Det var en lum­mer aften i Søn­der­borg, da jeg ende­lig lær­te Søren Pind at kende

SØNDERBORG – Sid­ste gang jeg mød­te Søren Pind, stod han i Dansk Jour­na­list­for­bunds loka­ler på Gam­mel Strand i Køben­havn og for­kla­re­de, hvor­for det var en god idé med en stats­fi­nan­si­e­ret medi­eom­buds­mand, der kun­ne hol­de medi­er­ne i ører­ne. Han sva­re­de på mine spørgs­mål, men lod hur­tigt andre kom­me til, for hvis jeg ikke kun­ne for­stå, hvor­for en stats­fi­nan­si­e­ret medi­eom­buds­mand var en per­fekt idé, kun­ne han lige så vel tale med nog­le andre.

De to for­ri­ge gan­ge, jeg har mødt Søren Pind, har været på Fol­ke­mø­det, hvor han diplo­ma­tisk sagt ikke besad den stør­ste trang til at tale med mig.

Som jour­na­list er man nem­lig bag­u­de på points, når man taler med Søren Pind, det er sådan nog­le som os, der er sel­ve pro­ble­met, og Pind har ved fle­re lej­lig­he­der udtrykt sin foragt for medi­er­ne, som han mener, under­gra­ver demo­kra­ti­et og opfø­rer sig hen­syns­løst. Han mener det, man kan spo­re afsky­en i hans øje. 

Det, jeg prø­ver at sige, er, at det har været en smu­le van­ske­ligt for mig at kom­me tæt ind på livet af Søren Pind.

Men så er det jo hel­digt, at han net­op har påbe­gyndt en tur­né, som man kan købe bil­let til.