Hjulene på bussen fører os gennem tunnelens mørke, op på broen og videre ud i lyset. Inden vi er helt fremme ved dagens Palæstina-demonstration i Malmø, stikker fem veninder hovederne sammen, tværs over midtergangen:
“Skal vi lige styrke vores sprog, inden vi er fremme?” spørger den ene. “Hvis der er nogen, der spørger, hvorfor vi gør det her”.
“Ja,” siger en anden. “Hvorfor er det nu, vi også protesterer mod Eurovision?”
Femkløveret tænker sig om. De er klædt i mørkt, praktisk tøj og, ligesom resten af bussen, Palæstina-symboler.
At sangkonkurrencen ikke har forbudt Israel at deltage endnu, er bussens åndelige brændstof, forklarer den mest selvsikre af de fem veninder:
Som nation skal Israel isoleres fuldstændig, og derfor også fra den kulturpolitiske arena, som Eurovision er. Ellers fremstår Israel som et legitimt land, lyder argumentet. Eurovision udelukkede Rusland efter invasionen af Ukraine, det kan altså lade sig gøre at afvise krigsførende nationer, så hvorfor skal Israel fredes?
Argumentet er købt af resten af gruppen. To af de andre begynder i stedet at diskutere, om der var noget om, at den israelske deltagers sang skulle være af større politisk karakter, end Eurovision tillader. De googler og opdager, at sangens titel, “October Rain,” og dens oprindelige lyrik blev krævet ændret, fordi budskabet indirekte kommenterede Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober. Nu hedder sangen “Hurricane” og efterlader større rum til fortolkning.
Dog ikke ifølge de fem veninder.
“Ej okay,” siger den ene, da hun har fundet sangteksten på sin telefon: “Er det stadig bare én lang metafor eller hvad?”
Veninderne lader telefonen gå på runde og griner af sangens symbolik; den er for tyk.
Hvordan de pro-palæstinensiske demonstranter selv kommunikerer, er i mellemtiden Frihedsbrevets begrundelse for at snige sig ombord på bussen.
I månedsvis har Palæstina-flag, tørklæder og bannere domineret gaderne i landets største byer, båret af en smal, men konsistent og stadig voksende forsamling, for hvem “retfærdighed for Palæstina” og et internationalt “boykot af Israel” er det vigtigste i verden.
Så vigtig, at palæstinensernes fred og frihed tilsyneladende trumfer alt andet – og bør gøre det for alle andre også.
Ukrainekrigen, klimakamp, ligestillingspolitik, LGBT+-rettigheder, diplomati og akademisk frihed. Og, selvfølgelig, det israelske folk.
Et interessant rationale af mange årsager – ikke mindst fordi det omfavnes af den progressive, intersektionelle del af den danske venstrefløj, fra hvilken majoriteten af palæstina-aktivisterne udspringer. “Ingen er frie, før alle er frie,” lyder deres typiske mantra, som i årevis har været anvendt af alt fra klimaaktivister til minoritetsforkæmpere – og nu pro-palæstinensere. Problemerne er forbundne, vi skal forstå dem i en kompleks sammenhæng, det kræver tålmodighed og gensidig solidaritet.
Men som Palæstina-demonstrationerne er vokset i omfang og styrke, er det, som om mantraet har fået sit eget hierarki: Først skal Palæstina være frit, resten kan vi diskutere på den anden side.
At det er tilfældet, viser tre begivenheder fra den forgangne uge, som jeg i embeds medfør har deltaget i for at blive klogere på bevægelsens selvopfattelse:
Først søndagens demonstrationer “i anledning af Danmarks Befrielse” den 5. maj, hvor den danske modstandskamp mod nazisterne blev taget til indtægt for at gå “med i ånden”. En lignende herskerteknik udspillede sig dagen efter, til mandagens aktion på Københavns Universitets samfundsvidenskabelige campus, hvor en større samling af nuværende og tidligere studerende ved middagstid tog ejerskab over en græsplæne ved at slå to snes telte op. Her har de tænkt sig at blive liggende, til universitetet “tager ansvar i denne sag, hvor det ikke er muligt at forholde sig apolitisk,” som det lød i en pressemeddelelse fra Studerende mod Besættelsen.
Palæstinas frihed trumfer universitetets. Samme gør sig gældende for sangerinden SABA, årets danske repræsentant ved Eurovision i Malmø, som optræder ved semifinalen samme aften – ugens tredje Gaza-begivenhed.
Trods indledende tøven har SABA valgt at deltage i sangkonkurrencen. En beslutning, hun begrunder med alt muligt andet end en stillingtagen til Gaza-krigen, men som af kritikere anklages for at være netop det: Ved ikke at boykotte Eurovision, gøres SABA medansvarlig for “Israels krigsforbrydelser,” som der står i et åbent brev til sangerinden.
Brevet er delt på Instagram-profilen @stopannekteringen, der tilhører busturens medarrangør, nemlig International Forums Palæstinagruppe. SABA har ellers udtrykt sympati med demonstrationerne og med kravet om våbenhvile i Gaza; hun har for nylig fået tatoveret en fredsdue på armen.
SABA har desuden rationaliseret sin beslutning om at deltage alligevel med, at hendes identitet sikrer en vis mangfoldighed i showet, som ellers vil være fraværende; at hun er dansker adopteret fra Etiopien, at hun er queer og at hun åbent deler sin erfaring med psykiske udfordringer. Men det er langt fra nok; der er “ingen undskyldning for ikke at tage ansvar”. Brevet bruger SABAs identitet imod hende – “netop” fordi hun er, hvem hun er, bør hun “nægte at deltage i en folkefest side om side med en stat, der begår folkedrab” af palæstinenserne, “der er ofre for racismens yderste konsekvens”.
SABA blev taget i forsvar af den danske, prisvindende og oftest iltre digter Amina Elmi. “I skal lade SABA være i fred,” skrev hun som kommentar til brevet. “Det her offentlige pres og udskamning er over grænsen”.
Man ved, at kritikken er kras, når Amina Elmi beder folk om at falde ned.
De hårde ord føltes da også, fortalte SABA selv i TV 2-podcasten Dato tidligere på ugen, som om hun i Israel-Palæstina-konflikten “bekender kulør alene ved at deltage,” og som om “at alt andet, jeg har bidraget til, eller den måde, jeg har støttet på, ikke eksisterer. Som om det ikke kan eksistere sammen med min deltagelse”.
Gaza trumfer igen. Hverken institutioner eller kunstnere kan tilsyneladende undsige sig fra at alliere sig, hverken neutralitet, tavshed eller nuancer anerkendes som andet end et medansvar i det, de konsekvent betegner som “et folkemord”. Hvorfor er det sådan?
