Flemming Rose

Hvad kan Ringenes Herre fortælle os om filosofi? Den tyske forfatter Wolfram Eilenberger er en af vor tids ypperste formidlere af filosofi, og hans prisvindende trilogi om det 20. århundredes filosofi er netop udkommet på dansk. Et projekt, han kalder filosofiens Ringenes Herre. Men er filosofi stadig relevant i en verden præget af AI og digitale platforme? Det spørger Flemming Rose forfatteren om i denne uges Fri Tænkning.

Tro det eller ej, men i de første otte år som Ruslands præsident insisterede Vladimir Putin ufravigeligt på sit lands europæiske rødder og fremtid. Faktisk helt frem til 2022 og den russiske invasion af Ukraine, hvor der sker et radikalt skifte i den officielle russiske diskurs. Men hvorfor? Og hvad siger det om den russiske selvforståelse? Det har professor Paul Robinson, der er tidligere efterretningsofficer i den britiske hær, et ret godt bud på.

Til denne uges Fri Tænkning har Flemming Rose læst den schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empolis fascinerende og tankevækkende essay Rovdyrenes tid, der udkom på dansk i den forgangne uge.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den politiske filosof Jason Brennan, forfatter til bogen Against Democracy. Brennan er til daglig professor på Georgetown University i Washington D.C., hvor han forsker i grænseområdet mellem filosofi, statskundskab og økonomi med fokus på etisk ledelse og demokratisk teori. Han er også chefredaktør for fagtidsskriftet Philosophy and Public Affairs og forfatter til en lang række bøger. Vi talte om, hvad der er galt med demokratiet, om der findes alternativer, og om hvorfor politisk engagement har det med at få det værste frem i folk og gøre dem dumme, ulykkelige og vrede.  Det er en udbredt opfattelse, at der bør være respekt for politisk engagement i et demokrati; at det er beundringsværdigt at engagere sig lidenskabeligt i politik i et demokrati for at realisere det, man tror på; at vi med ærefrygt bør hylde vores demokratiske styreform. Ifølge Jason Brennan ser virkeligheden anderledes ud. Med henvisning til et hav af studier og eksperimenter i politisk psykologi konkluderer han, at politisk deltagelse i et demokrati underminerer gensidig respekt og hensyntagen. Demokratisk politik får os ofte til at hade hinanden, selv når der ikke er grund til det.  Og endnu værre: Den konflikt mellem dem og os, som præger demokratisk politik, tager vi med os ind på andre områder i samfundet, for eksempel i forbindelse med rekruttering af medarbejdere, hvor studier i USA viser, at demokratiske chefer foretrækker demokratiske medarbejdere i en situation, hvor en jobansøger med republikansk baggrund er klart bedre kvalificeret, og omvendt. I et demokrati som det amerikanske får politiske debatter om trivielle spørgsmål ligeledes ofte et apokalyptisk skær, selv om det ikke drejer sig om eksistentielle anliggender eller om den fundamentale indretning af samfundet: Skal marginalskatten hæves eller sænkes med tre procent? Skal der afsættes fem procent færre eller flere penge til uddannelsessektoren? Det strides politikerne og deres vælgere om, som om jorden er ved at gå under. Jason Brennan mener, at der er tre grunde til, at politik gør os til situationsbestemte fjender. For det første, fordi politiske beslutninger altid omfatter et begrænset antal muligheder; for det andet, fordi politiske beslutninger er monopolistiske; alle tvinges til at acceptere den samme løsning, og for det tredje, fordi politiske beslutninger i sidste ende påtvinges borgerne ufrivilligt og om nødvendigt med magt.  For at illustrere sin pointe spørger Brennan, hvordan det ville være, hvis vi som borgere skulle afholde demokratiske afstemninger om, hvilken pizza vi skal købe, eller hvilken popstjerne vi skal lytte til. Derfor mener Brennan, at vi skal overlade så få anliggender som muligt til det politiske system.

I denne uge forsøger jeg at efterprøve en påstand om, at vi i krigen i Ukraine ikke kommer nogen vegne, uden at der lægges pres på Putin – militært og økonomisk. Umiddelbart lyder det logisk, men findes der konkrete eksempler, og hvad indikerer de?  Jeg begyndte afvigte uge med at tænde for P1 Morgen og fangede en snert af Radioavisen, hvor en såkaldt ekspert forklarede lytterne, at præsident Trump efter sidste weekends russiske angreb på Ukraine måske er ved at indse det, som alle andre, der gennem de forgangne tre år har beskæftiget sig med krigen, har sagt hele tiden, nemlig at man uden pres på Putin ingen vegne kommer. Før vi ser nærmere på det udsagn, følger her lidt baggrund om Trump og den aktuelle situation omkring Ukraine. Det, den nævnte ekspert henviste til, var, at Trump i et af sine mange humørskift havde erklæret, at den russiske præsident var blevet vanvittig, fordi russerne havde eskaleret deres angreb på ukrainsk infrastruktur, hvor 12 mennesker blev dræbt, og dagen efter fulgte Trump op med en advarsel til Putin om, at denne legede med ilden, og at han ikke ville afvise nye sanktioner mod Rusland.  Det endte med, at Trump gav Putin en frist på to uger til at demonstrere sin vilje til forhandlinger og fred, noget han har gjort to gange før, hvilket indikerer, at Trump ikke er særlig systematisk, og at der i hans inderkreds findes diametralt modsatte holdninger til, hvordan man skal håndtere krigen i Ukraine – som the Clash synger: “Should I stay, or should I go?”   For godt en måned siden havde Trump efter lignende russiske angreb på den ukrainske hovedstad Kyiv på sociale medier bedt Putin om at stoppe og få lukket en fredsaftale. Derpå havde de to præsidenter en to timer lang telefonsamtale, som de begge kommenterede positivt, og Trumps efterfølgende udtalelser indikerer, at han accepterede Putins tilgang, nemlig at Rusland og Ukraine skal blive enige om en fredsaftale, altså betingelserne for fred, før krigshandlingerne bliver indstillet, mens Ukraine og de europæiske lande kræver en betingelsesløs våbenhvile først og derpå videre snak om en fredsaftale.  Ifølge Moskva ønsker man en bindende fredsaftale først, fordi man i tilfælde af en betingelsesløs våbenhvile ikke tror på, at man kan få Ukraine og Vesten til at acceptere sine krav til det, som Kreml ser som en varig løsning på konflikten: Permanent ukrainsk neutralitet, reetablering af rettigheder for de russisktalende i Ukraine og for den ukrainske ortodokse kirke samt et loft for, hvor stor en hær og hvilke våben, Ukraine må have. Endelig kræver Rusland, at ukrainske tropper forlader de fire regioner, som Rusland annekterede i efteråret 2022, hvoraf man kun kontrollerer omkring 75-80 procent. De krav kan næppe realiseres uden et ukrainsk kollaps på slagmarken eller et regimeskifte i Kyiv, der indebærer en radikal ændring i Ukraines udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering og en anden samfundsmodel. Kreml er af den opfattelse, at man kan nå sine mål på slagmarken, men siger, at man foretrækker en forhandlingsløsning, hvor man får sine krav opfyldt.  Europæerne har som nævnt sammen med Ukraine argumenteret for en betingelsesløs våbenhvile. Den 11. maj skrev Frankrigs præsident Emmanuel Macron således på sine sociale medier:  ”Der kan ikke være forhandlinger, mens våbnene taler. Der kan ikke være nogen dialog på samme tid, som civile bliver bombet. Der er brug for en våbenhvile, så forhandlinger kan begynde.” Det lyder smukt og rigtigt, men har ingen basis i den historiske erfaring. Krigsførende parter fortsætter som regel med at slås, når de sætter sig til forhandlingsbordet, for ingen ved jo, hvordan forhandlingerne ender, og hvis man under forhandlingerne kan styrke sin position på slagmarken, smitter det selvfølgelig af på ens muligheder ved forhandlingsbordet. Macron burde fra sit eget lands krigshistorie vide, at en betingelsesløs våbenhvile hører til sjældenhederne. Tag for eksempel afslutningen på Første Verdenskrig, hvor Tyskland i november 1918 henvendte sig til USA's præsident Woodrow Wilson med ønske om en våbenhvile. De allierede svarede tyskerne, at det var de parate til, men kun på en række betingelser, som afspejlede situationen på slagmarken, nemlig at den tyske hær var slidt op. Så da tyskerne mødte op i en togvogn i en skov nord for Paris for at forhandle med Macrons landsmand, en marskal ved navn Ferdinand Foch, blev de præsenteret for en lang liste af betingelser, som de var nødt til at sige ja til. Rækken af eksempler fra det 20. århundrede på, at kamphandlinger fortsætter, mens man forhandler, er lang. Den omfatter den sovjetisk-afghanske krig i 1980’erne, to krige med USA's deltagelse, nemlig først Korea-krigen og dernæst Vietnam-krigen, og endnu en krig, hvor Macrons Frankrig var indblandet, nemlig konflikten mellem den franske centralmagt og oprørsbevægelsen i Algeriet, hvor der også blev bombet og skudt, mens man førte forhandlinger. Derfor er der i princippet ingen modsætning mellem på den ene side at opfordre til forhandlinger og føre forhandlinger og på den anden at fortsætte sine bombardementer, selvom det modsatte også kan være tilfældet.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den finske psykiater Jaakko Seikkula, der er aktuel med bogen 'Hvorfor Dialoger Helbreder – hvad gør dialoger enestående og succesfulde i vanskelige kriser?' Seikkula er professor i psykoterapi ved Jyväskylä Universitet og en internationalt anerkendt familieterapeut og forsker.  Fra 1981 til 1998 var han chefpsykolog ved Keropudas Hospital i Tornio i det vestlige Lapland tæt på polarcirklen, hvor han udviklede en ny behandlingsmetode, som han kalder åben dialog.  Det er en psykoterapeutisk metode, der med udgangspunkt i øjeblikket fokuserer på relationer mellem patienter, behandlere og omgangskredse i behandlingen af mennesker i krise eller med en psykisk lidelse. Resultaterne har været så positive og vedvarende, at metoden nu praktiseres over det meste af verden, selvom den endnu ikke er blevet en del af den etablerede psykiatri.  Jaakko Seikkula er udover den aktuelle bog forfatter til to andre bøger på dansk, 'Åben Dialog og Netværkssamarbejde' fra 2008 og 'Åben Dialog i Relationel Praksis' fra 2014, som blev til i samarbejde med en norsk kollega.

De seneste par uger har 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig fyldt meget i den globale offentlighed. Donald Trump har flere gange gjort opmærksom på, at det var USA, der vandt krigen, mens Xi Jinping og Vladimir Putin har fremhævet deres landes bidrag til sejren over fascismen i Europa og Asien.  Den slags er ikke nyt. Parterne er også uenige om, hvornår krigen begyndte. For USA begyndte den, da Japan i december 1941 angreb Pearl Harbor, mens den ifølge den russiske fortælling blev indledt i juni 1941, da Hitler invaderede Sovjetunionen. Kineserne var længe af den opfattelse, at Anden Verdenskrig tog sin begyndelse med den kinesisk-japanske krig i 1937, men har i den officielle udlægning nu flyttet startskuddet til den japanske besættelse af Manchuriet i 1931, mens europæerne betragter nazisternes invasion af Polen i 1939 som krigens begyndelse.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med forfatteren til en bog, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ikke bryder sig om. Den ukrainske præsidents uvilje mod bogen er så stærk, at han har indført sanktioner mod forfatteren, og bogen er så sprængfarlig, at intet forlag i Ukraine tør udgive den. Titlen er Jokeren: Den sande historie om Volodymyr Zelenskyjs vej til magten, og forfatterens navn er Konstantin Bondarenko.  Den 56-årige Bondarenko stammer fra det centrale Ukraine. Han er uddannet historiker med speciale i nationalistiske organisationer, heriblandt Den Ukrainske Oprørshær (UPA) i tiden fra Første Verdenskrig og til og med Anden Verdenskrig. Bondarenko har været strategisk rådgiver for en bred vifte af ukrainske politikere på tværs af det politiske spektrum – heriblandt den vestligt orienterede tidligere præsident Viktor Jusjtjenko og dennes daværende premierminister Julia Timosjenko samt parlamentsformand og den senere provestlige premierminister Arsenij Jatsenjuk. Han har også samarbejdet med Leonid Kutjma, der var præsident i årene 1994-2004. Bondarenko har skrevet flere bøger om Kutjma og betragter ham som den mest effektive ukrainske præsident, siden Ukraine i 1991 fik sin uafhængighed, fordi han på den ene side lagde fundamentet til en markedsøkonomi og på den anden førte en udenrigspolitik, der bevidst balancerede mellem øst og vest, mens efterfølgende præsidenter bragte Ukraine ud af balance ved at gå for meget i den ene eller anden retning. Endelig sad Bondarenko i den forhenværende præsident Viktor Janukovitjs Råd for Humanitære Anliggender. Janukovitj blev afsat i 2014 ved et oprør og havde sin magtbase i det østlige Ukraine. 

Lad os begynde med et paradoks: Donald Trump og hans tilhængere i det republikanske parti samt traditionelle venstreorienterede, der er optaget af social og økonomisk ulighed, har de seneste ti år kritiseret den identitetspolitiske woke-bølge sønder og sammen, men netop, som denne bølge er ved at aftage, er præsident Trump med sin politik måske i færd med at bane vej for den næste woke-bølge.     Det mener Musa al-Gharbi, professor i sociologi ved Stony Brook University og  forfatter til en rasende interessant ny bog med titlen We Have Never Been Woke og undertitlen The Cultural Contradictions of a New Elite. Titlens “vi” henviser til den tredjedel af den amerikanske befolkning, der ifølge al-Gharbi kan beskrives som “symbol-kapitalister”, altså dem, der er ansat i den såkaldte vidensøkonomi, og som han som universitetsprofessor selv tilhører. Det gælder folk inden for en lang række fag og brancher: Akademikere, journalister, kunstnere, ansatte i IT-branchen, reklamefolk og folk i PR-branchen, kommunikationsfolk, jurister og advokater, ingeniører, ansatte i underholdningsindustrien, konsulent- og forlagsbranchen, lærere og undervisere, ansatte inden for HR og administration, læger og psykiatere, arkitekter og designere, offentligt ansatte, ngo’er og lignende. Al-Gharbi siger: ”Hvis min teori holder, så vil den næste woke-bølge, lige som de tre foregående, blive drevet af to faktorer: Overproduktion af eliter og forarmelse af den brede befolkning. I sin bestræbelse på at bekæmpe wokeness kan Trump med sin politik ende med at bane vejen for en ny woke-bølge.”  Han tilføjer: ”Trump-administrationen er i gang med at fjerne en masse af de symbolske kapitalisters jobs, og man går også til angreb på mange af de institutioner, der normalt ansætter os, og dermed skaber Trump fundamentet for overproduktionen af eliter og således opfyldelsen af den første forudsætning for en ny woke-bølge. Og i det omfang, at Trumps toldafgifter og andre beslutninger fører til en økonomisk ustabilitet, der sætter gang i en recession, kan det føre til en bredere folkelig forarmelse og dermed opfyldelsen af den anden forudsætning for en ny woke-bølge. Det vil jeg holde øje med.”

I debatten om krigens gang i Ukraine findes der et populært argument for, at det slet ikke står så skidt til på slagmarken for Ukraine, som sortseerne påstår, og at Rusland på ingen måde er på vej til at vinde krigen. Argumentet lyder:  Fronten er stort set stillestående, altså er der tale om en stillingskrig, hvor ingen af parterne ser ud til at få et afgørende overtag. Videre gør fortalerne for dette argument opmærksom på, at Rusland i dag kontrollerer en mindre del af ukrainsk territorium end i begyndelsen af krigen, så i det store billede er det absurd at påstå, at russerne har fat i den lange ende.  Læg hertil, siger forfægtere af dette synspunkt, at Rusland har lidt gigantiske tab både i menneskeliv, antal sårede og militært isenkram. Moskva, lyder det, har svært ved at erstatte disse tab, så hvis Ukraine holder ud længe nok, så vil man med Vestens hjælp kunne vinde krigen. Holder den analyse? Ikke hvis man konsulterer Alex Vershinin, oberstløjtnant i den amerikanske hær med ti års erfaring ved fronten i Irak og Afghanistan. Han er knyttet til den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI) med særlig ekspertise i industri-kapacitet og indkøb af materiel og teknologi til nationale forsvar med henblik på at realisere sikkerhedsstrategier. Vershinin har siden krigens start i en række artikler forsøgt at råbe vestlige regeringer op. Ifølge Vershinin er den første del af den anførte argumentation irrelevant for krigens gang; altså spørgsmålet om, hvor stor en del af Ukraine den russiske hær kontrollerer, mens den andel del, nemlig påstanden om, at omfanget af de russiske tab skulle være gigantisk sammenholdt med de ukrainske, sandsynligvis er en sandhed med modifikationer. Sandsynligvis, fordi ingen af de krigsførende parter har offentliggjort deres virkelige tabstal, det er en velbevaret statshemmelighed og en del af informationskrigen, men der findes både på den russiske og ukrainske side uafhængige kilder, der indsamler data, som også bliver analyseret af vestlige iagttagere.  Før vi ser nærmere på Vershinins forklaring på, hvorfor man i Ukraine skal være forsigtig med at vurdere krigens gang ved at fokusere på, hvor meget territorium parterne kontrollerer, og vurdere de sandsynlige tabstal, kaster vi et blik på den bredere baggrund for Vershinins tilgang til moderne krig.

I begyndelsen af 2020 mødtes Mark Medish med en lille gruppe kollegaer fra den politiske verden i Washington, rådgivere, advokater og folk med udenrigs- og sikkerhedspolitisk erfaring. Den direkte anledning var pandemien, og hvordan den i et valgår kunne påvirke institutioner og politiske beslutninger i USA. Flere af deltagerne havde været vant til at lave risikoanalyser af lande ude i verden, mens deres eget land, USA, altid havde været risikofrit. Det havde ændret sig. Gruppen mødtes flere gange og begyndte at gennemspille scenarier for, hvad der kunne gå galt, og et af dem lignede det drama, der udspillede sig den 6. januar 2021 ved Kongressen i Washington, hvor det i forbindelse med godkendelsen af Donald Trumps valgnederlag til Joe Biden kom til voldelige sammenstød. Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mark Medish om det, han beskriver som USA's igangværende forfatningskrise, og som han selv og hans kollegaer de seneste fem år har beskrevet og analyseret i en række essays, seminarer og debatter med fokus på ukonventionelle trusler mod Amerikas politiske orden. Medish har 30 års erfaring fra de politiske inderkredse i Washington. Han er registreret demokrat, og under præsident Bill Clinton i 1990’erne sad han på topposter i Det Hvide Hus og finansministeriet. Siden da har han arbejdet som international advokat og med strategisk rådgivning over det meste af verden, og han har også en fortid som vicepræsident for tænketanken Carnegie i den amerikanske hovedstad. Endelig er han medstifter af foreningen Keep Our Republic, der bedriver folkeoplysning om den amerikanske models fundament og retsstaten.

For 10-15 år siden var jeg til et middagsselskab med en højtstående dansk embedsmand. Det meste af aftenen blev der snakket udenrigspolitik, og på et tidspunkt henledte jeg embedsmandens opmærksomhed på det stadigt tættere forhold mellem Kina og Rusland, som nu også omfattede fælles militærøvelser ude i Fjernøsten. Måske, spurgte jeg, er det på tide at følge den udvikling tættere, måske bliver det et problem for os i Vesten? Embedsmanden viftede afværgende med hænderne og sagde: Nej, nej, Rusland og Kina vil aldrig få et tæt forhold, de er dybt mistænksomme overfor hinanden, så det er der ingen grund til at være bekymret for. Som bekendt er det ikke gået, som embedsmanden forudsagde, og lidt af den samme ønsketænkning var vi vidne til for tre år siden efter den russiske invasion af Ukraine, hvor mange i vores del af verden troede, at Kina ville tilslutte sig Vestens fordømmelse af Rusland og lægge sin nabo på is. Kina valgte i stedet en interessedrevet kurs i forhold til krigen, som trumfede normer og værdier – et valg, et flertal af de kinesiske eliter ifølge et nyligt essay på den kinesiske nyhedsside Guancha forfattet af den sikkerhedspolitiske ekspert Chen Yawen er ganske godt tilfredse med.  Samhandlen mellem de to lande er siden krigsudbruddet vokset eksplosivt og rundede sidste år 244,8 milliarder dollar, det højeste nogensinde. I 2021, altså før krigen, tegnede Kina sig for 18 procent af Ruslands samhandel med omverdenen, mens EU stod for godt halvdelen, 51 procent. Sidste år var Kinas andel af Ruslands udenrigshandel vokset til 34 procent, altså næsten en fordobling på bare tre år. For at tage temperaturen på det russisk-kinesiske forhold fra et amerikansk perspektiv har jeg talt med Brian Carlson, der er professor på US Army War College i Pennsylvania, hvor han forsker i sikkerhed i Stillehavsregionen med særligt fokus på forholdet mellem Kina og Rusland.  For en god ordens skyld: I denne sammenhæng taler Brian Carlson på egne vegne, ikke på vegne af det universitet, han er ansat på. Brian Carlson har boet en årrække i både Rusland og Kina, så han kan vurdere situationen set fra både Moskva og Beijing.

CIA har frigivet mere end 60.000 sider hemmeligholdt materiale om mordet på JFK. Men hvad står der egentlig bag de sorte bjælker? Og fører de nye oplysninger verden tættere på en opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord? En af sagens største eksperter, graverjournalisten Jefferson Morley, som Flemming Rose tidligere har interviewet, er i ikke i tvivl. Hør hans vurdering i denne uges Fri Tænkning.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske geopolitiske analytiker Carlos Roa om det nye, amerikanske imperium og det, han kalder en Amerikansk Sfære Doktrin. Vi talte om logikken bag Trump-regeringens kursskifte og nye prioriteter i amerikansk udenrigspolitik; om historiske fortilfælde, når det gælder den indenrigspolitiske krise; hvad det betyder for Europa, og hvorfor Trumps tarifpolitik ikke nødvendigvis vil ende som en fiasko. Carlos Roa er i øjeblikket gæsteforsker ved The Danube Institute i Budapest, en tænketank, der blev etableret i 2013 af den britiske premierminister Margaret Thatchers tidligere rådgiver og taleskriver, John O’Sullivan. Tænketanken står på et konservativt og klassisk liberalt fundament. Carlos Roa er uddannet på Georgetown University’s Walsh School of Foreign Service i den amerikanske hovedstad. Han har tidligere været chefredaktør for tidsskriftet The National Interest, hvor repræsentanter for den realistiske skole i amerikansk udenrigspolitik ofte kommer til orde. Roa har sine familierødder i Mexico og Costa Rica, hvor jeg fangede ham dagen efter hans brors bryllup. Hans bedstefar begyndte som bonde i Mexico, men interesserede sig for udenrigspolitik og endte med at gøre karriere inden for diplomatiet, så Roa er vokset op med at læse det britiske magasin The Economist og følge med i, hvad der sker i verden.

Kan man kritisere Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og den politiske og økonomiske orden, der siden 2019 er blevet etableret under ham, og som har taget fart efter den russiske invasion i februar 2022? Ikke i Danmark, hvor personkulten omkring Zelenskyj har nået religiøse højder. Den ukrainske præsidents beundrere stempler al kritik som gudsbespottelse og blasfemi og reagerer emotionelt som troende, der føler, at deres helligdom er blevet udsat for hån, spot og latterliggørelse. Til forskel fra danskerne sparer Andrii Baumeister, en af Ukraines førende filosoffer, ikke på krudtet. Han er af den opfattelse, at Ukraine under Zelenskyj har bevæget sig fra demokrati i retning af et stadig mere undertrykkende og totalitært styre. Det har jeg talt med ham om i denne uges Fri Tænkning. 

Til den uges Fri Tænkning har jeg talt med den tidligere diplomat Ian Proud, der var ansat i den britiske udenrigstjeneste fra 1999 til 2023. Den 57-årige Proud udsendte for nylig sine erindringer om fem år på den britiske ambassade i Moskva i perioden fra 2014 til 2019, hvor han havde til opgave at komme med forslag til, hvordan man kunne sanktionere Rusland; en opgave, han også havde, da Rusland i 2022 invaderede Ukraine. Bogens titel er 'A Misfit in Moscow: How British Diplomacy in Russia Failed'.  Proud var i 2013 ansvarlig for organiseringen af G8-topmødet i Nordirland, det sidste med deltagelse af Vladimir Putin, som blev ekskluderet året efter som følge af annekteringen af Krim. Proud beskriver selv samarbejdet med premierministerens kontor i Downing Street som et kaotisk mareridt. Proud stod også bag organiseringen af London Konferencen om Libyen i 2012, hvor 50 udenrigsministre og FN’s generalsekretær deltog, og i 2010 var han udsendt til Helmand-provinsen i Afghanistan med ansvar for strategisk kommunikation, hvor han gjorde tjeneste side om side med den danske styrke, og før da tjente han fire år på den britiske ambassade i Bangkok. Ian Proud var en af den britiske udenrigstjenestes mest anerkendte kriseeksperter. Han håndterede den britiske respons til et jordskælv i Indien, var involveret i reaktionen på terrorangrebet på USA i 2001, terrorangrebet på Bali i 2002, tsunamien i det sydøstlige Asien i 2004, Det Arabiske Forår i 2011, den japanske tsunami og ulykken på Fukushima-atomkraftværket i 2011 og det russiske nervegasangreb i Salisbury i 2018.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Almut Rochowanski, der har en lang karriere bag sig inden for internationalt bistandsarbejde. Hun har især arbejdet med ngo’er i det tidligere Sovjetunionen, nærmere bestemt Ukraine, Rusland, Georgien og Moldova.  Rochowanski er født og opvokset i Østrig. Som ganske ung drømte hun om en karriere som diplomat, hvor hun kunne arbejde med konfliktløsning i en stor international organisation såsom FN eller EU. Den drøm blev født af 1990’ernes krige i det daværende Jugoslavien og under den første tjetjenske krig i midten af 1990’erne, hvor hun var på studieophold i Rusland.  Derfor begyndte Rochowanski at studere jura og international politik, som bragte hende til USA, hvor hun fik sit første job hos den ungarsk fødte amerikanske filantrop George Soros’ Open Society Foundation, der havde etableret sig overalt i den tidligere østblok med henblik på at støtte civilsamfundet. Rochowanski følte, at det her var lettere at gøre en forskel og skabe forandringer end i en tung og bureaukratisk organisation som FN. I dag bor Rochowanski i New York, hvor hun er tilknyttet tænketanken the Quincy Institute.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en af Ruslands førende udenrigspolitiske analytikere, Fjodor Lukjanov. Vores snak fandt sted, umiddelbart før Donald Trump ringede til Vladimir Putin og gav det officielle startskud til forhandlinger mellem Moskva og Washington, som hvis alt går, som Trump ønsker, skal munde ud i en afslutning på krigen i Ukraine og et topmøde mellem Putin og Trump – måske i Saudi-Arabien, men det er alt sammen fortsat uvist. Den 58-årige Lukjanov er chefredaktør for Ruslands svar på det amerikanske magasin Foreign Affairs, et job, han har haft siden 2002. Han er desuden vært på et ugentligt udenrigsmagasin på russisk tv, som kan ses på YouTube.  Lukjanov kommenterer også løbende udenrigspolitik i flere russiske medier. Han er forskningsdirektør for tænketanken Valdai Forum, hvor han hvert år interviewer Vladimir Putin, en seance, der sjældent varer under tre timer og transmitteres direkte i russisk tv.  Lukjanov er endvidere formand for den udenrigspolitiske tænketank Council on Foreign and Defense Policy, og han sidder også i bestyrelsen for Russian Council on Foreign Relations, som er knyttet til det russiske udenrigsministerium. Endelig er han forskningsprofessor ved Den Højere Økonomiske Skole i Moskva. Lukjanov er med andre ord tilknyttet en række institutioner, som er involveret i formuleringen af russisk udenrigspolitik, og derfor er han havnet på Ukraines og Canadas sanktionsliste. Det kommer ikke bag på ham. ”Det er desværre en generel tendens. Vi bliver sat på vestlige lister, og det russiske udenrigsministerium svarer igen med sine lister.” Vi talte om Lukjanovs indtryk af sin mangeårige dialog med Putin, om den russiske præsident har forandret sig, om hvorfor Ruslands såkaldte militære specialoperation i Ukraine, der har udviklet sig til en opslidende krig, ikke er den bedste måde at løse et sikkerhedspolitisk problem på, selv hvis krigen skulle ende med en total russisk sejr. Vi talte også om den udbredte opfattelse i Vesten om, at Rusland er på vej til at blive en kinesisk vasalstat, og at Ruslands udenrigspolitiske kurs og udvikling står og falder med Vladimir Putin. Endelig talte vi om baggrunden for bruddet mellem Rusland og Vesten, om det er definitivt og om, hvordan Moskva er ved at tilpasse sin kurs i forhold til det tidligere Sovjetunionen til ny en verden, hvor Rusland ikke længere sidder for bordenden og kan diktere sin vilje til nabolandene, og om hvorfor Fjodor Lukjanov ikke ser verden som hverken unipolær, bipolær eller multipolær.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg læst en fascinerende beretning om et relativt nyt fænomen i USA: Folk der flytter fra demokratisk kontrollerede stater som Californien, Illinois, New York og Minnesota, hvor den ideologiske drejning i retning af identitetspolitik og woke er slået igennem især i undervisningssystemet, til stater, hvor Republikanere er ved magten.

Vidste du, at kun cirka seks procent af de drivhusgasser, der bliver lukket ud i atmosfæren, er menneskeskabte? Det gjorde jeg ikke, indtil Andrej Melnitjenko, en af Ruslands rigeste og formand for Det Russiske Industriforbunds udvalg for klimapolitik og CO2-regulering, gjorde mig opmærksom på det. Det er de seks procent, verden årligt bruger tre-fem billioner dollar på at bekæmpe, men hvad med de resterende 94 procent?  Ifølge Melnitjenko findes der metoder til at bekæmpe dem, men det indebærer menneskets indgriben i naturen med henblik på at påvirke klima og miljø, for eksempel ved at tilbagekaste solens stråling på forskellig vis og på den måde sænke temperaturen. Den slags metoder går under navnet geoengineering.  Og i øvrigt er det ifølge Melnitjenko muligt, at naturens udledning af drivhusgasser, de såkaldte metan-bomber, nu sker i et tempo og omfang, som gør det meningsløst at bekæmpe den globale opvarmning.  Det og meget andet talte jeg om med den 52-årige Melnitjenko, da jeg for nylig mødte ham i Dubai, hvor han har slået sig ned med sin familie, efter at han i marts 2022 blev sat på EU’s sanktionsliste i forlængelse af den russiske invasion af Ukraine. Det handlede første del af vores samtale om.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en modsætning i vestlige lederes retorik i forhold til krigen i Ukraine. På den ene side demonstrerer den ukrainske befolkning og den ukrainske hær en vigende lyst og vilje til at fortsætte krigen. Ikke mindst, fordi udsigten til en sejr forekommer stadig mindre sandsynlig. Alligevel insisterer mange vestlige ledere, især i Europa, på, at tiden endnu ikke er moden til forhandling, og at Ukraine skal fortsætte krigen og sænke den værnepligtige alder fra 25 år til 18 år, selvom der er en risiko for, at situationen på slagmarken om et halvt eller helt år vil være endnu mere katastrofal for Ukraine. Hvordan hænger det sammen? Desuden ser jeg på præsident Donald Trumps forsøg på at lægge pres på Vladimir Putin for at få krigen afsluttet. I den forbindelse rejser spørgsmålet sig: Hvilke sanktioner og politiske indgreb Trump har til rådighed, og hvordan vil de virke? Til forskel fra sine europæiske kolleger ønsker Trump forhandlinger og krigen afsluttet hurtigst muligt, og til forskel fra sin forgænger er han parat til en diplomatisk offensiv og direkte forhandlinger med Vladimir Putin. Trumps udfordring er, at han ikke har så mange redskaber til sin rådighed i bestræbelser på at tvinge Putin til forhandlingsbordet på sine præmisser. Især fordi Trump ikke ønsker en direkte krig med Rusland. 

Andrej Melnitjenko er en af Ruslands rigeste mænd. På trods af sanktioner fra EU, griner han hele vejen til banken fra sit hjem i Dubai. Flemming Rose har interviewet ham om Vestens sanktionspolitik. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den politiske filosof Nathan Pinkoski. Det har jeg, fordi Pinkoski i efteråret offentliggjorde et opsigtsvækkende essay med titlen Actually Existing Postliberalism i tidsskriftet First Things, der blev grundlagt i 1989 af en lutheransk præst ved navn Richard John Neuhaus, som senere blev katolik.  Ifølge Pinkoski er hans essay et forsøg på at sætte ord på, hvordan det liberale samfund i USA og Europa de seneste årtier er blevet afviklet. Han har fundet både højre- og venstrefløjens kritik af henholdsvis woke-kultur og identitetspolitik på den ene side og økonomisk ulighed på den anden for utilstrækkelige. I stedet ser Pinkoski i sit essay på de institutionelle forandringer, Vesten har undergået siden 1989. Hans konklusion er, at det er Vestens liberale regeringer i USA og EU, der har begravet liberalismen ved systematisk at underminere fundamentale liberale principper – ikke Donald Trump eller populistiske regeringer og bevægelser i Europa.  Han indleder sit essay med ordene: “Det 20. århundredes civilisation er kollapset.” Det er et skjult citat fra den ungarsk fødte politiske økonom Karl Polanyis klassiske værk fra 1944 The Great Transformation: The Political and Economic Origins of Our Time, som begynder med sætningen: ”Det 19. århundredes civilisation er kollapset.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Frankrigs tidligere ambassadør i Danmark Francois Zimeray. Det har jeg, fordi det i næste uge er ti år siden, at to islamiske terrorister trængte ind på det franske satiremagasin Charlie Hebdos redaktion i Paris og myrdede 12 mennesker, heriblandt flere af bladets mest berømte tegnere. De følgende dage blev yderligere seks mennesker dræbt, da en af terroristernes bekendte trængte ind i et jødisk supermarked i Paris og tog flere gidsler. Måneden efter fandt et lignende terrorangreb sted i København, da en bevæbnet ung mand den 14. februar 2015 forsøgte at tvinge sig adgang til et arrangement i Krudttønden på Østerbro med titlen Kunst, blasfemi og ytringsfrihed, hvor Francois Zimeray var blandt talerne. En af deltagerne blev dræbt og flere betjente såret. Senere samme dag forsøgte terroristen at trænge ind i synagogen i Krystalgade, hvor en jødisk vagt blev dræbt. Gerningsmanden blev senere skudt af politiet. Vi talte om Charlie Hebdo, hvad der skete i Krudttønden, om den islamiske puritanisme, der har fundet sammen med woke-puritanismen, og som ifølge Zimeray har haft held til at intimidere det meste af den vestlige kulturkreds. Vi talte også om Den Internationale Straffedomstol, som ifølge Zimeray ligger i ruiner, og om, hvorfor vi måske er vidne til afslutningen på en epoke, hvor menneskerettighederne stod i centrum. Endelig talte vi om, hvad der er gået galt for Europa og Frankrig.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske økonom og historiker Robert Skidelsky, der siden 1991 har siddet i det britiske parlaments overhus. I de første ti år som konservativ, men siden da har Skidelsky ikke repræsenteret et politisk parti. Han har tidligere været medlem af både Labour og Socialdemokratiet, som han var med til at stifte og forlod, da det i 1988 blev slået sammen med Det Liberale Parti under et nyt navn, Liberaldemokraterne.  Skidelsky blev født i 1939 i Kina, fordi familien drev en kulmine og fabrikker dér, efter at de var blevet tvunget til at forlade Rusland, da bolsjevikkerne i 1917 greb magten, og der udbrød borgerkrig. Skidelsky vendte tilbage til Storbritannien under Anden Verdenskrig efter sammen med sine forældre at have været interneret i Manchuriet og Japan, da landene i 1941 kom i krig som følge af Japans angreb på USA. Skidelsky er forfatter til en biografi om den britiske aristokrat og grundlægger af Den Britiske Fascistiske Union, Oswald Mosley (1896-1980), men er især kendt for sin tre binds biografi om en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonomer, John Maynard Keynes (1883-1946), der udkom over en periode på næsten 20 år, har vundet flere priser og betragtes som standardværket om Keynes. Vi talte om Donald Trump som diplomat, retfærdig krig og fred, sanktioner som våben, vejen til fred i Ukraine og om Keynes og hans relevans i dag.  

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med journalist og forfatter Hans Davidsen-Nielsen. Det har jeg, fordi retten i Lyngby i næste uge skal behandle et søgsmål fra den tidligere FE-chef Lars Findsen, som kræver rettens ord for, at han har været udsat for tort, og at hans privatliv og ære blev krænket under myndighedernes efterforskning af ham tilbage i 2022, hvor PET delte oplysninger om Findsens sexliv med medlemmer af Folketinget. 

I denne uges Fri Tænkning ser jeg tilbage på en dramatisk uge i international politik. Krigen i Ukraine eskalerede, for første gang blev der udstedt arrestordrer på ledere i et land, der har Vestens støtte, og på internationale topmøder i Latinamerika blev det skåret ud i pap, at Vestens magt og indflydelse er vigende, og intet tyder på, at den udvikling kan vendes, tværtimod.

I Vesten har man siden foråret 2022 håbet, troet og forudset, at sanktionerne mod Rusland på et tidspunkt vil tvinge den russiske økonomi i knæ og på den måde stille Vladimir Putin og hans krigsmaskine stolen for døren.  Og hvis ikke tvinge økonomien i knæ – det erkendte seriøse eksperter i løbet af 2023, ville blive svært – så i hvert fald påføre den russiske økonomi så stor skade på kort og mellemlangt sigt, at det vil begrænse Putins muligheder for at fortsætte krigen i årevis. Den antagelse nedskyder tre førende økonomer med russisk baggrund, som nu alle befinder sig i eksil i Vesten. Det gør de i en ny rapport med titlen Diktatorens pålidelige bagland: Den russiske økonomi i en krigstid. Det betyder ikke, at det går strålende for den russiske økonomi, men det går bedre, end de fleste forudsagde, og der er ingen tegn på en forestående akut krise. Forfatterne konkluderer:

I denne uges Fri Tænkning reflekterer jeg over en meningsmåling, der viser, at danskerne er det land i Europa, hvor opbakningen til Demokraternes kandidat og det amerikanske præsidentvalgs taber, Kamala Harris, har været størst. Desuden ser jeg nærmere på Donald Trumps ambitioner om hurtigst muligt at få gjort en ende på krigen i Ukraine. Er det realistisk, og hvilke alternativer er der?

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en tankevækkende ny bog af den hollandske sociolog og geograf Hein de Haas. Titlen er How Migration Really Works: 22 Things You Need to Know about the Most Divisive Issue in Politics, og i bogen piller de Haas nogle af de mest udbredte myter om indvandring og migration fra hinanden, og han gør også rede for, hvordan den offentlige debat om migration er blevet reduceret til fire stereotype fortællinger, bag hvilke der skjuler sig politiske og økonomiske interesser. Og ganske forfriskende gør de Haas det ved at kritisere myter, der trives både på venstrefløjen og på højrefløjen.

Har Nordkorea allerede soldater i krigszonen i Ukraine, eller er de på vej, eller taler man om noget helt tredje?  Hvad betyder det i så fald?

I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på krigen i Ukraine, præsident Zelenskyjs såkaldte sejrsplan og vestlige sonderinger af muligheden for en våbenhvile langs den nuværende frontlinje kombineret med håndfaste sikkerhedsgarantier til Ukraine, som alle lider af samme mangel: De tager det for givet, at Rusland vil acceptere sådan et scenarie på et tidspunkt, hvor Ukraine er på retræte, og Putin mærker rådvildhed i Vesten.

I disse dage er det 60 år siden, at den såkaldte Warren-kommission præsenterede sin 888 sider lange rapport om mordet på USA's præsident John F. Kennedy. I den anledning har jeg talt med en af USA's førende undersøgende journalister, Jefferson Morley, som de seneste 30 år har dækket sagen. I dag tyder alt på, at hverken Oswald eller Ruby handlede på egen hånd, og i strid med hvad der dengang blev påstået, så kendte de to hinanden. Og bag det hele spøger CIA.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en ny rapport, som gør status på de seneste to og et halvt års sanktioner mod Rusland. Rapporten, der er forfattet af to amerikanske eksperter, forsøger at identificere forudsætningerne for en succesfuld sanktionspolitik, og når til den konklusion, at selvom sanktionerne ikke har virket, som mange havde håbet på, så står den russiske økonomi over for en række udfordringer, ikke mindst manglen på arbejdskraft, som både er et problem for den civile sektor og for Vladimir Putins krigsmaskine, omend den russiske økonomi sidste år voksede med 3,6 procent og ventes at vokse lige så meget i 2024.

I denne uges Fri Tænkning reflekterer jeg over ytringsfrihedens tilstand i en digital verden. Jeg gør det i en filosofisk kontekst med udgangspunkt i det seneste nummer af det amerikanske tidsskrift Daedalus, som har samlet et imponerende felt af skribenter med en mangfoldighed af perspektiver under overskriften The Future of Free Speech, ytringsfrihedens fremtid.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske forsker og tidligere efterretningsanalytiker, Julian Richards. Det skyldes, at Richards netop har udgivet en bog om den pakistanske sikkerhedstjenestes historie med titlen Pakistan’s ISI: A Concise History of the Inter-Services Intelligence Directorate.

Richards har en ph.d. i geografi, hvor han udførte feltarbejde i Pakistan og studerede politisk vold i den sydlige del af landet. Siden blev han hyret af den britiske stat, hvor han i 20 år beskæftigede sig med sikkerhed og efterretningsvirksomhed, hvorpå han vendte tilbage til den akademiske verden, og i 2008 var han med til at grundlægge Centre for Security and Intelligence Studies på University of Buckingham, hvor han i dag er professor.

Det onde har angrebet det gode.

Denne fortælling har Ukraine gjort til en en gigantisk succes i Vesten, hvor den har fået borgere og politikere til at støtte i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig før den russiske invasion.  

Til gengæld har fortællingen ikke haft den samme gennemslagskraft i resten af verden. Hvad skyldes det mon?

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på de franske myndigheders fængsling og indledning af en straffesag mod den russiskfødte Pavel Durov, stifter af den digitale platform Telegram.

I denne uges Fri Tænkning taler jeg med Jacob Mchangama, professor på Vanderbilt University i Nashville, Tennessee, hvor han står i spidsen for projektet The Future of Free Speech, og en anerkendt stemme i den globale ytringsfrihedsdebat. Vi talte om, hvordan det står til med retten til at ytre sig frit i Europa og om, hvordan udviklingen af kunstig intelligens risikerer at fratage EU sin førhen så magtfulde position som global regulator på en lang række områder.

En udvikling, der ifølge Mchangama kan have fået et ekstra skub som følge af en EU-kommissærs ikke just elegante forsøg på at blande sig i, hvad Donald Trump måske, måske ikke, kunne finde på at sige til en amerikansk ejet platform.

Den 6. august indledte ukrainske styrker en nålestiksoperation mod den russiske region Kursk, som tog Putin og hans generaler med bukserne nede. Operationen er stadig i gang, og iagttagere diskuterer, hvad formålet med operationen er, om den bliver fulgt op af yderligere overraskelsesangreb, og hvordan den vil påvirke krigens gang. Det ser jeg på i denne uges Fri Tænkning.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en ny rapport fra den amerikanske tænketank Carnegie Endowment for International Peace med titlen Strategic Change in U.S. Foreign Policy, som identificerer de faktorer, der står i vejen for en præsidents ønske om at skifte udenrigs- og sikkerhedspolitisk kurs, og de omstændigheder, der normalt kræves for at få succes med omlægningen af Washingtons strategi.

Kære læser  I den­ne uges Fri Tænk­ning kig­ger jeg på, hvad der vil dri­ve USA’s uden­rigs­po­li­tik og syn på ver­den, hvis Kama­la Har­ris vin­der val­get til novem­ber. Hen­des uden­rigs­po­li­ti­ske erfa­ring er spora­disk, og Har­ris har ikke en sam­let fore­stil­ling om sin uden­rigs- og sik­ker­heds­po­li­ti­ske strategi.  Vice­præ­si­den­tens udta­lel­ser på det­te områ­de har mest været tom­me fra­ser om… Continued

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en ny amerikansk rapport, en såkaldt hvidbog, som analyserer en række krige med henblik på at vurdere deres relevans for krigen i Ukraine. Hvidbogens forfattere, en gruppe historikere på Harvard University, leverer på den baggrund anbefalinger og advarsler i forhold til den aktuelle krig.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en hyppigt gentaget påstand af USA's præsident Joe Biden og hans udenrigsminister, forsvarsminister samt nationale sikkerhedsrådgiver; nemlig at Rusland vil angribe et NATO-land, hvis ikke Vladimir Putin bliver stoppet i Ukraine.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på en fascinerende debat, der udspiller sig blandt konservative i USA. Den stiller spørgsmålet: Er USA begyndt at ligne Sovjetunionen i sine sidste år, og hvis det er korrekt, hvad betyder det så for Amerika internt og på den internationale scene?

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Kevin Riehle, forfatter til en ny bog om den russiske sikkerhedstjenestes nyere historie, The Russian FSB: A Concise History of the Federal Security Service. FSB blev etableret i 1995 som en af flere efterfølgere til den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB, så historien strækker sig sig fra midten af 1990’erne til i dag med fokus på det snart kvarte århundrede, hvor Vladimir Putin har været ved magten.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Fawaz Gerges, en amerikansk-libanesisk historiker og mellemøstekspert, om hans nye bog What Really Went Wrong: The West and the Failure of Democracy in the Middle East. Gerges er professor i mellemøststudier på London School of Economics og forfatter til en lang række bøger om Mellemøsten og islam. Gerges er født og opvokset i Beirut, og titlen på hans nye bog har polemisk brod mod hans britisk-amerikanske kollega Bernard Lewis, som kort efter Al-Qaedas angreb på USA i 2001 udgav den internationale bestseller What Went Wrong? Her beskriver Lewis sammenstødet mellem islam og moderniteten som hovedforklaring på, hvad der er gået galt i Mellemøsten og konflikten mellem Vesten og islam. Ifølge Gerges reducerer Lewis konflikten til et spørgsmål om en uforanderlig islamisk kultur. Gerges mener, at billedet er langt mere komplekst, hvis man tager historikerens briller på, og han fokuserer i sin bog især på den destruktive rolle, som USA har spillet i Mellemøsten siden Anden Verdenskrig.

Til den­ne uges Fri Tænk­ning har jeg talt med den fran­ske antro­po­log Floren­ce Ber­geaud-Bla­ck­ler, som har besøgt Dan­mark i anled­ning af udgi­vel­sen af hen­des bog Bro­de­ris­men: Sådan under­gra­ver isla­mi­ster de vest­li­ge sam­fund. Bogen udkom på fransk sid­ste år, er ble­vet en best­sel­ler – usæd­van­ligt for en fag­bog fyldt med frem­me­de nav­ne og begre­ber – og… Continued

I denne uges Fri Tænkning ser jeg i forbindelse med de forestående optagelsesforhandlinger mellem EU og Ukraine på demokratiets tilstand i den krigsramte republik. Selv om Ukraine står forrest i køen af de lande, der har søgt optagelse, er landet ifølge tre vestlige organisationer, der overvåger og måler demokratiets tilstand i verden, mindre demokratisk og mindre frit end de otte andre nationer, der ønsker at blive medlem af EU og forhandler med Bruxelles – med undtagelse af Tyrkiet, men de færreste er i dag af den opfattelse, at Tyrkiet en dag bliver medlem af EU. Tværtimod har Tyrkiet givet udtryk for sin interesse for at blive medlem af BRIKS, et økonomisk samarbejde, der i sin tid blev stiftet af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Alex Gladstein, der til daglig er chefstrateg hos den amerikanske menneskerettighedsorganisation The Human Rights Foundation. Gladstein er en førende ekspert i, hvordan Bitcoin kan bruges i kampen for menneskerettigheder overalt i verden og til at underminere repressive regimer. Gladstein mener også, at det ville være godt for verden, for kampen for lighed og frihed, hvis Bitcoin afløser dollaren som global reservevaluta og dermed fratager USA et af sine mest indflydelsesrige privilegier.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Richard English, professor ved Queen’s University i Belfast, som er forfatter til en lang række bøger om terrorisme, heriblandt Does Terrorism Work? fra 2016 og den netop udkomne Does Counter-Terrorism Work? Jeg spurgte Richard English, der er vokset op i Belfast, og som regelmæssigt besøgte Nordirland, mens den væbnede konflikt mellem den britiske centralmagt og IRA stod på, om terrorisme virker, hvordan man mest effektivt bekæmper terrorisme, om terrorisme i nogle situationer kan forsvares, om man kan forhandle med terrorister, hvilke terrorbevægelser der har været succesfulde, og hvilke der har været fiaskoer, og hvorfor stater er tilbøjelige til at overreagere på terror og overdrive den trussel, terrorisme udgør.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske historiker Stephen Wertheim om hans roste bog Tomorrow, the World: The Birth of U.S. Global Supremacy, der handler om, hvordan USA halvandet år før Japans angreb på Pearl Harbor i december 1941 traf en epokegørende beslutning om at påtage sig rollen som verdens politimand og om nødvendigt med militær magt sikre en verdensorden, der stemte overens med amerikanske værdier og principper.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på mennesket som et historiefortællende dyr, der søger mening og sammenhæng i tilværelsen ved at finde logiske forklaringer på de ting, der sker, både i vores eget liv og ude i den store verden. Det historiefortællende instinkt stikker så dybt, at det er blevet et fundamentalt instrument i vores kamp for overlevelse. Instinktet er en væsentlig del af forklaringen på vores succes som art. Vi er derfor tilbøjelige til at forlade os på vores narrative instinkt i situationer, hvor der ikke findes en logisk forklaring, eller hvor historien er en anden end den, vi er vokset op med og er blevet socialiseret gennem.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den russiske opposition til Vladimir Putin. Den konkrete anledning er, at en af de største systemkritiske oppositionsgrupper har produceret en film i tre afsnit med titlen Forrædere. Filmen er lavet af den 36-årige Maria Pevtjikh, direktør for Fonden til Bekæmpelse af Korruption, som i sin tid blev grundlagt af oppositionslederen Aleksej Navalnyj, der døde i en fangelejr for snart tre måneder siden.

I et essay i den britiske avis Financial Times gør Lea Ypi, albansk født professor i politisk teori, opmærksom på, at Kants essay Til den evige fred fra 1795 ofte bliver fremhævet som inspiration for EU, fordi filosoffen her reflekterer over, hvilke betingelser der skal være opfyldt, hvis al krig skal afskaffes, og den evige fred indfinde sig.

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en ny bog, som jeg har læst med stor interesse. Titlen er Cuckooland: Where the Rich Own the Truth. Cuckoo betyder gøg og henviser til den fugl, der snyder andre fugle ved at lægge sine æg i deres rede og derfor overlever på deres bekostning. Gøgens magt er afhængig af andre fugles uvidenhed, og det forhold er et billede på den verden, forfatteren afdækker.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på de seneste to års tilnærmelse mellem Kina og Rusland, som i strid med vestlige iagttageres forudsigelser er tættere på hinanden, end da Rusland invaderede Ukraine. Hvordan er det gået til? Jeg gør også status på russisk økonomi set med en skeptikers øjne, selvom man ikke skal regne med et kollaps, som det skete for Sovjetunionen. Og så undrer jeg mig til sidst over, hvorfor et rekordstort antal russere mener, at det går den rigtige vej for deres land.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på analogier: Hvad er en analogi, hvorfor bruger vi dem og til hvad? Og hvorfor er historiske analogier så udbredte, når historikere stort set aldrig selv bruger dem? Hvorfor er det, at vi i en tid med et udbredt underskud af historisk viden så ofte præsenteres for den samme analogi, nemlig henvisningen til Hitler? Hvad enten det drejer sig om vaccinekrav, maskepåbud eller personer som Donald Trump, Vladimir Putin, Angela Merkel, Benjamin Netanyahu eller Saddam Hussein.

Sidste uges terrorangreb i Moskva mindede russerne om en ikke så fjern fortid. Jeg oplevede den selv på nærmeste hold som Moskva-korrespondent i 1990’erne og første halvdel af 00’erne, hvor den russiske centralmagt førte to krige i Tjetjenien, hvorfra der udgik en trussel, som med tiden fik en stadigt klarere jihadistisk komponent.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Batya Ungar-Sargon om hendes nye bog Second Class: How the Elites Betrayed America’s Working Men and Women, der udkommer i USA i næste uge. Det er et portræt af den amerikanske arbejderklasse, der tæller omkring 100 millioner mennesker svarende til 43 procent af den samlede arbejdsstyrke. Med arbejderklasse mener Ungar-Sargon bestemte jobs, groft sagt arbejdsopgaver, der ikke kræver en fireårig universitetsuddannelse, mens hun forstår middelklasse som udtryk for en vis levestandard. Det er typisk den gruppe, der ikke er en del af de 20 procent med en højere uddannelse, som er velhavende. Og de lever heller ikke alene af hjælp fra det offentlige.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Robert Person, som er knyttet til det amerikanske forsvarsakademi West Point i staten New York. West Point er en legendarisk institution. Her har nogle af USA's store generaler fået deres uddannelse eller været ansat helt tilbage fra borgerkrigen i 1860’erne, over krigshelte fra Anden Verdenskrig som Dwight D. Eisenhower, der senere blev præsident, George Patton og Douglas MacArthur til nutidens militære ledere såsom Norman Schwarzkopf og Martin Dempsey samt den nuværende forsvarsminister Lloyd Austin.

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en mere end 60 år gammel bog, som jeg for nylig blev gjort opmærksom på. Jeg kendte den ikke, men det burde jeg nok have gjort. Den satte gang i refleksioner om begrebsforvirring og begrebsafklaring i forhold til ord som frisind og tolerance, deres ophav og betydning. Og at frisind ofte er noget, folk støtter, når de tilhører et mindretal eller ikke er ved magten, fordi det sikrer deres ret til at tale og organisere sig, mens de samme mennesker bliver mindre villige til at leve med anderledes tænkende og religiøse mindretal, når de selv kommer til fadet. Det er Martin Luther et godt eksempel på. Han forfægtede trosfrihed, da han gik op mod den dominerende katolske kirke, men greb til vold og undertrykkelse af kættere, da han havde fået magt.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Jens Heycke, forfatter til en ny bog med titlen Out of the Melting Pot, Into the Fire: Multiculturalism in the World’s Past and America’s Future. Vi talte om multikulturalisme som samfundsmodel i et historisk perspektiv, og hvorfor Heycke mener, at det er en farlig vej at slå ind på for ethvert samfund.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg tilbage på to års krig i Ukraine. I den forbindelse kigger jeg på en frisk europæisk meningsmåling, som viser, at kun 10 procent på tværs af befolkningen i EU tror på, at Ukraine kan vinde krigen. Jeg behandler også en russisk analyse af Vestens sanktionspolitik – hvorfor har de ikke virket efter hensigten – samt en rapport fra en amerikansk tænketank, som mener, at tiden er inde til at forfølge det diplomatiske spor for at få afsluttet krigen, eftersom tiden ikke længere er på Ukraines side. Ifølge forfatterne vil den aftale, man risikerer at blive påtvunget på et senere tidspunkt, nemlig være betydeligt dårligere, end det Ukraine og Vesten kan opnå nu.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den politiske situation i Ukraine, efter at præsident Volodymyr Zelenskyj for godt en uge siden fyrede sin hærchef, Valeryj Zaluzjnyj. Rygterne svirrer om Zaluzjnyjs fremtidige politiske karriere, og oppositionen har blikket rettet mod den 20. maj, hvor Zelenskyjs mandat formelt udløber. Og så deler jeg en eftertanke oven på det herostratisk berømte Tucker Carlson-interview med Vladimir Putin. Det handler ikke om interviewets indhold, men om debatten omkring det, som bekræfter en tendens, som har kunnet iagttages længe, nemlig undermineringen af vores ytringskultur.

il denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Sarang Shidore, en førende ekspert i Det Globale Syd – et begreb, der kom på alles læber efter Ruslands invasion af Ukraine for to år siden, og som har fået yderlig opmærksomhed i forbindelse med krigen i Gaza. Vi talte om, hvad Det Globale Syd er, dets historie, og hvordan dets fokus har ændret sig gennem de seneste årtier. Hvorfor Det Globale Syd ikke vil vælge mellem USA og Vesten på den ene side, og Rusland og Kina på den anden, og hvorfor USA's tilgang til verden risikerer at fremmedgøre Det Globale Syd mere, end godt er.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på et sociologisk portræt af Rusland og den fortsatte massive opbakning til Vladimir Putin. Hvorfor støtter russerne ham og krigen i Ukraine? Kan man stole på tallene? Hvad indebærer forskellen på opbakningen til Putin og til vestlige politikere som Joe Biden og Mette Frederiksen, og hvorfor er det som at sammenligne pærer og bananer? Og hvad indebærer det, at halvdelen af den russiske befolkning ifølge en opsigtsvækkende meningsmåling på den ene side støtter de væbnede styrker i Ukraine, men samtidig går ind for fredsforhandlinger? Svarene på de spørgsmål hjælper også til at forstå, hvorfor man skal være forsigtig med at tro, at Ruslands nuværende antivestlige kurs står og falder med Putin, og hvorfor putinismen er større end manden selv og sandsynligvis vil leve videre i en eller anden form, når han er væk.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den tyske forfatter og journalist Henryk Broder, som er en sjælden politisk ukorrekt stemme i den tyske debat. Vi talte om Broders seneste bog, bestselleren Durchs irre Germanistan: Notizen aus der Ampel-Republik, som kan oversættes til noget i retning af Gennem det forrykte Germanistan: Noter fra Trafiklys-Republikken – trafiklys henviser til farverne på de tre regeringspartier: Det røde socialdemokrati, De grønne, og det gule liberale parti, FDP. Vi talte i den forbindelse også om debatten om det højrepopulistiske parti Alternativ für Deutschland (AfD) og dets fremgang, om klima og indvandring og meget andet.

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om en russisk tv-serie, der har sat landet på den anden ende. Det er årets mest sete serie, og den er ikke bare et kulturelt, men også et socialt og måske ligefrem politisk fænomen. Serien foregår i en provinsby for 35 år siden, så man kan undre sig over, at den skulle kunne bringe sindene i kog, men det gør den altså. Og ikke bare i Rusland. Den er blevet populær overalt i det tidligere Sovjetunionen, ikke mindst i Ukraine, hvor myndighederne advarer befolkningen mod at se den, og hvor den er forbudt. De stempler den som propaganda. Den slags har imidlertid som regel den stik modsatte effekt, og det har da også været tilfældet her. Så spørgsmålet er, hvorfor serien er blevet så populær på tværs af aldersgrupper og kulturelle forskelle i de lande, der var en del af Sovjetunionen, især blandt yngre mennesker, og hvad det er for et verdensbillede, den formidler?

I sidste udgave af Fri Tænkning talte jeg med den amerikanske forsker Peter Turchin om den politiske og sociale krise, USA har befundet sig i siden 2020, og som ifølge Turchin endnu ikke er kulmineret. Vi talte også om, hvad der skal til for at trække landet ud af den aktuelle revolutionære situation. I denne uges Fri Tænkning fortsætter jeg samtalen med Turchin. Denne gang handler det om krigen i Ukraine.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Peter Turchin, som er aktuel med bestselleren End Times: Elites, Counter-Elites and the Path of Political Disintegration. Turchin forudså helt tilbage i 2010, at USA var på vej ind i en krise, der kunne bringe landet på randen af revolution og borgerkrig. I dag er Turchins forudsigelse blevet til virkelighed, selvom det stadig er uvist, hvor længe den aktuelle krise vil vare, og hvordan den ender.

I denne uges Fri Tænkning undrer jeg mig over, at USA's præsident Joe Biden på den ene side mener, at verdensfreden og den globale stabilitet står og falder med udfaldet af krigen i Ukraine, mens han på den anden side har knyttet USA's hjælp til Ukraine til et internt og for den øvrige verden ligegyldigt slagsmål mellem Demokrater og Republikanere om grænsekontrol. Hvordan hænger det sammen? Og så ser jeg på, hvordan panikken over den aktuelle situation på slagmarken i Ukraine har bredt sig til medier, eksperter og regeringskontorer. Man kan let få det indtryk, at verden er ved at gå under. Det viser sig nemlig, at Ukraine i strid med det seneste års dominerende fortælling tilsyneladende ikke er ved at vinde krigen, men i stedet kan være på vej til at tabe den.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske komponist, forfatter og musikhistoriker Joseph Horowitz. Den 75-årige Horowitz har netop udgivet et fascinerende studie af kulturkampen under Den Kolde Krig med USA's præsident John F. Kennedy og to af det 20. århundredes største komponister, Igor Stravinsky og Dmitrij Sjostakovitj, der begge havde russiske rødder, men vidt forskellige kunstneriske skæbner, i hovedrollerne. Titlen er The Propaganda of Freedom: JFK, Shostakovich, Stravinsky, and the Cultural Cold War.

I denne uges Fri Tænkning stiller jeg spørgsmålet: Var Rusland og Ukraine tæt på at blive enige om en fredsaftale i foråret 2022 – altså godt en måned efter den russiske invasion – og hvem bærer ansvaret for, at det ikke lykkedes?

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på to globale tendenser. For det første, at antallet af krige i verden vokser, og at Vesten stort set kun er optaget af de krige, der har en umiddelbar betydning for os, nemlig krigene i Ukraine og Gaza.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske filosof og forkæmper for lesbiskes rettigheder, Kathleen Stock. Stock er forfatter til bestselleren Material Girls: Why Reality Matters for Feminism. Stock blev for et par år siden som følge af sine kontroversielle holdninger i kønsdebatten tvunget til at forlade sit job som professor i filosofi på University of Sussex. Hun har siden stiftet The Lesbian Project sammen med den tidligere tennisstjerne Martina Navratilova og Julia Bindel, og hun er kommentator ved det britiske medie UnHerd.

De seneste par uger har omverdenen for første gang siden Ruslands invasion i februar 2022 været vidne til åbenlys uenighed mellem Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og hans hærchef, Valeryj Zaluzjnyj. Zelenskyj insisterer på, at offensiven fortsætter, mens Zaluzjnyj mener, at der nu er tale om en stillingskrig uden de store chancer for et ukrainsk gennembrud. Det indikerer, at krigen på nuværende tidspunkt, i strid med den amerikanske efterretningstjenestes prognose for et år siden, følger præsident Putins plan. Det handler denne uges Fri Tænkning om.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på forholdet mellem Rusland og Israel i lyset af sidste weekends antisemitiske optøjer i flere muslimske republikker i det nordlige Kaukasus. Siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har de to lande ellers nærmet sig hinanden og opbygget et solidt forhold, men siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 og nu krigen i Gaza er forholdet kommet under pres – ikke mindst som følge af Ruslands stadigt tættere forhold til Israels fjende nummer et, Iran.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Arta Moeini, som er forskningsdirektør på tænketanken Institute for Peace & Diplomacy i Washington D.C. og ekspert i den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

Der er læsere, der minder mig om ting, jeg har fokuseret på tidligere, men som jeg har glemt, og nu spørger, hvordan tingenes tilstand egentlig er med den ene eller anden sag. Netop sådan et spørgsmål tager jeg udgangspunkt i i denne uges Fri Tænkning, hvor jeg også ser på et moralsk dilemma i Ukraine, og to amerikanske koldkrigsfilm, som har formet USA's nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivans verdensbillede.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med David Kaye, en internationalt anerkendt menneskerettighedsjurist, som i perioden 2014-2020 var FN’s rapportør for ytringsfrihed, hvilket betyder, at han havde det overordnede ansvar i FN-systemet for overvågning af, hvordan det står til med ytringsfriheden rundt omkring i verden.

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om et opsigtsvækkende essay af en tidligere toprådgiver for Vladimir Putin, som har sat gang i debatten både i Rusland og blandt eksilrussere i Vesten, selvom det befatter sig med en fjern fremtid, som hverken du eller jeg sandsynligvis kommer til at opleve.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg læst en bog, der først udkommer i midten af oktober, men som jeg har været så heldig at få et eksemplar af, før den lander i boghandlerne. Titlen er The Canceling of the American Mind, og den er forfattet af Greg Lukianoff og Rikki Schlott, som i bogen gør rede for den udbredte cancel culture i USA

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Hans Jørgen Nielsen om hans nye bog Alt det ingen har fortalt os om atomkraft. Det er ikke et kampskrift for atomkraft, men et forsøg på stille og roligt med den seneste forskning i hånden at se på, hvad der siges i Danmark om atomkraft, og hvordan den forskningsbaserede virkelighed bag det, Hans Jørgen Nielsen kalder den danske fortælling, ser ud. Jeg har bedt ham forholde sig til ti argumenter for, hvorfor vi ikke skal have atomkraft.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske militærekspert Daniel Davis. Davis har 21 års tjeneste i USA's væbnede styrker bag sig, og han er i dag seniorforsker ved tænketanken Defense Priorities i Washington. Under Den Kolde Krig gjorde Davis tjeneste i Tyskland, og senere deltog han i både den første og anden Golfkrig i Irak. Han har også været udsendt til Afghanistan, hvor han som en af de første gik offentligt i rette med den officielle historie om amerikansk succes.

Jeg er på ferie i denne uge, men jeg synes ikke, at du skal snydes for Fri Tænkning, så jeg har været en tur i arkivet, hvor jeg har fundet et to år gammelt interview med den amerikanske evolutionspsykolog David Buss, som sætter debatten om seksuelle krænkelser og overgreb ind i en bredere historisk sammenhæng. Her får du interviewet i en frisk redigeret udgave.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med udviklingsøkonom og historiker John Rapley. Han er medforfatter til en ny bog med titlen When Empires Fall: Rome, America and the Future of the West, hvor han sammen med historiker og ekspert i Romerrigets historie Peter Heather drager sammenligninger mellem Det Romerske Imperiums fald for 1500-1600 år siden og den situation, Vesten befinder sig i nu om dage. Rapley og hans medforfatter gør også rede for, hvornår og hvordan først den økonomiske magt og sidenhen den politiske magt er begyndt at skifte fra Vesten til andre dele af verden

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske militærhistoriker Michael Vlahos, som er af den usædvanlige opfattelse, at den ukrainske hær er på vej mod et sammenbrud. Vlahos forudser, at Rusland vinder krigen, og at Putin vil sidde for bordenden, når forhandlingerne om Ukraines fremtid indledes.

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om drifter, der stikker dybt i den menneskelige natur: Vores stammementalitet og tilbøjelighed til at censurere dem, der ikke er en del af stammen og mener det ”forkerte”. Det foregår hver eneste dag i alle samfund, mens alle påstår, at de skam er varme tilhængere af ytringsfrihed. Den proces kan være svær at identificere, fordi censorer iklæder sig alle mulige gevandter for at skjule deres egentlige formål. Derfor får du også en guide til seks populære censur-strategier, hvor censor som regel insisterer på, at det overhovedet ikke handler om ytringsfrihed, men om helt andre ting.

I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på krigen i Ukraine, hvor vores hjemlige drama om koranafbrændinger er blevet en brik i et storpolitisk spil, der handler om Vestens vigende indflydelse og evne til at diktere det globale flertal sin vilje.

Debatten om koranafbrændinger raser i sommervarmen. Er Danmark på vej mod en ny Muhammedkrise? Skal vi have genindført blasfemiparagraffen? Går Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister for langt, når han på Danmarks vegne fordømmer afbrændingerne?

Krigen i Ukraine har nu varet i snart halvandet år. Ødelæggelserne har været enorme, store dele af Ukraine ligger i ruiner, og vi taler sandsynligvis om sekscifrede tab af menneskeliv. Man kan analysere krigens gang på flere måder, og forskellige perspektiver bidrager til det samlede billede. I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på den russiske økonomi. Jeg ser på økonomien som helhed, hvordan sanktionerne har virket, og hvad vi kan vente os på lidt længere sigt.

I denne uges Fri Tænkning tager vi endnu en omgang med Putins forhenværende kok, Jevgenij Prigozjin, og hans Wagner-gruppe, som ifølge præsident Putin slet ikke eksisterer. Vi ser også på efterskælvet fra Prigozjins mytteri for tre uger siden, hvor 13 russiske generaler og højtstående officerer ifølge et medie er blevet tilbageholdt på en mistanke om deres rolle i Wagner-affæren, men noget af det handler nok også om, at Prigozjins kritik af hærledelsen ikke er taget ud af den blå luft.

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om en bog af den amerikanske sociolog Richard Lachmann. Den handler om USA’s tab af sit globale overherredømme; en proces, der ifølge forfatteren har været undervejs siden slutningen af 1960’erne, og om den løbende debat om USA’s magt og rolle i verden.

Har du hørt om Frankensteins uhyre? Udtrykket stammer fra Mary Shelleys roman Frankenstein fra 1818 om en videnskabsmand ved navn Victor Frankenstein, der i sit laboratorium sætter forskellige legemsdele fra døde mennesker sammen, så de til sidst bliver til et rigtigt menneske, som han bringer til live. I vores sammenhæng er Frankenstein naturligvis Vladimir Putin, og det uhyre, han har næret ved sit bryst, er Jevgenij Prigozjin – ejeren af Wagner-gruppen, den statsfinansierede såkaldte private hær, som med sit mislykkede mytteri i weekenden vendte sig mod sin skaber. Denne uges Fri Tænkning giver et bud på de mulige konsekvenser af weekendens mytteri og ser nærmere på, om Frankensteins uhyre i skikkelse af Prigozjin har svækket Putin eller ej.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empoli, hvis debutroman Troldmanden fra Kreml med Putins politiske rådgiver som hovedperson er blevet en international bestseller.

I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med retorikprofessor Lisa Villadsen om undskyldninger: hvorfor det er svært at sige undskyld, hvad vi skal med undskyldninger, hvorfor officielle undskyldninger er vundet frem i det meste af den vestlige verden de seneste årtier, og hvorfor Lisa Villadsen rangerer statsminister Mette Frederiksens undskyldning til godhavnsdrengene i 2019 som den hidtil bedste i denne svære genre.

Til denne udgave af Fri Tænkning har jeg talt med Høgni Hoydal, leder af Færøernes republikanske parti og øernes udenrigsminister. Vi talte om russisk tilstedeværelse i færøsk farvand, om den sikkerhedspolitiske situation i Nordatlanten, rigsfællesskabet og Færøernes kurs mod selvstændighed, Færøernes fremstormende økonomi, sanktionspolitikken, fiskeripolitik og en omstridt fiskeriaftale med Rusland, som netop er blevet fornyet, den interne færøske debat om forholdet til Rusland og danske politikeres kritik af Færøerne.

Lørdag den 7. oktober 2006 – på Vladimir Putins fødselsdag – blev den kendte russiske journalist Anna Politkovskaja myrdet. Hun blev likvideret i elevatoren på vej op til sin lejlighed i Moskva centrum tæt på Den Hviderussiske Banegård. Det skete en sen lørdag eftermiddag, efter at den 48-årige Politkovskaja havde været ude at handle. Morderen efterlod på gerningsstedet sin Makarov-pistol og patronhylstre til de fem kugler, han affyrede. Alt tyder på, at Politkovskaja blev myrdet som følge af sit journalistiske virke. Politkovskaja efterlod sig to børn, Ilja og Vera. I forbindelse med den danske udgivelse af Vera Politkovskajas bog En russisk mor: Anna Politkovskajas liv og kamp for sandheden har jeg talt med hende om hendes mor, tilværelsen i eksil efter den russiske invasion af Ukraine, synet på dagens og fremtidens Rusland, de seneste 30 år og censur. Vera Politkovskaja forlod Rusland i april 2022 sammen med sin datter. De bor nu et sted i Nordeuropa.

Danmark har netop åbnet en ambassade i Georgien, og i den forbindelse besøgte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for et par uger siden landet. Logikken bag denne strategi er, at krigen i Ukraine har vist, at Vesten skal arbejde for at undgå sikkerhedspolitiske gråzoner i Europa, hvor lande efterlades i et tomrum mellem Rusland og EU/NATO, og på den måde trækkes ind i en destabiliserende geopolitisk konflikt. I den anledning ser jeg i denne uges Fri Tænkning på Georgiens nyere historie og på nogle af de udfordringer, Danmarks og det øvrige Vestens strategi rejser. Det handler ikke mindst om en alt for forenklet forståelse af, hvad der er sket i regionen siden afslutningen på Den Kolde Krig, som i sidste ende vil gøre det svært for Georgien at blive medlem af både EU og NATO inden for sine internationalt anerkendte grænser.

Der går sjældent en dag, uden at vi bliver konfronteret med ord som propaganda, desinformation, misinformation, konspirationsteorier og hjernevask. Ofte er brugen af dem baseret på forestillingen om, at mennesker og samfund er lette at manipulere og vildlede. Man henviser gerne til Tyskland i 1930’erne eller til nutidens informationskrig ved hjælp af den digitale teknologi og sociale medier. Senest har DR begået en dramatisk iscenesat serie af historier om russisk desinformation. Den franske kognitionsforsker Hugo Mercier er uenig i påstanden om, at mennesker er lette ofre for propaganda og manipulation. Jeg talte med ham for et par år siden om hans forskning, og her kan du læse eller lytte til interviewet i en opdateret version.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Andrey Mir, som forsker og underviser i medier, kommunikation og kultur ved York University i Toronto. Mir, der er født og opvokset i det tidligere Sovjetunionen med en uddannelse i lingvistik og erfaring som erhvervsjournalist og redaktør, er forfatter til to bøger. Human as Media: The Emancipation of Authorship (2014) og Postjournalism (2020). I skrivende stund arbejder Mir på en tredje bog om, hvordan det, han kalder ”digital mundtlighed”, er på vej til at blive den nye hardware for vores samfund og afløse det skriftsprog og den trykpresse, som de seneste 500 år har givet os både kapitalisme, demokrati og en faktabaseret, tilstræbt objektiv journalistik.

I går markerede den officielle danske kalender store bededag for sidste gang. Da biskop Hans Bagger indførte helligdagen i 1686, var hensigten, at den skulle bruges til bod, bøn og faste – aktiviteter, der på den ene eller anden måde skulle fremme forladelsen af vores synder, tvinge os til at se vores brister og begrænsninger i øjnene og måske gøre os til bedre mennesker. Al handel og beværtning lukkede ned aftenen før, og i løbet af den særlige bededag ringede kirkeklokkerne ind til hele tre gudstjenester. Som en sidste tribut til store bededag har jeg læst den rumænsk fødte amerikanske filosof Costica Bradatans nye bog om nødvendigheden af at lovprise fiaskoen og nederlaget som en vej til ægte ydmyghed. Ikke fordi det i sig selv har værdi at dyrke sine mangler og begrænsninger, men fordi en mere realistisk vurdering af den enkeltes plads i verden kan bane vej for vigtige indsigter.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske journalist og forfatter Jacob Siegel. Det skyldes et essay, han for en måned siden publicerede i magasinet Tablet under titlen A Guide to Understanding the Hoax of the Century: Thirteen ways of looking at disinformation. Mange har allerede udråbt det til årets vigtigste essay i USA, og Siegel arbejder på at videreudvikle det til en bog.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg har talt med den britiske historiker Geoffrey Roberts om en artikel, han for nylig offentliggjorde i tidsskriftet Journal of Military and Strategic Studies under titlen “Now or Never: The Immediate Origins of Putin’s Preventive War on Ukraine”. Vi talte også om det historiske håndværk, hvordan man om 50 år vil se på krigen i Ukraine, og hvilke hemmelige dokumenter Roberts helst ville se, hvis han kunne få adgang til de russiske arkiver.

Denne uges Fri Tænkning handler om mikrochippen og konkurrencen mellem USA og Kina om den teknologi, der har defineret det 21. århundrede.

Sociale medier og digitale platforme har sat vores tillid til en fælles faktabaseret virkelighed på prøve. Hvad er fup, og hvad er fakta? Hvem bestemmer, hvad der får status af fakta i vores samfund, og hvorfor får Elvis Presley ikke en månedlig pensionscheck fra de amerikanske myndigheder, når ganske mange mennesker er overbeviste om, at han stadig er blandt os? Det er temaet for den amerikanske forfatter Jonathan Rauchs roste bog The Constitution of Knowledge: A Defense of Truth, der udkom for to år siden og allerede har fået klassikerstatus.

Hvad gør Joe Biden, når vi når frem til efteråret? Det er et åbent spørgsmål, som sandsynligvis vil blive påvirket af, hvordan det politiske ur begynder at tikke i USA. Dét og en statusrapport på russisk økonomi er temaet for denne uges Fri Tænkning.

Den forgangne uges vigtigste internationale begivenhed var mødet mellem Kinas Xi Jinping og Ruslands Vladimir Putin. Jeg analyserer det i denne uges Fri Tænkning i lyset af et andet topmøde mellem Kinas og USA's ledere for godt et halvt århundrede siden og spørger, hvordan vi skal forstå det nære forhold mellem Rusland og Kina og deres tilsyneladende held med at vinde Det Globale Syds opbakning til en ny global orden, hvor det er Vesten, der i stigende grad risikerer at komme i mindretal – ikke Kina og Rusland.

På mandag er det 20 år siden, at den amerikansk-ledede invasion og besættelse af Irak begyndte. I den forbindelse har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Torben Gettermann, som i foråret 2003 blev sendt til Irak som Danmarks repræsentant og senere ambassadør. Gettermann var udstationeret i godt to år og fulgte på nærmeste hold udviklingen i Irak og den rolle, Danmark, USA og andre koalitionspartnere spillede

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med økonom og virksomhedshistoriker Stefan Kirkegaard Sløk Madsen, som er aktuel med en bog om dansk kapitalismes historie. Vi talte om, hvad kapitalisme er, hvordan den kom til Danmark, hvordan Danmark blev rigt, om der findes en sammenhæng mellem økonomisk vækst og demokrati, om den mest udbredte misforståelse om dansk økonomi, om hvad kapitalistiske økonomier har til fælles, og om hvorfor kapitalisme er et misvisende ord at bruge om det, man normalt forstår ved en kapitalistisk økonomi.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske medieanalytiker Martin Gurri om de såkaldte Twitter-files. Gurri er forfatter til et banebrydende værk om de politiske og sociale konsekvenser af den informations-tsunami, der med udbredelsen af Internettet og den digitale teknologi ramte verden omkring århundredskiftet, og siden bare er taget til i styrke. Gurri kommenterer Twitter-files og sætter dem ind i en bredere historisk og politisk sammenhæng.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg tilbage på et år med krig i Ukraine, gør status og giver ordet til en række forskellige stemmer, hvoraf nogle også forsøger at kigge ind i fremtiden. Der er kommentarer til den aktuelle situation på slagmarken, og hvordan perspektivet ser ud med modstridende budskaber fra Det Hvide Hus. Der bliver også plads til hård kritik af medierne, til en stemme fra Det Globale Syd samt til et bud på, hvordan man med Vesttyskland som model kan forestille sig Ukraines plads på Europakortet i 2030.

I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske historiker Fritz Bartel, som er aktuel med en dybt original bog om afslutningen på Den Kolde Krig. Bartels udlægning af de sidste 15-20 år af Den Kolde Krig er relevant for dem, der på den ene side gerne vil forstå, hvad der blev udslagsgivende for konflikten, og samtidig reflektere over, hvordan situationen under Den Kolde Krig adskiller sig fra den stormagtskonfrontation, vi er vidne til i dag.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en opsigtsvækkende undersøgelse af førende amerikanske mediers dækning af den såkaldte Russia-gate; en påstået konspiration mellem præsident Trump og Rusland.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på Vestens Ruslands-syndrom: en evig længsel efter et kollaps, som trods gentagne forudsigelser sjældent finder sted, og som ifølge en iagttager måske er næret af vores kollektive ubevidste og ikke af virkeligheden.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den østrigske diplomat Wolfgang Sporrer om, hvorfor syv års bestræbelser på at finde en fredelig løsning på konflikten i Ukraine slog fejl. Sporrer har særlige forudsætninger for at tale om, hvad der gik galt, eftersom han i perioden fra 2014 til 2020 var chef for den afdeling af OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) i Kyiv, som havde ansvar for at fremme dialog mellem de krigsførende parter om respekt for menneskerettigheder og demokratiske normer.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Michael Shermer om hans nye bog Conspiracy: Why the Rational Believe the Irrational. Shermer er redaktør for Skeptic Magazine, som han stiftede for over 30 år siden, og forfatter til en lang række bøger med titler såsom Derfor tror folk på underlige ting, Videnskaben om det gode og det onde, Den troende hjerne og flere andre.

Ifølge den franske filosof Philippe Lemoine har Putin med krigen i Ukraine pustet nyt liv i liberalismen, som han selv afskrev, og som Lemoine selv bekender sig til, men som han er kritisk over for, når Vesten forsøger at påtvinge omverdenen sin liberale doktrin. Med kritisk brod kalder Lemoine det for ”liberal imperialisme”. Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Lemoine om hans kritik af den liberale imperialisme, hvorfor han mener, det er en blindgyde i udenrigspolitikken, og hvorfor den ikke desto mindre har bred appel i Vesten.

I denne uges Fri Tænkning taler jeg med historikeren Christian Egander Skov om den borgerlige krise. Vores snak falder i tre kapitler. Vi taler først om den aktuelle situation efter folketingsvalget, og hvad det betyder for det borgerlige Danmark. Dernæst får du et indblik i Egander Skovs baggrund og politiske ståsted, og til sidst taler vi om den postliberale tidsånd i et historisk perspektiv, og hvordan det skal forstås.

Det er juleaften, og året går på hæld. I den anledning har jeg i denne uges Fri Tænkning valgt at se tilbage på året der gik, gøre status på krigen i Ukraine og dele en bestsellerforfatters tre yndlingsfilm.

Et klogt menneske har engang stillet et spørgsmål, de fleste sikkert har undret sig over: Hvordan kan det være, at sociale medier har det med at få det værste frem i mennesker? Er der noget ved den måde, sociale medier fungerer på, som tænder for vores mest primitive instinkter, og kan vi gøre noget ved det? Det spørgsmål forsøger jeg at give et svar på i denne uges Fri Tænkning.

Den 52-årige universitetsadministrator, Pano Kanelos, har sammen med en gruppe af allierede kastet sig ud i et vildt ambitiøst projekt, der har til formål at forvandle den amerikanske universitetsverden. Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Pano Kanelos om, hvorfor han sagde farvel til verdens bedste job og i stedet accepterede en udfordring, han i udgangspunktet ikke anede, hvordan ville gå; om hvad der er galt med amerikanske universiteter, hvad Austins nye universitet, UATX, vil tilbyde studerende, undervisere og forskere, og hvad Kanelos’ kriterium for succes er.

Hvad ved du egentlig om, hvordan den moderne verden fungerer? Den 79-årige Vaclav Smil har gennem et halvt hundrede bøger og lige så mange års forskning forsøgt at besvare det spørgsmål, og til forskel fra de fleste har den tjekkisk fødte canadier tilegnet sig en viden på tværs af en lang række fag og discipliner, som har sat ham i stand til på et bredt fundament at vurdere verdens sande tilstand og sætte dens tendenser i perspektiv. Smil har forsket i så forskellige ting som energi, miljø, demografi, fødevareproduktion, risikovurdering, beslutningsprocesser vedrørende den offentlige sektor og innovationshistorie.

Jeg spurgte den 45-årige Jakhina, om hun mente, at der er en risiko for, at Rusland kan falde fra hinanden på samme måde, som Sovjetunionen gjorde. Mit spørgsmål hang sammen med, at forfatteren er født og opvokset i den autonome republik Tatarstan godt 800 km øst for Moskva. Republikken har små 4 millioner indbyggere, er halvanden gang så stor som Danmark, og over halvdelen af befolkningen er tatarer og muslimer, mens etniske russere udgør et stort mindretal.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på tre aspekter af krigen i Ukraine. For det første gennemgår jeg meldingerne om den raket, der i tirsdags ved en fejltagelse ramte Polen. Forløbet afslører det første åbne sammenstød mellem Ukraine og landets vestlige støtter. For det andet ser jeg på udsigten til en våbenhvile, som nogen hilser velkommen og andre fordømmer, og endelig undersøger jeg det scenarie, som den ene kommentator efter den anden har forudsagt de seneste ni måneder, nemlig Vladimir Putins fald. Er det overhovedet realistisk? Hvis ja, hvordan kan man så forestille sig, at det vil ske i lyset af de ting, der er gået galt for den russiske præsident?

Ungarn er et land, der stikker ud i dagens Europa. For at blive klogere på, hvad der sker i Ungarn og for at forstå fænomenet Viktor Orbán, har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Lasse Skytt, der er journalist og forfatter til en ny bog om Ungarn.

På tirsdag er der kongresvalg i USA. Lige nu ser det ud, som om Republikanerne får flertal i Repræsentanternes Hus, mens resultatet er på vippen, når det gælder Senatet. Bag den politiske kamp, som karakteriserer et valg, findes der vigtige strømninger og tendenser, som ofte er mere afgørende end udfaldet af det ene eller andet valg. I et forsøg på at komme et spadestik dybere har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Christopher DeMuth, en af de vigtigste intellektuelle i USA's konservative bevægelse gennem de seneste årtier.

Da jeg for nogle uger siden talte med den britiske historiker og forfatter, Antony Beevor, sad jeg bagefter tilbage med en dårlig smag i munden. Jeg var sur på mig selv, fordi jeg havde brugt så meget af den afsatte tid til at tale om krigen i Ukraine og ikke om Beevors nye bog Rusland – Revolution og Borgerkrig 1917–1921. Det endte faktisk med, at jeg havde spørgsmål på blokken om historien, som jeg ikke nåede at stille, fordi tiden var omme.

Asle Toje er ikke nogen almindelig akademiker, selv om han er uddannet på to af verdens mest prestigiøse universiteter, Cambridge i Storbritannien og Columbia i New York, hvor han har beskæftiget sig med krigsstudier, internationale relationer og Europa-studier. Han foretrækker at opsøge steder, som mange ville undgå, og han taler med mennesker, som socialt og kulturelt er dybt forskellige fra ham selv. Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Asle Toje om, hvad der er galt med Europa, om krigen i Ukraine og hans frygt for en tredje verdenskrig med brug af atomvåben.

De seneste tre årtier har atomvåben ikke spillet nogen afgørende rolle i snakken om krig og fred i Europa, men det har ændret sig med krigen i Ukraine. Vladimir Putins retorik og gentagne sabelraslen har sat gang i spekulationer, om Rusland er parat til at bruge atomvåben i Ukraine og under hvilke omstændigheder, og hvordan USA og NATO bør reagere. For at få svar på disse og andre relevante spørgsmål om atomvåben har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Hans Kristensen, direktør for The Nuclear Information Project hos The Federation of American Scientists i Washington, som blev etableret efter USA’s atomangreb på Japan i 1945 med det formål at arbejde for brugen af teknologi og videnskab til gavn for menneskeheden og ikke til at sprede død og ødelæggelse. Hans Kristensen har danske rødder, men har boet og arbejdet i USA de seneste 30 år, hvor han har etableret sig som en anerkendt atomvåben-ekspert.

I denne uges Fri Tænkning berører jeg det, som fylder mest i amerikanernes liv: økonomi. Til den ende har jeg talt med den amerikanske økonom Art Carden for at få en vurdering af, hvordan det står til på den økonomiske front. Carden er professor på Samford University’s Brock School of Business. Han er medforfatter til en bog med titlen Leave Me Alone and I’ll Make You Rich: How the Bourgeois Deal Enriched the World, og han har været kommentator ved det amerikanske erhvervsmagasin Forbes. Jeg talte med Carden om, hvor bekymret amerikanerne skal være for inflation, og om dollaren er truet som global reservevaluta.

I denne uges Fri Tænkning taler jeg med Suzanne Nossel, direktør for PEN America, om mordforsøget på Rushdie, om de største trusler mod ytringsfriheden i USA og ude i verden, og om hvordan man vinder de unge generationer for en idé, som mange ser som den direkte modsætning til de værdier, de bekender sig til.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med David McNair, direktør for nødhjælpsorganisationen One, hvis formål er at bekæmpe ekstrem fattigdom og hjælpe med forebyggelse af sygdomme. Bono fra U2 er blandt stifterne af One, og McNair har i øvrigt selv en fortid som guitarist i et band i hjembyen Belfast. One får også støtte fra Bill & Melinda Gates’ fond. McNair er også tilknyttet tænketanken Carnegie som Afrika-ekspert. Han har siden Ruslands invasion af Ukraine peget på, at Vesten ikke automatisk kan regne med Afrikas og andre lande i Det Globale Syds opbakning i sin konflikt med Kina og Rusland.

Siden Ruslands invasion af Ukraine for godt et halvt år siden har Vesten pålagt Rusland den ene sanktionspakke efter den anden i håb om at svække Vladimir Putin så meget, at han ikke længere kan føre krig i Ukraine og ikke har ressourcer til at gøre det andre steder. Desuden har en lang række vestlige virksomheder sanktioneret sig selv ved at forlade det russiske marked. Hvordan er det gået, og hvordan ser fremtiden ud for russisk økonomi? Det ser jeg på i denne uges Fri Tænkning.

I denne uge døde Mikhail Gorbatjov, 91 år gammel. Han var den sidste overlevende af de politikere, som gjorde en ende på Den Kolde Krig og delingen af Europa. I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om hans eftermæle, hans syn på Putin, og hvad han bliver hyldet og kritiseret for. Jeg havde det privilegium at interviewe ham et par gange. Det skriver jeg også om.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske kommentator og forfatter Douglas Murray om hans nye bog The War on the West. De fleste vil i den forbindelse sikkert tænke på Kina, Rusland eller andre autoritære regimer, der ses som Vestens fjender. Men ifølge Murray er den indre trussel langt større end den, der kommer udefra. Jeg har spurgt ham, hvad han mener med det og meget andet.

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om, hvordan et af Salman Rushdies mest effektfulde argumenter for ytringsfrihed tog form. Det skete i forlængelse af hans forsøg på at gyde olie på vandene, efter at han blev truet, kritiseret og klandret for alverdens ulykker.

Siden Vladimir Putin i 2012 vendte tilbage til posten som præsident, er Rusland blevet mindre frit og mere autoritært, selvom der har været plads til enkelte kritiske medier og en kontrolleret opposition – i 2013 stillede den nu fængslede Aleksej Navalnyj således op til overborgmestervalget i Moskva og fik en tredjedel af stemmerne. Der findes nu en del politiske fanger, og siden Ruslands invasion af Ukraine for næsten et halvt år siden er der vedtaget en række love, som har givet staten flere instrumenter til at slå ned på civilsamfundet, lukke munden på kritiske medier og indespærre den politiske opposition. Eller få dem til at gå i eksil. I denne uges Fri Tænkning ser jeg på, hvor vidtgående regimets undertrykkelse har været siden invasionen i februar.

Den 82-årige forkvinde for Repræsentanternes Hus i Kongressen, Nancy Pelosi, aflagde i den forgangne uge et historisk besøg i Taiwan. Pelosi noterede i en kommentar, at formålet med lynvisitten var at vise støtte til demokrati og frihed. Siden har debatten raset om Pelosis aktion: Har besøget bidraget til styrkelsen af Taiwans demokrati og suverænitet ved at vise den lokale befolkning, at den ikke vil blive ladt i stikken? Eller har det haft den modsatte effekt og bragt både østatens suverænitet, politiske og økonomiske orden i fare? Har besøget øget risikoen for, at Kina vil gribe til militær magt for at gøre en ende på Taiwans de facto selvstændighed, eller har det haft en afskrækkende effekt? Eller måske har Pelosis aktion – sådan som Det Hvide Hus helst vil fremstille det – hverken gjort fra eller til?

Ferietid er læsetid og måske også tid til at se nogle af de film, man aldrig får tid til at kaste sig over i hverdagen, så her følger nogle anbefalinger, som især fokuserer på det forgangne halvårs altdominerende emne – ikke bare her i Fri Tænkning, men over det meste verden; nemlig Ruslands invasion af Ukraine den 22. februar.

Mens vi venter på, om efteråret vil bringe os tættere på en afslutning på krigen i Ukraine – personligt tvivler jeg – retter jeg i denne uges Fri Tænkning blikket mod russisk strategi. For at kaste lys over dette vigtige men ofte underbelyste emne har jeg talt med den britiske sikkerhedsekspert og historiker, Andrew Monaghan. Monaghan er medforfatter og redaktør af en ny antologi med titlen Russian Grand Strategy in the Era of Global Power Competition. Til daglig er han seniorforsker ved tænketanken Royal United Services Institute i London, og han er ligeledes knyttet til NATO’s Defence College.

Det er næppe en nyhed at hævde, at demokratiet er under pres i disse år. Men hvis man påstår, at demokratiet sådan set altid har været i krise, vil nogen nok spidse ører. Og hvis man insisterer på, at demokratiet aldrig har eksisteret som et folkestyre, men altid er blevet brugt af et lille velorganiseret mindretal til at regere og manipulere flertallet; og at forestillingen om folkets vilje og suverænitet er en illusion og altid har været det, vil mange nok spærre øjnene op. Det er ikke desto mindre den britiske forfatter Neema Parvinis påstand. Han fremsætter den i en ny bog med titlen The Populist Delusion. Den er skrevet under indtryk af Brexit og Donald Trumps fire år som præsident i USA. I udgangspunktet blev de to valg set som den almene befolknings oprør og sejr over eliterne, men i sidste ende resulterede det ifølge Parvini ikke i nogen virkelig forandring. Eliterne fortsatte, som om intet var hændt.

Konsensus føles godt, mens uenighed og ubekvemme spørgsmål ofte er forbundet med konflikt og ubehag. Derfor det er fristende at bilde sig ind, at det behagelige og bekvemme er det rigtige, mens det ubehagelige og ubekvemme er forkert. Ifølge Nemeth forholder det sig lige omvendt. Det er særlig vigtigt at være opmærksom på, fordi alle grupper har en tilbøjelighed til over tid at udvikle konsensus og undertrykke dissens og afvigende meninger.

I den forgangne uge fandt et historisk NATO-topmøde sted i Madrid. For 25 år siden, i sommeren 1997, havde jeg selv fornøjelsen af at dække et lignende møde i samme by, hvor Danmark, under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), havde held til at sikre en ligestilling mellem alle ansøgerlande, hvor det kom an på, om man levede op til optagelseskriterierne – og ikke landenes geografiske placering. Det banede vejen for de baltiske landes optagelse i NATO i 2004. Siden har verden ændret sig radikalt. Årets topmøde involverede en intrige om Sveriges og Finlands ansøgning om medlemskab og Tyrkiets tøven med at åbne døren for de to nordiske lande. I denne uges Fri Tænkning har jeg derfor talt med den tyrkiske forfatter og analytiker Mustafa Akyol om, hvad der rent faktisk sker i Tyrkiet, og hvordan man skal forstå præsident Recep Tayyip Erdogans ageren.

Vi lever i en verden, hvor der bliver stadig mindre tid til at tænke sig om, før vi skal mene noget eller træffe en vigtig beslutning, og i det digitale univers tæller følelser ofte mere end rationelle argumenter. Den forhenværende britiske efterretningschef, David Omand, ser denne udvikling som en potentiel trussel mod demokratiet, fordi det alt sammen gør det lettere at manipulere os og underminerer vores evne til kritisk og rationel tænkning. Omand mener, at vi kan forbedre vores tænkning ved at tage ved lære af den måde, efterretningstjenester analyser verden på. Jeg har derfor til denne uges Fri Tænkning læst David Omands bog How Spies Think: Ten Lessons in Intelligence.

I denne uges Fri Tænkning undersøger jeg, hvem der har tiden på sin side i Ukraine. Er det Zelenskiy, Putin, Biden, Xi, von der Leyen, eller skal vi kigge i helt andre retninger? Sikkert er det, at forestillingen om, hvem tiden arbejder for, har skiftet flere gange. Og det er sandsynligt, at opfattelsen af, hvem der har tiden på sin side, vil ændre sig igen. Jeg ser også på et fænomen, som jeg endnu ikke har set en tilfredsstillende forklaring på: Hvordan kan det være, at en lille økonomi som den russiske – den udgør 1-2 pct. af det globale BNP – kan udløse så voldsomme rystelser i verdensøkonomien, når den bliver ramt af sanktioner?

I denne uge vil jeg fokusere på forholdet mellem Ukraine og EU, og til den ende har jeg talt med Henrik Larsen, som er seniorforsker på Center for Sikkerhedsstudier i Zürich ved Schweiz Forbundsinstitut for Teknologi, en schweizisk pendant til det legendariske Massachusetts Institute of Technology, M.I.T., i Boston, hvor man i forlængelse af det såkaldte Manhattan Project under Anden Verdenskrig har samlet naturvidenskab og samfundsvidenskab for både at kunne forstå de tekniske processer bag atomvåben og de politiske konsekvenser. Men før jeg giver ordet til Henrik Larsen for at høre hans vurdering af Ukraines ansøgning om EU-medlemskab, vil jeg henlede opmærksomheden på et paradoks, som har slået mig, men som stort ingen interesserer sig for.

I det meste af det 20. århundrede regerede diktatorer ved hjælp af vold. Formålet var at intimidere alle borgere og på den måde opretholde kontrollen med samfundet og bevare magten. Det 20. århundredes typiske tyran var en såkaldt frygt-diktator. I vor tid er der opstået en ny form for diktatur, et såkaldt spin-diktatur. I et spin-diktatur holdes der regelmæssige valg med flere partier, man foretrækker at forme og manipulere opinionen snarere end at gribe til censur, man isolerer sig ikke fra omverdenen, og tyrannen er ofte populær. I et spin-diktatur fastholder man heller ikke magten ved at slå voldeligt ned på protester, men ved at neutralisere borgernes lyst til at protestere. Ifølge professor Daniel Treisman er spin-diktaturet udtryk for en tilpasning til det postindustrielle samfund med dets fokus på service og kommunikation, hvor det er økonomisk ineffektivt at regere ved hjælp af masseundertrykkelse og frygt, men hvor spin-diktatoren heller ikke har lyst til at risikere tabet af magten ved et demokratisk valg.

I denne uges Fri Tænkning reflekterer jeg over den indenrigspolitiske situation i Ukraine i lyset af den seneste udvikling på slagmarken, og så kommenterer jeg en debat i P1-programmet Orientering, som jeg lyttede til i ugen, der gik.

I denne uges Fri Tænkning kommer det ikke til at handle om krigen i Ukraine. Jeg har i stedet talt med historiker og antropolog Birgitte Possing om næsten 200 års kamp for ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark, hvor der siden demokratiets spæde fødsel i midten af det 19. århundrede har tegnet sig et genkendeligt mønster af argumenterne imod kvinder, mens selve argumenterne kan variere fra den ene periode til den anden afhængig af samtiden og de emner, der var på dagsordenen.

Intet tyder på en snarlig afslutning på krigen i Ukraine. De, der med frygt eller håb havde set frem til Vladimir Putins tale i anledning af 77-året for Sovjetunionens sejr over Hitler-Tyskland, måtte se i vejviseren efter signaler om, hvornår og hvordan Putin forestiller sig krigen afsluttet. Men han gjorde det dog klart, at den russiske hær kæmper på sin egen jord, og derfor må det være hans plan at annektere mere ukrainsk territorium. Talen er allerede blev grundigt analyseret. Når jeg alligevel beskæftiger mig med den i denne uges Fri Tænkning, skyldes det et aspekt af Putins tale, som er blevet overset. Jeg tænker på hans beskrivelse af invasionen af Ukraine som et forebyggende eller præventivt angreb, og de associationer til Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 samt debatten om Stalins planer om at slå først, som det vækker.

I denne uges Fri Tænkning reflekterer jeg over, hvordan man skal forstå den udbredte påstand om, at nogen eller noget er på den forkerte eller rigtige side af historien. Jeg ser det som udtryk for snæversyn og storhedsvanvid at påstå den slags, for ingen af os ved, hvordan eftertiden vil dømme os. Kort sagt: Vær på vagt, når nogen påstår, at de har indsigten og det moralske overblik til at placere mennesker og begivenheder på den rigtige eller forkerte side af historien. Det ren bullshit.

I denne uges Fri Tænkning taler jeg med en af USA's mest erfarne diplomater. Navnet er Chas Freeman. Freeman taler arabisk, kinesisk, fransk, spansk, portugisisk, tysk, italiensk og et par andre sprog. Han har siddet på topposter i både udenrigs- og forsvarsministeriet i Washington og har været udstationeret i en lang række lande, heriblandt Kina og Indien. Under Golfkrigen i 1991 var han USA’s ambassadør i det strategisk vigtige Saudi-Arabien, og i 1993-94 havde Freeman i forsvarsministeriet ansvaret for at udvikle en amerikansk strategi for en ny sikkerhedsorden i Europa med NATO som omdrejningspunkt.

Fra tid til anden spørger jeg mig selv, hvad det er, vi er vidne til i Ukraine. Er det begyndelsen på tredje verdenskrig, hvor Ukraine er en brik i et større spil? Eller er det først og fremmest en kamp mellem diktatur og demokrati? Eller handler det alene om en ung stats kamp for uafhængighed?

Krigen i Ukraine har nu varet i snart to måneder, men der er ingen udsigt til en snarlig ende på krigshandlingerne. Den russiske invasion er ikke gået som planlagt, eftersom Ukraine har ydet større modstand end både Moskva og Washington havde ventet. Mark Milley, firestjernet general og chef for USA's væbnede styrker, fortalte således i februar til Kongressen, at Kyiv kunne falde indenfor 72 timer. Det skete som bekendt ikke, og det kan få betydning for Ukraines fremtidige sikkerhed, uanset krigens videre forløb.

Gregory Carleton er professor i kulturhistorie og litteratur på Tufts University i Massachusetts. Han voksede op i Richmond, Virginia, som var Sydstaternes hovedstad under den amerikanske borgerkrig. Her findes flere slagmarker og monumenter knyttet til borgerkrigen, og derfor var Carleton under sin opvækst vidne til, hvordan Amerika reflekterer over sin krigskultur. Det blik på verden tog han med sig til Rusland i 1990’erne, hvor han noterede, at krig var til stede overalt. Kernen i den russiske krigsmyte, siger Carleton, består af forestillingen om Rusland som Guds udvalgte land og det land, der værner om den rette tro samt en permanent bekymring for at blive invaderet.

Med krigen i Ukraine og de krænkelser af menneskerettigheder, som finder sted, er det på sin plads at minde om, at Human Rights Watch har sine rødder i Moskva, og at det var her, man først insisterede på at omsætte Helsingfors-slutaktens ord til handling. Helsingfors-slutakten førte efter Den Kolde Krig til etablering af OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som de seneste otte år har været til stede i det østlige Ukraine for at monitorere krigens gang. I forlængelse af den historie har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Kenneth Roth, som siden 1993 har været direktør for Human Rights Watch (HRW). HRW er blevet en verdensomspændende organisation med flere hundrede ansatte i 50 lande og et årligt budget på omkring en halv milliard kroner.

I denne uges Fri Tænkning får du to nyhedsbreve i ét. Første del handler om sandsynligheden for, at Putin vil blive afsat ved et kup, mens anden del er et interview med en af Ruslands mest citerede samfundsforskere. Her ser vi tilbage på de seneste 30 års russiske historie og anbefaler, at du læser den britiske forfatter William Goldings roman Fluernes herre fra 1954, hvis du vil forstå den historie og det personalistiske autoritære regime, som Vladimir Putin nu præsiderer over.

Aleksandr Solsjenitsyn, nobelprisvinder i litteratur i 1970 og en af de vigtigste systemkritikere i det 20. århundrede, har haft stor indflydelse på Putins syn på Ukraine. Solsjenitsyn mente, at regioner i det østlige og sydlige Ukraine var historisk russisk land med et russisk flertal, og at der i forbindelse med Sovjetunionens opløsning i 1991 burde have været afholdt folkeafstemninger i disse regioner, hvor de havde haft mulighed for at bestemme, om de ville være en del af Ukraine eller Rusland. Solsjenitsyn argumenterede dengang også for etablering af en ny føderativ stat bestående af Rusland, Ukraine, Belarus og måske Kasakhstan i stedet for det opløste Sovjetunionen. Solsjenitsyn understregede dog samtidig, at Rusland under ingen omstændigheder skulle bruge magt for at holde på Ukraine.

Det føles som en tidsalder eller to siden. I efteråret 1994 krydsede jeg med en lille passagerbåd floden Amur, som udgør grænsen mellem Rusland og Kina i det nordøstlige Asien. Herfra er afstanden til Moskva nogenlunde den samme som fra København til New York. På havnepromenaden på den russiske side af floden var et filmhold i færd med at optage den første russisk-kinesiske spillefilm, siden formand Maos kulturrevolution i 1960’erne, en dramatisk forværring af forholdet mellem Moskva og Beijing og væbnede sammenstød mellem den kinesiske og sovjetiske hær om Damanskij, en lille ø i en biflod til Amur.

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine i sidste uge skrev EU's udenrigsminister Josep Borrell på Twitter, at russiske oligarker som følge af sanktioner nu kunne se i vejviseren efter shopping i Milano, fester i Saint Tropez og diamanter i Antwerpen. Kommentaren blev hurtigt slettet, men den afslører en udbredt vildfarelse bag Vestens sanktionspolitik. Nemlig at russiske oligarker i kraft af deres rigdom og forbindelser besidder en nærmest mytisk magt. Logikken lyder, at hvis de russiske oligarker som følge af sanktioner ikke længere kan leve et liv i sus og dus i Vesten og bliver ramt på pengepungen, så vil de til sidst blive så frustrerede, at de gør oprør mod Vladimir Putin, afsætter ham og indfører en slags europæiske tilstande for igen at kunne blive lukket ind i det gode selskab i Vesten.

Hvis nogen for 30 år siden havde foreslået et væddemål om Nordkoreas fremtid, var der næppe mange, som ville have satset deres spareskillinger på, at Kim-dynastiet ville være i live i skrivende stund. Jeg mener, dengang var Sovjetunionen lige gået i opløsning. Og Kinas reformator Deng Xiaoping proklamerede, at han var ligeglad med kattens farve, bare den kunne fange mus, og det havde socialismen som bekendt ikke været god til.

Til denne uges Fri Tænkning havde jeg på forhånd annonceret et interview med en af verdens førende eksperter i Nordkorea, Andrej Lankov. Jeg kan desværre ikke holde, hvad jeg lovede, da snakken om en storkrig i Europa kom i vejen. Til gengæld kan jeg love, at Lankovs analyse af Nordkorea er skarp, indsigtsfuld og sine steder politisk ukorrekt, og at jeg snarest vil dele den med dig. Grunden til at jeg har sadlet om i løbet af ugen er selvfølgelig, at USA's præsident Joe Biden forudsagde en russisk invasion af Ukraine den 16. februar kl. 3 om morgenen – som du sikkert har opdaget, fandt den ikke sted. I de forgangne dage har heppekor i forskellige lejre skændtes om, hvad det betyder. Er invasionen udsat og hvorfor? Blev Putin så skræmt af udsigten til sanktioner fra helvede, at han trak følehornene til sig? Var det hele bare bluff for at finde de svage led i den vestlige alliance? Måske var det aldrig planen at invadere Ukraine?

Da jeg for 30 år siden kort efter Sovjetunionens opløsning rejste rundt i Ukraine, virkede landet rigere, gladere og fredeligere end Rusland. Og mens der i Moskva i oktober 1993 udspillede sig en væbnet magtkamp mellem præsident Jeltsin og hans modstandere, gik tingene anderledes civiliseret til i Ukraine. Sommeren 1994 var jeg i Kyiv for at dække Ukraines første valg siden uafhængigheden i december 1991. Den siddende præsident, Leonid Kravtjuk, tabte til Leonid Kutjma og anerkendte sit nederlag, således at Ukraine blev det første land i det tidligere Sovjetunionen, hvor der skete et fredeligt magtskifte.

I dag advarer bekymrede og kritiske røster i USA imidlertid mod et andet kompleks med voksende magt: det diversitets-industrielle kompleks, hvis indflydelse og ressourcer bliver stadigt større. Inden for de seneste årtier er gigantiske bureaukratier vokset frem med fokus på diversitet og inklusion. Det begyndte på universiteterne, men har siden bredt sig til erhvervslivet og nu også til offentlige institutioner, myndigheder og organisationer. Det er et multi-milliardforetagende, som bare vokser og vokser, mens ressourcer til forskning og undervisning har svært ved at følge med. Menige medarbejdere i diversitets-bureaukratiet tjener som regel mere end en universitetslektor, der forsker og underviser. Siden 1970’erne er antallet af universitets-bureaukrater mere end fordoblet. På offentlige universiteter var der i 2018 to bureaukrater for hver forsker og lærer, mens forholdet på private universiteter er endnu mere skævt i bureaukraternes favør.

Vi begynder i det skønlitterære hjørne. For godt 400 år siden udkom den første moderne roman – Miguel Cervantes’ geniale Don Quixote. Den handler om en frustreret mand fra den spanske lavadel, der finder sin tilværelse meningsløs og monoton. I sine bestræbelser på at undslippe virkeligheden sluger han alt om riddere og deres spændende liv, som han kan få fingre i. Manden læser så meget, at han til sidst ikke længere kan skelne mellem virkelighed og fiktion. Han antager det potent klingende navn Don Quixote og bliver i sin fantasi til en respektindgydende og handlekraftig ridder.

Michael Møller er en modig mand. Ikke fordi han er parat til sætte livet på spil, gøre farlige ting, som ingen andre tør, eller udfordre voldsmænd. Nej, hans mod er mindre spektakulært, men ganske opsigtsvækkende. I et debatklima, hvor finanssektoren stort set dagligt stemples som grådig, kynisk og uhæderlig, tager professor Møller den udskældte og forhadte sektor i forsvar. Det gør han i en bog med titlen Fakta og fordomme om finanssektoren, som han har skrevet sammen med CBS-kollegaen, Niels Chr. Nielsen.

Siger forkortelsen OSCE dig noget? Det står for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. OSCE har sit hovedsæde i Wien og var i denne uge vært for et møde mellem de 57 medlemslande om en række krav til en ny europæisk sikkerhedsorden, som Rusland i december præsenterede USA og omverdenen for. Forud var gået et bilateralt møde mellem Rusland og USA i Genève efterfulgt af et møde mellem NATO og Rusland i Bruxelles.

I denne uge er det et år siden, at en gruppe tilhængere af USA's daværende præsident, Donald Trump, stormede USA's lovgivende forsamling i Washington D.C. Stormen fandt sted i forlængelse af en demonstration, hvor Trump ifølge sine modstandere tilskyndede til angrebet på Kongressen og den vold og død, der fulgte. Et år senere er det stadig en udbredt opfattelse blandt Trumps tilhængere, at valgsejren blev stjålet fra dem, og der er ingen tegn på, at de seneste års polarisering af det amerikanske samfund er aftagende.

Emnet for årets første Fri Tænkning drejer sig om et menneske, som de færreste i Danmark har hørt om. Hans navn er Aleksandr Ljubisjtjev. Han blev født i det russiske imperium i 1890 og døde i Sovjetunionen i 1972. Længe før nutidens snak om time management og anden narrefisse havde Ljubisjtjev udviklet et system, som skabte grundlaget for det mest virkelighedsnære forhold til tid, jeg er stødt på. Ljubisjtjev tog tiden alvorligt, og netop derfor lykkedes det ham at knække dens kode.

Sarotte beskriver sin historie med et billede. Rusland og USA bliver trukket ud på åbent hav af en tidevandsbølge og klamrer sig til et stykke tømmer for ikke at gå til bunds. Sarottes fortælling handler om det øjeblik, hvor parterne må give slip på tømret, da Europa igen bliver et delt kontinent; denne gang med en skillelinje, der er rykket flere hundrede kilometer østpå og med flere lande i en gråzone mellem øst og vest.

Sovjetstatens sammenbrud var det største geopolitiske jordskælv i anden halvdel af det 20. århundrede – med større konsekvenser for verdensordenen end 9/11 – og vi er stadig vidne til efterskælv forskellige steder i det tidligere Sovjetunionen. I øjeblikket er den orden, som opstod i forlængelse af sammenbruddet, og som i virkeligheden var en udvidelse af den vestlige orden i østlig retning, under pres. I en ny bog præsenterer en historiker og et øjenvidne til den udvikling i Sovjetunionen, der i 1991 endte med sovjetstatens opløsning, et nyt blik på dramaet. Vladislav Zubok er født og opvokset i Moskva, men siden sammenbruddet har han tilbragte det meste af sin tid på universiteter i USA og Storbritannien. Han er forfatter til flere bøger om Den Kolde Krig og har nu skrevet sit magnum opus, Collapse: The Fall of the Soviet Union, en mursten på 535 sider, som dækker perioden fra 1983 til og med 1991.

Når det gælder Benatars filosofi, er han udmærket klar over, at masserne ikke just står i kø for at tilslutte sig en ide, der argumenterer for, at det ville være i alles interesse, hvis ingen af os mennesker og andre væsener, der kan sanse og føle, nogensinde var blevet født. Derfor er Benatar karrig med at fortælle detaljer om sig selv. Forhold jer til mine argumenter, ikke til min person, lyder hans ræsonnement. Hvis Benatar fortæller om sig selv og sit eget liv, frygter han, at anti-natalismen vil blive bortforklaret med en psykoanalytisk granskning af hans personlighed for at kunne reducere hans filosofi til resultatet af en ulykkelig barndom eller noget andet i hans personlige historie. Så denne uges Fri Tænkning handler ikke om mennesket David Benatar, men om hans filosofi.

De seneste årtier har studiet af had imidlertid fået en ny dimension. Institutioner og politiske aktører ser nu bekæmpelsen af had – hadforbrydelser og hadtale – som en vej til beskyttelse af mindretal. Langsomt men sikkert er der sket en globalisering af kampen mod had. Det er sket via etablering af Hate Studies på først amerikanske og britiske universiteter, og derfra har det bredt sig, men ifølge Thomas Brudholm er promovering af kampen mod had sket uden nogen dybere refleksion over, hvad had egentlig er, og hvad det dækker.  

Ifølge Marton er opskriften på Merkels succes, at hun er tålmodig, forsigtig, systematisk og udholdende. Hun tager sjældent chancer og venter gerne med at træffe beslutninger, til hun har den nødvendige opbakning i opinionen og Forbundsdagen. De egenskaber har hjulpet hende både som national leder i Tyskland og som aktør på den internationale scene i forhold til så forskellige kolleger som Vladimir Putin og Xi Jinping i øst og til George W. Bush og Barack Obama i vest. Merkel, siger Marton, er noget så sjældent som en politiker, der ikke søger opmærksomhed eller har behov for at være i centrum, snarere tværtimod. I sine 16 år ved magten har hun ikke været ramt af en eneste skandale. Og så er hun som præstedatter troende lutheraner. Marton kalder hende en ego-fri politiker og mener, at omverdenen først vil værdsætte Merkels indsats nu, da hun er trådt tilbage. Hun står for moderation og konsensussøgen og respekt for lov og orden. Kvaliteter som man set fra USA forbinder Tyskland med. 

Klimaforandringer og overgangen til brug af andre energikilder end især olie og kul vil påvirke magtforhold og velstand rundt omkring i verden. Nogle lande vil komme stærkere ud af omstillingen, andre vil blive svækket. Netop den proces er udgangspunkt for Thane Gustafsons nye bog om klimaforandringernes betydning for Rusland, Klimat: Russia in the Age of Climate Change. Som nogen måske allerede har regnet ud, så hedder klima på russisk klimat. Gustafson er ekspert i russisk energipolitik og professor ved Georgetown University i Washington D.C. Han er forfatter til flere bøger om sovjetisk og russisk økonomi og forskellige dele af energisektoren. I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Gustafson om, hvordan Rusland vil blive påvirket af klimaforandringer og overgangen til vedvarende energi.

Corona-krisen har på samme måde som først finans- og eurokrisen og dernæst flygtningekrisen splittet EU i to blokke. På den ene side står den nordlige og vestlige del af Europa, mens øst og syd befinder sig på den anden side. I nord og vest har pandemien påvirket folks liv i langt mindre grad end i syd og øst. Det gælder både økonomisk og sundhedsmæssigt, men europæernes syn på frihed er også i opbrud, og her er der både regionale og aldersmæssige forskelle.  

David Goldman har en fascinerende historie. Den 70-årige økonom, forfatter og musikkritiker er aktuel med bogen You Will Be Assimilated: China’s Plan to Sino-form the World. Goldman er medejer af mediet Asia Times, hvor han for nogle år siden etablerede sig som kommentator under pseudonymet Spengler – en reference til den tyske historiker Oswald Spengler og hans klassiske værk Vesterlandets undergang, der udkom i 1918 under Første Verdenskrig. Vi skal tale om Kinas økonomiske mirakel, om Kinas styrke og svaghed, om det evige Kina, om udsigten til en afkobling af USA's økonomi fra Kinas, Europas rolle og konsekvenserne af det seneste årtis overraskende tilnærmelse mellem Kina og Rusland. 

Synger den amerikanske civilisation på sidste vers? Er vi vidne til det moderne Romerriges undergang? Vil USA falde fra hinanden på samme måde, som Sovjetunionen gjorde det?  

Som udenrigsjournalist løber man fra tid til anden på spioner fra fremmede magter. Især hvis man som jeg har arbejdet som korrespondent i Moskva og Washington. Jeg blev mindet om spionernes verden, da jeg for nyligt læste en fascinerende biografi om en af Den Kolde Krigs vigtigste afhoppere til Vesten.

Nancy Leong hylder denne mangfoldighed, men hun mener, at det ofte er mere form end indhold, og hun dokumenterer, hvordan universiteter og virksomheder snyder på vægten med mangfoldighedsidealet. Ifølge Leong er det baggrunden for det, hun kalder identitetskapitalisme. Identitetskapitalister tilhører som oftest flertallet og spekulerer og lukrerer på mindretallenes identiteter. Det sker, når et universitet fotoshopper et billede af deres studerende til en sportsbegivenhed, hvor man tilføjer en sort studerende, som ikke var med på det oprindelige foto, og bruger det i en reklamebrochure. Eller når en virksomhed på sin hjemmeside fremhæver ansatte med mindretalsbaggrund, mens de i virkeligheden kun udgør en ubetydelig del af medarbejderne. Eller når en politiker, der beskyldes for at tale nedsættende om homoseksuelle, forsvarer sig med, at han eller hun har en masse venner, der er homoseksuelle. 

Jeg lærte Lars Vilks at kende i 2007, da han besøgte mig i København, efter at en svensk avis havde publiceret en af hans tegninger af profeten Muhammed som rundkørselhund som en kommentar til en populær form for gadekunst, som på det tidspunkt havde bredt sig i Sverige. Borgere placerede håndlavede hundefigurer i rundkørsler som dekorationer, og det blev hurtigt til en mindre folkebevægelse, efter at en hund var blevet udsat for hærværk.

Mænds seksuelle vold mod kvinder er den mest udbredte menneskerettighedskrænkelse i verden. Alligevel er kvindens ret til at bestemme hvor, hvornår og med hvem hun vil have sex ikke nedfældet i en eneste menneskerettighedskonvention, erklæring eller lov. Og det på trods af at netop denne ret evolutionspsykologisk og historisk er langt mere fundamental end andre nedfældede rettigheder såsom ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Negligeringen af kvindens ret til seksuel selvbestemmelse underminerer nemlig et essentielt træk ved hunners parringsstrategi på tværs af dyreriget, ønsket om selv at vælge sine partnere. David Buss, professor i psykologi ved University of Texas i Austin og en af evolutionspsykologiens stiftere, slår i en ny bog til lyd for at få kvinders ret til at selv at bestemme, hvem de vil have sex med, hvor og hvornår, anerkendt som en universel menneskeret.

I en tid, hvor man på den ene side oplever en styrkelse af nationalkonservative strømninger og på den anden en renæssance for venstrefløjen, hvad enten der er tale om socialdemokratisme eller identitetspolitik, er det blevet politisk opportunt at give liberalismen skylden for det meste af det, der er gået galt i Europa og Nordamerika. På den baggrund kan det synes en utaknemmelig opgave at forsvare liberalismen, liberale værdier og en liberal orden. Men det gør den 79-årige McCloskey med et engagement, et enestående historisk overblik og en humor, der gør det både underholdende og oplysende at lytte til hende.

Kan man stadig elske Amerika? ”Svaret på det spørgsmål må vel blive et entydigt nej. Dette land lader sig ikke længere elske,” fastslår Hammer. ”Virkeligheden er for længst brudt igennem og har ødelagt de mange skønmalende amerikanske historier. Tilbage står en skadet, selvdestruktiv og ofte forhadt nation,” tilføjer han. Hårde ord om et land, Hammer har viet næsten lige så meget af sit liv som hjemlandet Norge. 

I denne uge er det 20 år siden, at angrebene på New York og Washington fandt sted. Årsdagen falder som en sarkastisk fodnote til historien sammen med, at Taleban er tilbage ved magten i Kabul, og jihadister fra den ganske verden har sat kurs mod Afghanistan. I den anledning har jeg som nævnt talt med den amerikanske forfatter og terrorekspert, Peter Bergen.

Da Hamed Abdel-Samad i 1991 begyndte at læse fremmedsprog og litteratur på universitetet i Cairo, blev han marxist. Men inden det første studieår var omme, var det kommunistiske Sovjetunionen forsvundet fra jordens overflade sammen med hele østblokken. Derpå tilsluttede Abdel-Samad sig Det Muslimske Broderskab, en islamistisk organisation, som han så som en revolutionær bevægelse drevet af en frihedsteologi.

Ifølge Abdel-Samad er Muhammed som muslimernes profet den eneste historiske skikkelse, der næsten 1.400 år efter sin død fortsat regerer fra sin grav. Abdel-Samad ønsker at stede Muhammed til hvile, så han bliver en historisk figur, der kan gøres til genstand for udogmatisk kritik og debat på linje med andre historiske personer.

Under pandemien skulle Anatol Lieven og hans familie flytte fra Mellemøsten til London. Det betød, at de undervejs måtte gøre to ugers ophold i Island, hvor Lieven brugte tiden på at fordybe sig i de islandske sagaer og udforske naturen. Det slog ham, hvor mange der var flygtet til Island fra de nordiske konger i forbindelse med deres brutale bestræbelser på at bygge stater og sikre slægternes loyalitet. Blodfejder, oprør og nej til at underkaste sig en centralmagt. Sagaerne var en påmindelse om, hvad han siden 1980’erne selv havde været vidne til i Afghanistan.  Det mindede ham også om de seneste 100 års afghanske historie, som han havde studeret for at forstå, hvorfor det gang på gang er slået fejl at bygge en stat i det centralasiatiske land.  ”Det er rigtigt, at det i sidste ende lykkedes de nordiske konger at bygge stater, men de metoder, de brugte, ville ikke have gjort dem populære hos vore dages Human Rights Watch eller Amnesty International,” noterer Anatol Lieven tørt.

Hvis man vil forstå, hvad der sker i Afghanistan, er de islandske sagaer ifølge Anatol Lieven et godt sted at begynde. De nordiske kongers brutalitet og tilbagevendende besvær med at sikre slægternes loyalitet og bygge stater har været den gennemgående udfordring i Afghanistans historie de seneste 100 år. Alle forsøg på at bygge en moderne stat er slået fejl, og det er nøglen til forståelse af den afghanske tragedie. Statsbygning er en uhørt brutal affære, og det er ekstremt dyrt at opbygge en administration, der både kan beskytte borgerne, sikre deres loyalitet og sørge for basale ydelser. ”Det er rigtigt, at det i sidste ende lykkedes de nordiske konger at bygge stater, men de metoder, de brugte, ville ikke have gjort dem populære hos hverken Human Rights Watch eller Amnesty International,” noterer Lieven tørt...

Fiona Hill blev verdensberømt, da hun i 2019 optrådte som stjernevidne i rigsretssagen mod præsident Trump. Hill arbejdede i to år som Trumps toprådgiver på Rusland, og i et interview fortæller Hill om det kulturchok, hun oplevede i Det Hvide Hus ...

Fiona Hill er måske den eneste i Donald Trumps regering, som slap ud af Det Hvide Hus uden alvorlige ridser i lakken; selv om hun erkender, at der er nogle bekendte og kolleger, der aldrig vil tilgive, at hun i 2017 sagde ja til jobbet som ansvarlig for Rusland i Det Nationale Sikkerhedsråd ...

Mennesket adskiller sig fra andre dyr ved, at vi har udviklet en unik evne til at samarbejde og udveksle viden og ting med andre mennesker. Det gør ingen andre dyr, og det er ifølge Johan Norberg den centrale forklaring på menneskets succes og fremskridt gennem historien ...

Mennesket adskiller sig fra andre dyr ved, at vi har udviklet en unik evne til at samarbejde og udveksle viden og ting med andre mennesker. Selv med dem vi ikke kender. Det gør ingen andre dyr, og det er ifølge Johan Norberg den centrale forklaring på menneskets succes og fremskridt gennem historien ...

Religiøs fanatisme er den største trussel mod verden, mener Wole Soyinka, Afrikas første vinder af Nobelprisen i litteratur ...

Wole Soyinka, Afrikas første vinder af Nobelprisen i litteratur, ser religiøs fanatisme som den største trussel mod verden ...

Den amerikanske økonom Garett Jones slår et slag for en række reformer, som ifølge ham fører til bedre regeringsførelse. Alle hans forslag indebærer mindre demokrati ...

Den amerikanske økonom Garett Jones slår et slag for en række reformer, som ifølge ham fører til bedre regeringsførelse. Alle hans forslag indebærer mindre demokrati ...

Kurt Westergaard var den sidste kulturradikale, der var direkte rundet af den bølge i dansk åndsliv, som især Poul Henningsen repræsenterede ...

Vi har brug for antropologien, hvis vi vil gardere os mod ubehagelige overraskelser som finanskrisen i 2008 eller pandemien i 2020. Det mener Gillian Tett, chef for Financial Times' redaktion i USA, i sin nye bog ...

Vi har brug for antropologien, hvis vi vil gardere os mod ubehagelige overraskelser som finanskrisen i 2008 eller pandemien i 2020. Det mener Gillian Tett, chef for Financial Times' redaktion i USA, i sin nye bog ...

Ifølge Irshad Manji er mennesker programmeret til at sætte etiketter på andre mennesker for at skabe orden og forudsigelighed. I tidernes morgen var det vigtigt for at kunne overleve ude på savannen som individ og stamme. Men i en tid hvor vores identitet har mange dimensioner, og hvor vi er mere forbundne med hinanden på tværs af grupper, kommer der sjældent noget godt ud af at gribe til forsimplede etiketter ...

Vi er mere polariserede end nogensinde, og takket være vores ego-hjerne har vi svært ved at lytte til mennesker, der mener noget andet. I sådant et klima er det vigtigt at lære, hvordan man kan have mere konstruktive samtaler med dem, man er uenig med ...

Jeg har talt med Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af et projekt, der undersøger, hvordan demokratier håndterer Covid-19. Michael Bang Petersen og tre af hans kolleger har netop publiceret en artikel i det anerkendte amerikanske tidsskrift PNAS baseret på interviews med flere end 13.000 amerikanere og danskere. Det viser, at transparens om bivirkninger af en vaccine på kort sigt resulterer i en øget vaccineskepsis, men at den samme transparens på længere sigt er med til at styrke tilliden til sundhedsvæsenet og det politiske system. 

Her er et dilem­ma, hvis hånd­te­ring har kon­se­kven­ser for den måde, men­ne­sker og sam­fund ind­ret­ter sig på. Om man lever i et frit sam­fund eller et frygtsam­fund. Om man ønsker sik­ker­hed for enhver pris, eller om indi­vi­dets fri­hed vejer tun­ge­re med de risi­ci, det indebærer. Kort sagt: Hvor­dan balan­ce­rer vi som indi­vi­der og sam­fund hen­syn… Continued

Ifølge den britiske forfatter og komiker Andrew Doyle vil et samfund, der ønsker at håndtere sine problemer og konflikter ved at begrænse ytringsfriheden, ikke løse dem, men i stedet forstærke dem ...

Den bri­ti­ske komi­ker Andrew Doy­le har i åre­vis paro­di­e­ret woke-ide­o­lo­gi­en på Twit­ter, men fle­re af hans van­vit­ti­ge, paro­di­ske påstan­de bli­ver sene­re gen­ta­get af andre i fuld alvor. Det er Doy­le ved at være træt af. For et par år siden blev den 53-åri­ge for­ret­nings­mand Har­ry Mil­ler kon­tak­tet af poli­ti­et i Hum­ber­si­de i det nor­døst­li­ge Eng­land. En… Continued

Modstanden mod vaccination skyldes ikke, at folk er godtroende og manipulerbare. I virkeligheden er flertallet bange for at blive vaccineret af ganske jordnære årsager ...

Gen­nem de sene­ste 2.500 år har eks­per­ter af enhver slags og uan­set deres poli­ti­ske stå­sted været eni­ge om, at men­ne­sker er let­te at mani­p­u­le­re; at vi kan hjer­ne­va­skes og over­be­vi­ses om de mest van­vit­ti­ge påstan­de: at jor­den er flad, at Hil­lary Clin­ton var ansvar­lig for en pædo­fil­ring sty­ret fra en pizza­bar i Was­hin­g­ton, at jøder… Continued

Kulturkampen har i årtier raset inden for uddannelse, medier, kultur og underholdning. Nu er turen kommet til erhvervslivet, hvor verdens største kapitalfonde forsøger at gennemtvinge en stille revolution. Kritikere stempler den som udemokratisk ...

Kulturkampen har i årtier raset inden for uddannelse, medier, kultur og underholdning. Nu er turen kommet til erhvervslivet, hvor verdens største kapitalfonde forsøger at gennemtvinge en stille revolution. Kritikere stempler den som udemokratisk ...

 For 20 år siden tal­te man seri­øst om, at Rusland kun­ne gå i opløs­ning, men nu er lan­det til­ba­ge som en stormagt med glo­ba­le ambi­tio­ner, siger for­sker på Stan­ford University. Da Micha­el Hay­den, fire­stjer­net gene­ral og for­hen­væ­ren­de chef for både CIA og NSA, de to mest ind­fly­del­ses­ri­ge efter­ret­ning­s­tje­ne­ster i USA, for nog­le år siden… Continued

For 20 år siden talte man seriøst om, at Rusland kunne gå i opløsning, men nu er landet tilbage som en stormagt med globale ambitioner, siger forsker på Stanford University ...

Ifølge Jonathan Rauch er vores uskrevne grundlov for, hvordan viden produceres, og hvordan vi skelner mellem sandt og falskt, kommet under angreb på to fronter. For det første er misinformation på især digitale platforme blevet en trussel …

Den 5. juni fejrer danskerne Grundloven fra 1849, men ifølge den amerikanske forfatter Jonathan Rauch findes der også en uskreven grundlov, som er lige så vigtig for et velfungerende demokrati. Denne uskrevne grundlov udgør fundamentet for, hvad vi anerkender som viden, og hvordan vi definerer rammerne for den offentlige debat …