
Mening med ondskaben

Greg Lemond og Bernard Hinault side om side under Tour de France 1986. Foto: Lionel Cironneau/AP/Ritzau Scanpix
Vuelta a España sluttede søndag i Madrid. På en aftenetape fra hestevæddeløbsbanen Zarzuela lidt nord for byen, forbi Pradomuseet til Paisaje de la Luz’ majestætiske storhed, kørte rytterne de sidste kilometer af årets sidste grand tour. Det hollandske storhold Jumbo-Visma er det bedste cykelhold i moderne tid. De knuste al modstand og besatte podiets tre øverste trin, da fejringen fandt sted i aftensolen. Det er en kendsgerning, at de har vundet alle årets Grand Tours med tre forskellige ryttere. Det maner til respekt og beundring. Cykelløbene er deres.
Med en suveræn sejr ville det være naturligt, at der ikke var meget spænding i løbet. Men Jumbo-Visma holder af at underholde og har modet til det. Således har de skabt en helt enestående udgave af Spaniens største cykelløb.
Hjælperyttere og kaptajner
Løbets hovedfortælling, som er kampen om den røde trøje, udviklede sig til en moralsk undersøgelse af forholdet mellem hjælperyttere og kaptajner. Sepp Kuss fra Durango i Colorado, den loyale og populære hjælperytter med brune venlige øjne og et blødt smil, udfordrede cykelsportens barske idealer ved at lægge sig i spidsen af Vueltaen tidligt i løbet.
Dag efter dag forsvarede han sin føring, som han delvist havde fået foræret af sine kaptajner.
Kuss har i denne sæson haft rollen som den vigtigste hjælperytter – ikke kun for Jonas Vingegaard i Tour de France, men også for Primož Roglič i Giro d’Italia. Begge med sejre til kaptajnerne til følge. Nu blev han selv kastet helt frem i klassementet. Det skulle blive et interessant spil mellem de tre hovedpersoner og deres indbyrdes forsøg på at vinde løbet, uden at det skulle ligne, at de ikke var loyale over for hinanden. Publikum tog stilling med det samme: Kuss skulle vinde. Han fortjente det. Han skulle blive billedet på den lille mands kamp mod overmagten.
Et anderledes cykelløb
Da Kuss på løbets 6. etape vandt tre minutter på sine kaptajner i en storoffensiv, som Jumbo-Visma havde sat i scene mod løbets forsvarende vinder Remco Evenepoel, blev Vueltaen forvandlet til et usædvanligt cykelløb. Kuss blev sendt af sted i morgenens udbrud flankeret af tre holdkammerater, som skulle føre ham frem i det flade terræn. Målet var, at Evenepoel skulle bruge sit hold op i jagten på Kuss, således at han mod etapens slutning skulle være isoleret og klar til at modtage Vingegaard og Roglič’ skarpe angreb. Men Evenepoels Soudal-Quick Step-hold magtede slet ikke at indhente udbruddet. Som etapen blev kørt, forsvandt det i horisonten, og da klassementet blev gjort op, var der udbrydere på de første otte pladser i den samlede stilling. Løbets dynamik havde forandret sig.
Kuss er en stærk og holdbar bjergrytter. Han virkede lykkelig i sine udtalelser efter etapen. Han havde fået foræret den røde førertrøje, og han forklarede, at han ville nyde det, så længe han kunne, inden Vingegaard og Roglič ville køre fra ham i de hårdeste bjerge. Men i teorien var det for Roglič og Vingegaard et glimt af bekymring. Med et var deres stærke holdkammerat blevet en konkurrent.
Asturiens vilde bjerge
Enhver, der betragtede løbet, blev stillet flere direkte spørgsmål. Skal man udfordre en holdkammerat, som er i førertrøjen? Skal den stærkeste for enhver pris vinde? Skulle Vingegaard eller Roglič give sejren til deres løjtnant? Jumbo-Vismas sportslige ledelse sagde ja. De forklarede, at de opfandt nye strategier, og at de stod for at forny cykelsporten. At de ville lade deres esser køre om sejren, så længe det ikke skadede holdets chancer for sejr i det store billede.
Sådan gik det til at begynde med. Vingegaard angreb på løbets vanskeligste etape til Tourmalet og indhentede dyrebare sekunder. På etapen til Bejes et par dage senere vandt han yderligere et minut. På den frygtede stigning Angliru i Asturiens vilde bjerge Picos de Europa blev intensiteten øget. Angliru stiger over 12 kilometer med ti procent i gennemsnit. Rytterne kører på små stier på de frodige grønne skråninger, som i sommerhalvåret ellers kun befærdes af hyrder med deres hjorde. Denne stigning var anset som stedet, hvor løbet skulle finde sin vinder. Rytterne klatrede op ad, langsomt, i lavt gear.
Asturien har en lang tradition for cykelløb. Med ryttere som José Manuel Fuente og Samuel Sanchez og i nyere tid Ivan Garcia Cortina har regionen fostret gode ryttere. Tilskuerne strømmer til vejkanten fra bjergenes små byer for at se rytterne. Det er et varmt møde mellem de hårdtarbejdende cykelryttere og bjergfolket. Fælles for dem begge lever de i en verden båret af tavs modstandskraft. Glæden, når rytterne passerer forbi, er passioneret og fuld af forståelse for rytternes væren.
Jeg talte med flere asturiske mænd om deres forhold til cykelsporten. En fotograf ved navn Eduardo, som jeg mødte nær byen Cangas de Onis, fortalte mig, at dybden i bjergenes historie fascinerede ham ligesom dybden af cykelsportens. Han sagde til mig:
“Man kan kun forstå det langsomt med tiden.”
Dolkestødet
I dette terræn svandt Kuss’ forspring yderligere ind. Men denne gang på en mere pinefuld og tydelig måde. Rytterne kørte mod toppen af Angliru i 1.558 meters højde. De seje bjergryttere forrest. Gruppen med favoritter mindre og mindre. Mas, Juan Ayuso, João Almeida, Mikel Landa og trioen fra Jumbo-Visma. Lidt efter ingen Mas, og lidt efter igen ingen Ayuso. Sådan fortsatte det, til kun Roglič, Vingegaard og Kuss sad forrest.
En eftermiddagsdis lagde sig om bjerget, som rytterne nærmede sig pashøjden og som for at mildne begivenhederne, blev trioen omfavnet af en tæt tåge. Helikopterens billede forsvandt, og motorcyklerne famlede i den lave sigtbarhed. Roglič, Vingegaard og Kuss fulgte den smalle sti. Procenterne stadigt stejle. Med en lille håndfuld kilometer til mål satte Roglič farten op. Vingegaard sad stædigt i hans hjul og lignede løbets bedste klatrer. Kuss faldt fra under Roglič’ tempo. Vingegaard kiggede sig over skulderen og så sin slagne holdkammerat og derefter rettede han blikket mod Roglič’ baghjul og fikserede det der.
Kuss tabte. Roglič og Vingegaard vandt. Det lignede i flere øjeblikke, at Vingegaard ville køre sig i førertrøjen, men akkurat fik Kuss forsvaret sig med de sidste 8 sekunder af sit forspring. Løbet var vidt åbent, selvom ingen konkurrerende hold kunne true Jumbos sejr. Løbet var levende, fordi et spil med skæbner var i gang: På den ene side var kaptajnerne. De tegnede billedet af det kompromisløse, koncentrerede, alvorlige, perfektionistiske, indebrændte, sammenbidte, vindende og umenneskelige.
Roglič virker mere hårdkogt end Vingegaard, men han er ældre og er vant til at give ordrer gennem mange sæsoner som kaptajn. At køre først over målstregen med armene over hovedet, alene, forrest er idealet. På den modsatte side stod Kuss, hjælperytteren. Den loyale, venlige, opmuntrende, optimistiske, smilende, afslappede, menneskelige. Med hovedet sænket, på en lang varm etape gennem for eksempel Extremadura, huggende i pedalerne med bratte ryk af udmattelse for at række hånden om i baglommen og tage en kold vanddunk op og med en naturlig instinktiv bevægelse række den til sin kaptajn, som tager imod den og tager en tår, hælder lidt i håret, sætter den i sin flaskeholder uden at fortrække en mine, er idealet.
Forbarmelse
Det blev for meget for publikum. Vingegaard og Roglič var forrædere. Kuss var offer for et mytteri. Et unfair komplot. Et uværdigt baghold. Et knivstik i ryggen. Engelske medier som GCN og The Guardian og amerikanske kommentatorer var målløse over, hvordan særligt Roglič havde efterladt den røde førertrøje. På Jumbo-Visma lod det til, at forvirring indfandt sig. Der havde været et ønske om, at lade rytterne køre om sejren. At glæde publikum med væddeløb. Nu havde holdet såret offentlighedens retfærdighedssans i stedet.
Efter at have holdt fast i at køre om sejren, blev der nu bag lukkede døre lagt en ny taktik. En barmhjertig plan. Ikke flere angreb måtte sættes ind mod Kuss. Roglič og Vingegaard var ikke længere kaptajner. Presset udefra var for tungt for ledelsen, og de ønskede ikke, at det, der skulle være deres mesterstykke, skulle drukne i kommentarer om ydmygelse af den venlige Kuss.
Roglič udtalte bistert, at han havde sin egen mening om situationen, som han ikke ville dele.
Vingegaard udtalte efter etapen til Angliru: “Jeg håber, Sepp Kuss vinder.”
En foræring af tid
Vingegaard besidder styrke. Derfor behøver han ikke at håbe – han kan handle.
På det skrappe bjerg La Cruz de la Linares, som ligger i bjergmassivet, der omgiver den spanske hovedstad, satte Vingegaard sig i torsdags frem blandt favoritterne og arbejdede som et muldyr op ad 18. etapes sidste stigning. Han sørgede for at trætte konkurrenterne og opretholde en udmattende fart. Han gjorde det klart for enhver, at nu var rollerne byttet om. Kuss var kaptajn, og han var vandbærer.
Som om hele handlingen op ad bjerget ikke var tydelig nok, understregede han dette, da klassements øverste nåede opløbet. Da Enric Mas, Juan Ayuso, Kuss, Mikel Landa og alle de andre ryttere, som har slidt for at holde sig blandt de forreste gennem de tre uger, gik frem for at spurte om placeringerne, lod Vingegaard sig falde tilbage. Han trådte ikke i pedalerne med sin vanlige ambitiøse anstrengelse. Han virkede tilfreds i sin opgivelse.
På ganske få hundrede meter tabte han 9 sekunder til sin holdkammerat. Det lyder ikke af meget. Men taget i betragtning, at han før denne sidste alvorlige bjergetape, efter 3.000 kørte kilometer, kun var 8 sekunder bag sin holdkammerat, var det nok til en total afgørelse.
Vingegaard gav den samlede sejr fra sig. Han ofrede sig for sin holdkammerat. Publikum jublede. Det var smukt gjort af Vingegaard. Verdens bedste klassementsrytter var ikke bare bedst, men også gavmild. Sepp Kuss vandt Vuelta a España og blev hyldet i Madrid søndag aften. Vingegaard blev toer og Roglič nummer tre.
Cykelløbets natur
Vingegaard gav i god mening sejren til sin hjælperytter. Jeg forstår hans handling. Men det blev på bekostning af cykelløbet. Det er ikke meningen med sejren, at den skal gives væk. Cykelløbet er en undersøgelse af menneskets yderste formåen. Det er en besættelse af fart. Det er en sport for de benhårde.
Brian Holm, den tidligere rytter og sportsdirektør, forklarede mig engang:
“Cykelsporten handler om at gøre hinanden ondt.”
Dette er rytterens mentalitet. Det er på grund af sådan en sætning, at løbene er så fængende, fordi de er fyldt med alvor. Det er løbets øverste lag. Derunder følger en række ædle, opofrende, venskabelige, sentimentale, rørende billeder: Vand gives til en tørstig kollega, en føring tages, et hjul gives, et klap på skulderen, en opmuntrende bemærkning. Rækkefølgen skal være på plads.
Jeg kommer til at tænke på Bernard Hinault efter sin sejr i Tour de France i 1985. Han lovede i en aftenudsendelse til fransk fjernsyn, at han næste år ville hjælpe sin unge holdkammerat Greg Lemond. Han forklarede, at han var taknemmelig for Lemonds hjælp. Nu havde han vundet sit femte Tour de France – ligesom Jacques Anquetil. Han var tilfreds. Han var klar til at sætte sin styrke i tjeneste.
Et år gik. Tour de France vendte tilbage. Ville Hinault holde sit løfte? Som løbet udviklede sig, stod det snart klart, at Hinault var mødt op i god form. Han holdt fast i Lemond. Han iførte sig endda den gule trøje. Lemond var tydeligt frustreret. Franskmændene jublede. Amerikaneren så ud til at blive tværet ud. Et par dage senere erobrede Lemond førertrøjen. Han beklagede sig til journalisterne. Alle var imod ham. Han følte sig alene i det, der skulle være hans livs fineste øjeblik.
Mening med ondskaben
Oftest fra Tour de France i 1986 beskrives opstigningen til Alpe d’Huez. Her slap Hinault og Lemond tidligt fri fra resten af feltet. Hele opkørslen førte Hinault som en besat. Han kiggede sig ikke tilbage. Med sit barske bretonske udtryk i ansigtet bed han tænderne sammen. Han lagde al kraft i pedalerne. Lemond led i hans baghjul. Han trådte ottekantet. Det så ud til, at kun en sårbar line forbandt de to. Han forsvarede sig. Da toppen blev rundet, jublede de to i fællesskab. Hinault vandt etapen. Lemond var fortsat i gult. Ingen af dem var helt tilfredse. Enhver ønskede at vide, om Hinault havde angrebet sin holdkammerat efter etapen. Svaret skulle de ikke lede efter:
“Jeg er stolt af, hvad vi udførte sammen i dag. Men lad mig sige en ting mere: Denne Tour er ikke forbi. Hvem var stærkest på stigningen? Spørg Greg.”
Greg følte sig forrådt. Han svarede:
“Han har givet mig løfter, som han aldrig har haft intentioner om at holde.”
Løbet bølgede af liv og menneskeligt drama. Publikum levede sig ind i det. Hvad talte til hjerter? Hvem holdt de med? Løbet voksede sig stort.
I sidste ende vandt Lemond. Han besejrede generationens bedste cykelrytter. Efter enkeltstarten i St. Etienne, få dage inden rytterne nåede Paris, erkendte Hinault sit nederlag. Med en replik, som er blevet ikonisk, og som bærer meget mening med sig. Hinault sagde til de opmærksomme journalister:
“Næste år vil Lemond kæmpe mod en ny modstander. Som vil gøre livet elendigt for ham. Nu ved han, hvordan han skal forsvare sig.”