Orbán for­søg­te at for­by­de den, men årets Pri­de blev Ungarns stør­ste. Kom med til Buda­pe­st og for­stå, hvor­for han alli­ge­vel kan være den, der ler sidst

Fin­ger­neg­le­ne på Ungarns LGBT+-fællesskab og dets inter­na­tio­na­le alli­e­re­de var næp­pe så lan­ge, som de kun­ne have været for­ud for lør­da­gens omstrid­te Pri­de-optog i hoved­sta­dens gader. 

Man­ge har med ret­te haft dår­li­ge ner­ver, for optak­ten var alt andet end bekym­rings­fri. Helt frem til klok­ken 14, hvor del­ta­ger­ne fandt hin­an­den på Deák Ferenc-tor­vet, kun­ne man se syn­digt udsmyk­ke­de unge men­ne­sker stå og trip­pe rast­løst under den bagen­de sol og hvi­ske til hinanden: 

Vil­le pre­mi­er­mi­ni­ste­ren fak­tisk hånd­hæ­ve sit vars­le­de for­bud af Pri­den? Var det alvor­ligt ment, da han så sent som fre­dag gen­tog, at de mar­che­ren­de kun­ne ven­te sig bøder og juri­di­ske kon­se­kven­ser? Og vil­le poli­ti­et mon for­sva­re dem mod de tre annon­ce­re­de modprotester?

Tid­li­ge­re på måne­den snig­løb byens pro­g­res­si­ve borg­me­ster, Ger­ge­ly Karác­so­ny, pre­mi­er­mi­ni­ste­rens for­bud ved at re-annon­ce­re den ellers for­bud­te Pri­de som en kom­mu­nal fejring af fri­hed i bred for­stand. Men vil­le den for­kla­ring gå? Helt frem til start­skud­det var arran­gø­rer­ne i tvivl.

Til­sva­ren­de stor var let­tel­sen der­for, da bekym­rin­ger­ne blev gjort til skam­me: De efter­føl­gen­de rap­por­ter beret­te­de hver­ken om bøder eller vold, men om en histo­risk stor fest i Buda­pe­sts gader, som mel­lem 100.000 og 200.000 men­ne­sker fra hele ver­den hav­de fun­det vej til.

Men­ne­ske­mæng­dens sig­nal­vær­di var da også iøj­ne­fal­den­de, da jeg under­vejs sneg mig uden om ruten for at få et bed­re udsyn. Jeg kryd­se­de en alter­na­tiv bro over Donau-flo­den til byens bak­ke­de Buda-side, hvor ruten end­te, stil­le­de mig op på en klip­pe­skrå­ning til ven­stre for det berøm­te kur­bad Gel­lert. Her­fra betrag­te­de jeg de for­re­ste geled­der nå til rutens ende, hvor en sce­ne og efter­fest ventede.

Fra min udkigs­post på klip­pen kun­ne jeg se opto­get fort­sæt­te ud i hori­son­ten. Et par kilo­me­ter langs van­det, over Eliza­beth-bro­en og vide­re ind gen­nem cen­trum på byens Pest-side.

Det impo­ne­ren­de sce­na­rie har fået vest­li­ge medi­er over én kam til at kon­klu­de­re, at Pri­dens suc­ces er et utve­ty­digt neder­lag for Vik­tor Orbán og hans krist­ne, illi­be­ra­le, natio­nal­kon­ser­va­ti­ve projekt.

Men da klok­ken slog 17.00, og Gel­lert-klip­pens berøm­te katol­ske kir­ke­klok­ker begynd­te at bim­le og bam­le, note­re­de jeg for mig selv, at synet af den langstrak­te, tæt­te men­ne­ske­mæng­de i de smal­le gader lig­ne­de en regn­bu­e­far­vet slan­ge, der sno­e­de sig vej gen­nem Vik­tor Orbáns paradis. 

Og måske var net­op det bil­le­det, som pre­mi­er­mi­ni­ste­ren håbe­de at frem­kal­de, da han for­bød festen og pir­re­de fæl­les­ska­bets frygt? 

Spørgs­må­let er nem­lig ikke, om Pri­den blev en suc­ces for del­ta­ger­ne, eller om deres sig­nal var tyde­ligt. For sva­ret på beg­ge dele er utvivl­s­omt ja. Spørgs­må­let er sna­re­re, hvem sig­na­let gav­ner mest.