Da fol­ket mød­te Fre­de­rik­sens følelser

Mette Frederiksen (S) after the Social Democrats' party leader speech on the Main Stage during the People's Meeting 2024, Allinge, Bornholm, Friday, June 14, 2024. (Photo: Thomas Traasdahl/Scanpix 2024)

Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Foto: Tho­mas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det kor­te af det lange

Da hun ende­lig ankom til Allin­ge med et døgns for­sin­kel­se, var det en sjæl­dent set sår­bar Met­te Fre­de­rik­sen, fol­ket mød­te. Stats­mi­ni­ste­ren var per­son­ligt ramt af over­fal­det på Kult­or­vet og poli­tisk kvæ­stet af for­ri­ge uges bruta­le resul­ta­ter ved Europa-Parlamentsvalget. 

I kro­ge­ne hør­te man fler­tal­let hvi­ske: Hvor­dan mon hun hånd­te­rer den­ne dob­bel­te krise? 

Iagt­ta­gel­ser fra det øje­blik, Met­te Fre­de­rik­sen atter åben­ba­re­de sig for fol­ket og gjor­de Fol­ke­mø­det følelsesladet. 

Allin­ge, Bornholm

Det, vi tal­te om på Fol­ke­mø­de­ts før­ste dag, var, om stats­mi­ni­ste­ren mon vil­le ven­de til­ba­ge. Ikke kun til Allin­ge på Born­holm, hvor hen­des ankomst var udskudt et døgn, men til­ba­ge til rege­rin­gen, til dansk poli­tik og til fol­kets gunst. 

En lil­le uge var gået, siden Met­te Fre­de­rik­sen var udsat for et fysisk skub så psy­kisk hårdt, at stats­mi­ni­ste­ren end­nu ikke var “sig selv”, som hun tid­li­ge­re på ugen for­tal­te DR. 

I rea­li­te­ten har Met­te Fre­de­rik­sen været fra­væ­ren­de fra dansk poli­tik i måneds­vis; hun er “på vej væk”, har det lydt, til EU eller NATO eller et andet vidt­løf­tigt sted, langt væk fra fol­ke­dy­bet. Så etab­le­ret en sand­hed, at fol­ket har været vant til, at stats­mi­ni­ste­ren har begrun­det sit hjem­li­ge fra­vær med inter­na­tio­na­le forpligtelser. 

Men da hun i sid­ste uge såe­de tvivl om sin til­ste­de­væ­rel­se i Allin­ge, var årsa­gen ikke ydre, men indre omstæn­dig­he­der. Stats­mi­ni­ste­ren hav­de mistet kon­trol­len over “sig selv”. 

Den årsag var ny — og der­for på fler­tal­lets læber. 

Fre­de­rik­sen var sta­dig ude af balan­ce, gen­tog hun på Hoved­s­ce­nen fre­dag, da hun gjor­de come­ba­ck for offent­lig­he­dens skue. Et usæd­van­ligt sce­na­rie, man­ge var mødt op for at opleve: 

EP-val­gre­sul­ta­tet afslø­re­de, at Soci­al­de­mo­kra­ti­et var ude af sync med dan­sker­ne – og nu stod Met­te Fre­de­rik­sen til­med og sag­de, at hun var ude af sync med sig selv: Hun bekend­te at være sår­bar, for­slå­et, ramt. Met­te Fre­de­rik­sen – den måske mest reso­lut­te, bestem­te og kon­trol­le­re­de stats­mi­ni­ster i mands min­de, alt­så “Lev med det”-statsministeren, hen­de, der i efter­å­ret fnøs af spørgs­må­let, om hun også vil­le udde­le blom­ster ved den palæsti­nen­si­ske ambas­sa­de – stod lige der og præ­sen­te­re­de sig selv som en “klar”, men tviv­len­de leder. 

Nu var hun ikke læn­ge­re på vej væk, men “på vej til at bli­ve sig selv” igen. For før­ste gang siden SVM-rege­rin­gens dan­nel­se skul­le stats­mi­ni­ste­ren ikke vide­re – hun skul­le hjem.

Hjem til dan­sker­nes favn, som at døm­me på val­get i søn­dags ikke står vidt åbent for hen­de. Som sati­re­grup­pen MAGT, Fol­ke­mø­de­ts husor­ke­ster, sang tors­dag på 3F’s sce­ne, er fol­kets kær­lig­hed “til Met­te Mor mere død end Vej­le Fjord”. Under valg­nat­ten lig­ne­de den soci­al­de­mo­kra­ti­ske for­sam­ling da også en, der led af iltsvind. 

Kun­ne Met­te Fre­de­rik­sens erkend­te sår­bar­hed hjæl­pe hen­de på vej? På sce­nen gjor­de hun et bravt forsøg. 

Met­te Fre­de­rik­sen er… menneskelig?

Det sam­me gjor­de Soci­al­de­mo­kra­tiets pres­se­chef tid­li­ge­re sam­me formiddag. 

På trods af for­sik­rin­gen om, at Fre­de­rik­sen var “fuld­stæn­dig klar” til at age­re som stats­mi­ni­ster, rin­ge­de pres­se­che­fen til Fri­heds­bre­vet, invi­te­re­de til et ti minut­ter kort pres­se­mø­de for den sam­le­de pres­se og appel­le­re­de des­u­den til, at Fri­heds­bre­vets jour­na­li­ster ikke opsøg­te stats­mi­ni­ste­ren med yder­li­ge­re spørgs­mål under Fol­ke­mø­det, sådan som vores jour­na­li­ster har for vane at gøre med de fol­ke­valg­te i Allin­ge. Af hen­syn til stats­mi­ni­ste­rens “fysi­ske form”, lød det. 

Måske håbe­de Soci­al­de­mo­kra­ti­et, at spørgs­må­le­ne hav­de sam­me med­fø­len­de og empa­ti­ske karak­ter som dem, der blev stil­let af publi­kum og af den hyre­de mode­ra­tor, Søren Dahl. 

De vil­le høre om hen­des indre følel­ses­liv, og det vil­le Fre­de­rik­sen ger­ne for­tæl­le om. Til et spørgs­mål om noget helt andet, om køns­po­li­tik, ind­led­te Fre­de­rik­sen med at sige, at hun vil­le sva­re lige ud af posen, nu hvor hun alle­re­de “er mere ærlig om, hvor­dan hun har det, end hun har været i årevis”. 

Fra de bager­ste ræk­ker kun­ne man høre folk hvi­ske til hin­an­den, at stats­mi­ni­ste­ren frem­stod helt… men­ne­ske­lig. Det er man­ge måne­der – hvis ikke år – siden, at dan­sker­ne har set Met­te Fre­de­rik­sens blik flak­ke på den måde. 

Hel­dig­vis for stats­mi­ni­ste­ren er tiden moden til en net­op selv­be­vidst mær­ken efter. 

Ingen mestrer den kunst bed­re end Zet­lands kul­turjour­na­list Tor­ben San­gild. San­gild, aktu­el med Følel­ser­nes bog, udgi­vet på Zet­lands eget for­lag, ind­t­og hver for­mid­dag Zet­lands sce­ne og lod sig inter­viewe af en Zet­land-kol­le­ga om “Dagens følel­se”: Tors­dag var det “Vre­de”, efter­fulgt af fre­da­gens “Skam” og afslut­tet med lør­da­gens “Frygt”.

Teo­ri­en bag de indi­vi­du­el­le følel­sers kor­rek­te kul­tur­for­stå­el­se blev kyn­digt for­kla­ret af San­gild. Bogen inde­hol­der kapit­ler om langt fle­re følel­ser, men en sjæl­den selv­kri­tisk sjæl på Zet­land hav­de begræn­set følel­sesshowet til sam­men­lagt halvan­den time for­delt over tre dage. 

Mang­ler San­gild prak­tisk erfa­ring til en even­tu­el opføl­ger, var Fol­ke­mø­det 2024 et oplagt sted at udfø­re feltarbejde: 

For det, det frem­mød­te folk tal­te om på anden- og tred­je­da­gen, var net­op, hvor­dan man skul­le tol­ke Met­te Fre­de­rik­sens plud­se­ligt meget syn­li­ge følelser. 

Var hun vred, skam­fuld, frygt­som? Vi skal til­ba­ge til engang under de ind­le­den­de cor­o­na­må­ne­der for at fin­de et tids­punkt, hvor den fol­ke­li­ge opmærk­som­hed på Met­te Fre­de­rik­sens ve og vel var så skærpet. 

Hvad vi taler om, ved få bed­re end Dit­te Okman. Under fre­da­gens live­op­ta­gel­se af hen­des podcast Det, vi taler om på Geel­muy­den Kie­ses sce­ne bad hun til­hø­rer­ne sen­de “Met­te lidt kær­lig­hed, hvis I ser hende”. 

Pane­let hav­de net­op haft besøg af musi­ker­ne Anni­ka Aakjær og Per­nil­le Rosen­da­hl, som beg­ge med­vir­ker i den aktu­el­le og omdis­ku­te­re­de DR-doku­men­tar Sexis­me i musik­bran­chen. Aakjær og Rosen­da­hl for­tal­te om den høje pris, man­ge kvin­der beta­ler for at stil­le sig frem, give af sig selv til offent­lig­he­den og om beho­vet for fol­ke­lig støt­te, når kri­tik­ken ram­mer hårdt. 

Dét blev afsæt­tet til pro­gram­mets afrun­ding, hvor pane­let bekræf­te­de, at Met­te Fre­de­rik­sen “er her, og hun ser fak­tisk lidt pres­set ud”, hvor­for Dit­te Okman appel­le­re­de til end­nu en kol­lek­tiv følel­se: med­men­ne­ske­lig sympati. 

En poin­te i sexis­medo­ku­men­ta­ren er, at Aakjærs og Rosen­da­hls indi­vi­du­el­le, uret­fær­di­ge ople­vel­ser skal for­stås og hånd­te­res som kol­lek­ti­ve anlig­gen­der; noget strukturelt. 

Sam­me tids­ty­pi­ske greb for­sø­ger Met­te Fre­de­rik­sen at for­mid­le sin ople­vel­se med: 

Hun rea­ge­re­de ikke kun på det kon­kre­te skub, men på et akku­mu­le­ret pres fra omver­den. Fra gadens ankla­ger om bar­ne­mord i Gaza til soci­a­le medi­ers betænd­te tone. Pres­set på stats­mi­ni­ste­ren var et pres på det dan­ske folk, på demo­kra­ti­et, har Fre­de­rik­sen forklaret. 

Er fol­kets følel­ser i uba­lan­ce, vil Met­te Fre­de­rik­sen ger­ne gå for­re­st – sådan som moder­ne lede­re gør i 2024: Ved at blot­te egen sår­bar­hed. Ind­ta­ge fle­re nuan­cer, være mere lydhør. 

“Dan­mark er, når vi sam­ler hin­an­den op på vej­en trods uenig­he­der,” kon­klu­de­re­de Met­te Fre­de­rik­sen oven på en anek­do­te om en grup­pe jazzmu­si­kan­ter fra Køben­havn. De hav­de crashet en provin­s­fest hos Dan­marks­de­mo­kra­ter­ne og kom for ska­de at vin­de hoved­præ­mi­en i en rodeo­tyrs­kon­kur­ren­ce: En Air­Fry­er så stor, at de var afhæn­gi­ge af et lift til nær­me­ste station. 

Det var den gen­si­di­ge afta­le, stats­mi­ni­ste­ren appel­le­re­de til publi­kum om at ind­gå: Sam­ler I mig op her, lover jeg at tage jeres kri­tik med på vejen. 

Lek­tien fra Tobi­as Rahim 

Med Fre­de­rik­sens følel­ses­mæs­si­ge stilskif­te og det bruta­le Euro­pa-Par­la­mentsvalg føl­ger det oplag­te spørgs­mål: Hvil­ke kon­se­kven­ser får det – ikke kun for hen­des eget, men for hele SVM-rege­rin­gens indre liv? 

Det spørgs­mål er der man­ge, der ønsker svar på. End­nu var valg­nat­ten i gang, da Mode­ra­ter­nes for­mand og uden­rigs­mi­ni­ster Lars Løk­ke Ras­mus­sen tog bla­det fra mun­den og advo­ke­re­de for, at det bre­de rege­rings­sam­ar­bej­de skul­le “revi­ta­li­se­res”.

Under­for­stå­et: Dele af rege­rin­gen hav­de vist sig at være dens sva­ge­ste led, og det var ikke Mode­ra­ter­ne, og hel­ler ikke Ven­stre, som præ­ste­re­de over evne. 

Tiden er inde til at lyt­te mere end at tale, har Løk­ke for længst luret, og han vil som altid helst være høv­ding af sin sam­tid. Og måske også af rege­rin­gen oven på det bruta­le EP-resultat? 

Under en podca­st­op­ta­gel­se i Wee­ken­da­vi­sens telt fre­dag gen­tog han, at rege­rin­gens poli­tik var, som den skul­le være, men rege­rin­gen skul­le eje sin for­tæl­ling bed­re. Befolk­nin­gen skal lære at elske SVM. 

Det vil sige: købe præ­mis­sen om, at de bre­de par­ti­er skal sam­ar­bej­de for at gøre sig uaf­hæn­gi­ge af yder­flø­je­ne og deres alt for stær­ke følel­ser. Sådan lød ana­ly­sen i 2022: Omver­de­nen var så usta­bil, at Dan­mark hav­de brug for prag­ma­tisk kon­sensus, en rege­ring uden pole­mik og stridigheder. 

Uden følel­ser fri­stes man til at sige. 

Så meget desto mere smerte­ligt må det være for Soci­al­de­mo­kra­ti­et, at det blev de ind­føl­te, ide­a­li­sti­ske SF’ere, som indi­mel­lem udstil­les som sos­ser­nes røde yder­fløj, der blev det stør­ste par­ti ved EP-val­get. Næp­pe hjalp det, at sam­me magt­for­de­ling mel­lem S og SF gen­tog sig i en natio­nal Gal­lup-måling, offent­lig­gjort i Ber­ling­s­ke torsdag. 

Mon den smer­te sta­dig svi­er, når Met­te Fre­de­rik­sen har gen­fun­det sig selv og og skal vur­de­re, om Soci­al­de­mo­kra­ti­et befin­der sig bedst i den bre­de midte? 

Væl­ger­nes afvis­ning af Soci­al­de­mo­kra­ti­et var så efter­tryk­ke­lig, at man hele den for­gang­ne uge og i sær­de­les­hed i Allin­ge hør­te ryg­ter gen­ta­get om, at Met­te Fre­de­rik­sen i lig­hed med Frank­rigs præ­si­dent Macron vil­le tage neder­la­get per­son­ligt og udskri­ve fol­ke­tings­valg. Andre men­te at vide, at hun vil­le træk­ke sig helt og give sta­fet­ten vide­re til Wammen. 

Men det ser ud til, at hun gri­ber det tab­te slag ander­le­des an. 

En af Tor­ben San­gilds poin­ter under Vre­dens dag var, at følel­ser ikke er en mod­sæt­ning til fornuft. 

Fra­vær af følel­ser kan der­i­mod føre til apa­ti. På Hoved­s­ce­nen fre­dag lød Met­te Fre­de­rik­sen som en, der hav­de gjort sam­me erkendelse. 

Hun befin­der sig et sår­bart, men­ne­ske­ligt og poli­tisk, men også et gun­stigt sted. Som en for­slå­et majestæt, der nu skal bevi­se sig som leder på ny og atter kom­me i øjen­høj­de med befolkningen. 

Tobi­as Rahim sang engang, at glub­s­ke dyr sæt­ter sig stra­te­gisk på bag­be­ne­ne og gør sig små, inden de går på rov. Det er fra den posi­tion, de kan hop­pe højest. “Bun­den er et spring­bræt,” sang den sto­re mand om at over­le­ve i en kynisk verden. 

Var det dét, Met­te Fre­de­rik­sen gjor­de på den fol­ke­li­ge savan­ne i Allin­ge – sat­te sig på bagbenene?