Drøm­me­tyd­ning og hel­lig krig


Her er der en medieafspiller

Men før du kan se den, skal du accep­te­re cook­i­es fra vores leverandør.

Illu­stra­tion: Malt­he Emil Kibsgaard

Et nyheds­brev om et så spe­ci­fikt og spræng­far­ligt emne som hel­lig krig, eller jihad, er ikke hver­dagskost. Der­for kræ­ver dis­se før­ste stro­fer en intro­duk­tion til emnet og til mig som afsen­der – en slags forventningsafstemning.

Jihad og jiha­di­ster­ne, der udkæm­per den hel­li­ge krig, er lej­lig­heds­vis på dags­or­de­nen i det vest­li­ge medi­eland­skab. Det sker typisk, når vester­læn­din­ge træf­fer den svært for­stå­e­li­ge beslut­ning at dra­ge i krig for deres reli­gion, eller når de ven­der hjem og hav­ner på ankla­ge­bæn­ken i vest­li­ge rets­sa­le. Det er især til­fæl­det, når ter­r­oren ram­mer os i Vesten eller i de sjæld­ne til­fæl­de, at jiha­di­ster­ne for­mår at få kon­trol­len med et land, som det for nyligt lyk­ke­des Tale­ban i Afghanistan.

Et soci­alt problem

Ellers er vi som sam­fund ikke gode til at dis­ku­te­re et fæno­men, der ikke kun er af cen­tral betyd­ning på grund af den sik­ker­heds­trus­sel, jiha­dis­men udgør, men også for­di det repræ­sen­te­rer et vig­tigt soci­alt pro­blem i vest­li­ge sam­fund. Men imel­lem de sto­re fæn­gen­de begi­ven­he­der glem­mer vi og ret­ter i ste­det fokus mod andre emner. Resul­ta­tet er, at vi sjæl­dent bli­ver klogere.

Som for­sker har jeg siden 2013 beskæf­ti­get mig med jihad og jiha­di­ster­ne. Det er der kom­met en Ph.d‑afhandling ud af, som næste år føl­ges op med en bog. Det er – erken­der jeg blankt – langt hen ad vej­en hen­vendt til nør­der­ne, der lige­som jeg synes, at jihad er det mest ufor­stå­e­li­ge og der­for mest fasci­ne­ren­de emne, man kan fore­stil­le sig. I mit arbej­de har jeg levet en til­væ­rel­se på jiha­di­ster­nes kryp­te­re­de onli­ne­fora og, når det var muligt, mød­tes med dem vir­tu­elt eller ansigt til ansigt for at fin­de svar på deres hemmeligheder. 

For­mid­ling er vigtigt

Den slags arbej­de udfø­res ellers pri­mært i de rele­van­te mini­ste­ri­er og deres hem­me­li­ge tje­ne­ster, og for­bli­ver ofte holdt ude af offent­lig­he­den. Jeg har altid ment, at det var et vig­tigt emne at for­mid­le til et bre­de­re publi­kum. Den aktu­el­le podcast­se­rie Home­grown er et før­ste for­søg på at give offent­lig­he­den ind­blik i en hem­me­lig ver­den. Og det er den tra­di­tion, Fri Jihad vil byg­ge vide­re på.

I det­te nyheds­brev kan du der­for for­ven­te at bli­ve luk­ket ind i jiha­di­ster­nes ver­den. Du vil høre om dan­ske ter­r­or­sa­ger, om de dan­ske jiha­di­ster, om Tale­ban, al-Qae­da og Isla­misk Stat, om radi­ka­li­se­ring og pro­pa­gan­da og om kri­gen mod jiha­di­ster­ne og deres egne inter­ne stri­dig­he­der. Du vil høre om det fra jiha­di­ster­ne selv, fra forsk­nin­gen på områ­det og mine egne observationer.

Vel­kom­men til. 

Den dan­ske Bin Laden

Jeg vil ger­ne bru­ge det­te før­ste nyheds­brev til at tage jer alle sam­men godt og vel otte år til­ba­ge i tiden for at for­tæl­le en nyhed. Det er histo­ri­en om Shiraz Tariqs mærk­vær­di­ge død i Levan­ten under Isla­misk Stats faner. En for­tæl­ling, der, på trods af at Shiraz Tariq utvivl­s­omt er den mest cen­tra­le jiha­dist i dan­marks­hi­sto­ri­en, aldrig har været kendt af andre end en lil­le grup­pe i det jiha­di­sti­ske mil­jø i Danmark.

Shiraz Tariq er intet min­dre end et fæno­men i det dan­ske jiha­di­sti­ske mil­jø, hvor han gik under nav­net Abu Musa, en refe­ren­ce til hans første­fød­te søn Musa. Søn af paki­stan­ske for­æl­dre, men født på Vester­bro og opvok­set i Ave­dø­re Sta­tions­by, udvik­le­de Abu Musa sig hur­tigt til en cen­tral figur blandt lige­sin­de­de i Køben­havn og omegn. Han gik ikke kun ind for en sær­de­les bog­sta­ve­lig for­tolk­ning af isla­mi­ske tek­ster, men også for en akti­vi­stisk kurs. Der­for er det hel­ler ikke så over­ra­sken­de, at Abu Musa gang på gang duk­ke­de op i dan­ske ter­r­or­sa­ger op gen­nem 00’erne.

Kal­det til Islam

Men det, der vir­ke­lig kata­pul­te­re­de Abu Musa til top­pen af det dan­ske ekstre­mi­sti­ske mil­jø, var, da han i 2010 etab­le­re­de grup­pen Kal­det til Islam. Han var ikke bare grup­pens grund­læg­ger og leder, men også en fader­fi­gur for med­lem­mer­ne, som han døg­net rundt vil­le gøre alt for at hjæl­pe. Det ind­gød ikke kun respekt, men gjor­de ham til en elsket figur blandt de rod­lø­se unge mænd og kvinder.

Kal­det til Islam blev for alvor beryg­tet i Dan­mark i 2011-12. Det skyld­tes grup­pens pro­vo­ke­ren­de demon­stra­tio­ner i det køben­havn­ske gade­bil­le­de. For­an ambas­sa­der, på Strø­get og til flag­dag stod med­lem­mer­ne med mega­fo­ner, fly­ers og flag og pro­pa­gan­de­re­de for deres særeg­ne for­tolk­ning af Islam.

Men det var ikke nok for Abu Musa og hans “brød­re”. Da kri­ge­ne i Irak og Syri­en brød ud, vil­le de afsted for at kæm­pe hel­lig krig – jihad. Pla­nen var, at hele Kal­det til Islam skul­le rej­se til Syri­en. Det lyk­ke­des grup­pen trods alt ikke med. Men på en af de sid­ste dage i 2012 rej­ste Abu Musa til Syri­en under påskud af at skul­le til Pakistan. 

Vild med Isla­misk Stat

I Syri­en til­slut­te­de han sig først den loka­le al-Qae­da-grup­pe­ring, men efter fire måne­der skif­te­de han til Isla­misk Stat. De var iføl­ge Abu Musa bed­re orga­ni­se­re­de, og han var vild med deres ambi­tion om at etab­le­re en reel isla­misk stat. Det var her fra den syri­ske ørken, at han i august udsend­te video­se­ri­en Den Forg­lem­te For­plig­tel­se, hvor han selv opfor­dre­de sine “brød­re” og “søstre” til at rej­se til Syri­en, mens fire af hans kam­me­ra­ter sky­der til måls mod foto­gra­fi­er af kend­te danskere.

Bare måne­den efter døde Abu Musa. Men selv nu – otte år sene­re – er hans død fort­sat et myste­ri­um, hvor sand­he­den kun har været kendt af en lil­le grup­pe af hans aller­nær­me­ste. Ryg­ter var der nok af, og den gængse histo­rie lød, at han døde af skudår i Syri­en efter en offen­siv mod det syri­ske regi­me. Under et rets­mø­de den 11. okto­ber i år i en aktu­el ter­r­or­sag blev en chef hos PET uds­purgt om Kal­det til Islam. Et af spørgs­må­le­ne gik på net­op Abu Mus­as skæb­ne. Iføl­ge PET-che­fen døde han i Lata­kia-provin­sen i det nord­ve­st­li­ge Syrien. 

Men kil­der helt tæt på Kal­det til Islams grund­læg­ger for­tæl­ler en anden histo­rie. En histo­rie der udstil­ler vores begræn­se­de viden om selv de aller­mest cen­tra­le jiha­di­ster i Danmark.

Drøm­mens magt

En nat i sep­tem­ber 2013 har Abu Musa en drøm. På det her tids­punkt er han en del af en min­dre bata­l­jon under Isla­misk Stats ledel­se bestå­en­de af frem­med­kri­ge­re fra Vesten og fra Kaukasus. Men lige­som man­ge af bata­l­jo­nens andre med­lem­mer er Abu Musa stærkt util­freds med deres leder. I drøm­men kom­mer lede­ren af bata­l­jo­nen hen til Abu Musa og for­sø­ger at kvæ­le ham. 

Han våg­ner op og er ban­ge for, hvad drøm­men mon bety­der. For jiha­di­ster er drøm­me ikke et lige­gyl­digt fæno­men. De ses der­i­mod som vig­ti­ge begi­ven­he­der, der giver et kig ind i frem­ti­den. Det træk­ker på en pro­fe­tisk tra­di­tion, hvor pro­fe­ten Muham­mad hav­de drøm­me, der viste frem­ti­den. Der går såle­des man­ge histo­ri­er om, hvor­dan der op til angre­bet 11. sep­tem­ber 2001 var fle­re al-Qae­da-med­lem­mer, der hav­de drøm­me om fly, der ram­te tår­ne i USA. Der var også et al-Qae­da-med­lem, der drøm­te, at de spil­le­de fod­bold mod USA, og da al-Qae­das hold ind­t­og banen, var de alle klædt som piloter.

Der­for er drøm­me­ty­de­re også i høj kurs, og det var net­op sådan en, som Abu Musa opsøg­te om mor­ge­nen, da han var våg­net af sin drøm. Drøm­me­ty­de­ren for­kla­rer Abu Musa, at hans drøm er et ilde­vars­len­de tegn på, at han snart vil kom­me noget til. Det gør natur­lig­vis den dan­ske jiha­dist nervøs, og i løbet af kort tid tager han en afgø­ren­de beslutning.

Abu Musa hav­de altid været imod tan­ken om at dø i et selv­mord­s­an­greb, da han men­te, at der var bed­re måder at bidra­ge til den hel­li­ge krig. Men med drøm­men fulg­te en frygt for at dø en tid­lig død, før han kun­ne kæm­pe for Allah og der­med dø som mar­tyr. Der­for beslut­ter Abu Musa sig for at spræn­ge sig selv i luf­ten for Isla­misk Stat.

Brev fra kaliffen

Få dage efter drøm­men mod­ta­ger Abu Musa et brev. Afsen­de­ren er ikke hvem som helst, men sel­ve­ste Abu Bakr al-Bag­h­da­di, den nu afdø­de kalif og leder af Isla­misk Stat. Godt nok var Abu Musa ikke hvem som helst, men det var nu alli­ge­vel noget helt sær­ligt at få brev direk­te fra kalif­fen. Og bre­vet kom med lidt af et tilbud.

Kalif­fen vil­le for­frem­me Abu Musa og gøre ham ansvar­lig for alle frem­med­kri­ge­re fra Nor­d­eu­ro­pa. På det her tids­punkt var tusin­der fra Vesten rejst til Syri­en og Irak, så der var tale om en pro­mi­nent stilling.

Gen­nem de for­ud­gå­en­de år hav­de Abu Musa etab­le­ret stær­ke for­bin­del­ser til ekstre­mi­ster i de andre nor­di­ske lan­de og i Stor­bri­tan­ni­en, og han var en cen­tral aktør bag rek­rut­te­rin­gen af dan­ske­re til Syri­en. Det frem­kald­te respekt i ekstre­mi­sti­ske kred­se i Syri­en, og Abu Mus­as kva­li­fi­ka­tio­ner var efter­s­purg­te hos en grup­pe som Isla­misk Stat, der var i gang med at opbyg­ge et bureaukrati.

Hav­de Abu Musa tak­ket ja til kalif­fens til­bud, var han utvivl­s­omt ble­vet den højst pla­ce­re­de dan­sker i den beryg­te­de ter­r­or­grup­pe. Men Abu Musa tak­ke­de over­ra­sken­de nej. Han var alle­re­de så langt i sine for­be­re­del­ser, og fryg­ten for en “for­kert” død gjor­de, at han vil­le være sik­ker på, at det ske­te med en ger­ning, der iføl­ge ham var for Allah. 

Mar­tyr-ope­ra­tio­nen

Inden sin død hav­de Abu Musa, som en af få dan­ske­re, opt­rå­dt i fle­re af Isla­misk Stats video­er, og han hav­de gen­nem sine tazkiyy­ah (anbe­fa­lin­ger, red.) faci­li­te­ret, at fle­re dan­ske­re hav­de for­ladt deres til­væ­rel­se i fred­som­me­li­ge Dan­mark for at til­slut­te sig kri­gen i Syri­en og Irak. Nog­le vend­te hjem igen, men de fle­ste døde i kamp.

Det gjor­de Abu Musa også. Den 24. sep­tem­ber 2013 sæt­ter han sig ind i en af Isla­misk Stats pans­re­de biler. Kort for­in­den var han rejst fra Raqqa i Syri­en til et ukendt sted i Irak. Her gas­se­de han op og kør­te den spe­ci­al­til­pas­se­de bil med ret­ning mod en for­sam­ling af iraki­ske styr­ker. Som andre kri­ge­re fra Isla­misk Stat hav­de gjort før ham. Da han ende­lig er nået tæt nok på, tryk­ker han på udlø­ser­k­nap­pen og spræn­ger sig selv, bilen og sin fjen­de i luften.

Efter­føl­gen­de cir­ku­le­rer beske­den om Abu Mus­as død i en grup­pe på Face­book. De reste­ren­de med­lem­mer af Kal­det til Islam får også til­sendt et bil­le­de af deres leder. Men som fle­re af dem for­tæl­ler, kun­ne de ikke ken­de ham. Den gla­de og smi­len­de Abu Musa, de kend­te, var ikke ham, de så på billedet. 

Min­de­høj­ti­de­lig­hed i Tingbjerg

Hjem­me i Dan­mark var sor­gen blandt Abu Mus­as kam­me­ra­ter og tros­fæl­ler stor, men den blev over­dø­vet af den bra­gen­de stolt­hed for­bun­det med, at deres leder var død som mar­tyr. I regi af Kal­det til Islam blev der afholdt en min­de­ta­le. En af de respek­te­re­de per­so­ner fra det ekstre­mi­sti­ske mil­jø står for­an en stør­re for­sam­ling af unge mænd i Tingbjerg: 

“Shiraz, kendt som Abu Musa, han blev 34 år gam­mel. Og han døde i det vel­sig­ne­de områ­de ash-Sham. Der hvor man­ge pro­fe­ter og saha­ba er begra­vet. En mand som er født og opvok­set i Dan­mark, men ender med at dø i et vel­sig­net område.”

Med patos i stem­men fort­sæt­ter han med at for­tæl­le til et nu græ­den­de publikum:

“En dag kom den dag, han altid hav­de ønsket sig, nem­lig Jihad. Han kun­ne ikke kla­re mere, at hans brød­re og søstre bli­ver slag­tet og tor­tu­re­ret og dræbt i Syri­en. Han vid­ste, at Jihad var løs­nin­gen, og at den Isla­mi­ske Stat skal etab­le­res. Så han tog afsted, alham­doulil­lah. (…) Allah subha­na­hu wa ta’ala gør han iblandt dine shuha­da. Allah subha­na­hu wa ta’ala gør han iblandt dine shuha­da. Den dag, han døde, var en stor sorg og en stor glæ­de. En stor sorg for­di jeg har mistet en, som jeg vir­ke­lig elsker for Allah azzawa­jals skyld. En stor sorg for­di jeg har mistet en, som jeg vir­ke­lig elsker for Allah azzawa­jals skyld. Og en stor glæ­de for, ins­hal­lah, han er en grøn fugl i jan­nah. Allah, han udvæl­ger dem, som bli­ver shuha­da. Allah (saws) har udvalgt Abu Musa.”

Den for­ban­de­de uvidenhed

Histo­ri­en om Abu Mus­as død udstil­ler vores begræn­se­de viden om det til­luk­ke­de ekstre­mi­sti­ske mil­jø. Kun et par hånd­ful­de per­so­ner kend­te den rig­ti­ge histo­rie om de sid­ste dage i Abu Mus­as liv. End ikke de dan­ske myn­dig­he­der kend­te den.

Jeg har gen­nem åre­ne fulgt adskil­li­ge dan­ske ter­r­or­sa­ger og age­ret som eks­pertvid­ne i fle­re af dem, og et gen­nem­gå­en­de træk ved sager­ne er net­op, hvor lidt vi egent­lig ved. Man­ge histo­ri­er og megen infor­ma­tion får man kun ved at snak­ke med de invol­ve­re­de eller dem, som har for­ladt mil­jø­et. Net­op det udstil­ler skrø­be­lig­he­den i vores ana­ly­ser af det ekstre­mi­sti­ske mil­jø og de juri­di­ske pro­ces­ser, hvor per­so­ner fra mil­jø­et søges dømt.

Den udfor­dring har været sær­ligt påfal­den­de de sene­ste år, hvor der har kørt adskil­li­ge ter­r­or­sa­ger mod hjemvend­te frem­med­kri­ge­re og per­so­ner, der var til­tal­te for at vil­le begå ter­ror i Dan­mark. Resul­ta­tet har i fle­re sager været, at per­so­ner­ne enten er ble­vet for­kert dømt eller, som det var til­fæl­det i tors­dag sid­ste uge, at til­ta­len sim­pelt­hen ikke kun­ne holde.

Læren må være, at vi sim­pelt­hen bli­ver nødt til at snak­ke med ekstre­mi­ster­ne for at lære dem at kende.