Bastian Emil

Sæsonen har nået sin ende. Tadej Pogačar vandt lørdag Lombardiet Rundt og sluttede sæsonen af, som han begyndte den: Med sejr. Fra februar til oktober har han strøet sin styrke ud. Han vandt i februar Clasica Jaen Paraiso Interior og så fulgte Ruta del Sol, Paris-Nice, Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Fleche Wallone.

Vuelta a España sluttede søndag i Madrid. På en aftenetape fra hestevæddeløbsbanen Zarzuela lidt nord for byen, forbi Pradomuseet til Paisaje de la Luz’ majestætiske storhed, kørte rytterne de sidste kilometer af årets sidste grand tour. Det hollandske storhold Jumbo-Visma er det bedste cykelhold i moderne tid. De knuste al modstand og besatte podiets tre øverste trin, da fejringen fandt sted i aftensolen. Det er en kendsgerning, at de har vundet alle årets Grand Tours med tre forskellige ryttere. Det maner til respekt og beundring. Cykelløbene er deres.

Ganske overraskende er det hverken Jonas Vingegaard eller Primož Roglič, holdets to kaptajner, som fører løbet. Det er i stedet den loyale hjælperytter Sepp Kuss, som bærer den røde førertrøje. Han kørte sig i stilling til førstepladsen på løbets 6. etape til Javalambre i Aragon. Den dag satte Jumbo-Visma et massivt og overraskende angreb ind på den forsvarende vinder, Remco Evenepoel, og resten af klassementets udfordrere. På en kuperet, men ellers lidt uanseelig etape sendte de halvdelen af deres hold i udbrud, heriblandt den trofaste løjtnant Kuss.

Vuelta a España er startet. Den forsvarende vinder fra Bruxelles, Remco Evenepoel, stiller til start med rygnummer 1. Han udfordres fra en fælles front af Jonas Vingegaard, som vandt Tour de France, og Primož Roglič, som vandt Giro d’Italia. Det er stort for løbet, at tre Grand Tour-vindere står klar i forreste geled. At Tour de France-vinderen har meldt sin ankomst og skal kæmpe mod den tidligere verdensmester, fænomenet Evenepoel, for første gang i en Grand Tour, giver løfter om et godt cykelløb. Det er den røde førertrøje, som er på højkant de næste tre uger.

Det er et stort dynasti, Mathieu van der Poels navn er en del af. I hvert løb han stiller op i, sammenlignes han med sin families storhed. Efter verdensmesterskaberne i Glasgow er der ikke længere nogen tvivl. Mathieu er sin families fineste cykelrytter. I silende regnvejr krydsede han målstregen langt fra sin rival van Aert. Han rystede på hovedet. Tog sig til hjelmen og forsøgte at begribe sejren. 1 minut og 37 sekunder efter kom van Aert slukøret kørende. Endnu en andenplads. Hans karriere står nu en anelse i skyggen af van der Poels.

Ønsker man at se et cykelløb fra vejkanten så vælg et løb hvor Remco Evenepoel fra Belgien stiller til start. I lørdags oplevede jeg ham i sit sidste løb i verdensmestertrøjen. Den trøje, som han erobrede langs Stillehavets kyst i Wollongong i Australien for næsten et år siden med et soloangreb langt fra mål. Som dengang gjorde det i dag stort indtryk at se den 23-årige belgier passere forbi med sin aerodynamiske stil og sin høje fart, altid forrest. Fordi det tilfører cykelløbene en magi, når hans navn står på startlisten.

“Jeg er ikke ung mere”. Sådan sagde Tadej Pogacar på Champs Élysées efter gårdagens målgang i Paris. Han sad og gav sine sidste interviews i ungdomstrøjen, som har været hans fire år i træk. Om et par måneder fylder han 25 år og er ikke længere en del af ungdomsklassementet. “Jeg siger farvel til min elskede hvide trøje. Det var et utroligt løb for mig og mit hold. Jeg er meget glad for at nå podiet i Paris”. Pogacars gode humør er et af hans mange våben som cykelrytter. Ud over sine angreb i bjergene og på brostenspavéerne, sin charmerende og ærlige facon, er hans smil en del af hans overbevisende udtryk som menneske. Det er simpelthen svært ikke at holde af ham.

På to dage har Kasper Asgreen fra Kolding gjort umådeligt indtryk på alle, der holder af Tour de France og følger cykelrytternes bedrifter. Efter en lang periode med voldsom modgang fangede han alles blik, da han de sidste to dage har præget Tour de France i fineste grad.

Cykelløbet er i sin grundidé en undersøgelse af det ekstreme. Det balancerer på den tynde line, der spændes ud på de 21 etaper, mellem det mulige og det umulige. Som det er ønsket i Tour de France, blev årets løb i går afgjort på det højeste bjerg Col de la Loze. At Jonas Vingegaard definitivt distancerede sin rival Pogacar på den lange og stejle stigning op mod skiområdet Courchevel er en opfyldelse af ønsket om, at Tour de France skal vindes der, hvor løbet er hårdest.

"Hver eneste Orestes ved, før han overhovedet rører en cykel, at han vil få en Pylades. Hver Girardengo ved, at han får sin Ganna, hver Binda sin Guerra, hver Bartali sin Coppi.“ Sådan skriver den italienske forfatter Curzio Malaparte i sit essay om Fausto Coppi og Gino Bartali, der udkom som optakt til Tour de France i 1949. Malaparte beskriver rivalen som en broderlig fjende. En forbindelse til en konkurrent, som er så stærk, at det imiterer et blodets bånd. Jeg forstår ham efter at have overværet denne weekends cykelløb i Jurabjergene og Alperne, hvor Tadej Pogacar har udfordret Jonas Vingegaard.

Det er hviledag i Tour de France. Rytterne restituerer i Clermont-Ferrand i Auvergne i det centrale Frankrig. Clermont-Ferrands bybillede er præget af en mægtig katedral på Place de la Victoire i den centrale del af byens gamle centrum. Katedralen blev rejst i 1200-tallet og blev udbygget ad flere omgange gennem de næste århundreder. To klokketårne blev rejst. De rækker begge 100 meter op mod himlen. Men det mest bemærkelsesværdige ved katedralen er, at den er bygget af sort lavasten. Det er en mørk gotisk kæmpe indgydende gudsfrygt.

Et godt cykelløb indeholder overmod. Enhver stor cykelrytter kan lade sig drive frem af det. Det drejer sig om at handle uforsigtigt eller med for kraftig selvtillid. Det fremprovokeres ved en følelse af overlegenhed. Det er for publikum en af cykelløbets bedste konflikter. Overmodet leder til storhed, men fører til undergang.

Jumbo-Visma spiller på to heste. Van Aerts etapesejre og Vingegaards gule trøje. Det er en sulten strategi. Den lykkedes sidste år, da van Aert vandt tre etapesejre og den grønne trøje, og Vingegaard vandt løbet. Men det perfekte er svært at gentage.

Verdens største og vigtigste cykelløb, Tour de France, starter på lørdag, når løbets Grand Depart tager rytterne gennem tre etaper i Baskerlandet fra Bilbao til Bayonne. Det er et interessant anslag. Baskerlandet er en region, som passioneret brænder for cykelsporten og heltedyrkelsen, der lever heri. De har deres egne gode cykelløb som Baskerlandet Rundt og Clásica San Sebastian og har deres eget hold, Euskaltel, med et navn som har en klang af sejre i bjergene for deres cykelpublikum.

Den unge bjergrytter Mattias Skjelmose udførte i søndags den sjældne kunst at vinde et danmarksmesterskab i et land uden bjerge. Sætningen lyder abstrakt: Bjergrytteren fra landet uden bjerge. Det er godt, at Mattias Skjelmose er gjort af et hårdere stof end hvad, der er almindeligt, for i de seneste to uger har han i en alder af blot 22 år stået igennem flere livsdefinerende udfordringer.

Giro d’Italia sluttede søndag aften i Rom. Det har været en usædvanlig udgave af det gamle løb. Efter de første to ugers heftige regnvejr blev løbet på grund af sin vanskelighed pakket ind i en dyne af passivitet. Mange var udgået, og de tilbageværende blev forsigtige. Regnen og kulden havde tilsyneladende taget modet fra klassementsrytterne. Når bjergetaperne var lange, tøvede de og forsøgte først at udfordre hinanden på de sidste meter.

Regnen har ramt Giro d’Italia. Fra Abruzzo gennem Molise til Apulien, gennem Basilicata til Campania, mod nord igen til Abruzzo og derefter passerende Umbrien, Marche, Emilia-Romagna, Toscana, Ligurien og Piemonte er regnet faldet over cykelrytterne i det gamle løb. Det er blevet til et Giro d’Italia for de mest modstandsdygtige. Rytterne er blevet syge og er styrtet. Det største tab var, da den helt store hovedperson, verdensmesteren Remco Evenepoel på kun 23 år, sidste søndag måtte udgå i løbets førertrøje. Han havde netop vundet sin anden etapesejr på enkeltstarten, som gik gennem Cesena. Men han vandt kun med mindre end et sekund.

Foråret endte voldsomt for Tadej Pogačar. Sidste søndag vandt han Amstel Gold Race. Onsdag vandt han La Flèche Wallonne. Og i søndags var han i gang med at fuldende trilogien af sejre i de mest prestigefyldte ardennerklassikere, da et styrt fældede ham. Det største og vigtigste løb, Liège-Bastogne-Liège, var undervejs, da danske Mikkel Honoré hårdt ramte et hul i vejen. Begge hans dæk eksploderede, cyklen fór ud af kontrol, og i hans baghjul sad Pogačar, forårets mest vindende og mest omtalte rytter. Begge ryttere måtte forlade løbet. Pogačar med flere frakturer i sit håndled. Der var stadig langt til mål. Løbet var endnu ikke trådt ind i sin afgørende fase. Med Pogačars kontakt med asfalten mistede løbet den ene af sine to hovedpersoner.

I cykelsporten handler det om at vinde. Men under hvert løb tvinges rytterne til handlinger, som nuancerer sporten. En rytter ofrer sig for sin kaptajn. En anden forårsager et styrt og skammer sig. En tredje er gavmild og giver sejren til sin vandbærer. Klokkerne i kirken i Roubaix kimer, når rytterne når byen efter de 270 kilometer fra syd mod nord. Velodromen, der afgør forårsklassikeren, kaldes en katedral blandt cykelbaner. Brostensløbene er og bliver et autentisk billede på hæder og ære, styrke og styrt. De er et eksempel på, hvordan mennesket søger efter noget højere gennem anstrengelse. Her følger mine tanker om forårssæsonen.

I dag på rundstrækningen i Wollongong satte Evenepoel sit første angreb ind med 75 kilometer til mål og slap fri med en mindre gruppe. Med 40 kilometer til mål slog han til igen og denne gang kun i følgeskab med en enkelt rytter. Dette var han heller ikke tilfreds med. Med 25 kilometer til mål accelererede han endnu en gang og siede sin sidste følgesvend fra. Som han har gjort det til sit varemærke, kørte han væk alene. Jeg har set ham gøre det flere gange nu, og det minder mig om mestrenes mester Fausto Coppi, som var un uomo solo a commando (en mand alene i angreb). At angribe langt fra mål, at vinde med så klar en margin, er et efterstræbt ideal i cykelsporten. Det skyldes, at det er et symbol på at bære ensomheden.

Mens jeg stod langs vejkanten og betragtede enkeltstarten, og en ukendt rytter fra Malta kørte forbi, og jeg hørte publikum sige “Wow, det er den hurtigste, vi har set i dag, han vinder,” og da Yves Lampaert lidt efter kørte forbi, vinderen fra enkeltstarten i København, kiggede folk på en måge ved en skraldespand. Jeg hørte flere blive enige om, at tiderne fra i dag fungerede ligesom kvalifikationen til Formel 1, og at rytterne kørte om pole position til på søndag. Jeg kunne fortsætte længe med lignende observationer. At Wollongong udover sin smukke naturlige beliggenhed og sin interessante minehistorie ellers er en ukarakteristisk by uden et eneste smukt hus eller en eneste smuk kirke, øger min undren over, at løbet er placeret her.

Da jeg så Evenepoel på vej op ad det afsluttende bjerg Peñas Blancas, var hans ansigt blegt, alvorligt, vredt, og hans ærgerrige stil var ikke slået i stykker. Han vil vinde dette løb. Som han styrter, må han fortsætte. Hvis han får kriser i Sierra Nevada i weekenden, må han komme sig over dem. Han vil til Madrid i den røde trøje. Det følte jeg i det blik, jeg mødte, som han passerede forbi i 1200 meters højde i Andalusien i en eksklusiv gruppe bestående af løbets forreste ryttere: Enric Mas, Primož Roglič, Juan Ayuso. Evenepoel og Quick Step Alpha Vinyl havde ladet udbruddet slippe afsted, og flere minutter forinden havde jeg set Richard Carapaz køre forbi. Ecuadorianeren har jeg ikke nævnt med et ord, siden han led det store nederlag på Marmolada i Giro d’Italia. Sådan kan det mærkes, at sæsonen nærmer sig sin afslutning.

Årets Danmark Rundt kørtes over fem etaper fra Sjælland over Fyn til Jylland, hvor løbet sluttede i Vejle. På første etape fra Allerød til Køge var jeg med Brian Holm i Quick Steps bil. Arbejdet som sportsdirektør er intenst. Det kræver overblik og ro, for rollen er vigtigst, når løbet er mest turbulent, uforudsigeligt og farligt. Jeg sagde intet i bilen, men fulgte med blikket landskabet og rejsen fra by til by, hvor rytterne badede sig i glade tilråb og klapsalver fra publikum langs vejkanten. Magnus Cort, der kørte i bjergtrøjen i Tour de France og vandt en etape, var sammen med OL-guldvinderen Michael Mørkøv de ryttere, der blev hyldet mest konsekvent, og hyppigt så jeg bannere og skilte, hvorpå deres navne stod skrevet med store bogstaver. Fra bilruden så jeg tusindvis af smilende ansigter, som mødte rytterne, der ufortrødent gik i gang med endnu en dags arbejde, en ny dag med slid, bevægelse og jagten på sejr.

Det er fjerde gang, jeg ser Remco Evenepoel køre alene mod målstregen som sejrherre. Jeg har oplevet det to gange under Post Nord Danmark Rundt, i foråret under Liège-Bastogne-Liège og i går langs strandpromenaden i Baskerlandets største by San Sebastián. Det er ikke noget, jeg vænner mig til. Hans sejre har et format, som sætter tanker i gang: Hvad kan man nå med sit liv, hvad kan man nå som ung? Her er en mand med selvtillid. Evenepoel er kun 22 år gammel, men han taler med pressen som en succesfuld veteran. Han er rolig og har et afklaret og direkte blik.

Der findes de dage, som er umulige at glemme, og så er der alt det resterende, som passerer, som er at bygge op og vokse, falde fra hinanden, forsøge igen, at køre en nedkørsel og en stigning. Sådan kan Tour de France og livet beskrives og Jonas Vingegaard, den 25-årige Thybo, blev i går kronet som vinder af årets løb som en total kulmination på sit livs slidsomme indsats som cykelrytter i et uforglemmeligt sceneri på Champs-Élysées. På den store boulevard, som er navngivet efter de elysiske marker i den græske mytologi, hvor helte blev stedt til hvile efter deres bedrifter, i den enorme menneskemængde, mens aftensolen sænkede sig bag Napoleons triumfbue, stod dette menneske, som har klaret så mange udfordringer de seneste tre uger og afvist al modstand, i sit livs mest strålende øjeblik, med et bevæget blik i øjnene og oplevede, hvad det vil sige at indfri sine egne forventninger og modtage folkets hyldest.

Etapen i går var en påmindelse om vækkelsen af fascinationen for sejr, nederlag og den store kamp. I sin grundform så vi to gode i mennesker i deres bedste øjeblik, som angreb hinanden med alt, hvad de havde, og hvor den ene til sidst måtte give op. Det var et vindue til de samme gammeldags begreber, som Illiaden omfavner.

Fire af de 10 danskere, der stillede til start, er nu udgået – fra Asgreen med smerter i knæet, over Cort med corona og Fuglsang med et brækket ribben til Mørkøv med sygdom. En af de danskere, der fortsat er med i løbet, kører som en drøm: Mads Pedersen. På etapen til Saint-Étienne, blot to dage efter Vingegaards sejr på Granon og tre dage efter Corts triumf i Megeve, var det Pedersens tur.

En atlet er et symbol på at holde en drøm i live. Drømmen om sejr og styrke. Om at håndtere modgang og nederlag. At prøve alt og nå så langt man kan. Når jeg som det første skriver om drømme, er det, fordi Jonas Vingegaard, som sensationelt vandt gårsdagens store bjergetape i Tour de France og erobrede den gule trøje med mere end to minutter ned til Tadej Pogačar, århundredets cykelrytter, i interviewet efter etapen sagde: “Dette er min drøm.” Her følger min reportage fra den historiske 11. etape.

På trods af at være iført både løbets gule førertrøje og den grønne pointtrøje var van Aert ikke tilfreds på podiet i Sønderborg søndag aften. Jeg så ham i øjnene, og han virkede stolt og bevidst om sin position øverst i hierarkiet, men det skurrede i hans triumftog, at han ikke havde vundet en etape.

Tour de France i Danmark er kørt. Her følger reportagerne fra 2. og 3. etape af løbet, som blev en jubelfest i folkemasser præcis så store, som arrangørerne havde håbet på. Dagene bød på en rørende sejr til en sprinter, som var dømt ude for evigt, styrt på storebæltsbroen, Magnus Cort alene i angreb, holdbussernes chaufførers indbyrdes kapløb for at vinde løbet i løbet og en speciel vinder på løbets 3. etape med en direkte og dyster forbindelse til den foregående dags vinder.

Yves Lampaert vandt overraskende første etape af årets Tour de France i København. Enkeltstarten, som strakte sig over 13 kilometer, blev en dramatisk opvisning i disciplinen, som på fransk kaldes Contre le montre – Kampen mod uret.

I går blev definerende for, hvordan holdpræsentationer i fremtiden kommer til at udfolde sig. Arrangementet, som traditionelt er statisk og akavet, hvor rytterne ofte foretrækker at komme væk så hurtigt som muligt for at komme tilbage i den præstationsoptimerende rutine, blev en total fejring af landevejens helte i fine rammer i Tivoli.

Det har været en dramatisk uge. Årets kulmination er inden for rækkevidde med Tour de France i Danmark, men den turbulens, som altid hersker i cykelsportens univers, har endnu engang sat en uro i alle os, der følger sporten. Først styrtede Kasper Asgreen slemt i Schweiz Rundt og måtte syes i knæet, og derefter kørte Michael Valgren ud over en klippeskrænt i Route d'Occitaniee og kom alvorligt til skade, da han brækkede sit bækken. Asgreen kæmper med tiden for at blive klar ved startstregen på Rådhuspladsen, og Valgren er ude af konkurrence i månedsvis.

Giro d’Italia blev afgjort i søndags, og udgaven, der strakte sig over 3.000 kilometer fra Budapest til Verona, endte med at blive et vindue til afmagt og nederlag, da løbets førende rytter og forhåndsfavorit Richard Carapaz kørte sig ind i sit livs krise på næstsidste etape op ad bjerget Marmolada. Hans føring smuldrede på trods af, at han inden etapen lignede en mand, der ikke var til at slå. I stedet overtog australske Jai Hindley løbets lyserøde førertrøje og blev modsat Carapaz billedet på unedbrydelig styrke. Læs her, hvordan kampen om sejren i den tre uger lange italienske rundtur udfoldede sig.

Giro d’Italia går nu ind i sin afgørende fase. Det sker efter mandagens hviledag, som under et tre uger langt etapeløb er en tid for refleksion og et spændingsopbyggende element i den fortælling, som en Grand Tour præsenterer sine følgere. Læs her, hvordan løbet har udviklet sig, og hvad der kan forventes af slagene i alperne i den 105. udgave af Giro d’Italia.

Fra kurslottet Chateau des Therme dybt inde i Ardennernes skove fulgte jeg Quick Step-holdets vej til sejren på nærmeste hold i søndagens monument Liège-Bastogne-Liège. Løbet udviklede sig til en yderst formidabel udgave med tidlige angreb og en belgier i sit livs længe ventede triumf. Men også et alvorligt styrt prægede oplevelsen, og verdensmesteren Alaphillippe styrtede og befinder sig nu på et hospital i Flandern.

I søndags blev forårets største endagsløb, Paris-Roubaix, afgjort på de nordfranske brosten, som det er blevet hvert forår siden 1896 med undtagelse af verdenskrigenes og pandemiens år. Det solbeskinnede grønne landskab kunne ikke stå i større kontrast til sidste års regnfulde kaos. Men dette gav ikke et blidere løb, og det blev den hurtigst kørte udgave nogensinde af l’Enfer du Nord. Løbet lever stadig op til løbsdirektør Jacques Goddets ord beskrivende det som “cykelsportens sidste rene vanvid”, og styrt og støv indhyllede dagen i farlig skønhed, som det gør hvert år. Jeg var til stede på pavéerne og på velodromen i Roubaix.

Belgiens største stjernerytter Wout van Aert, som jeg har brugt så meget tid på at hylde hele foråret frem mod netop dagens løb, og som jeg har præsenteret som sin generations mest lysende klassikerrytter kom slet ikke til start i sit hjemlands vigtigste løb, Flandern Rundt. Dagen før løbet fik han konstateret Covid-19. Først skuffede det mig helt enormt, men senere blev jeg mindet om en vigtig lektie, som cykelsporten har lært mig: Når løbet først køres, er der ikke tid til at tænke på dem, som ikke er med. Eller som det engelske talent Tom Pidcock sagde på startstregen i Antwerpen med poetisk præcision: I can only race against the ones who race. Fra toppen af Oude Kwaremont oplevede jeg den 106. udgave af det belgiske brostensløb.

I morgen køres et af årets vigtigste, hårdeste og mest prestigefulde cykelløb, når de 18 flamske brostensbeklædte hellinge skal overvindes i monumentet Flandern Rundt. For cykelkendere er Flandern Rundt betragtet som et decideret højdepunkt i sæsonen, og alt, hvad der idoliseres i forårsklassikerne af barskhed og vedholdenhed, kommer til udtryk i løbet af de svimlende 275 kilometer. Her udfolder der sig et udskilningsløb, hvor styrt og træthed sorterer de svage fra, og i løbets finale skal favoritterne udfordre hinanden på de legendariske paveer som Kanarienberg, Patersberg og Koppenberg. Endnu engang er Wout van Aert sammen med sin ærkerival Mathieu van der Poel i hovedrollerne, og deres største udfordrer gennem hele forårssæsonen er Kasper Asgreen.

I lørdags blev den 113. udgave af den italienske forårsklassiker Milano-Sanremo afgjort. Løbet blev en vigtig opvisning i en af cykelsportens fineste kvaliteter: Hyldesten til modet. På nedkørslen fra den korte stigning Poggio kort før mål angreb feltets bedste nedkører slovenske Matej Mohoric, og i en uhyggelig magtdemonstration i køreteknik, hvor han flere gange tog så store chancer i svingene, at han nær styrtede, formåede han at opbygge et forspring, som et jagtende favoritfelt ikke kunne lukke.

I den forgangne uge blev der kørt prestigefulde cykelløb i både Frankrig og Italien. De to etapeløb Paris-Nice og Tirreno-Adriatico satte scenen for sæsonens første opgør mellem sportens klassementsryttere.

Cykelsæsonen fortsatte med at vise sit solbeskinnede ansigt i lørdags, da to af fartens verdener mødtes på Piazza del Campo i Siena. Her afsluttedes nyklassikeren Strade Bianche, som også i år leverede et medrivende cykelløb af styrt, marmorstøv fra Toscanas hvide grusveje og en sublim solotriumf. Piazza del Campo er også hjemsted for hestevæddeløbet Palio di Siena, hvor byens 17 distrikter kæmper om prestige to gange om året. Rytterne rider uden sadel i middelalderlige dragter, og tre omgange skal tilbagelægges på den enestående smukke plads.

I skyggen af Ruslands voldelige og tragiske invasion af Ukraine blev den europæiske cykelsæson for alvor åbnet i weekenden. I De Forenede Arabiske Emirater, Frankrig og vigtigst af alt i Belgien blev der kørt løb. Efter at have tilbragt måneder i højdetræningslejre på vulkaner og afsidesliggende, ensomme steder, hvor ambitionerne for den kommende sæson støbes, og hvor intet andet end tanken om at opbygge kroppens fysiske formåen får plads, vendte verdens bedste cykelryttere endelig tilbage til konkurrence.

Jeg har set frem til at sende dette sidste Fri Hjul for i år som opsamling på den overståede sæson. Jeg ønsker at minde om årets højdepunkter. Om at generationen af unge cykelryttere lige nu repræsenterer sportens inderste idealer: at optegne en klar formel for styrkeforholdet mellem de bedste ryttere og for undersøgelsen af grænsen for den menneskelige formåen. At minde om at vinterpausen skal bruges til at opbygge forventningerne til, at den kommende sæson kan overgå den forgangne. Hvad nyttigt er der ellers at bruge disse lange måneders manglende cykelløb til? 

Fra torsdag til lørdag var jeg til det traditionsrige 6-dagesløb, som nu er et 3-dagesløb i Ballerup Super Arena arrangeret af DBC. Oplevelsen er et stilstudie i fart, men også et forsøg på at holde fortiden og minderne om 6-dagesløbet i Forum og fortidens helte som Kay Werner og Evan Klamer i live. Her er min reportage.

Tadej Pogačar fra Komenda i Slovenien er uimodståelig. I går vandt han en solbeskinnet udgave af Lombardiet Rundt. Med et angreb hele 35 kilometer fra mål på løbets hårdeste bjerg Passo di Ganda, kørte han væk fra verdensmesteren Julian Alaphillippe, landsmanden Primož Roglič, sicilianeren Vincenzo Nibali og alle de andre store navne, der i dag forsøgte at erobre sæsonens sidste monument. 

De, som følger mit arbejde, ved, at italiensk cykelsport har en særlig plads i mit hjerte. Den italienske cykelhistorie er knyttet til selve nationens historie med stærke bånd. Således findes fortællinger om cykelryttere, der med deres resultater har afværget oprør, revolutioner og åben kamp i gaderne. Mest berømt er historien om Gino Bartali, som kørte i cykelsportens guldalder i 1940’erne og 1950’erne, og som under Tour de France i 1948 efter et opkald fra Italiens daværende premierminister afværgede en truende konflikt.

Roubaix er et vidunderligt sted!  En lille fransk industriby giver til trods for al sin beskedenhed sportens verden et skue, som bekræfter, at store og svulstige ord som heroisk, tappert, bravt og grusomt med indlysende selvfølgelighed kan bruges til at beskrive cykelryttere og cykelløb.  Det, som trofaste cykeltilhængere havde ventet på i 19 år, skete i dag, da uvejret ramte Nordfrankrig på denne hellige søndag, hvor årets største klassiker blev afgjort. 

Roubaix er et sørgeligt sted. Landskabet er tungt og præget af svær og forladt industri, slid og slæb, krig og slagmark gennem hundrede år. Husene er udfærdiget og støbt i beton med store vinduer med plastik-rammer, og gaderne er uden træer. Jeg kan ikke komme i tanke om andre omstændigheder, hvor et sådant landskab bliver hyldet og romantiseret. Her til aften er det mit yndlingslandskab! Det er det ukueliges æstetik, og det er netop det, der skal til, for at rytternes kørsel bliver virkelig heroisk. 

På Café De Blauwe Kater sidder to ældre mænd og læser i Het Nieuwsblad. De bliver ved med demonstrativt at folde avisen sammen og smække den ned på bordet for lidt efter igen at tage den op og fortsætte læsningen. Som om det er avisens skyld, at franske Julian Alaphillippe blev verdensmester i stedet for en belgier, som alle her havde regnet med. Hvordan kunne det ske? Siger den ene. Hvad skulle vi have gjort anderledes? Svaret er enkelt: I går kunne ingen have slået Alaphillippe. Han kørte offensivt og angreb igen og igen på den kuperede rundstrækning, og til sidst kunne hans rivaler ikke følge ham. Sådan vindes et verdensmesterskab.

Aldrig har Danmark som nation præsenteret et bedre hold end det, som står klar ved startstregen i Antwerpen på søndag, når verdensmesterskaberne i landevejsløb skal afgøres. Som en understregning af dette har jeg til min glæde erfaret, at flere belgiere også anser det danske hold for at overgå deres eget landshold, som ellers må betragtes som det stærkeste.