
Verdens bedste cykelhold marcherer frem

Foto: Manuel Bruque/EPA/Ritzau Scanpix
Rytterne i Vuelta a España nød i går deres sidste hviledag i Cantabriens hovedstad Santander i Nordspanien. Foran dem venter løbets afgørende seks etaper. Løbet har udviklet sig til en Jumbo-Visma-magtdemonstration. I skrivende stund indtager det hollandske hold løbets tre øverste pladser i klassementet.
Ganske overraskende er det hverken Jonas Vingegaard eller Primož Roglič, holdets to kaptajner, som fører løbet. Det er i stedet den loyale hjælperytter Sepp Kuss, som bærer den røde førertrøje. Han kørte sig i stilling til førstepladsen på løbets 6. etape til Javalambre i Aragonien. Den dag satte Jumbo-Visma et massivt og overraskende angreb ind på den forsvarende vinder, Remco Evenepoel, og resten af klassementets udfordrere. På en kuperet, men ellers lidt uanseelig etape sendte de halvdelen af deres hold i udbrud, heriblandt den trofaste løjtnant Kuss.
Evenepoels belgiske mandskab kunne på trods af assistance fra spanske Movistar ikke lukke hullet tilstrækkeligt. Sepp Kuss endte med at køre i mål næsten tre minutter foran Roglič og Vingegaard og med mere end tre minutter ned til Evenepoel, som tabte kadencen til sidst på stigningen op til mål. Kuss havde taget en jordskredssejr.
Nye strategier
Jumbo-Visma har i de senere år fornyet cykelsporten med deres offensive strategier. De har stået bag en bevægelse væk fra den kvælende Team Sky-taktik. Med et helt hold af stærke hjælperyttere, som gradvist skruede tempoet op på de afsluttende stigninger, maste briterne løbene. En efter en faldt hjælperytterne fra som løfteraketter for til sidst at sætte kaptajnen i scene til et angreb på bjergets sidste kilometer. Det gav i 00’erne – da Team Sky var dominerende – nogle kedelige og fastlåste grand tours, der for publikum virkede uforløste, langt fra drømmen om de vilde cykelløb. Al uforudsigelighed og angrebslyst blev pustet ud af løbene.
Det er en befrielse at betragte Jumbo-Visma. I stedet for at udøve kontrol med løbene overrasker de deres rivaler og publikum med vanskelige og risikable fremstød. Jeg nævner Jonas Vingegaards angreb sammen med Primož Roglič på etapen til Col du Granon under sidste års Tour de France.
Her angreb de to kaptajner på skift Tadej Pogačar med hele 70 kilometer til mål. Tadej Pogačar, som dengang virkede uovervindelig. Wout van Aert, som var blevet sendt afsted i morgenudbruddet, lod sig falde tilbage og assisterede sine kaptajner i dalstykket inden opstigningen til Granon. Til sidst blev det for meget for Pogačar, som måtte slippe Vingegaards hjul og sin ambition om at genvinde Tour de France.
Jeg kommer også til at tænke på van Aert og Christophe Laportes parløb i forårsklassikeren Gent-Wevelgem. Her angreb de to med 50 kilometer til mål på den berømte stigning Kemmelberg, som bestiges tre gange undervejs mod Wevelgem. Men hvor holdene normalt venter til den sidste passage med at spille esserne ud, overraskede van Aert og Laporte med et tidligt angreb. De fangede deres konkurrenter på bagkant og kørte sammen til målstregen, hvor van Aert forærede sin holdkammerat sejren.
Det bedste hold i nyere tid
Dette års Vuelta a España er en cementering af holdets position – ikke bare som det bedste hold i verden netop nu, men det bedste hold i cykelsportens moderne æra. Det vil sige fra Laurent Fignons nederlag på Champs-Élysées i 1989 til nu. Fignon, som symboliserede den klassiske cykelsport med blafrende hestehale og Cartier-briller, tabte til Greg Lemond, symbolet på fremtidens cykelsport med aerodragt og bøjler på styret.
Af dominerende hold i den moderne æra kan nævnes Indurains Banesto-hold, som vandt Tour de France fem år i træk. Tyske T‑Mobile vandt både klassikere og spurter med Erik Zabel, og Tour de France med Bjarne Riis og Jan Ullrich. Armstrongs US-Postal skal nævnes. De styrede Tour de France i 7 år. Men det var primært Tour de France, de underlagde sig. Team Sky dominerede etapeløbene, men kunne ikke slå igennem i klassikerne.
Jumbo-Visma formår det hele. De har vundet monumenter med Wout van Aert og Primož Roglič. Store klassikere med Dylan van Baarle, Tiesj Benoot og Laporte. De har vundet spurter med først Dylan Groenewegen og nu den unge Olav Kooij. Og i denne sæson er de ved at overgå sig selv ved at erobre sejren i alle sæsonens grand tours. Roglič vandt Giro d’Italia i maj, og Vingegaard vandt Tour de France et par måneder senere. Om det bliver Vingegaard, Roglič eller hjælperytteren Sepp Kuss, der vinder Vuelta a España, er endnu uvist, men en af dem bliver det.
I cykelsporten er der tradition for at ønske de store holds nederlag. At holde med udfordreren, David mod Goliath, den lille mands kamp mod den store. Jumbo-Visma vækker med deres alsidige og angrebslystne stil begejstring på trods af deres suverænitet. Det er årets Vuelta a España et eksempel på. For selvom sejren synes sikker, er løbet stadig i live.
Den førende vandbærer
Mange er begejstrede for, at Jumbo-Visma har bragt Kuss i førertrøjen. Det er et barmhjertigt billede på, at den trofaste vandbærer også vil nyde egne laurbær en dag.
Kuss er en populær rytter, mere end flere kaptajner, fordi det bevæger publikum at se, hvor konsekvent han har tilsidesat sine egne ambitioner for at arbejde i eksempelvis Vingegaards tjeneste. Hans milde ansigt og venlige og ydmyge kommentarer efter etaperne øger hans følgerskare. I foråret kørte han Giro d’Italia for Roglič. I juli kørte han Tour de France for Vingegaard. Det er en fysisk præstation, at han endnu er i stand til at følge med i bjergene efter en så lang og hård sæson i forreste geled.
Det rejser det store spørgsmål frem mod den sidste uge i løbet. Er Kuss i stand til at holde farten? Kan han gennem sin tredje grand tour i denne sæson følge med Vingegaard og Roglič op ad stigningen Angliru på onsdag? Angliru er et af cykelsportens mest ekstreme bjerge. Det stiger over 12 kilometer med 9,8 procent i gennemsnit. Og inden Angliru skal to skarpe stigninger passeres i første kategori. Hele sæsonens fatigue kan melde sig og trække luften ud af Kuss. Det er også et interessant og uforudsigeligt aspekt, at det er hans egne holdkammerater, der er hans nærmeste konkurrenter.
Vingegaards styrke opad
Det er et kendt paradoks, at cykelsporten er en individuel sportsgren med hold. Vejen til det absolut øverste niveau er så hård, at det er svært for kaptajnerne at lægge deres egne ambitioner til side i en venlig gestus. Det er en pirrende situation for os, der ser løbet, at opleve de store personligheder kæmpe med at give deres drømme om sejren fra sig til en hjælperytter. Hermed ikke sagt at Kuss får sejren rent foræret. Han fik et mægtigt forspring på den 6. etape, som bragte ham forrest i klassementet, men siden har han kørt lige op med sine berømte holdkammerater.
Hårdest blev han udfordret af Vingegaard på løbets kongeetape til Tourmalet i fredags. Feltet bevægede sig over tre mytiske bjergpas, Aubisque, Spandelles, og Tourmalet, og det skarpeste angreb i løbet indtil nu blev sat ind af Vingegaard med otte kilometer til mål. Han blev dækket op af spanske Enric Mas, som blev toer sidste år, men efter en længere tovtrækning knækkede Mas. Vingegaard fortsatte de stejle kilometer mod Tourmalets top og vandt etapen.
Kuss og Roglič kom i mål et halvt minut efter. Vingegaard lignede den stærkeste mand opad. Vil han tage sejren fra sin egen væbner? Rytterne må lade benene svare i Picos de Europa i Asturien den kommende uge.
Den belgiske prins går ned
Hvad med Remco Evenepoel? Den belgiske verdensmester i enkeltstart kom til løbet som den forsvarende vinder og eneste alvorlige udfordrer til Jumbo-Visma. Han startede godt. Bragte sig i førertrøjen. Vandt en etape. Distancerede Roglič med et halvt minut som den nærmeste forfølger. Var synlig hver dag som altid. Tilførte løbet spænding med sin insisterende tilstedeværelse. På lørdagens voldsomme etape gik han ned. Jeg kommer til at tænke på boksekommentatoren Kurt Thyboes gode replik om en i ringen vaklende mester for mange år siden: Lyset er tændt, men der er ikke nogen hjemme.
Remco Evenepoel sad på cyklen. Han trådte i pedalerne. Han kørte fremad. Men hans blik var tømt for liv. Allerede på Aubisque blev han sat af. Kilometer for kilometer distancerede selv middelmådige bjergryttere ham, og da han krydsede målstregen, havde han tabt svimlende 27 minutter til Jonas Vingegaard. Siden har publikum og kommentatorer diskuteret, hvad der mon gik galt. Er han for skrøbelig til at kunne konkurrere med Vingegaard? Restituerer han skidt? Mysteriets omfang voksede, da han den følgende dag som en gal gik i kontraangreb.
Sejrens og nederlagets detaljer
Fra Sauveterre-de-Béarn til Larra-Belagua, fra Occitanien til Navarra veg han ikke fra løbets front. Han gik i udbrud. Førte udbruddet an som i et raserianfald. Distancerede alle på nær Romain Bardet, der desperat hang i Evenepoels baghjul. Fire bjergtoppe krydsede Evenepoel først. Da han og Bardet nåede den afgørende opstigning til Larra-Belagua, blev Evenepoel ved med at øge farten. Han rejste sig ikke i pedalerne, han angreb ikke Bardet i et ryk. Han kørte bare hurtigere og hurtigere opad. Til sidst måtte Bardet slippe. Evenepoel så sig over skulderen og gestikulerede næsten “kom nu” til Bardet. Som om han prøvede at sige til sin allierede i udbruddet, “følg med mig”. Men Bardet kunne ikke følge ham, og på et par kilometer kørte Evenepoel væk med mere end et minut.
Bardet fortalte omhyggeligt og indlevende om sin oplevelse i Evenepoels baghjul til den belgiske avis Het Nieuwsblad:
“Jeg vidste, at han ikke bare ville vinde etapen, men at han ville gøre det som Merckx. Jeg vidste, at han ville køre langt udefra. Efter hvert et sving måtte jeg spurte for at følge med ham. Han er så aerodynamisk, og hans fart var så høj, så jeg begyndte at blive træt. Jeg kæmpede med kramper. Jeg er ikke skuffet. Han arbejdede en masse i front, og på den sidste stigning kunne jeg bare ikke følge med mere. Det er sådan, det er med mestre. De kan komme hurtigt tilbage.”
Da Evenepoel krydsede målstregen, brød han sammen i gråd. Ligesom han havde gjort dagen inden. Han forklarede efter sejren til pressen, at han havde haft en forfærdelig nat. At hans illusioner om storhed var bristet. Onde tanker havde hjemsøgt ham hele natten. Han følte sig nu revancheret. Ikke i den samlede stilling, men i sin selvforståelse. Han var stadig fænomenet Remco Evenepoel, der vinder, når han vil.
Men en tvivl om, hvorvidt han kan stå distancen i de største bjerge mod ryttere som Vingegaard og Pogačar, vil i mange år være sået nu. Evenepoels to store dage, først i undergangen og dernæst i genkomsten, fik mig til at tænke på den franske filosof Jean-Paul Sartres sætning: Når først man hører om sejrens detaljer, er de svære at adskille fra nederlagets. Den ene dag led Evenepoel sit livs nederlag, den næste dag krydsede han målstregen først, alene. Ens for dem begge var, at det skete i smerte, i tårer, i indre ensomhed, i opløsning.