Isak Hüllert

Det vakte opsigt i dele af den danske presse, da den amerikanske erhvervsmand Andrew ‘Drew’ Horn i sidste uge landede i Nuuk. Men langt fra alt om besøget er blevet fortalt – indtil nu.  Frihedsbrevet har som det første danske medie fået Drew Horn – der er tidligere efterretningsmand og elitesoldat – i tale, og det skal vise sig, at interessen for grønlandsk selvstændighed strækker sig dybt, dybt ind i både centrale dele af det amerikanske erhvervsliv og i USA’s præsident Trumps allernærmeste inderkreds.  Gennem to interviews foretaget med halvanden uges mellemrum kan Frihedsbrevet nu løfte en del af sløret for de store kommercielle og politiske interesser, som øjensynligt spiller en rolle i de amerikanske tilstræbelser for at få Grønland under sig. Og så var han en af dem, der stod i spidsen for Donald Trumps indsats for at erhverve sig Grønland under præsidentens første valgperiode. 

Mens Danmark og Grønland nidkært navigerer den højspændte krise med USA og afventer nyt fra Trump-administrationen, er en amerikansk charmeoffensiv blevet søsat i Grønland uden for officielle diplomatiske kanaler.

Til at begynde med virkede det hele bare som én stor cirkusforestilling, hvor Donald Trump ville være i centrum, husker Galya Morrell.  “Han gør alt det her med Grønland, fordi han synes, det er sjovt,” tænkte den 64-årige sovjetisk-amerikanske polarfarer og kunstner, som har rejst, arbejdet og boet i Arktis det meste af sit liv.  “Det er for hans egen fornøjelse,” sagde hun dengang og mindede sig selv om, at Trump stortrives i den storm af kaos og forargelse, han genererer. Men da hendes mand, Ole Jørgen Hammeken, en 69-årig grønlandsk polarfarer og opdagelsesrejsende, ringede fra Odense tidligt om morgenen den 16. januar efter at have set statsminister Mette Frederiksens udtalelser om samtalen med Donald Trump, sneg alvoren sig ind. “Det var det største chok, siden det hele begyndte. Mit hjerte blev knust, da min mand ringede i morges.” Fra sin lejlighed på Upper East Side gik det op for Galya Morrell, at USA’s nye præsident ikke havde rokket sig en tøddel i spørgsmålet om at bemægtige sig Grønland.

Gang på gang har den profilerede grønlandske politiker Kuno Fencker slået fast, at et nyligt besøg i Washington D.C skete spontant og på eget initiativ.  Nu kan Frihedsbrevet fortælle, at politikeren modtog billetter til arrangementer for mere end hundrede tusinde kroner, ligesom han har deltaget i hemmelige møder med amerikanske politikere og meningsdannere. Og det spontane besøg… var knap så spontant. Det hele var nemlig arrangeret af Trumps mand i Grønland, Tom Dans. 

Donald Trump og hans proselytter har kronede dage. De vader i succes og har alle trumfer på hånden – skulle man i hvert fald tro. Han blev den første republikanske præsident til at vinde med et stemmemæssigt flertal i tyve år; hans parti kaprede flertallet i begge Kongressens kamre, og nu slynger han sågar om sig med ekspansionistiske planer for den nordlige halvkugle. Med denne overfladiske forståelse kan man fristes til at tro, at MAGA ligger lunt i svinget til at transformere USA og verden – især efter en uge, hvor Danmark blev trynet af sin nærmeste allierede. Men hvorvidt hans brogede koalition, der spænder fra lavtuddannede arbejdervælgere til ultrarige tech-baroner, kan holde sammen, har været tvivlsomt fra begyndelsen. Og allerede før den kommende administration er lagt fra kaj, er sprækkerne begyndt at vise sig.

“Please, hjælp mig med at introducere vores næste taler: Honninggrævlingen. Vores kommandør. MAGA-mystikeren – Stephen K. Bannon,” brøler Vish Burra, en af de unge arrangører bag aftenens soiré, inden han tager imod hovedtaleren, Trumps tidligere chefstrateg.  Bannon, som er iklædt sin sædvanlige slidte Barbour-jakke og en krøllet skjorte med tre kuglepenne klemt fast mellem knapperne, indtager scenen til patriotiske toner, der runger ud gennem den grandiose balsal og giver genklang i det høje hvælvede loft og de korintiske søjler bag ham. “Yo! Er I stive allerede?!” lyder det fra Bannon, mens han smiler stort til salen, der er pakket til randen med hujende republikanere fra den yderste højrefløj.  “Det, I gjorde her i New York, var exceptionelt. I viste, at den her koalition er multietnisk. Det handler kun om, hvorvidt man er populist eller nationalist,” siger Bannon til de tusinder af gæster, der er iført festskrud omkring rundbordene.  “Alt det I gjorde, indvarslede den koalition, som vandt den 5. november,” fortæller han sine unge disciple.  “Den her klub er fra gaderne, fra the boroughs. Vi vinder ikke det her, vi river ikke det her system ned fra CEO-suiterne. Vi gør det fra gaden!”  Der bliver skålet, klappet og hylet. “I har den samme kvalitet som Trump,” fortsætter han. “Swagger, ikke? Swagger! I spytter dem i øjet og siger, at de tager fejl.” 

Donald Trump fremstiller sig selv som arbejderklassens populistiske forkæmper, men hans politiske praksis har ofte favoriseret den økonomiske elite.  Ifølge to politologer belønnede Trump de millioner af arbejdervælgere, som stemte på ham i 2016, med ringere rettigheder på arbejdsmarkedet, skattelettelser til de rige og andre tiltag, som synes at have tilgodeset de mest velhavende borgere og virksomheder.  Nu har de stemt på ham igen, tilmed i endnu større omfang. Og denne gang var det ikke hovedsageligt hvide arbejdervælgere i rustbæltsregionen, han vandt; det var næsten to tredjedele af alle vælgere uden videregående uddannelse. Hvordan kan det være, at millioner af lavtuddannede amerikanere – i en tid med galoperende økonomisk ulighed – stemmer på et parti, som tidligere har vist sig at tjene de absolut rigeste amerikaneres økonomiske interesser?  Det spørgsmål har jeg talt med en af de føromtalte politologer om, som har skrevet om samspillet mellem højrepopulisme og den rige overklasse i republikansk politik.

I søndags udsendte præsident Joe Biden en pressemeddelelse om, at han ville benåde sin søn Hunter Biden for alle lovovertrædelser, han havde begået de sidste 11 år. Det var en nyhed, der skabte store rystelser, eftersom præsidenten og hans stab gentagne gange havde slået fast, at en benådning af Hunter Biden ikke var på tale. Præsidenten ville – i modsætning til sin forgænger og nu også efterfølger – ikke så tvivl om retssystemets integritet. I stedet ville han acceptere dommen, lade retssystemet gøre sit arbejde og holde sig ude af processen, lød forklaringen igen og igen. I juni blev præsidentens søn dømt for at have løjet om sit stofmisbrug på en formular i forbindelse med købet af et skydevåben, og i september erklærede han sig skyldig i skattesvindel i Californien. Der var muligvis andre lovbrud, som det kommende republikanske flertal i Washington utvivlsomt ville have gravet i. Men den mulighed blev annulleret ved dekret af Biden i søndags – som et punktum på en forlænget Thanksgiving-weekend i Nantucket, Massachusetts med sin familie. Det vakte øjeblikkelig forargelse på tværs af det politiske spektrum. I meddelelsen påstod Biden, at retssystemet var blevet inficeret af partipolitik, hvilket udløste en bølge af anklager om hykleri. Pludselig lød Biden nærmest trumpistisk, hævede nogle. 

USA’s politiske tyngdepunkt er flyttet til Palm Beach, Florida i disse dage. Under glitrende lysekroner i tesalonen i Mar-A-Lago sidder Donald Trump med hoffolk som Elon Musk og gennemser potentielle ministerkandidaters tv-optrædener for at vurdere, om de har udseendet til en kabinetpost, kan tale hans sag på fjernsyn, og vigtigst af alt om de er loyale, sande troende MAGA-apostle.

Siden Kamala Harris’ nederlag har det vrimlet med ligsyn af hendes kampagne. Selvransagelsen i partiet har budt på både sorg og skarpe, interne beskyldninger. Der findes en fortælling bag udfaldet, der er mere ligetil, men også en dybere, mere kompleks forklaring, der gemmer sig under vraget. Ikke desto mindre er konturerne af de forskellige skoler og generelle brudflader i partiet allerede kommet til syne i selvransagelsen. De mange flugter fint med Demokraternes overvejelser om, hvordan man vinder valg, og de kredser alle om moderteorien om et mistillidsvotum mod den siddende regering og status quo. Dog er én overordnet, herskende forklaring svær at komme udenom: Det Demokratiske Parti endte i en hårdknude på grund af Joe Bidens og hans stabs beslutninger.