De er Zlatan


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

Kære læser 

Den bio­gra­fak­tu­el­le film om Zla­tan Ibra­him­ovic for­tæl­ler histo­ri­en om dren­gen fra ind­van­drerghet­to­en, som syste­met Sve­ri­ge jour­na­li­se­re­de som util­pas­set, men som selv føl­te sig mis­for­stå­et og under­trykt, inden han blev en af ver­dens bed­ste fod­bold­spil­le­re. Den for­tæl­ling har vi alle­re­de læst og set og hørt i tal­ri­ge bøger, tid­li­ge­re film og der­af føl­gen­de rin­ge i medi­e­ha­vet, men Fri Spark fandt alli­ge­vel så man­ge fine detal­jer i Jeg er Zla­tan, at bio­graf­tu­ren ikke var spild af tid. Hvad Die­go Simeo­ne og Franz Beck­en­bau­er kan som hoved­per­so­ner­ne i hen­holds­vis en ny strea­m­ing-serie og en kom­men­de bio­pic, har vi til gen­gæld til gode at fin­de ud af. 

God fod­boldwe­e­kend, hvad enten du skal på banen, på sta­dion, bag skær­men eller i biografen! 

13 smuk­ke berøringer

Man kan selv­føl­ge­lig ikke for­tæl­le histo­ri­en om Zla­tan Ibra­him­ovic uden at run­de den 22. august 2004. Ajax møder NAC Bre­da i Æres­di­vi­sio­nen på Johan Cru­i­jff Are­nA i Amster­dam, og stil­lin­gen er 4–1, da sven­ske­ren godt et kvar­ter før tid mod­ta­ger bol­den med ryg­gen mod målet små to tred­je­de­le inde på mod­stan­de­rens bane­halv­del. Hans før­ste touch er dår­ligt, bol­den sprin­ger fra ham, men det kan man ikke sige om hans næste 13 berø­rin­ger. Zla­tan får tack­let bol­den til sig og sla­lom­lø­ber sig vej igen­nem, hvad der lig­ner det hal­ve af Bre­da, som immer­væk er blandt Hol­lands ti stør­ste byer. Han vink­ler bol­den for­bi de mod­stan­de­re, der på skift buser frem – de afven­ten­de bli­ver udma­nøv­re­ret med sta­te of the art spar­ke­fin­ter.

I spil­le­fil­men Jeg er Zla­tan, som net­op har haft dansk pre­mi­e­re, rin­ger Luci­a­no Mog­gi, den skru­t­ryg­ge­de, kæde­ry­gen­de Juven­tus-ban­dit, der i en men­ne­ske­al­der mani­p­u­le­re­de resul­ta­ter­ne i Tor­i­no-hol­dets ret­ning i det ita­li­en­ske liga­sy­stem, til Mino Rai­o­la, Zla­tans den­gang fremad­stræ­ben­de agent, sekun­det efter at spil­le­ren har afslut­tet sit sol­o­ridt med scor­in­gen til 5–1. Klub­di­rek­tø­ren befin­der sig på en bar. Agen­ten sid­der på sta­dion. De har lige bevid­net sam­me aktion. Jur­ka og Sefiks søn fra ind­van­drerghet­to­en Rosen­gård i Mal­mø er klar til en af ver­dens stør­ste klubber. 

Slagskud mod systemet

Fri Spark har set Jeg er Zla­tan og lever fint med, at instruk­tør Jens Sjö­gren skru­er op for dra­ma­et her og der. Hvem ved: Måske var det sådan? Eller måske rin­ge­de Mog­gi først efter kam­pen? Måske ven­te­de han end­da til dagen efter? Vi kan også sag­tens bære over med, at intet i hand­lin­gen kom­mer bag på os, og sådan vil det være for alle bio­gr­af­gæn­ge­re, der har læst sven­ske­rens selv­bi­o­gra­fi fra 2011, for den deler ikke bare titel med fil­men (bogen har dog også efter­nav­net med), men også sto­re dele af den hand­ling, Zla­tan lag­de i hæn­der­ne på David Lagercrantz. For­fat­te­ren har også skre­vet manuskrip­tet til fil­men (sam­men med Jakob Beck­man). Alli­ge­vel hav­de Fri Spark en over­ve­jen­de fin ople­vel­se med fil­men, og det skyl­des frem for alt Domi­nic Ander­s­son Baj­rakta­ri og Gra­nit Rushiti. 

Først­nævn­te spil­ler den helt unge Zla­tan. Ham, der i en gym­na­stik­ti­me sen­der et ban­dy-slagskud lige midt i den bekym­re­de gri­mas­se på sin hjæl­pe­læ­rer – eller sin extra resurs, som det åben­bart hed i Mal­mø i begyn­del­sen af 1990’erne – der på svæ­re under­ben og med gud­hen­gi­ven­hed over for den af Folk­hem­met hen­de stil­le­de opga­ve befin­der sig lige i nak­ken på Zla­tan sko­le­da­gen lang: Ele­ven kan ikke störa de andre ele­ver. Eller som de siger nede på Mal­mø FF’s baner: Han må lære at ind­gå i et lags­pel. Hent selv det skån­ske R på bagtun­gen, og til­sæt de lan­ge voka­ler på extra resurs, og du bli­ver mindst lige så indædt irri­te­ret som Zla­tan i Ander­s­son Baj­rakta­ris gestalt­ning. Det er jo de voks­ne, som störa ham. 

Der­med ikke sagt, at Fri Spark vil for­sva­re slagskud i ansig­tet på nogen som helst, for det vil vi selv­føl­ge­lig ikke. Den unge sku­e­spil­ler er bare vir­ke­lig god som vred, og så gør vi hel­ler ikke noget ud af, at han helt åben­lyst er natur­ligt venstrebenet. 

En tro­vær­dig fodboldskuespiller

Gra­nit Rus­hi­ti, fil­mens 16–23-årige Zla­tan, er også god. Han er høj­re­be­net som sit for­læg og indram­mer den goo­fy-char­me­ren­de side af pro­blem­bar­net gan­ske fint: Det sto­re, lidt for­sin­ke­de smil. Hans dor­ske bal­kan-skån­ske. Det afmå­l­te nik, nede­fra og op, når han ser en poten­ti­el fare an: Är du helt dum i huvu­det?! Rus­hi­ti har lige­som vir­ke­lig­he­dens Zla­tan en for­tid i Mal­mø FF’s ung­doms­ræk­ker, og han lig­ner ikke bare sin hoved­per­son, med rank over­krop og stærk nak­ke, men en dyg­tig fod­bold­spil­ler, når han gen­gi­ver ydmy­gel­sen af NAC Bre­da-spil­ler­ne den sen­som­mer­dag for 18 år siden. 

Også på den måde har fod­bold­fil­men som gen­re dre­vet det vidt siden John Hustons Esca­pe to Victory fra 1981, hvor Micha­el Cai­ne har skud­træ­ning på Syl­ve­ster Stal­lo­ne, der dan­ser hyste­risk rundt på mål­stre­gen, som om han sta­dig var i et udtrap­nings­for­løb efter Rocky.

I et inter­view med det sven­ske tids­skrift Fil­ter for­tal­te Gra­nit Rus­hi­ti op til pre­mi­e­ren i hjem­lan­det, at han har læst blot én bog i sit liv, og at den bog er Jeg er Zla­tan. Han blev valgt til rol­len blandt de 2.000 gut­ter, instruk­tø­ren prø­ve­fil­me­de, hvor­ef­ter han blev sendt til stem­me­træ­ning. For­di han har stu­de­ret Zla­tan i hele sin fod­boldop­vækst, faldt alle stjer­nens bevæ­gel­ser ham til gen­gæld helt natur­ligt. ”Jeg har for­søgt at være som ham, siden jeg var lil­le,” som Rus­hi­ti for­kla­rer i interviewet. 

Han gru­e­de kun for Bre­da-sce­nen, og det var, for­di han var ble­vet ska­det i lysken lige inden opta­gel­ser­ne. Da inter­viewet blev lavet i efter­å­ret, var han sta­dig ikke kampklar, men han var til gen­gæld ikke nervøs for, at han nu vil­le bli­ve sam­men­lig­net med Zla­tan, den i dag 40-åri­ge, sta­dig akti­ve fod­bold­le­gen­de, som det sven­ske system nu har jour­nal­ført med 118 A‑landskampe, når han kun­ne ven­de til­ba­ge på fodboldbanen: 

”Når man har spil­let den karak­ter, får man auto­ma­tisk mere selv­til­lid. Ikke at jeg har mang­let selv­til­lid, men nu får jeg det her lil­le ekstra skud, du ved.” 

Hvor­for blev du ikke på dansk ter­ri­to­ri­um, Sefik?

Som altid, når man taler Zla­tan, stran­der Fri Sparks tan­keræk­ke ved fly­vebå­ds­ter­mi­na­len i Hav­ne­ga­de. Hvor­for tog Sefik Ibra­him­ovic vide­re over Øre­sund, efter at han i sin tid, vist nok 1977, hav­de for­ladt Bijel­ji­na i det davæ­ren­de Jugoslavi­en og det nuvæ­ren­de Bos­ni­en-Her­ce­g­ovi­na? Hvor­dan hav­de dansk fod­bold set ud, hvis fær­ge­tra­fik­ken den dag hav­de været indstil­let på grund af høj bøl­ge­gang eller et til­fros­set stræde? 

Det får vi selvsagt aldrig svar på. Lige­som vi hel­ler ikke med sik­ker­hed kan slå fast, om Zla­tans far siden fol­de­de sig ud som den fol­kesan­ger, som vis­se Goog­le-søg­nin­ger peger i ret­ning af. Fri Sparks sven­ske ven­ner i fod­bold­mil­jø­et tør ikke læg­ge hove­d­et på blok­ken, men bekræf­ter, at san­ge­ren i video­en lig­ner Sefik Ibra­him­ovic fuld­stæn­dig, når han blandt andet optræ­der med den­ne sang, Tesko je vol­je­ti, der kan over­sæt­tes til Det er svært at elske. San­gen, hvis den er hans, er, ikke over­ra­sken­de, fra før, han måt­te have set Domi­nic Ander­s­son Baj­rakta­ri og Gra­nit Rus­hi­ti udfol­de sig i Jeg er Zla­tan.

Skul­le nog­le af Fri Sparks læse­re vide noget om Sefik Ibra­him­ovic’ even­tu­el­le san­ger­kar­ri­e­re, så skriv ende­lig til kasper@frihedsbrevet.dk.

Fyr­sten går også til filmen

Var Die­go Simeo­ne af en eller anden grund hav­net i det nor­di­ske sko­le­sy­stem, hav­de én hjæl­pe­læ­rer næp­pe været nok. Den kopar­re­de, sam­men­bid­te argen­ti­ner, der spil­le­de 108 A‑landskampe for Argen­ti­na og net­op har run­det ti år som cheftræ­ner for Átle­ti­co Madrid, er den sene­ste fod­bold­per­son­lig­hed i ræk­ken med egen doku­men­tar­se­rie på en af de sto­re streamingtjenester. 

Fri Spark har end­nu ikke set Living Match by Match på Pri­me Video, men vi føler lige­som de fle­ste andre føl­ge­re af inter­na­tio­nal fod­bold skif­te­vis afsky og fasci­na­tion ved Simeo­nes ultra­de­fen­si­ve for­tolk­ning af spil­let, også kal­det cho­lis­mo, som igen har taget navn efter hans eget kæle­navn, El Cho­lo (mexi­cansk slang for gang­ster), og som i hans æra har skaf­fet Madrid-klub­ben to span­ske mester­ska­ber og to Cham­pions League-finaler. 

Læse­re af Fri Spark kan var­me op til de seks afsnit med det­te portræt af Den sor­te fyrste. 

Og det gør kej­se­ren gud­hjæl­pe­mig også

Vi slut­ter ugens fod­bold­film­nyhe­der i Prag, hvor opta­gel­ser­ne til en film om Franz Beck­en­bau­er iføl­ge Vari­e­ty blev ind­ledt i begyn­del­sen af april. Fil­men om den sto­re tysker, der vandt ver­dens­mester­ska­bet som både libe­ro og land­stræ­ner, hed­der selv­føl­ge­lig Der Kai­ser, Beck­en­bau­ers til­navn som her­sker af det tyske fod­bol­dim­pe­ri­um, og har pre­mi­e­re sidst på året. Klaus Ste­in­ba­cher – Das Boot og Okto­ber­fest 1900 – spil­ler hoved­rol­len i Sky-pro­duk­tio­nen, der iføl­ge det ame­ri­kan­ske film­me­die begyn­der i 1960’erne og kul­mi­ne­rer med VM-fina­len i 1990. 

I lige præ­cis den fina­le spil­ler Argen­ti­nas mål­mand, Ser­gio Goyco­chea, en ikke ube­ty­de­lig rol­le, og det kan være grun­den til, at Syl­ve­ster Stal­lo­ne ikke er at fin­de på rollelisten.