Nog­le af reak­tio­ner­ne på Fri­heds­bre­vets histo­rie om Kir­sten Schwal­be er rysten­de, men desvær­re ikke over­ra­sken­de. 

Vi hav­de set den kom­me:

En sød, gam­mel dame skal selv­føl­ge­lig ikke træk­kes igen­nem sølet. Hvad fan­den bil­der I jer ind, Fri­heds­bre­vet? Fy for satan! 

Hel­dig­vis er der også man­ge, der lige­som os her på Fri­heds­bre­vet mener, at det er en vig­tig og rele­vant histo­rie.

Blandt andet to af lan­dets mest aner­kend­te for­ske­re i besæt­tel­ses­ti­den, som også udta­ler sig i artik­len. 

En arti­kel, der i øvrigt er yderst lødig, grun­dig, ordent­lig og velskre­vet. Fak­tisk vil jeg gå så langt som til at kal­de det, Anton Dahl Ander­sen har begå­et, for et jour­na­li­stisk mester­styk­ke.

Når reak­tio­ner­ne alli­ge­vel er så vold­som­me, at jeg føler mig nødsa­get til at adres­se­re dem, så hand­ler det om, at de i nog­le til­fæl­de beror på en cho­ke­ren­de mang­len­de evne til at tale om det ube­ha­ge­li­ge – til­li­ge en naiv og histo­ri­e­løs for­stå­el­se af, hvad nazis­men var, samt mis­for­stå­el­ser om, hvad jour­na­li­stik helt grund­læg­gen­de er og skal være.

Bliv med­lem for at læse hele artik­len.

Bliv med­lem og få hele histo­ri­en

Bliv med­lem i dag og få fuld adgang til alle artik­ler og podcast

Vælg dit med­lem­skab her
Allerede medlem?