Sådan fungerer den virkelige verden
Kære læser
Har du nogensinde reflekteret over, hvad der bærer den moderne civilisation?
Her tænker jeg ikke på den åndelige side af tilværelsen – det vi tror på, det der fylder tilværelsen med mening og driver os. Nej, jeg tænker på det materielle fundament for vores tilværelse.
Alt det, vi tager for givet, når vi står op om morgenen og går i seng om aftenen, og som vi sjældent sætter spørgsmålstegn ved. De huse vi bor og arbejder i og den måde, de er indrettet på; den mad vi spiser, og det vi drikker, det tøj vi går i, vores transportmidler, fabrikker, veje, sundhedsvæsen og en masse andet.
Og hvis du gør, hvad er dine forudsætninger så for at kaste dig ud i den slags overvejelser?
Hvad ved du egentlig om, hvordan den moderne verden fungerer?
Den 79-årige Vaclav Smil har gennem et halvt hundrede bøger og lige så mange års forskning forsøgt at besvare det spørgsmål, og til forskel fra de fleste har den tjekkisk fødte canadier tilegnet sig en viden på tværs af en lang række fag og discipliner, som har sat ham i stand til på et bredt fundament at vurdere verdens sande tilstand og sætte dens tendenser i perspektiv. Smil har forsket i så forskellige ting som energi, miljø, demografi, fødevareproduktion, risikovurdering, beslutningsprocesser vedrørende den offentlige sektor og innovationshistorie.
Titlen på Smils seneste bog leverer en bredside mod de perspektiver og historier, der dominerer i den vestlige offentlighed. How the World Really Works lyder den med en forklarende undertitel: A Scientist’ Guide to Our Past, Present and Future. Hverken mere eller mindre.
Nej til interview
Jeg ville gerne have interviewet Vaclav Smil til dette nyhedsbrev, men han stiller sjældent op i medierne. Han mener, at livet er for kort til den slags fjas og betragter det dybest set som spild af tid, selvom hans forlag sikkert er af en anden opfattelse. Smil mener, at hans bøger taler for sig selv, og han foretrækker at bruge sin tid på at forske og skrive, og ikke tale med journalister. Jeg må indrømme, at jeg har en vis forståelse for det synspunkt.
Det hører også med til historien, at Smil i al den tid, han har været ansat på Manitoba University i Winnipeg, kun har deltaget i ét administrativt møde på universitetet. Det tog så hårdt på ham, at han siden konsekvent er blevet væk. Universitets ledelse har valgt at acceptere det, så længe professoren tiltrækker studerende til sin undervisning og leverer forskning af international klasse.
Aversionen mod den slags hænger sikkert sammen med Smils opvækst i det kommunistiske Tjekkoslovakiet, hvor han forpurrede sin akademiske karriere ved at sige nej tak til partimedlemskab, selvom han var en brillant og lovende ung forsker. Han er derfor naturligt nok dødtræt af den politisering, som nu gennemsyrer vores samfund på stort set alle områder, ikke mindst klimapolitik og energi.
Bill Gates som fan
Bill Gates er måske den, der har gjort mest for udbredelsen af Smils bøger. Han er en kæmpe fan, har læst alle Smils bøger og erkender, at hans eget syn på klimaforandringer, og hvordan det kan håndteres realistisk, er stærkt påvirket af den canadiske videnskabsmand, selvom han er mere optimistisk end Smil. For dem, der ikke har tid til at tygge sig gennem flere tusinde sider faglitteratur, anbefaler Bill Gates den allerede nævnte bog – How the World Really Works, som er en slags “greatest hits”; et forsøg på at samle den viden, Smil har tilegnet sig gennem et langt liv, og formidlet i snesevis af tunge bogværker og hundredvis af videnskabelige artikler.
Her skriver Smil således på 30 sider om energi, mens hans digre værk om samme emne fylder over 500 sider. Han leverer også en analyse af den globale fødevareproduktion og viser, hvor afhængig den er af fossile brændstoffer. Endvidere er der kapitler om globalisering, grundlaget for vores materielle verden, risikovurderinger, miljø og behovet for at søge den gyldne middelvej, hvis man vil skyde sig ind på fremtiden.
Smil er af den opfattelse, at realistiske forandringer kommer fra midten og ikke fra ekstremer, hvad enten det er troen på verdens undergang eller evigt liv – forurening, befolkningsvækst eller global opvarmning på den ene side eller techno-optimister, der tror på mirakler og den evige frelse på den anden.
Han siger:
”Jeg er hverken pessimist eller optimist, jeg er videnskabsmand. (…) En realistisk forståelse af vores fortid, nutid og uvisse fremtid er det bedste grundlag for at nærme os det ukendte omfang af tid, vi har foran os.”
Tysk klima-imperialisme
Smil afsluttede sin bog før den nuværende energikrise, hvor det er blevet tydeligt, at de enkelte landes energisikkerhed trumfer klimapolitiske mål. Tag et land som Tyskland, der på sidste års klimatopmøde i Glasgow forpligtede sig til at give 700 millioner euro til Sydafrika for at få landet til at udfase brugen af kul. Men siden da er den tyske import af kul fra selvsamme Sydafrika blevet ottedoblet, og Tysklands kvælstofudslip er nu højere end Sydafrikas i forhold til den elektricitet, der produceres. En kritiker stempler det som ”klima-imperialisme”.
Smil fremhæver ellers Tyskland som et foregangsland, når det gælder den grønne omstilling. Sol og vind står for 40 procent af elproduktionen, men 20 år efter Tyskland indledte sin Energiewende, er andelen af fossile brændstoffer i landets energiforsyning kun faldet med ganske få procent – fra 84 procent til 78 procent. Og det var altså før den aktuelle energikrise.
Smil skriver:
”Vi er en civilisation drevet af fossile brændstoffer. Vores tekniske og videnskabelige fremskridt, vores livskvalitet og velstand er baseret på forbrænding af enorme mængder fossile kvælstoffer, og vi kan ikke bare opgive denne afgørende faktor bag vores succes i løbet af nogle få årtier, for ikke at tale om år.”
10.000.000.000.000 dollar om året i 30 år
Ifølge Smil vil en komplet afvikling af CO2-udslip i den globale økonomi frem mod 2050 indebære 30 år med en årlig nedsmeltning i økonomisk output, som normalt kun sker i krig og i forbindelse med store katastrofer.
Smil henviser til en rapport fra McKinsey Global Institute, som har foretaget en dybt konservativ vurdering af, hvad det vil koste. Vi taler altså om yderst forsigtige fremskrivninger. McKinsey vurderer, at det mellem 2021 og 2050 vil koste næsten 10.000.000.000.000 dollar om året at afvikle brugen af fossile brændstoffer. Dette svimlende beløb svarer til cirka 10 procent af den globale økonomi, men da de fattige lande ikke kan ikke bidrage til sådan en omstilling, betyder det ifølge Smil et årligt fald på 15–20 procent i vores BNP.
Hvert år i de næste 30 år.
Smil finder det dybt urealistisk, og han anfører til sammenligning to gigantiske projekter, som USA forpligtede sig til for at løse konkrete opgaver. Det første var Manhattan-projektet under Anden Verdenskrig, som førte til udvikling af den første atombombe. Manhattan-projektet kostede, hvad der svarer til 33 milliarder dollars i dag eller 0,3 procent af datidens amerikanske BNP.
Det andet projekt, Smil henviser til, er det amerikanske måne-projekt, som blev sat i gang under præsident John F. Kennedy i begyndelsen af 1960’erne og sluttede i 1972, da USA havde sendt det første menneske til månen. Det kostede 207 milliarder dollar i dagens penge svarende til 0,2 procent af USA’s BNP i perioden fra 1961 til 1972.
På den baggrund konkluderer Smil:
”Vores civilisation er overvejende drevet af fossile brændsler. Størrelsen og kompleksiteten af det omfattende supersystem for udvinding af brændstof, forarbejdning, distribution, lagring og konvertering af det betyder, at en total udskiftning af det system vil få direkte indflydelse på hvert eneste menneske og hver eneste industri, ikke mindst fødevareproduktionen og langdistance transport af varer og mennesker. Omkostningerne vil være astronomiske.”
Fundamentet for vores civilisation
Men tilbage til det spørgsmål, som indledte dette nyhedsbrev: Hvad er det materielle fundament for vores moderne civilisation?
Mange ville her i begyndelsen af det 21. århundrede sikkert pege på de chips, der findes i moderne elektronik, men det gør Vaclav Smil ikke. Han mener, at vi kunne have en ret så velstående og velfungerende civilisation uden, og at vi kunne producere rigeligt med fødevarer, materiel komfort og adgang til både ordentlig uddannelse og sundhed. Personlige computere, chips og halvledere har ikke eksistentiel betydning.
Vaclav Smil fremhæver i stedet fire andre ting:
Ammoniak, plastik, stål og cement. Vi producerer og forbruger det i enorme mængder. I 2019 blev der produceret 1,8 milliarder tons stål i verden, 370 millioner tons plastik, 150 millioner tons ammoniak og 4,5 milliarder tons cement.
Fælles for produktionen og anvendelsen af dem er, at de er dybt afhængige af fossile brændstoffer. Den globale produktion af disse uomgængelige materialer æder 17 procent af verdens primære energiforsyning, mens det tilsammen står for 25 procent af verdens CO2 udslip.
Ammoniak
Ifølge Smil rangerer ammoniak som det allervigtigste materiale, fordi det er centralt for den gødning, der bruges til at producere alle mulige afgrøder, både til dyrefoder og til mad. Uden den gødning, siger Smil, ville det være umuligt at skaffe nok føde til 40–50 procent af jordens otte milliarder indbyggere. I Kina drejer det sig om over 60 procent af befolkningen. Og fremadrettet vil det netop være den ammoniakbaserede gødning, der skal gøre Afrika selvforsynende med fødevarer.
Smil konkluderer:
”Uden ammoniaksyntesen ville vi ikke kunne sikre overlevelsen af store dele af dagens og fremtidens befolkning.”
Plastik
Dernæst er der plastik. Det er et let og bøjeligt materiale, som samtidig er stærkt. Det anvendes til alt fra rør og overflader til kemiske beholdere, flykabiner, biler, huse og kontorer. Den mest udbredte anvendelse af plastik findes i sundhedssektoren – fra fødeafsnit til intensive afdelinger, fra vi bliver født, til vi dør.
Stål
Så er der stål. Ifølge Smil definerer stål den moderne civilisations udseende og understøtter dens fundamentale funktioner. Det er det mest udbredte metal, og det kan genbruges. Det redder liv på hospitaler i form af diagnoseredskaber, skalpeller og operationsinstrumenter. Ingen transportmidler kunne fungere uden stål. Og det er allestedsnærværende indenfor og udenfor vores hjem i form af knive, pander, gryder, havegrej, cykler, biler og diverse maskiner. Det findes i broer, trafiksignaler, sporvogne, tårne der transmitterer telefonsignaler og på boreplatforme. Den gennemsnitlige bil, siger Smil, indeholder 900 kilo stål. Skibe, der transporterer olie, korn, jern, cement og andet er fremstillet af enorme stålplader. Det samme gælder containerskibe.
Smil noterer:
”Det er sandsynligt, at alt, hvad man har på, er ankommet til det sted, hvor det sælges, i en stålcontainer, som begyndte sin rejse på en fabrik i Asien.”
Cement
Endelig er der cement. Cement bruges til at bygge verdens største dæmninger, som har til formål at forhindre oversvømmelser og regulere vandstanden i floder og søer. I det 20. århundrede var USA den største forbruger af cement, mens Kina i det 21. århundrede er den nye storforbruger. I 2018 og 2019 producerede Kina næsten lige så meget cement som USA gjorde i hele det 20. århundrede – henholdsvis 4,4 milliarder tons og 4,56 milliarder tons. Det skyldes udbygningen af Kinas infrastruktur med nye motorveje, højhastighedstoge, lufthavne og millionbyer.
Verden forbruger nu mere cement på et år – 4,5 milliarder tons i 2019 som nævnt – end den gjorde i hele første halvdel af det 20. århundrede. Og der er ingen tegn på, at det vil falde i de kommende årtier, fordi de fattigste dele af verden – i Afrika og Asien – har brug for den infrastruktur, som de velstående lande nyder godt af.
På den baggrund fastslår Smil:
”Alle centrale aspekter af vores moderne civilisation er baseret på forbrænding af fossile brændstoffer – uden dem, er der ingen civilisation.”
Ønsketænkning
Smil mener, at der er alt for meget ønsketænkning, når det gælder håndtering af klimapolitik. Han henviser til corona-pandemien, en forudsigelig begivenhed, som de fleste eksperter havde forudset, og som er en relativt klart afgrænset udfordring. Alligevel viste det sig, at verden ikke var i stand til at løse opgaven. USA, verdens største økonomi, magtede ikke at skaffe tilstrækkeligt sikkerhedsudstyr til det sundhedspersonale, der befandt sig i frontlinjen.
Hvis vi ikke kan styre sådan en risiko, spørger Smil, hvad så med klimaforandringer som er langt mere komplekst og uforudsigeligt?
Ifølge Smil er de fleste mennesker tilbøjelige til at ignorere den fjerne fremtid, når de skal foretage risikovurderinger. Folk vil til den forestående julefrokost mæske sig i alkohol og svinekød i lange baner, fordi den umiddelbare glæde, folk oplever ved at fylde sig med den slags, overstiger hensynet til den pris, man skal betale for det om 20–30 år i form af helbredsskavanker.
På samme måde med klimaet og global opvarmning. Smil anfører, at hvis vi her og nu besluttede os for at gøre en ende på alt CO2-udslip, så vil det først komme folk til gavn i 2070’erne. Indtil da vil temperaturen fortsætte med at stige.
Smil kommenterer:
”Så man beder folk om at bringe ofre, mens det først vil komme vores børn til gode, og det virkelige udbytte først vil blive høstet af vores børnebørn. Hvis man vil lykkes med sådan et projekt, er man nødt til at programmere vores hjerners evne til at foretage risikovurderinger på en ny måde. Det er ikke mange mennesker, der tænker: Ok, jeg sætter mere pris på år 2055 eller 2060 end på dagen i morgen. Sådan fungerer vi ikke.”
Og han tilføjer, at de, der gør, sjældent vil være konsistente. Folk holder måske op med at spise kød, og de får sig en varmepumpe, men til gengæld vil de stadig flyve på ferie til Toscana, tage en taxa til lufthavnen og køre i en stor SUV.
Vaclav Smil, How the World Really Works: A Scientist’s Guide to Our Past, Present and Future. 326 sider, Viking 2022.