Journalistikken der kom ind fra kulden
Illustration: Malthe Emil Kibsgaard
Som udenrigsjournalist løber man fra tid til anden på spioner fra fremmede magter. Især hvis man som jeg har arbejdet som korrespondent i Moskva og Washington. Jeg blev mindet om spionernes verden, da jeg for nyligt læste en fascinerende biografi om en af Den Kolde Krigs vigtigste afhoppere til Vesten. Oleg Gordijevskij blev rekrutteret af den britiske efterretningstjeneste under en udstationering i København i 1970’erne, men han leverede også vigtige oplysninger til PET i Danmark, PST i Norge og SÄPO i Sverige. Gordijevskijs informationer bidrog til afsløring af KGB-agenter i Norden: Stig Bergling i Sverige, Arne Treholt og Gunvor Galting Haavik i Norge og SF-politikeren Holger Viveke i Danmark.
Gode råd til Gorbatjov
Med rang af KGB-oberst endte Gordijevskij i 1984 som stationschef i London – her gav han gode råd til Mikhail Gorbatjov, da denne i 1984 for første gang mødtes med Margaret Thatcher – før han under mistanke blev hjemkaldt til Moskva i utide, men på mirakuløs vis havde held til at flygte ud af Sovjetunionen til Finland.
Gordijevskij undslap KGB’s overvågning i Moskva, tog toget til Leningrad, og derfra rejste han videre med bus til Vyborg tæt på den finske grænse, hvor han i en skov blev samlet op af britiske agenter og gemt i bagagerummet på deres diplomatbil, indtil de havde krydset grænsen. Episoden beskrives for første gang i detaljer i Ben Mcintyres Spionen og forræderen. Ifølge den britiske forfatter medvirkede to anonyme PET-agenter i operationen, som fandt sted sommeren 1985. Det var nyt for mig.
Journalister og spioner
Journalister og spioner bevæger sig ikke kun i de samme kredse. De bruger også hinanden som kilder, og nogle gange bytter de roller. Efterretningsagenter kan operere under dække af journalister, og journalister bliver fra tid til anden rekrutteret som agenter for en fremmed magt. Den danske journalist Flemming Sørensen blev således rekrutteret af Stasi i 1959, før han fire år senere var så heldig at få jobbet som Jyllands-Postens korrespondent i Bonn. Herfra forsynede han Stasi med følsomme oplysninger om dansk og vesttysk forsvar, diplomati og politik. Han identificerede også nye, potentielle agenter.
Information-journalisten Jan Stage var agent for Cuba i 1960’erne og optrådte i den egenskab som chauffør for en venstreradikal tysk terrorist i forbindelse med et angreb på Bolivias konsulat i Hamborg.
Tiltrukket af den samme verden
Nogle efterretningsagenter og journalister føler sig tiltrukket af den samme verden. Man får mulighed for at rejse og bo i andre lande på sin arbejdsgivers regning. Man møder interessante mennesker, har en oplevelse af, at man befinder sig i begivenhedernes centrum, og hvis man befinder sig i en konfliktzone, er duften af spænding og livsfare sjældent langt væk.
Men der er en væsentlig forskel. Efterretningsagenters navne og bedrifter kommer sjældent til offentlighedens kendskab. Hvis de gør, er det som regel efter deres død, og hvis det sker, mens de er aktive, skyldes det en fiasko. De bedste og mest succesfulde agenter hører offentligheden aldrig om.
Narcissistisk personlighedsforstyrrelse
Journalister er derimod drevet af, at flest mulige mennesker får kendskab til resultatet af deres arbejde. De elsker opmærksomhed, og berømmelse er ofte et succesparameter. Derfor tiltrækker de to professioner forskellige personlighedstyper. Jeg har set en del journalister lide af narcissistiske personlighedsforstyrrelser, mens hemmelige agenter helst skal være undseelige og selvudslettende. Arbejdet bærer lønnen i sig selv, mens journalister søger anerkendelse fra omgivelserne, og når de ikke får den, kan de føle sig meget små og ubetydelige. Det værste, en journalist kan komme ud for, er at blive ignoreret, mens det er et succeskriterium for en agent ikke at blive set og genkendt.
Når det er sagt, kan journalister lære meget af efterretningstjenesters analyseafdelinger. Det handler denne uges Fri Tænkning om. Det er inspireret af CIA-agent og efterretningsanalytiker Richards Heuers klassiske værk Psychology of Intelligence Analysis fra 1999, som jeg stødte på for nylig.
Journalistik og efterretningsvirksomhed
Efterretningstjenester har en klang af skæg og blå briller.
Det er normalt noget med spioner, hemmelige operationer, vildledning af fremmede magter, overvågning, rekruttering af agenter med adgang til følsom information og tyveri af alt fra regeringsdokumenter til teknologi. Af hensyn til nationens sikkerhed foregår det meste efterretningsarbejde i det skjulte og forsøges så vidt muligt holdt ude af offentlighedens søgelys, mens journalistikken omvendt har offentligheden som sin målgruppe og som regel bedrives så åbent og transparent som muligt.
Hvordan bliver viden til
Men trods disse forskelle minder den journalistiske arbejdsproces på mange måder om efterretningstjenesters analytiske virksomhed. Ja, sidstnævnte har i virkeligheden meget til fælles med alle arbejdsprocesser, som indebærer indsamling og analyse af information:
Hvad er rigtigt og forkert? Hvilke kilder kan man stole på, og hvilke kan man ikke stole på? Hvad er årsag og virkning bag en foreteelse i verden eller samfundet? Hvilke interesser forfølger den ene eller anden part? Hvad ved vi, og hvordan kan vi vide, at vi ved det? Og hvad ved vi, at vi ikke ved og hvorfor?
Den procedure foregår inden for forskningen, hvor man tester hypoteser og forsøger at falsificere dem; den følges af retsstaten, når den skal tage stilling til spørgsmål om ansvar og skyld; den benyttes af læger, når de forsøger at diagnosticere en patient, og den anvendes af journalister og andre, der arbejder med kilder, information og videnproduktion.
Psykologi og vidensproduktion
Set i det perspektiv er Richards Heuers klassiske værk fra 1999 om efterretningsanalysens psykologi også relevant for journalister.
Journalister skal ligesom efterretningsanalytikere indsamle og analysere information og præsentere en fortælling på basis af de oplysninger, man har, og med behørig hensyntagen til det, man ikke ved. Heuers bog fokuserer især på analyse og præsentation af det indsamlede materiale og de kognitive fælder, man i den forbindelse risikerer at falde i, og hvordan man så vidt muligt kan gardere sig imod dem.
Richards Heuer (1927–2018) var gennem en menneskealder knyttet til CIA, først som agent i marken, senere som analytiker og analysechef, hvorpå han som pensionist løste kontraktopgaver på freelance-basis. Han blev rekrutteret allerede som 23-årig, mens han studerede filosofi på University of Berkeley i Californien og blev indrulleret i CIA’s operation i Koreakrigen. De næste årtier var han hovedsagelig stationeret i udlandet, men i midten af 1970’erne vendte han tilbage til USA, og blev senere leder af en analysegruppe i CIA, hvor han efter mødet med især Daniel Kahnemans og Amos Tverskys forskning i kognitive processer udviklede de ideer, der ligger til grund for denne bog.
KGB-muldvarp eller CIA-agent
Han anvendte dem første gang konsekvent i sin analyse af den sovjetiske afhopper Jurij Nosenkos omstridte sag. Nosenko (1927–2008) hoppede som KGB-officer og dobbeltagent af til USA i 1964. Nogle i CIA, heriblandt den legendariske chef for CIA’s kontraspionage, James Angleton, og Nosenkos egen føringsofficer mente, at han var en KGB-muldvarp, mens andre var af den opfattelse, at Nosenko af overbevisning havde undsagt det sovjetiske regime, og var en genuin amerikansk agent. Heuer engagerede sig i debatten og bevægede sig i løbet af nogle år fra at have delt synet på Nosenko som muldvarp til at betragte ham som en bona fide afhopper.
Mere polemik end analyse
Efter at have gået parternes argumenter efter i sømmene nåede Heuer frem til, at der i virkeligheden var tale om polemik i stedet for analyse. Den ene parts argumenter mindede om den strategi, som anklageren i en retssag benytter, hvor fakta udvælges med henblik på at plædere for skyld, mens den anden part agerede som en forsvarsadvokat i en retssag og på samme måde valgte at fokusere på de oplysninger, som fremmede dens synspunkt, og ignorerede resten.
Sådan en fremgangsmåde er selvfølgelig legitim i en retssag, anførte Heuer, men i en efterretningsanalyse er den dybt problematisk, og han slog til lyd for, at efterretningsanalytikere lod sig inspirere af den videnskabelige metode og stræbte efter en bedre forståelse af, hvordan den menneskelige bevidsthed behandler information og når frem til sine konklusioner.
Kognitive fælder
Det var netop anvendelsen af den metode, der fik ham til at revidere sit syn på Nosenko-sagen som følge af en bedre forståelse af de kognitive fælder, han var gået i. Det gik op for Heuer, at hans tolkning var styret af antagelser, som han ikke havde gjort til genstand for kritisk granskning. Den nye indsigt udgjorde grundlaget for hans metodiske nyskabelse, Analysis of Competing Hypotheses, som ifølge kolleger i CIA er hans centrale bidrag til efterretningsanalyse. Og selvom Nosenko-sagen stadig er genstand for debat i CIA, så er det en udbredt opfattelse, at Heuer havde ret. Jurij Nosenko blev løsladt efter tre års indespærring, han fik en klækkelig erstatning, blev amerikansk gift og endte med at undervise i CIA.
Kig indad, før du kigger udad
Heuers udgangspunkt lyder, at efterretningsanalytikere må studere den måde, deres egen forståelse af verden bliver til på, før de kan gøre sig håb om at analysere og begribe andre. Kig indad, før du kigger udad. Grundlæggende handler det om at udstyre analytikeren (og journalisten) med nogle greb, som sikrer, at man ikke bliver ubevidst offer for sine egne kognitive fordomme: både de almenmenneskelige og de kulturspecifikke, der gør det svært at forstå andre verdener end ens egen. Heuer ønskede at fremme en kultur, hvor man systematisk forsøger at bevare et åbent sind over for alternative fortolkninger af tilværelsens foreteelser i en verden i hastig forandring.
Journalister ser det, de forventer at se
Analytikere, journalister og mennesker i øvrigt har en tendens til at se det, de forventer at se. Perception af virkeligheden er derfor ikke en objektiv og neutral registrering af fakta. Den menneskelige perception indebærer en aktiv konstruktion af virkeligheden, hvor der fokuseres på visse detaljer, mens andre ting ignoreres. Perceptionen er styret af vores tidligere erfaringer, værdier og uddannelse og af kulturelle og institutionelle normer for, hvad der er vigtigt. På den måde er vi disponeret for at registrere bestemte informationer og organisere og fortolke den på en bestemt måde.
Perspektiver på Berlinmurens fald
Tag debatten om, hvad der førte til Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning i årene 1989–1991, den centrale geopolitiske begivenhed i anden halvdel af det 20. århundrede. Som den britiske historiker Timothy Garton Ash har gjort opmærksom på, så varierer forklaringerne afhængig af ens geografiske, politiske eller faglige udgangspunkt. Hvis man er vesttysker og på venstrefløjen, vil man måske fremhæve kansler Willy Brandts øst-politik i 1970’erne. Hvis man er polak, retter man opmærksomheden mod den polskfødte pave Lech Walesa og Solidaritet. Er man amerikaner og republikaner, vil man se præsident Ronald Reagan som en udslagsgivende faktor. Ruslandseksperter vil i højere grad hæfte sig ved Mikhail Gorbatjovs rolle i forløbet. Andre vil tillægge statsledere en mindre rolle og give æren eller skylden til folkelige bevægelser eller systemkritikere i øst. Al-Qaeda og andre islamister er overbeviste om, at deres kamp og Sovjetunionens nederlag i Afghanistan satte gang i sammenbruddet. Alle disse faktorer og mange andre – ikke mindst strukturelle forhold såsom faldende oliepriser i 1980’erne – spillede en rolle.
Svært at ændre mening
Ifølge Heuer bruger efterretningsanalytikere alt for lidt tid og kræfter på at forbedre deres tænkning. For at forbedre sin tænkning, siger han, er det nødvendigt i højere grad at forstå, påvirke og styre egne mentale processer. Når man først har dannet sig en mening om et menneske, en begivenhed eller om, hvordan verden hænger sammen, er det svært at ændre den. Det bliver ikke bedre af, at vi som regel danner opfattelser og drager konklusioner på et tyndt grundlag og med begrænset information til rådighed. Den første domfældelse bider sig ofte fast, selvom vi får mere og bedre information, som burde give grund til en revision af vores indtryk og konklusioner. Kognitive barrierer betyder, at vi har svært ved at integrere ny information i vores verdensbillede, hvis den ikke stemmer med, hvad vi i forvejen ved. Kort sagt, den menneskelige bevidsthed er dybt konservativ.
Sådan forbedrer du din tænkning
Hvordan kan man i den journalistiske arbejdsproces – ligesom i den efterretningsanalytiske – blive mindre styret af sin mentale model, altså af den kameralinse, hvorigennem vi oplever og fortolker virkeligheden? Ifølge Heuer er det vigtigt at holde sig for øje, at mentale modeller hverken er gode eller dårlige. De er en uomgængelig del af bevidstheden, og noget alle griber til for at skabe sammenhæng og orden. Vi kan ikke slippe af med vores mentale modeller, men vi kan blive mere bevidste om dem. Ifølge Heuer skal man ikke bilde sig ind, at man som analytiker kan opnå et mere objektivt billede af virkeligheden ved at undertrykke sine fordomme og forudfattede syn på en sag. Det ville være selvbedrag. Nej, udfordringen er at gøre sine fundamentale antagelser, ræsonnementer og (for)domme eksplicitte, sætte ord på dem og lægge dem på bordet, sådan at andre og én selv kan forholde sig til dem.
Alternative hypoteser
Tæt forbundet med denne fremgangsmåde er Heuers opfordring til at formulere alternative hypoteser, når man analyserer en begivenhed. Hvis man for hurtigt lægger sig fast på en tolkning, så vil den farve den måde nye informationer og dokumentation bliver forstået på. Heuers advarsel lyder: Konklusioner kan være drevet af antagelser, som ender med at afgøre, hvordan man fortolker et bevis i stedet for indholdet og kvaliteten af selve bevismaterialet. Og i forlængelse heraf gør Heuer opmærksom på, at de mest eklatante efterretningsfiaskoer sjældent bunder i utilstrækkelige eller begrænsede informationer; altså om man har for få eller forkerte oplysninger at arbejde med. Som regel skyldes efterretningsfiaskoer de fejl og mangler, der præger analysearbejdet.
Fire faldgruber
Udover en opfordring til at gøre sine forudfattede antagelser eksplicitte og til at formulere alternative hypoteser og afholde sig fra at fælde hurtige domme, som kommer til at styre den videre analyse, peger Heuer på fire faldgruber, som også journalister skal være på vagt overfor.
Spejlbilleder
Den første gælder tilbøjeligheden til at producere spejlbilleder, det vil sige, når man ser på et andet land eller en person, så ser man sig selv og siger ting såsom: ”Som kinesisk præsident ville jeg mene…” Problemet er, at et dansk eller amerikansk perspektiv på en kinesisk præsident som regel er aldeles irrelevant, hvis man vil forstå Kinas bevæggrunde for at handle på den ene eller anden måde.
Forankring
Den anden faldgrube kalder Heuer forankring. Denne kognitive barriere indebærer, at man overtager antagelser og fordomme fra sine forgængere eller fra den institution, man er knyttet til. Hvis man vil undgå den faldgrube, kan man med fordel ignorere sine forgængeres antagelser om et emne og forsøge at begynde forfra og bygge sine antagelser fra bunden af.
The Narrative Fallacy
Den tredje faldgrube gælder en almenmenneskelig tilbøjelighed til at skabe forbindelse mellem en årsag og dens virkning. Det kaldes the narrative fallacy. Vores hjerne er hele tiden på jagt efter mønstre og sammenhænge og producerer og derfor langt flere forbindelser mellem en årsag og dens virkning, end virkeligheden giver belæg for. Det problem har dybe biologiske rødder. Vi overdænges med så mange sanseindtryk, at vores hjerne ikke har andet valg end at forsøge at skabe orden i vores erfaringer, sådan at begivenheder og verden giver mening. Det indebærer imidlertid ofte, at vi ender i fiktionens verden. Vi bør derfor være på vagt og erkende, at der ikke altid findes en forklaring på de ting, der sker, og at tilfældighederne af og til råder, selvom det kan være angstprovokerende at befinde sig i en verden, hvor noget ikke giver mening.
På jagt efter bekræftelse
Endelig advarer Heuer mod en anden almenmenneskelig tilbøjelighed, som svækker efterretningsanalysen og journalistikken. Vi mennesker søger ikke naturligt efter information, der kan underminere og dementere det, vi tror, vi ved. I stedet labber vi alt det i os, som bekræfter vores billede af verdenen. Hvis vi vil styrke vores analyse og forståelse, bør vi anvende den videnskabelige metode, sådan at vi bestræber os på at falsificere hypoteser og elementer i en historie fremfor at søge dem bekræftet. Det er den måde, viden bliver til på.
Stod det til mig, skulle alle journalister undervejs i deres uddannelse have et kursus i kognitiv psykologi, så de blev mere bevidste om de de kognitive fælder, de risikerer at ryge i under arbejdet på en historie. Og underviserne kan med fordel lade sig inspirere af Richards Heuers værk.