Den farlige nul­tol­er­ance og hadets logik


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

Illus­tra­tion: Malthe Emil Kibsgaard

Kære læs­er

Da jeg til denne uges Fri Tænkn­ing talte med filosof og had­forsker Thomas Brud­holm, spurgte jeg på et tid­spunkt, om han selv havde prøvet at hade. Først blev der stille. Brud­holm tøvede, men fort­sat­te så, som om han ville vin­de tid: ”Det er et godt spørgsmål.”

Der­på fork­larede han, at han stiller samme spørgsmål til sine stud­erende, når han under­vis­er i hadets anato­mi på Køben­havns Uni­ver­sitet, men at de ikke behøver at svare på det, mens andre lyt­ter med.

”Vrede kender vi jo alle,” kon­stater­er Brudholm.

”Men had…”

Igen fylder tavshe­den luften, men så kom­mer det: ”Jeg tror nok, at jeg har oplevet det én gang.”

Thomas Brud­holm fortæller om en tur for tyve år siden til nazis­ternes udry­d­delsesle­jre Auschwitz-Birke­nau, Sobibór, Tre­blin­ka og Maj­danek – alle beliggende i det nuværende Polen.

”Jeg havde lige fået mit første barn, og da vi på museet i Auschwitz kom for­bi en mon­tre med babytøj, slog det klik,” siger han. 

”Jeg følte et intenst raseri, og tår­erne trillede. Jeg tror, at jeg i det øje­b­lik had­ede dem, der havde gjort det, og jeg had­ede, at dét var sket. Måske var det dér, i hadets bevægelse af sin­det, at jeg fat­tede, hvilken ond­skab masseudry­d­delsen var,” til­fø­jer han.

Ifølge Brud­holm er det let­tere at hade begre­ber og vilkår end men­nesker, som når for­fat­teren Frank Jæger i et digt proklamerede: ”Grøn, hvor jeg had­er dig, grøn/Før du falmer til gul.” Filosof­fen Karl Pop­per lagde ikke skjul på, at han had­ede vold, og hans kristne mid­de­lalderkol­le­ga Thomas Aquinas kaldte det en dyd at hade det onde, så længe det ikke slog over i had til mennesker.

I vor tid er der en udbredt opfat­telse af, at had er et abso­lut onde, der skal bekæm­pes og udry­d­des. Og hvis det lykkes, vil alt blive godt. Fre­den vil sænke sig over land og by, og vi vil alle leve lykke­ligt til vores dages ende. Vores sam­fund er besat af had i en sådan grad, at vi lige­frem har fun­det på en ny slags for­bry­delse, når det gælder fysiske og ver­bale over­greb på udval­gte min­dretal: had­for­bry­delse og had­tale, mens der ikke er noget, der hed­der en mis­un­delses­for­bry­delse eller en ger­righeds­for­bry­delse, selvom mis­un­delse og ger­righed ran­ger­er blandt de syv dødssynder.

Selv Don­ald Trump kaldte som USA’s præsi­dent til kamp mod had som en påstået moti­va­tion for mass­esky­derier i Amerika.

”Had har ingen plads i Ameri­ka. Had for­drejer bev­id­s­the­den, hærg­er hjertet og fortær­er sjælen,” sagde Trump efter mass­esky­derier i Texas og Ohio i 2019, som om det var en selvfølge, at had var det afgørende motiv bag ugerningen.

Trump-citatet stam­mer fra et essay af Thomas Brud­holm med titlen What Is Hate?

Thomas Brud­holm er en inter­na­tion­alt anerk­endt forsker i vrede og had, og han har netop mod­taget næsten seks mil­lion­er kro­ner af Velux­fonden til et forskn­ing­spro­jekt, der i samar­be­jde med Offer­råd­givnin­gen, Dan­sk Kvin­de­sam­funds Krise­cen­tre og Reha­bili­ter­ingsklinikken på Dan­sk Insti­tut mod Tor­tur skal øge vores forståelse af vold­sofres moralske følelser og etiske eftertanker. 

Men hans til­gang til had er ikke den gængse inden for Hate Stud­ies. Brud­holm men­er, at dis­ci­plinen bør have plads til flere nuancer. Hans forståelse er et resul­tat af årtiers forskn­ing i de følelser, der er på spil i for­son­ing­sprocess­er og forsøg på til­givelse. Brud­holm stud­erede for­son­ing­sprocessen i Sydafri­ka efter apartheid. Han har også læst og talt med ofre for folke­drab og Holo­caust og noterede en util­fred­shed og nølen med den offentlige bege­jstring for tilgivelse. 

”Jeg fik lidt efter lidt en forståelse for den berettigede vrede og vre­dens moralske betyd­ning. Blandt dem, der arbe­jder med for­son­ing og til­givelse, kan der være en tilbø­je­lighed til at se vre­den som noget, man hur­tigst muligt bør lægge bag sig, ofte for­di den ses som moral­sk prob­lema­tisk og patol­o­gisk,” siger Brudholm.

”Men jo mere man reduc­er­er vre­dens berettigelse, jo mere over­fladisk bliv­er den til­givelse, man pro­mover­er. Den berettigede vrede er del af en dybere og mere gen­uin forsoningsproces.”

Det er noget af bag­grun­den for Thomas Brud­holms til­gang til studi­et af had, som i Dan­mark og andre lande er kom­met på den poli­tiske dag­sor­den som led i bekæm­pelsen af had­for­bry­delser og had­tale. Brud­holm bringer et filosofisk og ide­his­torisk per­spek­tiv til forståelsen af had, mens de såkaldte Hate Stud­ies er domineret af en til tider kom­pro­mis­løs aktivisme, hvor man stud­er­er hadet for at bekæmpe det og ofte har en varm lin­je til de poli­tikere, myn­dighed­er og insti­tu­tion­er, der har det prak­tiske ans­var for at at komme det for­doms­drevne had til livs. 

I Hate Stud­ies defineres had som men­nes­kets tilbø­je­lighed og trang til at dæmonis­ere og dehu­man­is­ere andre. Det er en util­strække­lig def­i­n­i­tion,” siger Brudholm. 

Han til­fø­jer: ”Det, der inter­esser­er forskere i Hate Stud­ies, er paradok­salt nok slet ikke had i sig selv i dets forskel­lige for­mer og his­to­rie. Der er tale om et snævert fokus, der alene ser had som gruppe-fokuseret for­doms­fuld­hed. Som med racisme, homo­fo­bi og misog­y­ni. Det er utilstrækkeligt.” 

Det har jeg talt med Thomas Brud­holm om. 

Det korte af det lange

Der find­es en lang filosofisk tra­di­tion for at se had som et ekstremt destruk­tivt syn­drom, en syg­dom, der kalder på filosofisk ter­api og hel­bre­delse, og som ikke mindst er til skade for den, der hader. 

De sen­este årti­er har studi­et af had imi­dler­tid fået en ny dimen­sion. Insti­tu­tion­er og poli­tiske aktør­er ser nu bekæm­pelsen af had – had­for­bry­delser og had­tale – som en vej til beskyt­telse af min­dretal. Lang­somt men sikkert er der sket en glob­alis­er­ing af kam­p­en mod had. Det er sket via etab­ler­ing af Hate Stud­ies på først amerikanske og britiske uni­ver­siteter, og der­fra har det bredt sig, men ifølge Thomas Brud­holm er pro­mover­ing af kam­p­en mod had sket uden nogen dybere reflek­sion over, hvad had egentlig er, og hvad det dækker.  

Der­for er det vigtigt 

Had er blevet en følelse, der karak­teris­er­er vores tid. Alle er enige om at fordømme had, og det er sus­pekt at vise forståelse for dem, der had­er. Med min­dre det er én selv, der had­er, eller dem, der men­er det samme som én selv. Det er rel­e­vant at forstå, hvor­for had fylder så meget, hvor­dan det er blevet sådan, og om vores forståelse af had er utilstrækkelig.

Et spades­tik dybere

Ifølge Brud­holm find­es der ikke én def­i­n­i­tion af had. Der er snarere tale om en slags fam­i­li­etræ af hold­ninger og følelser. Ifølge hans egen def­i­n­i­tion inde­bær­er hadet et ønske om at elim­inere det forhadte. Man vil fjerne eller udry­dde det, man ser som ond­skab. Brud­holms def­i­n­i­tion er inspir­eret af den danske 1800-tals-filosof F.C. Sib­bern. Ifølge Brud­holm kan hadet lige­som kærlighe­den både erfares som en momen­tan følelse og eksis­tere som en dybere­liggende hold­ning eller dis­po­si­tion; man kan gribes af had, og man kan nære had.

Han til­fø­jer, at det er skævt og vil­dle­dende at over­føre forståelses­ram­men fra Hate Stud­ies, hvor der er fokus på for­domme og uberettiget antipati, til ofre for etnisk udren­sning, krigs­for­bry­delser og masse­mord, som også føler had.

”Forestil dig en sit­u­a­tion, hvor nogle men­nesker er slup­pet ud af en lejr, hvor de har været ofre for tor­tur og bliv­er kon­fron­teret med en af deres bødler, efter at der er blevet fred. De over­levende kæm­per med deres had. De kan have et ønske om at dræbe ved­k­om­mende, og der­for hold­er de sig væk, eller de kan møde op og lytte til ved­k­om­mendes und­skyld­ninger eller se bødlen i øjnene. De kan håndtere hadet på mange måder,” siger Brudholm.

Der­for, til­fø­jer han, er det vigtigt ikke at reduc­ere alt had til irra­tionelle og umoralske fobier og ismer.

”Der kan være sit­u­a­tion­er, hvor det er legit­imt at føle had, hvor man ikke kan reduc­ere det til en for­dom eller en psykol­o­gisk pro­jek­tion. Det er her, at jeg savn­er nuanceret forskn­ing og blik for hadets fænom­e­nolo­gi, hadets forskel­lige for­mer og farv­er,” påpeger Brudholm. 

”Hadet som noget udelukkende patol­o­gisk, stu­pidt, racis­tisk og farligt kan ikke være et par­a­digme for alt had. Tag for­fat­teren Pri­mo Levi, som over­levede Auschwitz. Han var oplysningsra­tional­ist, men skrev også et digt til Adolf Eich­mann, en af arkitek­terne bag Holo­caust, hvor Levi ønskede Eich­mann fem mil­lion­er søvn­løse næt­ter, og at han hver eneste nat måtte blive hjem­søgt af de lidelser, han havde påført sine ofre. Pri­mo Levi beskrev også hadet i pos­i­tive vendinger som en dri­vkraft bag en opstand i Birkenau.” 

Læg mærke til

Det er, anfør­er Brud­holm, vigtigt at skelne mellem had og vrede. At vre­des over en erfaret uret er foreneligt med respekt for den, man er vred på. Man kan kom­mu­nikere, und­skylde og til­give, mens hadet ofte er kat­e­gorisk i sit ønske om elim­iner­ing. Her er der som regel ikke mere at tale om, debat­ten er slut. Der­for er det svært at hade og være tol­er­ant på en gang. I den forbindelse er nul­tol­er­ance et begreb, vi skal være var­somme med, siger Brud­holm. Det er snublende tæt på at inde­bære et krav om udry­d­delse eller udstødelse. I hadet er man nultolerant. 

”Det er en farlig logik, som let kom­mer til at dri­ve aktivisme i krænkelses­de­bat­ten med krav om fyring, fjer­nelse og can­cel cul­ture. Så i stedet for at forsøge at rumme, håndtere og tåle at være i en kon­flikt, så skal anstødsste­nen bare fjernes. I virke­lighe­den er der her tale om hadets logik. Det vil mange ikke bryde sig om at høre, men det kunne være sundt, for­di den slags aktivisme bliv­er pro­moveret som en kamp mod had. Det bliv­er legit­imeret som en reak­tion på had, men bær­er selv præg af hadets logik. Det er helt fint at pro­testere og være vred, men jeg synes, at man skal være for­sigtig med at gribe til hadets logik.” 

En detal­je

Denne begreb­smæs­sige der­oute bun­der i en mis­forståelse af, hvad tol­er­ance bety­der. Mange men­er, at de kun skal være tol­er­ante over for det, de kan lide, og at der der­for skal være nul-tol­er­ance over for det, man ikke bry­der sig om. Tol­er­ance giv­er imi­dler­tid kun mening, hvis det omfat­ter det, man har en aver­sion imod, påpeger Brudholm. 

Per­spek­tiv

I for­læn­gelse af debat­ten om det had, ofrene for et masse­mord kan føle, find­er Brud­holm det rel­e­vant at spørge, om den, der had­er, kan gøre det på et moral­sk berettiget grundlag.

”Hvis man læs­er de over­leven­des lit­ter­atur, find­er man men­nesker, der had­er, og som sam­tidig har deres etik i orden. Hadet er på spil sam­men med andre følelser. Jeg men­er alt­så, at man bør kunne tale om ‘den gode had­er’. Det næste skridt, som jeg end­nu ikke er parat til at tage, inde­bær­er en accept af det moralske had, alt­så at hadet i sig selv er moral­sk, og ikke bare den, der hader.”

Ifølge Brud­holm rejs­er det to prob­le­mer etisk set. For det første: Inde­bær­er hadet, at man gør sig færdig med den anden og fryser ved­k­om­mende fast i et billede baseret på enkelte gerninger? Og for det andet: Motiver­er hadet ikke bare til udstødelse, men til drab? Hvis det gør det, vil det være et etisk problem. 

Bag­grund

I den offentlige debat er det en udbredt antagelse, at der er en umid­del­bar forbindelse mellem had og masse­mord. Ifølge Brud­holm er det til gengæld inden for folke­drab­s­forsknin­gen mere kon­tro­ver­sielt at påstå, at had er en cen­tral eller afgørende dri­vkraft bag massemordet. 

Brud­holm men­er, at det er udtryk for en kedelig polemik inden for forsknin­gen, hvor man på den ene side siger, at det var had og had alene, der ledte til Auschwitz, og på den anden forsøger at mar­gin­alis­ere hadet som årsagsforklaring.

Især den pol­sk­fødte soci­olog Zyg­munt Bau­man advarede mod at fork­lare masse­mord med hen­vis­ning til had. Han var bange for, at masse­mordet blev reduc­eret til et resul­tat af prim­i­tive følelser og instink­ter med rod i en fjern for­tid, når der ifølge hans opfat­telse var tale om et yder­st mod­erne fænomen. En opblussen af følelser kan måske fork­lare en pogrom i en lands­by, men det kan ikke fork­lare et masse­mord, der er sat i sys­tem og eksekveres industrielt.

Ifølge Brud­holm er det mest pro­duk­tivt at operere med mange forskel­lige årsags­fork­laringer og ikke en eller to. 

”Jeg er enig med Bau­man i, at det ikke giv­er mening at tale om, at den enkelte bureaukrat, gern­ings­mand eller led­er var drevet af had, da de begik masse­mord. Det er en håbløs fork­lar­ing. Men hvis man ser på Hitlers og Himm­lers taler, så fokuser­er de på Ver­nich­tung, udry­d­delse, alt­så øns­ket om elim­inere. I så fald kan man tale om en hadets logik, og så kan man diskutere, om det sam­men med andre fak­tor­er og forhold kan fork­lare noget.”

Thomas Brud­holm