Ukrainsk ekspert: Jeg støtter Zelenskiy, men er bekymret for hans autoritære tilbøjeligheder
Foto: Abaca/Ritzau Scanpix
Kære læser
Krigen i Ukraine har nu varet i snart to måneder, men der er ingen udsigt til en snarlig ende på krigshandlingerne. Den russiske invasion er ikke gået som planlagt, eftersom Ukraine har ydet større modstand end både Moskva og Washington havde ventet. Mark Milley, firestjernet general og chef for USA’s væbnede styrker, fortalte således i februar til Kongressen, at Kyiv kunne falde indenfor 72 timer. Det skete som bekendt ikke, og det kan få betydning for Ukraines fremtidige sikkerhed, uanset krigens videre forløb.
Hvorfor tror jeg det?
Jeg ved det selvfølgelig ikke, men hvis man kigger på Moskvas håndtering af Finland og de tre baltiske lande efter Anden Verdenskrig, spillede det en rolle for landenes fremtidige skæbne, hvor dyrt de solgte sig til den sovjetiske overmagt.
Ubekvem historie for balterne
Da sovjetiske kampvogne i juni 1940 rullede ind i de baltiske republikker, var modstanden sporadisk, og man fik hurtigt etableret marionetregeringer, mens finnerne satte sig massivt til modværge. Det var efter al sandsynlighed afgørende for, at Finland efter Anden Verdenskrig bevarede sin selvstændighed, mens de baltiske lande blev annekteret og forblev en del af Sovjetunionen indtil 1991.
Det er en ubekvem historie for balterne, som de siden har taget ved lære af. De har derfor forberedt sig grundigt på ikke at gentage de fejl, der blev begået dengang.
Finland som model
Ifølge Anatol Lieven, forfatter til en glimrende bog om forholdet mellem Rusland og Ukraine og seniorforsker ved tænketanken The Quincy Institute i Washington, er der to aspekter ved Finlands neutralitet, som er værd at hæfte sig ved, når man ser på dagens Ukraine.
For det første at Sovjetunionen i lyset af finnernes modstand i Vinterkrigen 1939–40 konkluderede, at annekteringen af Finland ville gøre livet så surt for den sovjetiske besættelsesmagt, at det ikke var forsøget værd. Moskva ”nøjedes” med at tage de dele af Finland, som man havde erobret under krigen og lidt til, men krævede ikke yderligere territorium i forbindelse med indgåelse af en fredsaftale, ifølge hvilken Finland opgav sin alliance med Nazi-Tyskland og trak sig ud af Anden Verdenskrig. Finland fik derfor mulighed for at udvikle sig som et liberalt demokrati med en markedsøkonomi, der blev integreret i Vesten.
For det andet, noterer Lieven i magasinet Foreign Policy, overholdt Sovjetunionen den aftale, man i 1948 indgik med det uafhængige Finland. Den indebar, at Finland på den ene side undsagde sig muligheden for en alliance med Vesten mod Sovjetunionen og på den anden fik garantier for, at sovjetiske tropper kun kunne opholde sig på finsk territorium med den finske regerings eksplicitte tilladelse.
Aftalen blev i 1992 erstattet af en russisk-finsk venskabsaftale, som ikke forpligtede Finland til neutralitet, hvorfor finnerne i 1995 kunne blive medlem af EU og måske inden så længe søger optagelse i NATO.
Den østrigske model
Lieven fremhæver også Østrig som en mulig model for Ukraine. Wiens neutralitet blev befæstet i en international aftale med deltagelse af Anden Verdenskrigs sejrherrer. Den blev indgået i 1955, hvorefter amerikanske, sovjetiske, franske og britiske besættelsestropper blev trukket tilbage fra Østrig. Landet genvandt således sin suverænitet, som der siden på intet tidspunkt et blevet sat spørgsmålstegn ved. Østrig er også blevet medlem af EU, men har ingen planer om at blive en del af NATO.
Lieven hæfter sig ved, at netop spørgsmålet om Ukraines neutralitet har stået øverst på listen over Kremls krav til Kyiv og NATO, som i 2008 på et topmøde fastslog, at Ukraine en dag ville blive inviteret ind i alliancen, og i 2019 stemte det ukrainske parlament med et stort flertal for at søge optagelse i NATO.
Så spørgsmålet er, om Ukraines neutralitet vil være på dagsordenen og i hvilken form, når krigen er slut, og man skal forhandle om betingelserne for en fredsaftale.
Det har jeg talt med Serhiy Kudelia om. Kudelia, der stemte på Volodymyr Zelenskiy ved valget i 2019, giver også udtryk for sin bekymring for det, han ser som den ukrainske præsidents ”autoritære tilbøjeligheder.” Kudelia er ukrainer, født og opvokset i Lviv i det vestlige Ukraine og er nu professor i statskundskab ved Baylor University i Texas. Kudelia arbejder på en bog om den væbnede konflikt i det østlige Ukraine mellem russisk-støttede oprørere og den ukrainske centralmagt, som brød ud i 2014 i forlængelse af et pro-vestligt oprør i Kyiv, afsættelse af præsidenten og Ruslands annektering af Krim. Kudelia er blandt de ukrainere, der i en årrække har argumenteret for Ukraines neutralitet.
Kudelia erkender dog, at det i lyset af den russiske invasion og Finlands (og måske også Sveriges) planer om at blive medlem af NATO er blevet vanskeligere at realisere.
Det korte af det lange
Ukraine har siden 1990 skiftevis proklameret sin status som ikke-allieret med nogen militærblok og et ønske om at blive medlem af NATO. I 2008 søgte Ukraine medlemskab af NATO, selvom blot 17 procent af befolkningen støttede det, og 31 procent ønskede en forsvarsalliance med Rusland. På den måde blev NATO-spørgsmålet en kastebold i ukrainsk indenrigspolitik. Samme måned afviste NATO Ukraines ansøgning, men forsikrede, at landet sammen med Georgien engang i fremtiden ville blive optaget i den vestlige forsvarsalliance.
Næste runde i det indenrigspolitiske slagsmål om Ukraines sikkerhedspolitiske orientering blev udkæmpet i 2010, da landet havde fået en ny præsident med sin magtbase i det østlige Ukraine, hvor man følte sig tættere på Rusland end på Bruxelles. Parlamentet besluttede derfor at droppe planerne om NATO-medlemskab og i stedet satse på en status som ikke-allieret med nogen.
Det fortsatte frem til 2014, da den siddende præsident blev afsat, efter at han havde sat planer om en associeringsaftale med EU på hold og i stedet taget imod et milliardlån fra Rusland til at lukke huller i sin finanslov.
Den nye regering og præsident satte derpå igen spørgsmålet om NATO-medlemskab øverst på dagsordenen, og det førte i 2019 til, at ambitionen om NATO-medlemskab blev indskrevet i Ukraines forfatning. Det betyder, at præsidenten er forpligtet til at arbejde hen mod det mål.
Siden 2014, da Rusland annekterede Krim og støttede et væbnet oprør i det østlige Ukraine, er befolkningens opbakning til NATO-medlemskab vokset markant.
Selvom neutralitet ikke er populært blandt Ukraines politiske elite, så er det mindre kontroversielt end de territorielle uoverensstemmelser mellem Moskva og Kyiv. Rusland kræver, at Ukraine både anerkender, at Krim er en del af Rusland, og at de østukrainske regioner Donetsk og Luhansk er selvstændige republikker.
Serhiy Kudelia venter, at det kan tage årtier at finde en løsning.
”Måske først når Rusland går i opløsning, hvis det altså nogensinde skulle ske. Jeg kan ikke se, hvordan de områder vil blive givet tilbage til Ukraine, så længe Vladimir Putin er præsident i Rusland,” fastslår han.
Et spadestik dybere
Ifølge Kudelia har den russiske invasion kompliceret muligheden for løsning af det territoriale udestående mellem Ukraine og Rusland. Han mener, at det før Ruslands angreb havde været muligt at gennemføre en folkeafstemning i Ukraine om Krims status, og dengang var de to regioner i den østlige del af landet, Donetsk og Luhansk, det såkaldte Donbas, ikke så vigtige for Rusland, der anerkendte dem som en del af Ukraine.
”Men nu har Rusland anerkendt dem som selvstændige republikker, og samtidig er den russiske hær i færd med at tage yderligere territorium. Jeg tror ikke, at Rusland er villig til at opgive sortehavsbyen Mariupol, som de har ofret så mange ressourcer på at erobre. Vi er på den anden side nødt til at kræve en tilbagevenden til situationen før invasionen, før vi kan tale om, hvor grænserne skal gå. Den uenighed er grunden til, at jeg ikke tror på nogen aftale i den nærmeste fremtid.”
Hvad er tidshorisonten?
”Årtier.”
Kan man forestille sig en fredsaftale, hvor man udskyder løsningen af det territoriale spørgsmål og i stedet fokuserer på neutralitet og garantier for Ukraines sikkerhed?
”Det tror jeg ikke. Hvis der bliver indgået en separat aftale, så bliver det ikke mellem Rusland og Ukraine, men mellem Ukraine og en række andre lande, hvor Rusland muligvis også vil være repræsenteret, men det bliver ikke en del af Ukraines forhandlinger med Rusland. Det vil i så fald handle om at sænke det geopolitiske spændingsniveau omkring Ukraine, men det vil ikke indebære en løsning af konflikten mellem Rusland og Ukraine.”
Betyder det, at disse områder vil være besat i årtier, at der vil være sanktioner, isolation af Rusland og et nyt jerntæppe?
”Jeg kan ikke se, hvordan man kan finde en løsning, så længe Putin er præsident. Når Putin er væk, bliver det et spørgsmål om, hvad det russiske samfund vil. Putins efterfølger vil være nødt til at forholde sig til det. Hvis det russiske samfund mener, at prisen for at kontrollere de besatte områder er for høj og ønsker en løsning, kan det blive begyndelsen på en forsoning og vej mod en permanent aftale.”
Læg mærke til
Ifølge Kudelia er neutralitet ikke populært blandt Ukraines politiske elite. Flertallet mener, at det er ineffektivt som forsvar mod russisk aggression. For det første kan man ikke stole på Rusland, lyder det, og for det andet vil det blive opfattet som kapitulation og blot animere Moskva til yderlig aggression.
Kudelia har imidlertid i nogle år argumenteret for, at neutralitet ville være den bedste løsning for Ukraine. Han peger på, at neutralitet ikke er det samme som ikke-allieret. Det første er en mere eller mindre permanent tilstand, det andet kan skifte fra regering til regering og ordnes med et lovindgreb. Ukraines neutralitet, siger Kudelia, bør lige som Østrigs garanteres i en international traktat og knæsættes i forfatningen, sådan at det ikke kan ændres, hvis der kommer en præsident eller regering, som mener noget andet.
Han gør opmærksom på, at hvis Ukraine skal være et neutralt land med en forpligtelse til ikke at tilslutte sig militære alliancer, så må NATO også se på den såkaldt åbne-dørs-politik.
Kudelia forklarer: ”Hvis der bliver en geopolitisk aftale om Europas sikkerhedsorden og Ukraines status som et neutralt land, så vil man skulle tage stilling til NATO’s erklæring fra 2008, hvor man fastslog, at døren for nye medlemmer er åben, og at Ukraine og Georgien en dag ville blive optaget. Hvis Ukraine beslutter sig for neutralitet, er man nødt til at ændre ordlyden, og det vil i øvrigt også gøre det lettere for Zelenskiy at sælge idéen om neutralitet til den ukrainske befolkning.”
Ifølge Kudelia har det været en svaghed ved Ukraines sikkerhedspolitik, at man aldrig rigtigt har forholdt sig til Ruslands fundamentale bekymring, nemlig spørgsmålet om Ukraines allianceforhold. Han peger på, at præsident Viktor Janukovitj i perioden fra 2010 til 2014 forsøgte at balancere mellem øst og vest. Han arbejdede for en associeringsaftale med EU og kom Rusland i møde ved at forlænge udlejningen af Sevastopol på Krim til den russiske sortehavsflåde til 2042. Han anerkendte også russisk som regionalt sprog, men han forholdt sig aldrig til spørgsmålet om, hvordan man skulle håndtere Ruslands bekymring for Ukraines sikkerhedspolitiske orientering.
”Janukovitj bekendtgjorde, at Ukraine skulle være et ikke-allieret land, og at NATO-medlemskab ikke var aktuelt, men han kunne være gået videre og bedt NATO trække sin invitation om et fremtidigt medlemskab tilbage og derpå indledt seriøse forhandlinger om, hvad Ukraines status som et neutralt land skulle indebære. Vi kunne have opbygget en kapabel hær, så vi kunne forsvare os selv. Sådan en aftale ville have været acceptabel for Rusland, tror jeg, men muligheden blev forpasset, og nu er situationen en helt anden:
Hvordan ser en brugbar løsning ud for Ukraine nu?
”Zelenskiy har sagt, at han er parat til at acceptere neutralitet, og selv om neutralitet ikke er populært i Kyiv, så tvivler jeg på, at der vil være massiv modstand nu, fordi Zelenskiys autoritet er så stærk. Han hæver sig over andre politikere, så han har den politiske kapital til at indgå et kompromis, selv om det vil udløse protester.”
Kudelia tilføjer, at neutralitet efter den russiske invasion ikke længere er nok til at garantere Ukraines sikkerhed. Neutralitet, siger han, bør ledsages af en massiv militær oprustning og opbygningen af et hjemmeværn og almen værnepligt, som gør det muligt at mobilisere det meste af befolkningen i tilfælde af en aggression.
Kudelia peger samtidig på, at Finlands og eventuelt Sveriges ansøgning om NATO-medlemskab vil gøre det sværere for Zelenskiy at sælge idéen om Ukraines neutralitet til den ukrainske befolkning.
”Folk vil sige: Hvorfor skal vi være neutrale, når flere europæiske stater opgiver deres neutralitet? Og hvis ikke NATO trækker sin invitation tilbage, vil det se ud, som om Ukraine er blevet påtvunget sin neutralitet med magt.”
Mellem linjerne
Serhiy Kudelia stemte på Zelenskiy ved præsidentvalget i 2019, men selv om han beundrer den ukrainske præsidents mod og synes, at Zelenskiy gør mange ting rigtigt, så er han bekymret for hans ”autoritære tilbøjeligheder.” Før krigen lukkede Zelenskiy flere medier, som han uden en domstolsafgørelse stemplede som pro-russiske, og efter krigsudbruddet er alle medier blevet underlagt stram statskontrol og en lang række partier forbudt. Zelenskiy har også skilt sig af med folk i sin inderkreds, som har optrådt lidt for selvstændigt. Han har forsøgt at rejse en straffesag mod den tidligere præsident og sat et parlamentsmedlem og oppositionsleder i husarrest. I det hele taget har Zelenskiy ifølge Kudelia forsøgt at centralisere magten, så alle arbejder for ham.
Kudelia frygter, at disse tendenser vil blive forstærket, når krigen er slut, og Zelenskiy står i en situation, hvor ingen kan udfordre hans magt. Ikke mindst fordi hovedpersonen selv har gjort det klart, at Ukraine ikke længere kan være et liberalt og pluralistisk samfund. Zelenskiy har selv fremhævet Israel som et forbillede, men Israel har trods en permanent krigstrussel været i stand til at udvikle og bevare en fri, ikke statskontrolleret presse, uafhængige domstole og et demokrati, hvor der også er plads til arabiske partier og medier.
Kudelia kommenterer: ”Måske lyder Zelenskiys billede af Ukraine efter krigen mere som Taiwan, før det blev et demokrati: et autoritært styre, hvor prokinesiske partier var forbudt; et samfund hvor sikkerhedshensyn trumfer alt andet.”
Han tilføjer:
”Zelenskiys autoritet er jo vokset enormt. Han begynder at minde om en slags Fidel Castro, lederen af den cubanske revolution, med daglige taler til folket iført camouflagetøj. Hvis det står på i en længere periode, risikerer vi at få et personalistisk styre. Det siger jeg ikke som opponent til Zelenskiy. Jeg har stor sympati for mange af de ting, han gør, men som uafhængig iagttager forstår jeg, at der er visse risici forbundet med det, vi ser. Se på Ungarns Viktor Orban, han blev ikke en autoritær leder fra den ene dag til den anden. Det var en gradvis udvikling.”
Perspektiv
Ifølge Kudelia ligger Ukraines økonomi i ruiner. Før krigen var landet Europas fattigste, og i denne uge forudsagde Verdensbanken, at Ukraines økonomi i 2022 vil have en minusvækst på 45 procent. Kudelia vurderer, at krigen vil gøre en ende på det oligark-styre, Ukraine har haft siden 1990’erne, men han er ikke sikker på, at alternativet er mere attraktivt.
”Det er muligt, at mange af de nuværende oligarkers aktiver vil blive nationaliseret. Flere af dem er flygtet fra Ukraine under krigen og har derfor miskrediteret sig selv. Måske vil Zelenskiy så finde en eller to nye oligarker, som skylder ham alt, og som vil få kontrol med de største aktiver. Lidt i stil med hvad Putin har gjort i Rusland. Jeg frygter, at det går den vej. Ifølge Ukraines finansministerium finansieres halvdelen af statens udgifter af lån. Uden de lån ville man ikke kunne betale pensioner, så vi vil efter krigen være endnu mere afhængige af udenlandske donorer, end vi er i dag.”
En bemærkelsesværdig detalje
Hvordan vurderer du udsigten til EU-medlemskab for Ukraine?
”Zelenskiy og folkene omkring ham mener, at EU skylder Ukraine så meget, at Bruxelles ikke bør hænge sig i teknikaliteter vedrørende landets politiske og økonomiske indretning, hvis man beslutter sig for at optage Ukraine. Spørgsmålet er selvfølgelig, om EU vil træffe sådan en beslutning. Jeg forstår på mine europæiske kolleger, at det lyder som en romantisk drøm, og at EU nu omfavner Ukraine mere end før krigen, men i virkeligheden vil det efter krigen blive langt vanskeligere at integrere Ukraine end før krigen, og genopbygningen af Ukraine kommer til at koste enorme summer.”
Baggrund
Før krigen dominerede to holdninger i Ukraine til den såkaldte Minsk‑2 aftale fra februar 2015, som i 2016 blev fulgt op af Steinmeier-formlen, opkaldt efter Tysklands daværende udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier. Minsk‑2 har til formål at afslutte den væbnede konflikt mellem russiskstøttede separatister i det østlige Ukraine og den ukrainske centralmagt. Ifølge planen skulle Ukraine vedtage en lov, der gjorde det muligt at afholde valg i Donbas under OSCE’s kontrol. Derpå skulle de to regioner tildeles vidtgående selvstyre, som Ukraine skulle befæste i sin forfatning, og først da skulle Ukraine have kontrollen med sin grænse i øst tilbage.
Det ene synspunkt i den ukrainske debat siger, at det ville være selvmord for Ukraine, hvis man implementerede Minsk‑2, mens fortalerne for det andet synspunkt erkender, at aftalen ikke var til Ukraines fordel, men at man havde underskrevet den og derfor skulle søge dialog med Rusland for at finde en løsning, som Ukraine kunne leve med. I modsat fald ville man give Putin frie hænder til en militær løsning.
Kudelia tilhører sidstnævnte gruppe. Han peger på, at Putins rationale for at indlede invasionen fokuserede på Minsk‑2 og situationen i det østlige Ukraine. Kudelia siger, at Putin fastslog, at implementeringen af Minsk‑2 ikke længere var mulig, og at han derfor var nødt til at gribe til militær magt for at beskytte befolkningen i Donbas i det østlige Ukraine.
Da Zelenskiy kom til magten i 2019, signalerede han i første omgang, at han var parat til et kompromis, men da det gik op for ham, at det ville være politisk selvmord, vendte han på en tallerken under et møde med Putin, Merkel og Macron i Paris, og siden da har Putin ikke svaret på Zelenskiys henvendelser.
Ifølge Kudelia er det ikke en etnisk konflikt som på Balkan i 1990’erne. Striden står ikke mellem russere og ukrainere i Donbas, men om hvem der skal kontrollere regionen. Det handler altså om regionens identitet. De, der identificerer sig mest med regionen Donbas, støtter oprøret, og det sker uafhængigt af, om der er tale om etniske ukrainere eller russere.
Kudelia peger på, at forskellen på Donbas og det øvrige Ukraine var markant for otte år siden. Derfor lykkedes det kun for russiske agenter at foranstalte et oprør i Donetsk og Luhansk og ikke i andre dele af Ukraine. Ifølge Kudelia er forskellen i løbet af de forgangne otte år imidlertid blevet endnu større, og derfor har han svært ved at se, hvordan Donbas skal kunne blive integreret i Ukraine, sådan som landet har udviklet sig siden 2014 med fokus på at bygge en nationalstat, hvor ukrainsk sprog og kultur samt nationale symboler og historie følger en model, hvor der ikke er plads til det verdensbillede samt den politiske og økonomiske orden, som dominerer i det østlige Ukraine.