Den umulige krig
20 års krig mod terror har forandret måden, vi tænker på. Jihadismen, som krigen skulle udrydde, står stærkere end nogensinde før.
Der findes et ved første øjekast udramatisk billede af World Trade Center i New York, som har hjemsøgt mig i årevis. Det er taget ud på eftermiddagen den 10. september 2001 og viser Manhattans takkede skyline, som udskriften af en hjerterytme, hakkende sig på tværs af øens sydside fra Hudson River Park i vest til Brooklyn Bridge i øst med tvillingetårnene placeret majestætisk i rammens midte.
Billedet er taget af en ganske ordinær turist ved navn Evan Kuz, som var på sit livs første besøg i New York. Kuz tror, han skal fotografere tårnene i solskin, men netop som han skal til at trykke på udløseren, ændrer vejret sig, septembersolen forsvinder og afløses af et uudgrundeligt mørkegråt blæsevejr. En gigantisk sky, som tilsyneladende har bragt uvejret med sig, bevæger sig ind over halvøen, og på Kuzs fotografi hænger den over de to tårne som et uroligt spørgsmålstegn.
Historien har frembragt dusinvis af den slags billeder: Portrætter af Nürnberg, før himlen åbner sig i tordenvejr og bomberegn. Fotografier af Srebrenica, dagen før serberne ankommer og forvandler liv til død. Billeder af bazaren i Aleppo, sekunderne før den ikke er mere. Det er billeder, der mejsler sig ind i bevidstheden på de, der ser dem, ikke kun fordi de føles som forvarsler, men fordi de er billeder af en verden af i går. Kuz fotograferede et normalt Sydmanhattan, men det er i normaliteten og i det civiliserede, at krigens brutale kontrast står klarest, og det er i billeder som disse, vi mindes om, at den nye verden – verden efter Nürnberg, efter Srebrenica, efter Aleppo, efter 9/11 – ikke altid har været. Der var en anden tid.
10. september 2001 var den sidste dag i mit første liv. Hidtil havde sorgløsheden været min og Vestens vuggevise sammen med den følelse af uovervindelighed, vi tog med os ud af boet, da kommunismen brast sammen efter den kolde krig.
9/11 forandrede alt. Et nyt liv begyndte, en ny politisk virkelighed blev født, og et nyt globalt krigsparadigme blev skabt i dens billede. Jihadismen skulle udryddes, det var krigens ufravigelige mål, mens jihadisterne omvendt var overbeviste om deres egen gudsbestemte skæbne som sejrherrer.
Foreløbig har ’krigen mod terror’ varet dobbelt så lang tid som første og anden verdenskrig tilsammen, og en håndfuld militære invasioner senere står vi så her: ved indgangen til krigens tredje årti. Krig afhænger af øjnene, der ser, men lad os begynde med det, der ikke er:
Godt en million mennesker er blevet dræbt. Fjenden i 2001 var al-Qaeda, der bestod af et par hundrede medlemmer på globalt plan – i dag består den samlede jihadistiske bevægelse ifølge Center for Strategic and International Studies af mere end 230.000 mennesker. Taliban udpeger ministre i Afghanistan. Jihadisterne sætter sig på områder i Øst- og Vestafrika, der aldrig har oplevet jihadistisk aktivitet i betydeligt omfang. Irak oplever stadig flere angreb fra Islamisk Stat. I Syrien er døden blevet livet. Libyen, Yemen og Pakistan er ved at udvikle sig til sikre havne for den militante islamisme. Antallet af gennemførte og forpurrede angreb i Europa vidner om, at den jihadistiske aktivitet i Vesten fortsat er høj. I Somalia anslås al-Shabaabs økonomi at være større end statens. Den politiske ustabilitet råder i Afghanistan og Irak i endnu højere grad end i 2001, hvilket betyder, at de samfund, jihadismen tager næring fra, udklækker langt flere militante islamister, end vi kunne forestille os for to årtier siden. Jihadismen står stærkere end nogensinde før.
Det byder os – præcis 20 år efter 9/11 – at stille det ubekvemme spørgsmål:
Fik jihadisterne ret?
Foto: Evan Kuz, 10. september, 2021
***
Der er én mand til forskel på 10. september 2001 og 11. september 2001, og i første omgang fik Osama bin Laden det, som han ville.
Halvandet år tidligere, 5. januar 2000, var en saudiarabisk forretningsmand ved navn Khalid al-Mindhar trådt ind gennem svingdøren på et undseeligt businesshotel i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Mindhar vandrede op til et værelse booket af en forhenværende malaysisk oberst, der nu gjorde sig i udvikling af biokemiske våben og dubiøse forbindelser. Foruden Mindhar var også en række højtstående arabiske veteraner fra mujahedinernes fordrivelse af Sovjet i Afghanistan i 1980’erne til stede. På mødet, der varede tre døgn og siden er blevet kendt som al-Qaedas skæbnesvangre ’Kuala Lampur Summit’, blev forestående planer om at angribe det amerikanske krigsskib ’USS Cole’ i Yemen og World Trade Center i New York minutiøst endevendt. Flere mødedeltagere, herunder Mindhar, endte siden som flykaprere under 9/11.
Efter al-Qaedas succesfulde angreb på ’USS Cole’ i december 2000 mødtes bevægelsens centrale lederskab i Afghanistan til intense strategiske diskussioner. Betydelig intern modstand rejste sig mod 9/11-planen, blandt andre fra al-Qaedas sikkerhedschef, Sayf al-Adl. Bevægelsen var usikker på sin egen styrke. Men ét argument trumfede alle andre: Bin Laden ønskede at trække USA og Vesten ind i en langtrukken udmattelseskrig i Afghanistan og tvivlede på, at et mindre monumentalt angreb end 9/11 kunne fremprovokere en fuldtonet militær invasion.
Der var flere årsager til bin Ladens ønske: Historisk er Afghanistan blevet opfattet som en kirkegård for imperier, og når hverken briterne eller russerne var lykkedes indtage de uvejsomme afghanske dale, tvivlede bin Laden på, at selv supermagten Amerika kunne.
Dertil kom, at amerikanernes svar på al-Qaedas operationer hidtil havde været rådvilde. Efter bombningerne af amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i 1998 bombede USA en medicinfabrik i Sudan og fik kun anholdt bevægelsens mindste fisk. Efter ’USS Cole’ i 2000 kom flere anholdelser til, men ingen der truede al-Qaedas centrale lederskab. Og så var der troen på den religiøst betingede apokalypse; Bin Laden fandt i de hellige tekster belæg for profetien om, at de troende og de ikketroende ved dommedag ville mødes ved det afgørende slag om verdensherredømmet. En konflikteskalering i Afghanistan var et skridt på vejen dertil.
Så vidt det strategiske rationale, men 9/11 udløste ikke kun en global krig mod rationalister. Fjenden var også religiøs: Bin Laden ønskede krigen mod terror, han ønskede Afghanistan, han ønskede Irak, han ønskede den endeløse og grænseløse krig, fordi hans ideologi var det. Da han fra en varevogn i det rurale afghanske landskab fulgte angrebet live (fjernsynets satellitforbindelse røg imidlertid, så på ironisk vis måtte bin Laden få sine opdateringer via radiostationen ’Voice of America’), var det for bin Laden også en krig mellem den globale supermagt og den højere magt.
***
Det var Alexis de Tocqueville, der i midten af 1800-tallet konstaterede, at Amerika er skabt og drevet på utålmodighed.
”Bør præsidenten og kongressen formelt erklære krig?“ spurgte en af CNN’s korrespondenter en studievært under en livesending af 9/11-angrebene.
”Imod hvem?“ svarede værten.
Korrespondenten lyttede ikke:
”Men burde han ikke erklære krig?“
Sådan gik det: Vesten hastede ud på slagmarken. Mindre end 12 timer, efter det første fly ramte World Trade Center, udråbte præsident Bush en ny verdenskrig uden udløbsdato. Krigen mod terror fik et kedeligt, bureaukratisk navn, ’The Authorization for Use of Military Force’ (AUMF), et aktstykke, der blev nedfældet på få timer og vedtaget i kongressen blot tre dage efter 9/11 – og som med et pennestrøg fjernede en række geografiske og juridiske forbehold for Amerikas drab på borgere, der vurderes at være ‘kombattanter’, hvor end i verden de måtte befinde sig. I det nye liv efter 2001 har AUMF været vores – Vestens – krigsmanual.
Skal vi nærme os et svar på, om krigen mod terror er forløbet, som Osama bin Laden ønskede det, må vi se på hans egen manual. Det tætteste, vi kommer på sådan et dokument, er skrevet på 42 sider gulligt bagepapir og blev i 2005 smuglet ud fra en villa i Teheran, hvor bin Ladens sikkerhedschef, Sayf al-Adl, sad i husarrest. Planen er på mange stræk mere langsigtet end Vestens og falder i syv faser, som ifølge al-Adl og al-Qaeda vil udspille sig i de følgende 15 år frem til 2020. Den beskriver blandt andet, hvordan jihadisterne ”bør have kortsigtede planer rettet mod midlertidige mål og langsigtede planer rettet mod at opnå det store mål, hvilket er oprettelsen af Staten“, og den slår fast, at en krig rettet direkte mod Vesten ikke er en umiddelbar prioritet for jihadisterne, som i stedet bør fokusere på at etablere et selvstyrende område i den islamiske verden, hvorfra islamiske nationalmagters indflydelse på muslimers liv kan stækkes. I dag, hvor vi kan vurdere sikkerhedschefens 15-årsplan retrospektivt, viser den sig forbavsende præcis i sin forudsigelse af krigens forløb.
Tre faser får særligt øjenbrynene til at lette:
”Opvågningsfasen (2000–2003)” begyndte ifølge Sayf al-Adl med 9/11 og havde til formål at frembringe en konflikt, der ville provokere Vesten til at angribe mål i Mellemøsten. Det ville angivelig føre til øget global opmærksomhed, mere krig og mere vestlig splittelse, hvilket ifølge planen ville styrke jihadisternes rekruttering.
”Helbredelsesfasen (2010–2013)” forudser, at regimer vil vælte på tværs af Mellemøsten, blandt andet fordi USA på dette tidspunkt vil være krigstræt og derfor ”ude af stand til at leve op til ansvaret for at fastholde den nuværende verdensorden“ – hvilket har vist sig at være en temmelig virkelighedsnær beskrivelse af det, der skulle blive kendt som ’det arabiske forår’. ”Når regimerne gradvis falder fra hinanden, vil al-Qaeda og den jihadistiske bevægelse fortsætte med at vokse,“ skriver al-Adl.
”Fasen for udråbelsen af Staten (2013–2016)” forudser, at et islamisk kalifat vil blive udråbt i Levanten mellem 2013 og 2016. Ifølge planen vil ”den globale svaghed hos fjenderne af jihad“ give jihadisterne en gylden mulighed for ”at udråbe en islamisk stat – Kalifatet“. Det vil ifølge al-Qaeda ske af flere årsager: Blandt andet fordi Syrien vurderes som en særlig sårbar nation over for jihadistisk oprør, idet USA ikke forventes at ville støtte Assadregimet og komme det til undsætning under en konflikt. Al-Adl ikke blot tid- og stedfæstede Islamisk Stats senere kalifatudråbelse i Levanten; han udpegede allerede i Irakkrigens tidlige år præcis de lokale, geopolitiske og demografiske faktorer, der senere blev krigens virkelighed.
Samtidig arbejdede al-Qaeda ifølge planen målrettet på at lade krigen mod terror splitte den vestlige samhørighed og presse på for, at den ”stigende forening af Europa“ ville blive rullet tilbage, anført af Storbritannien. Det skete som bekendt med Brexit i 2016.
Hvad fortæller al-Qaedas 15-års plan os i dag? Foruden det åbenlyse, at jihadister er rationelle væsner, vidner den om, at den militante islamisme har al tid i verden – og tid har vist sig at være denne krigs tungeste valuta. Tid var, hvad der tillod Taliban at regruppere sig efter invasionen i 2001, som i praksis efterlod Afghanistan uregeret i et halvt årti. Tid var, hvad der tillod Islamisk Stat at rejse sig fra asken år efter invasionen i Irak. Og tid var, hvad der efter USA’s beslutning om at tidsfæste en officiel tilbagetrækning fra Afghanistan blev Talibans egentlige strategi. De langsigtede løsninger – tålmodighedens løsninger – om at adressere den bund af ulighed, marginalisering og kleptokrati, jihadismen gror på i den islamiske verden, måtte vige. Tiden var til at fange og dræbe bin Laden, ikke til diffuse reformdiskussioner i Irak. Når alt kommer til alt er krig en tvekamp om tiden, og Vesten blinkede først.
***
Osama bin Mohammed bin Awad bin Laden blev dræbt i maj 2011, men nogen slutdato på krigen blev det aldrig.
Jeg besøgte bin Ladens hemmelige hus i den pakistanske by Abbottabad nogle uger efter, at amerikanske jægersoldater var trængt ind for at likvidere al-Qaeda-lederen, og uden for mødte jeg 27-årige Zulfikar Ashgar.
”Hvis min by nu bliver kendt for, at Osama bin Laden boede her, så håber jeg i det mindste, at Abbottabad bliver kendt som stedet, hvor krigen sluttede,“ fortalte han mig.
Zulfikar Ashgar håbede, at vinden ville vende. Men krigen var for længst blevet hverdag. Eller som den britiske medieprofessor Arun Kundnani har formuleret det:
“Hvor krigen mod terror i Bush-årene forårsagede højtprofilerede debatter om krig, tortur og overvågning, blev den under Obama til bureaukratisk rutine, udramatisk og uimodsagt.”
Vi kæmpede ikke længere mod en konkret person eller organisation, fjenden var muteret, nu var fjenden men en ideologi, en bevægelse, en idé – den militante islamisme – og slagmarken var dermed blevet uendelig, også i Danmark. Med andre ord: Bin Ladens død havde ingen betydning, for krigen handlede ikke længere om bin Laden.
***
Forleden lærte jeg, at Anjem Choudary drikker kaffe, og det er en kendsgerning, der trækker vigtige tråde til Vestens krig mod terror.
Choudary er ikke hvem som helst, så måske en introduktion her er på sin plads: Efter sin juraeksamen stod britiskfødte Anjem Choudary i spidsen for en perlerække af jihadistiske organisationer, som siden blev tvangsopløst af de britiske myndigheder på grund af terrorbilligelse, blandt andet den kontroversielle gruppe al-Muhajiroun. Ifølge flere medier stod Choudary bag rekrutteringen af europæiske fremmedkrigere til kampene i Tjetjenien og på Balkan i 1990’erne, men det var da han førte an i protesterne mod de danske Muhammedtegninger, at han for alvor blev populær blandt militante islamister i Danmark, heriblandt flere senere terrordømte. Som åndelig fader for et sindrigt spindelvæv af militante islamistiske grupper fordelt på tværs af det europæiske kontinent har han ifølge det tværeuropæiske samarbejde imod radikalisering, Radical Awareness Network, stået bag det største jihadistiske rekrutteringsnetværk i Europa med ansvar for rekrutteringen af mellem 200 og 300 vestlige fremmedkrigere til blandt andet Irak og Syrien. Netværket har over årene talt hans egen gruppe Sharia4UK samt blandt andre søsterorganisationerne Sharia4Belguim, Sharia4Holland, Sharia4Norway og Sharia4DK. Choudary er idømt et års fængsel in absentia i Belgien for opfordringer til drab på islams fjender, og han vurderes ifølge NGO’en Hope Not Hate at have direkte eller indirekte forbindelser til ”mindst 70 personer, som er blevet dømt for terrorisme eller terrorrelaterede lovovertrædelser, eller som har deltaget aktivt i selvmordsangreb.“ Blandt de mest kendte eksempler er Michael Adebolajo, der i maj 2013 hakkede den britiske soldat Lee Rigby til døde med en machete. Adebolajo var konvertit og havde fået sin religiøse oplæring af Choudary, som kort efter angrebet erklærede om gerningsmanden, at ”han var på vores ideologiske bølgelængde”.
Selv afviser Choudary hårdnakket, at han på noget tidspunkt har befundet sig på den forkerte side af loven, men både britiske myndigheder og flere europæiske efterretningstjenester anser ham som en af de mest centrale og farlige jihadistiske bagmænd på den vestlige halvkugle.
En bizar, men ikke uvæsentlig detalje her er, at Choudary er glad for chokolademilkshake. Jeg opdagede det i 2014, første gang vi mødtes. Prædikanten inviterede mig på restaurant og slubrede den brune drik i sig, mens vi talte. Siden har andre forskere og journalister gjort samme observation.
Men i 2016 blev Anjem Choudary idømt fem et halvt års fængselsstraf for at tilskynde sine sympatisører til at støtte Islamisk Stat, og personificeringen af en af Vestens største bekymringer udi jihadistiskrekruttering var taget midlertidigt ud af spillet.
”Jeg holder stadig af min chokolademilkshake, men i fængslet var der kun kaffe på kanden. Og det er jo vanedannende,” siger Choudary, da han ringer mig op på den krypterede samtaletjeneste Signal. Han har nu afsonet sin straf, og jeg beder ham besvare spørgsmålet: Hvis Osama bin Laden var i live i dag, 20 år efter 9/11, ville han så være tilfreds med det, han så?
”Afgjort,” siger Anjem Choudary.
Bin Laden ønskede at lede alle verdens muslimer i retningen af den militante islamisme, som både al-Qaeda-lederen og Choudary anser som ’den rene islam’. Og 20 års krig mod terror har ifølge den angivelige IS-bagmand gjort netop det: Fået jihadismen til at gro, mangedoblet dens støtter og skabt en langt større tro på bin Ladens oprindelige projekt end for 20 år siden.
”Nu ser vi en global opstand fra muslimer. Jeg tror på al-Haraka al-Islamiyya, idéen om en islamisk bevægelse. Den tæller ikke al-Muhajiroun, Taliban eller nogen bestemt gruppe. Det er et globalt skub i retningen af at ville have islam og sharia som en del af dit liv. At ville befri lande og implementere et andet system end det såkaldte demokrati. Selv om Taliban ikke kommer til at levere et validt kalifat-system, er de en del af dette globale skub. Det vil opildne folk til at sige: Hvis det kan lade sig gøre i Afghanistan, kan det lade sig gøre alle andre steder også. Det samme vil jeg sige om Islamisk Stats kalifat i Syrien og Irak, hvis det kan lade sig gøre,” siger Choudary.
”Selv blandt salafister (en yderligtgående retning af islam, hvis militante side danner ideologisk grundlag for flere jihadistiske bevægelser, red.) er der stridigheder og uenigheder, men det kan bedst udtrykkes med en analogi: Forestil dig en kedel med kogende vand. Det er ikke de sidste flamme, der bringer vandet i kog, men den generelle varme, som kommer nedefra, og som består af den aktivisme, vi ser på tværs af Vesten. Det er sket takket være krigen mod terror.”
Meget få er enige med Choudary i ret meget, heller ikke jeg. Men selv om hans analyse kan forekomme tvivlsom, er fakta på prædikantens side: Jihadismen er stadig ikke i nærheden af at være et mainstream-fænomen, men dens rekrutteringsgrundlag er i løbet af krigen mod terror blevet stadig større, efterhånden som krigens arenaer er nedsunket i vold og politisk pirateri. Afghanistan er ikke en sejr for jihadismen, fordi Taliban har overtaget magten, men fordi magtovertagelsen har genfødt den blotte tro på, at jihadismen kan sejre. En idé, der blev grundlagt med mujahedinernes sejr over Sovjet, som dengang bragte bin Ladens al-Qaeda-bevægelsen til verden.
”Vi har vundet!!!,” som Niddal Hassan, manden bag massakren på den amerikanske Fort Hood-base i 2009, som dræbte 14 mennesker, 18. august skrev i et personligt brev fra sin fængselscelle. Hassan deler ikke overbevisning med Taliban – i lighed med al-Qaeda, der alligevel har hyldet Talibans sejr i flere erklæringer de seneste uger. Jihadismen har ikke vundet, men idéen om jihadismen har.
Efter 20 års krig mod terror kommer også et andet vigtigt perspektiv til syne. Foruden sit islamiske grundlag har den moderne jihadisme siden sin undfangelse i 1970’erne alle dage været en dybt politisk bevægelse, men Afghanistan har vist militante islamister verden over, at diplomati og dialog kan føre til magt. Taliban har ikke bare forhandlet med USA i Doha, de har også bistået vestlige styrker under evakueringen fra Kabuls lufthavn.
”Taliban holdt praktisk talt døren, mens amerikanske tropper forlod landet,” som Ali Soufan, sikkerhedsekspert og en af FBI’s førende efterforskere i krigen mod terror, for nyligt formulerede det.
Det var bizarre billeder, men ikke overraskelsens. Hvorvidt Taliban kan levere på løfterne til omverdenen om ikke af falde i armene på andre jihadister – der i modsætning til Taliban kunne finde på at angribe i Vesten – vil tiden vise. Men alene løfterne vidner om en ny tid og tænkning hos Taliban og andre militante islamistiske bevægelser, hvis strategi flyder med krigens omskiftelige kår.
Til gengæld ser Vesten efter 20 år stadig krigens modpart igennem det fjendebillede, som opstod i dagene efter 9/11: Jihadisten som en irrationel brutalis, der ingen politiske ambitioner har andet end at flyve fly ind i Vestens skyskrabere. For forskere og fagfolk, der har fulgt den militante islamisme i årevis, er det ingen overraskelse, at vores fjende har vist som en rationel, politisk aktør med langsigtede planer, der først og fremmest handler om at vinde magt i den islamiske verden snarere end i Vesten. Men krigen mod terror har tabuiseret forholdet mellem jihadisme og politik, og heri består en af krigens sande tragedier: Vores krig har hverken militært, politisk eller geografisk flyttet sig med jihadisterne.
Foto: Nidal Hassans personlige brev fra 18. august, 2021
***
Man kan anskue krig, som den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger gjorde det under Vietnamkrigen:
“Undervejs i processen har vi mistet blikket for et af kardinalpunkterne i guerillakrig: Guerillaerne vinder, hvis de ikke taber. Den konventionelle hær taber, hvis den ikke vinder.”
I det lys har Vesten lidt et utvetydigt nederlag.
Men man kan også se krigen på en anden måde. For mens jihadisternes frihed er blevet større de seneste 20 år, er det paradoksalt, at vores egen er blevet mindre. Undervejs i krigen har de sikkerhedslove, vi har indført for at gardere os imod den jihadistiske trussel, sat netop det demokrati, den retsstat og de borgerlige frihedsrettigheder, vi tog til Afghanistan og Irak for at udbrede, under stigende pres i de liberale vestlige demokratier. Vi har så at sige tabt til os selv.
Først og fremmest er jihadismen lykkedes med at splitte Vesten. Da al-Qaeda angreb USA i 2001, stod republikanere og demokrater skulder ved skulder og sang ’God Bless America’ på trappeafsatsen ind til den amerikanske kongres – en forbrødring hen over den politiske midte, der i
dag synes utænkelig. Fællessangen i 2001 var billedet på en virkelighed, der bød politikerne at stå sammen og lade partipolitiske hensyn vige. I maj 2021 var billedet vendt på hovedet: Republikaneren Liz Cheney måtte forlade sit partis ledelse, fordi hun havde gendrevet Trumps faktuelt forkerte udsagn om den demokratiske valgproces. Virkeligheden måtte nu vige for de partipolitiske hensyn.
Det var ikke jihadisterne, men Trump-støtter selv, der angreb kongressen – selve symbolet på det amerikanske demokrati – og det er i denne politiske polarisering og folkelige splittelse, at jihadismen kan notere sig en af sine største sejre siden 9/11: Med et delt Vesten kan den militante islamisme agere friere, og med et delt Vesten af den militante islamisme rekruttere bredere.
Vi står ikke på randen af en situation som i 1930’erne, hvor halvdelen af de europæiske demokratier brød sammen, men opblomstringen af illiberale og autoritære politiske regimer i Europa udstiller en begrænset tro på demokratiet som politisk værdi. I 2019 var utilfredsheden fra borgere i demokratier ifølge World Economic Forum på sit højeste siden 1995.
Stadig færre amerikanere mener ifølge meningsmålinger, at et demokratisk system er det bedst egnede for USA, og stadig flere mener, at landets militær bør tage magten (det gælder i dag hver sjette amerikaner mod hver 15. for 25 år siden). Vi ville lære afghanerne og irakerne om retsstatsprincipper, men 20 år efter 9/11 sidder hjernen bag angrebet, Khalid Sheikh Mohammed, stadig på Guantánamo uden at komme for retten.
Den manglende tro på demokrati og retsstatsprincipper afspejler sig også i Vestens sikkerhedslovgivninger, ikke mindst i de overvågningsregimer, der først og fremmest rammer Vestens egne borgere og for flere landes vedkommende er blevet kendt ulovlige ved EU-domstolen. Herhjemme forbyder den omtalte hadprædikantliste mennesker, der ikke end ikke har udtalt sig strafbart, at indrejse i Danmark, hvor de kunne imødegås på demokratiets præmisser med debat og modargumenter, men altså nu i stedet kan sidde bag nedrullede gardiner og udgyde deres ideologi uimodsagt på nettet.
Loven ligger i forlængelse af den stigende kriminalisering af det, der opfattes som ’farlig tænkning’ snarere end farlig handling. Under den kolde krig kunne selv medlemmer af DKP drage på partiskole i Moskva for at lære, hvordan demokratiet i Danmark kunne undergraves. I dag kan politiet inddrage en borgers pas, ”hvis der er grund til at antage, at en dansk statsborger vil rejse til udlandet for at deltage i handlinger, der kan skade den danske stat eller udgøre en trussel for den offentlige orden“. En lovgivning, hvis uklare mistankegrundlag har ført til, at borgere uden rejseplaner har fået konfiskeret deres pas, mens selv danskere, der ønskede at bekæmpe Islamisk Stat på kurdisk side, er blevet ramt. Man kan sige, at vi for at fjerne manøvrefriheden hos de jihadister, som siden kun er blevet stærkere, har indskrænket vores egen. Det er en udvikling, der ville være umulig at forestille sig i den verden, turisten Evan Kuz indfangede med sit kamera. I det første liv før 9/11.
***
Vesten udkæmpede en krig for at totaludrydde jihadismen – en krig, Vesten aldrig kunne vinde. Men den gode nyhed er, at vi kan lære af vores strategiske fejl. Vi kan tage jihadismen seriøst som en politisk aktør, der må bekæmpes med skelen til dens rationelle krigsførelse. Vi kan droppe illusionen om, at jihadismen kan udryddes fuldstændigt, men i stedet understøtte bekæmpelsen af de rodproblemer i de islamiske samfund, som giver jihadismen optimale vækstbetingelser – naturligvis mens stærke efterretningstjenester fortsat gør, hvad de kan for at holde truslen i ave. Vi kan bruge den enorme erfaring, vi i løbet 20 års krig mod terror har fået om jihadismen. Udkæmpe en kamp, vi rent faktisk har en chance for at vinde.
Hvilket bringer os tilbage til den tidligere terrorefterforsker hos FBI, Ali Soufan:
”Det næste angreb vil ikke være noget, vi ikke har forudset, men snarere en manifestation af det, vi ikke lærte af,” sagde han for nylig.
Det er vigtigt, at vi lærer af fortiden. Dels fordi krigen mod terror ikke er slut; Vestens exit fra Afghanistan blev kaotisk, men der findes ikke en mere opløftende exitplan for Irak – og slet ikke for Syrien. Dels fordi sikkerhedssituationen i Europa og Danmark hænger uløseligt sammen med sikkerhedssituationen i netop Syrien og Afghanistan. Bare tænk med angrebene i Paris i 2015, der kostede over 100 mennesker livet. Angreb, der blev udtænkt langt uden for Vesten, akkurat som med 9/11-angrebene.
I antikken troede romerne på ars morituri, kunsten at dø, og det er vanskeligt at forestille sig en mere iscenesat død end den, de 19 flykaprere tilrettelagde ved 9/11. Men efter at have overlevet den største nedslagtning af en paramilitær bevægelse i nyere verdenshistorie står det klart, at jihadisterne har lært kunsten at leve. I en sådan grad, at Osama bin Laden ikke ville tro sit eget held, hvis han levede i dag.