Flemming Rose

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske geopolitiske analytiker Carlos Roa om det nye, amerikanske imperium og det, han kalder en Amerikansk Sfære Doktrin. Vi talte om logikken bag Trump-regeringens kursskifte og nye prioriteter i amerikansk udenrigspolitik; om historiske fortilfælde, når det gælder den indenrigspolitiske krise; hvad det betyder for Europa, og hvorfor Trumps tarifpolitik ikke nødvendigvis vil ende som en fiasko. Carlos Roa er i øjeblikket gæsteforsker ved The Danube Institute i Budapest, en tænketank, der blev etableret i 2013 af den britiske premierminister Margaret Thatchers tidligere rådgiver og taleskriver, John O’Sullivan. Tænketanken står på et konservativt og klassisk liberalt fundament. Carlos Roa er uddannet på Georgetown University’s Walsh School of Foreign Service i den amerikanske hovedstad. Han har tidligere været chefredaktør for tidsskriftet The National Interest, hvor repræsentanter for den realistiske skole i amerikansk udenrigspolitik ofte kommer til orde. Roa har sine familierødder i Mexico og Costa Rica, hvor jeg fangede ham dagen efter hans brors bryllup. Hans bedstefar begyndte som bonde i Mexico, men interesserede sig for udenrigspolitik og endte med at gøre karriere inden for diplomatiet, så Roa er vokset op med at læse det britiske magasin The Economist og følge med i, hvad der sker i verden.

Kan man kritisere Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og den politiske og økonomiske orden, der siden 2019 er blevet etableret under ham, og som har taget fart efter den russiske invasion i februar 2022? Ikke i Danmark, hvor personkulten omkring Zelenskyj har nået religiøse højder. Den ukrainske præsidents beundrere stempler al kritik som gudsbespottelse og blasfemi og reagerer emotionelt som troende, der føler, at deres helligdom er blevet udsat for hån, spot og latterliggørelse. Til forskel fra danskerne sparer Andrii Baumeister, en af Ukraines førende filosoffer, ikke på krudtet. Han er af den opfattelse, at Ukraine under Zelenskyj har bevæget sig fra demokrati i retning af et stadig mere undertrykkende og totalitært styre. Det har jeg talt med ham om i denne uges Fri Tænkning. 

Til den uges Fri Tænkning har jeg talt med den tidligere diplomat Ian Proud, der var ansat i den britiske udenrigstjeneste fra 1999 til 2023. Den 57-årige Proud udsendte for nylig sine erindringer om fem år på den britiske ambassade i Moskva i perioden fra 2014 til 2019, hvor han havde til opgave at komme med forslag til, hvordan man kunne sanktionere Rusland; en opgave, han også havde, da Rusland i 2022 invaderede Ukraine. Bogens titel er 'A Misfit in Moscow: How British Diplomacy in Russia Failed'.  Proud var i 2013 ansvarlig for organiseringen af G8-topmødet i Nordirland, det sidste med deltagelse af Vladimir Putin, som blev ekskluderet året efter som følge af annekteringen af Krim. Proud beskriver selv samarbejdet med premierministerens kontor i Downing Street som et kaotisk mareridt. Proud stod også bag organiseringen af London Konferencen om Libyen i 2012, hvor 50 udenrigsministre og FN’s generalsekretær deltog, og i 2010 var han udsendt til Helmand-provinsen i Afghanistan med ansvar for strategisk kommunikation, hvor han gjorde tjeneste side om side med den danske styrke, og før da tjente han fire år på den britiske ambassade i Bangkok. Ian Proud var en af den britiske udenrigstjenestes mest anerkendte kriseeksperter. Han håndterede den britiske respons til et jordskælv i Indien, var involveret i reaktionen på terrorangrebet på USA i 2001, terrorangrebet på Bali i 2002, tsunamien i det sydøstlige Asien i 2004, Det Arabiske Forår i 2011, den japanske tsunami og ulykken på Fukushima-atomkraftværket i 2011 og det russiske nervegasangreb i Salisbury i 2018.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Almut Rochowanski, der har en lang karriere bag sig inden for internationalt bistandsarbejde. Hun har især arbejdet med ngo’er i det tidligere Sovjetunionen, nærmere bestemt Ukraine, Rusland, Georgien og Moldova.  Rochowanski er født og opvokset i Østrig. Som ganske ung drømte hun om en karriere som diplomat, hvor hun kunne arbejde med konfliktløsning i en stor international organisation såsom FN eller EU. Den drøm blev født af 1990’ernes krige i det daværende Jugoslavien og under den første tjetjenske krig i midten af 1990’erne, hvor hun var på studieophold i Rusland.  Derfor begyndte Rochowanski at studere jura og international politik, som bragte hende til USA, hvor hun fik sit første job hos den ungarsk fødte amerikanske filantrop George Soros’ Open Society Foundation, der havde etableret sig overalt i den tidligere østblok med henblik på at støtte civilsamfundet. Rochowanski følte, at det her var lettere at gøre en forskel og skabe forandringer end i en tung og bureaukratisk organisation som FN. I dag bor Rochowanski i New York, hvor hun er tilknyttet tænketanken the Quincy Institute.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en af Ruslands førende udenrigspolitiske analytikere, Fjodor Lukjanov. Vores snak fandt sted, umiddelbart før Donald Trump ringede til Vladimir Putin og gav det officielle startskud til forhandlinger mellem Moskva og Washington, som hvis alt går, som Trump ønsker, skal munde ud i en afslutning på krigen i Ukraine og et topmøde mellem Putin og Trump – måske i Saudi-Arabien, men det er alt sammen fortsat uvist. Den 58-årige Lukjanov er chefredaktør for Ruslands svar på det amerikanske magasin Foreign Affairs, et job, han har haft siden 2002. Han er desuden vært på et ugentligt udenrigsmagasin på russisk tv, som kan ses på YouTube.  Lukjanov kommenterer også løbende udenrigspolitik i flere russiske medier. Han er forskningsdirektør for tænketanken Valdai Forum, hvor han hvert år interviewer Vladimir Putin, en seance, der sjældent varer under tre timer og transmitteres direkte i russisk tv.  Lukjanov er endvidere formand for den udenrigspolitiske tænketank Council on Foreign and Defense Policy, og han sidder også i bestyrelsen for Russian Council on Foreign Relations, som er knyttet til det russiske udenrigsministerium. Endelig er han forskningsprofessor ved Den Højere Økonomiske Skole i Moskva. Lukjanov er med andre ord tilknyttet en række institutioner, som er involveret i formuleringen af russisk udenrigspolitik, og derfor er han havnet på Ukraines og Canadas sanktionsliste. Det kommer ikke bag på ham. ”Det er desværre en generel tendens. Vi bliver sat på vestlige lister, og det russiske udenrigsministerium svarer igen med sine lister.” Vi talte om Lukjanovs indtryk af sin mangeårige dialog med Putin, om den russiske præsident har forandret sig, om hvorfor Ruslands såkaldte militære specialoperation i Ukraine, der har udviklet sig til en opslidende krig, ikke er den bedste måde at løse et sikkerhedspolitisk problem på, selv hvis krigen skulle ende med en total russisk sejr. Vi talte også om den udbredte opfattelse i Vesten om, at Rusland er på vej til at blive en kinesisk vasalstat, og at Ruslands udenrigspolitiske kurs og udvikling står og falder med Vladimir Putin. Endelig talte vi om baggrunden for bruddet mellem Rusland og Vesten, om det er definitivt og om, hvordan Moskva er ved at tilpasse sin kurs i forhold til det tidligere Sovjetunionen til ny en verden, hvor Rusland ikke længere sidder for bordenden og kan diktere sin vilje til nabolandene, og om hvorfor Fjodor Lukjanov ikke ser verden som hverken unipolær, bipolær eller multipolær.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg læst en fascinerende beretning om et relativt nyt fænomen i USA: Folk der flytter fra demokratisk kontrollerede stater som Californien, Illinois, New York og Minnesota, hvor den ideologiske drejning i retning af identitetspolitik og woke er slået igennem især i undervisningssystemet, til stater, hvor Republikanere er ved magten.

Vidste du, at kun cirka seks procent af de drivhusgasser, der bliver lukket ud i atmosfæren, er menneskeskabte? Det gjorde jeg ikke, indtil Andrej Melnitjenko, en af Ruslands rigeste og formand for Det Russiske Industriforbunds udvalg for klimapolitik og CO2-regulering, gjorde mig opmærksom på det. Det er de seks procent, verden årligt bruger tre-fem billioner dollar på at bekæmpe, men hvad med de resterende 94 procent?  Ifølge Melnitjenko findes der metoder til at bekæmpe dem, men det indebærer menneskets indgriben i naturen med henblik på at påvirke klima og miljø, for eksempel ved at tilbagekaste solens stråling på forskellig vis og på den måde sænke temperaturen. Den slags metoder går under navnet geoengineering.  Og i øvrigt er det ifølge Melnitjenko muligt, at naturens udledning af drivhusgasser, de såkaldte metan-bomber, nu sker i et tempo og omfang, som gør det meningsløst at bekæmpe den globale opvarmning.  Det og meget andet talte jeg om med den 52-årige Melnitjenko, da jeg for nylig mødte ham i Dubai, hvor han har slået sig ned med sin familie, efter at han i marts 2022 blev sat på EU’s sanktionsliste i forlængelse af den russiske invasion af Ukraine. Det handlede første del af vores samtale om.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en modsætning i vestlige lederes retorik i forhold til krigen i Ukraine. På den ene side demonstrerer den ukrainske befolkning og den ukrainske hær en vigende lyst og vilje til at fortsætte krigen. Ikke mindst, fordi udsigten til en sejr forekommer stadig mindre sandsynlig. Alligevel insisterer mange vestlige ledere, især i Europa, på, at tiden endnu ikke er moden til forhandling, og at Ukraine skal fortsætte krigen og sænke den værnepligtige alder fra 25 år til 18 år, selvom der er en risiko for, at situationen på slagmarken om et halvt eller helt år vil være endnu mere katastrofal for Ukraine. Hvordan hænger det sammen? Desuden ser jeg på præsident Donald Trumps forsøg på at lægge pres på Vladimir Putin for at få krigen afsluttet. I den forbindelse rejser spørgsmålet sig: Hvilke sanktioner og politiske indgreb Trump har til rådighed, og hvordan vil de virke? Til forskel fra sine europæiske kolleger ønsker Trump forhandlinger og krigen afsluttet hurtigst muligt, og til forskel fra sin forgænger er han parat til en diplomatisk offensiv og direkte forhandlinger med Vladimir Putin. Trumps udfordring er, at han ikke har så mange redskaber til sin rådighed i bestræbelser på at tvinge Putin til forhandlingsbordet på sine præmisser. Især fordi Trump ikke ønsker en direkte krig med Rusland. 

Andrej Melnitjenko er en af Ruslands rigeste mænd. På trods af sanktioner fra EU, griner han hele vejen til banken fra sit hjem i Dubai. Flemming Rose har interviewet ham om Vestens sanktionspolitik. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den politiske filosof Nathan Pinkoski. Det har jeg, fordi Pinkoski i efteråret offentliggjorde et opsigtsvækkende essay med titlen Actually Existing Postliberalism i tidsskriftet First Things, der blev grundlagt i 1989 af en lutheransk præst ved navn Richard John Neuhaus, som senere blev katolik.  Ifølge Pinkoski er hans essay et forsøg på at sætte ord på, hvordan det liberale samfund i USA og Europa de seneste årtier er blevet afviklet. Han har fundet både højre- og venstrefløjens kritik af henholdsvis woke-kultur og identitetspolitik på den ene side og økonomisk ulighed på den anden for utilstrækkelige. I stedet ser Pinkoski i sit essay på de institutionelle forandringer, Vesten har undergået siden 1989. Hans konklusion er, at det er Vestens liberale regeringer i USA og EU, der har begravet liberalismen ved systematisk at underminere fundamentale liberale principper – ikke Donald Trump eller populistiske regeringer og bevægelser i Europa.  Han indleder sit essay med ordene: “Det 20. århundredes civilisation er kollapset.” Det er et skjult citat fra den ungarsk fødte politiske økonom Karl Polanyis klassiske værk fra 1944 The Great Transformation: The Political and Economic Origins of Our Time, som begynder med sætningen: ”Det 19. århundredes civilisation er kollapset.”