Jeppe Bentzen

Forventningens glæde over aktivisten Tommy Robinsons march for frihed, ytringsfrihed og “forening” af det britiske kongerige denne lørdag i London kan både mærkes, høres og duftes foran pubben Fire Station på Waterloo Road. Herfra skal de første skridt tages lidt over middag. Mange har allerede været i gang i en halv sixpacks tid, flere tripper rastløst rundt, flager febrilsk med Sankt Georgskorset, Union Jack og hjemmelavede bannere og finder flere melodier til at betone, hvor stor en “wanker”, de mener, at den britiske premierminister Keir Starmer er.  Mere begejstret er man for den omstridte polske MEP’er, Dominik Tarczyński, som tre vagter må eskortere forbi hans meget ivrige britiske fanskare.  Også danske Morten Messerschmidt kommer listende og glider ubesværet igennem, kun bevogtet af sin Dot under armen. Som han kommer slentrende der, nonchalant med sin mobil til øret, bølget blondt hår, mørk jakke og pæne sko, ligner han jo faktisk en af the bad guys; altså den pæne elites mand.

Hvis man ikke skulle lade sine tanker vandre, når man overværer en samtale med en berømt filosof, hvornår så? Sådan rationaliserede jeg i onsdags, da jeg cyklede hjem fra Nørrebro Teater og fandt et behov for at forsvare overfor mig selv, hvorfor jeg allerede havde glemt en god portion af den samtale, jeg netop havde overværet.  På scenen sad filosoffen Peter Sloterdijk, og det var ikke, fordi jeg kedede mig under den tilrejste tyskers oplæsning af sit seneste oversatte værk, Prometheus’ anger. Heller ikke hans klimabevidste meningsudveksling med Minik Rosing, den dansk-grønlandske geolog, som sad placeret over for Sloterdijk, var søvndyssende. Jeg nikkede endda troligt med, da de to kloge herrer indledte deres refleksioner over den antikke myte om titanen Prometheus, som bragte ilden fra himlen til jorden og dermed skænkede menneskeheden evnen til at omsætte energien. En gerning, som Prometheus i dag, ifølge Sloterdijk, ville angre, hvis han så, hvor ansvarsløst vi har håndteret friheden til at udvinde, forbruge og udnytte jordens ressourcer.  Vi har ikke været opgaven voksen, lød det. Værst har den vestlige del af civilisationen været; industrialisering, imperialisme, velstand, storforbrug, altid mere brænde på bålet. Mådehold er en kristen dyd, vi har prædiket, men ikke efterlevet, og prisen er vores egen undergang. Underforstået: Vi har opført os forkælet i sådan en grad, at vi har tabt viljen til at ofre os. Når først man har lært at beherske flammerne, er det ikke så let at underkaste sig dem igen. Det er, som samtalens overskrift lød, “ildens forblændende magt”.

En råkold vinterdag for to år siden sad jeg i et skrabet kontorlokale i kælderetagen på Krakows hovedbanegård og blev skarpt irettesat af en polsk teenagedreng. Vi var midt i et ellers tilforladeligt interview om hans frivillige arbejde med ukrainske flygtninge, som i de dage ankom i hobetal med toget fra det krigshærgede naboland og blev hjulpet videre fra stationen af UNICEF. Irettesættelsen faldt, da jeg spurgte fyren, om hans indsats for netop ukrainerne bundede i en særlig sympati med andre østeuropæere?

Dette er tredje kapitel af Blekingegadens Akademi: En artikelserie i tre dele om den åndelige genfødsel af den berygtede danske bande, som i revolutionens navn plyndrede Danmark i to årtier og sendte pengene til en terrorgruppe i Mellemøsten – en praksis, som i forlængelse af Gaza-konflikten nu studeres af en ny generation. Hvis du ikke har læst eller lyttet til de første to kapitler, anbefaler vi, at du gør det først.  Artikelserien kan også lyttes som en lydfortælling: Det sidste budskab, Torkil Lauesen sørgede for at levere, da han sad på scenen i baglokalet i Amsterdam i juni, var, at ungdommen er historisk og moralsk forpligtede til at udnytte det “momentum”, som deres antiimperialistiske bevægelse befinder sig i:  “Det næste årti bliver afgørende”, sagde Torkil Lauesen og uddybede: I tre årtier har bevægelsen ligget i dvale, fordi “neoliberalismen” lagde sig som en kapitalistisk og amerikaniseret dyne henover Europa efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning.  Men nu kan bevægelsen endelig vejre morgenluft igen, vurderede den gamle røver. Og spørger man den danske efterretningstjeneste PET, er Torkil Lauesens analyse faktisk ikke helt ved siden af.  Også de vurderer, at den palæstinensiske dagsorden er blevet “genaktiveret”– og at truslen fra venstreekstremister er vokset efter terrorangrebet 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig. “Det er en dagsorden, hvor man samles og mobiliseres omkring konflikten i Mellemøsten og den palæstinensiske sag,” fortæller Michael Hamann, chef for Center for Kommunikation og Strategi i PET.

Dette er andet kapitel af Blekingegadens Akademi: En artikelserie i tre dele om den åndelige genfødsel af den berygtede danske bande som i revolutionens navn plyndrede Danmark i to årtier og sendte pengene til en terrorgruppe i Mellemøsten – en praksis, som i forlængelse af Gaza-konflikten nu studeres af en ny generation.  Hvis du ikke har læst eller lyttet til det første kapitel, anbefaler vi, at du gør det først. Artikelserien kan også lyttes som en lydfortælling.  Torkil Lauesens masterclass i Amsterdam i juni var rig på detaljer. Men også på udeladelser.  For mens Torkil Lauesen med stolthed i stemmen indførte den nye generation af revolutionære unge i, hvordan Blekingegadebanden med grundighed og stor kreativitet undgik at blive afsløret gennem to årtier, sprang han behændigt over de blodige og mest ekstreme kapitler i fortællingen om banden. Vil man forstå, hvilke erfaringer og idéer, som den nye generation af revolutionære faktisk dyrker, når de hylder Torkil Lauesen, må vi derfor genfortælle historien om ham og Blekingegadebanden med afsæt i alt det, som han ikke selv fortæller.  Historien om den livslange dedikation til PFLP og verdensrevolutionen begynder i en ørken for et halvt århundrede siden. Begyndelsen, Jordan, 1970 Ved en nedlagt militærflyvebase står et dansk par og observerer en palæstinensisk terrorgruppe udføre en gidseltagning af flere end 400 passagerer fra tre forskellige fly, der er plastret til med sprængstoffer.  Synet er ikke noget, den 47-årige Gotfred Appel fra Taastrup eller hans ti år yngre kæreste, Ulla Hauton, forarges eller rystes af.

Dette er første kapitel af Blekingegadens Akademi: En artikelserie i tre dele om den åndelige genfødsel af den berygtede danske bande som i revolutionens navn plyndrede Danmark i to årtier og sendte pengene til en terrorgruppe i Mellemøsten – en praksis, som i forlængelse af Gaza-konflikten nu studeres af en ny generation.  Artiklen kan også lyttes som en lydfortælling. Undervejs finder du desuden udvalgte, længere klip med skjulte optagelser fra Torkil Lauesens oplæg, som kan lyttes særskilt. Amsterdam, klokken 21.00 Meningen var, at Torkil Lauesens masterclass i lavpraktisk voldsromantik skulle vare to timer, men nu er der gået fire, og den historiske danske forbryder ligner ikke en mand, der har tænkt sig at forlade gerningsstedet frivilligt.  Ikke nu, hvor spotlyset endelig er tændt igen, og slet ikke her, hvor chefideologen fra Blekingegadebanden er meget mere end et fortidslevn: Herinde, i denne højloftede, hvidmalede sal med tykke, blå søjler, er Torkil Lauesen et forbillede for en ny generation af aktivister, der idoliserer bandens handlekraft. Dagens lære er, hvordan fortiden forbindes til nutiden, hvordan Torkil Lauesen forbinder Vietnamkrigen med den aktuelle Gaza-krig og med den anti-imperialistiske bevægelse som sådan.  Pensum består af Lauesens praktiske erfaring med at plyndre sit eget land og smugle penge og våben videre til den palæstinensiske terrorgruppe kaldet Folkefronten til Palæstinas Befrielse i håbet om, at netop de ville føre an i kommunistisk verdensrevolution. PFLP, som terrorgruppens navn forkortes, findes stadig og markerede sig senest ved at deltage i Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Det er med afsæt i den historie, at Torkil Lauesen for et øjeblik siden løftede blikket, spejdede ud over de unge aktivister og opfordrede dem til at spørge hinanden: “Fører vores praksis os videre på rette vej?” Kan vi gøre mere eller andet for at “støtte palæstinenserne direkte”? Den moralske opsang, han er blevet bedt om at give, leverer han i et langsommeligt men intenst toneleje uden udsving, siddende på en firkantet scene dækket af et stort, persisk tæppe. Med et rød-hvid-ternet partisanertørklæde hvilende som et sjal over skuldrene, let foroverbøjet ryg, spredte ben, én hånd i lommen og den anden konstant gestikulerende ud i luften. Og det unge publikum i Amsterdam sidder da også som hypnotiserede, mens den 73-årige storkriminelle faderfigur rokker langsomt frem og tilbage i stolen og messer sin forberedte lekture.  I den civile verden lever Torkil Lauesen et stille liv langt væk fra offentligheden, men i den åndelige er han mere aktuel, end han har været i mange år. Den nye generation af villige aktivister er nemlig kommet for at blive klogere på, hvordan de bedst imiterer Torkil Lauesens idéer, strategier og handlinger. For i både deres og i Blekingegadebandens verden er “Palæstina Vietnam samme kamp” (sic), som et andet medlem af banden, Jan Weimann, engang graffitimalede på en sjællandsk motorvejsbro. Netop de to politiske generationers gensidige spejling er årsagen til, at også Frihedsbrevet har fundet en stol blandt publikum. For hvordan skulle vi ellers kunne indlede vores nye artikelserie om den berygtede, og for mange glemte, Blekingegadebandes åndelige genfødsel? Københavns Lufthavn, klokken 09.30 Tidligere samme formiddag sidder Torkil Lauesen i Københavns Lufthavn på en bænk og venter på at boarde EasyJet-flyet mod Amsterdam. Det er mandag i slutningen af juni, sommerens feriemylder er til at mærke, og Torkil Lauesen har i god tid fundet lufthavnens mest afsides afdeling, hvor han har rullet sin kuffert gennem gatens priority boarding.  Den laborantuddannede mand fra Korsør er klædt i tilforladelige lyse chinos og et par blå gummisko af den praktiske slags med støttende såler, som man ofte ser på aldrende mænds fødder. På overkroppen er Lauesen mere beredvilligt klædt i en armygrøn skjorte og sort læderjakke. I hånden holder han et udprintet dokument, der ser ud til at være hans flybillet.  Som han sidder der på bænken og venter, ser den kostskoleuddannede mand ganske gennemsnitlig ud. Måske er det hensigten. Den danske offentlighed har ikke set meget til ham de seneste tre årtier, og heller ikke en eneste af de øvrige passagerer ser ud til at genkende ham eller hans karakteristiske korte, gråhvide frisure.  Hvad ville Torkil Lauesen mon stille op, hvis en nysgerrig, ferieramt dansker prikkede ham på skuldrene og spurgte, om han ikke er manden, som engang lænkede og kneblede en otteårig pige i kælderen, hvor hendes bedstefar, en bankdirektør, boede – og truede med at slå både pigen og bedstemoderen ihjel, hvis ikke direktøren låste en udvalgt bankboks op?  Det var netop Lauesen, der strammede grebet, sagde den samme pige senere, da hun som 17-årig blev spurgt, om hun kunne genkende gerningsmanden. Det skete, efter banden blev afsløret i 1989. Lauesen og de andre blev sigtet i sagen, men sigtelserne frafaldt senere. Man havde ikke beviser nok. Faktisk var det kun en brøkdel af bandens gerninger, som myndighederne kunne dokumentere, da de blev dømt i 1991. Lauesen selv blev dømt ti års afsoning og blev løsladt efter godt fire. Heller ikke bandens mest kendte forbrydelse blev opklaret, drabet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen, der blev skudt af en passager i bandens flugtbil under det sidste, skæbnesvangre millionkup i Købmagergade. En af passagererne var Lauesen, flankeret af tre bandekammerater, som siden da har dækket over hinanden, hvorfor drabsofferet aldrig har fundet sin morder.  Så mange oplagte spørgsmål er der at stille Torkil Lauesen, men det sker ikke, for den gamle røver er rask på benene, idet stewardessen åbner for sluserne. Han tager lange skridt ud på landingsbanen, og måske er det, fordi han i store dele af sit voksenliv har vænnet sig til at blive skygget, at han straks skjuler sig bag sorte solbriller i køen til flyets trappe. Ombord finder Torkil Lauesen sin vinduesplads på sjette række. Så snart flyet er lettet, fisker han en større stak papirer op fra en taske og læner sig væk fra midtergangens nysgerrige øjne. Med en gul overstregningstusch giver han sig til at fremhæve udvalgte passager i den tætskrevne tekst. Mon det er talepapir til aftenens masterclass, hvor Lauesen ifølge den interne invitation vil undervise i “mulighederne for revolutionært forandring i dag”? Den slags er Torkil Lauesen nemlig stadig hvirvlet ind i. Ikke kun i Amsterdam, men også hjemme i Danmark. I fjor kunne Ekstra Bladet via Civilstyrelsen fortælle, at Torkil Lauesen “spiller en nøglerolle” i de omfattende pro-palæstinensiske demonstrationer på dansk jord, som arrangeres af organisationen Internationalt Forum. En særlig omdiskuteret organisation, som i deres butik på Nørrebro i København sælger merchandise til støtte for PFLP – altså den samme organisation, som Blekingegadebanden arbejdede for i Torkil Lauesens unge dage. Plantage Dok, Amsterdam, klokken 16.45 Syv timer senere sidder Torkil Lauesen ved et brunt træbord og slubrer klar suppe fra et hvidt kaffekrus. Aftenens moderator sidder ved hans side, klokken nærmer sig 17, der er få minutter til showtime. I mellemtiden er Lauesen trukket i en grå bluse og sit ternede tørklædesjal. Ternenes farver matcher Dannebrog, men det er næppe hensigten. Det var ikke svært at finde Plantage Dok, som aftenens venue hedder. På et stort banner ude foran indgangen stod Gaza-bevægelsens mantra – “FROM THE RIVER TO THE SEA” – og ved siden af hang to flag, det palæstinensiske og regnbueflaget, som i andres øjne menes at være gensidigt modstridende, men som her blafrer i samme retning. Også ved indgangsbordet, hvor en transmand giver en varm velkomst til en kvinde i limegrøn hijab.  Sådan er Plantage Dok, siger den hjemmevante bartender, mens hun knapper en Fritz Cola op: Helliget fredelige, inkluderede arrangementer. I aften går overskuddet fra baren til en forening for palæstinensiske landbrug i Gaza og på Vestbredden, tilføjer hun. Det samme gør overskuddet fra aftenens senere fundraisingmiddag, hvilket må generere et fornuftigt afkast, eftersom måltidet består af pasta med kikærter. En håndfuld frivillige kokke er allerede i gang i det smalle køkken. En af dem, en yngre mand i cremehvid bluse uden ærmer og med neongrønne briller i panden, sliber sine store knive så myndigt, at det lyder som en advarsel om, at man får som fortjent, hvis man ikke donerer nok.  Som kokkene står der, mast sammen bag gryder så rummelige, at de skal kunne mætte hundrede maver, fuldendes indtrykket af, at vi befinder os i en ombygget spejderhytte: Bordene ligner hjemmesnedkereret, massivt træ og væggene er plastret til med politiske dessiner, citater og slogans, og så er der selvfølgelig det faktum, at majoriteten af de tilstedeværende bærer enslignende ternede tørklæder.  Keffiyeh, som partisanertørklædet rigtigt hedder, er de fremmødtes foretrukne fysiske markering af at høre til. At være en del af den store, fælles sag, den såkaldte anti-imperialistiske revolution, som forener de fremmødte på tværs af generationer eller øvrige minoritetsforhold, der måtte adskille dem.  Skal man alligevel finde grænsen for den bløde sameksistens, kan man passende bladre i de flyers, der er lagt frem af aftenens arrangører. De ligger på bordet mellem transmanden og den hijabbærende kvinde og opsummerer på hver sin måde, hvad bevægelsen drejer sig om: Den ene flyer beskriver en seks dage lang protest mod samme uges NATO-topmøde i Haag få timer fra caféen. Eller mod “krigsmaskinen bygget på kolonial vold,” hvis “eksistens skal bekæmpes helhjertet,” som der står om NATO.  Flyer nummer to går hårdere til stålet med en utvetydig kritik af dem, der måtte have misforstået, hvad Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 handlede om: Det var nemlig ikke et bestialsk terrorangreb med 1.200 mord på civile israelere til følge, som “mainstreamedierne påstår”, men i stedet en sejr for “vores frihedskæmpere, som dalede fra himlen for at befri vores palæstinensiske fanger, bevæbnet med martyrernes ånd”. Datoen 7. oktober 2023 markerer ifølge flyeren "begyndelsen på enden for zionismen”, hvor en befolkningsgruppe “gjorde, hvad de fandt nødvendigt”. Og det skal de have tak for, lyder budskabet:  For “i lighed med tidligere kampe som Vietnamkrigen” har den 7. oktober “aktiveret en global vækkelse”.  Hvis du vil læse hele artiklen, skal du være medlem af Frihedsbrevet.

Fingerneglene på Ungarns LGBT+-fællesskab og dets internationale allierede var næppe så lange, som de kunne have været forud for lørdagens omstridte Pride-optog i hovedstadens gader.  Mange har med rette haft dårlige nerver, for optakten var alt andet end bekymringsfri. Helt frem til klokken 14, hvor deltagerne fandt hinanden på Deák Ferenc-torvet, kunne man se syndigt udsmykkede unge mennesker stå og trippe rastløst under den bagende sol og hviske til hinanden:  Ville premierministeren faktisk håndhæve sit varslede forbud af Priden? Var det alvorligt ment, da han så sent som fredag gentog, at de marcherende kunne vente sig bøder og juridiske konsekvenser? Og ville politiet mon forsvare dem mod de tre annoncerede modprotester? Tidligere på måneden snigløb byens progressive borgmester, Gergely Karácsony, premierministerens forbud ved at re-annoncere den ellers forbudte Pride som en kommunal fejring af frihed i bred forstand. Men ville den forklaring gå? Helt frem til startskuddet var arrangørerne i tvivl. Tilsvarende stor var lettelsen derfor, da bekymringerne blev gjort til skamme: De efterfølgende rapporter berettede hverken om bøder eller vold, men om en historisk stor fest i Budapests gader, som mellem 100.000 og 200.000 mennesker fra hele verden havde fundet vej til. Menneskemængdens signalværdi var da også iøjnefaldende, da jeg undervejs sneg mig uden om ruten for at få et bedre udsyn. Jeg krydsede en alternativ bro over Donau-floden til byens bakkede Buda-side, hvor ruten endte, stillede mig op på en klippeskråning til venstre for det berømte kurbad Gellert. Herfra betragtede jeg de forreste geledder nå til rutens ende, hvor en scene og efterfest ventede. Fra min udkigspost på klippen kunne jeg se optoget fortsætte ud i horisonten. Et par kilometer langs vandet, over Elizabeth-broen og videre ind gennem centrum på byens Pest-side. Det imponerende scenarie har fået vestlige medier over én kam til at konkludere, at Pridens succes er et utvetydigt nederlag for Viktor Orbán og hans kristne, illiberale, nationalkonservative projekt. Men da klokken slog 17.00, og Gellert-klippens berømte katolske kirkeklokker begyndte at bimle og bamle, noterede jeg for mig selv, at synet af den langstrakte, tætte menneskemængde i de smalle gader lignede en regnbuefarvet slange, der snoede sig vej gennem Viktor Orbáns paradis.  Og måske var netop det billedet, som premierministeren håbede at fremkalde, da han forbød festen og pirrede fællesskabets frygt?  Spørgsmålet er nemlig ikke, om Priden blev en succes for deltagerne, eller om deres signal var tydeligt. For svaret på begge dele er utvivlsomt ja. Spørgsmålet er snarere, hvem signalet gavner mest.

På en vindblæst parkeringsplads i Valby lader den kommunistiske revolution vente på sig.  Pladsen tilhører en særlig opbragt fraktion af fagforeningen 3F, som har til huse på samme matrikel, og som denne torsdag har rejst en hvid pavillion i anledning af en noget stedmoderlig fejring af “den såkaldte Grundlov”, som man konsekvent beskriver landets forfatning her på pladsen. Klokken 13.00 skulle det anti-elitære symposium truttes i gang af orkesteret Røde Horn, men det ni mand store orkester inklusiv dirigent kommer stadig langsomt dryssende nede fra skuret.  Afmålt tålmodighed er en dyd her på pladsen; man er vant til at vente på, at folket rejser sig. Mens fortroppen venter, handles der lunkne hof, som drikkes af flasken, og flasker med rødvin, som skænkes i fadølsglas.  I mellemtiden kan vi jo nå at notere, hvorfor også Frihedsbrevet har fundet en plads på bænken:  Som vi skrev i kapitel 1 af artikelserien Regeringens kur mod svaghed i ånden, er udtrykket “åndelig oprustning” blevet den politiske verdens nye yndlingsudtryk.  Det opstod i regeringen, har bredt sig til primært borgerlige kredse – men hvad tænker den rødeste del af befolkningen? De faglærte, de organiserede i Socialdemokratiets ældste bagland og de få, der stemmer til venstre for Enhedslisten? Kan de se en fidus i muligheden for endelig at kunne tale et kollektivt, folkeligt fællesskab op og det amerikanske overherredømme ned, som de i årtier har forsøgt?  Selv Radikale Venstre, kommunisternes gamle med-pascifister, har måttet overgive sig til den nye sværmeriske trend. Forleden afholdt partileder Martin Lidegaard en dagskonference med titlen “Vores indre forsvar” hos foreningen Grundtvigsk Forum på Vartov i København.  Så omsiggribende er begrebet blevet, at Kristeligt Dagblad i sidste uge foretog en analyse, der viser, at 48 procent af danskerne er enige i, at Danmark “har brug for en åndelig oprustning”. 16 procent erklærer sig uenige.  Resten svarer hverken eller, og hvis det skyldes uklarhed om, hvad regeringens ønske helt præcist indebærer, forstår man dem godt. Det er nemlig noget fluffy.  Lidt nærmere kom vi en definition tidligere samme morgen, mens pavillonen i Valby blev sat op. I sin grundlovstale på Rødding Højskole i Sønderjylland gentog statsministeren behovet for en vilje til at genfinde “noget, der bor dybt inde i os”. Noget, der skal hjælpe os “som land og som folk”, blandt andet mod “et uacceptabelt pres” fra USA. Det må da være noget for den yderste venstrefløj. Asfalten, vi har indtaget, tilhører en fraktion af fagforeningen 3F, som tæller omtrent 9.000 bygge-, jord- og miljøarbejdere. Tømrere, murere, snedkere, den slags.  Inden jeg cyklede herud, spurgte jeg en bekendt med erfaring fra 3F’s verden, hvad der kendetegner netop denne gruppe organiserede, rent ideologisk:  “Det er så langt ude på venstrefløjen, du kan komme inden for fagbevægelsen,” svarede vedkommende. Og min bekendtes politiske vurdering synes da også umiddelbar troværdig: I midten af bord- og bænkesættene sælger to yngre mennesker ud af en større bunke ternede kufiya-tørklæder i henholdsvis rød og sort; tørklæderne koster 150 kroner og forsvinder forbløffende hurtigt.  De fleste købere har gråt hår og er i forvejen udsmykket med talrige badges, t-shirts med marxistiske revolutionære skikkelser som Che Guevara og andre former for politiske identitetsmarkører. I den mindre subtile, mere krævende ende finder man en aldrende kvinde, som på ryggen af sin postkasserøde regnfrakke har hæftet et stort, firkantet ark fast med fire store sikkerhedsnåle. “EU er verdens 2. største våbeneksportør – også til diktaturlande,” står der på det.  Dagens konferencier hedder Rikke Carlsson, hun er formand for Danmarks Kommunistiske Parti, som altså stadig eksisterer. Hun beværter arrangementet sammen med 3F og Folkebevægelsen mod EU. Mellem to cigaretter går kommunisternes formand op til podiet og beklager sig over, at “det hele handler om oprustning, og det er hele vores velfærd, der går dertil”. Men så er det godt, at vi findes, tilføjer hun og byder velkommen til dagens første taler:

Oprustningen af det danske forsvar er ikke nok. Skal nationen stå imod Putin, Trump og hvem der ellers gemmer sig af fjender, afkræves danskerne også en “åndelig oprustning”, lyder påstanden fra en håndfuld ministre. Hvad skal det nu betyde? Kan staten blande sig i borgernes dannelse? Bør den? Har den gjort det før? I denne serie om åndelig oprustning undersøger Frihedsbrevet omfanget af regeringens nye sjælekamp. I en håndfuld højstemte minutter torsdag morgen i sidste uge lød hun ikke som landets statsminister, men som en kombination af en hærfører og en sjælehyrde for den menighed, der er danskerne.  Fra Folketingets talerstol indledte Mette Frederiksen årets afslutningsdebat ved at liste en række navne på det, der kunne tolkes som fortroppen i den omsiggribende “åndelige oprustning”, som hun og flere af regeringens ministre på det seneste har påkaldt sig: “Mozart, Edith Piaf og Picasso (...) Marie Curie. Kierkegaard. Marx. Darwin. Rousseau, Luther. Og Hannah Arendt,” opremsede statsministeren med tryk på hvert et navn og fortsatte: “Václav Havel, Stefan Zweig og Hartvig Frisch.” Da holdt Frederiksen en kunstpause og spejdede ud over Folketingssalen, som om hun ventede på, at Kierkegaard, Picasso og de andre ville bekræfte deres fremmøde.  Inden da havde statsministeren mindet tilhørerne om, at “den verdensorden, som vores frihed, tryghed og velstand har hvilet på siden Anden Verdenskrig” er “truet”, og at truslen kræver, at danskerne er villige “til at kæmpe for det”. For hvad? For “et stærkt Danmark” og for “et stærkt Europa”, sagde Frederiksen, inden hun med et for hende ganske atypisk akademisk sprog uddybede, at Europa ikke er “et sted”, men “en idé”. I skudlinjen denne dag stod hverken Krim eller Baltikum, men “Anne Frank, Den lille prins, Einstein, Astrid Lindgren, Thomas Mann (...) Tolkien og J. K. Rowling.” ”Europa er vores åndsliv,” understregede Frederiksen klædt i hvidt jakkesæt og gjorde det klart for alle, at talerstolen denne torsdag var besteget af Salon-Mette og ikke Makrel-Mette, hendes anden og mere folkekære persona. Sidstnævntes vanlige Shu-bi-dua-citater og øvrige referencer i gulvhøjde var fejet bort. I stedet bevæbnede hun sig med tungt retorisk skyts fra øverste europæiske hylde: “Kafka, Ursula Von der Leyen, Jacques Delors, Newton og Inge Lehmann,” fortsatte statsministeren. Blev man undervejs forpustet af alle de tunge navne, er man lovligt undskyldt. Det er man også, hvis man sidder med indtrykket af, at netop åndenød var den fornemmelse, statsministeren ville efterlade tilhørerne med.  For de seneste måneder har både hun og flere ministre med varierende elegance forsøgt at formulere, at den “åndelige oprustning faktisk [er] lige så vigtig” som den militære, som statsministeren selv sagde til Kristeligt Dagblad i april. Og hvad betyder det så? Det gav Mattias Tesfaye, Frederiksens partifælle, et bud på allerede i januar. Han var den første til at gnide på lampen:  Den fællespatriotiske ånd forsøgte børne- og undervisningsministeren at fremkalde i et interview i Weekendavisen, hvor han lod sig citere for, at “det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed”.  Behovet skyldes, uddybede Tesfaye, at danskernes beskyttede tilværelse i ly af “den amerikanske sikkerhedsparaply" siden efterkrigstiden har haft konsekvenser for vores “fædrelandskærlighed” og forståelsen af, “hvem vi er som folk”. Det skal genoptrænes, og det “begynder i skolen”, sagde Tesfaye, og forbandt her den statslige forbindelse mellem kollektivets forsvar og individets dannelse ved at definere folkeskolen som nationens “indre forsvarslinje”.  Samme forbindelse ser hans chef, Mette Frederiksen. I omtalte interview i Kristeligt Dagblad i april var det hverken Ruslands eller Amerikas leder, som statsministerens fremhævede som oprustningens årsag: Hovedskurken var her alle de skærme i folkeskolen og “verdens dygtigste mennesker”, som forsøger at gøre os afhængige af dem. Altså, techgiganterne. I samme interview varslede hun et forbud mod smartphones i folkeskolen. Skurke er der nok af, inde såvel som ude, og når de smukke unge mennesker en dag bliver myndige, venter den nyligt opstrammede værnepligt – og, for flere af dem, tjeneste ved den ydre forsvarslinje. Og skulle enkelte af fremtidens soldater mangle motivation for at ofre sig i tjenesten – eller ligefrem have dristet sig til at reflektere over en personlig af slagsen – er Venstres kirkeminister Morten Dahlin kommet dem til undsætning: “Danske soldater skal kæmpe for kristendommen,” lød rubrikken i et stort interview, Dahlin gav til Berlingske forleden.  Her gav kirkeministeren sit besyv med til definitionen af den åndelige oprustning, for ifølge Dahlin er Frederiksens og Tesfayes fokus på “skolen, dannelsen og litteraturen” ikke tilstrækkelig.  “Bevidstheden om kristendommens værdi mangler vi nu, hvor vi har brug for en dobbelt oprustning af Danmark,” siger Dahlin i interviewet.  Han henviser til en Gallup-rapport om europæernes dalende kampvilje som belæg for, at færre er villige til at “dø for Danmark”. Her kunne man tro, at den liberale minister ville fremhæve ellers hjemmevante begreber om frihed og andre principielle værdier, men nej, vi skal længere ind i sindet. Det er “i kristendommen, troen og den kristne kulturarv, at man finder den kampvilje”, siger Dahlin i Berlingske, hvorefter han selv opsummerer sit bud, som skulle det afleveres på en stentavle: “Og dermed kæmper du selvfølgelig også for kristendommen.”

På et spartansk indrettet kontor midt i Rom, i en snæver sidegade mellem Pantheon og Trevi-fontænen, sidder lederen af en af Europas mest anerkendte udenrigspolitiske tænketanke og taster så eftertrykkeligt på sit hvide tastatur, at lyden runger langt nede ad gangen.  “Buonasera”, siger Nathalie Tocci fra sin sorte kontorstol uden at løfte hverken blik eller finger, “et øjeblik, så er jeg der, bare tag plads ved bordet”. Man kunne også beskrive placeringen sådan, at vi befinder os to kilometer i fugleflugt fra torvet, hvor Cæsar blev snigløbet af Brutus og andre allierede. Og måske ville det være bedst sådan, for ordene, som den 48-årige direktør for Istituto Affari Internazionali sidder og formulerer, handler om netop et fatalt forræderi fra uventet kant: nemlig Amerikas mod Europa og det transatlantiske fællesskab.  Når ordene er blevet til tekster, skal de bringes i den nationale avis La Stampa og engelske The Guardian, bekræfter forfatteren bag fra sin højryggede kontorstol, mens jeg finder mig til rette ved et rundt mødebord i hjørnet.  Her, der og i alskens europæiske medier deler Nathalie Tocci flittigt sit perspektiv på international politik. Særligt spørgsmål, der vedrører europæisk sikkerhed.  Som navnet antyder, er Tocci født i Italien, men hvis hun identificerer sig som europæer, har hun god grund til det: Hun er uddannet i politik, filosofi og økonomi fra universitetet i Oxford og tog sin ph.d. ved London School of Economics.  Hun har siden da forsket og rådgivet ved flere institutioner og desuden fungeret som særlig rådgiver for EU’s udenrigspolitiske chef – fra 2014 for italienske Federica Mogherini og efterfølgende spanske Josep Borrell. I den rolle var Tocci ledende forfatter til EU's stort anlagte “Global Strategy", som blev præsenteret i 2016.  Skulle dét CV give anledning til at tro, at Nathalie Tocci ytrer sig som en mådeholden bureaukrat, skal man tro om:  Det var i netop The Guardian, at jeg tidligere i år noterede mig Nathalie Toccis opsigtsvækkende kritik af den danske regerings såvel som Europas respons til præsident Trumps trusler om at inddrage, eller annektere, Grønland: Europa “fejler”, skrev Tocci, fordi vi tøver med at svare resolut igen, og det kan blive vores nederlag. Danmark såvel som Europa “mangler evnen til at handle”, og det kan blive dyrt for os:  Vi “frygter Trump, og den frygt paralyserer os,” skrev hun velvidende, at man i Danmark såvel som i EU-regi formentlig allerede var i gang med et større diplomatisk arbejde i kulissen.  Men den slags civilisatorisk snilde gavner ikke i mødet med en mand som Trump.: “Trump kan formentlig lugte frygten, og som alle bøller nyder han godt af den og øger indsatsen,” skrev hun og appellerede til, at Mette Frederiksen og hendes kollegaer skruede bissen på: “I stedet for logik er det værd at overveje at svare igen med følelser.” I mødet med Donald Trumps for evigt foranderlige verden bør europæerne generelt, og danskerne i særdeleshed, altså skrue op for de store følelsers modsvar og ned for det kølige, afmålte diplomati.  Håb er ingen strategi, men hævn og vrede kan være et første skridt på vejen, syntes Toccis budskab at lyde i The Guardians spalter.  Den mangeårige sikkerhedsrådgiver læses umiddelbart som en europæer, der har endeligt opgivet på Europas afhængighedsforhold til vores amerikanske allierede, og som ligefrem opfordrer Danmark og ligesindede, Vestlige allierede til at fremskynde bruddet. Det er derfor, jeg har inviteret mig selv forbi for at spørge Tocci, om det kan være sandt.