Fri Kristoffer #29: Hvis Mette Frederiksen skal til NATO, så håber jeg, at det kommer til at gå hurtigt
Onsdag var der afslutningsdebat i Folketingssalen. Landets folketingspolitikere er ligesom landets niendeklasseselever blevet sendt på læseferie.
Noget var nyt ved denne ellers så traditionsbundne dag. De senere år har det været Folketingets formand, der ringede hele forestillingen i gang, men i år var det i stedet den tidligere stolte ejer af internetdomæner som sexfan.dk, cybersafter.dk og netfisse.dk, Jeppe Søe, der stod på talerstolen og bød velkommen med klokkeværket i hånden.
Vanen tro fik statsministeren hurtigt ordet, og Mette Frederiksen gik i gang med en halv times langgaber af en tale. Hun havde fået ChatGPT til at skrive indledningen på sin tale, koketterede hun med. Meget lidt hittepåsomt. Måske havde det været interessant, hvis hun havde gjort det for et halvt år siden, men at gøre det i forgårs var cirka lige så sjovt, som hvis hun havde kaldt sin mobiltelefon for en “mobilos” eller spurgt ud i salen, om nogen mon kunne gætte, hvad der går og går og ikke kommer nogen vegne. Eller hvis hun havde kaldt sig selv for en boomer, som om det var rigtig frækt. Det sidste gjorde hun selvfølgelig senere på dagen.
Hvad hun brugte denne hospiceliggende AI-gimmick til fortoner sig lidt, men det var noget med, at den kunstige intelligens var kommet, og at den ville ændre det samfund, vi kender. Noget med, at kunstig intelligens jo gav mange muligheder og noget med, at der med den nye teknologi også fulgte problemer, som for eksempel SnapChats kunstige AI-ven, som kan vejlede unge i selvskade.
Mette Frederiksen blæste til kamp mod skærme og understregede, at hun ikke var i tvivl om – selvom mange eksperter er det – at der kunne trækkes en lige linje mellem børn og unges mistrivsel og deres skærmforbrug. Hvad der til gengæld aldrig kom et konkret bud på var, hvad man så skulle gøre ved det. Hun sagde ordene “vi skal regulere, og vi skal turde tage ansvaret på os”, men hvordan vi skulle regulere, kom hun ikke med noget bud på, og det med at turde at tage ansvaret på sig er efterhånden en Mette Frederiksen-kliché på niveau med makrelmadder og udenomssvar.
Om statsministeren også har tænkt sig at regulere sit eget forbrug af skærme og techgiganter, kom hun belejligt nok ikke ind på. Det havde ellers givet en tom tale indhold, hvis hun havde brugt anledningen til at reflektere lidt over, hvordan hun i sin tid som regeringschef har delt flere opslag på sin instagramprofil end selv de mest desperate influencers. Instagram-profilen, der bærer bærer navnet “Mette”, er et uhyggeligt virvar af vinduespudsning, friskbagte boller, videoer af, hvordan hun står og vasker op i hånden, blandet sammen med diverse politiske udmeldinger, højtidsmarkeringer og håndtryk med internationale topfolk. Intet er for ligegyldigt, intet er for småt til at udkomme på Mette Frederiksens Instagram.
Forrige uge beskrev Frihedsbrevets journalist Sofie Frøkjær i vores nyhedsbrev Fri Politik et øjeblik, der perfekt illustrerer statsministerens skamløse brug af sociale medier. Scenen udspillede sig til pressemødet om regeringens sundhedpakke, hvor Lars Løkke Rasmussen, Sophie Løhde og Mette Frederiksen troppede op på Rigshospitalet for at præsentere en solid milliardindsprøjtning til sundhedsvæsenet, navnlig målrettet kræftområdet. På bagerste række til pressemødet havde patienten Mogens spontant indfundet sig. Mogens, der var indlagt med kødædende bakterier, vidste ikke på forhånd, at regeringstoppen havde indkaldt til pressemøde denne morgen, men skæbnen ville, at hans tørst efter saftevand førte ham til det tekøkken, hvor præsentationen skulle finde sted. Her sad han så og fulgte med på afstand.
Men da pressemødet var ovre, og Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen skulle ud af Rigshospitalet igen, gik vejen lige forbi Mogens, som de begge stoppede op og tog en sludder med. Frihedsbrevets Journalist Sofie Frøkjær overværede det hele og oplevede egentlig et spontant og fint møde mellem to toppolitikere og en borger. Men i Mette Frederiksens verden er der ikke noget, der er så fint og autentisk, at man bare kan lade det blive ved det. Straks efter Mette og Løkke havde sagt farvel til patienten, blev momentet sodomiseret. Mogens fik sporenstregs stukket en samtykkeerklæring i hånden fra en medarbejder i Statsministeriet, som han lige kunne skrive under på, så han kunne bruges som fed markedsføring for statsministeren på sociale medier.
Min pointe med at beskrive dette optrin er selvfølgelig et forsøg på at udkrystallisere hykleriet i, at statsministeren brugte sin sidste store tale i dette halvår på at identificere skærmforbrug og techgiganterne som et af de helt store samfundsproblemer, mens hun selv har kørt med speederen trykket helt i bund på Instagram og Facebook de sidste mange år.
Family first ❤️
Det eneste egentligt underholdende ved Mette Frederiksens tale var, når produceren af Folketingets tv indimellem fiskede reaktionsbilleder af de andre politikere i salen.
Her er for eksempel et par snapshots af Konservatives formand Søren Pape Poulsen under statsministerens talestrøm.
Og apropos Søren Pape. Da politikerne endelig – efter 15 timers kedelig debat – fik mulighed for at stille spørgsmål til Mette Frederiksen på talerstolen, havde han en interessant ordveksling med statsministeren.
Den startede med, at Pape spurgte Frederiksen fornuftigt, om det her med børns skærmtid måske kunne starte med, at det blev håndteret og taget stilling til ude i den enkelte familie, i stedet for at det var noget, der skulle løses af alle mulige andre.
Mette Frederiksen indledte sit svar på spørgsmålet med en bemærkning, som i bedste fald var en helt klassisk Mette Frederiksen-banalitet, grænsende til det absurde – i værste fald en tilsigtet spydighed til den nyligt fraskilte partiformand: “Jeg er sådan set ikke uenig i, at familien er en vigtig institution,” sagde hun og tilføjede så:
“Jeg lever selv i en af slagsen. Det gør rigtig, rigtig mange danskere.”
Endnu en corona-sejrsrunde
Ud over det var der ikke mange højdepunkter i spørgsmålene til statsministeren, som generelt bar præg af, at politikerne med enkelte undtagelser simpelthen er overraskende ringe til at stille spørgsmål. Tag Alex Vanopslagh. Han lagde ud med en længere bandbulle mod statsministerens coronahåndtering, håndteringen af FE-sagen plus diverse og sluttede så af med et spørgsmål om, hvad statsministeren synes, man skulle gøre, hvis Kina invaderede Taiwan. Ville man agere på samme måde, som man har gjort med Ukraine?
Det sidste var et svært – og derfor interessant – spørgsmål, men statsministeren brugte bare anledningen til at rose sig selv for sin coronahåndtering, hvilket jo desværre var oplagt, fordi Vanopslagh havde givet hende 4–5 forskellige ting, hun kunne vælge at svare på. Vi fik altså aldrig svar på, om statsministeren var klar til at gå i brechen for Taiwan.
Ingen hader Mette
Den eneste, der rigtig kunne finde ud af at stille et godt og præcist spørgsmål, var Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg. Om det er noget, hun har lært i forbindelse med sin journalistuddannelse eller i sin tid hos Kriminalforsorgen, skal jeg ikke kunne sige.
Spørgsmålet handlede om, hvorvidt statsministeren, som mange tror, er ved at rende af pladsen og på vej ned til NATO for at afløse norske Jens Stoltenberg som generalsekretær. Hidtil har Mette Frederiksen haft held til at slå spørgsmålet hen ved at sige, at hun ikke er kandidat. Et manipulerende svar, som hun kan slippe afsted med – også hvis det modsatte rent faktisk er tilfældet, fordi NATO ikke kører en ansøgningsproces som en normal virksomhed med en HR-manager for bordenden, skriftlige ansøgninger og et større kandidatfelt. Frederiksen er måske ikke formelt set kandidat, men hun er selvfølgelig i spil. Præcis ligesom Fogh var det i 2009, da han gik og løj og sagde, at han da bestemt ikke var kandidat, hvorefter han kort tid efter fik jobbet.
Inger Støjberg havde Fogh-processen tæt inde på kroppen dengang. Hun var politisk ordfører i Venstre, og hendes job var derfor at rende rundt i pressen og loyalt viderekolportere Foghs usandheder. Måske derfor var hun som den eneste på Christiansborg onsdag i stand til at formulere spørgsmålet om NATO til Frederiksen helt perfekt:
“Hvis statsministeren bliver tilbudt jobbet, vil statsministeren så sige nej til jobbet?”
Svaret var demaskerende: “Det har jeg svaret på mange gange,” sagde Mette Frederiksen, hvilket selvfølgelig ikke passer. Selv hvis hun havde fået det spørgsmål før og besvaret det, kunne hun jo bare svaret bekræftende, hvis hun vitterligt ikke var på vej til NATO. Baseret på denne afslørende retoriske manøvre virker det helt åbenlyst nu, at Mette Frederiksen er i spil til jobbet som generalsekretær for NATO og agter at takke ja til det, hvis hun skulle få det tilbudt. Ellers kunne hun jo bare have sagt det modsatte. Jeg kan desuden læse på Twitter, at Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, skriver, at han stadig ikke tror på, at det kommer til at ske, hvilket gør mig endnu mere overbevist om, at Danmark skal til at have en ny statsminister.
Da Frihedsbrevet i går talte med to udenlandske eksperter, var de heller ikke i tvivl. Mette Frederiksen er et “varmt” bud på NATOs næste generalsekretær, og rygterne derom svirrer langt ud over landets grænser. Som det er med den slags internationale topposter, falder valget typisk på det bedst mulige kompromis. En kandidat, som ikke nødvendigvis er alles topfavorit, men som pisser færrest muligt af. Og her er Mette Frederiksen – ifølge eksperterne – et rigtig godt bud.
Eller som Jeremy Shapiro, der er direktør ved tænketanken European Council on Foreign Relations, siger til Frihedsbrevet:
“Hun er kvinde, hun er europæer, og hun bliver set som moderat på de emner, som splitter medlemslandene (…) Samtidig er hun statsminister, og der er ingen, som umiddelbart hader hende. Det er en række nedslående kriterier, men sådan er det her i livet.”
Hjerteligt tillykke til autokraten
Hvis Mette Frederiksen skal til NATO, så håber jeg, at det kommer til at gå hurtigt. Først og fremmest fordi regeringsmagten og skattekronerne ikke skal bruges til at afpudse en kommende NATO-generalsekretær. Når Mette Frederiksen sender varme lykønskninger til den genvalgte præsident Erdogan fra statsministeriets Twitter-profil, begynder det at blive ulækkert. Erdogan er i direkte opposition til ytringsfriheden og har omkalfatret Tyrkiet med politisk islam, siden han kom til magten. Han modarbejder desuden pressefriheden og har i sin tid som statsleder sat rekord i at være det land i verden, der fængsler flest journalister. Tænk at sende gratulationer af sted til ham. Føj.
Men én ting er knæfaldet for en dubiøs autokrat. Noget andet er det voldsomme tempo, hvormed der i disse uger bliver pumpet groteske milliardbeløb ind i Forsvaret og ukrainefonden, som slet ikke er en fond. 143 milliarder kroner over 10 år til det danske forsvar. Ingen ved rigtigt, hvad pengene skal bruges til, men det får Danmark op på de to procent af BNP, som NATO-lande har forpligtet sig til at spendere på forsvarsudgifter. Forsvaret kæmper i forvejen med en elendig økonomistyring og massevis af svindelsager – nu lover man så at pumpe et ekstra trecifret milliardbeløb ind i stort set blinde – what could possibly go wrong? Det er umuligt ikke at spekulere i, om Mette Frederiksens NATO-kandidatur spiller en rolle i forhold til de voldsomme beløb, der pumpes ind i krigen i Ukraine og i det danske forsvar. Hvis det gør, er det selvfølgelig en kæmpe skandale, men bare det, at man mistænker det, er et problem i sig selv.
Vælger Mette Frederiksen at pakke sine sydfrugter, er det dog grundlæggende godt. Mexit vil ryste misfosteret over midten, som jeg kalder SVM-regeringen, og jo før denne gustne konstruktion forsvinder, jo bedre. En flertalsregering med de tre partier er en rugekasse for magtfuldkommenhed, og selvom det da har været bøvlet med partier på yderfløjene som parlamentarisk grundlag, har det de sidste mange år stået rimelig klart, at skiftende regeringer ikke har kunnet slippe afsted med hvad som helst inde i mørkekammeret. At Mette Frederiksen kan klappe af, hvad der skal undersøges, og hvad der skal fejes ind under gulvtæppet sammen med Troels Lund Poulsen og manden, der nedlagde Irak-kommissionen, Lars Løkke Rasmussen, er ikke en rar tanke.
Her til sidst vil jeg lige nå at anbefale dig et par gode historier fra ugen på Frihedsbrevet, hvis de skulle være gået din næse forbi:
700 milliarders fejlskøn
I alle år siden 2010 har Finansministeriet undervurderet statskassens overskud med i gennemsnit 2,5 procent af BNP om året. Det viser en ny analyse fra de økonomiske vismænd. Omsat til kroner og ører giver det et samlet fejlskøn over den offentlige saldo på omkring 700 milliarder kroner. Ifølge flere økonomer bør tallet kalde på selvransagelse i Finansministeriet. Læs eller lyt til den historie her.
Luftkrig
I går kunne vores journalister på Fri Finans fortælle om en højspændt konflikt, der udspiller sig mellem danske flyveledere og deres arbejdsgiver Naviair. Det viser sig nemlig, at konflikten mellem det statsejede selskab, som står for at lede flytrafikken i det danske luftrum, og fagforeningen DATCA, der repræsenterer i underkanten af 300 utilfredse flyveledere, koster knaster for samfundet. Alene de mange forsinkelser i Københavns Lufthavn, som konflikten medfører, beløber sig til et stort trecifret millionbeløb. Av. Læs eller lyt til historien her.
Fri Værdi
Apropos penge, så handler denne uges Fri Værdi om det store sorte økonomiske hul, vi i daglig tale kalder Forsvaret. I Mikkel Rosenvolds tid i centraladministrationen var det en stående joke, at Forsvaret var de absolut sidste, man måtte give en stor pose penge. Det var efter sigende Forsvaret, der opfandt finten med at ”brænde benzin af” i slutningen af året, for at Finansministeriet ikke kunne pege på, at man havde ubrugte midler – og ja, det har hos skribenten ikke skabt den største tillid til, at de kan administrere den forestående gaveregn, der venter dem. Læs eller lyt til Fri Værdi her.
Hip hurra
Så er der vist ikke andet tilbage end at sige god weekend. På mandag venter Frihedsbrevets to års fødselsdag. Det er sgu ret vildt, at der allerede er gået to år, siden butikken her slog dørene op. Et femcifret antal medlemmer støtter os nu, men vi har stadig brug for at blive flere. Derfor håber jeg, at du vil overveje at tegne et abonnement, hvis du ikke allerede har meldt dig under fanerne — om ikke andet så bare for at prøve os af.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet