I vores del af ver­den har en vari­e­ret kost været en uhørt luksus i de kol­de måne­der og kun for­be­holdt de få. Når Kong Vin­ter send­te ver­den i frysen­de dva­le, var det i bog­sta­ve­lig for­stand et spørgs­mål om over­le­vel­se. For­råd var alt­af­gø­ren­de for stam­træ­ets fort­sat­te for­gre­ning, og alle sam­funds kul­tur­hi­sto­ri­er for­tæl­ler om vej­re­ts bruta­le ind­gri­ben og ofre, som har udfor­dret artens over­le­vel­se. Den­gang sad man i en jord­hu­le på en kold sten i fem måne­der med en kon­stant frygt for, at ens fami­lie skul­le dø af kul­de. Alt imens man kun hav­de en råd­den læder­po­se med rød­der og bark og blev hjem­søgt af tan­ker om kan­ni­ba­lis­me. Der­for vil jeg mene, at fejring af solen, var­men og væk­sten er på sin plads.