Ukrainsk eks­pert: Jeg støt­ter Zelenskiy, men er bekym­ret for hans auto­ri­tæ­re tilbøjeligheder

Handout photo made available by Ukrainian Presidency shows Ukrainian President Volodymyr Zelenskyy holds a press conference following a meeting with Austrian Chancellor in Kyiv on April 9, 2022. Nehammer on Saturday joined the stream of European leaders showing their support for Ukraine by traveling to the nation's capital. He pledged that the EU would continue to ratchet up sanctions against Russia "until the war stops." Photo by Ukrainian Presidency via ABACAPRESS.COM

Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Foto: Abaca/Ritzau Scanpix

Kære læser

Kri­gen i Ukrai­ne har nu varet i snart to måne­der, men der er ingen udsigt til en snar­lig ende på krigs­hand­lin­ger­ne. Den rus­si­ske inva­sion er ikke gået som plan­lagt, efter­som Ukrai­ne har ydet stør­re mod­stand end både Moskva og Was­hin­g­ton hav­de ven­tet. Mark Mil­ley, fire­stjer­net gene­ral og chef for USA’s væb­ne­de styr­ker, for­tal­te såle­des i febru­ar til Kon­gres­sen, at Kyiv kun­ne fal­de inden­for 72 timer. Det ske­te som bekendt ikke, og det kan få betyd­ning for Ukrai­nes frem­ti­di­ge sik­ker­hed, uan­set kri­gens vide­re forløb.

Hvor­for tror jeg det?

Jeg ved det selv­føl­ge­lig ikke, men hvis man kig­ger på Moskvas hånd­te­ring af Fin­land og de tre bal­ti­ske lan­de efter Anden Ver­denskrig, spil­le­de det en rol­le for lan­de­nes frem­ti­di­ge skæb­ne, hvor dyrt de solg­te sig til den sov­je­ti­ske overmagt.

Ube­kvem histo­rie for balterne

Da sov­je­ti­ske kamp­vog­ne i juni 1940 rul­le­de ind i de bal­ti­ske repu­blik­ker, var mod­stan­den spora­disk, og man fik hur­tigt etab­le­ret mario­ne­tre­ge­rin­ger, mens fin­ner­ne sat­te sig mas­sivt til mod­vær­ge. Det var efter al sand­syn­lig­hed afgø­ren­de for, at Fin­land efter Anden Ver­denskrig beva­re­de sin selv­stæn­dig­hed, mens de bal­ti­ske lan­de blev annek­te­ret og for­blev en del af Sov­je­tu­ni­o­nen ind­til 1991.

Det er en ube­kvem histo­rie for bal­ter­ne, som de siden har taget ved lære af. De har der­for for­be­redt sig grun­digt på ikke at gen­ta­ge de fejl, der blev begå­et dengang.

Fin­land som model

Iføl­ge Ana­tol Lie­ven, for­fat­ter til en glim­ren­de bog om for­hol­det mel­lem Rusland og Ukrai­ne og seni­o­r­for­sker ved tæn­ket­an­ken The Quin­cy Insti­tu­te i Was­hin­g­ton, er der to aspek­ter ved Fin­lands neut­ra­li­tet, som er værd at hæf­te sig ved, når man ser på dagens Ukraine.

For det før­ste at Sov­je­tu­ni­o­nen i lyset af fin­ner­nes mod­stand i Vin­ter­kri­gen 1939–40 kon­klu­de­re­de, at annek­te­rin­gen af Fin­land vil­le gøre livet så surt for den sov­je­ti­ske besæt­tel­ses­magt, at det ikke var for­sø­get værd. Moskva ”nøje­des” med at tage de dele af Fin­land, som man hav­de ero­bret under kri­gen og lidt til, men kræ­ve­de ikke yder­li­ge­re ter­ri­to­ri­um i for­bin­del­se med ind­gå­el­se af en freds­af­ta­le, iføl­ge hvil­ken Fin­land opgav sin alli­an­ce med Nazi-Tys­kland og trak sig ud af Anden Ver­denskrig. Fin­land fik der­for mulig­hed for at udvik­le sig som et libe­ralt demo­kra­ti med en mar­ked­s­ø­ko­no­mi, der blev inte­gre­ret i Vesten.

For det andet, note­rer Lie­ven i maga­si­net Foreign Poli­cy, over­holdt Sov­je­tu­ni­o­nen den afta­le, man i 1948 ind­gik med det uaf­hæn­gi­ge Fin­land. Den inde­bar, at Fin­land på den ene side undsag­de sig mulig­he­den for en alli­an­ce med Vesten mod Sov­je­tu­ni­o­nen og på den anden fik garan­ti­er for, at sov­je­ti­ske trop­per kun kun­ne ophol­de sig på finsk ter­ri­to­ri­um med den fin­ske rege­rings eks­pli­cit­te tilladelse.

Afta­len blev i 1992 erstat­tet af en rus­sisk-finsk ven­skabs­af­ta­le, som ikke for­plig­te­de Fin­land til neut­ra­li­tet, hvor­for fin­ner­ne i 1995 kun­ne bli­ve med­lem af EU og måske inden så læn­ge søger opta­gel­se i NATO.

Den østrig­ske model

Lie­ven frem­hæ­ver også Østrig som en mulig model for Ukrai­ne. Wiens neut­ra­li­tet blev befæ­stet i en inter­na­tio­nal afta­le med del­ta­gel­se af Anden Ver­denskrigs sej­r­her­rer. Den blev ind­gå­et i 1955, hvor­ef­ter ame­ri­kan­ske, sov­je­ti­ske, fran­ske og bri­ti­ske besæt­tel­se­s­trop­per blev truk­ket til­ba­ge fra Østrig. Lan­det gen­vandt såle­des sin suveræ­ni­tet, som der siden på intet tids­punkt et ble­vet sat spørgs­måls­tegn ved. Østrig er også ble­vet med­lem af EU, men har ingen pla­ner om at bli­ve en del af NATO.

Lie­ven hæf­ter sig ved, at net­op spørgs­må­let om Ukrai­nes neut­ra­li­tet har stå­et øverst på listen over Kremls krav til Kyiv og NATO, som i 2008 på et top­mø­de fastslog, at Ukrai­ne en dag vil­le bli­ve invi­te­ret ind i alli­an­cen, og i 2019 stem­te det ukrain­ske par­la­ment med et stort fler­tal for at søge opta­gel­se i NATO.

Så spørgs­må­let er, om Ukrai­nes neut­ra­li­tet vil være på dags­or­de­nen og i hvil­ken form, når kri­gen er slut, og man skal for­hand­le om betin­gel­ser­ne for en fredsaftale.

Det har jeg talt med Ser­hiy Kude­lia om. Kude­lia, der stem­te på Volo­dy­myr Zelenskiy ved val­get i 2019, giver også udtryk for sin bekym­ring for det, han ser som den ukrain­ske præ­si­dents ”auto­ri­tæ­re til­bø­je­lig­he­der.” Kude­lia er ukrai­ner, født og opvok­set i Lviv i det vest­li­ge Ukrai­ne og er nu pro­fes­sor i statskund­skab ved Bay­l­or Uni­ver­si­ty i Texas. Kude­lia arbej­der på en bog om den væb­ne­de kon­flikt i det øst­li­ge Ukrai­ne mel­lem rus­sisk-støt­te­de oprø­re­re og den ukrain­ske cen­tral­magt, som brød ud i 2014 i for­læn­gel­se af et pro-vest­ligt oprør i Kyiv, afsæt­tel­se af præ­si­den­ten og Ruslands annek­te­ring af Krim. Kude­lia er blandt de ukrai­ne­re, der i en årræk­ke har argu­men­te­ret for Ukrai­nes neutralitet.

Kude­lia erken­der dog, at det i lyset af den rus­si­ske inva­sion og Fin­lands (og måske også Sve­ri­ges) pla­ner om at bli­ve med­lem af NATO er ble­vet van­ske­li­ge­re at realisere.

Det kor­te af det lange

Ukrai­ne har siden 1990 skif­te­vis prok­la­me­ret sin sta­tus som ikke-alli­e­ret med nogen mili­tær­blok og et ønske om at bli­ve med­lem af NATO. I 2008 søg­te Ukrai­ne med­lem­skab af NATO, selv­om blot 17 pro­cent af befolk­nin­gen støt­te­de det, og 31 pro­cent ønske­de en for­svar­sal­li­an­ce med Rusland. På den måde blev NATO-spørgs­må­let en kaste­bold i ukrainsk inden­rigs­po­li­tik. Sam­me måned afvi­ste NATO Ukrai­nes ansøg­ning, men for­sik­re­de, at lan­det sam­men med Geor­gi­en engang i frem­ti­den vil­le bli­ve opta­get i den vest­li­ge forsvarsalliance.

Næste run­de i det inden­rigs­po­li­ti­ske slags­mål om Ukrai­nes sik­ker­heds­po­li­ti­ske ori­en­te­ring blev udkæm­pet i 2010, da lan­det hav­de fået en ny præ­si­dent med sin magt­ba­se i det øst­li­ge Ukrai­ne, hvor man føl­te sig tæt­te­re på Rusland end på Bruxel­les. Par­la­men­tet beslut­te­de der­for at drop­pe pla­ner­ne om NATO-med­lem­skab og i ste­det sat­se på en sta­tus som ikke-alli­e­ret med nogen.

Det fort­sat­te frem til 2014, da den sid­den­de præ­si­dent blev afsat, efter at han hav­de sat pla­ner om en asso­ci­e­rings­af­ta­le med EU på hold og i ste­det taget imod et mil­li­ard­lån fra Rusland til at luk­ke hul­ler i sin finanslov.

Den nye rege­ring og præ­si­dent sat­te der­på igen spørgs­må­let om NATO-med­lem­skab øverst på dags­or­de­nen, og det før­te i 2019 til, at ambi­tio­nen om NATO-med­lem­skab blev ind­skre­vet i Ukrai­nes for­fat­ning. Det bety­der, at præ­si­den­ten er for­plig­tet til at arbej­de hen mod det mål.

Siden 2014, da Rusland annek­te­re­de Krim og støt­te­de et væb­net oprør i det øst­li­ge Ukrai­ne, er befolk­nin­gens opbak­ning til NATO-med­lem­skab vok­set markant.

Selv­om neut­ra­li­tet ikke er popu­lært blandt Ukrai­nes poli­ti­ske eli­te, så er det min­dre kon­tro­ver­si­elt end de ter­ri­to­ri­el­le uove­r­ens­stem­mel­ser mel­lem Moskva og Kyiv. Rusland kræ­ver, at Ukrai­ne både aner­ken­der, at Krim er en del af Rusland, og at de østu­krain­ske regio­ner Donetsk og Luhansk er selv­stæn­di­ge republikker.

Ser­hiy Kude­lia ven­ter, at det kan tage årti­er at fin­de en løsning.

”Måske først når Rusland går i opløs­ning, hvis det alt­så nogen­sin­de skul­le ske. Jeg kan ikke se, hvor­dan de områ­der vil bli­ve givet til­ba­ge til Ukrai­ne, så læn­ge Vla­di­mir Putin er præ­si­dent i Rusland,” fast­slår han.

Et spa­destik dybere

Iføl­ge Kude­lia har den rus­si­ske inva­sion kom­pli­ce­ret mulig­he­den for løs­ning af det ter­ri­to­ri­a­le ude­stå­en­de mel­lem Ukrai­ne og Rusland. Han mener, at det før Ruslands angreb hav­de været muligt at gen­nem­fø­re en fol­ke­af­stem­ning i Ukrai­ne om Krims sta­tus, og den­gang var de to regio­ner i den øst­li­ge del af lan­det, Donetsk og Luhansk, det såkald­te Don­bas, ikke så vig­ti­ge for Rusland, der aner­kend­te dem som en del af Ukraine.

”Men nu har Rusland aner­kendt dem som selv­stæn­di­ge repu­blik­ker, og sam­ti­dig er den rus­si­ske hær i færd med at tage yder­li­ge­re ter­ri­to­ri­um. Jeg tror ikke, at Rusland er vil­lig til at opgi­ve sor­te­havs­by­en Mari­upol, som de har ofret så man­ge res­sour­cer på at ero­bre. Vi er på den anden side nødt til at kræ­ve en til­ba­ge­ven­den til situ­a­tio­nen før inva­sio­nen, før vi kan tale om, hvor græn­ser­ne skal gå. Den uenig­hed er grun­den til, at jeg ikke tror på nogen afta­le i den nær­me­ste fremtid.”

Hvad er tidshorisonten?

”Årti­er.”

Kan man fore­stil­le sig en freds­af­ta­le, hvor man udsky­der løs­nin­gen af det ter­ri­to­ri­a­le spørgs­mål og i ste­det foku­se­rer på neut­ra­li­tet og garan­ti­er for Ukrai­nes sikkerhed?

”Det tror jeg ikke. Hvis der bli­ver ind­gå­et en sepa­rat afta­le, så bli­ver det ikke mel­lem Rusland og Ukrai­ne, men mel­lem Ukrai­ne og en ræk­ke andre lan­de, hvor Rusland mulig­vis også vil være repræ­sen­te­ret, men det bli­ver ikke en del af Ukrai­nes for­hand­lin­ger med Rusland. Det vil i så fald hand­le om at sæn­ke det geopo­li­ti­ske spæn­dings­ni­veau omkring Ukrai­ne, men det vil ikke inde­bæ­re en løs­ning af kon­flik­ten mel­lem Rusland og Ukraine.”

Bety­der det, at dis­se områ­der vil være besat i årti­er, at der vil være sank­tio­ner, iso­la­tion af Rusland og et nyt jerntæppe?

”Jeg kan ikke se, hvor­dan man kan fin­de en løs­ning, så læn­ge Putin er præ­si­dent. Når Putin er væk, bli­ver det et spørgs­mål om, hvad det rus­si­ske sam­fund vil. Putins efter­føl­ger vil være nødt til at for­hol­de sig til det. Hvis det rus­si­ske sam­fund mener, at pri­sen for at kon­trol­le­re de besat­te områ­der er for høj og ønsker en løs­ning, kan det bli­ve begyn­del­sen på en for­so­ning og vej mod en per­ma­nent aftale.”

Læg mær­ke til

Iføl­ge Kude­lia er neut­ra­li­tet ikke popu­lært blandt Ukrai­nes poli­ti­ske eli­te. Fler­tal­let mener, at det er inef­fek­tivt som for­svar mod rus­sisk aggres­sion. For det før­ste kan man ikke sto­le på Rusland, lyder det, og for det andet vil det bli­ve opfat­tet som kapi­tu­la­tion og blot ani­me­re Moskva til yder­lig aggression.

Kude­lia har imid­ler­tid i nog­le år argu­men­te­ret for, at neut­ra­li­tet vil­le være den bed­ste løs­ning for Ukrai­ne. Han peger på, at neut­ra­li­tet ikke er det sam­me som ikke-alli­e­ret. Det før­ste er en mere eller min­dre per­ma­nent til­stand, det andet kan skif­te fra rege­ring til rege­ring og ord­nes med et lovind­greb. Ukrai­nes neut­ra­li­tet, siger Kude­lia, bør lige som Østrigs garan­te­res i en inter­na­tio­nal trak­tat og knæ­sæt­tes i for­fat­nin­gen, sådan at det ikke kan ændres, hvis der kom­mer en præ­si­dent eller rege­ring, som mener noget andet.

Han gør opmærk­som på, at hvis Ukrai­ne skal være et neut­ralt land med en for­plig­tel­se til ikke at til­slut­te sig mili­tæ­re alli­an­cer, så må NATO også se på den såkaldt åbne-dørs-politik.

Kude­lia for­kla­rer: ”Hvis der bli­ver en geopo­li­tisk afta­le om Euro­pas sik­ker­heds­or­den og Ukrai­nes sta­tus som et neut­ralt land, så vil man skul­le tage stil­ling til NATO’s erklæ­ring fra 2008, hvor man fastslog, at døren for nye med­lem­mer er åben, og at Ukrai­ne og Geor­gi­en en dag vil­le bli­ve opta­get. Hvis Ukrai­ne beslut­ter sig for neut­ra­li­tet, er man nødt til at ændre ord­ly­den, og det vil i øvrigt også gøre det let­te­re for Zelenskiy at sæl­ge idéen om neut­ra­li­tet til den ukrain­ske befolkning.”

Iføl­ge Kude­lia har det været en svag­hed ved Ukrai­nes sik­ker­heds­po­li­tik, at man aldrig rig­tigt har for­holdt sig til Ruslands fun­da­men­tale bekym­ring, nem­lig spørgs­må­let om Ukrai­nes alli­an­ce­for­hold. Han peger på, at præ­si­dent Vik­tor Januko­vitj i peri­o­den fra 2010 til 2014 for­søg­te at balan­ce­re mel­lem øst og vest. Han arbej­de­de for en asso­ci­e­rings­af­ta­le med EU og kom Rusland i møde ved at for­læn­ge udlej­nin­gen af Seva­stopol på Krim til den rus­si­ske sor­te­havs­flå­de til 2042. Han aner­kend­te også rus­sisk som regio­nalt sprog, men han for­holdt sig aldrig til spørgs­må­let om, hvor­dan man skul­le hånd­te­re Ruslands bekym­ring for Ukrai­nes sik­ker­heds­po­li­ti­ske orientering.

”Januko­vitj bekendt­gjor­de, at Ukrai­ne skul­le være et ikke-alli­e­ret land, og at NATO-med­lem­skab ikke var aktu­elt, men han kun­ne være gået vide­re og bedt NATO træk­ke sin invi­ta­tion om et frem­ti­digt med­lem­skab til­ba­ge og der­på ind­ledt seri­ø­se for­hand­lin­ger om, hvad Ukrai­nes sta­tus som et neut­ralt land skul­le inde­bæ­re. Vi kun­ne have opbyg­get en kapa­bel hær, så vi kun­ne for­sva­re os selv. Sådan en afta­le vil­le have været accep­ta­bel for Rusland, tror jeg, men mulig­he­den blev for­pas­set, og nu er situ­a­tio­nen en helt anden:

Hvor­dan ser en brug­bar løs­ning ud for Ukrai­ne nu?

”Zelenskiy har sagt, at han er parat til at accep­te­re neut­ra­li­tet, og selv om neut­ra­li­tet ikke er popu­lært i Kyiv, så tviv­ler jeg på, at der vil være mas­siv mod­stand nu, for­di Zelenskiys auto­ri­tet er så stærk. Han hæver sig over andre poli­ti­ke­re, så han har den poli­ti­ske kapi­tal til at ind­gå et kom­pro­mis, selv om det vil udlø­se protester.”

Kude­lia til­fø­jer, at neut­ra­li­tet efter den rus­si­ske inva­sion ikke læn­ge­re er nok til at garan­te­re Ukrai­nes sik­ker­hed. Neut­ra­li­tet, siger han, bør ledsa­ges af en mas­siv mili­tær oprust­ning og opbyg­nin­gen af et hjem­me­værn og almen vær­nepligt, som gør det muligt at mobi­li­se­re det meste af befolk­nin­gen i til­fæl­de af en aggression.

Kude­lia peger sam­ti­dig på, at Fin­lands og even­tu­elt Sve­ri­ges ansøg­ning om NATO-med­lem­skab vil gøre det svæ­re­re for Zelenskiy at sæl­ge idéen om Ukrai­nes neut­ra­li­tet til den ukrain­ske befolkning.

”Folk vil sige: Hvor­for skal vi være neut­ra­le, når fle­re euro­pæ­i­ske sta­ter opgi­ver deres neut­ra­li­tet? Og hvis ikke NATO træk­ker sin invi­ta­tion til­ba­ge, vil det se ud, som om Ukrai­ne er ble­vet påt­vun­get sin neut­ra­li­tet med magt.”

Mel­lem linjerne

Ser­hiy Kude­lia stem­te på Zelenskiy ved præ­si­dentval­get i 2019, men selv om han beun­drer den ukrain­ske præ­si­dents mod og synes, at Zelenskiy gør man­ge ting rig­tigt, så er han bekym­ret for hans ”auto­ri­tæ­re til­bø­je­lig­he­der.” Før kri­gen luk­ke­de Zelenskiy fle­re medi­er, som han uden en dom­stols­af­gø­rel­se stemp­le­de som pro-rus­si­ske, og efter krigs­ud­brud­det er alle medi­er ble­vet under­lagt stram stats­kon­trol og en lang ræk­ke par­ti­er for­budt. Zelenskiy har også skilt sig af med folk i sin inder­kreds, som har opt­rå­dt lidt for selv­stæn­digt. Han har for­søgt at rej­se en straf­fesag mod den tid­li­ge­re præ­si­dent og sat et par­la­ments­med­lem og oppo­si­tions­le­der i hus­ar­re­st. I det hele taget har Zelenskiy iføl­ge Kude­lia for­søgt at cen­tra­li­se­re mag­ten, så alle arbej­der for ham.

Kude­lia fryg­ter, at dis­se ten­den­ser vil bli­ve for­stær­ket, når kri­gen er slut, og Zelenskiy står i en situ­a­tion, hvor ingen kan udfor­dre hans magt. Ikke mindst for­di hoved­per­so­nen selv har gjort det klart, at Ukrai­ne ikke læn­ge­re kan være et libe­ralt og plu­ra­li­stisk sam­fund. Zelenskiy har selv frem­hæ­vet Isra­el som et for­bil­le­de, men Isra­el har trods en per­ma­nent krigstrus­sel været i stand til at udvik­le og beva­re en fri, ikke stats­kon­trol­le­ret pres­se, uaf­hæn­gi­ge dom­sto­le og et demo­kra­ti, hvor der også er plads til ara­bi­ske par­ti­er og medier.

Kude­lia kom­men­te­rer: ”Måske lyder Zelenskiys bil­le­de af Ukrai­ne efter kri­gen mere som Taiwan, før det blev et demo­kra­ti: et auto­ri­tært sty­re, hvor proki­ne­si­ske par­ti­er var for­budt; et sam­fund hvor sik­ker­heds­hen­syn trum­fer alt andet.”

Han til­fø­jer:

”Zelenskiys auto­ri­tet er jo vok­set enormt. Han begyn­der at min­de om en slags Fidel Castro, lede­ren af den cuban­ske revo­lu­tion, med dag­li­ge taler til fol­ket iført camou­fla­ge­tøj. Hvis det står på i en læn­ge­re peri­o­de, risi­ke­rer vi at få et per­so­na­li­stisk sty­re. Det siger jeg ikke som oppo­nent til Zelenskiy. Jeg har stor sym­pa­ti for man­ge af de ting, han gør, men som uaf­hæn­gig iagt­ta­ger for­står jeg, at der er vis­se risi­ci for­bun­det med det, vi ser. Se på Ungarns Vik­tor Orban, han blev ikke en auto­ri­tær leder fra den ene dag til den anden. Det var en grad­vis udvikling.”

Per­spek­tiv

Iføl­ge Kude­lia lig­ger Ukrai­nes øko­no­mi i rui­ner. Før kri­gen var lan­det Euro­pas fat­tig­ste, og i den­ne uge for­ud­sag­de Ver­dens­ban­ken, at Ukrai­nes øko­no­mi i 2022 vil have en minus­vækst på 45 pro­cent. Kude­lia vur­de­rer, at kri­gen vil gøre en ende på det oligark-sty­re, Ukrai­ne har haft siden 1990’erne, men han er ikke sik­ker på, at alter­na­ti­vet er mere attraktivt.

”Det er muligt, at man­ge af de nuvæ­ren­de oligar­kers akti­ver vil bli­ve natio­na­li­se­ret. Fle­re af dem er flyg­tet fra Ukrai­ne under kri­gen og har der­for miskre­di­te­ret sig selv. Måske vil Zelenskiy så fin­de en eller to nye oligar­ker, som skyl­der ham alt, og som vil få kon­trol med de stør­ste akti­ver. Lidt i stil med hvad Putin har gjort i Rusland. Jeg fryg­ter, at det går den vej. Iføl­ge Ukrai­nes finans­mi­ni­ste­ri­um finan­si­e­res halv­de­len af sta­tens udgif­ter af lån. Uden de lån vil­le man ikke kun­ne beta­le pen­sio­ner, så vi vil efter kri­gen være end­nu mere afhæn­gi­ge af uden­land­ske dono­rer, end vi er i dag.”

En bemær­kel­ses­vær­dig detalje

Hvor­dan vur­de­rer du udsig­ten til EU-med­lem­skab for Ukraine?

”Zelenskiy og fol­ke­ne omkring ham mener, at EU skyl­der Ukrai­ne så meget, at Bruxel­les ikke bør hæn­ge sig i tek­ni­ka­li­te­ter ved­rø­ren­de lan­dets poli­ti­ske og øko­no­mi­ske indret­ning, hvis man beslut­ter sig for at opta­ge Ukrai­ne. Spørgs­må­let er selv­føl­ge­lig, om EU vil træf­fe sådan en beslut­ning. Jeg for­står på mine euro­pæ­i­ske kol­le­ger, at det lyder som en roman­tisk drøm, og at EU nu omfav­ner Ukrai­ne mere end før kri­gen, men i vir­ke­lig­he­den vil det efter kri­gen bli­ve langt van­ske­li­ge­re at inte­gre­re Ukrai­ne end før kri­gen, og genop­byg­nin­gen af Ukrai­ne kom­mer til at koste enor­me summer.”

Bag­grund

Før kri­gen domi­ne­re­de to hold­nin­ger i Ukrai­ne til den såkald­te Minsk‑2 afta­le fra febru­ar 2015, som i 2016 blev fulgt op af Ste­in­mei­er-form­len, opkaldt efter Tys­klands davæ­ren­de uden­rigs­mi­ni­ster, Frank-Wal­ter Ste­in­mei­er. Minsk‑2 har til for­mål at afslut­te den væb­ne­de kon­flikt mel­lem rus­sisk­støt­te­de sepa­ra­ti­ster i det øst­li­ge Ukrai­ne og den ukrain­ske cen­tral­magt. Iføl­ge pla­nen skul­le Ukrai­ne ved­ta­ge en lov, der gjor­de det muligt at afhol­de valg i Don­bas under OSCE’s kon­trol. Der­på skul­le de to regio­ner til­de­les vidt­gå­en­de selv­sty­re, som Ukrai­ne skul­le befæ­ste i sin for­fat­ning, og først da skul­le Ukrai­ne have kon­trol­len med sin græn­se i øst tilbage.

Det ene syns­punkt i den ukrain­ske debat siger, at det vil­le være selv­mord for Ukrai­ne, hvis man imple­men­te­re­de Minsk‑2, mens for­ta­ler­ne for det andet syns­punkt erken­der, at afta­len ikke var til Ukrai­nes for­del, men at man hav­de under­skre­vet den og der­for skul­le søge dia­log med Rusland for at fin­de en løs­ning, som Ukrai­ne kun­ne leve med. I mod­sat fald vil­le man give Putin frie hæn­der til en mili­tær løsning.

Kude­lia til­hø­rer sidst­nævn­te grup­pe. Han peger på, at Putins ratio­na­le for at ind­le­de inva­sio­nen foku­se­re­de på Minsk‑2 og situ­a­tio­nen i det øst­li­ge Ukrai­ne. Kude­lia siger, at Putin fastslog, at imple­men­te­rin­gen af Minsk‑2 ikke læn­ge­re var mulig, og at han der­for var nødt til at gri­be til mili­tær magt for at beskyt­te befolk­nin­gen i Don­bas i det øst­li­ge Ukraine.

Da Zelenskiy kom til mag­ten i 2019, sig­na­le­re­de han i før­ste omgang, at han var parat til et kom­pro­mis, men da det gik op for ham, at det vil­le være poli­tisk selv­mord, vend­te han på en tal­ler­ken under et møde med Putin, Mer­kel og Macron i Paris, og siden da har Putin ikke sva­ret på Zelenskiys henvendelser.

Iføl­ge Kude­lia er det ikke en etnisk kon­flikt som på Bal­kan i 1990’erne. Stri­den står ikke mel­lem rus­se­re og ukrai­ne­re i Don­bas, men om hvem der skal kon­trol­le­re regio­nen. Det hand­ler alt­så om regio­nens iden­ti­tet. De, der iden­ti­fi­ce­rer sig mest med regio­nen Don­bas, støt­ter oprø­ret, og det sker uaf­hæn­gigt af, om der er tale om etni­ske ukrai­ne­re eller russere.

Kude­lia peger på, at for­skel­len på Don­bas og det øvri­ge Ukrai­ne var mar­kant for otte år siden. Der­for lyk­ke­des det kun for rus­si­ske agen­ter at for­an­stal­te et oprør i Donetsk og Luhansk og ikke i andre dele af Ukrai­ne. Iføl­ge Kude­lia er for­skel­len i løbet af de for­gang­ne otte år imid­ler­tid ble­vet end­nu stør­re, og der­for har han svært ved at se, hvor­dan Don­bas skal kun­ne bli­ve inte­gre­ret i Ukrai­ne, sådan som lan­det har udvik­let sig siden 2014 med fokus på at byg­ge en natio­nal­stat, hvor ukrainsk sprog og kul­tur samt natio­na­le sym­bo­ler og histo­rie føl­ger en model, hvor der ikke er plads til det ver­dens­bil­le­de samt den poli­ti­ske og øko­no­mi­ske orden, som domi­ne­rer i det øst­li­ge Ukraine.