Den umulige krig


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cook­ies fra vores lydleverandør.

20 års krig mod ter­ror har foran­dret måden, vi tænker på. Jihadis­men, som kri­gen skulle udry­dde, står stærkere end nogensinde før.

Der find­es et ved første øjekast udrama­tisk billede af World Trade Cen­ter i New York, som har hjem­søgt mig i åre­vis. Det er taget ud på efter­mid­da­gen den 10. sep­tem­ber 2001 og vis­er Man­hat­tans takkede sky­line, som udskriften af en hjert­erytme, hakkende sig på tværs af øens syd­side fra Hud­son Riv­er Park i vest til Brook­lyn Bridge i øst med tvillingetårnene plac­eret majestætisk i ram­mens midte.

Billedet er taget af en ganske ordinær tur­ist ved navn Evan Kuz, som var på sit livs første besøg i New York. Kuz tror, han skal fotografere tårnene i sol­skin, men netop som han skal til at trykke på udløseren, ændr­er vejret sig, sep­tem­ber­solen forsvin­der og afløs­es af et uud­grun­deligt mørkegråt blæ­seve­jr. En gigan­tisk sky, som tilsyneladende har bragt uve­jret med sig, bevæger sig ind over halvøen, og på Kuzs fotografi hænger den over de to tårne som et uroligt spørgsmålstegn.

His­to­rien har frem­bragt dus­in­vis af den slags billed­er: Portræt­ter af Nürn­berg, før himlen åbn­er sig i tor­den­ve­jr og bomberegn. Fotografi­er af Sre­breni­ca, dagen før ser­berne ankom­mer og for­van­dler liv til død. Billed­er af bazaren i Alep­po, sekun­derne før den ikke er mere. Det er billed­er, der mejsler sig ind i bev­id­s­the­den på de, der ser dem, ikke kun for­di de føles som for­varsler, men for­di de er billed­er af en ver­den af i går. Kuz fotograferede et nor­malt Syd­man­hat­tan, men det er i nor­maliteten og i det civilis­erede, at kri­gens bru­tale kon­trast står klarest, og det er i billed­er som disse, vi min­des om, at den nye ver­den – ver­den efter Nürn­berg, efter Sre­breni­ca, efter Alep­po, efter 9/11 – ikke altid har været. Der var en anden tid. 

10. sep­tem­ber 2001 var den sid­ste dag i mit første liv. Hidtil havde sor­gløshe­den været min og Vestens vuggevise sam­men med den følelse af uovervin­de­lighed, vi tog med os ud af boet, da kom­mu­nis­men brast sam­men efter den kolde krig.

9/11 foran­drede alt. Et nyt liv beg­y­n­dte, en ny poli­tisk virke­lighed blev født, og et nyt glob­alt krigspar­a­digme blev skabt i dens billede. Jihadis­men skulle udry­d­des, det var kri­gens ufrav­igelige mål, mens jihadis­terne omvendt var over­be­viste om deres egen guds­bestemte skæb­ne som sejrherrer.

Foreløbig har ’kri­gen mod ter­ror’ varet dobbelt så lang tid som første og anden ver­den­skrig tilsam­men, og en hånd­fuld mil­itære inva­sion­er senere står vi så her: ved indgan­gen til kri­gens tred­je årti. Krig afhænger af øjnene, der ser, men lad os beg­y­n­de med det, der ikke er:

Godt en mil­lion men­nesker er blevet dræbt. Fjen­den i 2001 var al-Qae­da, der bestod af et par hun­drede medlem­mer på glob­alt plan – i dag består den sam­lede jihadis­tiske bevægelse ifølge Cen­ter for Strate­gic and Inter­na­tion­al Stud­ies af mere end 230.000 men­nesker. Tal­iban udpeger min­istre i Afghanistan. Jihadis­terne sæt­ter sig på områder i Øst- og Vestafri­ka, der aldrig har oplevet jihadis­tisk aktivitet i bety­deligt omfang. Irak oplever stadig flere angreb fra Islamisk Stat. I Syrien er døden blevet livet. Libyen, Yemen og Pak­istan er ved at udvikle sig til sikre havne for den mil­i­tante islamisme. Antallet af gen­nem­førte og for­purrede angreb i Europa vid­ner om, at den jihadis­tiske aktivitet i Vesten fort­sat er høj. I Soma­lia anslås al-Shabaabs økono­mi at være større end statens. Den poli­tiske usta­bilitet råder i Afghanistan og Irak i end­nu højere grad end i 2001, hvilket bety­der, at de sam­fund, jihadis­men tager næring fra, udklækker langt flere mil­i­tante islamis­ter, end vi kunne forestille os for to årti­er siden. Jihadis­men står stærkere end nogensinde før. 

Det byder os – præ­cis 20 år efter 9/11 – at stille det ubekvemme spørgsmål:

Fik jihadis­terne ret?

Foto: Evan Kuz, 10. sep­tem­ber, 2021

***

Der er én mand til forskel på 10. sep­tem­ber 2001 og 11. sep­tem­ber 2001, og i første omgang fik Osama bin Laden det, som han ville. 

Hal­van­det år tidligere, 5. jan­u­ar 2000, var en saudi­ara­bisk for­ret­nings­mand ved navn Khalid al-Mind­har trådt ind gen­nem svingdøren på et und­seel­igt busi­nesshotel i Malaysias hov­ed­stad, Kuala Lumpur. Mind­har van­drede op til et værelse booket af en forhen­værende mala­y­sisk oberst, der nu gjorde sig i udvikling af biokemiske våben og dubiøse forbindelser. Foru­den Mind­har var også en række højt­stående ara­biske vet­er­an­er fra muja­hedin­ernes for­driv­else af Sov­jet i Afghanistan i 1980’erne til stede. På mødet, der varede tre døgn og siden er blevet kendt som al-Qaedas skæb­nes­van­gre ’Kuala Lam­pur Sum­mit’, blev forestående plan­er om at angribe det amerikanske krigsskib ’USS Cole’ i Yemen og World Trade Cen­ter i New York minu­tiøst ende­vendt. Flere mød­edelt­agere, herun­der Mind­har, endte siden som fly­kapre­re under 9/11.

Efter al-Qaedas suc­ces­fulde angreb på ’USS Cole’ i decem­ber 2000 mødtes bevægelsens cen­trale led­er­skab i Afghanistan til intense strate­giske diskus­sion­er. Bety­delig intern mod­stand rejste sig mod 9/11-pla­nen, blandt andre fra al-Qaedas sikker­hed­schef, Sayf al-Adl. Bevægelsen var usikker på sin egen styrke. Men ét argu­ment trumfede alle andre: Bin Laden ønskede at trække USA og Vesten ind i en langtrukken udmat­telseskrig i Afghanistan og tvivlede på, at et min­dre mon­u­men­talt angreb end 9/11 kunne frem­pro­vokere en fuld­tonet mil­itær invasion.

Der var flere årsager til bin Ladens ønske: His­torisk er Afghanistan blevet opfat­tet som en kirkegård for imperier, og når hverken briterne eller russerne var lykkedes ind­tage de uve­j­somme afghanske dale, tvivlede bin Laden på, at selv super­magten Ameri­ka kunne.

Der­til kom, at amerikan­ernes svar på al-Qaedas oper­a­tioner hidtil havde været rådvilde. Efter bomb­ningerne af amerikanske ambas­sad­er i Kenya og Tan­za­nia i 1998 bombe­de USA en med­i­cin­fab­rik i Sudan og fik kun anholdt bevægelsens mind­ste fisk. Efter ’USS Cole’ i 2000 kom flere anhold­elser til, men ingen der truede al-Qaedas cen­trale led­er­skab. Og så var der troen på den religiøst betingede apoka­lypse; Bin Laden fandt i de hel­lige tek­ster belæg for pro­fe­tien om, at de troende og de ikketroende ved dommedag ville mødes ved det afgørende slag om ver­den­sh­erredøm­met. En kon­flik­teska­ler­ing i Afghanistan var et skridt på vejen dertil.

Så vidt det strate­giske ratio­nale, men 9/11 udløste ikke kun en glob­al krig mod ratio­nal­is­ter. Fjen­den var også religiøs: Bin Laden ønskede kri­gen mod ter­ror, han ønskede Afghanistan, han ønskede Irak, han ønskede den endeløse og grænseløse krig, for­di hans ide­olo­gi var det. Da han fra en varevogn i det rurale afghanske land­skab ful­gte angre­bet live (fjern­synets satel­lit­forbindelse røg imi­dler­tid, så på iro­nisk vis måtte bin Laden få sine opda­teringer via radio­sta­tio­nen ’Voice of Amer­i­ca’), var det for bin Laden også en krig mellem den glob­ale super­magt og den højere magt. 

***

Det var Alex­is de Toc­queville, der i midten af 1800-tal­let kon­staterede, at Ameri­ka er skabt og drevet på utålmodighed. 

”Bør præsi­den­ten og kon­gressen formelt erk­lære krig?“ spurgte en af CNN’s kor­re­spon­den­ter en studievært under en livesend­ing af 9/11-angrebene.

”Imod hvem?“ svarede værten.

Kor­re­spon­den­ten lyt­tede ikke:

”Men burde han ikke erk­lære krig?“

Sådan gik det: Vesten hast­ede ud på slag­marken. Min­dre end 12 timer, efter det første fly ramte World Trade Cen­ter, udråbte præsi­dent Bush en ny ver­den­skrig uden udløb­s­da­to. Kri­gen mod ter­ror fik et kedeligt, bureaukratisk navn, ’The Autho­riza­tion for Use of Mil­i­tary Force’ (AUMF), et akt­stykke, der blev ned­fældet på få timer og ved­taget i kon­gressen blot tre dage efter 9/11 – og som med et pennestrøg fjernede en række geografiske og juridiske for­be­hold for Amerikas drab på borg­ere, der vur­deres at være ‘kom­bat­tan­ter’, hvor end i ver­den de måtte befinde sig. I det nye liv efter 2001 har AUMF været vores – Vestens – krigsmanual. 

Skal vi nærme os et svar på, om kri­gen mod ter­ror er for­lø­bet, som Osama bin Laden ønskede det, må vi se på hans egen man­u­al. Det tætteste, vi kom­mer på sådan et doku­ment, er skrevet på 42 sider gul­ligt bagepa­pir og blev i 2005 smu­glet ud fra en vil­la i Teheran, hvor bin Ladens sikker­hed­schef, Sayf al-Adl, sad i husar­rest. Pla­nen er på mange stræk mere langsigtet end Vestens og falder i syv fas­er, som ifølge al-Adl og al-Qae­da vil udspille sig i de føl­gende 15 år frem til 2020. Den beskriv­er blandt andet, hvor­dan jihadis­terne ”bør have kort­sigt­ede plan­er ret­tet mod midler­tidi­ge mål og langsigt­ede plan­er ret­tet mod at opnå det store mål, hvilket er opret­telsen af Stat­en“, og den slår fast, at en krig ret­tet direk­te mod Vesten ikke er en umid­del­bar pri­or­itet for jihadis­terne, som i stedet bør fokusere på at etablere et selvstyrende område i den islamiske ver­den, hvor­fra islamiske national­magters ind­fly­delse på mus­limers liv kan stækkes. I dag, hvor vi kan vur­dere sikker­hed­schefens 15-års­plan ret­ro­spek­tivt, vis­er den sig for­bavsende præ­cis i sin forudsigelse af kri­gens forløb.

Tre fas­er får særligt øjen­brynene til at lette: 

”Opvågn­ings­fasen (2000–2003)” beg­y­n­dte ifølge Sayf al-Adl med 9/11 og havde til for­mål at frem­bringe en kon­flikt, der ville pro­vokere Vesten til at angribe mål i Mellemøsten. Det ville angivelig føre til øget glob­al opmærk­somhed, mere krig og mere vestlig split­telse, hvilket ifølge pla­nen ville styrke jihadis­ternes rekruttering.

”Hel­bre­delses­fasen (2010–2013)” forudser, at regimer vil vælte på tværs af Mellemøsten, blandt andet for­di USA på dette tid­spunkt vil være krigstræt og der­for ”ude af stand til at leve op til ans­varet for at fastholde den nuværende ver­den­sor­den“ – hvilket har vist sig at være en tem­melig virke­lighed­snær beskriv­else af det, der skulle blive kendt som ’det ara­biske forår’. ”Når regimerne grad­vis falder fra hinan­den, vil al-Qae­da og den jihadis­tiske bevægelse fort­sætte med at vokse,“ skriv­er al-Adl.

”Fasen for udrå­belsen af Stat­en (2013–2016)” forudser, at et islamisk kali­fat vil blive udråbt i Lev­an­ten mellem 2013 og 2016. Ifølge pla­nen vil ”den glob­ale svaghed hos fjen­derne af jihad“ give jihadis­terne en gylden mulighed for ”at udråbe en islamisk stat – Kali­fatet“. Det vil ifølge al-Qae­da ske af flere årsager: Blandt andet for­di Syrien vur­deres som en særlig sår­bar nation over for jihadis­tisk oprør, idet USA ikke for­ventes at ville støtte Assadregimet og komme det til und­sæt­ning under en kon­flikt. Al-Adl ikke blot tid- og sted­fæst­ede Islamisk Stats senere kali­fatu­drå­belse i Lev­an­ten; han udpegede allerede i Irakkri­gens tidlige år præ­cis de lokale, geopoli­tiske og demografiske fak­tor­er, der senere blev kri­gens virkelighed. 

Sam­tidig arbe­jd­ede al-Qae­da ifølge pla­nen mål­ret­tet på at lade kri­gen mod ter­ror splitte den vestlige samhørighed og presse på for, at den ”sti­gende foren­ing af Europa“ ville blive rul­let tilbage, anført af Storbri­tan­nien. Det skete som bek­endt med Brex­it i 2016.

Hvad fortæller al-Qaedas 15-års plan os i dag? Foru­den det åbenl­yse, at jihadis­ter er rationelle væs­ner, vid­ner den om, at den mil­i­tante islamisme har al tid i ver­den – og tid har vist sig at være denne krigs tungeste val­u­ta. Tid var, hvad der tillod Tal­iban at regrup­pere sig efter inva­sio­nen i 2001, som i prak­sis efter­lod Afghanistan ure­geret i et halvt årti. Tid var, hvad der tillod Islamisk Stat at rejse sig fra asken år efter inva­sio­nen i Irak. Og tid var, hvad der efter USA’s beslut­ning om at tids­fæste en offi­ciel tilbagetrækn­ing fra Afghanistan blev Tal­ibans egentlige strate­gi. De langsigt­ede løs­ninger – tålmodighe­dens løs­ninger – om at adressere den bund af ulighed, mar­gin­alis­er­ing og klep­tokrati, jihadis­men gror på i den islamiske ver­den, måtte vige. Tiden var til at fange og dræbe bin Laden, ikke til dif­fuse refor­mdiskus­sion­er i Irak. Når alt kom­mer til alt er krig en tvekamp om tiden, og Vesten blinkede først.

***

Osama bin Mohammed bin Awad bin Laden blev dræbt i maj 2011, men nogen slutda­to på kri­gen blev det aldrig. 

Jeg besøgte bin Ladens hem­melige hus i den pak­istanske by Abbot­tabad nogle uger efter, at amerikanske jæger­sol­dater var trængt ind for at likvidere al-Qae­da-led­eren, og uden for mødte jeg 27-årige Zul­fikar Ashgar. 

”Hvis min by nu bliv­er kendt for, at Osama bin Laden boede her, så håber jeg i det mind­ste, at Abbot­tabad bliv­er kendt som stedet, hvor kri­gen slut­tede,“ for­t­alte han mig.

Zul­fikar Ash­gar håbe­de, at vin­den ville vende. Men kri­gen var for længst blevet hverdag. Eller som den britiske mediepro­fes­sor Arun Kund­nani har for­muleret det:

“Hvor kri­gen mod ter­ror i Bush-årene forår­sagede højt­pro­fil­erede debat­ter om krig, tor­tur og overvågn­ing, blev den under Oba­ma til bureaukratisk ruti­ne, udrama­tisk og uimodsagt.”

Vi kæm­pede ikke læn­gere mod en konkret per­son eller organ­i­sa­tion, fjen­den var muteret, nu var fjen­den men en ide­olo­gi, en bevægelse, en idé – den mil­i­tante islamisme – og slag­marken var dermed blevet uen­delig, også i Dan­mark. Med andre ord: Bin Ladens død havde ingen betyd­ning, for kri­gen han­dlede ikke læn­gere om bin Laden.

***

Forleden lærte jeg, at Anjem Choudary drikker kaffe, og det er en kends­gern­ing, der trækker vigtige tråde til Vestens krig mod terror. 

Choudary er ikke hvem som helst, så måske en intro­duk­tion her er på sin plads: Efter sin juraek­samen stod britisk­fødte Anjem Choudary i spid­sen for en per­lerække af jihadis­tiske organ­i­sa­tion­er, som siden blev tvang­so­pløst af de britiske myn­dighed­er på grund af ter­ror­bil­ligelse, blandt andet den kon­tro­ver­sielle gruppe al-Muha­jiroun. Ifølge flere medi­er stod Choudary bag rekrut­terin­gen af europæiske fremmed­krigere til kam­p­ene i Tjet­je­nien og på Balkan i 1990’erne, men det var da han førte an i pro­test­erne mod de danske Muhammedteg­ninger, at han for alvor blev pop­ulær blandt mil­i­tante islamis­ter i Dan­mark, heri­b­landt flere senere ter­rordømte. Som åndelig fad­er for et sin­drigt spin­delvæv af mil­i­tante islamistiske grup­per fordelt på tværs af det europæiske kon­ti­nent har han ifølge det tværeu­ropæiske samar­be­jde imod radikalis­er­ing, Rad­i­cal Aware­ness Net­work, stået bag det største jihadis­tiske rekrut­ter­ingsnetværk i Europa med ans­var for rekrut­terin­gen af mellem 200 og 300 vestlige fremmed­krigere til blandt andet Irak og Syrien. Netvær­ket har over årene talt hans egen gruppe Sharia4UK samt blandt andre søs­teror­gan­i­sa­tion­erne Sharia4Belguim, Sharia4Holland, Sharia4Norway og Sharia4DK. Choudary er idømt et års fængsel in absen­tia i Bel­gien for opfor­dringer til drab på islams fjen­der, og han vur­deres ifølge NGO’en Hope Not Hate at have direk­te eller indi­rek­te forbindelser til ”mindst 70 per­son­er, som er blevet dømt for ter­ror­isme eller ter­ror­re­laterede lovovertrædelser, eller som har delt­aget aktivt i selv­mord­san­greb.“ Blandt de mest kendte eksem­pler er Michael Ade­bo­la­jo, der i maj 2013 hakkede den britiske sol­dat Lee Rig­by til døde med en machete. Ade­bo­la­jo var kon­ver­tit og havde fået sin religiøse oplæring af Choudary, som kort efter angre­bet erk­lærede om gern­ings­man­den, at ”han var på vores ide­ol­o­giske bølgelængde”.

Selv afvis­er Choudary hård­nakket, at han på noget tid­spunkt har befun­det sig på den fork­erte side af loven, men både britiske myn­dighed­er og flere europæiske efter­ret­ningst­jen­ester anser ham som en af de mest cen­trale og farlige jihadis­tiske bag­mænd på den vestlige halvkugle. 

En bizar, men ikke uvæsentlig detal­je her er, at Choudary er glad for choko­lade­milk­shake. Jeg opdagede det i 2014, første gang vi mødtes. Prædikan­ten inviterede mig på restau­rant og slu­brede den brune drik i sig, mens vi talte. Siden har andre forskere og jour­nal­is­ter gjort samme observation.

Men i 2016 blev Anjem Choudary idømt fem et halvt års fængselsstraf for at tilskyn­de sine sym­pa­tisør­er til at støtte Islamisk Stat, og per­son­ifi­cerin­gen af en af Vestens største bekym­ringer udi jihadis­tiskrekrut­ter­ing var taget midler­tidigt ud af spillet.

”Jeg hold­er stadig af min choko­lade­milk­shake, men i fængslet var der kun kaffe på kan­den. Og det er jo vanedan­nende,” siger Choudary, da han ringer mig op på den krypterede sam­talet­jen­este Sig­nal. Han har nu afsonet sin straf, og jeg bed­er ham besvare spørgsmålet: Hvis Osama bin Laden var i live i dag, 20 år efter 9/11, ville han så være til­freds med det, han så?

”Afgjort,” siger Anjem Choudary. 

Bin Laden ønskede at lede alle ver­dens mus­limer i ret­nin­gen af den mil­i­tante islamisme, som både al-Qae­da-led­eren og Choudary anser som ’den rene islam’. Og 20 års krig mod ter­ror har ifølge den angivelige IS-bag­mand gjort netop det: Fået jihadis­men til at gro, mange­doblet dens støt­ter og skabt en langt større tro på bin Ladens oprindelige pro­jekt end for 20 år siden. 

”Nu ser vi en glob­al opstand fra mus­limer. Jeg tror på al-Hara­ka al-Islamiyya, idéen om en islamisk bevægelse. Den tæller ikke al-Muha­jiroun, Tal­iban eller nogen bestemt gruppe. Det er et glob­alt skub i ret­nin­gen af at ville have islam og sharia som en del af dit liv. At ville befri lande og imple­mentere et andet sys­tem end det såkaldte demokrati. Selv om Tal­iban ikke kom­mer til at levere et validt kali­fat-sys­tem, er de en del af dette glob­ale skub. Det vil opildne folk til at sige: Hvis det kan lade sig gøre i Afghanistan, kan det lade sig gøre alle andre sted­er også. Det samme vil jeg sige om Islamisk Stats kali­fat i Syrien og Irak, hvis det kan lade sig gøre,” siger Choudary.

”Selv blandt salafis­ter (en yderligt­gående ret­ning af islam, hvis mil­i­tante side dan­ner ide­ol­o­gisk grund­lag for flere jihadis­tiske bevægelser, red.) er der stridighed­er og uenighed­er, men det kan bedst udtrykkes med en analo­gi: Forestil dig en kedel med kogende vand. Det er ikke de sid­ste flamme, der bringer van­det i kog, men den generelle varme, som kom­mer nede­fra, og som består af den aktivisme, vi ser på tværs af Vesten. Det er sket takket være kri­gen mod terror.”

Meget få er enige med Choudary i ret meget, heller ikke jeg. Men selv om hans analyse kan forekomme tvivl­som, er fak­ta på prædikan­tens side: Jihadis­men er stadig ikke i nærhe­den af at være et main­stream-fænomen, men dens rekrut­ter­ings­grund­lag er i løbet af kri­gen mod ter­ror blevet stadig større, efter­hån­den som kri­gens are­naer er ned­sun­ket i vold og poli­tisk pira­teri. Afghanistan er ikke en sejr for jihadis­men, for­di Tal­iban har overtaget magten, men for­di mag­tovertagelsen har gen­født den blotte tro på, at jihadis­men kan sejre. En idé, der blev grund­lagt med muja­hedin­ernes sejr over Sov­jet, som den­gang bragte bin Ladens al-Qae­da-bevægelsen til verden. 

”Vi har vun­det!!!,” som Nid­dal Has­san, man­den bag mas­sakren på den amerikanske Fort Hood-base i 2009, som dræbte 14 men­nesker, 18. august skrev i et per­son­ligt brev fra sin fængsels­celle. Has­san del­er ikke over­be­vis­ning med Tal­iban – i lighed med al-Qae­da, der alligev­el har hyldet Tal­ibans sejr i flere erk­læringer de sen­este uger. Jihadis­men har ikke vun­det, men idéen om jihadis­men har.

Efter 20 års krig mod ter­ror kom­mer også et andet vigtigt per­spek­tiv til syne. Foru­den sit islamiske grund­lag har den mod­erne jihadisme siden sin und­fan­gelse i 1970’erne alle dage været en dybt poli­tisk bevægelse, men Afghanistan har vist mil­i­tante islamis­ter ver­den over, at diplo­mati og dia­log kan føre til magt. Tal­iban har ikke bare forhan­dlet med USA i Doha, de har også bistået vestlige styrk­er under evakuerin­gen fra Kabuls lufthavn.

”Tal­iban holdt prak­tisk talt døren, mens amerikanske trop­per for­lod lan­det,” som Ali Soufan, sikker­hed­sekspert og en af FBI’s førende efter­forskere i kri­gen mod ter­ror, for nyligt for­mulerede det.

Det var bizarre billed­er, men ikke over­raskelsens. Hvorvidt Tal­iban kan levere på løfterne til omver­de­nen om ikke af falde i armene på andre jihadis­ter – der i mod­sæt­ning til Tal­iban kunne finde på at angribe i Vesten – vil tiden vise. Men alene løfterne vid­ner om en ny tid og tænkn­ing hos Tal­iban og andre mil­i­tante islamistiske bevægelser, hvis strate­gi fly­der med kri­gens omskiftelige kår.

Til gengæld ser Vesten efter 20 år stadig kri­gens mod­part igen­nem det fjen­de­billede, som opstod i dagene efter 9/11: Jihadis­ten som en irra­tionel bru­tal­is, der ingen poli­tiske ambi­tion­er har andet end at fly­ve fly ind i Vestens skyskrabere. For forskere og fag­folk, der har ful­gt den mil­i­tante islamisme i åre­vis, er det ingen over­raskelse, at vores fjende har vist som en rationel, poli­tisk aktør med langsigt­ede plan­er, der først og fremmest han­dler om at vin­de magt i den islamiske ver­den snarere end i Vesten. Men kri­gen mod ter­ror har tabuis­eret forhold­et mellem jihadisme og poli­tik, og heri består en af kri­gens sande tragedi­er: Vores krig har hverken mil­itært, poli­tisk eller geografisk fly­t­tet sig med jihadisterne. 

 

Foto: Nidal Has­sans per­son­lige brev fra 18. august, 2021

***

Man kan anskue krig, som den amerikanske uden­rigsmin­is­ter Hen­ry Kissinger gjorde det under Vietnamkrigen:

“Under­ve­js i processen har vi mis­tet blikket for et af kar­di­nalpunk­terne i gueril­lakrig: Gueril­laerne vin­der, hvis de ikke taber. Den kon­ven­tionelle hær taber, hvis den ikke vinder.”

I det lys har Vesten lidt et utvety­digt nederlag.

Men man kan også se kri­gen på en anden måde. For mens jihadis­ternes fri­hed er blevet større de sen­este 20 år, er det paradok­salt, at vores egen er blevet min­dre. Under­ve­js i kri­gen har de sikker­hed­slove, vi har ind­ført for at gardere os imod den jihadis­tiske trussel, sat netop det demokrati, den rets­stat og de borg­erlige fri­hed­sret­tighed­er, vi tog til Afghanistan og Irak for at udbrede, under sti­gende pres i de lib­erale vestlige demokrati­er. Vi har så at sige tabt til os selv.

Først og fremmest er jihadis­men lykkedes med at splitte Vesten. Da al-Qae­da angreb USA i 2001, stod repub­likanere og demokrater skul­der ved skul­der og sang ’God Bless Amer­i­ca’ på trap­peaf­sat­sen ind til den amerikanske kon­gres – en for­brø­dring hen over den poli­tiske midte, der i

dag synes utænke­lig. Fæl­lessan­gen i 2001 var billedet på en virke­lighed, der bød poli­tik­erne at stå sam­men og lade par­tipoli­tiske hen­syn vige. I maj 2021 var billedet vendt på hov­edet: Repub­likaneren Liz Cheney måtte for­lade sit par­tis ledelse, for­di hun havde gen­drevet Trumps fak­tuelt fork­erte udsagn om den demokratiske val­gpro­ces. Virke­lighe­den måtte nu vige for de par­tipoli­tiske hensyn.

Det var ikke jihadis­terne, men Trump-støt­ter selv, der angreb kon­gressen – selve sym­bo­l­et på det amerikanske demokrati – og det er i denne poli­tiske polaris­er­ing og folke­lige split­telse, at jihadis­men kan notere sig en af sine største sejre siden 9/11: Med et delt Vesten kan den mil­i­tante islamisme agere friere, og med et delt Vesten af den mil­i­tante islamisme rekrut­tere bredere.

Vi står ikke på ran­den af en sit­u­a­tion som i 1930’erne, hvor halvde­len af de europæiske demokrati­er brød sam­men, men opblom­strin­gen af illib­erale og autoritære poli­tiske regimer i Europa udstiller en begrænset tro på demokrati­et som poli­tisk vær­di. I 2019 var util­fred­she­den fra borg­ere i demokrati­er ifølge World Eco­nom­ic Forum på sit højeste siden 1995. 

Stadig færre amerikanere men­er ifølge meningsmålinger, at et demokratisk sys­tem er det bedst egnede for USA, og stadig flere men­er, at lan­dets mil­itær bør tage magten (det gælder i dag hver sjette amerikan­er mod hver 15. for 25 år siden). Vi ville lære afghan­erne og irak­erne om retsstat­sprin­cip­per, men 20 år efter 9/11 sid­der hjer­nen bag angre­bet, Khalid Sheikh Mohammed, stadig på Guan­tá­namo uden at komme for retten.

Den man­glende tro på demokrati og retsstat­sprin­cip­per afspe­jler sig også i Vestens sikker­hed­slov­givninger, ikke mindst i de overvågn­ingsregimer, der først og fremmest ram­mer Vestens egne borg­ere og for flere lan­des ved­k­om­mende er blevet kendt ulovlige ved EU-dom­stolen. Her­hjemme for­by­der den omtalte had­prædikantliste men­nesker, der ikke end ikke har udtalt sig straf­bart, at indrejse i Dan­mark, hvor de kunne imødegås på demokrati­ets præmiss­er med debat og modar­gu­menter, men alt­så nu i stedet kan sid­de bag nedrullede gar­diner og udgyde deres ide­olo­gi uimod­sagt på nettet. 

Loven lig­ger i for­læn­gelse af den sti­gende krim­i­nalis­er­ing af det, der opfattes som ’farlig tænkn­ing’ snarere end farlig han­dling. Under den kolde krig kunne selv medlem­mer af DKP drage på par­tiskole i Mosk­va for at lære, hvor­dan demokrati­et i Dan­mark kunne under­graves. I dag kan poli­ti­et ind­drage en borg­ers pas, ”hvis der er grund til at antage, at en dan­sk stats­borg­er vil rejse til udlan­det for at delt­age i han­dlinger, der kan skade den danske stat eller udgøre en trussel for den offentlige orden“. En lov­givn­ing, hvis uklare mis­tankegrund­lag har ført til, at borg­ere uden rejse­plan­er har fået kon­fiskeret deres pas, mens selv danskere, der ønskede at bekæmpe Islamisk Stat på kur­disk side, er blevet ramt. Man kan sige, at vi for at fjerne manøvre­fri­he­den hos de jihadis­ter, som siden kun er blevet stærkere, har ind­skræn­ket vores egen. Det er en udvikling, der ville være umulig at forestille sig i den ver­den, tur­is­ten Evan Kuz ind­fangede med sit kam­era. I det første liv før 9/11.

***

Vesten udkæm­pede en krig for at totaludry­dde jihadis­men – en krig, Vesten aldrig kunne vin­de. Men den gode nyhed er, at vi kan lære af vores strate­giske fejl. Vi kan tage jihadis­men ser­iøst som en poli­tisk aktør, der må bekæm­pes med ske­len til dens rationelle krigs­førelse. Vi kan droppe illu­sio­nen om, at jihadis­men kan udry­d­des fuld­stændigt, men i stedet under­støtte bekæm­pelsen af de rod­prob­le­mer i de islamiske sam­fund, som giv­er jihadis­men opti­male væk­st­betingelser – naturligvis mens stærke efter­ret­ningst­jen­ester fort­sat gør, hvad de kan for at holde truslen i ave. Vi kan bruge den enorme erfar­ing, vi i løbet 20 års krig mod ter­ror har fået om jihadis­men. Udkæmpe en kamp, vi rent fak­tisk har en chance for at vinde.

Hvilket bringer os tilbage til den tidligere ter­rorefter­forsker hos FBI, Ali Soufan:

”Det næste angreb vil ikke være noget, vi ikke har forud­set, men snarere en man­i­fes­ta­tion af det, vi ikke lærte af,” sagde han for nylig.

Det er vigtigt, at vi lær­er af for­tiden. Dels for­di kri­gen mod ter­ror ikke er slut; Vestens exit fra Afghanistan blev kao­tisk, men der find­es ikke en mere opløf­tende exit­plan for Irak – og slet ikke for Syrien. Dels for­di sikker­hedssi­t­u­a­tio­nen i Europa og Dan­mark hænger uløseligt sam­men med sikker­hedssi­t­u­a­tio­nen i netop Syrien og Afghanistan. Bare tænk med angrebene i Paris i 2015, der kost­ede over 100 men­nesker livet. Angreb, der blev udtænkt langt uden for Vesten, akku­rat som med 9/11-angrebene.

I antikken troede romerne på ars mori­t­uri, kun­sten at dø, og det er vanske­ligt at forestille sig en mere isce­ne­sat død end den, de 19 fly­kapre­re tilret­te­lagde ved 9/11. Men efter at have over­levet den største ned­slagt­ning af en paramil­itær bevægelse i nyere ver­den­shis­to­rie står det klart, at jihadis­terne har lært kun­sten at leve. I en sådan grad, at Osama bin Laden ikke ville tro sit eget held, hvis han lev­ede i dag.