Isak Hüllert

“Please, hjælp mig med at introducere vores næste taler: Honninggrævlingen. Vores kommandør. MAGA-mystikeren – Stephen K. Bannon,” brøler Vish Burra, en af de unge arrangører bag aftenens soiré, inden han tager imod hovedtaleren, Trumps tidligere chefstrateg.  Bannon, som er iklædt sin sædvanlige slidte Barbour-jakke og en krøllet skjorte med tre kuglepenne klemt fast mellem knapperne, indtager scenen til patriotiske toner, der runger ud gennem den grandiose balsal og giver genklang i det høje hvælvede loft og de korintiske søjler bag ham. “Yo! Er I stive allerede?!” lyder det fra Bannon, mens han smiler stort til salen, der er pakket til randen med hujende republikanere fra den yderste højrefløj.  “Det, I gjorde her i New York, var exceptionelt. I viste, at den her koalition er multietnisk. Det handler kun om, hvorvidt man er populist eller nationalist,” siger Bannon til de tusinder af gæster, der er iført festskrud omkring rundbordene.  “Alt det I gjorde, indvarslede den koalition, som vandt den 5. november,” fortæller han sine unge disciple.  “Den her klub er fra gaderne, fra the boroughs. Vi vinder ikke det her, vi river ikke det her system ned fra CEO-suiterne. Vi gør det fra gaden!”  Der bliver skålet, klappet og hylet. “I har den samme kvalitet som Trump,” fortsætter han. “Swagger, ikke? Swagger! I spytter dem i øjet og siger, at de tager fejl.” 

Donald Trump fremstiller sig selv som arbejderklassens populistiske forkæmper, men hans politiske praksis har ofte favoriseret den økonomiske elite.  Ifølge to politologer belønnede Trump de millioner af arbejdervælgere, som stemte på ham i 2016, med ringere rettigheder på arbejdsmarkedet, skattelettelser til de rige og andre tiltag, som synes at have tilgodeset de mest velhavende borgere og virksomheder.  Nu har de stemt på ham igen, tilmed i endnu større omfang. Og denne gang var det ikke hovedsageligt hvide arbejdervælgere i rustbæltsregionen, han vandt; det var næsten to tredjedele af alle vælgere uden videregående uddannelse. Hvordan kan det være, at millioner af lavtuddannede amerikanere – i en tid med galoperende økonomisk ulighed – stemmer på et parti, som tidligere har vist sig at tjene de absolut rigeste amerikaneres økonomiske interesser?  Det spørgsmål har jeg talt med en af de føromtalte politologer om, som har skrevet om samspillet mellem højrepopulisme og den rige overklasse i republikansk politik.

I søndags udsendte præsident Joe Biden en pressemeddelelse om, at han ville benåde sin søn Hunter Biden for alle lovovertrædelser, han havde begået de sidste 11 år. Det var en nyhed, der skabte store rystelser, eftersom præsidenten og hans stab gentagne gange havde slået fast, at en benådning af Hunter Biden ikke var på tale. Præsidenten ville – i modsætning til sin forgænger og nu også efterfølger – ikke så tvivl om retssystemets integritet. I stedet ville han acceptere dommen, lade retssystemet gøre sit arbejde og holde sig ude af processen, lød forklaringen igen og igen. I juni blev præsidentens søn dømt for at have løjet om sit stofmisbrug på en formular i forbindelse med købet af et skydevåben, og i september erklærede han sig skyldig i skattesvindel i Californien. Der var muligvis andre lovbrud, som det kommende republikanske flertal i Washington utvivlsomt ville have gravet i. Men den mulighed blev annulleret ved dekret af Biden i søndags – som et punktum på en forlænget Thanksgiving-weekend i Nantucket, Massachusetts med sin familie. Det vakte øjeblikkelig forargelse på tværs af det politiske spektrum. I meddelelsen påstod Biden, at retssystemet var blevet inficeret af partipolitik, hvilket udløste en bølge af anklager om hykleri. Pludselig lød Biden nærmest trumpistisk, hævede nogle. 

USA’s politiske tyngdepunkt er flyttet til Palm Beach, Florida i disse dage. Under glitrende lysekroner i tesalonen i Mar-A-Lago sidder Donald Trump med hoffolk som Elon Musk og gennemser potentielle ministerkandidaters tv-optrædener for at vurdere, om de har udseendet til en kabinetpost, kan tale hans sag på fjernsyn, og vigtigst af alt om de er loyale, sande troende MAGA-apostle.

Siden Kamala Harris’ nederlag har det vrimlet med ligsyn af hendes kampagne. Selvransagelsen i partiet har budt på både sorg og skarpe, interne beskyldninger. Der findes en fortælling bag udfaldet, der er mere ligetil, men også en dybere, mere kompleks forklaring, der gemmer sig under vraget. Ikke desto mindre er konturerne af de forskellige skoler og generelle brudflader i partiet allerede kommet til syne i selvransagelsen. De mange flugter fint med Demokraternes overvejelser om, hvordan man vinder valg, og de kredser alle om moderteorien om et mistillidsvotum mod den siddende regering og status quo. Dog er én overordnet, herskende forklaring svær at komme udenom: Det Demokratiske Parti endte i en hårdknude på grund af Joe Bidens og hans stabs beslutninger.

Lad os tage et kig på, hvad der skal til for, at de to kandidater, Kamala Harris og Donald Trump, opnår de nødvendige 270 valgmænd, og ikke mindst hvad man bør holde øje med på valgnatten og i dagene, der følger. Tre delstater i Midtvesten – Michigan, Pennsylvania og Wisconsin – havde i generationer fungeret som en "Blå Mur" for demokratiske præsidentkandidater. Men det sluttede i 2016, da Donald Trump vandt dem alle snævert, hvilket muliggjorde hans overraskende sejr over demokraten Hillary Clinton. Trump var den første republikanske kandidat til at gøre det siden 1980'erne.  Fire år senere vandt Joe Biden præsidentskabet ved at genvinde de tre svingstater i rustbæltet, samtidig med at han også sikrede overraskende sejre i Georgia og Arizona – to stater, der historisk set havde stemt republikansk.  Det er stadig de samme svingstater, du skal have for øje, sammen med North Carolina og Nevada. Og for at gøre det hele en tand mere nervepirrende: Ræset i år er endnu tættere end i 2020. Dengang ville et ryk fra Joe Biden til Donald Trump på blot 43.000 stemmer i de tre stater i rustbæltet have været nok til at give Trump sejren.  Kandidaterne har i den sidste uge turneret rundt i landet i forsøg på at vinde støtte fra uafklarede vælgere i de syv svingstater og rykke på marginalerne.

Aftenens amerikanske præsidentvalg bliver efter alt at dømme som at slå plat eller krone. Det er det tætteste nogensinde i landets historie, og de afgørende svingstater ligger inden for den statistiske usikkerhed, hvilket betyder, at ingen af kandidaterne har en klar føring. Uanset hvad målingerne, sofaeksperterne på X eller betting-hjemmesiderne spår, er der ingen klar favorit, og ingen som ved, hvad der kommer til at ske.  Ikke desto mindre ved vi en hel del om valget. Vi ved, at selv de mindste ryk i en håndfuld svingstater kan gøre forskellen. Vi ved, hvilke emner og vælgergrupper, der har domineret valgkampen og amerikansk politik i bred forstand i Trump-årene. Og vi ved, hvordan vælgerkorpset typisk opfører sig, når Donald Trumps navn står på stemmesedlen.

En gruppe demokrater mødtes for nylig i et puertoricansk kvarter i Philadelphia for at mobilisere vælgere til fordel for Kamala Harris. Frihedsbrevet var med og bevidnede blandede indtryk hos minoritetsvælgere, en utilstrækkelig demokratisk indsats i et ellers gunstigt arbejderkvarter og en trykket stemning af håb blandet med frygt. Mange af de fremmødte og lokale ledere kæmper en hård kamp – af frygt for, at der ikke bliver gjort nok i storbyen for, at Harris kan sejre i Pennsylvania.

I både danske og internationale medier har den danske fodboldstjerne Martin Braithwaite og hans onkel Philip Michael turneret som ejendomsmoguler.  “Verdens rigeste fodboldspiller,” “ejere af skyskrabere” og “jantelovsfornægtere” er nogle af de prædikater, dansk - og international presse har brugt om makkerparret.

I begyndelsen af året fik John Rose nok. Efter et langt liv som medlem af Det Demokratiske Parti meldte han sig ud.