Hvad vil Det Globale Syd?
Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Sarang Shidore, en førende ekspert i Det Globale Syd – et begreb, der kom på alles læber efter Ruslands invasion af Ukraine for to år siden, og som har fået yderlig opmærksomhed i forbindelse med krigen i Gaza. Vi talte om, hvad Det Globale Syd er, dets historie, og hvordan dets fokus har ændret sig gennem de seneste årtier. Hvorfor Det Globale Syd ikke vil vælge mellem USA og Vesten på den ene side, og Rusland og Kina på den anden, og hvorfor USA’s tilgang til verden risikerer at fremmedgøre Det Globale Syd mere, end godt er.
Det Globale Syd omfatter flertallet af verdens befolkning og tæller især lande med en fortid som vestlige kolonier – i Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.
Sarang Shidore er direktør for studiet af Det Globale Syd ved den amerikanske tænketank The Quincy Institute. Shidore er født og opvokset i Indien, men har tilbragt det meste af sin karriere i USA. Han har arbejdet for Strafor, en rådgivningsvirksomhed med fokus på geopolitiske analyser og prognoser. Før da arbejdede han i teknologisektoren.
Shidore rejser i øjeblikket rundt i Asien for at følge udviklingen i Det Globale Syd på nærmeste hold. Da jeg talte med ham, var han i Mumbai.
God fornøjelse.
Kort over de lande, der defineres som Det Globale Syd. Kilde: Quincy Institute.
Er Vietnam et demokrati?
I september sidste år aflagde USA’s præsident Joe Biden officielt besøg i Vietnam, hvor han i præsidentpaladset mødtes med generalsekretæren for kommunistpartiet foran en bronzebuste af det socialistiske Vietnams grundlægger, Ho Chi Minh (1890–1969), som i første halvdel af 1950’erne var ansvarlig for henrettelsen af titusindvis af bønder.
I forlængelse af besøget noterede den regeringsfinansierede amerikanske tænketank Freedom House i sin årsrapport om Vietnam:
”Vietnam er en etpartistat og har i årtier været domineret af Vietnams ledende kommunistparti. Selvom nogle uafhængige kandidater teknisk set får lov at stille op til lovgivende valg, så bliver de fleste udelukket i praksis. Ytringsfrihed, religionsfrihed og civilsamfundsaktivisme er strengt begrænset. Myndighederne slår i stigende grad ned på borgernes brug af sociale medier og Internettet til at give udtryk for dissens og deling af ikke-censureret information.”
På den baggrund konkluderer Freedom House:
”Vietnam rangerer som ‘Ikke frit’.”
En rang, Vietnam ifølge Freedom House deler med lande som Kina, Rusland, Iran, Nordkorea, Cuba og Belarus.
En irrelevant opdeling af verden
Præsident Bidens besøg gav god mening i lyset af USA’s rivalisering med Kina, fordi Vietnam har en fælles grænse med Kina og historisk set har været skeptisk over for Beijings motiver i Sydøstasien. Til gengæld var det svært at få besøget til at harmonere med Biden-administrationens bestræbelser på at holde autoritære regimer uden for det gode selskab og anskue verden som en strid mellem demokratier og autokratier. Præsident Biden har i flere taler beskrevet krigene i Ukraine og Gaza og konflikten om Taiwan i netop det perspektiv.
Ifølge Sarang Shidore har det store flertal af lande i Det Globale Syd svært ved at tage Biden-regeringens opdeling af verden alvorligt. De protesterer ikke åbent mod skellet mellem demokratier og ikke-demokratier, men ignorerer det, og gør så det, de selv finder bedst. Både fordi USA ikke selv lever op til sine påståede idealer, og fordi landene i Det Globale Syd mener, at det er i strid med deres nationale interesser og irrelevant for den verdensorden, de ønsker.
Shidore siger:
”Bidens politik lyder som en liberal version af Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød, bare værre, for hos Biden er det et valg mellem to, hvor man skal vælge det godes side.”
Hvorfor lytter Biden ikke til John F. Kennedy?
Hvorfor forfølger Biden denne politik, når det ikke virker? Hans store forbillede, John F. Kennedy, gjorde det stik modsatte efter Cubakrisen i 1962 og gjorde sig til talsmand for en verden med plads til mangfoldighed, altså at lande med forskellige politiske systemer godt kunne leve side om side.
”Det argument ville vinde genklang i Det Globale Syd, hvor man ikke ønsker at dele verden op i to, og hvor man bliver presset til at vælge side. Det Globale Syd ser verden som multipolær, og de er imod at lægge en universel standard ned over hele verden for, hvordan et lands politiske system skal indrettes. Og så ser de også, at USA ikke selv lever op til det. Golfstaterne er USA’s nære partnere, men de er ikke demokratier. Det samme gælder Vietnam og flere andre lande, så man kan med fuld ret spørge, om USA virkelig mener det alvorligt med det princip, eller bare bruger det som et retorisk greb for at sætte Rusland og Kina samt deres nærmeste partnere i skammekrogen. Jeg tror, at det sidstnævnte er tilfældet.”
Indenrigspolitiske blokeringer
Men hvis Det Globale Syd ikke køber den opdeling af verden og ikke distancerer sig fra Kina og Rusland, hvorfor siger USA så ikke bare: Ok, vi forsøgte denne model, men det virker ikke, så nu finder vi på noget andet?
”Det er et interessant spørgsmål, og der findes nok flere svar. For det første er der stadig nogle mennesker i eliterne i Det Globale Syd, for hvem ideen om en liberal orden stadig vækker genklang. Mange af dem er uddannet i Vesten, de blev formet politisk i 1990’erne, men det er kun en lille del af svaret. Jeg tror, at det mest af alt har at gøre med indenrigspolitik i USA og forholdet til de allierede i Europa. Det er en måde at holde sammen på den vestlige alliance på og sikre USA’s fortsatte lederrolle. Delingen af verden i demokratier og autokratier tilbyder et moralsk argument for sammenholdet i Vesten. Endelig er der det amerikanske verdensbillede, som kan være moraliserende og messiansk. Det kender vi fra præsident Wilson i forlængelse af Første Verdenskrig og den måde, hans eftermæle er blevet tolket på. Så der er nok flere grunde til, at det er svært for præsidenten og den politiske klasse at gøre op med denne deling af verden.”
“Den regelbaserede orden”
Okay, så er der et andet populært begreb i amerikansk udenrigspolitik, nemlig den såkaldte ”regelbaserede orden”. Hvordan opfattes det i Det Globale Syd?
”Ingen aner, hvad det rent faktisk betyder. Jeg har forsøgt at finde en god definition i præsident Bidens taler og andre steder, men det eneste, jeg er stødt på, er nogle vage henvisninger til, at de stærke ikke skal have ret til at dominere de svage, og at lande selv skal have lov til at vælge, men når man så ser på USA’s egne handlinger, så lever de ikke op til det selv. Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor USA ikke bare taler om folkeretten, international lov, men det gør Washington sjældent. Måske fordi der er mange internationale traktater, heriblandt den internationale straffedomstol, som USA ikke har tilsluttet sig.”
Både Kina og Rusland fremhæver folkeretten som grundlaget for internationale relationer og politik i opposition til den regelbaserede orden.
”Ja, og sidstnævnte har også en moraliserende klang, den regelbaserede orden, men begrebet er ikke konkret og specifikt, og det bør det være, hvis man vil bruge det som principielt grundlag for en international orden, men det kan selvfølgelig hjælpe USA til at få et moralsk forspring uden at blive testet på det specifikke.”
Det begynder med afkoloniseringen
Så vidt Det Globale Syds syn på to centrale begreber i USA’s tilgang til verden, kampen for demokrati og imod autokrati og forsvaret for den regelbaserede orden. Før vi ser nærmere på Det Globale Syds reaktion på krigene i Ukraine og Gaza, giver det mening at høre Sarang Shidores definition af Det Globale Syd, og hvordan denne del af verden har udviklet sig siden Anden Verdenskrig.
Ifølge Shidore giver det mening at anskue Det Globale Syd som et geopolitisk faktum. Indtil Anden Verdenskrig regerede europæiske magter og USA det meste af verden. Men i anden halvdel af det 20. århundrede fik en lang række tidligere europæiske kolonier i Asien, Afrika og Mellemøsten deres uafhængighed. Det begyndte med Indien og Indonesien kort efter afslutningen på Anden Verdenskrig, fortsatte med Algeriet og det endte med Sydafrika i 1994.
Sarang Shidore kommenterer:
”Der er særlig fart på afkoloniseringen i 1950’erne og 1960’erne. De nye stater, der opstår, er rent teknisk uafhængige og suveræne, men i praksis er de totalt afhængige af det globale system, både politisk og økonomisk. De ønsker økonomisk bistand og overførsel af viden. Det er her, at Det Globale Syd som begreb opstår. Det er postkoloniale samfund, som er økonomisk marginaliserede, og de har ingen nævneværdig industri selv. De leverer råvarer og landbrugsvarer til de globale forsyningskæder og er tvunget til at importere færdige produkter, hovedsagelig fra Vesten.”
Shidore tilføjer:
”Det hører også med, at de fleste af de nye lande vinder deres uafhængighed under Den Kolde Krig og bliver fanget i konflikten mellem Sovjetunionen og Vesten, som ikke bare var en magtkamp, men også en ideologisk konfrontation. Nogle vælger frivilligt side, andre bliver tvunget til det.”
Brandt-rapporten som guide
Selve termen Syd eller Det Globale Syd kan spores til flere kilder, men den mest kendte er nok Brandt-rapporten fra 1980, som har sit navn efter den forhenværende tyske kansler Willy Brandt. Rapporten dokumenterede fundamentale forskelle på Nord og Syd og talte for en overførsel af ressourcer fra det rige nord til det fattige syd. I USA og Europa er det i virkeligheden først i forlængelse af krigen i Ukraine, at Det Globale Syd er blevet et velkendt begreb i den vestlige offentlighed.
Nye prioriteter i Det Globale Syd
Så er spørgsmålet, hvad Det Globale Syd ønsker i dag i forhold til tidligere, eftersom der tydeligvis er sket et skifte i prioriteringer og krav.
Om det siger Sarang Shidore:
”Oprindeligt lagde de alliancefri lande vægt på det, de så som retfærdighed. De pegede på, at der som følge af kolonialismen blev begået store uretfærdigheder, og at der var et moralsk behov for, at den vestlige og rige verden rettede op på den ubalance, men de alliancefri lande blandede sig også i debatten om atomvåben, som ingen af dem havde, men som stormagter var i besiddelse af, og om nedrustning. Det var en idealistisk ramme.”
Shidore tilføjer:
”Men undervejs i denne proces kom realpolitiske og magtpolitiske perspektiver til. Den Kolde Krig, en række kup i Det Globale Syd, folkedrab samt globale interesser, som ikke handlede om retfærdighed. Det var krigen mellem Indien og Kina i 1962 et eksempel på. Det kom som et chok for Indien, at mange lande i Det Globale Syd valgte at være neutrale i den konflikt.”
Shidore fortsætter:
”Alle disse episoder begyndte at dræne Det Globale Syd for deres moralske idealer, og derpå kommer anden og tredje generation af ledere i Det Globale Syd og enden på Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen kollapser, så spørgsmålet om at slutte sig til den ene eller anden blok er ikke længere aktuelt for Det Globale Syd. Nogle mente, at det ikke længere gav mening at tale om Det Globale Syd, men det har jeg hele tiden været uenig i, og nu er det tydeligt, at Det Globale Syd er relevant som en geopolitisk faktor.”
Hvad mener du med det?
”En række lande i Det Globale Syd er blevet såkaldte mellemmagter. De er blevet mere bevidste om at forfølge deres nationale interesser, og de ønsker at skabe mere plads til sig selv i en verden, hvor de er respekterede. De vil ikke bare være rigere, de vil også have mere indflydelse. Med andre ord: idealismen fra 1950’erne og 1960’erne er stort set forsvundet, men oplevelsen af at være udelukket fra kernen af den globale magtstruktur – en geopolitisk logik – er der stadig.”
Ramt af virkeligheden
Hvordan forklarer du det? Har det at gøre med ting, der sker specifikt i Det Globale Syd, eller er det del af en bredere global tendens, at landene begynder at fokusere mere på deres nationale interesser?
”Det er en kombination af de to. Da Sovjetunionen gik i opløsning, udskiftede mange ledere i Det Globale Syd en idealisme med en anden. De købte fortællingen om en ny, liberal orden; at der ikke mere ville være handelskrige, at alle skulle integreres i det globale marked under amerikansk ledelse, og at det derfor ville være bedst for disse lande at gennemføre reformer i henhold til den såkaldte Washington-konsensus. Men både de post-koloniale idealer og den liberale ånd fra 1990’erne er blevet ramt af virkeligheden, så hvad er der tilbage? Fokus på den nationale interesse og ønsket om at vokse og udvikle sig, men fortidens retfærdighedsperspektiv er ikke helt væk. Det kan man se på Det Globale Syds holdning til Gaza. Det kan ikke alene forklares med realpolitik.”
Krav om mere demokrati
Hvad står i vejen for Det Globale Syd og dets ambitioner?
”Det er forskelligt, men mange ledere i Det Globale Syd vil sige, at det internationale system ikke er tilstrækkeligt åbent, at de ikke sidder med ved bordet, når der træffes vigtige beslutninger i verden. Store lande som Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika ønsker, at den internationale orden skal være mere demokratisk. De peger på, at USA taler et demokratisk sprog, men spørger, hvor demokratiet er henne i den internationale orden. De ønsker reformer af de internationale institutioner og vil være med til at bestemme, hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt. Er det, der sker i Ukraine uacceptabelt, mens det, der sker i Gaza, er acceptabelt? Og hvad med Taiwan? Det er spørgsmål, hvor Det Globale Syd ikke længere er villige til at sige ‘ok, USA leder den regelbaserede orden og vi retter os efter det’. De vil være med, når der skal træffes beslutninger om sanktioner og verdenshandelsorganisationen (WTO), som jo oprindeligt var en amerikansk ide, men som USA nu vender sig imod, mens både Den Afrikanske Union og landene i BRIKS taler om nødvendigheden af at styrke WTO. Det er en reformistisk impuls.”
Det Globale Syd som en geopolitisk faktor
Hvorfor giver det mening at tale om Det Globale Syd som en geopolitisk faktor? Hvad forener landene? Der er jo en enorm forskel på Singapore og Somalia, men de tilhører begge Det Globale Syd ifølge din definition.
”Ja, de er meget forskellige, men det er ekstremerne. Grundlæggende er landene i Det Globale Syd utilfredse med den internationale orden, hvor tre stormagter – USA, Kina og Rusland – har større handlefrihed end andre lande, og deres nære allierede nyder beskyttelse. Ingen af landene i Det Globale Syd er stormagter og har ingen udsigt til at blive en stormagt med undtagelse af Indien, men landet har lang vej igen, før det kan opnå den status.”
Du taler om tre stormagter, USA, Kina og Rusland. Hvordan relaterer Det Globale Syd sig til disse tre poler?
”De forsøger at udnytte stormagterne til egen fordel, så de kan få flere rettigheder i det globale system, og det gør de via selektive partnerskaber. Landene i Det Globale Syd kan være mere eller mindre knyttet til stormagterne. Indien og Kenya orienterer sig mere mod USA, mens Golflandene godt nok har amerikanske militærbaser, men det afholder dem ikke fra også at udvikle nære relationer til Kina og Rusland. Det Globale Syd forsøger at fremme deres egne interesser og skabe mest muligt rum for egen suverænitet og autonomi. De mener klart, at en multipolær verden er til deres fordel, for det giver mere plads til dem til at drage fordel af konkurrence og måske også ligefrem rivalisering, men de ønsker ikke en ny kold krig, og slet ikke en rigtig krig mellem stormagterne.”
Krigen i Ukraine og Det Globale Syd
Krigen i Ukraine var en brat opvågning for Vesten, hvad angår Det Globale Syd. Ja, de stemte for resolutioner i FN, som fordømte Ruslands invasion, men de har ikke tilsluttet sig sanktioner mod Rusland. Hvorfor kom det som en overraskelse for USA og Vesten, og var der grund til at være overrasket?
”Det burde ikke være kommet som en overraskelse. Efter USA’s invasion af Irak i 2003 og flere andre episoder var det umuligt for Vesten med troværdighed at påstå, at der var noget helt enestående ved Ruslands invasion af Ukraine. Læg hertil, at mange i Det Globale Syd mener, at Rusland blev provokeret af Vesten, selv om det ikke retfærdiggør Ruslands krænkelse af folkeretten. Men der er på den ene side flere situationer end Irak, hvor USA har forbrudt sig mod folkeretten, og på den anden side har du Ruslands angreb på Ukraine, som mange i Det Globale Syd ikke ser som sort og hvidt. For dem er det mere en gråzone. Og det hænger selvfølgelig også sammen med, at mange i Det Globale Syd tænker på varetagelse af deres nationale interesser i forhold til Rusland. Brasilien køber gødning af Rusland. Egyptens fødevaresikkerhed er tæt forbundet med Rusland, og så er der alle de lande, der får energi fra Rusland. Endelig skal man huske på, at intet land i Det Globale Syd føler sig truet af Rusland eller befinder sig i konflikt med Rusland. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om nogen, mens det er en smule anderledes med Kina og Det Globale Syd.”
Hvorfor kom det så som en overraskelse for Vesten?
”Fordi især USA ikke har taget Det Globale Syd alvorligt. Det er ikke vigtigt for dem, og da Det Globale Syd så ikke vil følge Vestens sanktioner, begynder man at moralisere: Kan Det Globale Syd ikke se, hvad Rusland har gjort? Det er vor tids store moralske spørgsmål, men Det Globale Syd har sine egne prioriteter, og det er Vesten nødt til at tage mere alvorligt.”
USA siger et og gør noget andet
Du har sagt, at USA med sin adfærd risikerer at skubbe Det Globale Syd i armene på Kina og Rusland. Hvad mener du med det?
”USA siger, at de accepterer en multipolær verden, og at lande selv skal have lov til at vælge, men når det kommer til konkrete handlinger, er virkeligheden anderledes. USA kritiserer for eksempel Brasilien og Malaysia for at tillade Huawei og hævder, at det underminerer de to landes sikkerhed, men begge er altså uafhængige og stolte nationer, som selv udmærket er i stand til at vurdere, hvad der er en trussel mod deres nationale sikkerhed. Der er også USA’s sekundære sanktioner mod lande, som bliver ved med at handle med Rusland. Det spreder sig og er ved at nå et omfang, hvor det risikerer at blive en boomerang. Dollarens status som global valuta gør det muligt, men hvis det bliver for meget, vil lande begynde at gøre sig fri af dollaren, og så kan det i sidste ende ramme USA.
Endelig er der USA’s moraliserende påstand om universelle normer og standarder, men sagen er, at man internt i USA ikke selv kan blive enige om dem. Amerika er enormt polariseret i værdidebatten, så hvordan kan USA pådutte andre lande normer, som der ikke er enighed om i USA? Det virker ikke særlig gennemtænkt. Alt dette betyder, at USA opfattes som en trussel i mange lande i Det Globale Syd. Ikke en militær trussel, men en trussel mod friheden til selv at bestemme, hvordan deres land skal regeres. Det styrker ikke USA, og det vinder ikke USA nye venner, og gør det heller ikke lettere at påvirke andre.”
USA går imod sine egne værdier
Ser du forslaget til at konfiskere russiske aktiver i Vesten som en del af denne tendens?
”Ja, det er endnu et eksempel på, hvordan USA går imod sine egne værdier, i dette tilfælde ejendomsrettens ukrænkelighed. Det er jo en fundamental liberal ide med rod i den anglo-amerikanske tradition. Når man gør undtagelser fra det princip, begynder folk at spørge til logikken, og hvordan det stemmer med fundamentale principper. Det virker som en ad hoc løsning med det formål at straffe Rusland, fordi de har krænket folkeretten. Så der er ingen tvivl om, at Det Globale Syd vil se med stor bekymring på sådan en beslutning og frygter, at det spreder sig til andre domæner.”
Hvorfor virker det, som om det er lettere for Rusland og Kina end for USA at acceptere Det Globale Syd som alliancefri lande med forskellige politiske systemer?
”Der er en strukturel forklaring, som hænger sammen med, at Kina og Rusland er den svageste blok, så i en amerikansk domineret verden er de parate til at samarbejde med alle. En anden forklaring er, at ingen af dem har en global mission, selvom nogen mener, at de forsøger at eksportere autokrati. Det argument finder jeg ikke særlig troværdigt, hvis man ser, hvordan Kina håndterer andre lande. De giver ingen særlige fordele til autokratier. De fører en selv-interesseret udenrigspolitik, så det er forkert at tilskrive Kina motiver som ideologisk korsfarer. Og staterne i Det Globale Syd kan godt lide, at Kina ikke har et globalt, ideologisk projekt og ikke kommer og fortæller dem, hvordan de skal regere deres land, og hvad der skal stå i deres love. Så også her opleves USA som en større trussel af Det Globale Syd end Kina og Rusland, som er fokuserede på deres nationale interesser og indflydelse frem for at insistere på globale normer.”
Det går den forkerte vej
Har den dynamik ændret sig siden krigen i Ukraine og den bratte opvågning til en verden, hvor Det Globale Syd ønsker mere indflydelse?
”Ikke umiddelbart. Det går ikke den rigtige vej set med USA’s øjne. I krigens første uger var der klar forståelse af, at Rusland havde krænket folkeretten, og det så vi i FN, men nu ligner det en stillingskrig, som trækker ud. Putin har besøgt Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, og Den Afrikanske Union har deltaget i et topmøde i Rusland. Samtidig kan jeg se, at USA skærper sekundære sanktioner mod dem, der handler med Rusland. Hvis USA tror, at Det Globale Syd er parat til at tilslutte sig sanktionerne, er jeg bange for, at de tager alvorligt fejl.”
Hvordan har krigen i Gaza påvirket forholdet mellem Vesten og Det Globale Syd?
”Jeg ser Gaza som endnu et søm i den regelbaserede ordens ligkiste. For som jeg sagde før, har mange i Det Globale Syd noteret kontrasten mellem reaktionen på den amerikanske invasion af Irak og Ruslands krig i Ukraine, og det samme gælder for kontrasten mellem Gaza og Ukraine. Det er de tre krige, der fylder mest i folks erindring om de seneste 30 år, selvom der har været flere. Kontrasterne viser, at der ikke er noget principielt på spil i den regelbaserede orden. Det handler alene om magt og interesser.”
Tre anbefalinger til USA vedrørende Det Globale Syd
Hvis du skulle give den amerikanske regering tre anbefalinger i forhold til Det Globale Syd, hvad skal det så være?
”USA vil være nødt til at leve i en verden, hvor Det Globale Syd vil være partner med både Rusland og Kina, så i stedet for at forsøge at skubbe Kina og Rusland ud, skal USA komme og etablere nye partnerskaber og styrke dem, man allerede har, og USA er stadig den dominerende partner for mange lande i Det Globale Syd.”
Det var en anbefaling, hvad er de to andre?
”Man bliver også nødt til at revidere det eksisterende regime for sekundære sanktioner, og i det hele taget se på sanktionspolitikken. Det er jo latterligt at kalde Cuba for en terrorstat og en trussel mod USA. Det bliver opfattet negativt i stort set hele Det Globale Syd. Endelig skal man opgive ideen om at skabe hele verden i sit eget billede og lade være med at bruge magt over for dem, der mener noget andet. Nogle værdier er måske universelle, det mener jeg selv, men at påtvinge andre abstrakte idealer med magt, mens man selv praktiserer dobbeltstandarder, er ikke klogt. Jeg mener, at man kommer længst ved selv at gå foran med et godt eksempel, så man bør først og fremmest rette blikket mod hjemmefronten og ikke mod udlandet. På den måde kunne man også rebrande USA for det 21. århundrede. Jeg husker 1980’erne, hvor USA virkelig var en ledestjerne for verden. Jeg er ikke vokset op i USA, og i gymnasiet var vi besatte af alt amerikansk – musik, film, jeans og fremtiden, ideen om frihed og velstand. Det amerikanske brand var dominerende dengang, men sådan er det ikke længere, så USA bør genopfinde sig selv og spørge: Hvad skal fremtidens amerikanske brand være?”