Jeppe Bentzen

Hvilke idéer forener Europas mest alternative journalister – og hvorfor mødes de i en hollandsk stationsby for at udveksle konspirationer, russiske forbindelser og planer for at sprede oplysningsarbejdet med resten af kontinentet? Det nye pressenetværk “Paresia” vil erstatte den vestlige verdens orden med journalistik. I samme frimodige ånd tillod Frihedsbrevets Jeppe Bentzen sig at tage plads ved bordet og spille medlemmernes allierede – for at blive klogere på, hvem de er, hvor deres tanker kommer fra, og hvordan de har tænkt sig modarbejde det, de ser som “mainstream-mediernes” løgne om blandt andet Putins “militære operation” i Ukraine, om covid-19, ytringsfrihed og censur.

Hvem er landets nytiltrådte ministre, hvilke erfaringer bærer de med sig ind i ministerkontorerne, og hvilke politiske interesser har de tidligere plejet i deres professionelle virke?

Frihedsbrevet danner et overblik over dagens passage gennem Slotsholmens svingdøre.

Køkkenrulleholderens sandhed: Statsministeren har tradition for at forene sit politiske og æstetiske udtryk i en digital persona. Nu er hun tilbage fra sit sommerferieskjul og varsler et stemningsskifte. Hvad kan vi vente os af Frederiksens tredje akt?

Frederik Vad tygger på sit soyasyltede æg, lægger gaflen fra sig på cafébordet og gentager, at han ikke er i tvivl: Det var hans frafaldne partikammerat, han så bidrage til forsøget på at sabotere en samtale, Frederik Vad havde i Trykkefrihedsselskabets telt under den mest dramatiske debat på årets Folkemødet.

Vedkommende var, angiveligt, tidligere socialdemokratisk veninde med muslimsk baggrund, som Vad mødte i DSU for mange år siden. Ifølge ham samarbejdede de to tæt, indtil hun for en håndfuld år siden meldte sig ud af partiet i protest mod den værdipolitiske højredrejning, som Vad i dag legemliggør.

Ægget og gaflen hører til Café Mikkel på Nytorv midt i Slagelse, midt i Vads valgkreds, hvor vi har sat os til frokost. Det er her, vi skal binde en knude på portrættet af Frederik Vad:

I portrættets første kapitel har vi talt om Frederik Vads vækkelse, om hans nye, kristne tro og alle hans store, berusende følelser. Andet kapitel afklarer, hvor og hvem Vad har sit temperament og sine idéer fra. I dette tredje og sidste kapitel skal vi blive klogere på, hvor Frederik Vad er på vej hen. Ideologisk, teologisk og menneskeligt.

Hvem, der står klar til at tage imod ham med åbne arme, og hvem, der peger fingre ad ham.

Til sidstnævnte kategori hører den unge kvinde, som Frederik Vad er overbevist om, at han fik øje på forleden.

Slagelse og omegn er “Socialdemokratiets kerneland”, siger Frederik Vad fra førersædet i sin bil. Her er rigtige arbejdspladser og rigtige problemer. Og et Folketingsmandat, som Vad tilfældigvis råder over og gerne skulle genvinde.

Klokken er knap slået otte, denne mandag morgen efter Folkemødet. Store dele af Christiansborg sover ud efter først et opslidende Europa-Parlamentsvalg og dernæst anstrengelserne i Allinge. Men Socialdemokratiets unge, ambitiøse udlændinge- og integrationsordfører har en ny værdikamp at formulere.

Frederik Vad udnytter sin mødefri mandag til at lodde stemningen i Slagelsekredsen. Vi har ladet jakkerne ligge bag i bilen. Her er varmt. Solen skinner på Slagelse i dag og derfor på Frederik Vad. Han trommer lidt på rattet, indstiller sin radio, sætter kursen mod Skælskør.

På dagsordenen i dag: Møde hos ejerne af et lokalt bryggeri, som helst vil tale om arveskatten (det vil Vad helst ikke tale om), møde hos en chef for en erhvervsskole, som gerne vil have støtte til ordblinde elever (der er ikke meget, Vad hellere vil tale om). Til sidst, i aften, har Frederik Vad tænkt sig at forkæle sine valgkampsfrivillige med en aktivitet af en så provinspopulistisk karakter, at det er nødvendigt at spørge, om valget er strategisk.

Og dagsordenen mellem møderne: At blive klogere på, hvor Frederik Vads store følelser og vidtrækkende idéer, som vi afdækkede i portrættets første kapitel, stammer fra. Vad har lovet at fortælle om sin ideologiske opvækst, om sit noget ømme forhold til Mette Frederiksen. Om sin erkendelsesrejse, der begyndte, da han var ti år, blev intensiveret under Helle Thorning-Schmidts formandsperiode og nu har ført ham et sted hen, der er tættere på Dansk Folkeparti end på både SF og Radikale Venstre.

Og så er vi, skal det vise sig, overhovedet ikke færdige med Michel Houellebecq. De to kulturpessimister har mere til fælles end først antaget.