Fri Kristoffer #4: I denne mørke mortenstid
Tjuhej, hvor det går! Torsdag kom inflationstallene for oktober, og de viste en stigning i priserne på hele 10,1 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Nu er jeg ikke økonom, men det er Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank, og hans analyse af inflationstallene er altså noget af en humørdræber:
“Det er forfærdelige tal. Vi havde klart håbet på et fald og en lettelse i inflationen i dagens tal. De kraftige prisstigninger gnaver sig gennem danskernes husholdningsbudgetter med den højeste hastighed i 40 år. Med den her inflation skal en gennemsnitlig dansk børnefamilie have omkring 45.000 kroner mere op af lommen i årligt forbrug, alene fordi priserne er steget. Det gør vanvittig ondt på mange danskere og kan ikke undgå at påvirke forbruget.”
Tak spids. Og hvis ikke det seneste inflationstal får dig til at hænge med mulen, så udkom den fænomenale DR-journalist Jesper Tynell med en bog tirsdag, der i hvert fald fik undertegnedes mundvige til at forme en sur parabel.
Jesper Tynell, der er en slags journalistisk enmandshær, er gået ombord i udbytteskandalen i bogen med den syrlige titel Af hensyn til erhvervslivet. Her afslører han højst opsigtsvækkende, at der stadig fosser millioner af kroner ud af Skat ned i lommerne på fusentaster, der ikke skulle have haft dem. Det skyldes, at man i Skattestyrelsen i al hemmelighed har besluttet ikke at føre stram kontrol med alle beløb, der udbetales, da det vil koste for mange årsværk. I en pressemeddelelse med den satirisk velfungerende overskrift “Kontrollen med udbytterefusionsanmodninger er både robust og højt prioriteret” fortalte styrelsen tidligere på ugen, at prisen for at forhindre fusk for 122 millioner kroner er rundt regnet 350 millioner kroner. Og så er det jo altså bare en no-brainer, må vi forstå.
Jeg ved ikke, hvordan du har det, men efter at have læst i Berlingske om Sanjay Shahs hjemmeakvarium til fire millioner kroner – betalt af danske skatteborgere – i hans luksushus på Palmen i Dubai, hvor han i årevis har rendt rundt og nydt livet i verdens største ferieparadis for folk med dårlig smag, så vil jeg hellere undvære milten end at se flere penge ryge ned i foret på narrehatte som ham.
Én ting er retsfølelsen, men det gode gamle glidebaneargument er selvfølgelig også værd at anholde her, for som vores finansjournalist Mikkel Jensen sagde i Frihedsbrevets morgenpodcast Fri Dag, så er det nok heller ikke en overskudsforretning, når politiet sender en patruljevogn ud til et supermarked for at anholde en butikstyv, der har stjålet en pose slik.
Under alle omstændigheder giver det mig i hvert fald akne i hjernen, når jeg tænker på, at der stadig sidder folk rundt omkring i verden og malker vores skattesystem, som var det jerseykvæg fra Himmerland. Alene tanken om, at der lige nu kan sidde en platugle iført loafers fra Hermès på restauranten Nusr-Et på din og min regning og drikke årgangschampagne til en bladguldsbelagt tomahawksteak, der bliver serveret af den latterlige skikkelse Salt Bae, som alene er blevet berømt, fordi han kan drysse flagesalt over en stor bøf på en meget skabet måde, er simpelthen så hårdt at tænke på.
Puha, ja. Og i dag går solen ned klokken 16.10.
Der er med andre ord nok grunde til at blive lang i ansigtet, men sådan skal det jo heller ikke være, så derfor vil jeg forsøge at sprede lidt god stemning i resten af ugens nyhedsbrev.
Velkommen til!
En jihadist bliver til
Én ting, der hjalp gevaldigt på mit eget humør denne uge, var at lytte til vores nyeste podcastserie på Frihedsbrevet En jihadist bliver til, som udkom for få timer siden.
Ikke fordi emnet i sig selv er særlig muntert, men fordi, jeg synes, det er blevet en eminent serie. Vildt spændende, velfortalt, fascinerende, godt researchet og frem for alt vigtig!
En jihadist bliver til er lavet af Frihedsbrevets podcastchef Thomas Arent og handler om den tidligere top-islamist Yaqoub Ali, der fortæller sin helt utrolige livshistorie. Yaqoub Ali, der som islamist gik under navnet Abu Ubaydillah, er tidligere leder af den islamistiske gruppe Kaldet til Islam og har i årevis radikaliseret og hjernevasket unge mennesker. Som han selv siger, har han siddet og trukket i trådene.
Formålet med podcastserien er at få Yaqoub Ali til at tage et opgør med sin fortid og give lytteren et indblik i, hvordan en radikaliseret islamist tænker og retfærdiggør sine handlinger.
Han bliver stillet til ansvar for sine handlinger, da han bliver konfronteret med en mor til en af de unge danske mænd, som Yaqoub Ali var med til at radikalisere, og som endte sine dage ved at blive sprængt i stumper og stykker som hellig kriger i Syrien. Man skal være gjort af massiv granit, hvis man kan lytte til det møde uden at blive det mindste rørt.
I de to første afsnit, som alle kan lytte til gratis hos Apple og på Spotify, fortæller Yaqoub Ali blandt andet om begivenheder fra sin barndom i Irak, hvor grundstenene til fundamentalismen blev lagt, og vi hører om den kriminelle fortid i Frederikssund, hvor han som utilpasset indvandrerknægt ledede en lokal gruppe ballademagere i byen. Kriminaliteten bliver ironisk nok hans vej ind i radikal islam.
Jeg vil ikke afsløre alt for meget om de følgende afsnit, men jeg tør godt love, at det er sprængfarlige sager. Hele serien er allerede tilgængelig i Frihedsbrevets app, og jeg vil anbefale dig at tage hul på den i weekenden.
Det er kun abonnenter, der kan lytte til hele serien i vores app, så hvis du stadig står og kigger ind gennem ruden og overvejer, om du skulle give os et forsøg, så får du nok ikke en meget bedre anledning end denne. Alternativt kan du jo lytte gratis til de to første afsnit, og så garanterer jeg, at det vil smage af mere.
En konstruktiv nyhed
Vi bliver i boldgaden med ting, der er værd at glædes over midt i mørket. Faste læsere af mit nyhedsbrev og Frihedsbrevet som sådan vil vide, at fænomenet “konstruktive nyheder” ikke er noget, jeg normalt forfalder til, men i dag vil jeg driste mig til at gøre en sjælden undtagelse.
Under valgkampen afslørede vi som bekendt her på Frihedsbrevet, at et bredt udsnit af Folketingets partier var klar til at omgå partistøttereglerne for at få fingre i en hemmelig donation på 50.000 kroner. Det vakte et voldsomt postyr, og flere partier gik bodsgang.
Nu har organisationen OSCE sendt to valgobservatører med vores artikler i hånden til Danmark, hvor de skal undersøge, om der har været rent trav ved det danske valg, og om der generelt er huller i de danske regler. Som en af de udsendte, den islandske valgobservatør Urdur Gunnarsdottir, siger: “Intet land og intet demokrati er jo perfekt”.
Se, det var en løsningsorienteret nyhed, som Ulrik Haagerup, tidligere nyhedsdirektør i DR og bannerfører for fænomenet constructive news, ville blive helt glad i låget af!
Fra løgnhals til løsgænger
Noget andet, der øjeblikkeligt får mig til at smile, er at tænke på Mette Thiesen.
Det er muligvis en sætning, du aldrig troede, at du skulle læse, men sådan er det altså, og derfor vil jeg skrive lidt om hende, for det kan jo være, at min begejstring smitter.
Første gang, jeg sådan rigtigt stiftede bekendtskab med Mette Thiesen, var i 2018, da jeg arbejdede på DR’s faktatjekprogram Detektor. Man kan sige, at Mette Thiesen har været for Detektor, hvad en snusket shawarmabar i Taastrup er for fødevarekontrollen.
Thiesens Detektor-debut fandt sted, før hun endnu var valgt til Folketinget for Nye Borgerlige. Det skete efter et meget opsigtsvækkende Facebook-opslag under overskriften: “Bevæbnede sharia-vagter på Rådhuspladsen”.
“Som jeg skrev om i morges, var der den 9. juni 2018 muslimsk bønnekald på Rådhuspladsen i København. Nu viser det sig, at flere bevæbnede sharia-vagter deltog. Deres opgave var blandt andet at sørge for, at ingen danskere deltog,” skrev hun videre.
Vild historie, som umiddelbart burde få alle medier til at gå i breaking. Hvis den var rigtig, hvilket den selvfølgelig ikke var. Journalisterne på Detektor undersøgte sagen og fandt ud af, at det var pure opspind.
Når man laver et program som Detektor, oplever man selvfølgelig mange tilfælde af politikere, der kløjes i fakta, men Thiesens fejl stikker alligevel ud den dag i dag. Dels fordi den var så komplet åndssvag, men også fordi den var et forvarsel om, hvor skør en figur der var på vej ind i dansk politik.
Siden dengang har hun skrevet så meget vrøvl og så mange usandheder på Facebook, at det ville give mig slidgigt i fingrene, hvis jeg skulle remse dem alle op her. Hendes fantasi har endda skaffet hende en injuriedom på nakken, fordi hun uden dokumentation hængte en fyr med udenlandske aner ud på sin Facebook-profil for at være terrorist-sympatisør. Lige den sag vil jeg dog ikke botanisere alt for meget i. I stedet vil jeg fremhæve en lille perle fra selvsamme Detektor, der udkom for nogle måneder siden, for lige at slutte cirklen. Thiesen havde fremført i et Facebook-opslag, at et nyt forslag fra regeringen ville betyde, at 0‑årige ville kunne skifte køn. Problemet er bare, at det af forslaget fremgik, at børn skulle kunne føre en samtale, før det skulle kunne lade sig gøre. Foreholdt den oplysning, fik det dog ikke Thiesen til at ville ændre eller slette sit fejlagtige opslag, for som hun gav udtryk for overfor Detektor, så ville en meget fremmelig 0‑årig jo så kunne skifte køn.
Jeg medgiver, at det jo er et definitionsspørgsmål, hvad det at kunne føre en samtale egentlig betyder, og at selv børn i institutionsalderen formentlig vil kunne klare sig på lige vilkår i Nye Borgerliges gruppeværelse, men der findes altså ikke nogen 0‑årige, der kan klare sig igennem en samtale om kønsskifte. Derfor siger det virkelig meget om Mette Thiesen, at hun ikke bare ændrede sit tåbelige Facebook-opslag og beklagede. Det fortæller i hvert fald, at hun er helt ligeglad med sandheden.
På en måde er der noget smukt i, at DR lukkede Detektor, nogenlunde samtidig med at Mette Thiesen røg ud af Nye Borgerlige.
Nye Borgerliges beskidte vasketøj
Det er ikke sådan, at Thiesens exit i denne uge fra Nye Borgerlige kommer som et lyn fra en klar himmel, for de seneste uger har hun virkelig overgået sig selv.
Først instruerede Mette Thiesen på en skjult optagelse i, hvordan man kan omgå partistøttereglerne, hvis man stik imod hensigten med loven vil støtte hende med en hemmelig donation på 50.000 kroner. Det skete i forbindelse med førnævnte projekt, da erhvervsmanden Mads Dinesen på Frihedsbrevets foranledning under valgkampen kontaktede Mette Thiesen og en række andre politikere og partifolk.
Ikke nok med, at Thiesen som en anden Mossack Fonseca-advokat viste Mads Dinesen rundt i partistøttelovens muligheder og umuligheder, så fik hun i samme ombæring helt uopfordret fedtet sin egen partiformand Pernille Vermund ind i de artige sager.
“Det har vi også oplevet med Pernille. Der er nogle, der vil give større beløb, men fortsat være anonyme. Så får du et andet kontonummer at overføre til,” sagde Mette Thiesen på den skjulte optagelse, og så blev det tid til Thiesens første tur under bussen.
“Hun taler om noget, hun ikke ved noget om, og taler decideret usandt,” sagde en oprørt Pernille Vermund til B.T. og understregede, at det ville komme til at “koste nogle kvajebajere”. Hun fortalte videre, at hun var så vred, at hun ikke havde talt med Thiesen endnu.
Sagt på en anden måde var forholdet mellem dem allerede lettere anspændt, da valgaftenen oprandt.
Den efterfølgende morgen kunne TV 2 så fortælle, at en person var blevet smidt ud fra Nye Borgerliges valgfest på Christiansborg, fordi han havde kastet med øl. Hvem, hvad og hvorfor stod hen i det uvisse, men det hele var meget mærkeligt, lige indtil B.T. i denne uge kunne fortælle, at den ølkastende mand var ingen ringere end Mette Thiesens kæreste.
Sagen er, at Mette Thiesen tidligere har haft et forhold til en medarbejder i Nye Borgerlige. Hvad der præcist er omdrejningspunktet i konflikten, vides ikke, men Thiesens kæreste har flere gange været truende og aggressiv overfor den pågældende partimedarbejder. Tilmed i sådan en grad, at Mette Thiesen fik forbud mod at tage ham på slæb, hvilket hun ignorerede på valgaftenen, forklarede Vermund i denne uge.
Prøv for morskabens skyld i øvrigt lige at forestille dig, at det var en mand med muslimsk baggrund, der havde opført sig voldeligt og kastet med øl inde på Christiansborg. Hvor mange sekunder, var der mon gået, før Mette Thiesen var gået på Facebook og krævet, at manden blev sat på det første fly til Langbortistan?
At nogen i det hele taget tager sin kæreste med på arbejde, som så opfører sig voldeligt og truende, troede jeg kun var sådan noget, man så i film, men igen må man bare sige, at Mette Thiesen er en karakter, som selv de dygtigste manuskriptforfattere ikke kunne have skrevet.
Hurtigt gik Vermund i gang med at hænge partiets beskidte vasketøj til tørre. I et nyhedsbrev til partiets medlemmer gjorde Pernille Vermund det klart, at hun ikke ville “vige tilbage for at drage den rigtige konklusion” i sagen. “Skrid, eller vi smider dig ud,” kunne partiformanden lige så godt have skrevet. Thiesen tog naturligvis imod invitationen til at pille af og efterlod de 4.357 personer, som af uransagelige årsager havde stemt personligt på hende, stående måbende tilbage på perronen med en ugyldig billet i hånden.
Det mest bizarre i denne sag er ikke engang vælgerbedraget, men at Mette Thiesen ikke har fået marchordre noget før. Hvad siger det egentlig om Nye Borgerlige, at man i så mange år har accepteret at have Pinocchios uægte søster rendende? Noget fortæller det i hvert fald mig, og det er, at Lars Løkke måske har ret i, at det er bedst at holde Vermund og co. langt væk fra politisk indflydelse, for man kan selvfølgelig ikke lede et land, når man ikke kan holde styr på sine egne folketingsmedlemmer.
Hummelgaard og den ulovlige cigarkasse
Nej, så går det bedre hos socialdemokraterne, der hænger sammen som ærtehalm, uanset hvor dårlige sager, de bliver involveret i. Tag nu for eksempel vores afsløringer af fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og hans ulovlige studielån på 50.000 kroner fra Stjernens Studiefond. En fond, som man med rette kan kalde de unge socialdemokraters cigarkasse, fordi den støtter DSU’ere med rentefri studielån.
I tilfældet Peter Hummelgaard er der flere problemer: Han betalte først sit studielån fra 2010 tilbage i 2015, da han havde fået tre rykkere og trusler om Inkasso og RKI. Han skulle ellers have tilbagebetalt det, allerede da han fik et job eller færdiggjorde sin uddannelse, hvilket han gjorde i 2012. Derudover sad han selv i bestyrelsen for Stjernens Studiefond, da han modtog lånet, hvilket er ulovligt. Og så har jeg ikke engang nævnt kirsebærret på toppen, som er, at Peter Hummelgaard er uddannet jurist og har tordnet mod studerende, der ikke betaler studiegæld tilbage til tiden.
Onsdag kunne vores politiske redaktion føje nyt til hele denne misere. Det fremgår nemlig ikke af fondens vedtægter, at dens lukrative lån primært skal gives til DSU’ere, selvom det er sådan, det foregår i praksis.
Fondseksperten Søren Bergenser forklarer til Frihedsbrevet, at fonden ikke selv bare må beslutte, at lånene kun skal gives til DSU’ere, hvis det ikke er det, som vedtægterne siger.
“Lånene er i princippet ugyldige og givet på et ulovligt grundlag. Og det kan også betyde, at andre ansøgere til lånene, som ikke har været medlem af DSU, er blevet afvist på et forkert grundlag,” siger Søren Bergenser.
Hovsa. Den er vist helt gal i cigarkassen, som man siger.
Den søde mortenstid
Pokkers. Nu fik det alligevel en lidt mismodig klang her på falderebet, selvom min klare intention var det omvendte. Sådan kan og vil jeg ikke slutte, for det er jo første mortensdag, som er årets vigtigste dag, næst efter mortensaften selvfølgelig. Det kan godt være, at første mortensdag ikke er så stor herhjemme, men det er den i udlandet. Vidste du for eksempel at man i både England og USA først pakker sine mortensgaver op morgenen efter mortensaften? Den er god nok, det har Mette Thiesen selv fortalt mig.
Jeg håber, du får en rigtig god weekend.
Bedste hilsner
Kristoffer Eriksen, chefredaktør, Frihedsbrevet
PS: Vores tegner Malthe Emil Kibsgaard synes virkelig, at Mette Thiesen ligner skuespillerinden Sigourney Weaver, der blandt andet er kendt fra filmen Alien, så ugens illustration afspejler det.