Bus­af­gang til Gazavision

Hju­le­ne på bus­sen fører os gen­nem tun­ne­lens mør­ke, op på bro­en og vide­re ud i lyset. Inden vi er helt frem­me ved dagens Palæsti­na-demon­stra­tion i Mal­mø, stik­ker fem venin­der hove­d­er­ne sam­men, tværs over midtergangen: 

“Skal vi lige styr­ke vores sprog, inden vi er frem­me?” spør­ger den ene. “Hvis der er nogen, der spør­ger, hvor­for vi gør det her”. 

“Ja,” siger en anden. “Hvor­for er det nu, vi også pro­teste­rer mod Eurovision?” 

Fem­klø­ve­ret tæn­ker sig om. De er klædt i mørkt, prak­tisk tøj og, lige­som resten af bus­sen, Palæstina-symboler. 

At sang­kon­kur­ren­cen ikke har for­budt Isra­el at del­ta­ge end­nu, er bus­sens ånde­li­ge brænd­stof, for­kla­rer den mest selvsik­re af de fem veninder: 

Som nation skal Isra­el iso­le­res fuld­stæn­dig, og der­for også fra den kul­tur­po­li­ti­ske are­na, som Euro­vi­sion er. Ellers frem­står Isra­el som et legi­timt land, lyder argu­men­tet. Euro­vi­sion ude­luk­ke­de Rusland efter inva­sio­nen af Ukrai­ne, det kan alt­så lade sig gøre at afvi­se krigs­før­en­de natio­ner, så hvor­for skal Isra­el fredes? 

Argu­men­tet er købt af resten af grup­pen. To af de andre begyn­der i ste­det at dis­ku­te­re, om der var noget om, at den isra­el­ske del­ta­gers sang skul­le være af stør­re poli­tisk karak­ter, end Euro­vi­sion til­la­der. De goog­ler og opda­ger, at san­gens titel, “Octo­ber Rain,” og dens oprin­de­li­ge lyrik blev kræ­vet ændret, for­di bud­ska­bet indi­rek­te kom­men­te­re­de Hamas’ ter­r­or­an­greb på Isra­el den 7. okto­ber. Nu hed­der san­gen “Hur­ri­ca­ne” og efter­la­der stør­re rum til fortolkning. 

Dog ikke iføl­ge de fem veninder. 

“Ej okay,” siger den ene, da hun har fun­det sang­tek­sten på sin tele­fon: “Er det sta­dig bare én lang meta­for eller hvad?” 

Venin­der­ne lader tele­fo­nen gå på run­de og gri­ner af san­gens sym­bo­lik; den er for tyk. 

Hvor­dan de pro-palæsti­nen­si­ske demon­stran­ter selv kom­mu­ni­ke­rer, er i mel­lem­ti­den Fri­heds­bre­vets begrun­del­se for at sni­ge sig ombord på bussen. 

I måneds­vis har Palæsti­na-flag, tørklæ­der og ban­ne­re domi­ne­ret gader­ne i lan­dets stør­ste byer, båret af en smal, men kon­si­stent og sta­dig vok­sen­de for­sam­ling, for hvem “ret­fær­dig­hed for Palæsti­na” og et inter­na­tio­nalt “boy­kot af Isra­el” er det vig­tig­ste i verden. 

Så vig­tig, at palæsti­nen­ser­nes fred og fri­hed til­sy­ne­la­den­de trum­fer alt andet – og bør gøre det for alle andre også. 

Ukrai­ne­kri­gen, kli­ma­kamp, lige­stil­lings­po­li­tik, LGBT+-rettigheder, diplo­ma­ti og aka­de­misk fri­hed. Og, selv­føl­ge­lig, det isra­el­ske folk. 

Et inter­es­sant ratio­na­le af man­ge årsa­ger – ikke mindst for­di det omfav­nes af den pro­g­res­si­ve, inter­sek­tio­nel­le del af den dan­ske ven­stre­fløj, fra hvil­ken majo­ri­te­ten af palæsti­na-akti­vi­ster­ne udsprin­ger. “Ingen er frie, før alle er frie,” lyder deres typi­ske man­tra, som i åre­vis har været anvendt af alt fra kli­maak­ti­vi­ster til mino­ri­tets­for­kæm­pe­re – og nu pro-palæsti­nen­se­re. Pro­ble­mer­ne er for­bund­ne, vi skal for­stå dem i en kom­pleks sam­men­hæng, det kræ­ver tål­mo­dig­hed og gen­si­dig solidaritet. 

Men som Palæsti­na-demon­stra­tio­ner­ne er vok­set i omfang og styr­ke, er det, som om man­tra­et har fået sit eget hie­rar­ki: Først skal Palæsti­na være frit, resten kan vi dis­ku­te­re på den anden side. 

At det er til­fæl­det, viser tre begi­ven­he­der fra den for­gang­ne uge, som jeg i embeds med­før har del­ta­get i for at bli­ve klo­ge­re på bevæ­gel­sens selvopfattelse: 

Først søn­da­gens demon­stra­tio­ner “i anled­ning af Dan­marks Befri­el­se” den 5. maj, hvor den dan­ske mod­stand­s­kamp mod nazi­ster­ne blev taget til ind­tægt for at gå “med i ånden”. En lig­nen­de her­sker­tek­nik udspil­le­de sig dagen efter, til man­da­gens aktion på Køben­havns Uni­ver­si­tets sam­funds­vi­den­ska­be­li­ge cam­pus, hvor en stør­re sam­ling af nuvæ­ren­de og tid­li­ge­re stu­de­ren­de ved mid­dags­tid tog ejer­skab over en græs­plæ­ne ved at slå to snes tel­te op. Her har de tænkt sig at bli­ve lig­gen­de, til uni­ver­si­te­tet “tager ansvar i den­ne sag, hvor det ikke er muligt at for­hol­de sig apo­li­tisk,” som det lød i en pres­se­med­del­el­se fra Stu­de­ren­de mod Besættelsen. 

Palæsti­nas fri­hed trum­fer uni­ver­si­te­tets. Sam­me gør sig gæl­den­de for san­ge­r­in­den SABA, årets dan­ske repræ­sen­tant ved Euro­vi­sion i Mal­mø, som optræ­der ved semi­fi­na­len sam­me aften – ugens tred­je Gaza-begivenhed. 

Trods ind­le­den­de tøven har SABA valgt at del­ta­ge i sang­kon­kur­ren­cen. En beslut­ning, hun begrun­der med alt muligt andet end en stil­ling­ta­gen til Gaza-kri­gen, men som af kri­ti­ke­re ankla­ges for at være net­op det: Ved ikke at boy­kot­te Euro­vi­sion, gøres SABA medansvar­lig for “Isra­els krigs­for­bry­del­ser,” som der står i et åbent brev til sangerinden. 

Bre­vet er delt på Ins­ta­gram-pro­fi­len @stopannekteringen, der til­hø­rer bus­tu­rens med­ar­ran­gør, nem­lig Inter­na­tio­nal Forums Palæsti­na­grup­pe. SABA har ellers udtrykt sym­pa­ti med demon­stra­tio­ner­ne og med kra­vet om våben­hvi­le i Gaza; hun har for nylig fået tato­ve­ret en freds­due på armen. 

SABA har des­u­den ratio­na­li­se­ret sin beslut­ning om at del­ta­ge alli­ge­vel med, at hen­des iden­ti­tet sik­rer en vis mang­fol­dig­hed i showet, som ellers vil være fra­væ­ren­de; at hun er dan­sker adop­te­ret fra Etio­pi­en, at hun er que­er og at hun åbent deler sin erfa­ring med psy­ki­ske udfor­drin­ger. Men det er langt fra nok; der er “ingen und­skyld­ning for ikke at tage ansvar”. Bre­vet bru­ger SABAs iden­ti­tet imod hen­de – “net­op” for­di hun er, hvem hun er, bør hun “næg­te at del­ta­ge i en fol­ke­fest side om side med en stat, der begår fol­ked­rab” af palæsti­nen­ser­ne, “der er ofre for racis­mens yder­ste konsekvens”. 

SABA blev taget i for­svar af den dan­ske, prisvin­den­de og oftest iltre dig­ter Ami­na Elmi. “I skal lade SABA være i fred,” skrev hun som kom­men­tar til bre­vet. “Det her offent­li­ge pres og udskam­ning er over grænsen”. 

Man ved, at kri­tik­ken er kras, når Ami­na Elmi beder folk om at fal­de ned. 

De hår­de ord føl­tes da også, for­tal­te SABA selv i TV 2‑podcasten Dato tid­li­ge­re på ugen, som om hun i Isra­el-Palæsti­na-kon­flik­ten “beken­der kulør ale­ne ved at del­ta­ge,” og som om “at alt andet, jeg har bidra­get til, eller den måde, jeg har støt­tet på, ikke eksi­ste­rer. Som om det ikke kan eksi­ste­re sam­men med min deltagelse”. 

Gaza trum­fer igen. Hver­ken insti­tu­tio­ner eller kunst­ne­re kan til­sy­ne­la­den­de und­si­ge sig fra at alli­e­re sig, hver­ken neut­ra­li­tet, tavs­hed eller nuan­cer aner­ken­des som andet end et medansvar i det, de kon­se­kvent beteg­ner som “et fol­ke­mord”. Hvor­for er det sådan? 

Få adgang og læs videre

Vores jour­na­li­stik bli­ver til tak­ket være vores beta­len­de med­lem­mer. For at læse artik­len, skal du have et medlemskab.

Du kan nemt og hur­tigt bli­ve med­lem af Fri­heds­bre­vet – Dan­marks mest kom­pro­mis­løst uaf­hæn­gi­ge medie. Som med­lem får du adgang til dags­or­den­sæt­ten­de og magt­kri­tisk jour­na­li­stik om poli­tik, finans og kul­tur, et prisvin­den­de mor­gen­pro­gram og fæn­gen­de podcasts.

Et med­lem­skab koster enten 99 kr. om måne­den uden nogen bin­dings­pe­ri­o­de eller 499 kr. om året.

Få adgang nu

Alle­re­de med­lem? Log ind her