Hof­nar­ren Horns­let­hs ørkenvandring

I den stø­ve­de hori­sont uden for den nybyg­ge­de vil­las vin­du­er er solen på vej ned – men selv­om det til­ta­gen­de mør­ke frem­hæ­ver male­ri­er­nes pang­far­ver, må Kri­sti­an von Horns­leth både spr­æl­le, pege og tys­se for at beva­re sit publi­kums opmærksomhed. 

“Hvem er det, der snak­ker?,” halvrå­ber Horns­leth gen­nem stu­en i den til lej­lig­he­den lån­te vil­la med et møn­stret væg­ta­pet så gyl­dent, at man på intet tids­punkt glem­mer, at det er Dub­ai, vi befin­der os i. 

Nok har respekt­løs­hed altid været en dyd i Horns­let­hs vær­ker, men jo ikke over for kunst­ne­ren selv, så hvad lig­ner det at stå og slud­re nede i baren, bare for­di den er gratis? 

“Ssssh!”

Opga­ven tager han alvor­ligt, for i aften er det kunst­ne­ren, der har købt bil­let for at se publi­kum, ikke omvendt.

Dels af nys­ger­rig, dels af nød:

Sagen er, at Kri­sti­an von Horns­leth, den arki­tek­tud­dan­ne­de pro­vo­kunst­ner på 61 år, i årti­er har levet af at for­ar­ge og for­fø­re befolk­nin­gen. Horns­leth, du ved, man­den, der “pri­va­ti­se­re­de” 100 bri­ti­ske hjem­lø­se og stif­te­de et anpart­s­sel­skab, der ude­luk­ken­de inve­ste­rer i våben­ak­tier. Ham, der med et beske­dent antal geder over­be­vi­ste en hel afri­kansk lands­by om at tage Horns­leth som efternavn. 

Alt sam­men for at “spej­le” dan­sker­nes påstå­e­de vul­gæ­re, aso­ci­a­le, narcis­si­sti­ske og kal­o­ri­e­let­te til­væ­rel­se i en ver­den, der lider. Det er ham, Horns­leth, som tager alle far­ver­ne og den bre­de­ste pen­sel i brug og sig­ne­rer hvert et pro­dukt med sit eget navn, med dol­lar-tegn og det til­køb­te “von” i cen­trum af det hele.

Har kri­ti­ke­re for­talt ham, at hans kunst er usma­ge­lig, har han sva­ret, at det håber han skam også, at ved­kom­men­de synes. For den smag er, hvad Horns­leth mener at have udstil­let siden slut­nin­gen af 1990’erne: Dan­sker­nes mage­li­ge og vul­gæ­re dårligdomme.

Vi har lul­let os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den under­lig­gen­de, men også demon­stra­tivt højlyd­te poin­te fra Horns­leth lydt: Vi er for nihi­li­sti­ske, for kapi­ta­li­sti­ske, for egoi­sti­ske og indi­vi­du­a­li­se­re­de. For ånde­ligt dov­ne. For amerikanske. 

Sådan lød hans man­tra op gen­nem de frie 90’ere, de rige 00’ere og i løbet af de glo­ba­le 10’ere, hvor Horns­leth, trods mang­len­de aner­ken­del­se fra det kunst­ne­ri­ske par­nas, har for­må­et at kom­merci­a­li­se­re som få af sine kollegaer.

MEN. Dén mand væk­ker ikke læn­ge­re den nød­ven­di­ge opsigt hjem­me i Danmark. 

Det gør han til gen­gæld her­u­de, i det gol­de ørken­land­skab, hvor Horns­leth øjner chan­cen for at gen­vin­de tro­vær­dig­hed som ham, der spid­der og spej­ler sin sam­tid med pro­vopop og dår­lig samvittighed.

Hvad for­tæl­ler den erken­del­se om den dan­ske fol­kesjæl? At Horns­leth nu erken­der, at det hjem­li­ge mar­ked er mæt­tet af hans pro­vo­kunst, og at han ser et stør­re poten­ti­a­le i at sæl­ge sine vær­ker til dan­ske­re bosid­den­de i Dub­ai – et auto­ri­tært isla­misk regi­me uden ytrings­fri­hed og demo­kra­ti, et de facto skat­te­ly med påstå­et geopo­li­tisk neutralitet. 

Spørgs­må­let har naget mig, siden jeg for et par måne­der siden hør­te om Horns­let­hs ambition. 

For hvis det er sandt, at vær­di­en af Horns­let­hs kunst, som kunst­hi­sto­ri­ker Jonas Bergstrøm beskri­ver i cof­fe­e­tab­le-bogen SUPER CRASH, er, at den er “kon­fron­ta­to­risk spej­len­de”, må man nød­ven­dig­vis spørge: 

Hvad ser vi i Horns­let­hs spejl anno 2025?

Det er det, jeg har invi­te­ret mig selv med til festen og er rejst til Dub­ai for at observere.