Cykel­ryt­te­re ved ver­dens ende

Mens jeg stod langs vej­kan­ten og betrag­te­de enkelt­star­ten, og en ukendt ryt­ter fra Mal­ta kør­te for­bi, og jeg hør­te publi­kum sige “Wow, det er den hur­tig­ste, vi har set i dag, han vin­der,” og da Yves Lampa­ert lidt efter kør­te for­bi, vin­de­ren fra enkelt­star­ten i Køben­havn, kig­ge­de folk på en måge ved en skral­des­pand. Jeg hør­te fle­re bli­ve eni­ge om, at tider­ne fra i dag fun­ge­re­de lige­som kva­li­fi­ka­tio­nen til For­mel 1, og at ryt­ter­ne kør­te om pole posi­tion til på søn­dag. Jeg kun­ne fort­sæt­te læn­ge med lig­nen­de obser­va­tio­ner. At Wol­longong udover sin smuk­ke natur­li­ge belig­gen­hed og sin inter­es­san­te mine­hi­sto­rie ellers er en uka­rak­te­ri­stisk by uden et ene­ste smukt hus eller en ene­ste smuk kir­ke, øger min undren over, at løbet er pla­ce­ret her.