Kvinder er blevet skrevet ud af historien
Kære læser
Er du ved at være træt af krigen i Ukraine?
Orker du ikke at høre mere om ukrainernes lidelser?
Skifter du tv-kanal, hvis det endnu gang handler om bombardementer af Kharkiv eller om familier, der har mistet deres nærmeste, eller har måttet flygte over hals og hoved og mistet alt, hvad de ejede?
I så fald er du næppe alene. Og det er ikke, fordi der er noget galt med dig, men det kan meget vel være, at der er noget galt med den måde, nyhederne om krigen bliver præsenteret på.
Den følelse, man gribes af, når man er blevet eksponeret for så meget nød og ulykke, at man har svært ved at kapere det og føler sig overvældet, har et navn. Det kaldes compassion fatigue, medfølelsestræthed.
For nogle år siden læste jeg en bog om fænomenet. Den er skrevet af den amerikanske medieforsker Susan D. Moeller og hedder Compassion Fatigue: How the Media Sell Disease, Famine, War and Death. En af Moellers pointer er, at medier for at fange publikums opmærksom og gøre seere, læsere og lyttere følelsesmæssigt engagerede i deres historier fokuserer på nogle ting i en krise, mens andre ignoreres. Man vil gerne have skurke og helte, så man kan holde med nogen. Og så stiller man skarpt på alt det, der kan fremme sådan et billede, mens alt andet aldrig bliver en del af historien. Det handler mere om at mobilisere publikums følelser – altså vrede, forargelse, glæde og tristhed end at give dem en forståelse af, hvad der foregår.
Det virker ofte i begyndelsen, for publikum bliver følelsesmæssigt engageret, men det har også den konsekvens, at folk efter et stykke tid ikke længere kan rumme den evige appel til deres medfølelse og ønsket om at mobilisere dem. Desuden registrerer mange mere eller mindre ubevidst, at de har hørt det hele før, fordi historierne alle er skåret over samme læst – også selvom en historie rent faktisk bringer nyt.
De bliver ramt af medfølelsestræthed. Og selvom fænomenet har en objektiv basis i den menneskelige psykologi, så er medfølelsestrætheden i nogle sammenhænge også resultatet af den måde, medierne dækker en krise eller konflikt på.
I denne uges Fri Tænkning kommer det ikke til at handle om krigen i Ukraine. Jeg har i stedet talt med historiker og antropolog Birgitte Possing om næsten 200 års kamp for ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark, hvor der siden demokratiets spæde fødsel i midten af det 19. århundrede har tegnet sig et genkendeligt mønster af argumenterne imod kvinder, mens selve argumenterne kan variere fra den ene periode til den anden afhængig af samtiden og de emner, der var på dagsordenen.
Birgitte Possing voksede op og blev uddannet i en tid, hvor man ikke lagde særlig meget vægt på individets rolle i historien og endnu mindre på kvinders. Det handlede om struktur, klasse og andre institutionelle kræfter, hvad enten man var marxist, strukturalist eller positivist. Derfor gik Birgitte Possing mod strømmen, da hun satte sig for at rehabilitere biografien som en legitim genre i historieforskningen.
Birgitte Possing har været leder af Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling, Kulturministeriets Forskningsudvalg, forskningschef for Nationalmuseet og direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter. Hun har også været professor med ansvar for at rådgive Folketinget om, hvad der bør bevares for eftertiden om centrale skikkelser i Danmarkshistorien. Desuden har hun siddet i bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond og er nu medlem af A.P. Møllers Almenfondens bestyrelse.
Birgitte Possing er forfatter til flere bøger, heriblandt flere biografier og metodiske værker om biografiens muligheder og udfordringer.
Det korte af det lange
For nogle år side hæftede Birgitte Possing sig ved tre meningsudvekslinger i det offentlige rum, som fandt sted inden for kort tid. Først erklærede Morten Messerschmidt, daværende medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, om sin partifælle og kritiker, Rikke Karlsen:
”Hun er en lidt forvirret pige fra Rebild, der kommer til Bruxelles.”
Dernæst kommenterede en anden mand, denne gang fra venstre side af det politiske spektrum, på en kvinde, som han ikke ønskede at se på en magtfuld formandspost. Det drejede sig om 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, der forsøgte at diskvalificere Lizette Risgaard som kandidat til formandsposten i LO med ordene:
”Men hendes erfaring er ikke på omgangshøjde med vores andres. Og det er jo alvorlige ting, vi diskuterer.”
Endelig udtalte daværende folketingsmedlem for Liberal Alliance Joachim B. Olsen til et offentligt møde i Rockwool Fonden om forskellen på mænd og kvinder på arbejdsmarkedet:
”Det er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens mændene arbejder. Det er ufornuftigt at tage biologien ud af det.”
De tre udtalelser af mænd på topposter i det moderne Danmark lød som et ekko af noget, Birgitte Possing var stødt på i sine historiske studier af diskussioner for og imod kvinders deltagelse i det offentlige liv.
”Jeg fik derfor lyst til at dykke ned i historien og se på, hvordan der tidligere var blevet argumenteret og hvem, der havde gjort det. Og hvordan åndssammenstød havde flyttet noget i historien på netop dette område.”
Et spadestik dybere
Da Birgitte Possing for 30 år siden forsvarede sin doktorafhandling, udløste det en heftig debat blandt faghistorikere. Det bekom ikke alle vel, at hun havde skrevet en biografi om uddannelsespioneren Natalie Zahle.
Formanden for bedømmelsesudvalget opponerede ex-auditorium, selvom han selv havde antaget disputatsen. Han fandt biografien overflødig og uden relevans for historieforskningen og mente, at Possing i stedet burde have skrevet en afhandling om de nationalliberale og deres opfattelse af uddannelse, for det var politiske strukturer og bredere samfundsmæssige forhold, der var forudsætningen for Zahles succes, ikke enkeltindivider, mens Possing forklarede gennembruddet for kvinders adgang til uddannelse som resultatet af et lille netværks indsats med Zahle i spidsen.
Det var i 1992. I dag sætter ingen længere spørgsmålstegn ved relevansen af den biografiske genre for forskningen, og kvinder fylder mere i historieskrivningen end tidligere, men ifølge Possing er Danmark stadig et land med et af mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, og sammenlignet med de andre nordiske lande er der lang vej, før man kan tale om reel lighed mellem mænd og kvinder.
Possing henviser til World Economic Forum, som hvert år udgiver en rapport om situationen på ligestillingsområdet både på globalt og regionalt plan. Danmark har siden 1970’erne og 1980’erne, hvor vi befandt os i top-10, tabt terræn på dette felt. World Economic Forum måler lighed mellem kønnene på tværs af politik, erhvervsliv, kunst, kultur, videnskab og organisationer. I Danmark sidder kvinder i snit kun på 20 pct. af topposterne.
Den globale liste toppes nu af Island efterfulgt af Finland, Norge, New Zealand, Sverige, Namibia, Rwanda, Litauen, Irland og Schweiz, mens rækkefølgen, når det gælder Vesteuropa og Nordamerika, ser således ud: Island Finland, Norge, Sverige, Irland, Schweiz, Tyskland, Belgien, Spanien og Frankrig.
”Det er et paradoks, at vi i Danmark brander os på ligestilling, men reelt har vi det ikke.”
Hvad er forklaringen?
”Det er et godt spørgsmål, som jeg ville ønske, jeg kunne svare på. Nogle har peget på, at vi under Poul Nyrup og Anders Fogh Rasmussen i 1990’erne og 2000’erne fik en nyliberalisme, som gjorde, at vi stoppede alle strukturelle tiltag for at komme uligheden til livs. Vi nedlagde ligestillingsrådet og kommissioner, og vi holdt op med at føre kønsopdelte statistikker. Jeg tror ikke, det er så enkelt, men det er en hypotese, som giver en vis mening.”
Ifølge Birgitte Possing har vores samfund været båret af et mønster, der er kodet efter køn. Det løber som en rød tråd gennem historien fra midten af 1800-tallet til i dag. Hun noterer:
”Hvis én kvinde viser talent, mod og lyst til at træde ad en af de stier, der i århundreder har været forbeholdt mænd, rejser argumenterne sig ofte, ikke blot imod hende, men imod hele kvindekønnet.”
Birgitte Possing peger på, at man har forsøgt at lukke munden på ambitiøse kvinder ved at kalde dem ”magelige, sludre-pludrende, overflødige, uansvarlige, frigide, politisk indifferente, uerfarne, hovedløse, pinlige og latterlige”. Hun mener, at der bag alle disse argumenter skjuler sig en forestilling om kvinden som tilhørende en særlig menneskeart, der ikke burde stræbe og konkurrere som mænd.
”En særart, der manglede logisk sans, åndsnærvær, koldsindighed, koncentration, beslutsomhed, evne til at tænke abstrakt eller konkret.”
Ifølge Possing er der mange lag i de mønstre, der har gjort det svært for kvinder at gøre karriere uden for hjemmet. Der har været en traditionel arbejdsdeling, hvor kvinder har stået for hjemmet, mens mænd har taget sig af samfundsanliggender på den ene eller anden måde.
”Det er ikke nødvendigvis sket i en ond mening, men fordi man ofte holder fast i det man kender, er tryg ved og kan spejle sig i.”
På den anden side
Ifølge Birgitte Possing har Me-Too debatten i Danmark påvirket debatten om ligestilling, fordi den har tvunget folk til ikke at se på kvinder primært som køn.
”Kulturchokket har udfordret mange mænds magtfuldkommenhed. De har måttet revidere deres tradition for alene at se hinanden og har derfor fået øjnene op for det talent, der findes blandt kvinder.”
Kvinders kamp for karriere uden for hjemmet begyndte i midten af 1800-tallet med krav om adgang til uddannelse. Derpå fulgte krav om politisk medborgerskab, altså retten til at stemme. Dernæst begyndte kvinder at melde sig i konkurrencen om høje stillinger i statsadministrationen, i politik og erhvervsliv.
”Og endelig får man i 1960’erne debatten på statsniveau om fri abort, om man skal betale for husarbejde, og hvordan tingene skal fordeles.”
Intrigen
Siden Birgitte Possing i 2018 udgav Argumenter imod kvinder, har hun holdt et hav af foredrag for direktioner og bestyrelser. Et ofte gentaget spørgsmål lyder: Jamen, er du sikker på, at kvinderne selv vil? De søger jo ikke de stillinger, vi slår op.
Hertil svarer Possing:
”Nej, for de bliver ikke altid opfordret til det. Som headhunter eller mentor er man også nødt til at kigge andre steder hen, end man er vant til, hvis man skal få øje på den talentmasse, der findes derude. Gamle vaner og en dybt forankret kultur gør det svært at bryde med etablerede mønstre.”
Ifølge Possing er det ikke altid mænd, der blokerer for kvinder. Nogle gange er det kvinder i bestyrelser og direktioner, der er de mest reaktionære.
”De afviser, at der er et problem, og siger, at kvinder må lære at bide tænderne sammen og ikke klynke. De kan ikke se de mentale strukturer og den kultur, der blokerer for kvinder. Der er også en frygt for, at folk skal tro, at man er kommet frem, fordi man er kvinde, og ikke fordi man er kompetent. Det er et af argumenterne imod kvoter. Det er jo rigtigt, men jeg kan ikke forestille mig, at man i en direktion vælger folk, der er inkompetente. De vælger mellem kompetente, og så gælder det jo om at kunne identificere de kompetente, og ikke kun dem, man har været vant til at betragte som kompetente. Mange yngre mænd er mere åbne og spørger, hvad de gør galt, og hvad de kan gøre for at tiltrække talent blandt kvinder. De tænker på bundlinjen. Jeg ser det ikke som min opgave at levere svarene. Jeg har opfyldt min mission, hvis der står 10 mennesker i et direktions- eller bestyrelseslokale og diskuterer heftigt, når jeg er færdig.”
Et eksempel
Carlsbergfondet har for nylig udgivet en antologi med titlen Vilje, viden og værdier – J.C. Jacobsens villa på Carlsberg, hvor Birgitte Possing har skrevet et essay, som rehabiliterer Laura Jacobsen som bryggerens partner og hovedkraften bag familiens vidtforgrenede netværk i Danmark og Europa – en dygtig og handlekraftig kvinde, der ryddede op i de mange konflikter, ægtemanden rodede sig ind i.
Siden midten af det 20. århundrede har Laura Jacobsen ifølge Possing imidlertid været skrevet ud af historien af fremtrædende historikere såsom Palle Lauring, Kristof og Kirsten Glamann og Ditlev Tamm. Nogle historikere gav hende ligefrem et skudsmål som mindre begavet, ja nærmest psykosomatisk.
I virkeligheden var Laura Jacobsen en central del af fortællingen om Carlsberg i samtiden og årtierne efter, selvom der var tale om en kønsopdelt arbejdsdeling mellem ægtefællerne. Birgitte Possing fremhæver historikere som Arnold Fraenkel, Camillus Nyrop og Johannes Steenstrup, som gav behørig plads til Laura Jacobsen i deres fremstillinger.
”Hun var også hans uundværlige samtalepartner om dagligliv og drømme, pengesager, kulturhistorie og kunst livet igennem og sørgede for, at det private dagligliv fungerede,” skriver Possing.
Possing forklarer senere generationers forglemmelse med, at bryggeren selv forsøgte at slette sin hustru og søn fra den fælles erindring ved at tilintetgøre deres breve til ham, mens han bevarede sine egne breve til dem.
Possing tilføjer:
”Carlsberg som et samlingssted med Laura Jacobsen som centrum er en historie, de moderne fortællere ikke har belyst, for J. C. Jacobsen sørgede for, at sporene efter hendes arbejde blev slettet, og fordi en senere generation af historikere lod sig forføre af hans, bryggerens, formidable evne til at styre sit eftermæle: De overså simpelthen hullerne i kilderne.”
Possing konkluderer:
”Dem, man skriver ud af historien, kan ikke stå som forbilleder eller erfaringsfigurer for andre.”
Perspektiv
Er der ingen principiel forskel på mænds og kvinders talent, den måde de tænker og opererer på? Og lad mig uddybe: Er det alene vigtigt at få kvinder ind på topposter, fordi de er underrepræsenterede, eller har det også at gøre med, at kvinder bringer noget principielt anderledes med sig end mænd?
”Hvis vi i et demokrati ønsker, at der skal være lige muligheder, og det er afspejlet i den konkrete repræsentation af mænd og kvinder på topposter, så er det udtryk for simpel retfærdighed, at kvinder er repræsenteret på lige fod med mænd, hvis de altså kan og vil. Det næste spørgsmål er så, om kvinder bidrager med noget særligt, og her har jeg flyttet mig. Hvis du havde spurgt mig i 1980’erne, ville jeg have fremhævet kvindelige værdier, kvindelige erfaringer, og at kvinder gør tingene anderledes. Det tror jeg ikke på mere. Jeg tror ikke, at der er en særlig kvindelig eller mandlig måde at tænke på. Det handler om den enkeltes erfaringer som individ uafhængigt af, om man er mand eller kvinde.
Hvorfor har du flyttet dig?
”Jeg er blevet mere belæst. Hvis man har uddannet sig og lært nyt, så kan man noget, og det hænger ikke sammen med, om man er mand eller kvinde. Kvinder kan rigtigt nok føde børn, men man kan både være en omsorgsfuld mor og far, og i en topledelse er det altså ikke sine moderskabserfaringer, man skal trække på. Det kan man måske bruge til at lede i familien og sætte sig på magten, men det er ikke de kvalifikationer, der kræves for at lede en virksomhed eller organisation.”
Hvordan ser du samspillet mellem familien og det offentlige rum. Kvinder har jo traditionelt domineret i familien. Er det ved at ændre sig i takt med, at flere kvinder gør karriere?
”Når vi taler om magt og privilegier i toppen af erhvervslivet, så er der nogen, der er nødt til at give afkald på noget, sådan at andre kan komme ind, og det gør altid ondt. På samme måde er det med familien. Det nytter ikke noget, at unge kvinder i de nordiske lande med et års barsel undrer sig over, at de bliver koblet af i konkurrencen om topjobs.”
Birgitte Possing konkluderer:
”Kvinder bliver nødt til at give afkald på noget af magten i hjemmet, og de bliver nødt til at opgive forestillingen om, at de er de eneste, der kan stå for opfostringen af den næste generation. Vi har nu en generation af fædre, som ikke vil det samme som tidligere generationer af fædre. De vil ikke sidde tilbage som 80–85-årige og ærgre sig over, at de ikke brugte nok tid på deres børn. De vil være med til at sørge for omsorgen, og her må kvinderne opgive idealet om, at det er dem, der står for alt i hjemmet. Det ved jeg, at mange unge kvinder har svært ved, og derfor siger jeg til dem, at de bliver nødt til at give slip.”