Er USA på vej mod borgerkrig?
Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Peter Turchin, som er aktuel med bestselleren End Times: Elites, Counter-Elites and the Path of Political Disintegration. Turchin forudså helt tilbage i 2010, at USA var på vej ind i en krise, der kunne bringe landet på randen af revolution og borgerkrig. I dag er Turchins forudsigelse blevet til virkelighed, selvom det stadig er uvist, hvor længe den aktuelle krise vil vare, og hvordan den ender.
Turchin blev født i 1957 i det daværende Sovjetunionen, hvor hans far var en kendt fysiker og leder af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, indtil han fik valget mellem at ryge i fængsel eller i eksil. Familien endte i USA, hvor Turchin fik en uddannelse som først biolog og dernæst zoolog. Dengang studerede han adfærden hos mus og insekter, men de seneste årtier har han brugt på at udvikle en ny videnskabelig metode til at udforske historien og moderne samfund – det mest komplekse af alle systemer.
Turchin er grundlægger af en ny disciplin, clio-dynamik, som studerer komplekse menneskelige systemer ved hjælp af en naturvidenskabelig metode. Til daglig er Turchin projektleder for The Complexity Science Hub i Wien, og han er også tilknyttet Oxford University som forskningsmedarbejder på institut for antropologi.
Jeg talte også med Turchin om krigen i Ukraine, hvor han har udviklet en matematisk model til at forudsige krigens gang. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt.
God fornøjelse.
To drivkræfter bag USA’s krise
Der tales og skrives meget om polariseringen i USA, om den politiske, økonomiske og sociale splittelse i det amerikanske samfund, om den kompromisløse kamp om magten, som forekommer ekstremt destruktiv.
Men hvad er det egentlig, der driver krisen i USA? Findes der fortilfælde? Er krisen kun lige begyndt, eller nærmer den sig sin afslutning? Hvad kræves der for at slippe ud af den, og findes der politikere, som forstår, hvad der skal til?
Det er spørgsmål, samfundsforskeren Peter Turchin har tumlet med de seneste årtier. Senest har det resulteret i bestselleren End Times: Elites, Counter-Elites and the Path of Political Disintegration, hvor Turchin på baggrund af et omfattende datamateriale fra mere end 10.000 års historie på tværs af 200 samfund identificerer de mekanismer og kræfter, der driver et samfund ud i en revolutionær situation med risiko for borgerkrig og sammenbrud.
Ifølge Turchin findes der snesevis af faktorer, som kan være medvirkende til, at et land havner i en revolutionær situation, men to drivkræfter er helt afgørende.
For det første slår et samfund ind på vejen mod krise, hvis store dele af befolkningen ikke oplever, at deres liv bliver bedre, mens toppen bliver rigere og rigere, og uligheden derfor skærpes. For det andet lurer krisen, når der i et samfund sker en overproduktion af eliter, dvs. når der produceres for mange superrige mennesker og alt for mange med høje uddannelser, sådan at der ikke er nok embeder og jobs til at tilfredsstille deres ambitioner.
I USA kan man købe sig til magt
Det skaber mod-eliter, polarisering, konflikt og mulighed for at mobilisere de svagest stillede. I USA har der ifølge Turchin i årtier været skruet helt op for begge mekanismer. Især to eliter driver krisen frem: den politiske klasse i de administrative og bureaukratiske eliter på den ene side og erhvervseliterne, de, der kan købe sig til indflydelse, på den anden.
”I USA har erhvervseliterne mulighed for at købe sig til indflydelse i det politiske system eller bruge deres velstand politisk på en helt anden måde end i de fleste andre lande. Derfor kalder jeg USA et plutokrati, et rigmandsvælde. I Kina er det omvendt de administrative eliter, der kontrollerer de rige. Det har vi set flere eksempler på. I Frankrig er erhvervseliterne også mindre indflydelsesrige, mens man i Storbritannien er tættere på den amerikanske model.”
Hvad er en elite?
”Det er en lille del af en befolkning, som koncentrerer social magt i sine hænder og derfor har evner og ressourcer til at påvirke andres adfærd. Det er en neutral definition, og den signalerer hverken noget godt eller skidt.”
Fire kilder til magt
Ifølge Turchin er der fire kilder til magt, og han understreger, at det ikke bare er hans opfattelse, men en udbredt forståelse blandt samfundsforskere. Det drejer sig om velstand og rigdom – rige mennesker kan hyre folk til at gøre det, de ønsker; bureaukratisk og administrativ magt – det er dem, der kontrollerer institutionerne i samfundet; ideologisk magt eller evnen til at overbevise og overtale andre – den form for magt udøves af medier, debattører og offentlige intellektuelle; endelig er der den magt, der udøves ved hjælp af tvang, altså magtanvendelse eller truslen om at gribe til magt. Det er typisk den magt, politiet og militæret udøver.
Velstandspumpen
Udover overproduktion af eliter er vejen til krise drevet af det, Turchin kalder en velstandspumpe. Den forklarer han på denne måde:
”Velstandspumpen hjælper os til at forstå, hvorfor overproduktionen af eliter er et problem. Det indebærer nemlig en overførsel af ressourcer fra den almene befolkning til eliterne. Hvis vi skal ændre den dynamik, så er vi nødt til at stoppe velstandspumpen. Det er ikke bare noget, man gør fra den ene dag til den anden. Det kommer til at tage tid. Siden 1970’erne er arbejdernes produktivitet steget markant, men reallønnen er ikke fulgt med. Vi skal også have reduceret antallet af milliardærer og millionærer, en omvendt social mobilitet samt reducere incitamenterne til at få en højere uddannelse, så der skabes en balance mellem udbuddet af jobs og kandidater til dem.”
For mange milliardærer
Er der overproduktion af udvalgte eliter, som er et særligt presserende problem, eller gælder det både erhvervseliter og politisk-administrative eliter?
”Det gælder begge. Der er alt for mange superrige, som kan bruge deres velstand politisk. Antallet af folk med en formue på 10 millioner dollar eller mere er tidoblet inden for få år, mens reallønnen stagnerer eller falder for store dele af befolkningen. Antallet af milliardærer i USA er vokset endnu mere. Når velstandspumpen kører for fuld styrke, så flytter den velstand fra de fattige til de rige, og hvad gør de fattige for at ændre på det? Jo, de får en højere uddannelse, og derfor forstærker det overproduktionen af eliter, men der findes ikke nok jobs til dem, så det bliver en selvforstærkende dynamik, som fører til nye konflikter.”
Revolutionen lurer i USA
Du beskriver disse kriser, hvor et samfund risikerer at blive ramt af en revolution og borgerkrig, som cykliske. Det betyder, at de slutter på et tidspunkt. Har du et bud på, i hvilken fase USA befinder sig i den aktuelle krise?
”Vi befinder os i en revolutionær situation, og det betyder, at samfundet er yderst skrøbeligt. Små begivenheder kan føre til stor uro, og det bliver forværret af, at USA står midt i et valgår. Det var en af grundene til, at 2020 var så dramatisk med vold og optøjer i mange byer. Desværre ser det ud til, at 2024 og 2028 vil blive værre, med mindre det fundamentale pres på samfundet – her mener jeg velstandspumpen og overproduktionen af eliter – bliver håndteret.”
Hvad ser du for dig?
”Det kan ende med et sammenbrud. For nylig så vi, hvordan staten Colorados demokratisk dominerede højesteret fjernede Donald Trump fra det republikanske primærvalg. Det er helt uhørt, at man som følge af en juridisk manøvre fjerner den kandidat, der fører i meningsmålingerne. Republikanerne bruger også loven til at føre krig mod politiske modstandere. De har i Kongressen taget det første skridt på vej mod en rigsretssag mod Joe Biden. Så begge de førende kandidater er truet af juridiske indgreb. Det er helt uden fortilfælde, og det er en ekstremt farlig situation, hvor der bare skal en gnist til at sætte det hele i flammer.”
Hvad kan det være?
”Den mest sandsynlige udgang på præsidentvalget i november er, at uanset hvem der vinder, så vil modparten ikke anerkende resultatet, og så kan alt ske, men noget kan også ske før.”
Krisen er ikke kulmineret
Du skriver, at der i forbindelse med en krise kommer et tidspunkt, hvor samfundet længes efter orden, og hvor det bliver vigtigere end fortsat polarisering og konflikt. Ser du tegn på det i USA?
”Nej, USA er ikke nået til det punkt. På baggrund af de mange tilfælde fra historien, vi har data på, kan sådan en krise vare et sted mellem nogle få år og helt op til 20 år. Det typiske er omkring 10 år, men det skal altsammen tages med et gran salt. Nok så vigtigt skal regeringen gøre noget ved de faktorer, der forårsager og driver krisen, og det er ikke sket. Joe Biden lovede at hæve mindstelønnen, da han blev valgt, men det er ikke sket, selvom vi fra historien ved, at det er et af de greb, der kan hjælpe især fattige amerikanere tilbage på sporet.”
Er der andre ting?
“Der er heller ikke blevet gjort noget ved indvandringen. Det er måske ikke den vigtigste faktor, men det er også med til at øge arbejdsudbuddet og dermed holde lønningerne nede, så jeg ser ikke den store forståelse hos den politiske elite for, hvad der er brug for af tiltag for at komme ud af krisen. Heller ikke hos dem, der har en realistisk chance for at vinde præsidentvalget. Trump taler godt nok om at gøre noget ved indvandringen, men der findes ikke noget sammenhængende politisk program med det formål at stoppe velstandspumpen og overproduktionen af eliter.”
Skrækeksempler fra historien
Turchin gør opmærksom på, at netop processer som dem, der nu udfolder sig i USA, i det 18. århundrede førte til Den Franske Revolution, i det 19. århundrede til Den Amerikanske Borgerkrig og revolution flere steder i Europa, til den russiske og kinesiske revolution i det 20. århundrede og revolutioner i Egypten og andre arabiske lande i begyndelsen af det 21. århundrede.
Ifølge Turchin er det tredje gang i USA’s historie, at samfundet er blevet ramt af sådan en krise. I midten af det 19. århundrede endte det som bekendt med en borgerkrig med flere end 600.000 dræbte. I første halvdel af det 20. århundrede lykkedes det at afværge en borgerkrig takket være Roosevelts New Deal, der forbedrede de dårligst stilledes vilkår og lagde fundamentet for årtier med vækst og stabilitet. I 1970’erne begyndte udviklingen igen at gå den anden vej.
Hvad er clio-dynamik?
Turchin kalder sin metode for clio-dynamik. Clio er historiens muse i den græske mytologi. Clio eller kleio (oldgræsk) betyder at genkalde sig, fejre eller gøre kendt. Ifølge Turchin handler clio-dynamik om at teste hypoteser for, hvordan komplekse systemer, heriblandt menneskelige samfund, udvikler og forandrer sig og håndterer kriser, og på den baggrund formulere lovmæssigheder på linje med dem, der findes inden for naturvidenskaben.
”Clio-dynamik er en disciplin, der behandler historien som en videnskab,” siger Peter Turchin.
Han tilføjer, at historiefaget normalt hører under humaniora, og at han har stor respekt for historikeres arbejde, men til forskel fra dem forsøger clio-dynamikken at forholde sig empirisk til fortiden. Man indsamler data, formulerer hypoteser og efterprøver dem, hvor de, der ikke holder, når de bliver testet, forkastes.
”Historikere har ligesom os teorier om, hvorfor den ene eller anden begivenhed fandt sted, men de efterprøver dem normalt ikke. En historiker har forsøgt at tælle, hvor mange teorier der findes om Romerrigets fald, og han nåede frem til flere end 200, så der er altså akkumuleret et stort antal forklaringer, men forskningen har ikke reduceret antallet af hypoteser efter at have testet dem i forhold til det materiale af data, der findes, men det gør clio-dynamik.”
Personlighedens rolle i historien
Har du så et bud på individets og personlighedens rolle i historien? Er det alene samfundsstrukturer eller bredere tendenser, der driver historien, eller kan personer gøre en forskel?
”Det er et empirisk spørgsmål, og svaret er både og. Nogle processer er drevet af upersonlige kræfter. Det gælder de kræfter, der driver et samfund ind i en krise, som den vi ser i USA nu, men konkrete individer kan enten forsinke eller fremskynde processen med de beslutninger, de træffer. Jeg mener, at USA befinder sig i sådan en situation i øjeblikket.”
Er det kun USA?
”Forskellige lande befinder sig i forskellige faser. Kina havde sit århundrede med ydmygelser og kom ud af sin krise for relativt nyligt, så deres næste krise ligger sandsynligvis flere årtier ude i fremtiden, selvom der er enkelte faresignaler. USA er midt i en krise og har været det siden 2020. Min hypotese er, at intet er afgjort, og at det er muligt at forme fremtiden med konkrete beslutninger. Udvalgte eliter og de mest indflydelsesrige ledere kan enten føre USA mod et totalt kollaps, eller de kan navigere os gennem krisen og mod bedre tider.”
Så USA er ikke nødvendigvis på vej mod en borgerkrig?
”Nej, vi har studeret hundredvis af samfund, som er havnet i en revolutionær situation, hvor en borgerkrig er sandsynlig. I omkring 10 procent af tilfældene er det ikke endt med borgerkrig, og det skyldes ofte individers indsats.”
Kan du give et eksempel?
”Fra krakket på Wall Street i 1929 og de næste 10 år, frem til udbruddet af Anden Verdenskrig, var USA i en krise, der minder om den, vi har i dag, men præsident Roosevelt og hans støtter forhindrede en borgerkrig. De gennemførte reformer, der satte en stopper for den voksende ulighed. Fagforeninger blev styrket, indvandringen blev begrænset, sådan at udbuddet af arbejdskraft blev mindre, efter at millioner af industriarbejdere havde mistet deres job under depressionen. Tørke gjorde situationen endnu værre.”
Minder om tiden før borgerkrigen
Hvilken periode i amerikansk historie minder mest om den, landet befinder sig i for tiden?
”1850’erne, altså de 10 år, der gik forud for borgerkrigen. Velstandspumpen kørte for fuld styrke. Det skabte ekstremt velhavende mennesker, men resten af samfundet fulgte ikke med, og så skærpedes modsætningerne mellem de forskellige grupper. Til sidst blev de uoverstigelige.”
Men der er vel også væsentlige forskelle? Dengang var staten meget mindre end i dag.
”Det er rigtigt, og dengang var der også slaveri. Staten tegnede sig i midten af det 19. århundrede for omkring to procent af BNP, i dag er tallet 22–23 procent, så staten er nu en langt vigtigere aktør.”
Er der andre ting?
”Ja, her er et interessant resultat af vores forskning: Vi har som sagt analyseret data for omkring 200 forskellige samfund gennem historien, som er gledet ind i kriser og derpå ud igen. Vores data viser, at kriserne med tiden aftager i styrke. Det ser ud, som om stater før i tiden var mere skrøbelige, mens vi nu har bygget institutioner baseret på demokratisk regeringsførelse. Vi har også bygget infrastruktur og kommunikation, og vi har fået mere produktive økonomier. Og det gør måske, at vores samfund alt i alt er mindre tilbøjelige til at kollapse som følge af en krise end før, og hvis det sker, så har moderne samfund en tendens til at komme sig hurtigere.”
Geopolitiske konsekvenser
Den model, du har opfundet med henblik på at identificere de faktorer, der leder et land på krisekurs og fører til intern social uro og ustabilitet, har også et geopolitisk aspekt. For det er svært at forestille sig, at et land i krise vil kunne agere internationalt, som om alt er normalt. Vi har set det i forhold til USA’s hjælp til Ukraine, som er blevet blokeret i Kongressen som følge af en indenrigspolitisk strid om grænsekontrol. Så det er oplagt at spørge, hvordan det står til hos Kina, USA’s geopolitiske rival?
”Omkring 1850 gled Kina ind i en periode med 100 års ydmygelse. Det begyndte med Taiping-oprøret i 1851 og en række andre oprør. Derpå fulgte en revolution i 1911 efterfulgt af en borgerkrig, som i midten af det 20. århundrede førte til Maos magtovertagelse. Så var der hungersnød og kulturrevolution, så det er først nogle årtier siden, at Kina begyndte en periode med integration, mens USA altså befinder sig i en periode præget af disintegration.”
Og hvad betyder det?
”Det betyder, at risikoen for destabilisering er mindre i Kina. Kina har jo aldrig været et demokratisk land, og det vil nogen se som et problem, men det afgørende er, om det nuværende styre er i stand til at forbedre befolkningens livskvalitet og levestandard eller ej. Jeg var i Kina for 20 år siden og igen i 2019, og det var utroligt at se forskellen. Der er ingen tvivl om, at befolkningens levestandard er vokset markant, og derfor støtter de regeringen. Men der er også tegn, der peger i en anden retning.”
Hvad er det?
”De har en overproduktion af unge med universitetsuddannelse, og der er stor ungdomsarbejdsløshed, så spørgsmålet er, om det er et forbigående fænomen eller om det er mere fundamentalt. Hvis det er sidstnævnte, så kan det blive et alvorligt problem, men generelt er sammenhængskraften i Kina større end i USA. Kina er uden tvivl en formidabel geopolitisk rival til USA, og derfor burde USA bruge flere kræfter på at finde en fredelig sameksistens med Kina i stedet for konflikt. Det er også med til at styrke sammenholdet i Kina.”