Flemming Rose

Intet tyder på en snarlig afslutning på krigen i Ukraine. De, der med frygt eller håb havde set frem til Vladimir Putins tale i anledning af 77-året for Sovjetunionens sejr over Hitler-Tyskland, måtte se i vejviseren efter signaler om, hvornår og hvordan Putin forestiller sig krigen afsluttet. Men han gjorde det dog klart, at den russiske hær kæmper på sin egen jord, og derfor må det være hans plan at annektere mere ukrainsk territorium. Talen er allerede blev grundigt analyseret. Når jeg alligevel beskæftiger mig med den i denne uges Fri Tænkning, skyldes det et aspekt af Putins tale, som er blevet overset. Jeg tænker på hans beskrivelse af invasionen af Ukraine som et forebyggende eller præventivt angreb, og de associationer til Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 samt debatten om Stalins planer om at slå først, som det vækker.

I denne uges Fri Tænkning reflekterer jeg over, hvordan man skal forstå den udbredte påstand om, at nogen eller noget er på den forkerte eller rigtige side af historien. Jeg ser det som udtryk for snæversyn og storhedsvanvid at påstå den slags, for ingen af os ved, hvordan eftertiden vil dømme os. Kort sagt: Vær på vagt, når nogen påstår, at de har indsigten og det moralske overblik til at placere mennesker og begivenheder på den rigtige eller forkerte side af historien. Det ren bullshit.

I denne uges Fri Tænkning taler jeg med en af USA's mest erfarne diplomater. Navnet er Chas Freeman. Freeman taler arabisk, kinesisk, fransk, spansk, portugisisk, tysk, italiensk og et par andre sprog. Han har siddet på topposter i både udenrigs- og forsvarsministeriet i Washington og har været udstationeret i en lang række lande, heriblandt Kina og Indien. Under Golfkrigen i 1991 var han USA’s ambassadør i det strategisk vigtige Saudi-Arabien, og i 1993-94 havde Freeman i forsvarsministeriet ansvaret for at udvikle en amerikansk strategi for en ny sikkerhedsorden i Europa med NATO som omdrejningspunkt.

Fra tid til anden spørger jeg mig selv, hvad det er, vi er vidne til i Ukraine. Er det begyndelsen på tredje verdenskrig, hvor Ukraine er en brik i et større spil? Eller er det først og fremmest en kamp mellem diktatur og demokrati? Eller handler det alene om en ung stats kamp for uafhængighed?

Krigen i Ukraine har nu varet i snart to måneder, men der er ingen udsigt til en snarlig ende på krigshandlingerne. Den russiske invasion er ikke gået som planlagt, eftersom Ukraine har ydet større modstand end både Moskva og Washington havde ventet. Mark Milley, firestjernet general og chef for USA's væbnede styrker, fortalte således i februar til Kongressen, at Kyiv kunne falde indenfor 72 timer. Det skete som bekendt ikke, og det kan få betydning for Ukraines fremtidige sikkerhed, uanset krigens videre forløb.

Gregory Carleton er professor i kulturhistorie og litteratur på Tufts University i Massachusetts. Han voksede op i Richmond, Virginia, som var Sydstaternes hovedstad under den amerikanske borgerkrig. Her findes flere slagmarker og monumenter knyttet til borgerkrigen, og derfor var Carleton under sin opvækst vidne til, hvordan Amerika reflekterer over sin krigskultur. Det blik på verden tog han med sig til Rusland i 1990’erne, hvor han noterede, at krig var til stede overalt. Kernen i den russiske krigsmyte, siger Carleton, består af forestillingen om Rusland som Guds udvalgte land og det land, der værner om den rette tro samt en permanent bekymring for at blive invaderet.

Med krigen i Ukraine og de krænkelser af menneskerettigheder, som finder sted, er det på sin plads at minde om, at Human Rights Watch har sine rødder i Moskva, og at det var her, man først insisterede på at omsætte Helsingfors-slutaktens ord til handling. Helsingfors-slutakten førte efter Den Kolde Krig til etablering af OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som de seneste otte år har været til stede i det østlige Ukraine for at monitorere krigens gang. I forlængelse af den historie har jeg til denne uges Fri Tænkning talt med Kenneth Roth, som siden 1993 har været direktør for Human Rights Watch (HRW). HRW er blevet en verdensomspændende organisation med flere hundrede ansatte i 50 lande og et årligt budget på omkring en halv milliard kroner.

I denne uges Fri Tænkning får du to nyhedsbreve i ét. Første del handler om sandsynligheden for, at Putin vil blive afsat ved et kup, mens anden del er et interview med en af Ruslands mest citerede samfundsforskere. Her ser vi tilbage på de seneste 30 års russiske historie og anbefaler, at du læser den britiske forfatter William Goldings roman Fluernes herre fra 1954, hvis du vil forstå den historie og det personalistiske autoritære regime, som Vladimir Putin nu præsiderer over.

Aleksandr Solsjenitsyn, nobelprisvinder i litteratur i 1970 og en af de vigtigste systemkritikere i det 20. århundrede, har haft stor indflydelse på Putins syn på Ukraine. Solsjenitsyn mente, at regioner i det østlige og sydlige Ukraine var historisk russisk land med et russisk flertal, og at der i forbindelse med Sovjetunionens opløsning i 1991 burde have været afholdt folkeafstemninger i disse regioner, hvor de havde haft mulighed for at bestemme, om de ville være en del af Ukraine eller Rusland. Solsjenitsyn argumenterede dengang også for etablering af en ny føderativ stat bestående af Rusland, Ukraine, Belarus og måske Kasakhstan i stedet for det opløste Sovjetunionen. Solsjenitsyn understregede dog samtidig, at Rusland under ingen omstændigheder skulle bruge magt for at holde på Ukraine.

Det føles som en tidsalder eller to siden. I efteråret 1994 krydsede jeg med en lille passagerbåd floden Amur, som udgør grænsen mellem Rusland og Kina i det nordøstlige Asien. Herfra er afstanden til Moskva nogenlunde den samme som fra København til New York. På havnepromenaden på den russiske side af floden var et filmhold i færd med at optage den første russisk-kinesiske spillefilm, siden formand Maos kulturrevolution i 1960’erne, en dramatisk forværring af forholdet mellem Moskva og Beijing og væbnede sammenstød mellem den kinesiske og sovjetiske hær om Damanskij, en lille ø i en biflod til Amur.

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine i sidste uge skrev EU's udenrigsminister Josep Borrell på Twitter, at russiske oligarker som følge af sanktioner nu kunne se i vejviseren efter shopping i Milano, fester i Saint Tropez og diamanter i Antwerpen. Kommentaren blev hurtigt slettet, men den afslører en udbredt vildfarelse bag Vestens sanktionspolitik. Nemlig at russiske oligarker i kraft af deres rigdom og forbindelser besidder en nærmest mytisk magt. Logikken lyder, at hvis de russiske oligarker som følge af sanktioner ikke længere kan leve et liv i sus og dus i Vesten og bliver ramt på pengepungen, så vil de til sidst blive så frustrerede, at de gør oprør mod Vladimir Putin, afsætter ham og indfører en slags europæiske tilstande for igen at kunne blive lukket ind i det gode selskab i Vesten.

Hvis nogen for 30 år siden havde foreslået et væddemål om Nordkoreas fremtid, var der næppe mange, som ville have satset deres spareskillinger på, at Kim-dynastiet ville være i live i skrivende stund. Jeg mener, dengang var Sovjetunionen lige gået i opløsning. Og Kinas reformator Deng Xiaoping proklamerede, at han var ligeglad med kattens farve, bare den kunne fange mus, og det havde socialismen som bekendt ikke været god til.

Til denne uges Fri Tænkning havde jeg på forhånd annonceret et interview med en af verdens førende eksperter i Nordkorea, Andrej Lankov. Jeg kan desværre ikke holde, hvad jeg lovede, da snakken om en storkrig i Europa kom i vejen. Til gengæld kan jeg love, at Lankovs analyse af Nordkorea er skarp, indsigtsfuld og sine steder politisk ukorrekt, og at jeg snarest vil dele den med dig. Grunden til at jeg har sadlet om i løbet af ugen er selvfølgelig, at USA's præsident Joe Biden forudsagde en russisk invasion af Ukraine den 16. februar kl. 3 om morgenen – som du sikkert har opdaget, fandt den ikke sted. I de forgangne dage har heppekor i forskellige lejre skændtes om, hvad det betyder. Er invasionen udsat og hvorfor? Blev Putin så skræmt af udsigten til sanktioner fra helvede, at han trak følehornene til sig? Var det hele bare bluff for at finde de svage led i den vestlige alliance? Måske var det aldrig planen at invadere Ukraine?

Da jeg for 30 år siden kort efter Sovjetunionens opløsning rejste rundt i Ukraine, virkede landet rigere, gladere og fredeligere end Rusland. Og mens der i Moskva i oktober 1993 udspillede sig en væbnet magtkamp mellem præsident Jeltsin og hans modstandere, gik tingene anderledes civiliseret til i Ukraine. Sommeren 1994 var jeg i Kyiv for at dække Ukraines første valg siden uafhængigheden i december 1991. Den siddende præsident, Leonid Kravtjuk, tabte til Leonid Kutjma og anerkendte sit nederlag, således at Ukraine blev det første land i det tidligere Sovjetunionen, hvor der skete et fredeligt magtskifte.

I dag advarer bekymrede og kritiske røster i USA imidlertid mod et andet kompleks med voksende magt: det diversitets-industrielle kompleks, hvis indflydelse og ressourcer bliver stadigt større. Inden for de seneste årtier er gigantiske bureaukratier vokset frem med fokus på diversitet og inklusion. Det begyndte på universiteterne, men har siden bredt sig til erhvervslivet og nu også til offentlige institutioner, myndigheder og organisationer. Det er et multi-milliardforetagende, som bare vokser og vokser, mens ressourcer til forskning og undervisning har svært ved at følge med. Menige medarbejdere i diversitets-bureaukratiet tjener som regel mere end en universitetslektor, der forsker og underviser. Siden 1970’erne er antallet af universitets-bureaukrater mere end fordoblet. På offentlige universiteter var der i 2018 to bureaukrater for hver forsker og lærer, mens forholdet på private universiteter er endnu mere skævt i bureaukraternes favør.

Vi begynder i det skønlitterære hjørne. For godt 400 år siden udkom den første moderne roman – Miguel Cervantes’ geniale Don Quixote. Den handler om en frustreret mand fra den spanske lavadel, der finder sin tilværelse meningsløs og monoton. I sine bestræbelser på at undslippe virkeligheden sluger han alt om riddere og deres spændende liv, som han kan få fingre i. Manden læser så meget, at han til sidst ikke længere kan skelne mellem virkelighed og fiktion. Han antager det potent klingende navn Don Quixote og bliver i sin fantasi til en respektindgydende og handlekraftig ridder.

Michael Møller er en modig mand. Ikke fordi han er parat til sætte livet på spil, gøre farlige ting, som ingen andre tør, eller udfordre voldsmænd. Nej, hans mod er mindre spektakulært, men ganske opsigtsvækkende. I et debatklima, hvor finanssektoren stort set dagligt stemples som grådig, kynisk og uhæderlig, tager professor Møller den udskældte og forhadte sektor i forsvar. Det gør han i en bog med titlen Fakta og fordomme om finanssektoren, som han har skrevet sammen med CBS-kollegaen, Niels Chr. Nielsen.

Siger forkortelsen OSCE dig noget? Det står for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. OSCE har sit hovedsæde i Wien og var i denne uge vært for et møde mellem de 57 medlemslande om en række krav til en ny europæisk sikkerhedsorden, som Rusland i december præsenterede USA og omverdenen for. Forud var gået et bilateralt møde mellem Rusland og USA i Genève efterfulgt af et møde mellem NATO og Rusland i Bruxelles.

I denne uge er det et år siden, at en gruppe tilhængere af USA's daværende præsident, Donald Trump, stormede USA's lovgivende forsamling i Washington D.C. Stormen fandt sted i forlængelse af en demonstration, hvor Trump ifølge sine modstandere tilskyndede til angrebet på Kongressen og den vold og død, der fulgte. Et år senere er det stadig en udbredt opfattelse blandt Trumps tilhængere, at valgsejren blev stjålet fra dem, og der er ingen tegn på, at de seneste års polarisering af det amerikanske samfund er aftagende.

Emnet for årets første Fri Tænkning drejer sig om et menneske, som de færreste i Danmark har hørt om. Hans navn er Aleksandr Ljubisjtjev. Han blev født i det russiske imperium i 1890 og døde i Sovjetunionen i 1972. Længe før nutidens snak om time management og anden narrefisse havde Ljubisjtjev udviklet et system, som skabte grundlaget for det mest virkelighedsnære forhold til tid, jeg er stødt på. Ljubisjtjev tog tiden alvorligt, og netop derfor lykkedes det ham at knække dens kode.

Sarotte beskriver sin historie med et billede. Rusland og USA bliver trukket ud på åbent hav af en tidevandsbølge og klamrer sig til et stykke tømmer for ikke at gå til bunds. Sarottes fortælling handler om det øjeblik, hvor parterne må give slip på tømret, da Europa igen bliver et delt kontinent; denne gang med en skillelinje, der er rykket flere hundrede kilometer østpå og med flere lande i en gråzone mellem øst og vest.

Sovjetstatens sammenbrud var det største geopolitiske jordskælv i anden halvdel af det 20. århundrede – med større konsekvenser for verdensordenen end 9/11 – og vi er stadig vidne til efterskælv forskellige steder i det tidligere Sovjetunionen. I øjeblikket er den orden, som opstod i forlængelse af sammenbruddet, og som i virkeligheden var en udvidelse af den vestlige orden i østlig retning, under pres. I en ny bog præsenterer en historiker og et øjenvidne til den udvikling i Sovjetunionen, der i 1991 endte med sovjetstatens opløsning, et nyt blik på dramaet. Vladislav Zubok er født og opvokset i Moskva, men siden sammenbruddet har han tilbragte det meste af sin tid på universiteter i USA og Storbritannien. Han er forfatter til flere bøger om Den Kolde Krig og har nu skrevet sit magnum opus, Collapse: The Fall of the Soviet Union, en mursten på 535 sider, som dækker perioden fra 1983 til og med 1991.

Når det gælder Benatars filosofi, er han udmærket klar over, at masserne ikke just står i kø for at tilslutte sig en ide, der argumenterer for, at det ville være i alles interesse, hvis ingen af os mennesker og andre væsener, der kan sanse og føle, nogensinde var blevet født. Derfor er Benatar karrig med at fortælle detaljer om sig selv. Forhold jer til mine argumenter, ikke til min person, lyder hans ræsonnement. Hvis Benatar fortæller om sig selv og sit eget liv, frygter han, at anti-natalismen vil blive bortforklaret med en psykoanalytisk granskning af hans personlighed for at kunne reducere hans filosofi til resultatet af en ulykkelig barndom eller noget andet i hans personlige historie. Så denne uges Fri Tænkning handler ikke om mennesket David Benatar, men om hans filosofi.

De seneste årtier har studiet af had imidlertid fået en ny dimension. Institutioner og politiske aktører ser nu bekæmpelsen af had – hadforbrydelser og hadtale – som en vej til beskyttelse af mindretal. Langsomt men sikkert er der sket en globalisering af kampen mod had. Det er sket via etablering af Hate Studies på først amerikanske og britiske universiteter, og derfra har det bredt sig, men ifølge Thomas Brudholm er promovering af kampen mod had sket uden nogen dybere refleksion over, hvad had egentlig er, og hvad det dækker.  

Ifølge Marton er opskriften på Merkels succes, at hun er tålmodig, forsigtig, systematisk og udholdende. Hun tager sjældent chancer og venter gerne med at træffe beslutninger, til hun har den nødvendige opbakning i opinionen og Forbundsdagen. De egenskaber har hjulpet hende både som national leder i Tyskland og som aktør på den internationale scene i forhold til så forskellige kolleger som Vladimir Putin og Xi Jinping i øst og til George W. Bush og Barack Obama i vest. Merkel, siger Marton, er noget så sjældent som en politiker, der ikke søger opmærksomhed eller har behov for at være i centrum, snarere tværtimod. I sine 16 år ved magten har hun ikke været ramt af en eneste skandale. Og så er hun som præstedatter troende lutheraner. Marton kalder hende en ego-fri politiker og mener, at omverdenen først vil værdsætte Merkels indsats nu, da hun er trådt tilbage. Hun står for moderation og konsensussøgen og respekt for lov og orden. Kvaliteter som man set fra USA forbinder Tyskland med. 

Klimaforandringer og overgangen til brug af andre energikilder end især olie og kul vil påvirke magtforhold og velstand rundt omkring i verden. Nogle lande vil komme stærkere ud af omstillingen, andre vil blive svækket. Netop den proces er udgangspunkt for Thane Gustafsons nye bog om klimaforandringernes betydning for Rusland, Klimat: Russia in the Age of Climate Change. Som nogen måske allerede har regnet ud, så hedder klima på russisk klimat. Gustafson er ekspert i russisk energipolitik og professor ved Georgetown University i Washington D.C. Han er forfatter til flere bøger om sovjetisk og russisk økonomi og forskellige dele af energisektoren. I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Gustafson om, hvordan Rusland vil blive påvirket af klimaforandringer og overgangen til vedvarende energi.

Corona-krisen har på samme måde som først finans- og eurokrisen og dernæst flygtningekrisen splittet EU i to blokke. På den ene side står den nordlige og vestlige del af Europa, mens øst og syd befinder sig på den anden side. I nord og vest har pandemien påvirket folks liv i langt mindre grad end i syd og øst. Det gælder både økonomisk og sundhedsmæssigt, men europæernes syn på frihed er også i opbrud, og her er der både regionale og aldersmæssige forskelle.  

David Goldman har en fascinerende historie. Den 70-årige økonom, forfatter og musikkritiker er aktuel med bogen You Will Be Assimilated: China’s Plan to Sino-form the World. Goldman er medejer af mediet Asia Times, hvor han for nogle år siden etablerede sig som kommentator under pseudonymet Spengler – en reference til den tyske historiker Oswald Spengler og hans klassiske værk Vesterlandets undergang, der udkom i 1918 under Første Verdenskrig. Vi skal tale om Kinas økonomiske mirakel, om Kinas styrke og svaghed, om det evige Kina, om udsigten til en afkobling af USA's økonomi fra Kinas, Europas rolle og konsekvenserne af det seneste årtis overraskende tilnærmelse mellem Kina og Rusland. 

Synger den amerikanske civilisation på sidste vers? Er vi vidne til det moderne Romerriges undergang? Vil USA falde fra hinanden på samme måde, som Sovjetunionen gjorde det?  

Som udenrigsjournalist løber man fra tid til anden på spioner fra fremmede magter. Især hvis man som jeg har arbejdet som korrespondent i Moskva og Washington. Jeg blev mindet om spionernes verden, da jeg for nyligt læste en fascinerende biografi om en af Den Kolde Krigs vigtigste afhoppere til Vesten.

Nancy Leong hylder denne mangfoldighed, men hun mener, at det ofte er mere form end indhold, og hun dokumenterer, hvordan universiteter og virksomheder snyder på vægten med mangfoldighedsidealet. Ifølge Leong er det baggrunden for det, hun kalder identitetskapitalisme. Identitetskapitalister tilhører som oftest flertallet og spekulerer og lukrerer på mindretallenes identiteter. Det sker, når et universitet fotoshopper et billede af deres studerende til en sportsbegivenhed, hvor man tilføjer en sort studerende, som ikke var med på det oprindelige foto, og bruger det i en reklamebrochure. Eller når en virksomhed på sin hjemmeside fremhæver ansatte med mindretalsbaggrund, mens de i virkeligheden kun udgør en ubetydelig del af medarbejderne. Eller når en politiker, der beskyldes for at tale nedsættende om homoseksuelle, forsvarer sig med, at han eller hun har en masse venner, der er homoseksuelle. 

Jeg lærte Lars Vilks at kende i 2007, da han besøgte mig i København, efter at en svensk avis havde publiceret en af hans tegninger af profeten Muhammed som rundkørselhund som en kommentar til en populær form for gadekunst, som på det tidspunkt havde bredt sig i Sverige. Borgere placerede håndlavede hundefigurer i rundkørsler som dekorationer, og det blev hurtigt til en mindre folkebevægelse, efter at en hund var blevet udsat for hærværk.

Mænds seksuelle vold mod kvinder er den mest udbredte menneskerettighedskrænkelse i verden. Alligevel er kvindens ret til at bestemme hvor, hvornår og med hvem hun vil have sex ikke nedfældet i en eneste menneskerettighedskonvention, erklæring eller lov. Og det på trods af at netop denne ret evolutionspsykologisk og historisk er langt mere fundamental end andre nedfældede rettigheder såsom ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed. Negligeringen af kvindens ret til seksuel selvbestemmelse underminerer nemlig et essentielt træk ved hunners parringsstrategi på tværs af dyreriget, ønsket om selv at vælge sine partnere. David Buss, professor i psykologi ved University of Texas i Austin og en af evolutionspsykologiens stiftere, slår i en ny bog til lyd for at få kvinders ret til at selv at bestemme, hvem de vil have sex med, hvor og hvornår, anerkendt som en universel menneskeret.

I en tid, hvor man på den ene side oplever en styrkelse af nationalkonservative strømninger og på den anden en renæssance for venstrefløjen, hvad enten der er tale om socialdemokratisme eller identitetspolitik, er det blevet politisk opportunt at give liberalismen skylden for det meste af det, der er gået galt i Europa og Nordamerika. På den baggrund kan det synes en utaknemmelig opgave at forsvare liberalismen, liberale værdier og en liberal orden. Men det gør den 79-årige McCloskey med et engagement, et enestående historisk overblik og en humor, der gør det både underholdende og oplysende at lytte til hende.

Kan man stadig elske Amerika? ”Svaret på det spørgsmål må vel blive et entydigt nej. Dette land lader sig ikke længere elske,” fastslår Hammer. ”Virkeligheden er for længst brudt igennem og har ødelagt de mange skønmalende amerikanske historier. Tilbage står en skadet, selvdestruktiv og ofte forhadt nation,” tilføjer han. Hårde ord om et land, Hammer har viet næsten lige så meget af sit liv som hjemlandet Norge. 

I denne uge er det 20 år siden, at angrebene på New York og Washington fandt sted. Årsdagen falder som en sarkastisk fodnote til historien sammen med, at Taleban er tilbage ved magten i Kabul, og jihadister fra den ganske verden har sat kurs mod Afghanistan. I den anledning har jeg som nævnt talt med den amerikanske forfatter og terrorekspert, Peter Bergen.

Ifølge Abdel-Samad er Muhammed som muslimernes profet den eneste historiske skikkelse, der næsten 1.400 år efter sin død fortsat regerer fra sin grav. Abdel-Samad ønsker at stede Muhammed til hvile, så han bliver en historisk figur, der kan gøres til genstand for udogmatisk kritik og debat på linje med andre historiske personer.

Hvis man vil forstå, hvad der sker i Afghanistan, er de islandske sagaer ifølge Anatol Lieven et godt sted at begynde. De nordiske kongers brutalitet og tilbagevendende besvær med at sikre slægternes loyalitet og bygge stater har været den gennemgående udfordring i Afghanistans historie de seneste 100 år. Alle forsøg på at bygge en moderne stat er slået fejl, og det er nøglen til forståelse af den afghanske tragedie. Statsbygning er en uhørt brutal affære, og det er ekstremt dyrt at opbygge en administration, der både kan beskytte borgerne, sikre deres loyalitet og sørge for basale ydelser. ”Det er rigtigt, at det i sidste ende lykkedes de nordiske konger at bygge stater, men de metoder, de brugte, ville ikke have gjort dem populære hos hverken Human Rights Watch eller Amnesty International,” noterer Lieven tørt...

Fiona Hill blev verdensberømt, da hun i 2019 optrådte som stjernevidne i rigsretssagen mod præsident Trump. Hill arbejdede i to år som Trumps toprådgiver på Rusland, og i et interview fortæller Hill om det kulturchok, hun oplevede i Det Hvide Hus ...

Mennesket adskiller sig fra andre dyr ved, at vi har udviklet en unik evne til at samarbejde og udveksle viden og ting med andre mennesker. Det gør ingen andre dyr, og det er ifølge Johan Norberg den centrale forklaring på menneskets succes og fremskridt gennem historien ...

Religiøs fanatisme er den største trussel mod verden, mener Wole Soyinka, Afrikas første vinder af Nobelprisen i litteratur ...

Den amerikanske økonom Garett Jones slår et slag for en række reformer, som ifølge ham fører til bedre regeringsførelse. Alle hans forslag indebærer mindre demokrati ...

Kurt Westergaard var den sidste kulturradikale, der var direkte rundet af den bølge i dansk åndsliv, som især Poul Henningsen repræsenterede ...

Vi har brug for antropologien, hvis vi vil gardere os mod ubehagelige overraskelser som finanskrisen i 2008 eller pandemien i 2020. Det mener Gillian Tett, chef for Financial Times' redaktion i USA, i sin nye bog ...

Vi er mere polariserede end nogensinde, og takket være vores ego-hjerne har vi svært ved at lytte til mennesker, der mener noget andet. I sådant et klima er det vigtigt at lære, hvordan man kan have mere konstruktive samtaler med dem, man er uenig med ...

Jeg har talt med Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af et projekt, der undersøger, hvordan demokratier håndterer Covid-19. Michael Bang Petersen og tre af hans kolleger har netop publiceret en artikel i det anerkendte amerikanske tidsskrift PNAS baseret på interviews med flere end 13.000 amerikanere og danskere. Det viser, at transparens om bivirkninger af en vaccine på kort sigt resulterer i en øget vaccineskepsis, men at den samme transparens på længere sigt er med til at styrke tilliden til sundhedsvæsenet og det politiske system. 

Ifølge den britiske forfatter og komiker Andrew Doyle vil et samfund, der ønsker at håndtere sine problemer og konflikter ved at begrænse ytringsfriheden, ikke løse dem, men i stedet forstærke dem ...

Modstanden mod vaccination skyldes ikke, at folk er godtroende og manipulerbare. I virkeligheden er flertallet bange for at blive vaccineret af ganske jordnære årsager ...

Kulturkampen har i årtier raset inden for uddannelse, medier, kultur og underholdning. Nu er turen kommet til erhvervslivet, hvor verdens største kapitalfonde forsøger at gennemtvinge en stille revolution. Kritikere stempler den som udemokratisk ...

For 20 år siden talte man seriøst om, at Rusland kunne gå i opløsning, men nu er landet tilbage som en stormagt med globale ambitioner, siger forsker på Stanford University ...

Ifølge Jonathan Rauch er vores uskrevne grundlov for, hvordan viden produceres, og hvordan vi skelner mellem sandt og falskt, kommet under angreb på to fronter. For det første er misinformation på især digitale platforme blevet en trussel …