Ver­dens bed­ste cykel­hold mar­che­rer frem

Foto: Manu­el Bruque/EPA/Ritzau Scanpix

Ryt­ter­ne i Vuel­ta a España nød i går deres sid­ste hvi­le­dag i Can­ta­bri­ens hoved­stad San­tan­der i Nord­s­pa­ni­en. For­an dem ven­ter løbets afgø­ren­de seks eta­per. Løbet har udvik­let sig til en Jum­bo-Vis­ma-magt­de­mon­stra­tion. I skri­ven­de stund ind­ta­ger det hol­land­ske hold løbets tre øver­ste plad­ser i klassementet. 

Gan­ske over­ra­sken­de er det hver­ken Jonas Vin­ge­gaard eller Pri­mož Rog­lič, hol­dets to kap­ta­j­ner, som fører løbet. Det er i ste­det den loy­a­le hjæl­pe­ryt­ter Sepp Kuss, som bærer den røde fører­trø­je. Han kør­te sig i stil­ling til før­ste­plad­sen på løbets 6. eta­pe til Java­lam­bre i Ara­go­ni­en. Den dag sat­te Jum­bo-Vis­ma et mas­sivt og over­ra­sken­de angreb ind på den for­sva­ren­de vin­der, Remco Eve­nepo­el, og resten af klas­se­men­tets udfor­dre­re. På en kupe­ret, men ellers lidt uan­se­e­lig eta­pe send­te de halv­de­len af deres hold i udbrud, her­i­blandt den tro­fa­ste løjt­nant Kuss. 

Eve­nepo­els bel­gi­ske mand­skab kun­ne på trods af assi­stan­ce fra span­ske Movistar ikke luk­ke hul­let til­stræk­ke­ligt. Sepp Kuss end­te med at køre i mål næsten tre minut­ter for­an Rog­lič og Vin­ge­gaard og med mere end tre minut­ter ned til Eve­nepo­el, som tab­te kaden­cen til sidst på stig­nin­gen op til mål. Kuss hav­de taget en jordskredssejr. 

Nye stra­te­gi­er

Jum­bo-Vis­ma har i de sene­re år for­ny­et cykel­spor­ten med deres offen­si­ve stra­te­gi­er. De har stå­et bag en bevæ­gel­se væk fra den kvæ­len­de Team Sky-tak­tik. Med et helt hold af stær­ke hjæl­pe­ryt­te­re, som grad­vist skru­e­de tem­po­et op på de afslut­ten­de stig­nin­ger, maste bri­ter­ne løbe­ne. En efter en faldt hjæl­pe­ryt­ter­ne fra som løf­tera­ket­ter for til sidst at sæt­te kap­ta­j­nen i sce­ne til et angreb på bjer­gets sid­ste kilo­me­ter. Det gav i 00’erne – da Team Sky var domi­ne­ren­de – nog­le kede­li­ge og fast­lå­ste grand tours, der for publi­kum vir­ke­de ufor­lø­ste, langt fra drøm­men om de vil­de cykel­løb. Al ufor­ud­si­ge­lig­hed og angrebs­lyst blev pustet ud af løbene. 

Det er en befri­el­se at betrag­te Jum­bo-Vis­ma. I ste­det for at udø­ve kon­trol med løbe­ne over­ra­sker de deres riva­ler og publi­kum med van­ske­li­ge og risi­kab­le frem­stød. Jeg næv­ner Jonas Vin­ge­gaards angreb sam­men med Pri­mož Rog­lič på eta­pen til Col du Gra­non under sid­ste års Tour de France. 

Her angreb de to kap­ta­j­ner på skift Tadej Pogačar med hele 70 kilo­me­ter til mål. Tadej Pogačar, som den­gang vir­ke­de uover­vin­de­lig. Wout van Aert, som var ble­vet sendt afsted i mor­ge­nud­brud­det, lod sig fal­de til­ba­ge og assi­ste­re­de sine kap­ta­j­ner i dalstyk­ket inden opstig­nin­gen til Gra­non. Til sidst blev det for meget for Pogačar, som måt­te slip­pe Vin­ge­gaards hjul og sin ambi­tion om at gen­vin­de Tour de France. 

Jeg kom­mer også til at tæn­ke på van Aert og Chri­stop­he Lapor­tes par­løb i for­års­klas­si­ke­ren Gent-Wevel­gem. Her angreb de to med 50 kilo­me­ter til mål på den berøm­te stig­ning Kem­mel­berg, som besti­ges tre gan­ge under­vejs mod Wevel­gem. Men hvor hol­de­ne nor­malt ven­ter til den sid­ste pas­sa­ge med at spil­le esser­ne ud, over­ra­ske­de van Aert og Lapor­te med et tid­ligt angreb. De fan­ge­de deres kon­kur­ren­ter på bag­kant og kør­te sam­men til mål­stre­gen, hvor van Aert foræ­re­de sin hold­kam­me­rat sejren. 

Det bed­ste hold i nye­re tid

Det­te års Vuel­ta a España er en cemen­te­ring af hol­dets posi­tion – ikke bare som det bed­ste hold i ver­den net­op nu, men det bed­ste hold i cykel­spor­tens moder­ne æra. Det vil sige fra Lau­rent Fig­nons neder­lag på Champs-Élysées i 1989 til nu. Fig­non, som sym­bo­li­se­re­de den klas­si­ske cykel­sport med blaf­ren­de heste­ha­le og Car­ti­er-bril­ler, tab­te til Greg Lemond, sym­bo­let på frem­ti­dens cykel­sport med aero­dragt og bøj­ler på styret. 

Af domi­ne­ren­de hold i den moder­ne æra kan næv­nes Indu­rains Bane­sto-hold, som vandt Tour de Fran­ce fem år i træk. Tyske T‑Mobile vandt både klas­si­ke­re og spur­ter med Erik Zabel, og Tour de Fran­ce med Bjar­ne Riis og Jan Ull­rich. Arm­strongs US-Postal skal næv­nes. De sty­re­de Tour de Fran­ce i 7 år. Men det var pri­mært Tour de Fran­ce, de under­lag­de sig. Team Sky domi­ne­re­de eta­pe­lø­be­ne, men kun­ne ikke slå igen­nem i klassikerne. 

Jum­bo-Vis­ma for­mår det hele. De har vun­det monu­men­ter med Wout van Aert og Pri­mož Rog­lič. Sto­re klas­si­ke­re med Dylan van Baar­le, Tiesj Benoot og Lapor­te. De har vun­det spur­ter med først Dylan Gro­e­newe­gen og nu den unge Olav Kooij. Og i den­ne sæson er de ved at over­gå sig selv ved at ero­bre sej­ren i alle sæso­nens grand tours. Rog­lič vandt Giro d’Italia i maj, og Vin­ge­gaard vandt Tour de Fran­ce et par måne­der sene­re. Om det bli­ver Vin­ge­gaard, Rog­lič eller hjæl­pe­ryt­te­ren Sepp Kuss, der vin­der Vuel­ta a España, er end­nu uvist, men en af dem bli­ver det. 

I cykel­spor­ten er der tra­di­tion for at ønske de sto­re holds neder­lag. At hol­de med udfor­dre­ren, David mod Goli­ath, den lil­le mands kamp mod den sto­re. Jum­bo-Vis­ma væk­ker med deres alsi­di­ge og angrebs­lyst­ne stil begej­string på trods af deres suveræ­ni­tet. Det er årets Vuel­ta a España et eksem­pel på. For selv­om sej­ren synes sik­ker, er løbet sta­dig i live. 

Den før­en­de vandbærer

Man­ge er begej­stre­de for, at Jum­bo-Vis­ma har bragt Kuss i fører­trøj­en. Det er et barm­hjer­tigt bil­le­de på, at den tro­fa­ste vand­bæ­rer også vil nyde egne laur­bær en dag. 

Kuss er en popu­lær ryt­ter, mere end fle­re kap­ta­j­ner, for­di det bevæ­ger publi­kum at se, hvor kon­se­kvent han har til­si­de­sat sine egne ambi­tio­ner for at arbej­de i eksem­pel­vis Vin­ge­gaards tje­ne­ste. Hans mil­de ansigt og ven­li­ge og ydmy­ge kom­men­ta­rer efter eta­per­ne øger hans føl­ger­ska­re. I for­å­ret kør­te han Giro d’Italia for Rog­lič. I juli kør­te han Tour de Fran­ce for Vin­ge­gaard. Det er en fysisk præ­sta­tion, at han end­nu er i stand til at føl­ge med i bjer­ge­ne efter en så lang og hård sæson i for­re­ste geled. 

Det rej­ser det sto­re spørgs­mål frem mod den sid­ste uge i løbet. Er Kuss i stand til at hol­de far­ten? Kan han gen­nem sin tred­je grand tour i den­ne sæson føl­ge med Vin­ge­gaard og Rog­lič op ad stig­nin­gen Ang­liru på ons­dag? Ang­liru er et af cykel­spor­tens mest ekstre­me bjer­ge. Det sti­ger over 12 kilo­me­ter med 9,8 pro­cent i gen­nem­snit. Og inden Ang­liru skal to skar­pe stig­nin­ger pas­se­res i før­ste kate­go­ri. Hele sæso­nens fati­gue kan mel­de sig og træk­ke luf­ten ud af Kuss. Det er også et inter­es­sant og ufor­ud­si­ge­ligt aspekt, at det er hans egne hold­kam­me­ra­ter, der er hans nær­me­ste konkurrenter. 

Vin­ge­gaards styr­ke opad

Det er et kendt para­doks, at cykel­spor­ten er en indi­vi­du­el sports­gren med hold. Vej­en til det abso­lut øver­ste niveau er så hård, at det er svært for kap­ta­j­ner­ne at læg­ge deres egne ambi­tio­ner til side i en ven­lig gestus. Det er en pir­ren­de situ­a­tion for os, der ser løbet, at ople­ve de sto­re per­son­lig­he­der kæm­pe med at give deres drøm­me om sej­ren fra sig til en hjæl­pe­ryt­ter. Her­med ikke sagt at Kuss får sej­ren rent foræ­ret. Han fik et mæg­tigt for­spring på den 6. eta­pe, som brag­te ham for­re­st i klas­se­men­tet, men siden har han kørt lige op med sine berøm­te holdkammerater. 

Hår­dest blev han udfor­dret af Vin­ge­gaard på løbets kon­ge­e­ta­pe til Tour­ma­let i fre­dags. Fel­tet bevæ­ge­de sig over tre myti­ske bjerg­pas, Aubisque, Span­del­les, og Tour­ma­let, og det skar­pe­ste angreb i løbet ind­til nu blev sat ind af Vin­ge­gaard med otte kilo­me­ter til mål. Han blev dæk­ket op af span­ske Enric Mas, som blev toer sid­ste år, men efter en læn­ge­re tov­træk­ning knæk­ke­de Mas. Vin­ge­gaard fort­sat­te de stej­le kilo­me­ter mod Tour­ma­lets top og vandt etapen. 

Kuss og Rog­lič kom i mål et halvt minut efter. Vin­ge­gaard lig­ne­de den stær­ke­ste mand opad. Vil han tage sej­ren fra sin egen væb­ner? Ryt­ter­ne må lade bene­ne sva­re i Picos de Euro­pa i Asturi­en den kom­men­de uge. 

Den bel­gi­ske prins går ned

Hvad med Remco Eve­nepo­el? Den bel­gi­ske ver­dens­me­ster i enkelt­start kom til løbet som den for­sva­ren­de vin­der og ene­ste alvor­li­ge udfor­drer til Jum­bo-Vis­ma. Han star­te­de godt. Brag­te sig i fører­trøj­en. Vandt en eta­pe. Distan­ce­re­de Rog­lič med et halvt minut som den nær­me­ste for­føl­ger. Var syn­lig hver dag som altid. Til­før­te løbet spæn­ding med sin insi­ste­ren­de til­ste­de­væ­rel­se. På lør­da­gens vold­som­me eta­pe gik han ned. Jeg kom­mer til at tæn­ke på bok­se­kom­men­ta­to­ren Kurt Thy­bo­es gode replik om en i rin­gen vak­len­de mester for man­ge år siden: Lyset er tændt, men der er ikke nogen hjemme.

Remco Eve­nepo­el sad på cyk­len. Han trå­d­te i peda­ler­ne. Han kør­te fremad. Men hans blik var tømt for liv. Alle­re­de på Aubisque blev han sat af. Kilo­me­ter for kilo­me­ter distan­ce­re­de selv mid­del­må­di­ge bjer­gryt­te­re ham, og da han kryd­se­de mål­stre­gen, hav­de han tabt svim­len­de 27 minut­ter til Jonas Vin­ge­gaard. Siden har publi­kum og kom­men­ta­to­rer dis­ku­te­ret, hvad der mon gik galt. Er han for skrø­be­lig til at kun­ne kon­kur­re­re med Vin­ge­gaard? Resti­tu­e­rer han skidt? Myste­ri­ets omfang vok­se­de, da han den føl­gen­de dag som en gal gik i kontraangreb. 

Sej­re­ns og neder­la­gets detaljer

Fra Sau­ve­ter­re-de-Béarn til Lar­ra-Belagua, fra Occi­ta­ni­en til Navar­ra veg han ikke fra løbets front. Han gik i udbrud. Før­te udbrud­det an som i et rase­ri­an­fald. Distan­ce­re­de alle på nær Romain Bar­det, der des­pe­rat hang i Eve­nepo­els bag­hjul. Fire bjerg­top­pe kryd­se­de Eve­nepo­el først. Da han og Bar­det nåe­de den afgø­ren­de opstig­ning til Lar­ra-Belagua, blev Eve­nepo­el ved med at øge far­ten. Han rej­ste sig ikke i peda­ler­ne, han angreb ikke Bar­det i et ryk. Han kør­te bare hur­ti­ge­re og hur­ti­ge­re opad. Til sidst måt­te Bar­det slip­pe. Eve­nepo­el så sig over skul­de­ren og gesti­ku­le­re­de næsten “kom nu” til Bar­det. Som om han prø­ve­de at sige til sin alli­e­re­de i udbrud­det, “følg med mig”. Men Bar­det kun­ne ikke føl­ge ham, og på et par kilo­me­ter kør­te Eve­nepo­el væk med mere end et minut. 

Bar­det for­tal­te omhyg­ge­ligt og ind­le­ven­de om sin ople­vel­se i Eve­nepo­els bag­hjul til den bel­gi­ske avis Het Nieuwsblad: 

“Jeg vid­ste, at han ikke bare vil­le vin­de eta­pen, men at han vil­le gøre det som Merckx. Jeg vid­ste, at han vil­le køre langt ude­fra. Efter hvert et sving måt­te jeg spur­te for at føl­ge med ham. Han er så aero­dy­na­misk, og hans fart var så høj, så jeg begynd­te at bli­ve træt. Jeg kæm­pe­de med kram­per. Jeg er ikke skuf­fet. Han arbej­de­de en mas­se i front, og på den sid­ste stig­ning kun­ne jeg bare ikke føl­ge med mere. Det er sådan, det er med mestre. De kan kom­me hur­tigt tilbage.” 

Da Eve­nepo­el kryd­se­de mål­stre­gen, brød han sam­men i gråd. Lige­som han hav­de gjort dagen inden. Han for­kla­re­de efter sej­ren til pres­sen, at han hav­de haft en for­fær­de­lig nat. At hans illu­sio­ner om stor­hed var bri­stet. Onde tan­ker hav­de hjem­søgt ham hele nat­ten. Han føl­te sig nu revan­che­ret. Ikke i den sam­le­de stil­ling, men i sin selv­for­stå­el­se. Han var sta­dig fæno­me­net Remco Eve­nepo­el, der vin­der, når han vil.

Men en tvivl om, hvor­vidt han kan stå distan­cen i de stør­ste bjer­ge mod ryt­te­re som Vin­ge­gaard og Pogačar, vil i man­ge år være sået nu. Eve­nepo­els to sto­re dage, først i under­gan­gen og der­næst i gen­kom­sten, fik mig til at tæn­ke på den fran­ske filo­sof Jean-Paul Sart­res sæt­ning: Når først man hører om sej­re­ns detal­jer, er de svæ­re at adskil­le fra neder­la­gets. Den ene dag led Eve­nepo­el sit livs neder­lag, den næste dag kryd­se­de han mål­stre­gen først, ale­ne. Ens for dem beg­ge var, at det ske­te i smer­te, i tårer, i indre ensom­hed, i opløs­ning.