Flemming Rose

Til denne uges Fri Tænkning har jeg læst en fascinerende beretning om et relativt nyt fænomen i USA: Folk der flytter fra demokratisk kontrollerede stater som Californien, Illinois, New York og Minnesota, hvor den ideologiske drejning i retning af identitetspolitik og woke er slået igennem især i undervisningssystemet, til stater, hvor Republikanere er ved magten.

Vidste du, at kun cirka seks procent af de drivhusgasser, der bliver lukket ud i atmosfæren, er menneskeskabte? Det gjorde jeg ikke, indtil Andrej Melnitjenko, en af Ruslands rigeste og formand for Det Russiske Industriforbunds udvalg for klimapolitik og CO2-regulering, gjorde mig opmærksom på det. Det er de seks procent, verden årligt bruger tre-fem billioner dollar på at bekæmpe, men hvad med de resterende 94 procent?  Ifølge Melnitjenko findes der metoder til at bekæmpe dem, men det indebærer menneskets indgriben i naturen med henblik på at påvirke klima og miljø, for eksempel ved at tilbagekaste solens stråling på forskellig vis og på den måde sænke temperaturen. Den slags metoder går under navnet geoengineering.  Og i øvrigt er det ifølge Melnitjenko muligt, at naturens udledning af drivhusgasser, de såkaldte metan-bomber, nu sker i et tempo og omfang, som gør det meningsløst at bekæmpe den globale opvarmning.  Det og meget andet talte jeg om med den 52-årige Melnitjenko, da jeg for nylig mødte ham i Dubai, hvor han har slået sig ned med sin familie, efter at han i marts 2022 blev sat på EU’s sanktionsliste i forlængelse af den russiske invasion af Ukraine. Det handlede første del af vores samtale om.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en modsætning i vestlige lederes retorik i forhold til krigen i Ukraine. På den ene side demonstrerer den ukrainske befolkning og den ukrainske hær en vigende lyst og vilje til at fortsætte krigen. Ikke mindst, fordi udsigten til en sejr forekommer stadig mindre sandsynlig. Alligevel insisterer mange vestlige ledere, især i Europa, på, at tiden endnu ikke er moden til forhandling, og at Ukraine skal fortsætte krigen og sænke den værnepligtige alder fra 25 år til 18 år, selvom der er en risiko for, at situationen på slagmarken om et halvt eller helt år vil være endnu mere katastrofal for Ukraine. Hvordan hænger det sammen? Desuden ser jeg på præsident Donald Trumps forsøg på at lægge pres på Vladimir Putin for at få krigen afsluttet. I den forbindelse rejser spørgsmålet sig: Hvilke sanktioner og politiske indgreb Trump har til rådighed, og hvordan vil de virke? Til forskel fra sine europæiske kolleger ønsker Trump forhandlinger og krigen afsluttet hurtigst muligt, og til forskel fra sin forgænger er han parat til en diplomatisk offensiv og direkte forhandlinger med Vladimir Putin. Trumps udfordring er, at han ikke har så mange redskaber til sin rådighed i bestræbelser på at tvinge Putin til forhandlingsbordet på sine præmisser. Især fordi Trump ikke ønsker en direkte krig med Rusland. 

Andrej Melnitjenko er en af Ruslands rigeste mænd. På trods af sanktioner fra EU, griner han hele vejen til banken fra sit hjem i Dubai. Flemming Rose har interviewet ham om Vestens sanktionspolitik. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den politiske filosof Nathan Pinkoski. Det har jeg, fordi Pinkoski i efteråret offentliggjorde et opsigtsvækkende essay med titlen Actually Existing Postliberalism i tidsskriftet First Things, der blev grundlagt i 1989 af en lutheransk præst ved navn Richard John Neuhaus, som senere blev katolik.  Ifølge Pinkoski er hans essay et forsøg på at sætte ord på, hvordan det liberale samfund i USA og Europa de seneste årtier er blevet afviklet. Han har fundet både højre- og venstrefløjens kritik af henholdsvis woke-kultur og identitetspolitik på den ene side og økonomisk ulighed på den anden for utilstrækkelige. I stedet ser Pinkoski i sit essay på de institutionelle forandringer, Vesten har undergået siden 1989. Hans konklusion er, at det er Vestens liberale regeringer i USA og EU, der har begravet liberalismen ved systematisk at underminere fundamentale liberale principper – ikke Donald Trump eller populistiske regeringer og bevægelser i Europa.  Han indleder sit essay med ordene: “Det 20. århundredes civilisation er kollapset.” Det er et skjult citat fra den ungarsk fødte politiske økonom Karl Polanyis klassiske værk fra 1944 The Great Transformation: The Political and Economic Origins of Our Time, som begynder med sætningen: ”Det 19. århundredes civilisation er kollapset.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Frankrigs tidligere ambassadør i Danmark Francois Zimeray. Det har jeg, fordi det i næste uge er ti år siden, at to islamiske terrorister trængte ind på det franske satiremagasin Charlie Hebdos redaktion i Paris og myrdede 12 mennesker, heriblandt flere af bladets mest berømte tegnere. De følgende dage blev yderligere seks mennesker dræbt, da en af terroristernes bekendte trængte ind i et jødisk supermarked i Paris og tog flere gidsler. Måneden efter fandt et lignende terrorangreb sted i København, da en bevæbnet ung mand den 14. februar 2015 forsøgte at tvinge sig adgang til et arrangement i Krudttønden på Østerbro med titlen Kunst, blasfemi og ytringsfrihed, hvor Francois Zimeray var blandt talerne. En af deltagerne blev dræbt og flere betjente såret. Senere samme dag forsøgte terroristen at trænge ind i synagogen i Krystalgade, hvor en jødisk vagt blev dræbt. Gerningsmanden blev senere skudt af politiet. Vi talte om Charlie Hebdo, hvad der skete i Krudttønden, om den islamiske puritanisme, der har fundet sammen med woke-puritanismen, og som ifølge Zimeray har haft held til at intimidere det meste af den vestlige kulturkreds. Vi talte også om Den Internationale Straffedomstol, som ifølge Zimeray ligger i ruiner, og om, hvorfor vi måske er vidne til afslutningen på en epoke, hvor menneskerettighederne stod i centrum. Endelig talte vi om, hvad der er gået galt for Europa og Frankrig.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske økonom og historiker Robert Skidelsky, der siden 1991 har siddet i det britiske parlaments overhus. I de første ti år som konservativ, men siden da har Skidelsky ikke repræsenteret et politisk parti. Han har tidligere været medlem af både Labour og Socialdemokratiet, som han var med til at stifte og forlod, da det i 1988 blev slået sammen med Det Liberale Parti under et nyt navn, Liberaldemokraterne.  Skidelsky blev født i 1939 i Kina, fordi familien drev en kulmine og fabrikker dér, efter at de var blevet tvunget til at forlade Rusland, da bolsjevikkerne i 1917 greb magten, og der udbrød borgerkrig. Skidelsky vendte tilbage til Storbritannien under Anden Verdenskrig efter sammen med sine forældre at have været interneret i Manchuriet og Japan, da landene i 1941 kom i krig som følge af Japans angreb på USA. Skidelsky er forfatter til en biografi om den britiske aristokrat og grundlægger af Den Britiske Fascistiske Union, Oswald Mosley (1896-1980), men er især kendt for sin tre binds biografi om en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige økonomer, John Maynard Keynes (1883-1946), der udkom over en periode på næsten 20 år, har vundet flere priser og betragtes som standardværket om Keynes. Vi talte om Donald Trump som diplomat, retfærdig krig og fred, sanktioner som våben, vejen til fred i Ukraine og om Keynes og hans relevans i dag.  

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med journalist og forfatter Hans Davidsen-Nielsen. Det har jeg, fordi retten i Lyngby i næste uge skal behandle et søgsmål fra den tidligere FE-chef Lars Findsen, som kræver rettens ord for, at han har været udsat for tort, og at hans privatliv og ære blev krænket under myndighedernes efterforskning af ham tilbage i 2022, hvor PET delte oplysninger om Findsens sexliv med medlemmer af Folketinget. 

I denne uges Fri Tænkning ser jeg tilbage på en dramatisk uge i international politik. Krigen i Ukraine eskalerede, for første gang blev der udstedt arrestordrer på ledere i et land, der har Vestens støtte, og på internationale topmøder i Latinamerika blev det skåret ud i pap, at Vestens magt og indflydelse er vigende, og intet tyder på, at den udvikling kan vendes, tværtimod.

I Vesten har man siden foråret 2022 håbet, troet og forudset, at sanktionerne mod Rusland på et tidspunkt vil tvinge den russiske økonomi i knæ og på den måde stille Vladimir Putin og hans krigsmaskine stolen for døren.  Og hvis ikke tvinge økonomien i knæ – det erkendte seriøse eksperter i løbet af 2023, ville blive svært – så i hvert fald påføre den russiske økonomi så stor skade på kort og mellemlangt sigt, at det vil begrænse Putins muligheder for at fortsætte krigen i årevis. Den antagelse nedskyder tre førende økonomer med russisk baggrund, som nu alle befinder sig i eksil i Vesten. Det gør de i en ny rapport med titlen Diktatorens pålidelige bagland: Den russiske økonomi i en krigstid. Det betyder ikke, at det går strålende for den russiske økonomi, men det går bedre, end de fleste forudsagde, og der er ingen tegn på en forestående akut krise. Forfatterne konkluderer: