Mennesket hjernevasker med glæde sig selv
Illustration: Malthe Emil Kibsgaard
Kære læser
For nogle måneder siden blev jeg interviewet i Deadline på DR2 om Ruslands invasion af Ukraine, splittelsen mellem Rusland og Vesten, de mulige konsekvenser på kort og længere sigt og nødvendigheden af at studere og forstå Ruslands ageren. I den forbindelse viste Deadline-værten et par klip fra Folketingssalen, hvor først Enhedslistens Søren Søndergaard og dernæst Dansk Folkepartis Marie Krarup blev udskammet, fordi de gav udtryk for synspunkter, der adskilte sig fra flertallets. I stedet for at møde Søndergaard og Krarup med argumenter om, hvorfor de tog fejl, blev de to udsat for moralsk fordømmelse, kritikerne såede tvivl om deres integritet og rystede forargede på hovedet, men de fremsatte ikke et eneste argument for deres position.
Værten spurgte om min reaktion på de to episoder. Uden at forholde mig til den konkrete debat henviste jeg til socialpsykologisk forskning, der viser, at en gruppe, hvad enten der er tale om en frimærkeklub eller et parlament, træffer bedre beslutninger, hvis der undervejs i processen bliver fremsat synspunkter, der udfordrer flertallet. Og det gør ingen forskel, om de afvigende synspunkter er forkerte eller giver mening. Så selv om det for politikere handler om at vinde debatter og ofte indebærer en offentlig nedgørelse af sine modstandere, så har det altså værdi for kvaliteten af de endelige beslutninger, at der er plads til dissens, selvom de flestes instinktive reaktion er at udskamme kritikere og lukke munden på dem.
Charlan Nemeth, professor i psykologi på University of Berkeley i Californien, var en af de forskere, jeg havde i tankerne, da jeg henviste til socialpsykologiske forsøg, som demonstrerer værdien af dissens. Hendes forskning er emnet for denne uges Fri Tænkning.
God fornøjelse
Det korte af det lange
I sin bog In Defense of Troublemakers: The Power of Dissent in Life and Business afdækker den amerikanske psykologiprofessor Charlan Nemeth, hvordan formulering af uenighed, kritik og udfordring i en gruppe både fører til bedre beslutninger og til mere original og kreativ tænkning. Derfor bør man lære at elske, når nogen udfordrer konsensus, stiller spørgsmål eller giver udtryk for uenighed, selvom de fleste nærmest per instinkt finder det irriterende og provokerende. Omvendt er det vigtigt at være på vagt over for konsensus, for det fører til dårlige beslutninger, selv om det kan styrke en følelse af sammenhold og fællesskab. Man bør samtidig huske på, at tåbelige beslutninger ikke nødvendigvis bliver truffet af tåbelige mennesker. Især hvis beslutningen træffes i en gruppe.
Derfor er det vigtigt
Konsensus føles godt, mens uenighed og ubekvemme spørgsmål ofte er forbundet med konflikt og ubehag. Derfor det er fristende at bilde sig ind, at det behagelige og bekvemme er det rigtige, mens det ubehagelige og ubekvemme er forkert. Ifølge Nemeth forholder det sig lige omvendt. Det er særlig vigtigt at være opmærksom på, fordi alle grupper har en tilbøjelighed til over tid at udvikle konsensus og undertrykke dissens og afvigende meninger.
Et spadestik dybere
Ifølge Nemeth er USA’s fejlslagne invasion af Cuba i 1961 og håndteringen af den såkaldte Cubakrise året efter hver for sig skoleeksempler på, hvordan gruppetænkning og konsensus i det første tilfælde førte til en dårlig beslutning, mens en proces, der gav plads til dissens og dermed forskellige perspektiver, i det andet tilfælde førte til en bedre beslutning. Faktisk indebar den beslutning, at verden slap for en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.
I forbindelse med invasionen af Svinebugten i april 1961 overvurderede præsident John F. Kennedy og hans rådgivere cubanernes vilje til at omstyrte Fidel Castros socialistiske styre, og de undervurderede det cubanske militærs evne til at slå fra sig. Beslutningen blev truffet på baggrund af selektiv og fordomsfuld information, utilstrækkelig undersøgelse af alternativerne til en invasion og en manglende vurdering af de risici, som invasionen indebar.
I den gruppe, der traf den fatale beslutning, udviklede man hurtig en konsensus om, at alt ville gå efter planen, at cubanerne ville hilsen invasionen velkommen, og at Castro ville falde. Det var med til at skærpe moralen i Det Hvide Hus, men lagde samtidig en dæmper på lysten til at gøre indvendinger og førte dermed til selvcensur.
Belært af denne fiasko anvendte præsident Kennedy – tilmed under større tidspres – en anden beslutningsproces, da CIA i 1962 informerede ham om, at Sovjetunionen var i færd med at installere atomraketter på Cuba. I dette tilfælde blev der givet plads til dissens og alternative perspektiver – der var militærfolk, som var parate til at gribe til atomvåben med det samme – og det betød i sidste ende, at USA fik Moskva til at trække sine installationer hjem til gengæld for et amerikansk løfte om på et senere tidspunkt at gøre det samme med sine raketter i Tyrkiet.
Baggrund
Konformisme er et negativt ladet ord.
Ingen af os har lyst til at blive hængt ud som konformist.
Alligevel ligger de fleste af os under for frygten for at gå imod flertallet og fremstå som: ja – konformister. Vi lægger os gerne i slipstrømmen af den dominerende og mest udbredte opfattelse. Det gør vi, fordi vi er bange for at stikke for meget ud, blive kritiseret, udskammet, latterliggjort eller straffet af flertallet.
Det er den ene forklaring på, at vi er konformister. Den anden er, at vi bilder os ind, at flertallet som regel har ret, selvom det langtfra altid er tilfældet.
Det er en indsigt, som siden midten af det 20. århundrede er blevet dokumenteret i det ene socialpsykologiske eksperiment efter det andet. På tværs af kulturer – i USA, Japan, Fijiøerne og Holland – og uanset om forsøgsdeltagerne har været eksperter eller ej inden for de ting, de er blevet bedt om at tage stilling til.
Feltets pioner er den polsk-amerikanske socialpsykolog Solomon Asch, men han er ikke alene. Aschs forsøg er siden midten af det 20. århundrede blevet gentaget snesevis af gange, så det handler altså ikke bare om ham – dokumentationen for, at sociale kræfter øver en vidtgående indflydelse på menneskers holdninger og vurderinger er omfattende.
Aschs oprindelige eksperiment involverede små grupper på 6–8 studerende. Kun én var ikke på forhånd blevet informeret om, at det handlede om at teste flertallets magt. Gruppen fik vist to billeder. På det ene var der tegnet én linje, mens der på det andet var tre linjer af forskellig længde, hvoraf én var identisk med linjen på det første billede. Derpå blev deltagerne en efter en spurgt, hvilken af de tre linjer på det andet billede, som var identisk med den på det første.
I første omgang foregik alt normalt, og alle svarede rigtigt, men i anden omgang blev flertallet instrueret i at svare forkert, og så var spørgsmålet, om den forsøgsperson, der ikke var blevet indviet i eksperimentet på forhånd, og som skulle svare efter alle de andre, ville svare rigtigt, som hun og de andre tidligere havde gjort, eller om hun ville følge flertallet og svare forkert, selv om vedkommende vidste, at det var forkert.
Det viste sig, at forsøgspersonen i 37 pct. af tilfældene valgte at svare ligesom den øvrige gruppe, selv om vedkommende vidste, at svaret var forkert. Og på baggrund af interviews med deltagerne efter eksperimentet kunne Asch konstatere, at tre ud af fire deltagere på den ene eller anden måde var påvirket af, hvad gruppen mente. Mennesket er med andre ord et flokdyr, og som følge af de socialpsykologiske mekanismer, der er på spil i en gruppe, så bøjer enhver gruppe sig gerne i retning af konsensus.
Vi ser det hver eneste dag og overalt i samfundet. På forbrugeradfærd, reklamekampagner, aktiemarkedet, i kantinen på arbejdspladsen, i fodboldklubben, bestyrelseslokalet og i medier, politik og sågar blandt nævninge i retssager.
Konsensus har det imidlertid med at indsnævre og lukke vores bevidsthed. Konsensus er en kognitiv fælde, en slags selvhjernevask, mens dissens fungerer på den modsatte måde. Dissens får os til udvide og åbne vores bevidsthed.
Dissens, det at formulere afvigende meninger og give udtryk for uenighed, er imidlertid ikke problemfrit. Det skaber konflikter, og det kan påvirke gruppens moral og følelse af fællesskab og sammenhold.
Ifølge Nemeth er dissens vigtigt, ikke som følge af sin sandhedsværdi – faktisk er det ikke så vigtigt om indvendinger, udfordringer eller uenighed indeholder guldkorn eller bidrager med noget til den endelige beslutning, som gruppen skal træffe. Nej, dissens har værdi, fordi det får gruppen til at stoppe op og tænke sig om, afveje for og imod.
Der er derfor to grunde til at dissens har værdi. For det første bryder dissens en naturlig tilbøjelighed til blindt at følge flertallet. Folk tænker mere uafhængigt og er ikke begrænset af et og samme perspektiv, når konsensus bliver udfordret. For det andet stimulerer dissens en tanke- og beslutningsproces, som er mindre styret af de fordomme, som et flertal i gruppen i udgangspunktet deler. Dissens gør det muligt for en gruppe at bevæge sig i forskellige retninger. Det stimulerer til at søge mere information og til at overveje alternativer.
Det er ingen enkel proces. Der kan være mange gode grunde til, at man ikke har lyst til at høre på én, der går imod flertallet. Det foregår både på arbejde og i privaten. Man tænker: Kan han ikke bare holde kæft, han aner jo ikke, hvad han taler om, hvorfor skal vi andre spilde tiden med at lytte til hans sludder.
Det er let at blive irriteret, når nogen siger én imod. Jeg kender mennesker, der er vant til at sidde for bordenden og gerne vil bestemme. Hvis de før et bestyrelsesmøde har besluttet sig for, hvad virksomheden skal gøre i en konkret sag, og nogle sår tvivl om beslutningen, så kan de trykke på alle de knapper, der gør, at man hurtigst muligt får lukket munden på dem, der gør indsigelser eller stiller ubekvemme spørgsmål. De gør alt for at signalere, at der er konsensus, og at de, der måtte være uenige, intet har fattet, og at det nok skal blive en ubehagelig oplevelse for dem, der måtte mene noget andet.
Det er en forståelig ageren, hvis man gerne vil have sin vilje og er af den opfattelse, at man ved bedre, men ifølge Nemeth er det en dårlig strategi, hvis man ønsker at forbedre kvaliteten af sine beslutninger.
Vær opmærksom på
Ifølge Nemeth er der ingen garanti for, at individer i en gruppe vil formulere forskellige perspektiver og sikre en mangfoldighed af synspunkter, blot fordi både mænd og kvinder er repræsenteret på linje med folk af forskellig etnisk og religiøs baggrund samt forskellig seksualitet, uddannelsesmæssig baggrund eller velstand. På den anden side indebærer en demografisk homogen gruppe ikke automatisk, at der så ikke vil være en mangfoldighed af holdninger og perspektiver blandt deltagerne. Nemeth påpeger, at der ikke findes nogen dokumentation for, at en etnisk, religiøs, kulturel og anden demografisk mangfoldighed fører til bedre beslutninger i en gruppe. Det er altså nødvendigt at skelne mellem dissens og diversitet. Ifølge Nemeth er det hverken den demografiske mangfoldighed eller den meningsmæssige mangfoldighed som fører til bedre beslutninger, men selve det forhold, at eksisterende perspektiver bliver aktivt udfordret i gruppen.
Intrigen
Selvom omgivelsernes indflydelse på vores holdninger er stor, og alle grupper har en tendens til at blive stadigt mere præget af konsensus og konformisme, så er det rent faktisk muligt for enkeltpersoner at øve indflydelse på flertallet. Men det er svært, og selv om folk i nogle tilfælde føler sig overbevist af en dissidents position, giver de sjældent udtryk for den offentligt. Det er selvfølgelig udbredt under et autoritært regime, hvor man kan risikere fængselsstraf for at erklære sig enig med systemkritikere, men det sker også i demokratier, hvor det sociale pres fra omgivelserne får folk til at holde et upopulært synspunkt for sig selv, selv om de er blevet overbevist af en dissident.
Udover modet til at turde stå alene og troen på sit synspunkt kræver det ifølge Nemeth først og fremmest konsistens i den måde, man argumenterer for sin holdning på – hvis man som mindretal skal have en chance for at påvirke flertallet. Dissidenter bliver udsat for socialt, politisk, psykologisk og i nogle tilfælde også fysisk pres, ja, nogle ender med at ofre livet for det, de tror på. De nægter at kapitulere eller gå på kompromis, selvom alle odds er imod dem. Konsistens er en forudsætning for, at et mindretalssynspunkt skal vinde gehør og overbevise.
Nemeth peger på, at man kan lære noget om dissidenters indflydelse på omgivelserne og historien ved at studere martyrer, som er parate til at gå i fængsel eller i døden for deres overbevisning. Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela er et eksempel. Han sad 27 år i fængsel for sin modstand mod apartheid. Apartheid-regimet blev afskaffet i forbindelse med hans løsladelse, og han blev Sydafrikas første præsident under det nye demokrati. Jesus af Nazareth er et andet. Hans eksempel dannede udgangspunkt for en trosretning, som 2.000 år senere stadig er verdens mest udbredte religion.
Ifølge Nemeth er det vigtigt at skelne mellem det at overbevise andre om noget og så at indgå en aftale. Hvis man ønsker at indgå en aftale med sine opponenter, er det som regel nødvendigt at gå på kompromis med det, man i udgangspunktet mener og ønsker, mens kompromisser er en dårlig strategi, hvis målet er at få andre til at ændre holdning. Derfor er den enlige dissident sjældent genstand for sympati, mens det er let at fatte sympati for den kompromis-villige, der får freden og fordrageligheden til at sænke sig over land og by.
Et eksempel
Nemeth anfører filmklassikeren Tolv vrede mænd fra 1957 med Henry Fonda i hovedrollen som et eksempel på, hvordan en enkelt person kan overbevise elleve andre ved at være konsistent – uden at være dogmatisk. Nemeth har studeret, hvordan nævningeting når frem til deres afgørelser, og det viser sig, at i 90 pct. af alle sager ender juryen med at fælde den dom, som flertallet går ind for ved den første afstemning i gruppen om skyldsspørgsmålet: skal den anklagede dømmes eller frifindes?
Ifølge Nemeth betyder det nødvendigvis ikke, at flertallet træffer den rigtige afgørelse. Nej, tilføjer hun, det viser, at flertallet i en gruppe har enorm indflydelse på vores tanker, følelser, beslutninger og vurderinger.
I Tolv vrede mænd går det modsat. Henry Fonda stemmer i første omgang som det eneste jurymedlem imod at dømme en søn for mordet på sin far. Det ser ud som en oplagt sag. Der er to øjenvidner, hvoraf den ene selv har set mordet, mens den anden har set sønnen flygte fra gerningsstedet. Skridt for skridt lykkes det imidlertid Fonda at så tvivl om sønnens skyld. Han finder huller i forklaringer og peger på uoverensstemmelser, og filmen ender med, at alle tolv nævninge stemmer for frifindelse. Fonda bliver undervejs udsat for kritik, ja, han bliver nærmest lagt for had, men ved at være konsistent, systematisk og udogmatisk i sin argumentation får han hele gruppen til at stemme for frifindelse.