Grundtvig og den lal­leg­la­de tolerance

I den­ne uges Fri Tænk­ning for­tæl­ler jeg om en mere end 60 år gam­mel bog, som jeg for nylig blev gjort opmærk­som på. Jeg kend­te den ikke, men det bur­de jeg nok have gjort. Den sat­te gang i reflek­sio­ner om begrebs­for­vir­ring og begrebs­af­kla­ring i for­hold til ord som fri­sind og tole­ran­ce, deres ophav og betyd­ning. Og at fri­sind ofte er noget, folk støt­ter, når de til­hø­rer et min­dre­tal eller ikke er ved mag­ten, for­di det sik­rer deres ret til at tale og orga­ni­se­re sig, mens de sam­me men­ne­sker bli­ver min­dre vil­li­ge til at leve med ander­le­des tæn­ken­de og reli­gi­øse min­dre­tal, når de selv kom­mer til fadet. Det er Mar­tin Lut­her et godt eksem­pel på. Han for­fæg­te­de tros­fri­hed, da han gik op mod den domi­ne­ren­de katol­ske kir­ke, men greb til vold og under­tryk­kel­se af kæt­te­re, da han hav­de fået magt.