USA siger farvel til Vesten
Illustration: Malthe Emil Kibsgaard
Det skorter ikke på historier om USA’s krise. Polarisering og ulighed; et dysfunktionelt og lammet politisk system; frygt for borgerkrig, politivold, fascisme, faldende levealder, stigende mordrater og Talebans spektakulære ydmygelse af USA’s ellers så frygtindgydende militære magt. Alt det og meget mere har bidraget til en udbredt opfattelse af et desorienteret og forvirret USA i splid med sig selv og uden en forestilling om, hvor det er på vej hen, og hvad det vil med sig selv.
Derfor sættes der spørgsmålstegn ved USA’s fremtid.
Synger den amerikanske civilisation på sidste vers? Er vi vidne til det moderne Romerriges undergang? Vil USA falde fra hinanden på samme måde, som Sovjetunionen gjorde det?
Bruno Maçães, portugisisk globetrotter og forhenværende minister, tilbyder et andet blik på Amerika. I bogen History has Begun: The Birth of a New America fremsætter Maçães den hypotese, at Amerikas historie først lige er begyndt. USA, siger Maçães, er ikke ramt af dødskramper, men af fødselsveer. Til forskel fra Europa længes USA ikke efter historiens afslutning, så man kan leve i et evigt og bekvemt status quo.
Nej, USA er optaget af fremtiden, anfører Maçães. Efter 250 års politisk og filosofisk samliv har USA definitivt klippet navlestrengen til sit ophav – oplysningstidens Europa. Det nye USA har et andet syn på sandhed og virkelighed end Europa. Og det er ikke nødvendigvis et krisetegn, siger Maçães. Tværtimod kan det ses som udtryk for et forsøg på at skabe mere plads til eksperimenter og at teste nye ideer. Europa og USA er med deres liberale udgangspunkt enige om, at der ingen definitiv sandhed findes, men de drager forskellige konklusioner, mener Maçães. For USA betyder det, at alt kan være sandt. Fantasi kan blive til virkelighed og omvendt. Europæere ser store, traditionelle fortællinger om nation og religion som fiktion. Som noget vi ideelt set bør lægge bag os, mens USA tager dem til sig og dyrker dem, netop fordi der er tale om fiktion.
Fantasi og fiktion, påpeger Maçães, er tættere forbundet med frihed, end sandhed er.
Hvorfor søren, spørger han, skulle USA forblive en del af vores verden, når den ikke længere svinger den globale taktstok? Magten er flyttet væk fra Vesten, og USA er flyttet med. USA er ikke længere en europæisk magt.
Ifølge Maçães giver det ikke mening at tale om USA som en civilisation enten på vej ud på historiens losseplads eller på vej mod tinderne. USA, siger han, befinder sig midt i en gigantisk transformation. Det handler ikke om op eller ned, men om en fundamental omkalfatring af fundamentet for det amerikanske samfund og den politiske filosofi, USA bygger på.
USA, siger han, udfordrer liberalismens spilleregler indefra, mens Kina og Rusland angriber dem udefra. Beijing og Moskva vil liberalismen til livs, mens USA ønsker at frigøre sig fra liberalismens begrænsninger. Kinas og Ruslands kritik af liberalismen er antiliberal, USA’s er post-liberal.
Det er en provokerende, anderledes og en smule spekulativ måde at anskue USA på.
Det og meget mere har jeg talt med Bruno Maçães om til denne uges Fri Tænkning.
Det korte af det lange
Ifølge Macaes er amerikansk politik begyndt at udforske fantasien som et alternativ til traditionelle forestillinger om virkeligheden. Amerikansk politik og samfundsliv handler i stigende grad om at skabe virtuelle verdener, hvor alle mulige ideer, uanset hvor ekstreme de måtte være, kan leves ud. Men uden de konsekvenser det har i den virkelige verden. Det gælder både Donald Trump, Bernie Sanders, Alexandria Ocasio-Cortez og woke-bevægelsen.
Derfor er det vigtigt
USA er en militær, politisk, økonomisk og kulturel supermagt. Hvad der sker i USA har konsekvenser for resten af verden. Det gælder ikke mindst Europa, som siden Anden Verdenskrig har været tæt forbundet med USA politisk, militært, kulturelt og økonomisk. Så hvis USA er i gang med en transformation, hvor landet siger farvel til Vesten, så vil konsekvenserne blive vidtgående for Danmark og Europa.
Hovedpersonen
Bruno Maçães er portugiser. Han har en uddannelse i statskundskab fra Harvard University og var europaminister i Portugal i årene 2013–2015. Han har boet i Kina, Dubai, London, USA og Tyrkiet. Maçães har været knyttet til den amerikanske tænketank Hudson Institute og rådgivet tech-virksomheder og kapitalfonde om politisk strategi. Hans første bog The Dawn of Eurasia: On the Trail of the New World Order var resultatet af et halvt års rejse gennem Europa og Asien, hvor han fandt ud af, at grænsen mellem de to verdensdele er forsvundet. Siden fulgte en bog om verden set fra Kina: Belt and Road: A Chinese World Order. Hans seneste bog udkom for nylig med titlen Geopolitics for the End Time: From the Pandemic to the Climate Crisis.
Intrigen
Al snak om USA’s og demokratiets historie begynder som regel med den franske aristokrat Alexis de Tocquevilles klassiker Demokratiet i Amerika. Maçães er imidlertid kritisk over for Tocqueville og mener, at han i sit syn på den nye verden aldrig evnede at frigøre sig fra sit europæiske blik på USA. Derfor så han overalt spor af europæisk tankegods og civilisation uden blik for det unikt amerikanske. Forestillingen om USA som en gigantisk kopi af Europa er ikke dækkende, og det er urealistisk at tro, at verdens mest magtfulde nation for altid skulle eksistere inden for rammerne af ideer, følelser og tanker, som udgjorde grundlaget for USA’s etablering, men som var blevet formet et andet sted – i Europa. USA’s udgangspunkt kan ikke være USA’s endepunkt. Maçães forestiller sig en fremtid, hvor et nyt amerikansk samfund vil tage form; et samfund der er løsrevet fra den moderne vestlige civilisation og er styret af nye ideer og følelser.
Historien begynder her
Ifølge Maçães blev USA en europæisk magt efter Anden Verdenskrig, da landet med etableringen af NATO fik ansvar for Europas sikkerhed. Men paradoksalt nok skete det samtidig med, at USA mistede sin fascination af Europa som inspiration og forbillede. To verdenskrige med Auschwitz som det ultimative udtryk for de europæiske dæmoner fik USA til at se Europa som det mørke kontinent. Den indsigt markerede begyndelsen på USA’s frigørelse fra Europa.
Det store billede
Hvis man ser Fox News, skulle man tro, at USA er ved at blive løbet over ende af en socialistisk revolution, der vil lægge USA i ruiner. Skifter man til CNN eller MSNBC, får man det indtryk, at Donald Trump er fascist, og at stormtropper forbereder sig på at gribe magten, udrydde etniske og religiøse mindretal og etablere et højreradikalt diktatur.
Men, siger Maçães, ingen af delene er sande, for det foregår alt sammen mest på et virtuelt plan. Stormen på Kongressen den 6. januar i år var en undtagelse, hvor man glemte at slukke for den virtuelle oplevelse, da den blev en tand for virkelig.
At gå ind i en virtuel virkelighed handler om at få ekstreme og intense oplevelser uden at mærke de konsekvenser, man risikerer i den fysiske virkelighed. I en virtuel verden kan man springe ud i faldskærm, opleve D‑Dag, være i gadekamp med jihadister i Irak og Syrien og leve i religiøst diktatur. Men det sker alt sammen uden, at ens eget og andres liv og lemmer sættes på spil.
Ifølge Maçães er vi vidne til noget lignende i amerikansk politik. Nogle udtrykker forfærdelse over Trumps påståede aggressive nationalisme eller sågar fascisme, men der er mest tale om en æstetisk lighed med højreradikale bevægelser uden de konsekvenser, man oplevede i Europa i 1930’erne. Trump er, når det kommer til stykket, forbløffende lidt optaget af virkeligheden og ønsket om at forandre den. Trump er ikke fascist, han er postmodernist, siger Maçães. Det samme gælder socialisterne Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez. Deres socialisme er som en god historie, der kan opleves i en forlystelsespark. Det handler om at give folk en oplevelse på tryg afstand af den virkelige verden.
Ifølge Maçães sker det samme med woke-bevægelsen, der med sit ønske om at genopdrage masserne og straffe dem, der går imod den rette linje, har æstetiske lighedspunkter med den kinesiske kulturrevolution, men der er en verden til forskel, når det gælder de praktiske konsekvenser. Ja, man kan miste en bogkontrakt og i værste tilfælde et job, men der er ingen kz-lejre, offentlige henrettelser og massemord.
Konsekvens
Det ny Amerika, siger Maçães, er grundet på et uvirkelighedsprincip, og det er i den kontekst, man skal forstå Trump og woke-bevægelsen. Man kommer ikke langt i sin forståelse af det moderne Amerika ved at læse Hannah Arendts analyser af, hvordan Hitler og Stalin som princip erstattede sandhed med løgn for at sprede forvirring i befolkningen og på den måde gjorde det lettere for dem at undertrykke deres befolkninger og begå massemord.
Maçães mener, at uvirkelighedsprincippet som politisk filosofi skaber nye muligheder for eksperimenter og intense oplevelser og erfaringer. I et liberalt demokrati marginaliserer man ekstremistiske bevægelser og ideologier, fordi de ses som en trussel mod den liberale orden. De forstås som patologier og afvigelser, der skal bekæmpes. Anderledes forholder det sig i et virtuelt regime. Her er der plads til at eksperimentere med ekstreme ideer og livsformer, fordi det ikke har konsekvenser i den fysiske verden. Det er virtuelt. Ifølge Maçães er det ikke en patologi, men en original og kreativ måde at løse praktiske politiske problemer på.
Men
Ifølge Maçães er det vigtigt, at den enkeltes forsænkning i den virtuelle verden opleves og føles som reel. Man skal kunne fortabe sig i erfaringen, så man reelt oplever, hvordan det er at leve i et teokrati. På den anden side må oplevelsen ikke blive så virkelig, at den bliver til fare for én selv og omgivelserne. Der er altså brug for institutioner og mekanismer, som på den ene side sikrer en forsænkning i den virtuelle verden og på den anden sørger for, at der bliver slukket for oplevelsen i tide, hvis den er ved at ved at blive fysisk virkelig.
Baggrund
I Johannesevangeliet siger Jesus til sine disciple:
”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.”
Disse berømte linjer fra Biblen har gennem århundreder tjent som den kristne verdens ideal.
Ordene pryder universitetsbygninger overalt i Nordamerika og Europa. Linjerne er sågar som motto hugget i sten på den bygning, der tjente som CIA’s første hovedkvarter.
I samme ånd lyder det ottende bud: ”Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd mod din næste.”
Derfor lærer børn, at man skal fortælle sandheden og ikke lyve. Børn, der bliver grebet i en løgn, risikerer en straf, og hvis man lyver under ed i en retssag, står man til fængsel.
Maçães mener, at dette kristne syn på verden er håbløst forældet, når det gælder moderne politik. ”Det er et gammelt standpunkt, som blev gendrevet af det 20. århundrede, hvor sandhedsfilosofier førte til totalitære regimer,” siger han.
”Det har altid undret mig, når sandhed i politik opfattes som et entydigt gode. Det 20. århundredes totalitære regimer blev etableret og banede vej for massemord i én sandheds navn. En biologisk sandhed hos Hitler og i Sovjetunionen én sandhed, der insisterede på, at historien kun kunne gå én vej. Så vi bør være på vagt over for sandhed i politik. I den rette sammenhæng er der ikke noget galt med sandhed i filosofi og i den akademiske verden, men i politik har sandhedsbegrebet noget totalitært og intolerant over sig. De, der i politik insisterer på at være i besiddelse af sandheden, er intolerante over for dem, der ser anderledes på verden. Jeg ser Amerika som et sted, hvor man forsøger at gå en anden vej. Man interesserer sig mere for fantasier, fiktioner og forestillede verdener. Det kan også være farligt, men jeg forsøger at identificere en positiv logik bag denne udvikling, som kan give håb for fremtiden.”
På den anden side
Maçães erkender, at der på et punkt ikke er sammenhæng i hans syn på, hvordan man skal se på Amerika: udenrigspolitik. Han påpeger, at der er plads til fantasi og eksperimenter i USA, men ude i verden virker det som om, at USA ønsker at fremme en bestemt samfundsmodel.
”Der er en selvmodsigelse her, og USA har brug for en ny udenrigspolitik, som bringes i overensstemmelse med den indenrigspolitiske udvikling. Hjemme er der ikke konsensus om noget som helst. Ekstreme og modsatrettede ideer eksisterer side om side, men udenrigspolitisk forsøger man at fremme et traditionelt liberalt verdensbillede baseret på én sandhed. Så jeg tror, at USA internationalt vil blive nødt til at anerkende forskellige sandheder og visioner. Vi har set tegn på det under Trump og nu også under Biden. Vi så i Afghanistan, at USA godt kan leve med Taleban. Det kan virke chokerende, men på en måde er det logisk, for USA har selv bevægelser derhjemme, der kan minde om Taleban. Også selv om de mest er virtuelle.”
Læg mærke til
Maçães ser virtualiseringen af virkeligheden, forvandlingen af politik og samfundsliv til en virtuel erfaring som et amerikansk fænomen. Men, tilføjer han, det kan ændre sig, som det skete for britisk liberalisme i det 18. århundrede. Mange så i begyndelsen liberalismen som udtryk for intellektuel og moralsk forvirring. Ingen kunne vide, at liberalismen endte med at sprede sig til det meste af verden.
”Liberalismen overtog verden. Ikke takket være ideernes iboende styrke og overbevisning, men fordi de samfund, hvor liberalismen sejrede, var de mest magtfulde, men magten er nu så fragmenteret og fordelt på stadig flere nationer og verdensdele, at jeg tvivler på, at en amerikansk model kan blive universel i en tid, hvor Amerika ses som mindre universel. For 50 år siden ønskede alle at efterligne USA. Sådan er det ikke mere. Amerikansk blød magt er nu mere som et tv-show. Man vil gerne se det, og man kan finde det fascinerende, men man har ikke selv lyst til selv at leve på den måde,” siger Maçães.
En sjov detalje
Til dem der ser lighedstegn mellem 1930’ernes totalitære regimer i Europa og Trumps USA: Under Stalin, Hitler og Mussolini kunne man miste livet for at kritisere lederen, i bedste fald sit job og sin karriere, mens det under Trump var omvendt. Her kunne man få sin karriere ødelagt, hvis man gav udtryk for støtte til landets præsident. En omvendt verden.