Mening med ondskaben

Greg Lemond og Ber­nard Hin­ault side om side under Tour de Fran­ce 1986. Foto: Lio­nel Cironneau/AP/Ritzau Scanpix

Vuel­ta a España slut­te­de søn­dag i Madrid. På en afte­ne­ta­pe fra heste­væd­de­løbs­ba­nen Zarzu­ela lidt nord for byen, for­bi Pra­domu­se­et til Paisa­je de la Luz’ majestæti­ske stor­hed, kør­te ryt­ter­ne de sid­ste kilo­me­ter af årets sid­ste grand tour. Det hol­land­ske stor­hold Jum­bo-Vis­ma er det bed­ste cykel­hold i moder­ne tid. De knu­ste al mod­stand og besat­te podi­ets tre øver­ste trin, da fejrin­gen fandt sted i aften­so­len. Det er en kends­ger­ning, at de har vun­det alle årets Grand Tours med tre for­skel­li­ge ryt­te­re. Det maner til respekt og beun­dring. Cykel­lø­be­ne er deres. 

Med en suveræn sejr vil­le det være natur­ligt, at der ikke var meget spæn­ding i løbet. Men Jum­bo-Vis­ma hol­der af at under­hol­de og har modet til det. Såle­des har de skabt en helt ene­stå­en­de udga­ve af Spa­ni­ens stør­ste cykelløb. 

Hjæl­pe­ryt­te­re og kaptajner

Løbets hoved­for­tæl­ling, som er kam­pen om den røde trø­je, udvik­le­de sig til en moralsk under­sø­gel­se af for­hol­det mel­lem hjæl­pe­ryt­te­re og kap­ta­j­ner. Sepp Kuss fra Durango i Col­ora­do, den loy­a­le og popu­læ­re hjæl­pe­ryt­ter med bru­ne ven­li­ge øjne og et blødt smil, udfor­dre­de cykel­spor­tens bar­ske ide­a­ler ved at læg­ge sig i spid­sen af Vuel­ta­en tid­ligt i løbet. 

Dag efter dag for­sva­re­de han sin føring, som han del­vist hav­de fået foræ­ret af sine kaptajner. 

Kuss har i den­ne sæson haft rol­len som den vig­tig­ste hjæl­pe­ryt­ter – ikke kun for Jonas Vin­ge­gaard i Tour de Fran­ce, men også for Pri­mož Rog­lič i Giro d’Italia. Beg­ge med sej­re til kap­ta­j­ner­ne til føl­ge. Nu blev han selv kastet helt frem i klas­se­men­tet. Det skul­le bli­ve et inter­es­sant spil mel­lem de tre hoved­per­so­ner og deres ind­byr­des for­søg på at vin­de løbet, uden at det skul­le lig­ne, at de ikke var loy­a­le over for hin­an­den. Publi­kum tog stil­ling med det sam­me: Kuss skul­le vin­de. Han fortjen­te det. Han skul­le bli­ve bil­le­det på den lil­le mands kamp mod overmagten. 

Et ander­le­des cykelløb

Da Kuss på løbets 6. eta­pe vandt tre minut­ter på sine kap­ta­j­ner i en stor­of­fen­siv, som Jum­bo-Vis­ma hav­de sat i sce­ne mod løbets for­sva­ren­de vin­der Remco Eve­nepo­el, blev Vuel­ta­en for­vand­let til et usæd­van­ligt cykel­løb. Kuss blev sendt af sted i mor­ge­nens udbrud flan­ke­ret af tre hold­kam­me­ra­ter, som skul­le føre ham frem i det fla­de ter­ræn. Målet var, at Eve­nepo­el skul­le bru­ge sit hold op i jag­ten på Kuss, såle­des at han mod eta­pens slut­ning skul­le være iso­le­ret og klar til at mod­ta­ge Vin­ge­gaard og Rog­lič’ skar­pe angreb. Men Eve­nepo­els Sou­dal-Qui­ck Step-hold mag­te­de slet ikke at ind­hen­te udbrud­det. Som eta­pen blev kørt, for­svandt det i hori­son­ten, og da klas­se­men­tet blev gjort op, var der udbry­de­re på de før­ste otte plad­ser i den sam­le­de stil­ling. Løbets dyna­mik hav­de for­an­dret sig. 

Kuss er en stærk og hold­bar bjer­gryt­ter. Han vir­ke­de lyk­ke­lig i sine udta­lel­ser efter eta­pen. Han hav­de fået foræ­ret den røde fører­trø­je, og han for­kla­re­de, at han vil­le nyde det, så læn­ge han kun­ne, inden Vin­ge­gaard og Rog­lič vil­le køre fra ham i de hår­de­ste bjer­ge. Men i teo­ri­en var det for Rog­lič og Vin­ge­gaard et glimt af bekym­ring. Med et var deres stær­ke hold­kam­me­rat ble­vet en konkurrent. 

Asturi­ens vil­de bjerge

Enhver, der betrag­te­de løbet, blev stil­let fle­re direk­te spørgs­mål. Skal man udfor­dre en hold­kam­me­rat, som er i fører­trøj­en? Skal den stær­ke­ste for enhver pris vin­de? Skul­le Vin­ge­gaard eller Rog­lič give sej­ren til deres løjt­nant? Jum­bo-Vis­mas sport­s­li­ge ledel­se sag­de ja. De for­kla­re­de, at de opfandt nye stra­te­gi­er, og at de stod for at for­ny cykel­spor­ten. At de vil­le lade deres esser køre om sej­ren, så læn­ge det ikke ska­de­de hol­dets chan­cer for sejr i det sto­re billede. 

Sådan gik det til at begyn­de med. Vin­ge­gaard angreb på løbets van­ske­lig­ste eta­pe til Tour­ma­let og ind­hen­te­de dyre­ba­re sekun­der. På eta­pen til Bejes et par dage sene­re vandt han yder­li­ge­re et minut. På den fryg­te­de stig­ning Ang­liru i Asturi­ens vil­de bjer­ge Picos de Euro­pa blev inten­si­te­ten øget. Ang­liru sti­ger over 12 kilo­me­ter med ti pro­cent i gen­nem­snit. Ryt­ter­ne kører på små sti­er på de fro­di­ge grøn­ne skrå­nin­ger, som i som­mer­hal­vå­ret ellers kun befær­des af hyr­der med deres hjor­de. Den­ne stig­ning var anset som ste­det, hvor løbet skul­le fin­de sin vin­der. Ryt­ter­ne kla­tre­de op ad, lang­somt, i lavt gear. 

Asturi­en har en lang tra­di­tion for cykel­løb. Med ryt­te­re som José Manu­el Fuen­te og Samu­el San­chez og i nye­re tid Ivan Garcia Cor­ti­na har regio­nen fostret gode ryt­te­re. Til­sku­er­ne strøm­mer til vej­kan­ten fra bjer­ge­nes små byer for at se ryt­ter­ne. Det er et varmt møde mel­lem de hård­t­ar­bej­den­de cykel­ryt­te­re og bjerg­fol­ket. Fæl­les for dem beg­ge lever de i en ver­den båret af tavs mod­stand­s­kraft. Glæ­den, når ryt­ter­ne pas­se­rer for­bi, er pas­sio­ne­ret og fuld af for­stå­el­se for ryt­ter­nes væren. 

Jeg tal­te med fle­re asturi­ske mænd om deres for­hold til cykel­spor­ten. En foto­graf ved navn Edu­ar­do, som jeg mød­te nær byen Can­gas de Onis, for­tal­te mig, at dyb­den i bjer­ge­nes histo­rie fasci­ne­re­de ham lige­som dyb­den af cykel­spor­tens. Han sag­de til mig: 

“Man kan kun for­stå det lang­somt med tiden.” 

Dol­ke­stø­det

I det­te ter­ræn svandt Kuss’ for­spring yder­li­ge­re ind. Men den­ne gang på en mere pine­fuld og tyde­lig måde. Ryt­ter­ne kør­te mod top­pen af Ang­liru i 1.558 meters høj­de. De seje bjer­gryt­te­re for­re­st. Grup­pen med favo­rit­ter min­dre og min­dre. Mas, Juan Ayu­so, João Almei­da, Mikel Lan­da og trio­en fra Jum­bo-Vis­ma. Lidt efter ingen Mas, og lidt efter igen ingen Ayu­so. Sådan fort­sat­te det, til kun Rog­lič, Vin­ge­gaard og Kuss sad forrest. 

En efter­mid­dags­dis lag­de sig om bjer­get, som ryt­ter­ne nær­me­de sig pas­høj­den og som for at mild­ne begi­ven­he­der­ne, blev trio­en omfav­net af en tæt tåge. Heli­kop­te­rens bil­le­de for­svandt, og motor­cyk­ler­ne fam­le­de i den lave sigt­bar­hed. Rog­lič, Vin­ge­gaard og Kuss fulg­te den smal­le sti. Pro­cen­ter­ne sta­digt stej­le. Med en lil­le hånd­fuld kilo­me­ter til mål sat­te Rog­lič far­ten op. Vin­ge­gaard sad stæ­digt i hans hjul og lig­ne­de løbets bed­ste kla­trer. Kuss faldt fra under Rog­lič’ tem­po. Vin­ge­gaard kig­ge­de sig over skul­de­ren og så sin slag­ne hold­kam­me­rat og der­ef­ter ret­te­de han blik­ket mod Rog­lič’ bag­hjul og fik­se­re­de det der. 

Kuss tab­te. Rog­lič og Vin­ge­gaard vandt. Det lig­ne­de i fle­re øje­blik­ke, at Vin­ge­gaard vil­le køre sig i fører­trøj­en, men akku­rat fik Kuss for­sva­ret sig med de sid­ste 8 sekun­der af sit for­spring. Løbet var vidt åbent, selv­om ingen kon­kur­re­ren­de hold kun­ne true Jum­bos sejr. Løbet var leven­de, for­di et spil med skæb­ner var i gang: På den ene side var kap­ta­j­ner­ne. De teg­ne­de bil­le­det af det kom­pro­mis­lø­se, kon­cen­tre­re­de, alvor­li­ge, per­fek­tio­ni­sti­ske, inde­brænd­te, sam­men­bid­te, vin­den­de og umenneskelige. 

Rog­lič vir­ker mere hård­kogt end Vin­ge­gaard, men han er ældre og er vant til at give ordrer gen­nem man­ge sæso­ner som kap­ta­jn. At køre først over mål­stre­gen med arme­ne over hove­d­et, ale­ne, for­re­st er ide­a­let. På den mod­sat­te side stod Kuss, hjæl­pe­ryt­te­ren. Den loy­a­le, ven­li­ge, opmun­tren­de, opti­mi­sti­ske, smi­len­de, afslap­pe­de, men­ne­ske­li­ge. Med hove­d­et sæn­ket, på en lang varm eta­pe gen­nem for eksem­pel Extrema­du­ra, hug­gen­de i peda­ler­ne med brat­te ryk af udmat­tel­se for at ræk­ke hån­den om i bag­lom­men og tage en kold vand­dunk op og med en natur­lig instink­tiv bevæ­gel­se ræk­ke den til sin kap­ta­jn, som tager imod den og tager en tår, hæl­der lidt i håret, sæt­ter den i sin fla­ske­hol­der uden at fortræk­ke en mine, er idealet. 

For­bar­mel­se

Det blev for meget for publi­kum. Vin­ge­gaard og Rog­lič var for­ræ­de­re. Kuss var offer for et myt­te­ri. Et unfair kom­plot. Et uvær­digt bag­hold. Et kniv­stik i ryg­gen. Engel­ske medi­er som GCN og The Guar­di­an og ame­ri­kan­ske kom­men­ta­to­rer var mål­lø­se over, hvor­dan sær­ligt Rog­lič hav­de efter­ladt den røde fører­trø­je. På Jum­bo-Vis­ma lod det til, at for­vir­ring ind­fandt sig. Der hav­de været et ønske om, at lade ryt­ter­ne køre om sej­ren. At glæ­de publi­kum med væd­de­løb. Nu hav­de hol­det sår­et offent­lig­he­dens ret­fær­dig­heds­sans i stedet. 

Efter at have holdt fast i at køre om sej­ren, blev der nu bag luk­ke­de døre lagt en ny tak­tik. En barm­hjer­tig plan. Ikke fle­re angreb måt­te sæt­tes ind mod Kuss. Rog­lič og Vin­ge­gaard var ikke læn­ge­re kap­ta­j­ner. Pres­set ude­fra var for tungt for ledel­sen, og de ønske­de ikke, at det, der skul­le være deres mester­styk­ke, skul­le druk­ne i kom­men­ta­rer om ydmy­gel­se af den ven­li­ge Kuss. 

Rog­lič udtal­te bistert, at han hav­de sin egen mening om situ­a­tio­nen, som han ikke vil­le dele. 

Vin­ge­gaard udtal­te efter eta­pen til Ang­liru: “Jeg håber, Sepp Kuss vinder.” 

En foræ­ring af tid

Vin­ge­gaard besid­der styr­ke. Der­for behø­ver han ikke at håbe – han kan handle. 

På det skrap­pe bjerg La Cruz de la Lina­res, som lig­ger i bjerg­mas­si­vet, der omgi­ver den span­ske hoved­stad, sat­te Vin­ge­gaard sig i tors­dags frem blandt favo­rit­ter­ne og arbej­de­de som et mul­dyr op ad 18. eta­pes sid­ste stig­ning. Han sør­ge­de for at træt­te kon­kur­ren­ter­ne og opret­hol­de en udmat­ten­de fart. Han gjor­de det klart for enhver, at nu var rol­ler­ne byt­tet om. Kuss var kap­ta­jn, og han var vandbærer. 

Som om hele hand­lin­gen op ad bjer­get ikke var tyde­lig nok, under­stre­ge­de han det­te, da klas­se­ments øver­ste nåe­de oplø­bet. Da Enric Mas, Juan Ayu­so, Kuss, Mikel Lan­da og alle de andre ryt­te­re, som har slidt for at hol­de sig blandt de for­re­ste gen­nem de tre uger, gik frem for at spur­te om pla­ce­rin­ger­ne, lod Vin­ge­gaard sig fal­de til­ba­ge. Han trå­d­te ikke i peda­ler­ne med sin van­li­ge ambi­tiø­se anstren­gel­se. Han vir­ke­de til­freds i sin opgivelse. 

På gan­ske få hund­re­de meter tab­te han 9 sekun­der til sin hold­kam­me­rat. Det lyder ikke af meget. Men taget i betragt­ning, at han før den­ne sid­ste alvor­li­ge bjer­ge­ta­pe, efter 3.000 kør­te kilo­me­ter, kun var 8 sekun­der bag sin hold­kam­me­rat, var det nok til en total afgørelse. 

Vin­ge­gaard gav den sam­le­de sejr fra sig. Han ofre­de sig for sin hold­kam­me­rat. Publi­kum jub­le­de. Det var smukt gjort af Vin­ge­gaard. Ver­dens bed­ste klas­se­ments­ryt­ter var ikke bare bedst, men også gav­mild. Sepp Kuss vandt Vuel­ta a España og blev hyl­det i Madrid søn­dag aften. Vin­ge­gaard blev toer og Rog­lič num­mer tre. 

Cykel­lø­bets natur

Vin­ge­gaard gav i god mening sej­ren til sin hjæl­pe­ryt­ter. Jeg for­står hans hand­ling. Men det blev på bekost­ning af cykel­lø­bet. Det er ikke menin­gen med sej­ren, at den skal gives væk. Cykel­lø­bet er en under­sø­gel­se af men­ne­skets yder­ste for­må­en. Det er en besæt­tel­se af fart. Det er en sport for de benhårde. 

Bri­an Holm, den tid­li­ge­re ryt­ter og sport­s­di­rek­tør, for­kla­re­de mig engang: 

“Cykel­spor­ten hand­ler om at gøre hin­an­den ondt.” 

Det­te er ryt­te­rens men­ta­li­tet. Det er på grund af sådan en sæt­ning, at løbe­ne er så fæn­gen­de, for­di de er fyldt med alvor. Det er løbets øver­ste lag. Der­un­der føl­ger en ræk­ke ædle, opof­ren­de, ven­ska­be­li­ge, sen­ti­men­tale, røren­de bil­le­der: Vand gives til en tørstig kol­le­ga, en føring tages, et hjul gives, et klap på skul­de­ren, en opmun­tren­de bemærk­ning. Ræk­ke­føl­gen skal være på plads. 

Jeg kom­mer til at tæn­ke på Ber­nard Hin­ault efter sin sejr i Tour de Fran­ce i 1985. Han love­de i en afte­nud­sen­del­se til fransk fjern­syn, at han næste år vil­le hjæl­pe sin unge hold­kam­me­rat Greg Lemond. Han for­kla­re­de, at han var tak­nem­me­lig for Lemonds hjælp. Nu hav­de han vun­det sit fem­te Tour de Fran­ce – lige­som Jacques Anquet­il. Han var til­freds. Han var klar til at sæt­te sin styr­ke i tjeneste. 

Et år gik. Tour de Fran­ce vend­te til­ba­ge. Vil­le Hin­ault hol­de sit løf­te? Som løbet udvik­le­de sig, stod det snart klart, at Hin­ault var mødt op i god form. Han holdt fast i Lemond. Han ifør­te sig end­da den gule trø­je. Lemond var tyde­ligt fru­stre­ret. Fransk­mæn­de­ne jub­le­de. Ame­ri­ka­ne­ren så ud til at bli­ve tvæ­ret ud. Et par dage sene­re ero­bre­de Lemond fører­trøj­en. Han bekla­ge­de sig til jour­na­li­ster­ne. Alle var imod ham. Han føl­te sig ale­ne i det, der skul­le være hans livs fine­ste øjeblik. 

Mening med ondskaben

Oftest fra Tour de Fran­ce i 1986 beskri­ves opstig­nin­gen til Alpe d’Hu­ez. Her slap Hin­ault og Lemond tid­ligt fri fra resten af fel­tet. Hele opkørs­len før­te Hin­ault som en besat. Han kig­ge­de sig ikke til­ba­ge. Med sit bar­ske bre­ton­ske udtryk i ansig­tet bed han tæn­der­ne sam­men. Han lag­de al kraft i peda­ler­ne. Lemond led i hans bag­hjul. Han trå­d­te otte­kan­tet. Det så ud til, at kun en sår­bar line for­bandt de to. Han for­sva­re­de sig. Da top­pen blev run­det, jub­le­de de to i fæl­les­skab. Hin­ault vandt eta­pen. Lemond var fort­sat i gult. Ingen af dem var helt til­fred­se. Enhver ønske­de at vide, om Hin­ault hav­de angre­bet sin hold­kam­me­rat efter eta­pen. Sva­ret skul­le de ikke lede efter: 

“Jeg er stolt af, hvad vi udfør­te sam­men i dag. Men lad mig sige en ting mere: Den­ne Tour er ikke for­bi. Hvem var stær­ke­st på stig­nin­gen? Spørg Greg.”

Greg føl­te sig for­rå­dt. Han svarede: 

“Han har givet mig løf­ter, som han aldrig har haft inten­tio­ner om at holde.” 

Løbet bøl­ge­de af liv og men­ne­ske­ligt dra­ma. Publi­kum leve­de sig ind i det. Hvad tal­te til hjer­ter? Hvem holdt de med? Løbet vok­se­de sig stort. 

I sid­ste ende vandt Lemond. Han besej­re­de gene­ra­tio­nens bed­ste cykel­ryt­ter. Efter enkelt­star­ten i St. Etien­ne, få dage inden ryt­ter­ne nåe­de Paris, erkend­te Hin­ault sit neder­lag. Med en replik, som er ble­vet iko­nisk, og som bærer meget mening med sig. Hin­ault sag­de til de opmærk­som­me journalister: 

“Næste år vil Lemond kæm­pe mod en ny mod­stan­der. Som vil gøre livet elen­digt for ham. Nu ved han, hvor­dan han skal for­sva­re sig.”