Den farlige nultolerance og hadets logik
Illustration: Malthe Emil Kibsgaard
Kære læser
Da jeg til denne uges Fri Tænkning talte med filosof og hadforsker Thomas Brudholm, spurgte jeg på et tidspunkt, om han selv havde prøvet at hade. Først blev der stille. Brudholm tøvede, men fortsatte så, som om han ville vinde tid: ”Det er et godt spørgsmål.”
Derpå forklarede han, at han stiller samme spørgsmål til sine studerende, når han underviser i hadets anatomi på Københavns Universitet, men at de ikke behøver at svare på det, mens andre lytter med.
”Vrede kender vi jo alle,” konstaterer Brudholm.
”Men had…”
Igen fylder tavsheden luften, men så kommer det: ”Jeg tror nok, at jeg har oplevet det én gang.”
Thomas Brudholm fortæller om en tur for tyve år siden til nazisternes udryddelseslejre Auschwitz-Birkenau, Sobibór, Treblinka og Majdanek – alle beliggende i det nuværende Polen.
”Jeg havde lige fået mit første barn, og da vi på museet i Auschwitz kom forbi en montre med babytøj, slog det klik,” siger han.
”Jeg følte et intenst raseri, og tårerne trillede. Jeg tror, at jeg i det øjeblik hadede dem, der havde gjort det, og jeg hadede, at dét var sket. Måske var det dér, i hadets bevægelse af sindet, at jeg fattede, hvilken ondskab masseudryddelsen var,” tilføjer han.
Ifølge Brudholm er det lettere at hade begreber og vilkår end mennesker, som når forfatteren Frank Jæger i et digt proklamerede: ”Grøn, hvor jeg hader dig, grøn/Før du falmer til gul.” Filosoffen Karl Popper lagde ikke skjul på, at han hadede vold, og hans kristne middelalderkollega Thomas Aquinas kaldte det en dyd at hade det onde, så længe det ikke slog over i had til mennesker.
I vor tid er der en udbredt opfattelse af, at had er et absolut onde, der skal bekæmpes og udryddes. Og hvis det lykkes, vil alt blive godt. Freden vil sænke sig over land og by, og vi vil alle leve lykkeligt til vores dages ende. Vores samfund er besat af had i en sådan grad, at vi ligefrem har fundet på en ny slags forbrydelse, når det gælder fysiske og verbale overgreb på udvalgte mindretal: hadforbrydelse og hadtale, mens der ikke er noget, der hedder en misundelsesforbrydelse eller en gerrighedsforbrydelse, selvom misundelse og gerrighed rangerer blandt de syv dødssynder.
Selv Donald Trump kaldte som USA’s præsident til kamp mod had som en påstået motivation for masseskyderier i Amerika.
”Had har ingen plads i Amerika. Had fordrejer bevidstheden, hærger hjertet og fortærer sjælen,” sagde Trump efter masseskyderier i Texas og Ohio i 2019, som om det var en selvfølge, at had var det afgørende motiv bag ugerningen.
Trump-citatet stammer fra et essay af Thomas Brudholm med titlen What Is Hate?
Thomas Brudholm er en internationalt anerkendt forsker i vrede og had, og han har netop modtaget næsten seks millioner kroner af Veluxfonden til et forskningsprojekt, der i samarbejde med Offerrådgivningen, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og Rehabiliteringsklinikken på Dansk Institut mod Tortur skal øge vores forståelse af voldsofres moralske følelser og etiske eftertanker.
Men hans tilgang til had er ikke den gængse inden for Hate Studies. Brudholm mener, at disciplinen bør have plads til flere nuancer. Hans forståelse er et resultat af årtiers forskning i de følelser, der er på spil i forsoningsprocesser og forsøg på tilgivelse. Brudholm studerede forsoningsprocessen i Sydafrika efter apartheid. Han har også læst og talt med ofre for folkedrab og Holocaust og noterede en utilfredshed og nølen med den offentlige begejstring for tilgivelse.
”Jeg fik lidt efter lidt en forståelse for den berettigede vrede og vredens moralske betydning. Blandt dem, der arbejder med forsoning og tilgivelse, kan der være en tilbøjelighed til at se vreden som noget, man hurtigst muligt bør lægge bag sig, ofte fordi den ses som moralsk problematisk og patologisk,” siger Brudholm.
”Men jo mere man reducerer vredens berettigelse, jo mere overfladisk bliver den tilgivelse, man promoverer. Den berettigede vrede er del af en dybere og mere genuin forsoningsproces.”
Det er noget af baggrunden for Thomas Brudholms tilgang til studiet af had, som i Danmark og andre lande er kommet på den politiske dagsorden som led i bekæmpelsen af hadforbrydelser og hadtale. Brudholm bringer et filosofisk og idehistorisk perspektiv til forståelsen af had, mens de såkaldte Hate Studies er domineret af en til tider kompromisløs aktivisme, hvor man studerer hadet for at bekæmpe det og ofte har en varm linje til de politikere, myndigheder og institutioner, der har det praktiske ansvar for at at komme det fordomsdrevne had til livs.
”I Hate Studies defineres had som menneskets tilbøjelighed og trang til at dæmonisere og dehumanisere andre. Det er en utilstrækkelig definition,” siger Brudholm.
Han tilføjer: ”Det, der interesserer forskere i Hate Studies, er paradoksalt nok slet ikke had i sig selv i dets forskellige former og historie. Der er tale om et snævert fokus, der alene ser had som gruppe-fokuseret fordomsfuldhed. Som med racisme, homofobi og misogyni. Det er utilstrækkeligt.”
Det har jeg talt med Thomas Brudholm om.
Det korte af det lange
Der findes en lang filosofisk tradition for at se had som et ekstremt destruktivt syndrom, en sygdom, der kalder på filosofisk terapi og helbredelse, og som ikke mindst er til skade for den, der hader.
De seneste årtier har studiet af had imidlertid fået en ny dimension. Institutioner og politiske aktører ser nu bekæmpelsen af had – hadforbrydelser og hadtale – som en vej til beskyttelse af mindretal. Langsomt men sikkert er der sket en globalisering af kampen mod had. Det er sket via etablering af Hate Studies på først amerikanske og britiske universiteter, og derfra har det bredt sig, men ifølge Thomas Brudholm er promovering af kampen mod had sket uden nogen dybere refleksion over, hvad had egentlig er, og hvad det dækker.
Derfor er det vigtigt
Had er blevet en følelse, der karakteriserer vores tid. Alle er enige om at fordømme had, og det er suspekt at vise forståelse for dem, der hader. Med mindre det er én selv, der hader, eller dem, der mener det samme som én selv. Det er relevant at forstå, hvorfor had fylder så meget, hvordan det er blevet sådan, og om vores forståelse af had er utilstrækkelig.
Et spadestik dybere
Ifølge Brudholm findes der ikke én definition af had. Der er snarere tale om en slags familietræ af holdninger og følelser. Ifølge hans egen definition indebærer hadet et ønske om at eliminere det forhadte. Man vil fjerne eller udrydde det, man ser som ondskab. Brudholms definition er inspireret af den danske 1800-tals-filosof F.C. Sibbern. Ifølge Brudholm kan hadet ligesom kærligheden både erfares som en momentan følelse og eksistere som en dybereliggende holdning eller disposition; man kan gribes af had, og man kan nære had.
Han tilføjer, at det er skævt og vildledende at overføre forståelsesrammen fra Hate Studies, hvor der er fokus på fordomme og uberettiget antipati, til ofre for etnisk udrensning, krigsforbrydelser og massemord, som også føler had.
”Forestil dig en situation, hvor nogle mennesker er sluppet ud af en lejr, hvor de har været ofre for tortur og bliver konfronteret med en af deres bødler, efter at der er blevet fred. De overlevende kæmper med deres had. De kan have et ønske om at dræbe vedkommende, og derfor holder de sig væk, eller de kan møde op og lytte til vedkommendes undskyldninger eller se bødlen i øjnene. De kan håndtere hadet på mange måder,” siger Brudholm.
Derfor, tilføjer han, er det vigtigt ikke at reducere alt had til irrationelle og umoralske fobier og ismer.
”Der kan være situationer, hvor det er legitimt at føle had, hvor man ikke kan reducere det til en fordom eller en psykologisk projektion. Det er her, at jeg savner nuanceret forskning og blik for hadets fænomenologi, hadets forskellige former og farver,” påpeger Brudholm.
”Hadet som noget udelukkende patologisk, stupidt, racistisk og farligt kan ikke være et paradigme for alt had. Tag forfatteren Primo Levi, som overlevede Auschwitz. Han var oplysningsrationalist, men skrev også et digt til Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag Holocaust, hvor Levi ønskede Eichmann fem millioner søvnløse nætter, og at han hver eneste nat måtte blive hjemsøgt af de lidelser, han havde påført sine ofre. Primo Levi beskrev også hadet i positive vendinger som en drivkraft bag en opstand i Birkenau.”
Læg mærke til
Det er, anfører Brudholm, vigtigt at skelne mellem had og vrede. At vredes over en erfaret uret er foreneligt med respekt for den, man er vred på. Man kan kommunikere, undskylde og tilgive, mens hadet ofte er kategorisk i sit ønske om eliminering. Her er der som regel ikke mere at tale om, debatten er slut. Derfor er det svært at hade og være tolerant på en gang. I den forbindelse er nultolerance et begreb, vi skal være varsomme med, siger Brudholm. Det er snublende tæt på at indebære et krav om udryddelse eller udstødelse. I hadet er man nultolerant.
”Det er en farlig logik, som let kommer til at drive aktivisme i krænkelsesdebatten med krav om fyring, fjernelse og cancel culture. Så i stedet for at forsøge at rumme, håndtere og tåle at være i en konflikt, så skal anstødsstenen bare fjernes. I virkeligheden er der her tale om hadets logik. Det vil mange ikke bryde sig om at høre, men det kunne være sundt, fordi den slags aktivisme bliver promoveret som en kamp mod had. Det bliver legitimeret som en reaktion på had, men bærer selv præg af hadets logik. Det er helt fint at protestere og være vred, men jeg synes, at man skal være forsigtig med at gribe til hadets logik.”
En detalje
Denne begrebsmæssige deroute bunder i en misforståelse af, hvad tolerance betyder. Mange mener, at de kun skal være tolerante over for det, de kan lide, og at der derfor skal være nul-tolerance over for det, man ikke bryder sig om. Tolerance giver imidlertid kun mening, hvis det omfatter det, man har en aversion imod, påpeger Brudholm.
Perspektiv
I forlængelse af debatten om det had, ofrene for et massemord kan føle, finder Brudholm det relevant at spørge, om den, der hader, kan gøre det på et moralsk berettiget grundlag.
”Hvis man læser de overlevendes litteratur, finder man mennesker, der hader, og som samtidig har deres etik i orden. Hadet er på spil sammen med andre følelser. Jeg mener altså, at man bør kunne tale om ‘den gode hader’. Det næste skridt, som jeg endnu ikke er parat til at tage, indebærer en accept af det moralske had, altså at hadet i sig selv er moralsk, og ikke bare den, der hader.”
Ifølge Brudholm rejser det to problemer etisk set. For det første: Indebærer hadet, at man gør sig færdig med den anden og fryser vedkommende fast i et billede baseret på enkelte gerninger? Og for det andet: Motiverer hadet ikke bare til udstødelse, men til drab? Hvis det gør det, vil det være et etisk problem.
Baggrund
I den offentlige debat er det en udbredt antagelse, at der er en umiddelbar forbindelse mellem had og massemord. Ifølge Brudholm er det til gengæld inden for folkedrabsforskningen mere kontroversielt at påstå, at had er en central eller afgørende drivkraft bag massemordet.
Brudholm mener, at det er udtryk for en kedelig polemik inden for forskningen, hvor man på den ene side siger, at det var had og had alene, der ledte til Auschwitz, og på den anden forsøger at marginalisere hadet som årsagsforklaring.
Især den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman advarede mod at forklare massemord med henvisning til had. Han var bange for, at massemordet blev reduceret til et resultat af primitive følelser og instinkter med rod i en fjern fortid, når der ifølge hans opfattelse var tale om et yderst moderne fænomen. En opblussen af følelser kan måske forklare en pogrom i en landsby, men det kan ikke forklare et massemord, der er sat i system og eksekveres industrielt.
Ifølge Brudholm er det mest produktivt at operere med mange forskellige årsagsforklaringer og ikke en eller to.
”Jeg er enig med Bauman i, at det ikke giver mening at tale om, at den enkelte bureaukrat, gerningsmand eller leder var drevet af had, da de begik massemord. Det er en håbløs forklaring. Men hvis man ser på Hitlers og Himmlers taler, så fokuserer de på Vernichtung, udryddelse, altså ønsket om eliminere. I så fald kan man tale om en hadets logik, og så kan man diskutere, om det sammen med andre faktorer og forhold kan forklare noget.”
