Fri Kristoffer #30: Bristede forudsætninger
Endnu en uge er gået, hvor tophistorien i dansk politik har været, om landets statsminister Mette Frederiksen mon snart defilerer ned til NATO for at blive generalsekretær. Statsministeren har da heller ikke gjort det store for at sætte en prop i spekulationerne, og hun tilbragte grundlovsdag sammen med CIA og Joe Biden i stedet for på en talerstol et sted i Danmark.
Debatten er i fuld gang i landets medier: Hvem skal overtage formandsposten i Socialdemokratiet, og dermed statsministerposten, efter Mette? Skal det være finansminister Nicolai Wammen eller justits- og parkeringsminister Peter Hummelgaard?
Det sjoveste svar, synes jeg, var det, som formanden for Socialdemokratiets afdeling i Herning Nord, Per Nielsen, gav til DR:
“Nicolai Wammen er stille, rolig og stabil. Altid god til at finde parkeringspladser, når han skal hente børn. Han har ikke noget imod sig.”
At jeg ikke er enig med Per Nielsen, er så en anden snak. Hvis Wammen bliver Danmarks næste statsminister, så svarer det lidt til at sælge sin Superliga-topscorer og købe Snøvsen som erstatning.
Mette Frederiksen selv finder hele diskussionen om sin arvtager helt almindelig, siger hun til DR:
“Det er meget naturligt, at når der er sådan nogle internationale rygter, så begynder folk selvfølgelig også at overveje, hvad det kan betyde i dansk politik. Men der er bare ikke nogen grund til alle de her diskussioner, for jeg er ikke kandidat til nogen anden opgave, end den jeg varetager lige nu, nemlig at være dansk statsminister.”
Hvilket direkte oversat betyder: “Det er fint nok, at det bliver diskuteret, hvem der skal tage over efter mig, for hvis alt går efter planen, så er det farvel og tobak om fire ugers tid.”
Pinocchios overmand
Uanset om Mette Frederiksen lander sit fede internationale topjob, er vi vidner til et maskefald.
Der er knap gået et halvt år, siden Mette Frederiksen meddelte befolkningen, at hun var blevet enig med Venstre og Moderaterne om en regering over midten. En regering, som statsministeren gik til valg på, for som hun sagde, da hun udskrev valget, havde landet behov for “en regering, som skal få os trygt igennem usikre tider”.
Jakob Ellemann-Jensen gik til valg på det modsatte, nemlig at afsætte Mette Frederiksen som statsminister, og som bekendt lovede han, Ama’r halshug, ikke at pege på hende. Da han til præsentationen af regeringen skulle argumentere for, hvorfor han mødte op uden en trævl på kroppen og med en næse så lang, at Pinocchio ville vende sig om for at kigge efter ham på gaden, argumenterede han blandt andet for sit historiske vælgerbedrag med, at det var for at “tage et ansvar for vores land i en svær situation, hvor vi har økonomisk krise, og hvor vi har krig i Europa”.
På statsministeren og vicestatsministeren forstod vi altså, at store, sorte skyer havde trukket sig sammen over lille Danmark, og skulle vi komme tørskoede igennem alle disse kriser, ja, så var der simpelthen ikke nogen vej udenom denne nærmest selvopofrende øvelse med et ansvarsfuldt samarbejde henover midten.
Not all heroes wear capes, siger man, og man fik lidt fornemmelsen af, at Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen i virkeligheden så sig selv sådan, da de den 14. december 2022 stod med skiftevis store smil og alvorstunge miner og præsenterede deres bydende nødvendige fornuftsægteskab. Uha uha, hvor var det bare godt, at vi den dag på Marienborg blev reddet af de tre musketerer og undgik apokalypsen.
Ellemanns våben-fupnummer
Jakob Ellemann-Jensen nåede godt og vel halvanden måned i jobbet som forsvarsminister, før han meldte sig syg. På den korte tid har han tilsyneladende nået at føre Folketinget godt og grundigt bag lyset i en rigtig grim sag, som mediet Altinget har afsløret.
Sagen handler om et milliardindkøb af våben fra det omdiskuterede israelske firma Elbit i januar. Ellemann-Jensen foregav, at våbenindkøbet hastede så meget, at det skulle godkendes inden månedens udgang af hensyn til tilbuddets gyldighed. Det passede bare ikke. Udløbsdatoen på tilbuddet løb tværtimod helt til denne juni måned.
I denne uge åbenbarede et muligt motiv sig så for fupnummeret: Kun ti dage før regeringen anbefalede milliardhandlen, indgik selvsamme firma nemlig forlig efter et årelangt søgsmål mod Danmark.
Og sagen bliver værre endnu. I dag kunne Altinget videre fortælle, at et konkurrerende fransk våbenfirma havde budt ind på samme opgave, men at den sygemeldte forsvarsminister i et fortroligt notat til Folketinget havde oplyst, at franskmændene minimum var 24 måneder om at levere 19 artillerisystemer.
Sagen er bare, at den franske våbenleverandør nu afviser, at de har oplyst, at de er 24 måneder om at levere våbnene. Og hverken Forsvarsministeriet eller Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, vil svare på, hvordan de tal er havnet i et centralt notat til Folketinget.
At sagen er et voldsomt stort problem for Ellemann, stod især klart, da vikarierende forsvarsminister Troels Lund Poulsen på et pressemøde følte trang til at distancere sig fra miseren ved at sige: “Jeg hedder ikke Jakob Ellemann. Jeg hedder Troels Lund. Det var Jakob, der fremlagde de to aktstykker, der var, i Finansudvalget”.
Hvordan Venstres sygemeldte formand nogensinde skal kunne vende tilbage til regeringsledelsen efter at have været ude i et halvt år og med en nummer 2, som har sendt ham langt ned ad åen, har jeg desværre ikke fantasi nok til at forestille mig.
Statsministerposten som et arvestykke
Hvis Mette Frederiksen stikker af til NATO, og Jakob Ellemann-Jensen ikke vender tilbage, efterlader det danskerne i en absurd situation med en statsminister og en regeringsledelse, som de aldrig kunne have forestillet sig, dengang de afgav deres stemmer. Læg dertil, at regeringen allerede har afblæst den økonomiske krise, som Mette Frederiksen forsøgte at gejle op inden valget, og man har det, som man i juridisk sprog kalder bristede forudsætninger. Bristede forudsætninger er et udtryk, der anvendes, når de forudsætninger, der ligger til grund for indgåelsen af en aftale, forsvinder. I nogle tilfælde kan en aftale dermed ophæves.
Det er altså ikke nok, når Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen taler om, at regeringssamarbejdet skal “genbekræftes” i tilfælde af, at statsministeren flytter til Bruxelles. Jeg mener selvfølgelig, at der skal udskrives folketingsvalg, sådan så landets vigtigste post som statsminister ikke bare er et slags arvestykke, der bortauktioneres på en socialdemokratisk kongres.
Jo jo, et folketingsvalg er ganske vist besværligt og dyrt, og det er nok de færreste, mig selv inklusive, der orker endnu en valgkamp. Det er dog intet ved siden af det mærkelige ledelsesvakuum, som landet befinder sig i lige nu med en statsminister, der helt åbenlyst søger nye græsgange, og en ukampdygtig vicestatsminister. Langt fra den handlekraftige og ansvarsfulde midterregering, som Mette Frederiksen højstemt proklamerede, skulle få Danmark gennem usikre tider.
Triste tal
Mens vi venter på, at Mette rejser, sker der også andre ting, som er værd at berette om.
Onsdag kunne vi her på Frihedsbrevet fortælle, at der er næsten dobbelt så lang ventetid for nyrepatienter øst for Storebælt, som der er vest for Storebælt. Den lange ventetid er bestemt ikke uproblematisk; faktisk kan det i sidste ende blive et spørgsmål om liv eller død. De seneste fem år var der således 57 patienter i Region Hovedstaden, der døde, mens de ventede på en nyre. Det svarer til dobbelt så mange dødsfald blandt nyrepatienter på venteliste, som i hele resten af landet i perioden.
“Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt,” siger sundhedsminister Sophie Løhde, men det er det desværre.
Sophie Løhde har ikke villet stille op til interview med Frihedsbrevet om problemet, men hun skriver, at hun er meget opsat på at få sikret flere organer til transplantation, og at der i øjeblikket pågår drøftelser om at styrke hele organdonationsområdet med Folketingets partier.
Hvad der kommer ud af de drøftelser, er ikke godt at vide. Andre europæiske lande har haft succes med at indføre aktivt fravalg i stedet for aktivt tilvalg, når det kommer til organdonation. Det betyder i praksis, at man automatisk er organdonor, medmindre man går ind aktivt og tager et valg om ikke at være det.
Frihedsbrevet har interviewet Moderaternes politiske ordfører Monika Rubin, men hun vil ikke svare ja eller nej til, om man skal indføre automatisk organdonation:
“Det er et svært spørgsmål bare sådan lige at stille,” siger hun og uddyber:
“Problemet er, hvis vi bare indfører det uden at have en stor offentlig debat om det først, så risikerer vi, at der kommer mere modstand mod det. Det kan gøre mere skade end gavn for sagen, så det er svært for mig at svare på, om det er der, vi ender.”
Hvis det er en stor offentlig debat der skal til, så må vi jo gøre vores på Frihedsbrevet. Derfor holder vi snuden i sporet og vil i den kommende tid skrive mere om området, ligesom jeg selv agter at skrive mere om det i næste uge.
Royal fest i fattigkommunerne
Jeg vil i øvrigt anbefale dig at læse vores historie fra Fri Finans i mandags om to af landets fattigste kommuner, som sammenlagt har brugt 700.000 kroner på at få besøg fra kongehuset, mens man ellers har gjort sig store anstrengelser for at skrabe penge sammen ved at lave besparelser på idrætsanlæg eller fyre kommunalt ansatte.
I Slagelse Kommune stod det så slemt til, at byrådspolitikerne blev tvunget til at gå otte procent ned i løn for at finde 300.000 kroner ekstra i det kommunale budget. Når politikerne ligefrem sætter sig selv ned i løn, så ved man bare, at det har været desperate tider. Alligevel fyrede man i kommunen 419.000 kroner af på et besøg fra Hendes Majestæt Dronningen. Læs eller lyt til hele historien her.
Georg Gearløs og tryllekunstneren
Tidligere på året udkom vi med en podcastserie, der udfoldede den utrolige historie om den tyrkiske tryllekunstner Serhat Gumrukcu, der endte som omdrejningspunkt i en række danske milliardærers erhvervseventyr. Rigmændene, der blandt andre tæller Karsten Ree, René Sindlev og Ole Abildgaard, har tilsammen postet et kæmpe millionbeløb i virksomheden Enochian BioSciences, som også er blevet børsnoteret på den amerikanske Nasdaq-børs.
Medstifter og topforsker Serhat Gumrukcu var hjernen bag virksomheden, og han havde udsigt til både at kurere HIV og kræft, lød det, indtil han pludselig blev anholdt for at have bestilt et lejemord på en fyr, der ville afsløre Gumrukcu som den bedrager, han er.
Det nye og forunderlige er imidlertid, at Serhat Gumrukcu nu er dukket op i forbindelse med en helt anden dansk erhvervsmand, el-bilernes Georg Gearløs, Henrik Fisker – kendt fra bilmærket Fisker, der så småt er kommet til Danmark. Det viser sig, at Serhat Gumrukcu i 2013 har arbejdet på at skaffe investorer til Fisker. Læs eller lyt til historien her.
Krisen der forsvandt
Vikaren fra Sønderjylland – Stephanie Lose – har benyttet sit vikariat til at afblæse den økonomiske krise, som regeringen selv havde blæst op igennem 2022, og vi må forstå på hende, at det har været en blød landing.
Vismænd, bureaukrater og de resterende dele af regeringen har sidenhen givet den som beredvillige klakører og har én efter én klappet i takt til tonerne af hendes udmelding, men hvad er det egentlig for en krise, som vi nu har afblæst? Og har det nogensinde givet mening at tale om en krise i første ombæring? Læs eller lyt til ugens Fri Værdi, og bliv klogere på det spørgsmål.
En sidste anbefaling
For et par uger siden tog fanden ved Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt på Twitter, hvilket har vakt en del opmærksomhed i dagspressen. Pludselig blev der fra Messerschmidt sendt umotiverede verbale tæsk afsted til højre og venstre, og det har fået politiske modstandere til at betegne hans opførsel som både “uværdig” og “uklædelig”. Da jeg selv er svært til fals for en vis friktion i den offentlige samtale, er jeg omvendt stærkt underholdt af Messerschmidts pludselige hamskifte.
Siden Dansk Folkeparti-formandens Twitter-togt forrige søndag er han kølnet lidt af, men der er dog stadigvæk grund til at følge med derinde:
Du ønskes en rigtig god weekend.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet