Fri Kristoffer #26: Et system designet til ikke at råbe op
Det kom som lidt af et chok for mig, da fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sammen med forsvarschefen Flemming Lentfer i sidste uge trissede ud foran den danske presse og fortalte, at Forsvaret var i så dårlig en stand, at det ville koste 38 milliarder kroner at få genoprettet tingene. Vist har der efterfølgende været bred omtale af miseren, men jeg har ikke kunnet undgå at fornemme den lidt samme ligegyldighed, som dengang vi åbnede sluserne og hældte kæmpe milliardbeløb ud i forbindelse med coronapandemien. 20 milliarder hér, 30 milliarder dér – hvem tæller, for der kommer jo ikke en regning?
Min kollega Mads Brügger var til stede ved pressemødet med de to budbringere af dårligt nyt fra Forsvaret, og han stillede et godt spørgsmål, som vist havde til hensigt at bringe pulsen lidt i vejret i lokalet:
“Et efterslæb på 38 milliarder kroner er jo knap fire milliarder fra at være to Storebæltsbroer. Er det korrekt at sige, at det her er en kæmpemæssig skandale, og hvis ja, skal det så ikke have nogle politiske konsekvenser og nogle personalemæssige konsekvenser?”
Det korte af det lange af Troels Lund Poulsens svar på dette udmærkede spørgsmål var forudsigeligt og kan koges ned til: Ja, det er en skandale. Nej, det skal ikke have nogen konsekvenser.
Ifølge den fungerende forsvarsminister var der nemlig tale om et “kollektivt svigt”:
“Skiftende forligskredse, ministre, departementschefer og forsvarschefer har alle sammen et medansvar for, at vi er kommet i denne her situation,” sagde Troels Lund Poulsen og fik dermed smurt arv og gæld så tyndt ud, at ingen kan mærke det, hvilket, jeg tænker, var formålet.
Det klassiske kollektive svigt
Den samme triste sang hørte vi, da milliarderne fossede ud af statskassen til banditter i habitter i Dubai og andre eksotiske steder, dengang man ikke havde sikret sig mod svindel med udbytteskat. Det var faktisk allerede blevet en klassiker, for den blev også sunget med det skandaløse it-system EFI, der skulle have hjulpet SKAT med at inddrive gæld. EFI kom kun til at koste skatteborgerne 1,2 milliarder kroner samt selvfølgelig den samlede gæld, som danskerne skylder det offentlige. Et beløb jeg slet ikke tør skrive her, men penge, der efter alt at dømme havde været givet bedre ud, hvis man havde brugt dem på at købe årgangschampagne og hælde den i håndvasken.
Én efter én har vi hørt de tidligere skatteministre forklare sig med, at ansvaret påhviler enten det ansigtsløse embedsværk eller “skiftende regeringer”. Et kollektivt svigt, må man forstå.
Det belejlige ved politikerne og embedsmændenes kollektive svigt er, at der ikke følger en kollektiv straf. Straffen tilfalder i stedet offeret, altså skatteborgeren. Men der er ikke bare tale om én straf, snarere en dobbeltstraf, hvor man først effektiviserer Forsvaret og SKAT, to bærende søjler i samfundet, helt i smadder, sådan så de opgaver, som skatteborgerne betaler for, ikke kan løses tilfredsstillende. Dernæst får man så at vide, at nu skal der betales endnu mere for at få det hele genoprettet. For at kunne holde ud at tænke på det, skal man vist være masochist.
En af Danmarks mest vidende mennesker, når det kommer til problemerne med det danske forsvar, er Peter Ernstved, der driver forsvarsmediet OLFI. Han var i onsdags med i vores morgenprogram En Uafhængig Morgen, og han forklarede meget pædagogisk, hvordan man siden 2009, med Søren Gade ved roret, har udpint Forsvaret og skabt en rædselskultur, hvor ingen har turdet sige fra af frygt for at blive forflyttet til Grønland. I udsendelsen kaldte han det “et system designet til ikke at råbe op”, hvilket, jeg synes, er en virkelig god beskrivelse.
Søger man andre gode beskrivelser af pressemødet med Troels Lund Poulsen og styrelseschefen Flemming Lentfer, som gode gamle Trine Bramsen ville titulere ham, vil jeg anbefale Mads Brüggers nyhedsbrev Fri Mads, som udkom i tirsdags.
Nul stjerner
At man den 30. november 2022 kunne møde denne overskrift på tv2.dk, havde noget poetisk idiotisk over sig:
I månederne inden havde vi lige haft en lang valgkamp, hvor der syntes at være bred konsensus om, at sundhedsvæsenet var “sandet til”, som den tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykte det igen og igen.
Et sundhedsvæsen, der er helt til rotterne, et forsvar, der hænger i laser, og en skattemyndighed, der nærmest samler på skandaler. Og det bliver jo desværre ikke ved det. Gerningsmænd og ofre oplever fuldstændig urimelig ventetid hos de danske domstole, og er man så uheldig at være handicappet i Danmark, hvor vi ellers bryster os af at være åh så meget for de svageste, så må man bede til de højere magter for en ordentlig behandling, hvis man skal tro statsrevisorernes gennemgang af handicapområdet. Spoiler alert: Det står også virkelig skidt til her.
Derudover er det vist kun klima- og energiminister Lars Aagaard, der i ramme alvor tror på, at vi når klimamålene.
Eller hvad med en af fredagens historier fra Frihedsbrevet, som handler om den PTSD-ramte og selvmordstruede kvinde, der blev nægtet førtidspension, fordi hun var for syg til at kunne bevise, at hun var for syg til at kunne arbejde?
Og så er der selvfølgelig de danske plejehjem – eller som jeg plejer at kalde dem: Verdens værste endestation. Her kan man blive mishandlet som Else fra TV 2‑dokumentaren som tak for det klækkelige samfundsbidrag, man har ydet gennem et langt arbejdsliv. Hvis den danske stat var på Trustpilot, fik den dårligere anmeldelser end et døvstumt skoleband efter besøg af Thomas Treo.
Gudskelov, har vi fået en bred regering henover midten, som har sagt, at den vil tage ansvaret på sig.
Oppositionen rasler med strikkepindene
Lige så herligt er det, at vi har en opposition, som er klar til at stikke kniven ind, hvor det gør allermest ondt, og dreje den langsomt rundt. Se bare, hvordan lederen af det største oppositionsparti har smidt den ene sandhedsgranat efter den anden ind i samfundsdebatten efter pressemødet om Forsvaret i sidste uge:
At Pia Olsen Dyhr er glad for at strikke, er efterhånden lige så velkendt, som at Jakob Ellemann engang har været soldat. Hun strikker og strikker og strikker og giver sweatre til politiske modstandere som Pernille Vermund og Mette Frederiksen, som den hyggefrans hun er.
Torsdag den 4. maj, dagen, hvor forsvarsministeren og forsvarschefen gav udtryk for, at det står næsten lige så skidt til med Forsvaret, som med Rasmus Prehns eftermæle, gik Pia Olsen Dyhr på Facebook flere gange med sit point of view:
Mums, mums, mums! Man forstår godt, at SF stormer frem i meningsmålingerne, for man kan da ikke andet end at elske folk, der elsker hveder.
Det ville selvfølgelig være uretfærdigt at insinuere, at Pia Olsen Dyhr er ligeglad med, at Forsvaret skal have akut førstehjælp til en pris af 38 milliarder, for senere samme dag lagde hun altså også et foto op af nogle stearinlys i en vindueskarm. På den måde ved vi, at hun som politiker har lært af historien og kerer sig dybt og inderligt for Danmarks evne til at forsvare sig selv:
Skulle Tredje Verdenskrig bryde ud, sover jeg trygt om natten, velvidende at Vladimir Putin helt sikkert vil respektere Danmarks suverænitet, hvis bare SF’s formand sender en drone til Kreml fyldt med vamsede sweatre.
Fruen på slottet
Inden det hele bliver alt for negativt og dystopisk, bør jeg nævne at heldigvis skinner solen, foråret er for alvor stemplet ind, og samtidig har vi som bekendt en regering, som siger, at den har taget ansvaret på sig, hvilket er en sætning, man ikke kan gentage for ofte, for måske en skønne dag den vil begynde at give mening.
Af regeringsgrundlaget Ansvar for Danmark fremgår det, at der skal nedsættes et råd, der skal “afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen,” og det bliver jo spændende at se, hvad det råd kommer op med af fede idéer.
Dog tror jeg ikke, at det er hensigtsmæssigt, at tidens store kriser bliver løst ude på det fine, statslige museum Ordrupgaard i Nordsjælland, som vores kulturredaktion har beskæftiget sig med de senere uger. På Ordrupgaard er der nemlig en ledelseskrise, der nok skal løses, inden man tager hul på noget nyt.
20 tidligere medarbejdere fortæller til Frihedsbrevet, at museumsdirektøren Anne-Birgitte Fonsmark, der har siddet på tronen i 28 år, har skabt en frygtkultur ved at manipulere, dominere og udskamme og køre folk psykisk ned på skift. De tidligere medarbejdere tegner et dystert billede af et museum, der bliver kørt med hård hånd af “Fruen på slottet”, som nogle kalder Anne-Birgitte Fonsmark, fordi hun er en meget fin dame, der bærer sig selv på nærmest adelig vis.
En af de tidligere ansatte, der står frem med navn i artiklen, hedder Lykke Andersen og beskriver Anne-Birgitte Fonsmarks ledelsesstil sådan her:
“Når først hun får øje på dig, er du færdig. Det er som regel, hvis du er for dygtig eller for populær eller siger hende imod. Hun fik øje på mig, that’s it.”
Jeg er ikke ekspert i krisehåndtering, men Ordrupgaard lyder ikke som den mest frugtbare jord at løse velfærds- og trivselskrisen i. Inspirerende eller motiverende er det nok ikke, i hvert fald. Til gengæld har museet, lidt ligesom Forsvaret, været gode til at holde på hemmelighederne om, hvor galt det stod til.
Mange af de tidligere medarbejdere fortæller, at Ordrupgaards frygtkultur har været velkendt i museumsbranchen og kultureliten blandt de rige, fine, dyre pinger, som direktør Fonsmark spiser kirsebær med. Måske blev de distraheret af et godt stykke fransk impressionistisk kunst, lige da de hørte om problemerne ude på museumsgangene?
I Frihedsbrevets artikel medvirker tidligere ansatte fra både 90’erne, 00’erne, 10’erne og 20’erne, og flere medarbejdere fortæller, at de ikke har kunnet klage eller bruge whistleblowerordningen, fordi de var overbeviste om, at museumsdirektør Fonsmark ville læse med.
Museumsdirektøren selv har sagt til Frihedsbrevets kulturjournalister, at hun ikke kan genkende billedet. Da hun senere bliver spurgt om en kommentar til, at medarbejderne havde fortalt os, at de var bange for, at det ville få konsekvenser for dem, hvis de sladrede om museets årtier lange frygtkultur, tegnede direktøren en fiks skillelinje mellem virkeligheden og oplevelser:
“Det kan være en oplevelse hos nogen, men det gør det ikke til virkelighed,” lød det halvfilosofiske svar fra museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark, der efter Frihedsbrevets artikler nu er indkaldt til fransk vask og strygning hos Kulturministeriet. Om kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne har tænkt sig at indlede mødet med at spørge Fonsmark om, hvordan vi sikrer, at landets plejehjemsbeboere får skiftet bleen engang imellem, vides ikke.
Hvis du ikke har læst artiklerne om Ordrupgaard endnu, kan den første findes her og den næste her.
En flot indsats
Apropos. Faste læsere af dette nyhedsbrev vil vide, at Moderaterne er en slags fetisch for mig. Inden vi forlader hinanden, vil jeg derfor lige dvæle kort ved, at det i ugens løb kom frem i B.T., at det var Moderaternes folketingsmedlem Jeppe Søe, der havde fået opgaven med at baggrundstjekke Jon Stephensen i forbindelse med, at Stephensen blev indstillet som folketingskandidat.
Hvilke andre steder end Christiansborg får man så meget god satire for pengene, spørger jeg? Man har altså sat manden, der i valgkampen brugte domænerne netfisse.dk, sexfan.dk, cybersafter.dk og sexsnak.dk til at kanalisere liderlige sjæle videre til sin egen politiker-hjemmeside, til at tjekke, om der skulle være nogle sider ved Jon Stephensen, der kunne gå hen og blive et problem.
Den håbløst forgældede Jeppe Søe, der har mange konkurser bag sig, og som ifølge Berlingske i årevis har skrevet sexistiske indlæg om kvinder, har man på Moderaternes hovedkontor altså vurderet, var den rette mand til at undersøge, om der skulle være for mange lig i lasten hos partiets øvrige kandidater.
Har det mon været ud fra devisen “takes one to know one”? Uanset hvad må man bare sige, at Jeppe Søe har gjort et virkelig flot stykke arbejde, hvis man altså antager, at opgaven var at sammensætte den folketingsgruppe i nyere dansk politisk historie, der havde mest forside-potentiale i sig.
🤗
Jeg håber, du får en rigtig god weekend! Husk mors dag på søndag – en oplagt gave i den forbindelse er et årsabonnement på Frihedsbrevet. På den måde sikrer du dig også, at din mor ikke ender som en tør gammel hvede.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet