Flemming Rose

Lad os begynde med et paradoks: Donald Trump og hans tilhængere i det republikanske parti samt traditionelle venstreorienterede, der er optaget af social og økonomisk ulighed, har de seneste ti år kritiseret den identitetspolitiske woke-bølge sønder og sammen, men netop, som denne bølge er ved at aftage, er præsident Trump med sin politik måske i færd med at bane vej for den næste woke-bølge.     Det mener Musa al-Gharbi, professor i sociologi ved Stony Brook University og  forfatter til en rasende interessant ny bog med titlen We Have Never Been Woke og undertitlen The Cultural Contradictions of a New Elite. Titlens “vi” henviser til den tredjedel af den amerikanske befolkning, der ifølge al-Gharbi kan beskrives som “symbol-kapitalister”, altså dem, der er ansat i den såkaldte vidensøkonomi, og som han som universitetsprofessor selv tilhører. Det gælder folk inden for en lang række fag og brancher: Akademikere, journalister, kunstnere, ansatte i IT-branchen, reklamefolk og folk i PR-branchen, kommunikationsfolk, jurister og advokater, ingeniører, ansatte i underholdningsindustrien, konsulent- og forlagsbranchen, lærere og undervisere, ansatte inden for HR og administration, læger og psykiatere, arkitekter og designere, offentligt ansatte, ngo’er og lignende. Al-Gharbi siger: ”Hvis min teori holder, så vil den næste woke-bølge, lige som de tre foregående, blive drevet af to faktorer: Overproduktion af eliter og forarmelse af den brede befolkning. I sin bestræbelse på at bekæmpe wokeness kan Trump med sin politik ende med at bane vejen for en ny woke-bølge.”  Han tilføjer: ”Trump-administrationen er i gang med at fjerne en masse af de symbolske kapitalisters jobs, og man går også til angreb på mange af de institutioner, der normalt ansætter os, og dermed skaber Trump fundamentet for overproduktionen af eliter og således opfyldelsen af den første forudsætning for en ny woke-bølge. Og i det omfang, at Trumps toldafgifter og andre beslutninger fører til en økonomisk ustabilitet, der sætter gang i en recession, kan det føre til en bredere folkelig forarmelse og dermed opfyldelsen af den anden forudsætning for en ny woke-bølge. Det vil jeg holde øje med.”

I debatten om krigens gang i Ukraine findes der et populært argument for, at det slet ikke står så skidt til på slagmarken for Ukraine, som sortseerne påstår, og at Rusland på ingen måde er på vej til at vinde krigen. Argumentet lyder:  Fronten er stort set stillestående, altså er der tale om en stillingskrig, hvor ingen af parterne ser ud til at få et afgørende overtag. Videre gør fortalerne for dette argument opmærksom på, at Rusland i dag kontrollerer en mindre del af ukrainsk territorium end i begyndelsen af krigen, så i det store billede er det absurd at påstå, at russerne har fat i den lange ende.  Læg hertil, siger forfægtere af dette synspunkt, at Rusland har lidt gigantiske tab både i menneskeliv, antal sårede og militært isenkram. Moskva, lyder det, har svært ved at erstatte disse tab, så hvis Ukraine holder ud længe nok, så vil man med Vestens hjælp kunne vinde krigen. Holder den analyse? Ikke hvis man konsulterer Alex Vershinin, oberstløjtnant i den amerikanske hær med ti års erfaring ved fronten i Irak og Afghanistan. Han er knyttet til den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI) med særlig ekspertise i industri-kapacitet og indkøb af materiel og teknologi til nationale forsvar med henblik på at realisere sikkerhedsstrategier. Vershinin har siden krigens start i en række artikler forsøgt at råbe vestlige regeringer op. Ifølge Vershinin er den første del af den anførte argumentation irrelevant for krigens gang; altså spørgsmålet om, hvor stor en del af Ukraine den russiske hær kontrollerer, mens den andel del, nemlig påstanden om, at omfanget af de russiske tab skulle være gigantisk sammenholdt med de ukrainske, sandsynligvis er en sandhed med modifikationer. Sandsynligvis, fordi ingen af de krigsførende parter har offentliggjort deres virkelige tabstal, det er en velbevaret statshemmelighed og en del af informationskrigen, men der findes både på den russiske og ukrainske side uafhængige kilder, der indsamler data, som også bliver analyseret af vestlige iagttagere.  Før vi ser nærmere på Vershinins forklaring på, hvorfor man i Ukraine skal være forsigtig med at vurdere krigens gang ved at fokusere på, hvor meget territorium parterne kontrollerer, og vurdere de sandsynlige tabstal, kaster vi et blik på den bredere baggrund for Vershinins tilgang til moderne krig.

I begyndelsen af 2020 mødtes Mark Medish med en lille gruppe kollegaer fra den politiske verden i Washington, rådgivere, advokater og folk med udenrigs- og sikkerhedspolitisk erfaring. Den direkte anledning var pandemien, og hvordan den i et valgår kunne påvirke institutioner og politiske beslutninger i USA. Flere af deltagerne havde været vant til at lave risikoanalyser af lande ude i verden, mens deres eget land, USA, altid havde været risikofrit. Det havde ændret sig. Gruppen mødtes flere gange og begyndte at gennemspille scenarier for, hvad der kunne gå galt, og et af dem lignede det drama, der udspillede sig den 6. januar 2021 ved Kongressen i Washington, hvor det i forbindelse med godkendelsen af Donald Trumps valgnederlag til Joe Biden kom til voldelige sammenstød. Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mark Medish om det, han beskriver som USA's igangværende forfatningskrise, og som han selv og hans kollegaer de seneste fem år har beskrevet og analyseret i en række essays, seminarer og debatter med fokus på ukonventionelle trusler mod Amerikas politiske orden. Medish har 30 års erfaring fra de politiske inderkredse i Washington. Han er registreret demokrat, og under præsident Bill Clinton i 1990’erne sad han på topposter i Det Hvide Hus og finansministeriet. Siden da har han arbejdet som international advokat og med strategisk rådgivning over det meste af verden, og han har også en fortid som vicepræsident for tænketanken Carnegie i den amerikanske hovedstad. Endelig er han medstifter af foreningen Keep Our Republic, der bedriver folkeoplysning om den amerikanske models fundament og retsstaten.

For 10-15 år siden var jeg til et middagsselskab med en højtstående dansk embedsmand. Det meste af aftenen blev der snakket udenrigspolitik, og på et tidspunkt henledte jeg embedsmandens opmærksomhed på det stadigt tættere forhold mellem Kina og Rusland, som nu også omfattede fælles militærøvelser ude i Fjernøsten. Måske, spurgte jeg, er det på tide at følge den udvikling tættere, måske bliver det et problem for os i Vesten? Embedsmanden viftede afværgende med hænderne og sagde: Nej, nej, Rusland og Kina vil aldrig få et tæt forhold, de er dybt mistænksomme overfor hinanden, så det er der ingen grund til at være bekymret for. Som bekendt er det ikke gået, som embedsmanden forudsagde, og lidt af den samme ønsketænkning var vi vidne til for tre år siden efter den russiske invasion af Ukraine, hvor mange i vores del af verden troede, at Kina ville tilslutte sig Vestens fordømmelse af Rusland og lægge sin nabo på is. Kina valgte i stedet en interessedrevet kurs i forhold til krigen, som trumfede normer og værdier – et valg, et flertal af de kinesiske eliter ifølge et nyligt essay på den kinesiske nyhedsside Guancha forfattet af den sikkerhedspolitiske ekspert Chen Yawen er ganske godt tilfredse med.  Samhandlen mellem de to lande er siden krigsudbruddet vokset eksplosivt og rundede sidste år 244,8 milliarder dollar, det højeste nogensinde. I 2021, altså før krigen, tegnede Kina sig for 18 procent af Ruslands samhandel med omverdenen, mens EU stod for godt halvdelen, 51 procent. Sidste år var Kinas andel af Ruslands udenrigshandel vokset til 34 procent, altså næsten en fordobling på bare tre år. For at tage temperaturen på det russisk-kinesiske forhold fra et amerikansk perspektiv har jeg talt med Brian Carlson, der er professor på US Army War College i Pennsylvania, hvor han forsker i sikkerhed i Stillehavsregionen med særligt fokus på forholdet mellem Kina og Rusland.  For en god ordens skyld: I denne sammenhæng taler Brian Carlson på egne vegne, ikke på vegne af det universitet, han er ansat på. Brian Carlson har boet en årrække i både Rusland og Kina, så han kan vurdere situationen set fra både Moskva og Beijing.

CIA har frigivet mere end 60.000 sider hemmeligholdt materiale om mordet på JFK. Men hvad står der egentlig bag de sorte bjælker? Og fører de nye oplysninger verden tættere på en opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord? En af sagens største eksperter, graverjournalisten Jefferson Morley, som Flemming Rose tidligere har interviewet, er i ikke i tvivl. Hør hans vurdering i denne uges Fri Tænkning.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske geopolitiske analytiker Carlos Roa om det nye, amerikanske imperium og det, han kalder en Amerikansk Sfære Doktrin. Vi talte om logikken bag Trump-regeringens kursskifte og nye prioriteter i amerikansk udenrigspolitik; om historiske fortilfælde, når det gælder den indenrigspolitiske krise; hvad det betyder for Europa, og hvorfor Trumps tarifpolitik ikke nødvendigvis vil ende som en fiasko. Carlos Roa er i øjeblikket gæsteforsker ved The Danube Institute i Budapest, en tænketank, der blev etableret i 2013 af den britiske premierminister Margaret Thatchers tidligere rådgiver og taleskriver, John O’Sullivan. Tænketanken står på et konservativt og klassisk liberalt fundament. Carlos Roa er uddannet på Georgetown University’s Walsh School of Foreign Service i den amerikanske hovedstad. Han har tidligere været chefredaktør for tidsskriftet The National Interest, hvor repræsentanter for den realistiske skole i amerikansk udenrigspolitik ofte kommer til orde. Roa har sine familierødder i Mexico og Costa Rica, hvor jeg fangede ham dagen efter hans brors bryllup. Hans bedstefar begyndte som bonde i Mexico, men interesserede sig for udenrigspolitik og endte med at gøre karriere inden for diplomatiet, så Roa er vokset op med at læse det britiske magasin The Economist og følge med i, hvad der sker i verden.

Kan man kritisere Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og den politiske og økonomiske orden, der siden 2019 er blevet etableret under ham, og som har taget fart efter den russiske invasion i februar 2022? Ikke i Danmark, hvor personkulten omkring Zelenskyj har nået religiøse højder. Den ukrainske præsidents beundrere stempler al kritik som gudsbespottelse og blasfemi og reagerer emotionelt som troende, der føler, at deres helligdom er blevet udsat for hån, spot og latterliggørelse. Til forskel fra danskerne sparer Andrii Baumeister, en af Ukraines førende filosoffer, ikke på krudtet. Han er af den opfattelse, at Ukraine under Zelenskyj har bevæget sig fra demokrati i retning af et stadig mere undertrykkende og totalitært styre. Det har jeg talt med ham om i denne uges Fri Tænkning. 

Til den uges Fri Tænkning har jeg talt med den tidligere diplomat Ian Proud, der var ansat i den britiske udenrigstjeneste fra 1999 til 2023. Den 57-årige Proud udsendte for nylig sine erindringer om fem år på den britiske ambassade i Moskva i perioden fra 2014 til 2019, hvor han havde til opgave at komme med forslag til, hvordan man kunne sanktionere Rusland; en opgave, han også havde, da Rusland i 2022 invaderede Ukraine. Bogens titel er 'A Misfit in Moscow: How British Diplomacy in Russia Failed'.  Proud var i 2013 ansvarlig for organiseringen af G8-topmødet i Nordirland, det sidste med deltagelse af Vladimir Putin, som blev ekskluderet året efter som følge af annekteringen af Krim. Proud beskriver selv samarbejdet med premierministerens kontor i Downing Street som et kaotisk mareridt. Proud stod også bag organiseringen af London Konferencen om Libyen i 2012, hvor 50 udenrigsministre og FN’s generalsekretær deltog, og i 2010 var han udsendt til Helmand-provinsen i Afghanistan med ansvar for strategisk kommunikation, hvor han gjorde tjeneste side om side med den danske styrke, og før da tjente han fire år på den britiske ambassade i Bangkok. Ian Proud var en af den britiske udenrigstjenestes mest anerkendte kriseeksperter. Han håndterede den britiske respons til et jordskælv i Indien, var involveret i reaktionen på terrorangrebet på USA i 2001, terrorangrebet på Bali i 2002, tsunamien i det sydøstlige Asien i 2004, Det Arabiske Forår i 2011, den japanske tsunami og ulykken på Fukushima-atomkraftværket i 2011 og det russiske nervegasangreb i Salisbury i 2018.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Almut Rochowanski, der har en lang karriere bag sig inden for internationalt bistandsarbejde. Hun har især arbejdet med ngo’er i det tidligere Sovjetunionen, nærmere bestemt Ukraine, Rusland, Georgien og Moldova.  Rochowanski er født og opvokset i Østrig. Som ganske ung drømte hun om en karriere som diplomat, hvor hun kunne arbejde med konfliktløsning i en stor international organisation såsom FN eller EU. Den drøm blev født af 1990’ernes krige i det daværende Jugoslavien og under den første tjetjenske krig i midten af 1990’erne, hvor hun var på studieophold i Rusland.  Derfor begyndte Rochowanski at studere jura og international politik, som bragte hende til USA, hvor hun fik sit første job hos den ungarsk fødte amerikanske filantrop George Soros’ Open Society Foundation, der havde etableret sig overalt i den tidligere østblok med henblik på at støtte civilsamfundet. Rochowanski følte, at det her var lettere at gøre en forskel og skabe forandringer end i en tung og bureaukratisk organisation som FN. I dag bor Rochowanski i New York, hvor hun er tilknyttet tænketanken the Quincy Institute.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en af Ruslands førende udenrigspolitiske analytikere, Fjodor Lukjanov. Vores snak fandt sted, umiddelbart før Donald Trump ringede til Vladimir Putin og gav det officielle startskud til forhandlinger mellem Moskva og Washington, som hvis alt går, som Trump ønsker, skal munde ud i en afslutning på krigen i Ukraine og et topmøde mellem Putin og Trump – måske i Saudi-Arabien, men det er alt sammen fortsat uvist. Den 58-årige Lukjanov er chefredaktør for Ruslands svar på det amerikanske magasin Foreign Affairs, et job, han har haft siden 2002. Han er desuden vært på et ugentligt udenrigsmagasin på russisk tv, som kan ses på YouTube.  Lukjanov kommenterer også løbende udenrigspolitik i flere russiske medier. Han er forskningsdirektør for tænketanken Valdai Forum, hvor han hvert år interviewer Vladimir Putin, en seance, der sjældent varer under tre timer og transmitteres direkte i russisk tv.  Lukjanov er endvidere formand for den udenrigspolitiske tænketank Council on Foreign and Defense Policy, og han sidder også i bestyrelsen for Russian Council on Foreign Relations, som er knyttet til det russiske udenrigsministerium. Endelig er han forskningsprofessor ved Den Højere Økonomiske Skole i Moskva. Lukjanov er med andre ord tilknyttet en række institutioner, som er involveret i formuleringen af russisk udenrigspolitik, og derfor er han havnet på Ukraines og Canadas sanktionsliste. Det kommer ikke bag på ham. ”Det er desværre en generel tendens. Vi bliver sat på vestlige lister, og det russiske udenrigsministerium svarer igen med sine lister.” Vi talte om Lukjanovs indtryk af sin mangeårige dialog med Putin, om den russiske præsident har forandret sig, om hvorfor Ruslands såkaldte militære specialoperation i Ukraine, der har udviklet sig til en opslidende krig, ikke er den bedste måde at løse et sikkerhedspolitisk problem på, selv hvis krigen skulle ende med en total russisk sejr. Vi talte også om den udbredte opfattelse i Vesten om, at Rusland er på vej til at blive en kinesisk vasalstat, og at Ruslands udenrigspolitiske kurs og udvikling står og falder med Vladimir Putin. Endelig talte vi om baggrunden for bruddet mellem Rusland og Vesten, om det er definitivt og om, hvordan Moskva er ved at tilpasse sin kurs i forhold til det tidligere Sovjetunionen til ny en verden, hvor Rusland ikke længere sidder for bordenden og kan diktere sin vilje til nabolandene, og om hvorfor Fjodor Lukjanov ikke ser verden som hverken unipolær, bipolær eller multipolær.