Den umu­li­ge krig


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores lydleverandør.

20 års krig mod ter­ror har for­an­dret måden, vi tæn­ker på. Jiha­dis­men, som kri­gen skul­le udryd­de, står stær­ke­re end nogen­sin­de før.

Der fin­des et ved før­ste øje­kast udra­ma­tisk bil­le­de af Wor­ld Tra­de Cen­ter i New York, som har hjem­søgt mig i åre­vis. Det er taget ud på efter­mid­da­gen den 10. sep­tem­ber 2001 og viser Man­hat­tans tak­ke­de sky­li­ne, som udskrif­ten af en hjer­te­ryt­me, hak­ken­de sig på tværs af øens sydsi­de fra Hud­son River Park i vest til Brook­lyn Brid­ge i øst med tvil­lin­getår­ne­ne pla­ce­ret majestætisk i ram­mens midte.

Bil­le­det er taget af en gan­ske ordi­nær turist ved navn Evan Kuz, som var på sit livs før­ste besøg i New York. Kuz tror, han skal foto­gra­fe­re tår­ne­ne i solskin, men net­op som han skal til at tryk­ke på udlø­se­ren, ændrer vej­ret sig, sep­tem­ber­so­len for­svin­der og aflø­ses af et uud­grun­de­ligt mør­ke­gråt blæ­se­vejr. En gigan­tisk sky, som til­sy­ne­la­den­de har bragt uvej­ret med sig, bevæ­ger sig ind over halvø­en, og på Kuzs foto­gra­fi hæn­ger den over de to tår­ne som et uro­ligt spørgsmålstegn.

Histo­ri­en har frem­bragt dusin­vis af den slags bil­le­der: Portræt­ter af Nür­n­berg, før him­len åbner sig i tor­den­vejr og bom­be­regn. Foto­gra­fi­er af Sre­bre­ni­ca, dagen før ser­ber­ne ankom­mer og for­vand­ler liv til død. Bil­le­der af baza­ren i Alep­po, sekun­der­ne før den ikke er mere. Det er bil­le­der, der mejs­ler sig ind i bevidst­he­den på de, der ser dem, ikke kun for­di de føles som for­vars­ler, men for­di de er bil­le­der af en ver­den af i går. Kuz foto­gra­fe­re­de et nor­malt Syd­man­hat­tan, men det er i nor­ma­li­te­ten og i det civi­li­se­re­de, at kri­gens bruta­le kon­trast står kla­rest, og det er i bil­le­der som dis­se, vi min­des om, at den nye ver­den – ver­den efter Nür­n­berg, efter Sre­bre­ni­ca, efter Alep­po, efter 9/11 – ikke altid har været. Der var en anden tid. 

10. sep­tem­ber 2001 var den sid­ste dag i mit før­ste liv. Hidtil hav­de sorg­løs­he­den været min og Vestens vug­ge­vi­se sam­men med den følel­se af uover­vin­de­lig­hed, vi tog med os ud af boet, da kom­mu­nis­men brast sam­men efter den kol­de krig.

9/11 for­an­dre­de alt. Et nyt liv begynd­te, en ny poli­tisk vir­ke­lig­hed blev født, og et nyt glo­balt krigs­pa­ra­dig­me blev skabt i dens bil­le­de. Jiha­dis­men skul­le udryd­des, det var kri­gens ufravi­ge­li­ge mål, mens jiha­di­ster­ne omvendt var over­be­vi­ste om deres egen guds­be­stem­te skæb­ne som sejrherrer.

Fore­lø­big har ’kri­gen mod ter­ror’ varet dob­belt så lang tid som før­ste og anden ver­denskrig til­sam­men, og en hånd­fuld mili­tæ­re inva­sio­ner sene­re står vi så her: ved ind­gan­gen til kri­gens tred­je årti. Krig afhæn­ger af øjne­ne, der ser, men lad os begyn­de med det, der ikke er:

Godt en mil­li­on men­ne­sker er ble­vet dræbt. Fjen­den i 2001 var al-Qae­da, der bestod af et par hund­re­de med­lem­mer på glo­balt plan – i dag består den sam­le­de jiha­di­sti­ske bevæ­gel­se iføl­ge Cen­ter for Stra­te­gic and Inter­na­tio­nal Stu­di­es af mere end 230.000 men­ne­sker. Tali­ban udpe­ger mini­stre i Afg­ha­ni­stan. Jiha­di­ster­ne sæt­ter sig på områ­der i Øst- og Vestafri­ka, der aldrig har ople­vet jiha­di­stisk akti­vi­tet i bety­de­ligt omfang. Irak ople­ver sta­dig fle­re angreb fra Isla­misk Stat. I Syri­en er døden ble­vet livet. Liby­en, Yemen og Paki­stan er ved at udvik­le sig til sik­re hav­ne for den mili­tan­te isla­mis­me. Antal­let af gen­nem­før­te og for­pur­re­de angreb i Euro­pa vid­ner om, at den jiha­di­sti­ske akti­vi­tet i Vesten fort­sat er høj. I Soma­lia anslås al-Sha­baabs øko­no­mi at være stør­re end sta­tens. Den poli­ti­ske usta­bi­li­tet råder i Afg­ha­ni­stan og Irak i end­nu høje­re grad end i 2001, hvil­ket bety­der, at de sam­fund, jiha­dis­men tager næring fra, udklæk­ker langt fle­re mili­tan­te isla­mi­ster, end vi kun­ne fore­stil­le os for to årti­er siden. Jiha­dis­men står stær­ke­re end nogen­sin­de før. 

Det byder os – præ­cis 20 år efter 9/11 – at stil­le det ube­kvem­me spørgsmål:

Fik jiha­di­ster­ne ret?

Foto: Evan Kuz, 10. sep­tem­ber, 2021

***

Der er én mand til for­skel på 10. sep­tem­ber 2001 og 11. sep­tem­ber 2001, og i før­ste omgang fik Osama bin Laden det, som han ville. 

Halvan­det år tid­li­ge­re, 5. janu­ar 2000, var en sau­di­a­ra­bi­sk for­ret­nings­mand ved navn Kha­lid al-Mind­har trå­dt ind gen­nem sving­dø­ren på et und­se­e­ligt busi­nessho­tel i Malay­si­as hoved­stad, Kua­la Lum­pur. Mind­har van­dre­de op til et værel­se boo­k­et af en for­hen­væ­ren­de malay­sisk oberst, der nu gjor­de sig i udvik­ling af bio­ke­mi­ske våben og dub­i­ø­se for­bin­del­ser. For­u­den Mind­har var også en ræk­ke højt­stå­en­de ara­bi­ske vete­ra­ner fra muja­he­di­ner­nes for­dri­vel­se af Sov­jet i Afg­ha­ni­stan i 1980’erne til ste­de. På mødet, der vare­de tre døgn og siden er ble­vet kendt som al-Qae­das skæb­nesvan­gre ’Kua­la Lam­pur Sum­mit’, blev fore­stå­en­de pla­ner om at angri­be det ame­ri­kan­ske krigs­skib ’USS Cole’ i Yemen og Wor­ld Tra­de Cen­ter i New York minu­tiøst ende­vendt. Fle­re møde­del­ta­ge­re, her­un­der Mind­har, end­te siden som fly­kapre­re under 9/11.

Efter al-Qae­das suc­ces­ful­de angreb på ’USS Cole’ i decem­ber 2000 mød­tes bevæ­gel­sens cen­tra­le leder­skab i Afg­ha­ni­stan til inten­se stra­te­gi­ske dis­kus­sio­ner. Bety­de­lig intern mod­stand rej­ste sig mod 9/11-pla­nen, blandt andre fra al-Qae­das sik­ker­heds­chef, Sayf al-Adl. Bevæ­gel­sen var usik­ker på sin egen styr­ke. Men ét argu­ment trum­fe­de alle andre: Bin Laden ønske­de at træk­ke USA og Vesten ind i en lang­truk­ken udmat­tel­ses­krig i Afg­ha­ni­stan og tviv­le­de på, at et min­dre monu­men­talt angreb end 9/11 kun­ne frem­pro­vo­ke­re en fuldt­o­net mili­tær invasion.

Der var fle­re årsa­ger til bin Ladens ønske: Histo­risk er Afg­ha­ni­stan ble­vet opfat­tet som en kir­ke­gård for impe­ri­er, og når hver­ken bri­ter­ne eller rus­ser­ne var lyk­ke­des ind­ta­ge de uvej­som­me afg­han­ske dale, tviv­le­de bin Laden på, at selv super­mag­ten Ame­ri­ka kunne.

Der­til kom, at ame­ri­ka­ner­nes svar på al-Qae­das ope­ra­tio­ner hidtil hav­de været råd­vil­de. Efter bomb­nin­ger­ne af ame­ri­kan­ske ambas­sa­der i Kenya og Tan­za­nia i 1998 bom­be­de USA en medi­c­in­fa­brik i Sudan og fik kun anholdt bevæ­gel­sens mind­ste fisk. Efter ’USS Cole’ i 2000 kom fle­re anhol­del­ser til, men ingen der tru­e­de al-Qae­das cen­tra­le leder­skab. Og så var der tro­en på den reli­gi­øst betin­ge­de apo­ka­lyp­se; Bin Laden fandt i de hel­li­ge tek­ster belæg for pro­fe­tien om, at de tro­en­de og de ikke­tro­en­de ved dom­me­dag vil­le mødes ved det afgø­ren­de slag om ver­dens­her­re­døm­met. En kon­flik­teska­le­ring i Afg­ha­ni­stan var et skridt på vej­en dertil.

Så vidt det stra­te­gi­ske ratio­na­le, men 9/11 udlø­ste ikke kun en glo­bal krig mod ratio­na­li­ster. Fjen­den var også reli­gi­øs: Bin Laden ønske­de kri­gen mod ter­ror, han ønske­de Afg­ha­ni­stan, han ønske­de Irak, han ønske­de den ende­lø­se og græn­se­lø­se krig, for­di hans ide­o­lo­gi var det. Da han fra en vare­vogn i det rura­le afg­han­ske land­skab fulg­te angre­bet live (fjern­sy­nets satel­lit­for­bin­del­se røg imid­ler­tid, så på iro­nisk vis måt­te bin Laden få sine opda­te­rin­ger via radio­sta­tio­nen ’Voi­ce of Ame­ri­ca’), var det for bin Laden også en krig mel­lem den glo­ba­le super­magt og den høje­re magt. 

***

Det var Ale­xis de Tocque­vil­le, der i mid­ten af 1800-tal­let kon­sta­te­re­de, at Ame­ri­ka er skabt og dre­vet på utålmodighed. 

”Bør præ­si­den­ten og kon­gres­sen for­melt erklæ­re krig?“ spurg­te en af CNN’s kor­re­spon­den­ter en stu­di­e­vært under en live­sen­ding af 9/11-angre­be­ne.

”Imod hvem?“ sva­re­de værten.

Kor­re­spon­den­ten lyt­te­de ikke:

”Men bur­de han ikke erklæ­re krig?“

Sådan gik det: Vesten haste­de ud på slag­mar­ken. Min­dre end 12 timer, efter det før­ste fly ram­te Wor­ld Tra­de Cen­ter, udråb­te præ­si­dent Bush en ny ver­denskrig uden udløbs­da­to. Kri­gen mod ter­ror fik et kede­ligt, bureau­kra­tisk navn, ’The Aut­ho­riza­tion for Use of Mili­tary For­ce’ (AUMF), et akt­styk­ke, der blev ned­fæl­det på få timer og ved­ta­get i kon­gres­sen blot tre dage efter 9/11 – og som med et pen­ne­strøg fjer­ne­de en ræk­ke geo­gra­fi­ske og juri­di­ske for­be­hold for Ame­ri­kas drab på bor­ge­re, der vur­de­res at være ‘kom­bat­tan­ter’, hvor end i ver­den de måt­te befin­de sig. I det nye liv efter 2001 har AUMF været vores – Vestens – krigsmanual. 

Skal vi nær­me os et svar på, om kri­gen mod ter­ror er for­lø­bet, som Osama bin Laden ønske­de det, må vi se på hans egen manu­al. Det tæt­te­ste, vi kom­mer på sådan et doku­ment, er skre­vet på 42 sider gul­ligt bage­pa­pir og blev i 2005 smug­let ud fra en vil­la i Tehe­ran, hvor bin Ladens sik­ker­heds­chef, Sayf al-Adl, sad i hus­ar­re­st. Pla­nen er på man­ge stræk mere lang­sig­tet end Vestens og fal­der i syv faser, som iføl­ge al-Adl og al-Qae­da vil udspil­le sig i de føl­gen­de 15 år frem til 2020. Den beskri­ver blandt andet, hvor­dan jiha­di­ster­ne ”bør have kort­sig­te­de pla­ner ret­tet mod mid­ler­ti­di­ge mål og lang­sig­te­de pla­ner ret­tet mod at opnå det sto­re mål, hvil­ket er opret­tel­sen af Sta­ten“, og den slår fast, at en krig ret­tet direk­te mod Vesten ikke er en umid­del­bar pri­o­ri­tet for jiha­di­ster­ne, som i ste­det bør foku­se­re på at etab­le­re et selv­sty­ren­de områ­de i den isla­mi­ske ver­den, hvor­fra isla­mi­ske natio­nal­mag­ters ind­fly­del­se på mus­li­mers liv kan stæk­kes. I dag, hvor vi kan vur­de­re sik­ker­heds­che­fens 15-års­plan retrospek­tivt, viser den sig for­bav­sen­de præ­cis i sin for­ud­si­gel­se af kri­gens forløb.

Tre faser får sær­ligt øjen­bry­ne­ne til at lette: 

”Opvåg­nings­fa­sen (2000–2003)” begynd­te iføl­ge Sayf al-Adl med 9/11 og hav­de til for­mål at frem­brin­ge en kon­flikt, der vil­le pro­vo­ke­re Vesten til at angri­be mål i Mel­le­mø­sten. Det vil­le angi­ve­lig føre til øget glo­bal opmærk­som­hed, mere krig og mere vest­lig split­tel­se, hvil­ket iføl­ge pla­nen vil­le styr­ke jiha­di­ster­nes rekruttering.

”Hel­bre­del­ses­fa­sen (2010–2013)” for­ud­ser, at regi­mer vil væl­te på tværs af Mel­le­mø­sten, blandt andet for­di USA på det­te tids­punkt vil være krigstræt og der­for ”ude af stand til at leve op til ansva­ret for at fast­hol­de den nuvæ­ren­de ver­den­sor­den“ – hvil­ket har vist sig at være en tem­me­lig vir­ke­lig­hedsnær beskri­vel­se af det, der skul­le bli­ve kendt som ’det ara­bi­ske for­år’. ”Når regi­mer­ne grad­vis fal­der fra hin­an­den, vil al-Qae­da og den jiha­di­sti­ske bevæ­gel­se fort­sæt­te med at vok­se,“ skri­ver al-Adl.

”Fasen for udrå­bel­sen af Sta­ten (2013–2016)” for­ud­ser, at et isla­misk kali­fat vil bli­ve udråbt i Levan­ten mel­lem 2013 og 2016. Iføl­ge pla­nen vil ”den glo­ba­le svag­hed hos fjen­der­ne af jihad“ give jiha­di­ster­ne en gyl­den mulig­hed for ”at udrå­be en isla­misk stat – Kali­fa­tet“. Det vil iføl­ge al-Qae­da ske af fle­re årsa­ger: Blandt andet for­di Syri­en vur­de­res som en sær­lig sår­bar nation over for jiha­di­stisk oprør, idet USA ikke for­ven­tes at vil­le støt­te Assadre­gi­met og kom­me det til und­sæt­ning under en kon­flikt. Al-Adl ikke blot tid- og sted­fæ­ste­de Isla­misk Stats sene­re kali­fa­tud­rå­bel­se i Levan­ten; han udpe­ge­de alle­re­de i Irak­kri­gens tid­li­ge år præ­cis de loka­le, geopo­li­ti­ske og demo­gra­fi­ske fak­to­rer, der sene­re blev kri­gens virkelighed. 

Sam­ti­dig arbej­de­de al-Qae­da iføl­ge pla­nen mål­ret­tet på at lade kri­gen mod ter­ror split­te den vest­li­ge sam­hø­rig­hed og pres­se på for, at den ”sti­gen­de for­e­ning af Euro­pa“ vil­le bli­ve rul­let til­ba­ge, anført af Stor­bri­tan­ni­en. Det ske­te som bekendt med Bre­xit i 2016.

Hvad for­tæl­ler al-Qae­das 15-års plan os i dag? For­u­den det åben­ly­se, at jiha­di­ster er ratio­nel­le væs­ner, vid­ner den om, at den mili­tan­te isla­mis­me har al tid i ver­den – og tid har vist sig at være den­ne krigs tun­ge­ste valu­ta. Tid var, hvad der til­lod Tali­ban at regrup­pe­re sig efter inva­sio­nen i 2001, som i prak­sis efter­lod Afg­ha­ni­stan ure­ge­ret i et halvt årti. Tid var, hvad der til­lod Isla­misk Stat at rej­se sig fra asken år efter inva­sio­nen i Irak. Og tid var, hvad der efter USA’s beslut­ning om at tids­fæ­ste en offi­ci­el til­ba­ge­træk­ning fra Afg­ha­ni­stan blev Tali­bans egent­li­ge stra­te­gi. De lang­sig­te­de løs­nin­ger – tål­mo­dig­he­dens løs­nin­ger – om at adres­se­re den bund af ulig­hed, mar­gi­na­li­se­ring og klep­to­kra­ti, jiha­dis­men gror på i den isla­mi­ske ver­den, måt­te vige. Tiden var til at fan­ge og dræ­be bin Laden, ikke til dif­fu­se reform­dis­kus­sio­ner i Irak. Når alt kom­mer til alt er krig en tve­kamp om tiden, og Vesten blin­ke­de først.

***

Osama bin Moham­med bin Awad bin Laden blev dræbt i maj 2011, men nogen slut­da­to på kri­gen blev det aldrig. 

Jeg besøg­te bin Ladens hem­me­li­ge hus i den paki­stan­ske by Abbot­ta­bad nog­le uger efter, at ame­ri­kan­ske jæger­sol­da­ter var trængt ind for at lik­vi­de­re al-Qae­da-lede­ren, og uden for mød­te jeg 27-åri­ge Zul­fi­kar Ashgar. 

”Hvis min by nu bli­ver kendt for, at Osama bin Laden boe­de her, så håber jeg i det mind­ste, at Abbot­ta­bad bli­ver kendt som ste­det, hvor kri­gen slut­te­de,“ for­tal­te han mig.

Zul­fi­kar Ash­gar håbe­de, at vin­den vil­le ven­de. Men kri­gen var for længst ble­vet hver­dag. Eller som den bri­ti­ske medi­e­pro­fes­sor Arun Kund­na­ni har for­mu­le­ret det:

“Hvor kri­gen mod ter­ror i Bush-åre­ne for­år­sa­ge­de højt­pro­fi­le­re­de debat­ter om krig, tor­tur og over­våg­ning, blev den under Oba­ma til bureau­kra­tisk ruti­ne, udra­ma­tisk og uimodsagt.”

Vi kæm­pe­de ikke læn­ge­re mod en kon­kret per­son eller orga­ni­sa­tion, fjen­den var mute­ret, nu var fjen­den men en ide­o­lo­gi, en bevæ­gel­se, en idé – den mili­tan­te isla­mis­me – og slag­mar­ken var der­med ble­vet uen­de­lig, også i Dan­mark. Med andre ord: Bin Ladens død hav­de ingen betyd­ning, for kri­gen hand­le­de ikke læn­ge­re om bin Laden.

***

For­le­den lær­te jeg, at Anjem Chou­dary drik­ker kaf­fe, og det er en kends­ger­ning, der træk­ker vig­ti­ge trå­de til Vestens krig mod terror. 

Chou­dary er ikke hvem som helst, så måske en intro­duk­tion her er på sin plads: Efter sin jura­ek­sa­men stod bri­tisk­fød­te Anjem Chou­dary i spid­sen for en per­leræk­ke af jiha­di­sti­ske orga­ni­sa­tio­ner, som siden blev tvangs­op­løst af de bri­ti­ske myn­dig­he­der på grund af ter­r­or­bil­li­gel­se, blandt andet den kon­tro­ver­si­el­le grup­pe al-Muha­jiro­un. Iføl­ge fle­re medi­er stod Chou­dary bag rek­rut­te­rin­gen af euro­pæ­i­ske frem­med­kri­ge­re til kam­pe­ne i Tje­tje­ni­en og på Bal­kan i 1990’erne, men det var da han før­te an i pro­tester­ne mod de dan­ske Muham­med­teg­nin­ger, at han for alvor blev popu­lær blandt mili­tan­te isla­mi­ster i Dan­mark, her­i­blandt fle­re sene­re ter­r­or­døm­te. Som ånde­lig fader for et sin­drigt spin­del­væv af mili­tan­te isla­mi­sti­ske grup­per for­delt på tværs af det euro­pæ­i­ske kon­ti­nent har han iføl­ge det tvæ­r­eu­ro­pæ­i­ske sam­ar­bej­de imod radi­ka­li­se­ring, Radi­cal Awa­re­ness Net­work, stå­et bag det stør­ste jiha­di­sti­ske rek­rut­te­rings­net­værk i Euro­pa med ansvar for rek­rut­te­rin­gen af mel­lem 200 og 300 vest­li­ge frem­med­kri­ge­re til blandt andet Irak og Syri­en. Net­vær­ket har over åre­ne talt hans egen grup­pe Sharia4UK samt blandt andre søste­r­or­ga­ni­sa­tio­ner­ne Sharia4Belguim, Sharia4Holland, Sharia4Norway og Sharia4DK. Chou­dary er idømt et års fængsel in absen­tia i Bel­gi­en for opfor­drin­ger til drab på islams fjen­der, og han vur­de­res iføl­ge NGO’en Hope Not Hate at have direk­te eller indi­rek­te for­bin­del­ser til ”mindst 70 per­so­ner, som er ble­vet dømt for ter­r­o­ris­me eller ter­r­or­re­la­te­re­de lovover­træ­del­ser, eller som har del­ta­get aktivt i selv­mord­s­an­greb.“ Blandt de mest kend­te eksemp­ler er Micha­el Ade­bo­la­jo, der i maj 2013 hak­ke­de den bri­ti­ske sol­dat Lee Rig­by til døde med en mache­te. Ade­bo­la­jo var kon­ver­tit og hav­de fået sin reli­gi­øse oplæ­ring af Chou­dary, som kort efter angre­bet erklæ­re­de om ger­nings­man­den, at ”han var på vores ide­o­lo­gi­ske bølgelængde”.

Selv afvi­ser Chou­dary hårdnak­ket, at han på noget tids­punkt har befun­det sig på den for­ker­te side af loven, men både bri­ti­ske myn­dig­he­der og fle­re euro­pæ­i­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ster anser ham som en af de mest cen­tra­le og far­li­ge jiha­di­sti­ske bag­mænd på den vest­li­ge halvkugle. 

En bizar, men ikke uvæ­sent­lig detal­je her er, at Chou­dary er glad for cho­ko­la­de­mil­ks­ha­ke. Jeg opda­ge­de det i 2014, før­ste gang vi mød­tes. Præ­di­kan­ten invi­te­re­de mig på restau­rant og slu­bre­de den bru­ne drik i sig, mens vi tal­te. Siden har andre for­ske­re og jour­na­li­ster gjort sam­me observation.

Men i 2016 blev Anjem Chou­dary idømt fem et halvt års fængsels­straf for at til­skyn­de sine sym­pa­ti­sø­rer til at støt­te Isla­misk Stat, og per­so­ni­fi­ce­rin­gen af en af Vestens stør­ste bekym­rin­ger udi jiha­di­stiskre­k­rut­te­ring var taget mid­ler­ti­digt ud af spillet.

”Jeg hol­der sta­dig af min cho­ko­la­de­mil­ks­ha­ke, men i fængs­let var der kun kaf­fe på kan­den. Og det er jo vanedan­nen­de,” siger Chou­dary, da han rin­ger mig op på den kryp­te­re­de sam­ta­le­tje­ne­ste Sig­nal. Han har nu afso­net sin straf, og jeg beder ham besva­re spørgs­må­let: Hvis Osama bin Laden var i live i dag, 20 år efter 9/11, vil­le han så være til­freds med det, han så?

”Afgjort,” siger Anjem Choudary. 

Bin Laden ønske­de at lede alle ver­dens mus­li­mer i ret­nin­gen af den mili­tan­te isla­mis­me, som både al-Qae­da-lede­ren og Chou­dary anser som ’den rene islam’. Og 20 års krig mod ter­ror har iføl­ge den angi­ve­li­ge IS-bag­mand gjort net­op det: Fået jiha­dis­men til at gro, man­gedoblet dens støt­ter og skabt en langt stør­re tro på bin Ladens oprin­de­li­ge pro­jekt end for 20 år siden. 

”Nu ser vi en glo­bal opstand fra mus­li­mer. Jeg tror på al-Hara­ka al-Isla­miyya, idéen om en isla­misk bevæ­gel­se. Den tæl­ler ikke al-Muha­jiro­un, Tali­ban eller nogen bestemt grup­pe. Det er et glo­balt skub i ret­nin­gen af at vil­le have islam og sha­ria som en del af dit liv. At vil­le befri lan­de og imple­men­te­re et andet system end det såkald­te demo­kra­ti. Selv om Tali­ban ikke kom­mer til at leve­re et validt kali­fat-system, er de en del af det­te glo­ba­le skub. Det vil opild­ne folk til at sige: Hvis det kan lade sig gøre i Afg­ha­ni­stan, kan det lade sig gøre alle andre ste­der også. Det sam­me vil jeg sige om Isla­misk Stats kali­fat i Syri­en og Irak, hvis det kan lade sig gøre,” siger Choudary.

”Selv blandt sala­fi­ster (en yder­ligt­gå­en­de ret­ning af islam, hvis mili­tan­te side dan­ner ide­o­lo­gisk grund­lag for fle­re jiha­di­sti­ske bevæ­gel­ser, red.) er der stri­dig­he­der og uenig­he­der, men det kan bedst udtryk­kes med en ana­lo­gi: Fore­stil dig en kedel med kogen­de vand. Det er ikke de sid­ste flam­me, der brin­ger van­det i kog, men den gene­rel­le var­me, som kom­mer nede­fra, og som består af den akti­vis­me, vi ser på tværs af Vesten. Det er sket tak­ket være kri­gen mod terror.”

Meget få er eni­ge med Chou­dary i ret meget, hel­ler ikke jeg. Men selv om hans ana­ly­se kan fore­kom­me tvivl­s­om, er fak­ta på præ­di­kan­tens side: Jiha­dis­men er sta­dig ikke i nær­he­den af at være et main­stream-fæno­men, men dens rek­rut­te­rings­grund­lag er i løbet af kri­gen mod ter­ror ble­vet sta­dig stør­re, efter­hån­den som kri­gens are­na­er er neds­un­ket i vold og poli­tisk pira­te­ri. Afg­ha­ni­stan er ikke en sejr for jiha­dis­men, for­di Tali­ban har over­ta­get mag­ten, men for­di mag­tover­ta­gel­sen har gen­født den blot­te tro på, at jiha­dis­men kan sej­re. En idé, der blev grund­lagt med muja­he­di­ner­nes sejr over Sov­jet, som den­gang brag­te bin Ladens al-Qae­da-bevæ­gel­sen til verden. 

”Vi har vun­det!!!,” som Nid­dal Has­san, man­den bag mas­sa­kren på den ame­ri­kan­ske Fort Hood-base i 2009, som dræb­te 14 men­ne­sker, 18. august skrev i et per­son­ligt brev fra sin fængsels­cel­le. Has­san deler ikke over­be­vis­ning med Tali­ban – i lig­hed med al-Qae­da, der alli­ge­vel har hyl­det Tali­bans sejr i fle­re erklæ­rin­ger de sene­ste uger. Jiha­dis­men har ikke vun­det, men idéen om jiha­dis­men har.

Efter 20 års krig mod ter­ror kom­mer også et andet vig­tigt per­spek­tiv til syne. For­u­den sit isla­mi­ske grund­lag har den moder­ne jiha­dis­me siden sin und­fan­gel­se i 1970’erne alle dage været en dybt poli­tisk bevæ­gel­se, men Afg­ha­ni­stan har vist mili­tan­te isla­mi­ster ver­den over, at diplo­ma­ti og dia­log kan føre til magt. Tali­ban har ikke bare for­hand­let med USA i Doha, de har også bistå­et vest­li­ge styr­ker under evaku­e­rin­gen fra Kabuls lufthavn.

”Tali­ban holdt prak­tisk talt døren, mens ame­ri­kan­ske trop­per for­lod lan­det,” som Ali Sou­fan, sik­ker­hed­s­eks­pert og en af FBI’s før­en­de efter­for­ske­re i kri­gen mod ter­ror, for nyligt for­mu­le­re­de det.

Det var bizar­re bil­le­der, men ikke over­ra­skel­sens. Hvor­vidt Tali­ban kan leve­re på løf­ter­ne til omver­de­nen om ikke af fal­de i arme­ne på andre jiha­di­ster – der i mod­sæt­ning til Tali­ban kun­ne fin­de på at angri­be i Vesten – vil tiden vise. Men ale­ne løf­ter­ne vid­ner om en ny tid og tænk­ning hos Tali­ban og andre mili­tan­te isla­mi­sti­ske bevæ­gel­ser, hvis stra­te­gi fly­der med kri­gens omskif­te­li­ge kår.

Til gen­gæld ser Vesten efter 20 år sta­dig kri­gens mod­part igen­nem det fjen­de­bil­le­de, som opstod i dage­ne efter 9/11: Jiha­di­sten som en irra­tio­nel bruta­lis, der ingen poli­ti­ske ambi­tio­ner har andet end at fly­ve fly ind i Vestens skys­kra­be­re. For for­ske­re og fag­folk, der har fulgt den mili­tan­te isla­mis­me i åre­vis, er det ingen over­ra­skel­se, at vores fjen­de har vist som en ratio­nel, poli­tisk aktør med lang­sig­te­de pla­ner, der først og frem­mest hand­ler om at vin­de magt i den isla­mi­ske ver­den sna­re­re end i Vesten. Men kri­gen mod ter­ror har tabu­i­se­ret for­hol­det mel­lem jiha­dis­me og poli­tik, og heri består en af kri­gens san­de tra­ge­di­er: Vores krig har hver­ken mili­tært, poli­tisk eller geo­gra­fisk flyt­tet sig med jihadisterne. 

 

Foto: Nidal Has­sans per­son­li­ge brev fra 18. august, 2021

***

Man kan anskue krig, som den ame­ri­kan­ske uden­rigs­mi­ni­ster Hen­ry Kis­sin­ger gjor­de det under Vietnamkrigen:

“Under­vejs i pro­ces­sen har vi mistet blik­ket for et af kar­di­nal­punk­ter­ne i gue­ril­la­krig: Gue­ril­la­er­ne vin­der, hvis de ikke taber. Den kon­ven­tio­nel­le hær taber, hvis den ikke vinder.”

I det lys har Vesten lidt et utve­ty­digt nederlag.

Men man kan også se kri­gen på en anden måde. For mens jiha­di­ster­nes fri­hed er ble­vet stør­re de sene­ste 20 år, er det para­doksalt, at vores egen er ble­vet min­dre. Under­vejs i kri­gen har de sik­ker­heds­lo­ve, vi har ind­ført for at gar­de­re os imod den jiha­di­sti­ske trus­sel, sat net­op det demo­kra­ti, den rets­stat og de bor­ger­li­ge fri­heds­ret­tig­he­der, vi tog til Afg­ha­ni­stan og Irak for at udbre­de, under sti­gen­de pres i de libe­ra­le vest­li­ge demo­kra­ti­er. Vi har så at sige tabt til os selv.

Først og frem­mest er jiha­dis­men lyk­ke­des med at split­te Vesten. Da al-Qae­da angreb USA i 2001, stod repu­bli­ka­ne­re og demo­kra­ter skul­der ved skul­der og sang ’God Bless Ame­ri­ca’ på trap­pe­af­sat­sen ind til den ame­ri­kan­ske kon­gres – en for­brød­ring hen over den poli­ti­ske mid­te, der i

dag synes utæn­ke­lig. Fæl­les­san­gen i 2001 var bil­le­det på en vir­ke­lig­hed, der bød poli­ti­ker­ne at stå sam­men og lade par­tipo­li­ti­ske hen­syn vige. I maj 2021 var bil­le­det vendt på hove­d­et: Repu­bli­ka­ne­ren Liz Che­ney måt­te for­la­de sit par­tis ledel­se, for­di hun hav­de gen­dre­vet Trumps fak­tu­elt for­ker­te udsagn om den demo­kra­ti­ske valg­pro­ces. Vir­ke­lig­he­den måt­te nu vige for de par­tipo­li­ti­ske hensyn.

Det var ikke jiha­di­ster­ne, men Trump-støt­ter selv, der angreb kon­gres­sen – sel­ve sym­bo­let på det ame­ri­kan­ske demo­kra­ti – og det er i den­ne poli­ti­ske pola­ri­se­ring og fol­ke­li­ge split­tel­se, at jiha­dis­men kan note­re sig en af sine stør­ste sej­re siden 9/11: Med et delt Vesten kan den mili­tan­te isla­mis­me age­re fri­e­re, og med et delt Vesten af den mili­tan­te isla­mis­me rek­rut­te­re bredere.

Vi står ikke på ran­den af en situ­a­tion som i 1930’erne, hvor halv­de­len af de euro­pæ­i­ske demo­kra­ti­er brød sam­men, men opblom­strin­gen af illi­be­ra­le og auto­ri­tæ­re poli­ti­ske regi­mer i Euro­pa udstil­ler en begræn­set tro på demo­kra­ti­et som poli­tisk vær­di. I 2019 var util­freds­he­den fra bor­ge­re i demo­kra­ti­er iføl­ge Wor­ld Eco­no­mic Forum på sit høje­ste siden 1995. 

Sta­dig fær­re ame­ri­ka­ne­re mener iføl­ge menings­må­lin­ger, at et demo­kra­tisk system er det bedst egne­de for USA, og sta­dig fle­re mener, at lan­dets mili­tær bør tage mag­ten (det gæl­der i dag hver sjet­te ame­ri­ka­ner mod hver 15. for 25 år siden). Vi vil­le lære afg­ha­ner­ne og ira­ker­ne om rets­stats­prin­cip­per, men 20 år efter 9/11 sid­der hjer­nen bag angre­bet, Kha­lid Sheikh Moham­med, sta­dig på Guantá­na­mo uden at kom­me for retten.

Den mang­len­de tro på demo­kra­ti og rets­stats­prin­cip­per afspej­ler sig også i Vestens sik­ker­heds­lo­v­giv­nin­ger, ikke mindst i de over­våg­nings­re­gi­mer, der først og frem­mest ram­mer Vestens egne bor­ge­re og for fle­re lan­des ved­kom­men­de er ble­vet kendt ulov­li­ge ved EU-dom­sto­len. Her­hjem­me for­by­der den omtal­te had­præ­di­kant­lis­te men­ne­sker, der ikke end ikke har udtalt sig straf­bart, at indrej­se i Dan­mark, hvor de kun­ne imø­de­gås på demo­kra­tiets præ­mis­ser med debat og mod­ar­gu­men­ter, men alt­så nu i ste­det kan sid­de bag ned­rul­le­de gar­di­ner og udg­y­de deres ide­o­lo­gi uimod­sagt på nettet. 

Loven lig­ger i for­læn­gel­se af den sti­gen­de kri­mi­na­li­se­ring af det, der opfat­tes som ’far­lig tænk­ning’ sna­re­re end far­lig hand­ling. Under den kol­de krig kun­ne selv med­lem­mer af DKP dra­ge på par­tisko­le i Moskva for at lære, hvor­dan demo­kra­ti­et i Dan­mark kun­ne under­gra­ves. I dag kan poli­ti­et ind­dra­ge en bor­gers pas, ”hvis der er grund til at anta­ge, at en dansk stats­bor­ger vil rej­se til udlan­det for at del­ta­ge i hand­lin­ger, der kan ska­de den dan­ske stat eller udgø­re en trus­sel for den offent­li­ge orden“. En lov­giv­ning, hvis ukla­re mistan­ke­grund­lag har ført til, at bor­ge­re uden rej­se­pla­ner har fået kon­fi­ske­ret deres pas, mens selv dan­ske­re, der ønske­de at bekæm­pe Isla­misk Stat på kur­disk side, er ble­vet ramt. Man kan sige, at vi for at fjer­ne manøv­re­fri­he­den hos de jiha­di­ster, som siden kun er ble­vet stær­ke­re, har ind­skræn­ket vores egen. Det er en udvik­ling, der vil­le være umu­lig at fore­stil­le sig i den ver­den, turi­sten Evan Kuz ind­fan­ge­de med sit kame­ra. I det før­ste liv før 9/11.

***

Vesten udkæm­pe­de en krig for at tota­lud­ryd­de jiha­dis­men – en krig, Vesten aldrig kun­ne vin­de. Men den gode nyhed er, at vi kan lære af vores stra­te­gi­ske fejl. Vi kan tage jiha­dis­men seri­øst som en poli­tisk aktør, der må bekæm­pes med ske­len til dens ratio­nel­le krigs­fø­rel­se. Vi kan drop­pe illu­sio­nen om, at jiha­dis­men kan udryd­des fuld­stæn­digt, men i ste­det under­støt­te bekæm­pel­sen af de rod­pro­ble­mer i de isla­mi­ske sam­fund, som giver jiha­dis­men opti­ma­le vækst­be­tin­gel­ser – natur­lig­vis mens stær­ke efter­ret­ning­s­tje­ne­ster fort­sat gør, hvad de kan for at hol­de trus­len i ave. Vi kan bru­ge den enor­me erfa­ring, vi i løbet 20 års krig mod ter­ror har fået om jiha­dis­men. Udkæm­pe en kamp, vi rent fak­tisk har en chan­ce for at vinde.

Hvil­ket brin­ger os til­ba­ge til den tid­li­ge­re ter­r­or­ef­ter­for­sker hos FBI, Ali Soufan:

”Det næste angreb vil ikke være noget, vi ikke har for­ud­set, men sna­re­re en mani­fe­sta­tion af det, vi ikke lær­te af,” sag­de han for nylig.

Det er vig­tigt, at vi lærer af for­ti­den. Dels for­di kri­gen mod ter­ror ikke er slut; Vestens exit fra Afg­ha­ni­stan blev kao­tisk, men der fin­des ikke en mere opløf­ten­de exit­plan for Irak – og slet ikke for Syri­en. Dels for­di sik­ker­heds­si­tu­a­tio­nen i Euro­pa og Dan­mark hæn­ger ulø­se­ligt sam­men med sik­ker­heds­si­tu­a­tio­nen i net­op Syri­en og Afg­ha­ni­stan. Bare tænk med angre­be­ne i Paris i 2015, der koste­de over 100 men­ne­sker livet. Angreb, der blev udtænkt langt uden for Vesten, akku­rat som med 9/11-angre­be­ne.

I antik­ken tro­e­de romer­ne på ars mori­turi, kun­sten at dø, og det er van­ske­ligt at fore­stil­le sig en mere isce­ne­sat død end den, de 19 fly­kapre­re til­ret­te­lag­de ved 9/11. Men efter at have over­le­vet den stør­ste nedslagt­ning af en para­mi­li­tær bevæ­gel­se i nye­re ver­dens­hi­sto­rie står det klart, at jiha­di­ster­ne har lært kun­sten at leve. I en sådan grad, at Osama bin Laden ikke vil­le tro sit eget held, hvis han leve­de i dag.