
De er Zlatan

Kære læser
Den biografaktuelle film om Zlatan Ibrahimovic fortæller historien om drengen fra indvandrerghettoen, som systemet Sverige journaliserede som utilpasset, men som selv følte sig misforstået og undertrykt, inden han blev en af verdens bedste fodboldspillere. Den fortælling har vi allerede læst og set og hørt i talrige bøger, tidligere film og deraf følgende ringe i mediehavet, men Fri Spark fandt alligevel så mange fine detaljer i Jeg er Zlatan, at biografturen ikke var spild af tid. Hvad Diego Simeone og Franz Beckenbauer kan som hovedpersonerne i henholdsvis en ny streaming-serie og en kommende biopic, har vi til gengæld til gode at finde ud af.
God fodboldweekend, hvad enten du skal på banen, på stadion, bag skærmen eller i biografen!
13 smukke berøringer
Man kan selvfølgelig ikke fortælle historien om Zlatan Ibrahimovic uden at runde den 22. august 2004. Ajax møder NAC Breda i Æresdivisionen på Johan Cruijff ArenA i Amsterdam, og stillingen er 4–1, da svenskeren godt et kvarter før tid modtager bolden med ryggen mod målet små to tredjedele inde på modstanderens banehalvdel. Hans første touch er dårligt, bolden springer fra ham, men det kan man ikke sige om hans næste 13 berøringer. Zlatan får tacklet bolden til sig og slalomløber sig vej igennem, hvad der ligner det halve af Breda, som immervæk er blandt Hollands ti største byer. Han vinkler bolden forbi de modstandere, der på skift buser frem – de afventende bliver udmanøvreret med state of the art sparkefinter.
I spillefilmen Jeg er Zlatan, som netop har haft dansk premiere, ringer Luciano Moggi, den skrutryggede, kæderygende Juventus-bandit, der i en menneskealder manipulerede resultaterne i Torino-holdets retning i det italienske ligasystem, til Mino Raiola, Zlatans dengang fremadstræbende agent, sekundet efter at spilleren har afsluttet sit soloridt med scoringen til 5–1. Klubdirektøren befinder sig på en bar. Agenten sidder på stadion. De har lige bevidnet samme aktion. Jurka og Sefiks søn fra indvandrerghettoen Rosengård i Malmø er klar til en af verdens største klubber.
Slagskud mod systemet
Fri Spark har set Jeg er Zlatan og lever fint med, at instruktør Jens Sjögren skruer op for dramaet her og der. Hvem ved: Måske var det sådan? Eller måske ringede Moggi først efter kampen? Måske ventede han endda til dagen efter? Vi kan også sagtens bære over med, at intet i handlingen kommer bag på os, og sådan vil det være for alle biografgængere, der har læst svenskerens selvbiografi fra 2011, for den deler ikke bare titel med filmen (bogen har dog også efternavnet med), men også store dele af den handling, Zlatan lagde i hænderne på David Lagercrantz. Forfatteren har også skrevet manuskriptet til filmen (sammen med Jakob Beckman). Alligevel havde Fri Spark en overvejende fin oplevelse med filmen, og det skyldes frem for alt Dominic Andersson Bajraktari og Granit Rushiti.
Førstnævnte spiller den helt unge Zlatan. Ham, der i en gymnastiktime sender et bandy-slagskud lige midt i den bekymrede grimasse på sin hjælpelærer – eller sin extra resurs, som det åbenbart hed i Malmø i begyndelsen af 1990’erne – der på svære underben og med gudhengivenhed over for den af Folkhemmet hende stillede opgave befinder sig lige i nakken på Zlatan skoledagen lang: Eleven kan ikke störa de andre elever. Eller som de siger nede på Malmø FF’s baner: Han må lære at indgå i et lagspel. Hent selv det skånske R på bagtungen, og tilsæt de lange vokaler på extra resurs, og du bliver mindst lige så indædt irriteret som Zlatan i Andersson Bajraktaris gestaltning. Det er jo de voksne, som störa ham.
Dermed ikke sagt, at Fri Spark vil forsvare slagskud i ansigtet på nogen som helst, for det vil vi selvfølgelig ikke. Den unge skuespiller er bare virkelig god som vred, og så gør vi heller ikke noget ud af, at han helt åbenlyst er naturligt venstrebenet.
En troværdig fodboldskuespiller
Granit Rushiti, filmens 16–23-årige Zlatan, er også god. Han er højrebenet som sit forlæg og indrammer den goofy-charmerende side af problembarnet ganske fint: Det store, lidt forsinkede smil. Hans dorske balkan-skånske. Det afmålte nik, nedefra og op, når han ser en potentiel fare an: Är du helt dum i huvudet?! Rushiti har ligesom virkelighedens Zlatan en fortid i Malmø FF’s ungdomsrækker, og han ligner ikke bare sin hovedperson, med rank overkrop og stærk nakke, men en dygtig fodboldspiller, når han gengiver ydmygelsen af NAC Breda-spillerne den sensommerdag for 18 år siden.
Også på den måde har fodboldfilmen som genre drevet det vidt siden John Hustons Escape to Victory fra 1981, hvor Michael Caine har skudtræning på Sylvester Stallone, der danser hysterisk rundt på målstregen, som om han stadig var i et udtrapningsforløb efter Rocky.
I et interview med det svenske tidsskrift Filter fortalte Granit Rushiti op til premieren i hjemlandet, at han har læst blot én bog i sit liv, og at den bog er Jeg er Zlatan. Han blev valgt til rollen blandt de 2.000 gutter, instruktøren prøvefilmede, hvorefter han blev sendt til stemmetræning. Fordi han har studeret Zlatan i hele sin fodboldopvækst, faldt alle stjernens bevægelser ham til gengæld helt naturligt. ”Jeg har forsøgt at være som ham, siden jeg var lille,” som Rushiti forklarer i interviewet.
Han gruede kun for Breda-scenen, og det var, fordi han var blevet skadet i lysken lige inden optagelserne. Da interviewet blev lavet i efteråret, var han stadig ikke kampklar, men han var til gengæld ikke nervøs for, at han nu ville blive sammenlignet med Zlatan, den i dag 40-årige, stadig aktive fodboldlegende, som det svenske system nu har journalført med 118 A‑landskampe, når han kunne vende tilbage på fodboldbanen:
”Når man har spillet den karakter, får man automatisk mere selvtillid. Ikke at jeg har manglet selvtillid, men nu får jeg det her lille ekstra skud, du ved.”
Hvorfor blev du ikke på dansk territorium, Sefik?
Som altid, når man taler Zlatan, strander Fri Sparks tankerække ved flyvebådsterminalen i Havnegade. Hvorfor tog Sefik Ibrahimovic videre over Øresund, efter at han i sin tid, vist nok 1977, havde forladt Bijeljina i det daværende Jugoslavien og det nuværende Bosnien-Hercegovina? Hvordan havde dansk fodbold set ud, hvis færgetrafikken den dag havde været indstillet på grund af høj bølgegang eller et tilfrosset stræde?
Det får vi selvsagt aldrig svar på. Ligesom vi heller ikke med sikkerhed kan slå fast, om Zlatans far siden foldede sig ud som den folkesanger, som visse Google-søgninger peger i retning af. Fri Sparks svenske venner i fodboldmiljøet tør ikke lægge hovedet på blokken, men bekræfter, at sangeren i videoen ligner Sefik Ibrahimovic fuldstændig, når han blandt andet optræder med denne sang, Tesko je voljeti, der kan oversættes til Det er svært at elske. Sangen, hvis den er hans, er, ikke overraskende, fra før, han måtte have set Dominic Andersson Bajraktari og Granit Rushiti udfolde sig i Jeg er Zlatan.
Skulle nogle af Fri Sparks læsere vide noget om Sefik Ibrahimovic’ eventuelle sangerkarriere, så skriv endelig til kasper@frihedsbrevet.dk.
Fyrsten går også til filmen
Var Diego Simeone af en eller anden grund havnet i det nordiske skolesystem, havde én hjælpelærer næppe været nok. Den koparrede, sammenbidte argentiner, der spillede 108 A‑landskampe for Argentina og netop har rundet ti år som cheftræner for Átletico Madrid, er den seneste fodboldpersonlighed i rækken med egen dokumentarserie på en af de store streamingtjenester.
Fri Spark har endnu ikke set Living Match by Match på Prime Video, men vi føler ligesom de fleste andre følgere af international fodbold skiftevis afsky og fascination ved Simeones ultradefensive fortolkning af spillet, også kaldet cholismo, som igen har taget navn efter hans eget kælenavn, El Cholo (mexicansk slang for gangster), og som i hans æra har skaffet Madrid-klubben to spanske mesterskaber og to Champions League-finaler.
Læsere af Fri Spark kan varme op til de seks afsnit med dette portræt af Den sorte fyrste.
Og det gør kejseren gudhjælpemig også
Vi slutter ugens fodboldfilmnyheder i Prag, hvor optagelserne til en film om Franz Beckenbauer ifølge Variety blev indledt i begyndelsen af april. Filmen om den store tysker, der vandt verdensmesterskabet som både libero og landstræner, hedder selvfølgelig Der Kaiser, Beckenbauers tilnavn som hersker af det tyske fodboldimperium, og har premiere sidst på året. Klaus Steinbacher – Das Boot og Oktoberfest 1900 – spiller hovedrollen i Sky-produktionen, der ifølge det amerikanske filmmedie begynder i 1960’erne og kulminerer med VM-finalen i 1990.
I lige præcis den finale spiller Argentinas målmand, Sergio Goycochea, en ikke ubetydelig rolle, og det kan være grunden til, at Sylvester Stallone ikke er at finde på rollelisten.