USA siger farvel til Vesten


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Illus­tra­tion: Malthe Emil Kibsgaard

Det sko­rter ikke på his­to­ri­er om USA’s krise. Polaris­er­ing og ulighed; et dys­funk­tionelt og lam­met poli­tisk sys­tem; frygt for borg­erkrig, poli­tivold, fas­cisme, faldende lev­ealder, sti­gende mor­drater og Tale­bans spek­takulære ydmygelse af USA’s ellers så frygtindgy­dende mil­itære magt. Alt det og meget mere har bidraget til en udbredt opfat­telse af et des­ori­en­teret og forvir­ret USA i splid med sig selv og uden en forestill­ing om, hvor det er på vej hen, og hvad det vil med sig selv.

Der­for sættes der spørgsmål­stegn ved USA’s fremtid.

Syn­ger den amerikanske civil­i­sa­tion på sid­ste vers? Er vi vidne til det mod­erne Romer­riges under­gang? Vil USA falde fra hinan­den på samme måde, som Sov­je­tu­nio­nen gjorde det? 

Bruno Maçães, por­tugi­sisk glo­be­trot­ter og forhen­værende min­is­ter, tilby­der et andet blik på Ameri­ka. I bogen His­to­ry has Begun: The Birth of a New Amer­i­ca frem­sæt­ter Maçães den hypotese, at Amerikas his­to­rie først lige er beg­y­n­dt. USA, siger Maçães, er ikke ramt af død­skram­per, men af fød­selsveer. Til forskel fra Europa længes USA ikke efter his­to­riens afs­lut­ning, så man kan leve i et evigt og bekvemt sta­tus quo.

Nej, USA er optaget af fremti­den, anfør­er Maçães. Efter 250 års poli­tisk og filosofisk sam­liv har USA defin­i­tivt klip­pet navlestren­gen til sit ophav – oplysningsti­dens Europa. Det nye USA har et andet syn på sand­hed og virke­lighed end Europa. Og det er ikke nød­vendigvis et krisetegn, siger Maçães. Tvær­ti­mod kan det ses som udtryk for et forsøg på at skabe mere plads til eksper­i­menter og at teste nye ideer. Europa og USA er med deres lib­erale udgangspunkt enige om, at der ingen defin­i­tiv sand­hed find­es, men de drager forskel­lige kon­klu­sion­er, men­er Maçães. For USA bety­der det, at alt kan være sandt. Fan­tasi kan blive til virke­lighed og omvendt. Europæere ser store, tra­di­tionelle fortællinger om nation og reli­gion som fik­tion. Som noget vi ideelt set bør lægge bag os, mens USA tager dem til sig og dyrk­er dem, netop for­di der er tale om fiktion. 

Fan­tasi og fik­tion, påpeger Maçães, er tæt­tere for­bun­det med fri­hed, end sand­hed er.

Hvor­for søren, spørg­er han, skulle USA for­blive en del af vores ver­den, når den ikke læn­gere svinger den glob­ale tak­t­stok? Magten er fly­t­tet væk fra Vesten, og USA er fly­t­tet med. USA er ikke læn­gere en europæisk magt. 

Ifølge Maçães giv­er det ikke mening at tale om USA som en civil­i­sa­tion enten på vej ud på his­to­riens losse­plads eller på vej mod tin­derne. USA, siger han, befind­er sig midt i en gigan­tisk trans­for­ma­tion. Det han­dler ikke om op eller ned, men om en fun­da­men­tal omkalfa­tring af fun­da­mentet for det amerikanske sam­fund og den poli­tiske filosofi, USA byg­ger på. 

USA, siger han, udfor­dr­er lib­er­al­is­mens spillere­gler inde­fra, mens Kina og Rus­land angriber dem ude­fra. Bei­jing og Mosk­va vil lib­er­al­is­men til livs, mens USA ønsker at frigøre sig fra lib­er­al­is­mens begræn­sninger. Kinas og Rus­lands kri­tik af lib­er­al­is­men er antilib­er­al, USA’s er post-liberal.

Det er en pro­vok­erende, anderledes og en smule speku­la­tiv måde at anskue USA på.

Det og meget mere har jeg talt med Bruno Maçães om til denne uges Fri Tænkning.

Det korte af det lange

Ifølge Macaes er amerikan­sk poli­tik beg­y­n­dt at udforske fan­tasien som et alter­na­tiv til tra­di­tionelle forestill­inger om virke­lighe­den. Amerikan­sk poli­tik og sam­fund­sliv han­dler i sti­gende grad om at skabe virtuelle ver­den­er, hvor alle mulige ideer, uanset hvor ekstreme de måtte være, kan leves ud. Men uden de kon­sekvenser det har i den virke­lige ver­den. Det gælder både Don­ald Trump, Bernie Sanders, Alexan­dria Oca­sio-Cortez og woke-bevægelsen. 

Derfor er det vigtigt

USA er en mil­itær, poli­tisk, økonomisk og kul­turel super­magt. Hvad der sker i USA har kon­sekvenser for resten af ver­den. Det gælder ikke mindst Europa, som siden Anden Ver­den­skrig har været tæt for­bun­det med USA poli­tisk, mil­itært, kul­turelt og økonomisk. Så hvis USA er i gang med en trans­for­ma­tion, hvor lan­det siger farvel til Vesten, så vil kon­sekvenserne blive vidt­gående for Dan­mark og Europa.

Hovedpersonen

Bruno Maçães er por­tugis­er. Han har en uddan­nelse i statskund­skab fra Har­vard Uni­ver­si­ty og var europamin­is­ter i Por­tu­gal i årene 2013–2015. Han har boet i Kina, Dubai, Lon­don, USA og Tyrki­et. Maçães har været knyt­tet til den amerikanske tæn­ke­tank Hud­son Insti­tute og råd­givet tech-virk­somhed­er og kap­i­tal­fonde om poli­tisk strate­gi. Hans første bog The Dawn of Eura­sia: On the Trail of the New World Order var resul­tatet af et halvt års rejse gen­nem Europa og Asien, hvor han fandt ud af, at grænsen mellem de to ver­dens­dele er forsvun­det. Siden ful­gte en bog om ver­den set fra Kina: Belt and Road: A Chi­nese World Order. Hans sen­este bog udkom for nylig med titlen Geopol­i­tics for the End Time: From the Pan­dem­ic to the Cli­mate Cri­sis. 

Intrigen

Al snak om USA’s og demokrati­ets his­to­rie beg­y­n­der som regel med den franske aris­tokrat Alex­is de Toc­quevilles klas­sik­er Demokrati­et i Ameri­ka. Maçães er imi­dler­tid kri­tisk over for Toc­queville og men­er, at han i sit syn på den nye ver­den aldrig evnede at frigøre sig fra sit europæiske blik på USA. Der­for så han over­alt spor af europæisk tankegods og civil­i­sa­tion uden blik for det unikt amerikanske. Forestill­in­gen om USA som en gigan­tisk kopi af Europa er ikke dækkende, og det er ure­al­is­tisk at tro, at ver­dens mest magt­fulde nation for altid skulle eksis­tere inden for ram­merne af ideer, følelser og tanker, som udgjorde grund­laget for USA’s etab­ler­ing, men som var blevet formet et andet sted – i Europa. USA’s udgangspunkt kan ikke være USA’s endepunkt. Maçães forestiller sig en fremtid, hvor et nyt amerikan­sk sam­fund vil tage form; et sam­fund der er løs­revet fra den mod­erne vestlige civil­i­sa­tion og er styret af nye ideer og følelser.

Historien begynder her

Ifølge Maçães blev USA en europæisk magt efter Anden Ver­den­skrig, da lan­det med etab­lerin­gen af NATO fik ans­var for Europas sikker­hed. Men paradok­salt nok skete det sam­tidig med, at USA mist­ede sin fas­ci­na­tion af Europa som inspi­ra­tion og for­billede. To ver­den­skrige med Auschwitz som det ulti­ma­tive udtryk for de europæiske dæmon­er fik USA til at se Europa som det mørke kon­ti­nent. Den ind­sigt mark­erede beg­y­n­delsen på USA’s frigørelse fra Europa.

Det store billede

Hvis man ser Fox News, skulle man tro, at USA er ved at blive løbet over ende af en social­is­tisk rev­o­lu­tion, der vil lægge USA i ruin­er. Skifter man til CNN eller MSNBC, får man det indtryk, at Don­ald Trump er fas­cist, og at stormtrop­per for­bered­er sig på at gribe magten, udry­dde etniske og religiøse min­dretal og etablere et højr­eradikalt diktatur.

Men, siger Maçães, ingen af delene er sande, for det foregår alt sam­men mest på et virtuelt plan. Stor­men på Kon­gressen den 6. jan­u­ar i år var en und­tagelse, hvor man glemte at slukke for den virtuelle oplevelse, da den blev en tand for virkelig.

At gå ind i en virtuel virke­lighed han­dler om at få ekstreme og intense oplevelser uden at mærke de kon­sekvenser, man risik­er­er i den fysiske virke­lighed. I en virtuel ver­den kan man springe ud i fald­skærm, opleve D‑Dag, være i gadekamp med jihadis­ter i Irak og Syrien og leve i religiøst dik­tatur. Men det sker alt sam­men uden, at ens eget og andres liv og lem­mer sættes på spil.

Ifølge Maçães er vi vidne til noget lig­nende i amerikan­sk poli­tik. Nogle udtrykker for­færdelse over Trumps påståede aggres­sive nation­al­isme eller sågar fas­cisme, men der er mest tale om en æstetisk lighed med højr­eradikale bevægelser uden de kon­sekvenser, man oplevede i Europa i 1930’erne. Trump er, når det kom­mer til stykket, for­bløf­fende lidt optaget af virke­lighe­den og øns­ket om at foran­dre den. Trump er ikke fas­cist, han er post­mod­ernist, siger Maçães. Det samme gælder social­is­terne Bernie Sanders og Alexan­dria Oca­sio-Cortez. Deres social­isme er som en god his­to­rie, der kan opleves i en forlys­telses­park. Det han­dler om at give folk en oplevelse på tryg afs­tand af den virke­lige verden.

Ifølge Maçães sker det samme med woke-bevægelsen, der med sit ønske om at genop­drage masserne og straffe dem, der går imod den rette lin­je, har æstetiske lighed­spunk­ter med den kine­siske kul­tur­rev­o­lu­tion, men der er en ver­den til forskel, når det gælder de prak­tiske kon­sekvenser. Ja, man kan miste en bogkon­trakt og i værste til­fælde et job, men der er ingen kz-lejre, offentlige hen­ret­telser og masse­mord. 

Konsekvens

Det ny Ameri­ka, siger Maçães, er grun­det på et uvirke­lighed­sprin­cip, og det er i den kon­tekst, man skal forstå Trump og woke-bevægelsen. Man kom­mer ikke langt i sin forståelse af det mod­erne Ameri­ka ved at læse Han­nah Arendts analyser af, hvor­dan Hitler og Stal­in som prin­cip erstat­tede sand­hed med løgn for at sprede forvir­ring i befolknin­gen og på den måde gjorde det let­tere for dem at under­trykke deres befolkninger og begå massemord.

Maçães men­er, at uvirke­lighed­sprin­cip­pet som poli­tisk filosofi skaber nye mulighed­er for eksper­i­menter og intense oplevelser og erfaringer. I et lib­er­alt demokrati mar­gin­alis­er­er man ekstrem­istiske bevægelser og ide­olo­gi­er, for­di de ses som en trussel mod den lib­erale orden. De forstås som patolo­gi­er og afvigelser, der skal bekæm­pes. Anderledes forhold­er det sig i et virtuelt regime. Her er der plads til at eksper­i­mentere med ekstreme ideer og livs­former, for­di det ikke har kon­sekvenser i den fysiske ver­den. Det er virtuelt. Ifølge Maçães er det ikke en patolo­gi, men en orig­i­nal og kreativ måde at løse prak­tiske poli­tiske prob­le­mer på. 

Men

Ifølge Maçães er det vigtigt, at den enkeltes forsænkn­ing i den virtuelle ver­den opleves og føles som reel. Man skal kunne fort­abe sig i erfarin­gen, så man reelt oplever, hvor­dan det er at leve i et teokrati. På den anden side må oplevelsen ikke blive så virke­lig, at den bliv­er til fare for én selv og omgivelserne. Der er alt­så brug for insti­tu­tion­er og mekanis­mer, som på den ene side sikr­er en forsænkn­ing i den virtuelle ver­den og på den anden sørg­er for, at der bliv­er slukket for oplevelsen i tide, hvis den er ved at ved at blive fysisk virkelig.

Baggrund

I Johan­ne­se­van­geli­et siger Jesus til sine disciple:

”I skal lære sand­he­den at kende, og sand­he­den skal gøre jer frie.”

Disse berømte lin­jer fra Biblen har gen­nem århun­dred­er tjent som den kristne ver­dens ideal.

Ordene pry­der uni­ver­sitets­bygninger over­alt i Nor­dameri­ka og Europa. Lin­jerne er sågar som mot­to hugget i sten på den bygn­ing, der tjente som CIA’s første hovedkvarter.

I samme ånd lyder det ottende bud: ”Du må ikke aflægge fal­sk vid­nes­byrd mod din næste.”

Der­for lær­er børn, at man skal fortælle sand­he­den og ikke lyve. Børn, der bliv­er gre­bet i en løgn, risik­er­er en straf, og hvis man lyver under ed i en retssag, står man til fængsel.

Maçães men­er, at dette kristne syn på ver­den er håbløst forældet, når det gælder mod­erne poli­tik.  ”Det er et gam­melt stand­punkt, som blev gen­drevet af det 20. århun­drede, hvor sand­heds­filosofi­er førte til total­itære regimer,” siger han.

”Det har altid undret mig, når sand­hed i poli­tik opfattes som et enty­digt gode. Det 20. århun­dredes total­itære regimer blev etableret og banede vej for masse­mord i én sand­heds navn. En biol­o­gisk sand­hed hos Hitler og i Sov­je­tu­nio­nen én sand­hed, der insis­terede på, at his­to­rien kun kunne gå én vej. Så vi bør være på vagt over for sand­hed i poli­tik. I den rette sam­men­hæng er der ikke noget galt med sand­hed i filosofi og i den akademiske ver­den, men i poli­tik har sand­heds­be­gre­bet noget total­itært og intol­er­ant over sig. De, der i poli­tik insis­ter­er på at være i besid­delse af sand­he­den, er intol­er­ante over for dem, der ser anderledes på ver­den. Jeg ser Ameri­ka som et sted, hvor man forsøger at gå en anden vej. Man inter­esser­er sig mere for fan­tasi­er, fik­tion­er og forestillede ver­den­er. Det kan også være farligt, men jeg forsøger at iden­ti­fi­cere en pos­i­tiv logik bag denne udvikling, som kan give håb for fremti­den.”   

På den anden side

Maçães erk­ender, at der på et punkt ikke er sam­men­hæng i hans syn på, hvor­dan man skal se på Ameri­ka: uden­rigspoli­tik. Han påpeger, at der er plads til fan­tasi og eksper­i­menter i USA, men ude i ver­den virk­er det som om, at USA ønsker at fremme en bestemt samfundsmodel. 

”Der er en selv­mod­sigelse her, og USA har brug for en ny uden­rigspoli­tik, som bringes i overensstem­melse med den inden­rigspoli­tiske udvikling. Hjemme er der ikke kon­sen­sus om noget som helst. Ekstreme og mod­satret­tede ideer eksis­ter­er side om side, men uden­rigspoli­tisk forsøger man at fremme et tra­di­tionelt lib­er­alt ver­dens­billede baseret på én sand­hed. Så jeg tror, at USA inter­na­tion­alt vil blive nødt til at anerk­ende forskel­lige sand­hed­er og vision­er. Vi har set tegn på det under Trump og nu også under Biden. Vi så i Afghanistan, at USA godt kan leve med Tale­ban. Det kan virke chok­erende, men på en måde er det logisk, for USA har selv bevægelser der­hjemme, der kan minde om Tale­ban. Også selv om de mest er virtuelle.” 

Læg mærke til

Maçães ser vir­tu­alis­erin­gen af virke­lighe­den, for­van­dlin­gen af poli­tik og sam­fund­sliv til en virtuel erfar­ing som et amerikan­sk fænomen. Men, til­fø­jer han, det kan ændre sig, som det skete for britisk lib­er­al­isme i det 18. århun­drede. Mange så i beg­y­n­delsen lib­er­al­is­men som udtryk for intellek­tuel og moral­sk forvir­ring. Ingen kunne vide, at lib­er­al­is­men endte med at sprede sig til det meste af verden.

”Lib­er­al­is­men over­tog ver­den. Ikke takket være ideernes iboende styrke og over­be­vis­ning, men for­di de sam­fund, hvor lib­er­al­is­men sejrede, var de mest magt­fulde, men magten er nu så frag­menteret og fordelt på stadig flere nation­er og ver­dens­dele, at jeg tvivler på, at en amerikan­sk mod­el kan blive uni­versel i en tid, hvor Ameri­ka ses som min­dre uni­versel. For 50 år siden ønskede alle at efterligne USA. Sådan er det ikke mere. Amerikan­sk blød magt er nu mere som et tv-show. Man vil gerne se det, og man kan finde det fascinerende, men man har ikke selv lyst til selv at leve på den måde,” siger Maçães.

En sjov detalje

Til dem der ser lighed­stegn mellem 1930’ernes total­itære regimer i Europa og Trumps USA: Under Stal­in, Hitler og Mus­soli­ni kunne man miste livet for at kri­tis­ere led­eren, i bed­ste fald sit job og sin kar­riere, mens det under Trump var omvendt. Her kunne man få sin kar­riere øde­lagt, hvis man gav udtryk for støtte til lan­dets præsi­dent. En omvendt verden.