Fri Kristoffer #7: Hvis du er uenig, så læs min bog
Hold da op! Hvis nogen havde sagt til mig, at Frihedsbrevets historie om Theresa Scavenius og alle hendes flyrejser ville blive diskuteret i stort set alle medier i ugevis, så havde jeg siddet med åben mund og polypper.
På Frihedsbrevet har vi selvfølgelig hele tiden syntes, at det var en interessant historie, at klimaordføreren for Danmarks klimaparti har fløjet 24 gange, primært mellem København og Aalborg, over de sidste 5 år – oveni hendes private flyrejser til udlandet, som, hun selv anslår, er “et par gange” om året. Theresa Scavenius flyver altså mere end mig selv eller de fleste, jeg kender, og det ser jo unægteligt lidt mærkeligt ud, når hun er klimaordfører for et parti, der opfordrer danskerne til at “Flyve mindre og kysse mere”.
Uanset om man mener, at Scavenius’ flyrejser er helt ok eller skamløst hykleri, er det vigtigt at få det frem og sat til debat, for så kan folk jo selv tage stilling.
Jeg er i hvert fald stolt af at være chefredaktør for et medie, som sætter dagsorden på den måde, som vi løbende gør med Frihedsbrevets journalistik. For at kunne fortsætte med at gøre det er vi dog nødt til at blive ved med at få flere abonnenter, så hvis du ikke har meldt dig ind endnu, så overvej lige, om det ikke er nu, at du skal tage springet.
Du kan også overveje, om et medlemskab af Frihedsbrevet ikke er den perfekte julegave til en ven eller et familiemedlem, som kan lide god, svirpende journalistik og spændende podcasts.
Man skulle nødigt gå forrest som politiker
Scavenius-debatten har skabt to fronter: Politiken plus det løse på den ene fløj, som mener, at hun skulle skamme sig, og at hun selvfølgelig har et personligt ansvar som politiker for at gøre det, hun prædiker. Og så en anden fløj anført af især Facebook-filosoffen Svend Brinkmann, som mener, at “det er den helt forkerte tilgang til klimakrisen at gribe til udskamning af individer”.
Brinkmann anfører som argument: “Det er fuldstændig legitimt, hvis en politiker ønsker, at fartgrænserne på motorvejene sænkes til 100 km/t, samtidig med at vedkommende fortsætter med at køre 130 km/t, så længe det er loven. Det er fuldstændig legitimt, hvis en politiker ønsker, at tilskuddet til privatskoler sænkes, samtidig med at vedkommende vælger en privatskole til sit eget barn,” som han skriver.
Jeg er hverken enig med Politiken eller Svend Brinkmann. Det bliver altid lidt kikset, når man beder folk om at skamme sig, selvom det selvfølgelig er meget Politikensk. Samtidig synes jeg, at Svend Brinkmann med sin holdning underminerer vigtigheden af en af de mest fundamentale dyder for en politiker: Troværdighed.
For jeg tror faktisk, at rigtig mange af de vælgere, der har stemt på Alternativet ud fra et klimaperspektiv, forventer, at deres repræsentanter på Christiansborg forsøger at gå forrest, når det handler om egen klimaadfærd. Ligesom jeg tror, at det vil undre Dansk Folkepartis vælgere, hvis det kom frem, at Morten Messerschmidt med jævne mellemrum guffer halalkød derhjemme, fordi den slagter, der ligger tættest på hans bopæl, er tyrkisk.
I hvert fald måtte den forhenværende politiske ordfører for Alternativet, Carolina Magdalene Maier, i 2018 ud at undskylde, da det kom frem, hvor meget hun fløj. Hun beklagede og kundgjorde, at hun ville forbedre sig, og sagde så disse ord til Ritzau:
“Som politiker for Alternativet vil jeg gerne gå forrest i forhold til den grønne omstilling.”
Det vil Theresa Scavenius ikke, og den udvikling hos Alternativet er selvfølgelig spændende.
I Deadline i onsdags debatterede Scavenius med forfatteren til Politikens “skam dig”-kronik, Marcus Rubin, og hvis man trænger til et godt skud ufortyndet satire, så skal man skynde sig at få det afsnit injiceret i hjernen.
På et tidspunkt siger Scavenius til sin moddebattørs store overraskelse, at klimaet slet ikke er hendes mærkesag, selvom det tog mig to sekunder at google dette frem fra en et år gammel kandidattest:
Gennemgående i debatten fremstår Scavenius både arrogant og nedladende, hvilket bestemt også kan noget, hvis det doseres rigtigt, men klimaordføren sprænger alle rammer for latterlighed, da hun i Deadlines døende sekunder afleverer sin egen bog Klimastaten til Politikens kronikredaktør. Som om hendes bog er en slags stentavle, skrevet med Guds finger, der sætter skabet på plads.
Min chefredaktørkollega Mads Brügger går hver fredag stuegang på Christiansborg, hvor han senest mødte netop Theresa Scavenius. I sit nyhedsbrev beskriver han, hvordan hun skældte ham ud over vores dumme, dumme historie om flyrejserne og efterfølgende forsøgte at prakke Mads det litterære mesterværk, som hun har skrevet, på.
Derfor er det svært at tænke andet, end at den måde, Theresa Scavenius modsvarer kritik på, er at aflevere bogen Klimastaten af Theresa Scavenius, som om den fungerer som en spar fem i kortspillet “Kasino”, der rydder bordet – uanset hvad der ligger på det – og tager stikket hjem.
Alle burde klart have sin egen bog, som man kan dele ud, når en debat lige skal lukkes ned, og mens jeg går og pønser på, hvad min egen skal hedde, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det bliver nogle festlige år, vi går i møde, med Theresa Scavenius og Alternativet i Folketinget. Hvis vi er rigtig heldige, lykkes det hende at brænde partiet ned inden næste folketingsvalg, og så får vi måske Alternativet version 3.0.
Jobnyt
Noget andet, der har interesseret mig i den forgangne uge, var, da det blev offentliggjort, at Henrik Studsgaard, en af minkskandalens fædre, havde fået nyt job. Henrik Studsgaard var departementschef i Mogens Jensens Miljø- og Fødevareministerium, da man besluttede at slå alle mink i landet ihjel, uden at der var hjemmel til det.
Skulle du i øvrigt have glemt, hvem Mogens Jensen er, så kommer der lige et vellignende billede her:
Nu orker ingen vist at blive mindet om, hvem der gjorde hvad i minkskandalen, så jeg nøjes bare med at nævne, at Henrik Studsgaard under sin afhøring i Minkkommissionen sagde, at spørgsmålet om hjemmel ikke var ”top of mind” for ham på det møde, hvor det blev besluttet at slå alle mink ned. Studsgaard var med andre ord med til at lukke et helt erhverv uden at skænke det en tanke, om man egentlig måtte.
Henrik Studsgaard blev siden degraderet til det mindre miljøministerium, hvor han ligeledes fungerede som departementschef, indtil det golde systemiske organ Medarbejder- og Kompetencestyrelsen anbefalede, at Studsgaard blev hjemsendt, og at der skulle indledes en disciplinærsag imod ham, fordi han har kvajet sig noget så eftertrykkeligt.
Studsgaard har ikke brugt sin hjemsendelse på at sidde foroverbøjet i skammekrogen med en dummehat på. Tværtimod har han, som den friske og optimistiske fyr han jo er, rendt til jobsamtaler i Esbjerg Kommune for at blive den nye direktør for Teknik og Miljø. Mandag kunne en overordentligt begejstret borgmester i Esbjerg så melde ud, at Studsgaard har fået jobbet.
Frihedsbrevets journalist Sofie Frøkjær ringede til den stolte Venstre-borgmester for at høre, hvad meningen egentlig var med at ansætte en skandaliseret, hjemsendt departementschef, der går og afventer en alvorlig disciplinærsag, og det kom der et intet mindre end herligt interview ud af, som du kan læse eller lytte til her.
Flemming Pless-finten
Det bizarre er, at mens minkavlerne stadig går og venter på, at der bliver draget en konsekvens af blandt andre Henrik Studsgaards forsømmelse med at sikre lovhjemmel, så bliver disciplinærsagen mod ham nu droppet, fordi han har fået et nyt millionjob i det kommunale.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Studsgaard har været inspireret af kendispræsten Flemming Pless, der for nylig lavede et lignende nummer. Flemming Pless var hjemsendt i halvandet år på fuld løn, efter Kirkeministeriet havde iværksat en tjenestemandssag på baggrund af, at fem kvinder beskyldte ham for at have udnyttet sit embede til at opføre sig krænkende og seksuelt grænseoverskridende over for dem.
Efter Flemming Pless fik Kirkeministeriets tilsigtede afgørelse til høring, indgav han selv sin opsigelse, hvilket betød, at sagen blev stoppet, og at der aldrig er kommet et punktum. Nu huserer han så på Facebook med invitationer til gruppesamtaler for folk i livskrise – hvilket vi også skrev en historie om på Frihedsbrevet i ugens løb. Altså skal han nu igen sidde og have at gøre med mennesker i meget sårbare situationer, bare i privat regi.
Studsgaard og Pless har aldrig fået et papir fra deres arbejdsgiver på, at de har svigtet deres ansvar i en sådan grad, at man har været nødt til at sparke dem ud på røv og albuer. Vi ved ikke med sikkerhed, at det ville være konklusionen, men det er nærliggende at tænke. Vigtigst af alt har hverken kvinderne i Pless-sagen – eller minkavlerne – en oplevelse af, at d’herrer er blevet stillet ordentligt til ansvar.
Og det er her, at vores interview med Venstre-borgmester i Esbjerg, Jens Frost Rasmussen, bliver totalt absurd. I interviewet gentager borgmesteren igen og igen den syrede påstand, at Henrik Studsgaard “har taget ansvar”:
“Han har lavet nogle fejl, som han også har taget ansvaret for. Og det diskvalificerer ham jo ikke til at søge et job i Esbjerg Kommune, så det har han gjort, og det har et enigt byråd accepteret og godkendt.”
Uanset hvordan Frihedsbrevets ihærdige journalist spørger, kommer der ikke rigtigt noget svar på, hvordan det lige præcis er, at Henrik Studsgaard har taget ansvar.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan det “at tage ansvar” eller “tage ansvaret på sig” er holdt op med at betyde noget. Det er præcis lige så meningsløst, som når en person, der lige er blevet dømt i en sag, siger, at vedkommende “tager dommen til efterretning”. Hvis Henrik Studsgaard havde “taget ansvar”, havde han forladt sin stilling for længst, fordi han var så pinligt berørt over, hvordan han har optrådt, eller som det mindste var han blevet hængende, til disciplinærsagen mod ham var bragt til ende.
Nej, når Esbjergs borgmester siger, at “Henrik Studsgaard har taget ansvar”, betyder det reelt: “Vi er kommet videre, lev med det”.
Videre er vi dog ikke kommet på Frihedsbrevet, og tiden nærmer sig den dag, hvor vi kan slå dørene op og byde velkommen til Magtens Voksmuseum, hvor Henrik Studsgaard og hans kolleger fra minkskandalen kan se frem til at blive udstillet som voksfigurer. Som Mads Brügger siger, så vil vi på Frihedsbrevet gerne blive på smerten lidt endnu.
I Fri Ukraine er de uvelkomne spørgsmål velkomne
Flemming Rose og Sofie Frøkjær bliver også på smerten i Frihedsbrevets ugentlige podcast Fri Ukraine om Ruslands invasion af nabolandet. I går udkom det seneste afsnit, og det er særligt interessant.
Hvad tror du for eksempel, at der sker, hvis man stiller følgende spørgsmål:
Kan det være USA, der står bag sabotagen på gasledningerne i Østersøen?
Det lærte chefredaktør på forsvarsmediet OLFI, Peter Ernstved Rasmussen, på den hårde måde, efter han udgav en analyse, hvor han puslede med lige nøjagtigt dét spørgsmål.
“Jeg er jo simpelthen blevet hældt ned ad brættet,” siger han i podcasten Fri Ukraine, hvor han fortæller om de mange stærke reaktioner, hans indlæg i debatten har udløst – både i hans mailindbakke og på de sociale medier.
Ifølge chefredaktøren er han blevet kaldt alt fra “sølvpapirshat” til “Putins Lakaj”, og flere mener ligefrem, at han må være betalt af russerne for sit indspark i debatten.
Det afviser Peter Ernstved selvsagt på det kraftigste og påpeger, at det såmænd bare undrede ham, at der stort set ingen debat har været om, hvem der udover russerne kunne have interesse i at lav rav i den i Østersøen. Sandheden er nemlig, at ingen endnu ved, hvem der står bag sabotagen på gasledningerne Nordstream 1 og 2. Efterforskningen har fra start været totalt mørkelagt, og offentligheden har intet fået at vide om, hvem pilen peger på.
Analysen, der udløste stor ballade, har rubrikken: “Meget taler for, at amerikanerne stod bag sabotage af gasrørledningerne i Østersøen”.
“Jeg skrev den analyse, fordi jeg savnede debat, og man kan da sige, at det har jeg da i hvert fald fået,” siger Peter Ernstved Rasmussen, der ikke er bleg for at gribe i egen barm.
I Fri Ukraine er Sofie Frøkjær og Flemming Rose ikke bange for at tage fat, hvor det gør ondt, og du skal gøre dig selv den tjeneste at finde det seneste afsnit, der ligger i Frihedsbrevets app.
En pædofilisag på falderebet
Jeg er ved at være nået til vejs ende i min skriftlige tour de chambre rundt på Frihedsbrevets redaktioner, men før jeg runder af, bliver jeg nødt til lige at anbefale dig en sidste historie, som, jeg synes, du skal se at få læst (eller lyttet til).
Historien udkom torsdag morgen og kommer fra vores kulturredaktion. Den handler om en statsstøttet lokalradio i Sønderjylland, der gør sig inden for dansktop-genren. Klikker man ind på lokalradioens hjemmeside, får man at vide, at radioen er blevet lukket som følge af “visse omstændigheder”, og at radioen i øvrigt ingen kommentarer har.
Det vakte naturligvis Frihedsbrevets journalisters nysgerrighed, og i går kunne vi så afsløre, at det ganske opsigtsvækkende er intet mindre end en pædofilisag, der har fået radioen tvangslukket.
Hvordan det hele hænger sammen, skal du næsten selv læse eller lytte til artiklen for at få at vide. Du finder den her.
One 💩
Jeg håber, du får en rigtig god weekend, når du kommer så langt. Hvis du skulle gå og føle, at du har det lidt hårdt, så tænk på, at der render en mand rundt ved navn Kasper Hjulmand, der er blevet ydmyget så voldsomt, at justitsministeren ville føle sig nødsaget til at orientere Folketingets partiledere om det, hvis det var foregået i Lars Findsens soveværelse.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet