Den umulige krig


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

20 års krig mod terror har forandret måden, vi tænker på. Jihadismen, som krigen skulle udrydde, står stærkere end nogensinde før.

Der find­es et ved første øjekast udrama­tisk billede af World Trade Cen­ter i New York, som har hjem­søgt mig i åre­vis. Det er taget ud på efter­mid­da­gen den 10. sep­tem­ber 2001 og vis­er Man­hat­tans takkede sky­line, som udskriften af en hjert­erytme, hakkende sig på tværs af øens syd­side fra Hud­son Riv­er Park i vest til Brook­lyn Bridge i øst med tvillingetårnene plac­eret majestætisk i ram­mens midte.

Billedet er taget af en ganske ordinær tur­ist ved navn Evan Kuz, som var på sit livs første besøg i New York. Kuz tror, han skal fotografere tårnene i sol­skin, men netop som han skal til at trykke på udløseren, ændr­er vejret sig, sep­tem­ber­solen forsvin­der og afløs­es af et uud­grun­deligt mørkegråt blæ­seve­jr. En gigan­tisk sky, som tilsyneladende har bragt uve­jret med sig, bevæger sig ind over halvøen, og på Kuzs fotografi hænger den over de to tårne som et uroligt spørgsmålstegn.

His­to­rien har frem­bragt dus­in­vis af den slags billed­er: Portræt­ter af Nürn­berg, før himlen åbn­er sig i tor­den­ve­jr og bomberegn. Fotografi­er af Sre­breni­ca, dagen før ser­berne ankom­mer og for­van­dler liv til død. Billed­er af bazaren i Alep­po, sekun­derne før den ikke er mere. Det er billed­er, der mejsler sig ind i bev­id­s­the­den på de, der ser dem, ikke kun for­di de føles som for­varsler, men for­di de er billed­er af en ver­den af i går. Kuz fotograferede et nor­malt Syd­man­hat­tan, men det er i nor­maliteten og i det civilis­erede, at kri­gens bru­tale kon­trast står klarest, og det er i billed­er som disse, vi min­des om, at den nye ver­den – ver­den efter Nürn­berg, efter Sre­breni­ca, efter Alep­po, efter 9/11 – ikke altid har været. Der var en anden tid. 

10. sep­tem­ber 2001 var den sid­ste dag i mit første liv. Hidtil havde sor­gløshe­den været min og Vestens vuggevise sam­men med den følelse af uovervin­de­lighed, vi tog med os ud af boet, da kom­mu­nis­men brast sam­men efter den kolde krig.

9/11 foran­drede alt. Et nyt liv beg­y­n­dte, en ny poli­tisk virke­lighed blev født, og et nyt glob­alt krigspar­a­digme blev skabt i dens billede. Jihadis­men skulle udry­d­des, det var kri­gens ufrav­igelige mål, mens jihadis­terne omvendt var over­be­viste om deres egen guds­bestemte skæb­ne som sejrherrer.

Foreløbig har ’kri­gen mod ter­ror’ varet dobbelt så lang tid som første og anden ver­den­skrig tilsam­men, og en hånd­fuld mil­itære inva­sion­er senere står vi så her: ved indgan­gen til kri­gens tred­je årti. Krig afhænger af øjnene, der ser, men lad os beg­y­n­de med det, der ikke er:

Godt en mil­lion men­nesker er blevet dræbt. Fjen­den i 2001 var al-Qae­da, der bestod af et par hun­drede medlem­mer på glob­alt plan – i dag består den sam­lede jihadis­tiske bevægelse ifølge Cen­ter for Strate­gic and Inter­na­tion­al Stud­ies af mere end 230.000 men­nesker. Tal­iban udpeger min­istre i Afghanistan. Jihadis­terne sæt­ter sig på områder i Øst- og Vestafri­ka, der aldrig har oplevet jihadis­tisk aktivitet i bety­deligt omfang. Irak oplever stadig flere angreb fra Islamisk Stat. I Syrien er døden blevet livet. Libyen, Yemen og Pak­istan er ved at udvikle sig til sikre havne for den mil­i­tante islamisme. Antallet af gen­nem­førte og for­purrede angreb i Europa vid­ner om, at den jihadis­tiske aktivitet i Vesten fort­sat er høj. I Soma­lia anslås al-Shabaabs økono­mi at være større end statens. Den poli­tiske usta­bilitet råder i Afghanistan og Irak i end­nu højere grad end i 2001, hvilket bety­der, at de sam­fund, jihadis­men tager næring fra, udklækker langt flere mil­i­tante islamis­ter, end vi kunne forestille os for to årti­er siden. Jihadis­men står stærkere end nogensinde før. 

Det byder os – præ­cis 20 år efter 9/11 – at stille det ubekvemme spørgsmål:

Fik jihadis­terne ret?

Foto: Evan Kuz, 10. sep­tem­ber, 2021

***

Der er én mand til forskel på 10. sep­tem­ber 2001 og 11. sep­tem­ber 2001, og i første omgang fik Osama bin Laden det, som han ville. 

Hal­van­det år tidligere, 5. jan­u­ar 2000, var en saudi­ara­bisk for­ret­nings­mand ved navn Khalid al-Mind­har trådt ind gen­nem svingdøren på et und­seel­igt busi­nesshotel i Malaysias hov­ed­stad, Kuala Lumpur. Mind­har van­drede op til et værelse booket af en forhen­værende mala­y­sisk oberst, der nu gjorde sig i udvikling af biokemiske våben og dubiøse forbindelser. Foru­den Mind­har var også en række højt­stående ara­biske vet­er­an­er fra muja­hedin­ernes for­driv­else af Sov­jet i Afghanistan i 1980’erne til stede. På mødet, der varede tre døgn og siden er blevet kendt som al-Qaedas skæb­nes­van­gre ’Kuala Lam­pur Sum­mit’, blev forestående plan­er om at angribe det amerikanske krigsskib ’USS Cole’ i Yemen og World Trade Cen­ter i New York minu­tiøst ende­vendt. Flere mød­edelt­agere, herun­der Mind­har, endte siden som fly­kapre­re under 9/11.

Efter al-Qaedas suc­ces­fulde angreb på ’USS Cole’ i decem­ber 2000 mødtes bevægelsens cen­trale led­er­skab i Afghanistan til intense strate­giske diskus­sion­er. Bety­delig intern mod­stand rejste sig mod 9/11-pla­nen, blandt andre fra al-Qaedas sikker­hed­schef, Sayf al-Adl. Bevægelsen var usikker på sin egen styrke. Men ét argu­ment trumfede alle andre: Bin Laden ønskede at trække USA og Vesten ind i en langtrukken udmat­telseskrig i Afghanistan og tvivlede på, at et min­dre mon­u­men­talt angreb end 9/11 kunne frem­pro­vokere en fuld­tonet mil­itær invasion.

Der var flere årsager til bin Ladens ønske: His­torisk er Afghanistan blevet opfat­tet som en kirkegård for imperier, og når hverken briterne eller russerne var lykkedes ind­tage de uve­j­somme afghanske dale, tvivlede bin Laden på, at selv super­magten Ameri­ka kunne.

Der­til kom, at amerikan­ernes svar på al-Qaedas oper­a­tioner hidtil havde været rådvilde. Efter bomb­ningerne af amerikanske ambas­sad­er i Kenya og Tan­za­nia i 1998 bombe­de USA en med­i­cin­fab­rik i Sudan og fik kun anholdt bevægelsens mind­ste fisk. Efter ’USS Cole’ i 2000 kom flere anhold­elser til, men ingen der truede al-Qaedas cen­trale led­er­skab. Og så var der troen på den religiøst betingede apoka­lypse; Bin Laden fandt i de hel­lige tek­ster belæg for pro­fe­tien om, at de troende og de ikketroende ved dommedag ville mødes ved det afgørende slag om ver­den­sh­erredøm­met. En kon­flik­teska­ler­ing i Afghanistan var et skridt på vejen dertil.

Så vidt det strate­giske ratio­nale, men 9/11 udløste ikke kun en glob­al krig mod ratio­nal­is­ter. Fjen­den var også religiøs: Bin Laden ønskede kri­gen mod ter­ror, han ønskede Afghanistan, han ønskede Irak, han ønskede den endeløse og grænseløse krig, for­di hans ide­olo­gi var det. Da han fra en varevogn i det rurale afghanske land­skab ful­gte angre­bet live (fjern­synets satel­lit­forbindelse røg imi­dler­tid, så på iro­nisk vis måtte bin Laden få sine opda­teringer via radio­sta­tio­nen ’Voice of Amer­i­ca’), var det for bin Laden også en krig mellem den glob­ale super­magt og den højere magt. 

***

Det var Alex­is de Toc­queville, der i midten af 1800-tal­let kon­staterede, at Ameri­ka er skabt og drevet på utålmodighed. 

”Bør præsi­den­ten og kon­gressen formelt erk­lære krig?“ spurgte en af CNN’s kor­re­spon­den­ter en studievært under en livesend­ing af 9/11-angrebene.

”Imod hvem?“ svarede værten.

Kor­re­spon­den­ten lyt­tede ikke:

”Men burde han ikke erk­lære krig?“

Sådan gik det: Vesten hast­ede ud på slag­marken. Min­dre end 12 timer, efter det første fly ramte World Trade Cen­ter, udråbte præsi­dent Bush en ny ver­den­skrig uden udløb­s­da­to. Kri­gen mod ter­ror fik et kedeligt, bureaukratisk navn, ’The Autho­riza­tion for Use of Mil­i­tary Force’ (AUMF), et akt­stykke, der blev ned­fældet på få timer og ved­taget i kon­gressen blot tre dage efter 9/11 – og som med et pennestrøg fjernede en række geografiske og juridiske for­be­hold for Amerikas drab på borg­ere, der vur­deres at være ‘kom­bat­tan­ter’, hvor end i ver­den de måtte befinde sig. I det nye liv efter 2001 har AUMF været vores – Vestens – krigsmanual. 

Skal vi nærme os et svar på, om kri­gen mod ter­ror er for­lø­bet, som Osama bin Laden ønskede det, må vi se på hans egen man­u­al. Det tætteste, vi kom­mer på sådan et doku­ment, er skrevet på 42 sider gul­ligt bagepa­pir og blev i 2005 smu­glet ud fra en vil­la i Teheran, hvor bin Ladens sikker­hed­schef, Sayf al-Adl, sad i husar­rest. Pla­nen er på mange stræk mere langsigtet end Vestens og falder i syv fas­er, som ifølge al-Adl og al-Qae­da vil udspille sig i de føl­gende 15 år frem til 2020. Den beskriv­er blandt andet, hvor­dan jihadis­terne ”bør have kort­sigt­ede plan­er ret­tet mod midler­tidi­ge mål og langsigt­ede plan­er ret­tet mod at opnå det store mål, hvilket er opret­telsen af Stat­en“, og den slår fast, at en krig ret­tet direk­te mod Vesten ikke er en umid­del­bar pri­or­itet for jihadis­terne, som i stedet bør fokusere på at etablere et selvstyrende område i den islamiske ver­den, hvor­fra islamiske national­magters ind­fly­delse på mus­limers liv kan stækkes. I dag, hvor vi kan vur­dere sikker­hed­schefens 15-års­plan ret­ro­spek­tivt, vis­er den sig for­bavsende præ­cis i sin forudsigelse af kri­gens forløb.

Tre fas­er får særligt øjen­brynene til at lette: 

”Opvågn­ings­fasen (2000–2003)” beg­y­n­dte ifølge Sayf al-Adl med 9/11 og havde til for­mål at frem­bringe en kon­flikt, der ville pro­vokere Vesten til at angribe mål i Mellemøsten. Det ville angivelig føre til øget glob­al opmærk­somhed, mere krig og mere vestlig split­telse, hvilket ifølge pla­nen ville styrke jihadis­ternes rekruttering.

”Hel­bre­delses­fasen (2010–2013)” forudser, at regimer vil vælte på tværs af Mellemøsten, blandt andet for­di USA på dette tid­spunkt vil være krigstræt og der­for ”ude af stand til at leve op til ans­varet for at fastholde den nuværende ver­den­sor­den“ – hvilket har vist sig at være en tem­melig virke­lighed­snær beskriv­else af det, der skulle blive kendt som ’det ara­biske forår’. ”Når regimerne grad­vis falder fra hinan­den, vil al-Qae­da og den jihadis­tiske bevægelse fort­sætte med at vokse,“ skriv­er al-Adl.

”Fasen for udrå­belsen af Stat­en (2013–2016)” forudser, at et islamisk kali­fat vil blive udråbt i Lev­an­ten mellem 2013 og 2016. Ifølge pla­nen vil ”den glob­ale svaghed hos fjen­derne af jihad“ give jihadis­terne en gylden mulighed for ”at udråbe en islamisk stat – Kali­fatet“. Det vil ifølge al-Qae­da ske af flere årsager: Blandt andet for­di Syrien vur­deres som en særlig sår­bar nation over for jihadis­tisk oprør, idet USA ikke for­ventes at ville støtte Assadregimet og komme det til und­sæt­ning under en kon­flikt. Al-Adl ikke blot tid- og sted­fæst­ede Islamisk Stats senere kali­fatu­drå­belse i Lev­an­ten; han udpegede allerede i Irakkri­gens tidlige år præ­cis de lokale, geopoli­tiske og demografiske fak­tor­er, der senere blev kri­gens virke­lighed. Sam­tidig arbe­jd­ede al-Qae­da ifølge pla­nen mål­ret­tet på at lade kri­gen mod ter­ror splitte den vestlige samhørighed og presse på for, at den ”sti­gende foren­ing af Europa“ ville blive rul­let tilbage, anført af Storbri­tan­nien. Det skete som bek­endt med Brex­it i 2016.

Hvad fortæller al-Qaedas 15-års plan os i dag? Foru­den det åbenl­yse, at jihadis­ter er rationelle væs­ner, vid­ner den om, at den mil­i­tante islamisme har al tid i ver­den – og tid har vist sig at være denne krigs tungeste val­u­ta. Tid var, hvad der tillod Tal­iban at regrup­pere sig efter inva­sio­nen i 2001, som i prak­sis efter­lod Afghanistan ure­geret i et halvt årti. Tid var, hvad der tillod Islamisk Stat at rejse sig fra asken år efter inva­sio­nen i Irak. Og tid var, hvad der efter USA’s beslut­ning om at tids­fæste en offi­ciel tilbagetrækn­ing fra Afghanistan blev Tal­ibans egentlige strate­gi. De langsigt­ede løs­ninger – tålmodighe­dens løs­ninger – om at adressere den bund af ulighed, mar­gin­alis­er­ing og klep­tokrati, jihadis­men gror på i den islamiske ver­den, måtte vige. Tiden var til at fange og dræbe bin Laden, ikke til dif­fuse refor­mdiskus­sion­er i Irak. Når alt kom­mer til alt er krig en tvekamp om tiden, og Vesten blinkede først.

***

Osama bin Mohammed bin Awad bin Laden blev dræbt i maj 2011, men nogen slutda­to på kri­gen blev det aldrig. 

Jeg besøgte bin Ladens hem­melige hus i den pak­istanske by Abbot­tabad nogle uger efter, at amerikanske jæger­sol­dater var trængt ind for at likvidere al-Qae­da-led­eren, og uden for mødte jeg 27-årige Zul­fikar Ashgar. 

”Hvis min by nu bliv­er kendt for, at Osama bin Laden boede her, så håber jeg i det mind­ste, at Abbot­tabad bliv­er kendt som stedet, hvor kri­gen slut­tede,“ for­t­alte han mig.

Zul­fikar Ash­gar håbe­de, at vin­den ville vende. Men kri­gen var for længst blevet hverdag. Eller som den britiske mediepro­fes­sor Arun Kund­nani har for­muleret det:

“Hvor kri­gen mod ter­ror i Bush-årene forår­sagede højt­pro­fil­erede debat­ter om krig, tor­tur og overvågn­ing, blev den under Oba­ma til bureaukratisk ruti­ne, udrama­tisk og uimodsagt.”

Vi kæm­pede ikke læn­gere mod en konkret per­son eller organ­i­sa­tion, fjen­den var muteret, nu var fjen­den men en ide­olo­gi, en bevægelse, en idéden mil­i­tante islamismeog slag­marken var dermed blevet uen­delig, også i Dan­mark. Med andre ord: Bin Ladens død havde ingen betyd­ning, for kri­gen han­dlede ikke læn­gere om bin Laden.

***

Forleden lærte jeg, at Anjem Choudary drikker kaffe, og det er en kends­gern­ing, der trækker vigtige tråde til Vestens krig mod terror. 

Choudary er ikke hvem som helst, så måske en intro­duk­tion her er på sin plads: Efter sin juraek­samen stod britisk­fødte Anjem Choudary i spid­sen for en per­lerække af jihadis­tiske organ­i­sa­tion­er, som siden blev tvang­so­pløst af de britiske myn­dighed­er på grund af ter­ror­bil­ligelse, blandt andet den kon­tro­ver­sielle gruppe al-Muha­jiroun. Ifølge flere medi­er stod Choudary bag rekrut­terin­gen af europæiske fremmed­krigere til kam­p­ene i Tjet­je­nien og på Balkan i 1990’erne, men det var da han førte an i pro­test­erne mod de danske Muhammedteg­ninger, at han for alvor blev pop­ulær blandt mil­i­tante islamis­ter i Dan­mark, heri­b­landt flere senere ter­rordømte. Som åndelig fad­er for et sin­drigt spin­delvæv af mil­i­tante islamistiske grup­per fordelt på tværs af det europæiske kon­ti­nent har han ifølge det tværeu­ropæiske samar­be­jde imod radikalis­er­ing, Rad­i­cal Aware­ness Net­work, stået bag det største jihadis­tiske rekrut­ter­ingsnetværk i Europa med ans­var for rekrut­terin­gen af mellem 200 og 300 vestlige fremmed­krigere til blandt andet Irak og Syrien. Netvær­ket har over årene talt hans egen gruppe Sharia4UK samt blandt andre søs­teror­gan­i­sa­tion­erne Sharia4Belguim, Sharia4Holland, Sharia4Norway og Sharia4DK. Choudary er idømt et års fængsel in absen­tia i Bel­gien for opfor­dringer til drab på islams fjen­der, og han vur­deres ifølge NGO’en Hope Not Hate at have direk­te eller indi­rek­te forbindelser til ”mindst 70 per­son­er, som er blevet dømt for ter­ror­isme eller ter­ror­re­laterede lovovertrædelser, eller som har delt­aget aktivt i selv­mord­san­greb.“ Blandt de mest kendte eksem­pler er Michael Ade­bo­la­jo, der i maj 2013 hakkede den britiske sol­dat Lee Rig­by til døde med en machete. Ade­bo­la­jo var kon­ver­tit og havde fået sin religiøse oplæring af Choudary, som kort efter angre­bet erk­lærede om gern­ings­man­den, at ”han var på vores ide­ol­o­giske bølgelængde”.

Selv afvis­er Choudary hård­nakket, at han på noget tid­spunkt har befun­det sig på den fork­erte side af loven, men både britiske myn­dighed­er og flere europæiske efter­ret­ningst­jen­ester anser ham som en af de mest cen­trale og farlige jihadis­tiske bag­mænd på den vestlige halvkugle. 

En bizar, men ikke uvæsentlig detal­je her er, at Choudary er glad for choko­lade­milk­shake. Jeg opdagede det i 2014, første gang vi mødtes. Prædikan­ten inviterede mig på restau­rant og slu­brede den brune drik i sig, mens vi talte. Siden har andre forskere og jour­nal­is­ter gjort samme observation.

Men i 2016 blev Anjem Choudary idømt fem et halvt års fængselsstraf for at tilskyn­de sine sym­pa­tisør­er til at støtte Islamisk Stat, og per­son­ifi­cerin­gen af en af Vestens største bekym­ringer udi jihadis­tiskrekrut­ter­ing var taget midler­tidigt ud af spillet.

”Jeg hold­er stadig af min choko­lade­milk­shake, men i fængslet var der kun kaffe på kan­den. Og det er jo vanedan­nende,” siger Choudary, da han ringer mig op på den krypterede sam­talet­jen­este Sig­nal. Han har nu afsonet sin straf, og jeg bed­er ham besvare spørgsmålet: Hvis Osama bin Laden var i live i dag, 20 år efter 9/11, ville han så være til­freds med det, han så?

”Afgjort,” siger Anjem Choudary. 

Bin Laden ønskede at lede alle ver­dens mus­limer i ret­nin­gen af den mil­i­tante islamisme, som både al-Qae­da-led­eren og Choudary anser som ’den rene islam’. Og 20 års krig mod ter­ror har ifølge den angivelige IS-bag­mand gjort netop det: Fået jihadis­men til at gro, mange­doblet dens støt­ter og skabt en langt større tro på bin Ladens oprindelige pro­jekt end for 20 år siden. 

”Nu ser vi en glob­al opstand fra mus­limer. Jeg tror på al-Hara­ka al-Islamiyya, idéen om en islamisk bevægelse. Den tæller ikke al-Muha­jiroun, Tal­iban eller nogen bestemt gruppe. Det er et glob­alt skub i ret­nin­gen af at ville have islam og sharia som en del af dit liv. At ville befri lande og imple­mentere et andet sys­tem end det såkaldte demokrati. Selv om Tal­iban ikke kom­mer til at levere et validt kali­fat-sys­tem, er de en del af dette glob­ale skub. Det vil opildne folk til at sige: Hvis det kan lade sig gøre i Afghanistan, kan det lade sig gøre alle andre sted­er også. Det samme vil jeg sige om Islamisk Stats kali­fat i Syrien og Irak, hvis det kan lade sig gøre,” siger Choudary.

”Selv blandt salafis­ter (en yderligt­gående ret­ning af islam, hvis mil­i­tante side dan­ner ide­ol­o­gisk grund­lag for flere jihadis­tiske bevægelser, red.) er der stridighed­er og uenighed­er, men det kan bedst udtrykkes med en analo­gi: Forestil dig en kedel med kogende vand. Det er ikke de sid­ste flamme, der bringer van­det i kog, men den generelle varme, som kom­mer nede­fra, og som består af den aktivisme, vi ser på tværs af Vesten. Det er sket takket være kri­gen mod terror.”

Meget få er enige med Choudary i ret meget, heller ikke jeg. Men selv om hans analyse kan forekomme tvivl­som, er fak­ta på prædikan­tens side: Jihadis­men er stadig ikke i nærhe­den af at være et main­stream-fænomen, men dens rekrut­ter­ings­grund­lag er i løbet af kri­gen mod ter­ror blevet stadig større, efter­hån­den som kri­gens are­naer er ned­sun­ket i vold og poli­tisk pira­teri. Afghanistan er ikke en sejr for jihadis­men, for­di Tal­iban har overtaget magten, men for­di mag­tovertagelsen har gen­født den blotte tro på, at jihadis­men kan sejre. En idé, der blev grund­lagt med muja­hedin­ernes sejr over Sov­jet, som den­gang bragte bin Ladens al-Qae­da-bevægelsen til verden. 

”Vi har vun­det!!!,” som Nid­dal Has­san, man­den bag mas­sakren på den amerikanske Fort Hood-base i 2009, som dræbte 14 men­nesker, 18. august skrev i et per­son­ligt brev fra sin fængsels­celle. Has­san del­er ikke over­be­vis­ning med Tal­iban – i lighed med al-Qae­da, der alligev­el har hyldet Tal­ibans sejr i flere erk­læringer de sen­este uger. Jihadis­men har ikke vun­det, men idéen om jihadis­men har.

Efter 20 års krig mod ter­ror kom­mer også et andet vigtigt per­spek­tiv til syne. Foru­den sit islamiske grund­lag har den mod­erne jihadisme siden sin und­fan­gelse i 1970’erne alle dage været en dybt poli­tisk bevægelse, men Afghanistan har vist mil­i­tante islamis­ter ver­den over, at diplo­mati og dia­log kan føre til magt. Tal­iban har ikke bare forhan­dlet med USA i Doha, de har også bistået vestlige styrk­er under evakuerin­gen fra Kabuls lufthavn.

”Tal­iban holdt prak­tisk talt døren, mens amerikanske trop­per for­lod lan­det,” som Ali Soufan, sikker­hed­sekspert og en af FBI’s førende efter­forskere i kri­gen mod ter­ror, for nyligt for­mulerede det.

Det var bizarre billed­er, men ikke over­raskelsens. Hvorvidt Tal­iban kan levere på løfterne til omver­de­nen om ikke af falde i armene på andre jihadis­ter – der i mod­sæt­ning til Tal­iban kunne finde på at angribe i Vesten – vil tiden vise. Men alene løfterne vid­ner om en ny tid og tænkn­ing hos Tal­iban og andre mil­i­tante islamistiske bevægelser, hvis strate­gi fly­der med kri­gens omskiftelige kår.

Til gengæld ser Vesten efter 20 år stadig kri­gens mod­part igen­nem det fjen­de­billede, som opstod i dagene efter 9/11: Jihadis­ten som en irra­tionel bru­tal­is, der ingen poli­tiske ambi­tion­er har andet end at fly­ve fly ind i Vestens skyskrabere. For forskere og fag­folk, der har ful­gt den mil­i­tante islamisme i åre­vis, er det ingen over­raskelse, at vores fjende har vist som en rationel, poli­tisk aktør med langsigt­ede plan­er, der først og fremmest han­dler om at vin­de magt i den islamiske ver­den snarere end i Vesten. Men kri­gen mod ter­ror har tabuis­eret forhold­et mellem jihadisme og poli­tik, og heri består en af kri­gens sande tragedi­er: Vores krig har hverken mil­itært, poli­tisk eller geografisk fly­t­tet sig med jihadisterne. 

 

Foto: Nidal Has­sans per­son­lige brev fra 18. august, 2021

***

Man kan anskue krig, som den amerikanske uden­rigsmin­is­ter Hen­ry Kissinger gjorde det under Vietnamkrigen:

“Under­ve­js i processen har vi mis­tet blikket for et af kar­di­nalpunk­terne i gueril­lakrig: Gueril­laerne vin­der, hvis de ikke taber. Den kon­ven­tionelle hær taber, hvis den ikke vinder.”

I det lys har Vesten lidt et utvety­digt nederlag.

Men man kan også se kri­gen på en anden måde. For mens jihadis­ternes fri­hed er blevet større de sen­este 20 år, er det paradok­salt, at vores egen er blevet min­dre. Under­ve­js i kri­gen har de sikker­hed­slove, vi har ind­ført for at gardere os imod den jihadis­tiske trussel, sat netop det demokrati, den rets­stat og de borg­erlige fri­hed­sret­tighed­er, vi tog til Afghanistan og Irak for at udbrede, under sti­gende pres i de lib­erale vestlige demokrati­er. Vi har så at sige tabt til os selv.

Først og fremmest er jihadis­men lykkedes med at splitte Vesten. Da al-Qae­da angreb USA i 2001, stod repub­likanere og demokrater skul­der ved skul­der og sang ’God Bless Amer­i­ca’ på trap­peaf­sat­sen ind til den amerikanske kon­gres – en for­brø­dring hen over den poli­tiske midte, der idag synes utænke­lig. Fæl­lessan­gen i 2001 var billedet på en virke­lighed, der bød poli­tik­erne at stå sam­men og lade par­tipoli­tiske hen­syn vige. I maj 2021 var billedet vendt på hov­edet: Repub­likaneren Liz Cheney måtte for­lade sit par­tis ledelse, for­di hun havde gen­drevet Trumps fak­tuelt fork­erte udsagn om den demokratiske val­gpro­ces. Virke­lighe­den måtte nu vige for de par­tipoli­tiske hensyn.

Det var ikke jihadis­terne, men Trump-støt­ter selv, der angreb kon­gressen – selve sym­bo­l­et på det amerikanske demokrati – og det er i denne poli­tiske polaris­er­ing og folke­lige split­telse, at jihadis­men kan notere sig en af sine største sejre siden 9/11: Med et delt Vesten kan den mil­i­tante islamisme agere friere, og med et delt Vesten af den mil­i­tante islamisme rekrut­tere bredere.

Vi står ikke på ran­den af en sit­u­a­tion som i 1930’erne, hvor halvde­len af de europæiske demokrati­er brød sam­men, men opblom­strin­gen af illib­erale og autoritære poli­tiske regimer i Europa udstiller en begrænset tro på demokrati­et som poli­tisk vær­di. I 2019 var util­fred­she­den fra borg­ere i demokrati­er ifølge World Eco­nom­ic Forum på sit højeste siden 1995. 

Stadig færre amerikanere men­er ifølge meningsmålinger, at et demokratisk sys­tem er det bedst egnede for USA, og stadig flere men­er, at lan­dets mil­itær bør tage magten (det gælder i dag hver sjette amerikan­er mod hver 15. for 25 år siden). Vi ville lære afghan­erne og irak­erne om retsstat­sprin­cip­per, men 20 år efter 9/11 sid­der hjer­nen bag angre­bet, Khalid Sheikh Mohammed, stadig på Guan­tá­namo uden at komme for retten.

Den man­glende tro på demokrati og retsstat­sprin­cip­per afspe­jler sig også i Vestens sikker­hed­slov­givninger, ikke mindst i de overvågn­ingsregimer, der først og fremmest ram­mer Vestens egne borg­ere og for flere lan­des ved­k­om­mende er blevet kendt ulovlige ved EU-dom­stolen. Her­hjemme for­by­der den omtalte had­prædikantliste men­nesker, der ikke end ikke har udtalt sig straf­bart, at indrejse i Dan­mark, hvor de kunne imødegås på demokrati­ets præmiss­er med debat og modar­gu­menter, men alt­så nu i stedet kan sid­de bag nedrullede gar­diner og udgyde deres ide­olo­gi uimod­sagt på nettet. 

Loven lig­ger i for­læn­gelse af den sti­gende krim­i­nalis­er­ing af det, der opfattes som ’farlig tænkn­ing’ snarere end farlig han­dling. Under den kolde krig kunne selv medlem­mer af DKP drage på par­tiskole i Mosk­va for at lære, hvor­dan demokrati­et i Dan­mark kunne under­graves. I dag kan poli­ti­et ind­drage en borg­ers pas, ”hvis der er grund til at antage, at en dan­sk stats­borg­er vil rejse til udlan­det for at delt­age i han­dlinger, der kan skade den danske stat eller udgøre en trussel for den offentlige orden“. En lov­givn­ing, hvis uklare mis­tankegrund­lag har ført til, at borg­ere uden rejse­plan­er har fået kon­fiskeret deres pas, mens selv danskere, der ønskede at bekæmpe Islamisk Stat på kur­disk side, er blevet ramt. Man kan sige, at vi for at fjerne manøvre­fri­he­den hos de jihadis­ter, som siden kun er blevet stærkere, har ind­skræn­ket vores egen. Det er en udvikling, der ville være umulig at forestille sig i den ver­den, tur­is­ten Evan Kuz ind­fangede med sit kam­era. I det første liv før 9/11. 

***

Vesten udkæm­pede en krig for at totaludry­dde jihadis­men – en krig, Vesten aldrig kunne vin­de. Men den gode nyhed er, at vi kan lære af vores strate­giske fejl. Vi kan tage jihadis­men ser­iøst som en poli­tisk aktør, der må bekæm­pes med ske­len til dens rationelle krigs­førelse. Vi kan droppe illu­sio­nen om, at jihadis­men kan udry­d­des fuld­stændigt, men i stedet under­støtte bekæm­pelsen af de rod­prob­le­mer i de islamiske sam­fund, som giv­er jihadis­men opti­male væk­st­betingelser – naturligvis mens stærke efter­ret­ningst­jen­ester fort­sat gør, hvad de kan for at holde truslen i ave. Vi kan bruge den enorme erfar­ing, vi i løbet 20 års krig mod ter­ror har fået om jihadis­men. Udkæmpe en kamp, vi rent fak­tisk har en chance for at vinde.

Hvilket bringer os tilbage til den tidligere ter­rorefter­forsker hos FBI, Ali Soufan:

”Det næste angreb vil ikke være noget, vi ikke har forud­set, men snarere en man­i­fes­ta­tion af det, vi ikke lærte af,” sagde han for nylig.

Det er vigtigt, at vi lær­er af for­tiden. Dels for­di kri­gen mod ter­ror ikke er slut; Vestens exit fra Afghanistan blev kao­tisk, men der find­es ikke en mere opløf­tende exit­plan for Irak – og slet ikke for Syrien. Dels for­di sikker­hedssi­t­u­a­tio­nen i Europa og Dan­mark hænger uløseligt sam­men med sikker­hedssi­t­u­a­tio­nen i netop Syrien og Afghanistan. Bare tænk med angrebene i Paris i 2015, der kost­ede over 100 men­nesker livet. Angreb, der blev udtænkt langt uden for Vesten, akku­rat som med 9/11-angrebene.

I antikken troede romerne på ars mori­t­uri, kun­sten at dø, og det er vanske­ligt at forestille sig en mere isce­ne­sat død end den, de 19 fly­kapre­re tilret­te­lagde ved 9/11. Men efter at have over­levet den største ned­slagt­ning af en paramil­itær bevægelse i nyere ver­den­shis­to­rie står det klart, at jihadis­terne har lært kun­sten at leve. I en sådan grad, at Osama bin Laden ikke ville tro sit eget held, hvis han lev­ede i dag.