De island­ske saga­er er nøg­len til for­stå­el­se af Afghanistan

Under pan­de­mi­en skul­le Ana­tol Lie­ven og hans fami­lie flyt­te fra Mel­le­mø­sten til Lon­don. Det betød, at de under­vejs måt­te gøre to ugers ophold i Island, hvor Lie­ven brug­te tiden på at for­dy­be sig i de island­ske saga­er og udfor­ske natu­ren. Det slog ham, hvor man­ge der var flyg­tet til Island fra de nor­di­ske kon­ger i for­bin­del­se med deres bruta­le bestræ­bel­ser på at byg­ge sta­ter og sik­re slæg­ter­nes loy­a­li­tet. Blod­fejder, oprør og nej til at under­ka­ste sig en cen­tral­magt. Saga­er­ne var en påmin­del­se om, hvad han siden 1980’erne selv hav­de været vid­ne til i Afg­ha­ni­stan.  Det min­de­de ham også om de sene­ste 100 års afg­han­ske histo­rie, som han hav­de stu­de­ret for at for­stå, hvor­for det gang på gang er slå­et fejl at byg­ge en stat i det cen­tra­la­si­a­ti­ske land.  ”Det er rig­tigt, at det i sid­ste ende lyk­ke­des de nor­di­ske kon­ger at byg­ge sta­ter, men de meto­der, de brug­te, vil­le ikke have gjort dem popu­læ­re hos vore dages Human Rights Watch eller Amne­sty Inter­na­tio­nal,” note­rer Ana­tol Lie­ven tørt.