det vil undre Dansk Fol­ke­par­tis væl­ge­re, hvis det kom frem, at Mor­ten Mes­ser­s­ch­midt med jæv­ne mel­lem­rum guf­fer halal­kød der­hjem­me, for­di den slag­ter, der lig­ger tæt­test på hans bopæl, er tyrkisk. 

I hvert fald måt­te den for­hen­væ­ren­de poli­ti­ske ord­fø­rer for Alter­na­ti­vet, Caro­li­na Mag­da­le­ne Mai­er, i 2018 ud at und­skyl­de, da det kom frem, hvor meget hun fløj. Hun bekla­ge­de og kund­gjor­de, at hun vil­le for­bed­re sig, og sag­de så dis­se ord til Ritzau: 

“Som poli­ti­ker for Alter­na­ti­vet vil jeg ger­ne gå for­re­st i for­hold til den grøn­ne omstilling.” 

Det vil The­resa Sca­ve­ni­us ikke, og den udvik­ling hos Alter­na­ti­vet er selv­føl­ge­lig spændende. 

I Dead­li­ne i ons­dags debat­te­re­de Sca­ve­ni­us med for­fat­te­ren til Poli­ti­kens “skam dig”-kronik, Marcus Rubin, og hvis man træn­ger til et godt skud ufor­tyn­det sati­re, så skal man skyn­de sig at få det afsnit inji­ce­ret i hjernen. 

På et tids­punkt siger Sca­ve­ni­us til sin mod­de­bat­tørs sto­re over­ra­skel­se, at kli­ma­et slet ikke er hen­des mær­kesag, selv­om det tog mig to sekun­der at goog­le det­te frem fra en et år gam­mel kandidattest: 

Gen­nem­gå­en­de i debat­ten frem­står Sca­ve­ni­us både arro­gant og ned­la­den­de, hvil­ket bestemt også kan noget, hvis det dose­res rig­tigt, men kli­ma­ord­før­en spræn­ger alle ram­mer for lat­ter­lig­hed, da hun i Dead­li­nes døen­de sekun­der afle­ve­rer sin egen bog Kli­ma­sta­ten til Poli­ti­kens kro­nik­re­dak­tør. Som om hen­des bog er en slags sten­tav­le, skre­vet med Guds fin­ger, der sæt­ter ska­bet på plads. 

Min che­fre­dak­tørkol­le­ga Mads Brüg­ger går hver fre­dag stu­e­gang på Chri­sti­ans­borg, hvor han sene­st mød­te net­op The­resa Sca­ve­ni­us. I sit nyheds­brev beskri­ver han, hvor­dan hun skæld­te ham ud over vores dum­me, dum­me histo­rie om fly­rej­ser­ne og efter­føl­gen­de for­søg­te at prak­ke Mads det lit­teræ­re mester­værk, som hun har skre­vet, på. 

Der­for er det svært at tæn­ke andet, end at den måde, The­resa Sca­ve­ni­us mod­sva­rer kri­tik på, er at afle­ve­re bogen Kli­ma­sta­ten af The­resa Sca­ve­ni­us, som om den fun­ge­rer som en spar fem i kort­spil­let “Kasi­no”, der ryd­der bor­det – uan­set hvad der lig­ger på det – og tager stik­ket hjem. 

Alle bur­de klart have sin egen bog, som man kan dele ud, når en debat lige skal luk­kes ned, og mens jeg går og pøn­ser på, hvad min egen skal hed­de, kan jeg ikke lade være med at tæn­ke på, at det bli­ver nog­le fest­li­ge år, vi går i møde, med The­resa Sca­ve­ni­us og Alter­na­ti­vet i Fol­ke­tin­get. Hvis vi er rig­tig hel­di­ge, lyk­kes det hen­de at bræn­de par­ti­et ned inden næste fol­ke­tings­valg, og så får vi måske Alter­na­ti­vet ver­sion 3.0.

Job­nyt

Noget andet, der har inter­es­se­ret mig i den for­gang­ne uge, var, da det blev offent­lig­gjort, at Hen­rik Studs­gaard, en af minks­kan­da­lens fædre, hav­de fået nyt job. Hen­rik Studs­gaard var depar­te­ments­chef i Mogens Jen­sens Mil­jø- og Føde­va­re­mi­ni­ste­ri­um, da man beslut­te­de at slå alle mink i lan­det ihjel, uden at der var hjem­mel til det. 

Skul­le du i øvrigt have glemt, hvem Mogens Jen­sen er, så kom­mer der lige et vel­lig­nen­de bil­le­de her: 

Nu orker ingen vist at bli­ve min­det om, hvem der gjor­de hvad i minks­kan­da­len, så jeg nøjes bare med at næv­ne, at Hen­rik Studs­gaard under sin afhø­ring i Mink­kom­mis­sio­nen sag­de, at spørgs­må­let om hjem­mel ikke var ”top of mind” for ham på det møde, hvor det blev beslut­tet at slå alle mink ned. Studs­gaard var med andre ord med til at luk­ke et helt erhverv uden at skæn­ke det en tan­ke, om man egent­lig måtte. 

Hen­rik Studs­gaard blev siden degra­de­ret til det min­dre mil­jø­mi­ni­ste­ri­um, hvor han lige­le­des fun­ge­re­de som depar­te­ments­chef, ind­til det gol­de syste­mi­ske organ Med­ar­bej­der- og Kom­pe­ten­cesty­rel­sen anbe­fa­le­de, at Studs­gaard blev hjem­sendt, og at der skul­le ind­le­des en disci­pli­nær­sag imod ham, for­di han har kva­jet sig noget så eftertrykkeligt. 

Studs­gaard har ikke brugt sin hjem­sen­del­se på at sid­de for­over­bø­jet i skam­me­kro­gen med en dum­me­hat på. Tvær­ti­mod har han, som den fri­ske og opti­mi­sti­ske fyr han jo er, rendt til job­sam­ta­ler i Esb­jerg Kom­mu­ne for at bli­ve den nye direk­tør for Tek­nik og Mil­jø. Man­dag kun­ne en over­or­dent­ligt begej­stret borg­me­ster i Esb­jerg så mel­de ud, at Studs­gaard har fået jobbet. 

Fri­heds­bre­vets jour­na­list Sofie Frøkjær rin­ge­de til den stol­te Ven­stre-borg­me­ster for at høre, hvad menin­gen egent­lig var med at ansæt­te en skan­da­li­se­ret, hjem­sendt depar­te­ments­chef, der går og afven­ter en alvor­lig disci­pli­nær­sag, og det kom der et intet min­dre end her­ligt inter­view ud af, som du kan læse eller lyt­te til her.

Flem­m­ing Pless-finten

Det bizar­re er, at mens min­kav­ler­ne sta­dig går og ven­ter på, at der bli­ver dra­get en kon­se­kvens af blandt andre Hen­rik Studs­gaards for­søm­mel­se med at sik­re lov­hjem­mel, så bli­ver disci­pli­nær­sa­gen mod ham nu drop­pet, for­di han har fået et nyt mil­li­onjob i det kommunale. 

Jeg kan ikke lade være med at tæn­ke på, om Studs­gaard har været inspi­re­ret af ken­dis­præ­sten Flem­m­ing Pless, der for nylig lave­de et lig­nen­de num­mer. Flem­m­ing Pless var hjem­sendt i halvan­det år på fuld løn, efter Kir­ke­mi­ni­ste­ri­et hav­de iværk­sat en tje­ne­ste­mands­sag på bag­grund af, at fem kvin­der beskyld­te ham for at have udnyt­tet sit embe­de til at opfø­re sig kræn­ken­de og seksu­elt græn­se­over­skri­den­de over for dem. 

Efter Flem­m­ing Pless fik Kir­ke­mi­ni­ste­ri­ets til­sig­te­de afgø­rel­se til høring, ind­gav han selv sin opsi­gel­se, hvil­ket betød, at sagen blev stop­pet, og at der aldrig er kom­met et punk­tum. Nu huse­rer han så på Face­book med invi­ta­tio­ner til grup­pe­sam­ta­ler for folk i livskri­se – hvil­ket vi også skrev en histo­rie om på Fri­heds­bre­vet i ugens løb. Alt­så skal han nu igen sid­de og have at gøre med men­ne­sker i meget sår­ba­re situ­a­tio­ner, bare i pri­vat regi. 

Studs­gaard og Pless har aldrig fået et papir fra deres arbejds­gi­ver på, at de har svig­tet deres ansvar i en sådan grad, at man har været nødt til at spar­ke dem ud på røv og albu­er. Vi ved ikke med sik­ker­hed, at det vil­le være kon­klu­sio­nen, men det er nær­lig­gen­de at tæn­ke. Vig­tigst af alt har hver­ken kvin­der­ne i Pless-sagen – eller min­kav­ler­ne – en ople­vel­se af, at d’herrer er ble­vet stil­let ordent­ligt til ansvar. 

Og det er her, at vores inter­view med Ven­stre-borg­me­ster i Esb­jerg, Jens Frost Ras­mus­sen, bli­ver totalt absurd. I inter­viewet gen­ta­ger borg­meste­ren igen og igen den syre­de påstand, at Hen­rik Studs­gaard “har taget ansvar”: 

“Han har lavet nog­le fejl, som han også har taget ansva­ret for. Og det diskva­li­fi­ce­rer ham jo ikke til at søge et job i Esb­jerg Kom­mu­ne, så det har han gjort, og det har et enigt byråd accep­te­ret og godkendt.” 

Uan­set hvor­dan Fri­heds­bre­vets ihær­di­ge jour­na­list spør­ger, kom­mer der ikke rig­tigt noget svar på, hvor­dan det lige præ­cis er, at Hen­rik Studs­gaard har taget ansvar. 

Jeg har tid­li­ge­re skre­vet om, hvor­dan det “at tage ansvar” eller “tage ansva­ret på sig” er holdt op med at bety­de noget. Det er præ­cis lige så menings­løst, som når en per­son, der lige er ble­vet dømt i en sag, siger, at ved­kom­men­de “tager dom­men til efter­ret­ning”. Hvis Hen­rik Studs­gaard hav­de “taget ansvar”, hav­de han for­ladt sin stil­ling for længst, for­di han var så pin­ligt berørt over, hvor­dan han har opt­rå­dt, eller som det mind­ste var han ble­vet hæn­gen­de, til disci­pli­nær­sa­gen mod ham var bragt til ende. 

Nej, når Esb­jergs borg­me­ster siger, at “Hen­rik Studs­gaard har taget ansvar”, bety­der det reelt: “Vi er kom­met vide­re, lev med det”. 

Vide­re er vi dog ikke kom­met på Fri­heds­bre­vet, og tiden nær­mer sig den dag, hvor vi kan slå døre­ne op og byde vel­kom­men til Mag­tens Voks­mu­se­um, hvor Hen­rik Studs­gaard og hans kol­le­ger fra minks­kan­da­len kan se frem til at bli­ve udstil­let som voks­fi­gu­rer. Som Mads Brüg­ger siger, så vil vi på Fri­heds­bre­vet ger­ne bli­ve på smer­ten lidt endnu. 

I Fri Ukrai­ne er de uvel­kom­ne spørgs­mål velkomne

Flem­m­ing Rose og Sofie Frøkjær bli­ver også på smer­ten i Fri­heds­bre­vets ugent­li­ge podcast Fri Ukrai­ne om Ruslands inva­sion af nabo­lan­det. I går udkom det sene­ste afsnit, og det er sær­ligt interessant. 

Hvad tror du for eksem­pel, at der sker, hvis man stil­ler føl­gen­de spørgsmål: 

Kan det være USA, der står bag sabo­ta­gen på gas­led­nin­ger­ne i Østersøen? 

Det lær­te che­fre­dak­tør på for­svars­me­di­et OLFI, Peter Ernst­ved Ras­mus­sen, på den hår­de måde, efter han udgav en ana­ly­se, hvor han pus­le­de med lige nøj­ag­tigt dét spørgsmål. 

“Jeg er jo sim­pelt­hen ble­vet hældt ned ad bræt­tet,” siger han i podca­sten Fri Ukrai­ne, hvor han for­tæl­ler om de man­ge stær­ke reak­tio­ner, hans ind­læg i debat­ten har udløst – både i hans mai­lind­bak­ke og på de soci­a­le medier. 

Iføl­ge che­fre­dak­tø­ren er han ble­vet kaldt alt fra “sølv­pa­pirs­hat” til “Putins Lakaj”, og fle­re mener lige­frem, at han må være betalt af rus­ser­ne for sit ind­s­park i debatten. 

Det afvi­ser Peter Ernst­ved selvsagt på det kraf­tig­ste og påpe­ger, at det såmænd bare undre­de ham, at der stort set ingen debat har været om, hvem der udover rus­ser­ne kun­ne have inter­es­se i at lav rav i den i Øster­sø­en. Sand­he­den er nem­lig, at ingen end­nu ved, hvem der står bag sabo­ta­gen på gas­led­nin­ger­ne Nord­s­tream 1 og 2. Efter­forsk­nin­gen har fra start været totalt mør­kelagt, og offent­lig­he­den har intet fået at vide om, hvem pilen peger på. 

Ana­ly­sen, der udlø­ste stor bal­la­de, har rubrik­ken: “Meget taler for, at ame­ri­ka­ner­ne stod bag sabo­ta­ge af gas­rør­led­nin­ger­ne i Østersøen”. 

“Jeg skrev den ana­ly­se, for­di jeg sav­ne­de debat, og man kan da sige, at det har jeg da i hvert fald fået,” siger Peter Ernst­ved Ras­mus­sen, der ikke er bleg for at gri­be i egen barm. 

I Fri Ukrai­ne er Sofie Frøkjær og Flem­m­ing Rose ikke ban­ge for at tage fat, hvor det gør ondt, og du skal gøre dig selv den tje­ne­ste at fin­de det sene­ste afsnit, der lig­ger i Fri­heds­bre­vets app. 

En pædo­fi­lisag på falderebet

Jeg er ved at være nået til vejs ende i min skrift­li­ge tour de cham­bre rundt på Fri­heds­bre­vets redak­tio­ner, men før jeg run­der af, bli­ver jeg nødt til lige at anbe­fa­le dig en sid­ste histo­rie, som, jeg synes, du skal se at få læst (eller lyt­tet til). 

Histo­ri­en udkom tors­dag mor­gen og kom­mer fra vores kul­tur­re­dak­tion. Den hand­ler om en stats­støt­tet lokal­ra­dio i Søn­derjyl­land, der gør sig inden for dansk­top-gen­ren. Klik­ker man ind på lokal­ra­dio­ens hjem­mesi­de, får man at vide, at radio­en er ble­vet luk­ket som føl­ge af “vis­se omstæn­dig­he­der”, og at radio­en i øvrigt ingen kom­men­ta­rer har. 

Det vak­te natur­lig­vis Fri­heds­bre­vets jour­na­li­sters nys­ger­rig­hed, og i går kun­ne vi så afslø­re, at det gan­ske opsigtsvæk­ken­de er intet min­dre end en pædo­fi­lisag, der har fået radio­en tvangslukket. 

Hvor­dan det hele hæn­ger sam­men, skal du næsten selv læse eller lyt­te til artik­len for at få at vide. Du fin­der den her.

One 💩

Jeg håber, du får en rig­tig god wee­kend, når du kom­mer så langt. Hvis du skul­le gå og føle, at du har det lidt hårdt, så tænk på, at der ren­der en mand rundt ved navn Kas­per Hjul­mand, der er ble­vet ydmy­get så vold­somt, at justits­mi­ni­ste­ren vil­le føle sig nødsa­get til at ori­en­te­re Fol­ke­tin­gets par­ti­le­de­re om det, hvis det var fore­gå­et i Lars Find­sens soveværelse. 

Bed­ste hilsner

Kri­stof­fer Erik­sen, che­fre­dak­tør, Frihedsbrevet