Bar­ba­ra Ber­tel­sens bog­klub: Che­fre­dak­tør er inha­bil over for Stats­mi­ni­ste­ri­ets embeds­værk

Hvis Dagbladet Information skal skrive ledere om den mest magtfulde embedsmand i Danmark, er chefredaktøren for den gamle modstandsavis inhabil.

“Det er klart, at hvis Information skulle skrive en leder om Barbara personligt, så ville jeg ikke kunne skrive den,” siger Rune Lykkeberg.

Inhabiliteten skyldes, at Lykkeberg og departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, er med i den samme private bogklub, hvor de læser På sporet af den tabte tid, en fransk klassiker i syv bind af Marcel Proust.

Selvfølgelig er der ikke noget galt i, at magtens spidser læser fransk skønlitteratur sammen. Men som chefredaktør på Information repræsenterer Rune Lykkeberg den fjerde statsmagt, som er sat i verden for at kritisere og overvåge den udøvende magt.

Det, at repræsentanter fra pressen under private former regelmæssigt mødes med den øverste embedsmand i Statsministeriet, der reelt er Mette Frederiksens højre hånd, rejser spørgsmål om interessekonflikter.

Du kommer ikke længere fra arbejdet end madeleinekager

Man skal ikke have for mange opgaver på bordet, hvis man skal komme igennem Marcel Prousts syv tætskrevne bind af uendeligt snørklede sætninger, der kan fortsætte over flere sider, og som tilsammen tæller omtrent 3.500 sider eller 1.250.000 ord.

Derfor har chefredaktør for Dagbladet Information Rune Lykkeberg, litteraturredaktør på Dagbladet Politiken Jes Stein Pedersen, tidligere chefredaktør på samme avis Bo Lidegaard og departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen haft nok at tage fat i over de seneste fire år.

De og deres respektive partnere mødes privat fire gange om året og diskuterer 200 sider af På sporet af den tabte tid, som de har haft for som lektie siden sidste møde. Men er det kun Marcel Proust, de diskuterer?

“Jeg har simpelthen ikke nogen kommentarer til, hvad der sker i den bogklub, jeg hygger mig i, og som er fuld af madeleinekager, franske saloner og beskrivelser af hvidtjørne, der blafrer i vinden”, siger litteraturredaktør Jes Stein Pedersen til Frihedsbrevet.

“Det er det længste væk fra arbejde, man kan komme.”

Der er naturligvis et stykke vej fra Marcel Prousts ikoniske beskrivelser af madeleinekager dyppet i lindete til arbejdet som chefredaktør for Danmarks store aviser, men når man spørger Bo Lidegaard om kagerne og arbejdet skvulper sammen, svarer han:

“Jeg synes aldrig nogensinde, det er mærkeligt at mødes med andre mennesker og snakke med dem om noget som helst,” siger tidligere chefredaktør på Dagbladet Politiken.

“Hvem jeg mødes med privat, det rager da ikke dig. Det er da et mærkeligt spørgsmål at få,” siger Bo Lidegaard.

Vi er nærmest allerede for tætte

Frihedsbrevet har taget kontakt til flere af landets chefredaktører for at spørge ind til private forhold mellem magten og pressen, og hvordan de mener, at man helt konkret skal forvalte den slags relationer.

Chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik synes, at en bogklub lyder virkelig hyggeligt, men han siger også, at han nok ville takke pænt nej, hvis han blev inviteret. Både fordi han ikke gider have lektier for og også af mere principielle årsager, fordi der er tale om en fast ordning.

“Politiske og økonomiske magthavere og mediefolk, er i forvejen ret tæt på hinanden, hvis ikke for tæt. Så der er ikke nogen grund til at gøre det værre ved at være med i alle mulige formelle eller uformelle netværk”, siger han.

“Vi har ikke principielt samme interesser som politiske og økonomiske magthavere. Ofte tværtimod.”

Chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen mener ikke, at der grundlæggende er problemer i, at folk har venner ved magten.

”Jeg synes ikke, at man kan lave et firkantet princip om, at chefredaktører ikke må have venner. Det er noget, man må håndtere fra gang til gang.”

Hun vil ikke kommentere på den konkrete sag, men når det kommer til at have venner i Statsministeriet, mener Gjertsen, at det kræver en professionalisme.

”Det er jo i virkeligheden noget, man lærer første dag på Journalisthøjskolen. Man skal forholde sig kritisk, og man skal ikke skrive om sig selv og sine venner. Det oplever jeg egentlig, at folk er meget bevidste om, og at vi er gode til at håndtere.”

Da Frihedsbrevet ringer til chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard nøjes hun med at konstatere, at hun “går ud fra, at de er i stand til at håndtere de interessekonflikter, der ville kunne være,” og mere vil hun altså ikke lige sige.

Vi fiser rundt i svingdøren

Martin Krasnik peger i øvrigt på et andet problem, som han kalder “svingdøren” mellem Christiansborg og nyhedsredaktionerne.

“Journalister og politikere fiser rundt i den svingdør og skifter stillinger. Journalister bliver politikere, og politikere bliver journalister, og alle bliver partiernes rådgivere. Det synes jeg sgu er et større problem end en læseklub.”

Det er Bjarne Corydon, chefredaktør på Børsen og tidligere finansminister under Helle Thorning, selv et eksempel på.

Han ser heller ikke et problem i, at magt og medier spiser madeleinekager sammen, så længe man har styr på sin faglighed. Tværtimod er det en god ting, at vi i Danmark har en uformel omgang med hinanden, og at journalister og magthavere kan tale med hinanden.

“Tag mig selv. Jeg har et enormt netværk, nogle gange har jeg også været personligt involveret i de sager, vi dækker. Du kan tage Dong-sagen. Der træder jeg selvfølgelig et skridt baglæns. Det skal man kunne håndtere i alle instanser.”

Corydon mener, at journalistikken bliver bedre af, at journalister kan tale med magthavere, fordi journalistikken ellers ville kunne komme ud af trit med virkeligheden.

”Fri journalistik forstået som løsrevet journalistik, det er jo dårlig journalistik,” siger han.

”Det er et forkert ideal, at man skal sidde i et vakuum med et maskingevær og så bare skyde på en masse ting, man ikke forstår.”

Meget, meget, meget tilforladeligt

Rune Lykkeberg mener ikke, at det er et problem, at han som chefredaktør plejer omgang med Statsministeriets departementschef. Han erkender dog, at det godt kan komme til at se sådan ud.

”Jeg kan godt se, at man kan fremstille det på den måde. Derfor er det også, jeg siger, at det forudsætter, at man opretholder nogle meget klare grænser,” siger han.

Men er det ikke et problem i sig selv, at det kan opfattes som et problem?

”Det er derfor, jeg fortæller dig, hvordan jeg synes, det skal opfattes. Det skal opfattes, som om der er syv mennesker, der sidder i en kreds sammen og diskuterer noget litteratur og de diskussioner, der kan komme ud af det. Det synes jeg er meget, meget, meget tilforladeligt.”

Du siger selv, at du er inhabil, når det kommer til Barbara Bertelsen. Hvor stopper den så? Kan du godt være kritisk over for Statsministeriet?

”Nu er Barbara Bertelsen jo ikke nogen politisk udpeget person. Hun er jo en del af embedsapparatet. Hun er ikke en del af den magt, man drager til regnskab i et ministerstyre, men det er klart, at med den position hun har fået … Hvis der er noget om hendes person, det kan jeg ikke. Det handler ikke om, at jeg ikke ville kunne det analytisk eller fagligt, det handler netop om habilitet.”

Men det er jo velbeskrevet, at hun er magtfuld, og at hun er Mette Frederiksens højre hånd, og at hun repræsenterer den her moderne måde at være departementschef på, hvor hun har fingrene ret langt nede i pottemulden. Jeg tænker bare, er der en grænse? Kan du godt behandle Statsministeriet kritisk?

”Ja.”

Kan du skrive kritisk om statsministeren?

”Jeg kan godt skrive kritisk om landets statsminister Mette Frederiksen, ja. Selvfølgelig kan jeg det.”

Men kan du forstå, hvis der sidder nogen og tænker, at du sikkert får nogle ting at vide til de der møder i bogklubben, som andre måske ikke ved?

”Folk mødes på alle mulige forskellige niveauer og med alle mulige former for udveksling og hemmelige møder og i mere eller mindre faglige sammenhænge som VL-grupper og ERFA-grupper. Der synes jeg bare, at det at sidde og diskutere de der 3.500 sider Marcel Proust i en læsegruppe, hvor der sidder tre ægtepar og en anden, det synes jeg tilhører noget af det mest tilforladelige.”

Men det, at man kan rejse en mistanke, kan vel på en eller anden måde kompromittere Informations og din troværdighed?

”Prøv at høre. Hvis du ser på vores dækning af regeringen og ministerierne og centraladministrationen, så er der fandme ingen, der kan sætte en finger på, at det ikke er uafhængigt og radikalt kritisk, det kan jeg love dig.”

Alle burde være med i en bogklub

Frihedsbrevet har både henvendt sig til Barbara Bertelsen telefonisk, på sms og på mail for at få svar på, om det kan påvirke armslængdeprincippet, at den øverste embedskvinde i Statsministeriet omgås privat med ledende mediechefer.

Til vores spørgsmål svarer Barbara Bertelsen:

”Jeg kan anbefale alle, der har lyst til det, at være med i en bogklub. At læse skønlitteratur betyder for mange en bedre indsigt i og empati for andre mennesker.”