Drømmetydning og hellig krig


Her er der en lydafspiller

Men før du kan se den, skal du acceptere cookies fra vores lydleverandør.

Illus­tra­tion: Malthe Emil Kibsgaard

Et nyheds­brev om et så speci­fikt og spræng­farligt emne som hel­lig krig, eller jihad, er ikke hverdagskost. Der­for kræver disse første stro­fer en intro­duk­tion til emnet og til mig som afsender – en slags forventningsafstemning.

Jihad og jihadis­terne, der udkæm­per den hel­lige krig, er lej­lighedsvis på dag­sor­de­nen i det vestlige medieland­skab. Det sker typisk, når vester­lændinge træf­fer den svært forståelige beslut­ning at drage i krig for deres reli­gion, eller når de vender hjem og havn­er på anklage­bænken i vestlige retssale. Det er især til­fældet, når ter­roren ram­mer os i Vesten eller i de sjældne til­fælde, at jihadis­terne for­mår at få kon­trollen med et land, som det for nyligt lykkedes Tale­ban i Afghanistan.

Et socialt problem

Ellers er vi som sam­fund ikke gode til at diskutere et fænomen, der ikke kun er af cen­tral betyd­ning på grund af den sikker­hed­strussel, jihadis­men udgør, men også for­di det repræsen­ter­er et vigtigt socialt prob­lem i vestlige sam­fund. Men imellem de store fæn­gende begiven­hed­er glem­mer vi og ret­ter i stedet fokus mod andre emn­er. Resul­tatet er, at vi sjældent bliv­er klogere.

Som forsker har jeg siden 2013 beskæftiget mig med jihad og jihadis­terne. Det er der kom­met en Ph.d‑afhandling ud af, som næste år følges op med en bog. Det er – erk­ender jeg blankt – langt hen ad vejen hen­vendt til nørderne, der lige­som jeg synes, at jihad er det mest uforståelige og der­for mest fascinerende emne, man kan forestille sig. I mit arbe­jde har jeg lev­et en tilværelse på jihadis­ternes krypterede online­fo­ra og, når det var muligt, mødtes med dem virtuelt eller ansigt til ansigt for at finde svar på deres hemmeligheder. 

Formidling er vigtigt

Den slags arbe­jde udføres ellers primært i de rel­e­vante min­is­terier og deres hem­melige tjen­ester, og for­bliv­er ofte holdt ude af offent­lighe­den. Jeg har altid ment, at det var et vigtigt emne at formi­dle til et bredere pub­likum. Den aktuelle pod­cast­serie Home­grown er et første forsøg på at give offent­lighe­den ind­b­lik i en hem­melig ver­den. Og det er den tra­di­tion, Fri Jihad vil bygge videre på.

I dette nyheds­brev kan du der­for for­vente at blive lukket ind i jihadis­ternes ver­den. Du vil høre om danske ter­ror­sager, om de danske jihadis­ter, om Tale­ban, al-Qae­da og Islamisk Stat, om radikalis­er­ing og pro­pa­gan­da og om kri­gen mod jihadis­terne og deres egne interne stridighed­er. Du vil høre om det fra jihadis­terne selv, fra forsknin­gen på området og mine egne observationer.

Velkom­men til. 

Den danske Bin Laden

Jeg vil gerne bruge dette første nyheds­brev til at tage jer alle sam­men godt og vel otte år tilbage i tiden for at fortælle en nyhed. Det er his­to­rien om Shi­raz Tariqs mærkværdi­ge død i Lev­an­ten under Islamisk Stats fan­er. En fortælling, der, på trods af at Shi­raz Tariq utvivl­somt er den mest cen­trale jihadist i dan­mark­shis­to­rien, aldrig har været kendt af andre end en lille gruppe i det jihadis­tiske miljø i Danmark.

Shi­raz Tariq er intet min­dre end et fænomen i det danske jihadis­tiske miljø, hvor han gik under navnet Abu Musa, en ref­er­ence til hans første­fødte søn Musa. Søn af pak­istanske foræl­dre, men født på Vester­bro og opvok­set i Avedøre Sta­tions­by, udviklede Abu Musa sig hur­tigt til en cen­tral fig­ur blandt ligesind­ede i Køben­havn og omegn. Han gik ikke kun ind for en særde­les bogstavelig for­tolkn­ing af islamiske tek­ster, men også for en aktivis­tisk kurs. Der­for er det heller ikke så over­rask­ende, at Abu Musa gang på gang dukkede op i danske ter­ror­sager op gen­nem 00’erne.

Kaldet til Islam

Men det, der virke­lig kat­a­pul­terede Abu Musa til top­pen af det danske ekstrem­istiske miljø, var, da han i 2010 etablerede grup­pen Kaldet til Islam. Han var ikke bare grup­pens grundlæg­ger og led­er, men også en fader­fig­ur for medlem­merne, som han døgnet rundt ville gøre alt for at hjælpe. Det indgød ikke kun respekt, men gjorde ham til en els­ket fig­ur blandt de rodløse unge mænd og kvinder.

Kaldet til Islam blev for alvor berygtet i Dan­mark i 2011-12. Det skyldtes grup­pens pro­vok­erende demon­stra­tioner i det køben­havnske gade­billede. Foran ambas­sad­er, på Strøget og til flagdag stod medlem­merne med mega­fon­er, fly­ers og flag og pro­pa­gan­derede for deres særeg­ne for­tolkn­ing af Islam.

Men det var ikke nok for Abu Musa og hans “brø­dre”. Da kri­gene i Irak og Syrien brød ud, ville de afst­ed for at kæmpe hel­lig krig – jihad. Pla­nen var, at hele Kaldet til Islam skulle rejse til Syrien. Det lykkedes grup­pen trods alt ikke med. Men på en af de sid­ste dage i 2012 rejste Abu Musa til Syrien under påskud af at skulle til Pakistan. 

Vild med Islamisk Stat

I Syrien tilslut­tede han sig først den lokale al-Qae­da-grup­per­ing, men efter fire måned­er skift­ede han til Islamisk Stat. De var ifølge Abu Musa bedre organ­is­erede, og han var vild med deres ambi­tion om at etablere en reel islamisk stat. Det var her fra den syriske ørken, at han i august udsendte videose­rien Den For­glemte Forplig­telse, hvor han selv opfor­drede sine “brø­dre” og “søstre” til at rejse til Syrien, mens fire af hans kam­mer­ater sky­der til måls mod fotografi­er af kendte danskere.

Bare måne­den efter døde Abu Musa. Men selv nu – otte år senere – er hans død fort­sat et mys­teri­um, hvor sand­he­den kun har været kendt af en lille gruppe af hans allernærmeste. Rygter var der nok af, og den gængse his­to­rie lød, at han døde af skudår i Syrien efter en offen­siv mod det syriske regime. Under et retsmøde den 11. okto­ber i år i en aktuel ter­ror­sag blev en chef hos PET udspurgt om Kaldet til Islam. Et af spørgsmå­lene gik på netop Abu Musas skæb­ne. Ifølge PET-chefen døde han i Latakia-provin­sen i det nord­vestlige Syrien. 

Men kilder helt tæt på Kaldet til Islams grundlæg­ger fortæller en anden his­to­rie. En his­to­rie der udstiller vores begrænsede viden om selv de aller­mest cen­trale jihadis­ter i Danmark.

Drømmens magt

En nat i sep­tem­ber 2013 har Abu Musa en drøm. På det her tid­spunkt er han en del af en min­dre bataljon under Islamisk Stats ledelse bestående af fremmed­krigere fra Vesten og fra Kauka­sus. Men lige­som mange af bataljo­nens andre medlem­mer er Abu Musa stærkt util­freds med deres led­er. I drøm­men kom­mer led­eren af bataljo­nen hen til Abu Musa og forsøger at kvæle ham. 

Han vågn­er op og er bange for, hvad drøm­men mon bety­der. For jihadis­ter er drømme ikke et lig­e­gyldigt fænomen. De ses der­i­mod som vigtige begiven­hed­er, der giv­er et kig ind i fremti­den. Det trækker på en pro­fetisk tra­di­tion, hvor pro­feten Muham­mad havde drømme, der viste fremti­den. Der går således mange his­to­ri­er om, hvor­dan der op til angre­bet 11. sep­tem­ber 2001 var flere al-Qae­da-medlem­mer, der havde drømme om fly, der ramte tårne i USA. Der var også et al-Qae­da-medlem, der drømte, at de spillede fod­bold mod USA, og da al-Qaedas hold ind­tog banen, var de alle klædt som piloter.

Der­for er drøm­me­ty­dere også i høj kurs, og det var netop sådan en, som Abu Musa opsøgte om mor­ge­nen, da han var vågnet af sin drøm. Drøm­me­ty­deren fork­lar­er Abu Musa, at hans drøm er et ilde­varslende tegn på, at han snart vil komme noget til. Det gør naturligvis den danske jihadist nervøs, og i løbet af kort tid tager han en afgørende beslutning.

Abu Musa havde altid været imod tanken om at dø i et selv­mord­san­greb, da han mente, at der var bedre måder at bidrage til den hel­lige krig. Men med drøm­men ful­gte en frygt for at dø en tidlig død, før han kunne kæmpe for Allah og dermed dø som mar­tyr. Der­for beslut­ter Abu Musa sig for at sprænge sig selv i luften for Islamisk Stat.

Brev fra kaliffen

Få dage efter drøm­men mod­tager Abu Musa et brev. Afsenderen er ikke hvem som helst, men selveste Abu Bakr al-Bagh­da­di, den nu afdøde kalif og led­er af Islamisk Stat. Godt nok var Abu Musa ikke hvem som helst, men det var nu alligev­el noget helt særligt at få brev direk­te fra kalif­f­en. Og brevet kom med lidt af et tilbud.

Kalif­f­en ville for­fremme Abu Musa og gøre ham ans­varlig for alle fremmed­krigere fra Nordeu­ropa. På det her tid­spunkt var tusin­der fra Vesten rejst til Syrien og Irak, så der var tale om en promi­nent stilling.

Gen­nem de forudgående år havde Abu Musa etableret stærke forbindelser til ekstrem­is­ter i de andre nordiske lande og i Storbri­tan­nien, og han var en cen­tral aktør bag rekrut­terin­gen af danskere til Syrien. Det fremkaldte respekt i ekstrem­istiske kredse i Syrien, og Abu Musas kval­i­fika­tion­er var efter­spurgte hos en gruppe som Islamisk Stat, der var i gang med at opbygge et bureaukrati.

Havde Abu Musa takket ja til kalif­f­ens tilbud, var han utvivl­somt blevet den højst plac­erede dansker i den berygt­ede ter­ror­gruppe. Men Abu Musa takkede over­rask­ende nej. Han var allerede så langt i sine for­bere­delser, og frygten for en “fork­ert” død gjorde, at han ville være sikker på, at det skete med en gern­ing, der ifølge ham var for Allah. 

Martyr-operationen

Inden sin død havde Abu Musa, som en af få danskere, optrådt i flere af Islamisk Stats video­er, og han havde gen­nem sine tazkiyyah (anbe­falinger, red.) faciliteret, at flere danskere havde for­ladt deres tilværelse i fred­som­melige Dan­mark for at tilslutte sig kri­gen i Syrien og Irak. Nogle vendte hjem igen, men de fleste døde i kamp.

Det gjorde Abu Musa også. Den 24. sep­tem­ber 2013 sæt­ter han sig ind i en af Islamisk Stats pan­srede bil­er. Kort forinden var han rejst fra Raqqa i Syrien til et ukendt sted i Irak. Her gassede han op og kørte den spe­cialtil­passede bil med ret­ning mod en for­sam­ling af irakiske styrk­er. Som andre krigere fra Islamisk Stat havde gjort før ham. Da han endelig er nået tæt nok på, trykker han på udløserk­nap­pen og sprænger sig selv, bilen og sin fjende i luften.

Efter­føl­gende cirkulerer beske­den om Abu Musas død i en gruppe på Face­book. De resterende medlem­mer af Kaldet til Islam får også tilsendt et billede af deres led­er. Men som flere af dem fortæller, kunne de ikke kende ham. Den glade og smilende Abu Musa, de kendte, var ikke ham, de så på billedet. 

Mindehøjtidelighed i Tingbjerg

Hjemme i Dan­mark var sor­gen blandt Abu Musas kam­mer­ater og tros­fæller stor, men den blev overdøvet af den bra­gende stolthed for­bun­det med, at deres led­er var død som mar­tyr. I regi af Kaldet til Islam blev der afholdt en min­de­tale. En af de respek­terede per­son­er fra det ekstrem­istiske miljø står foran en større for­sam­ling af unge mænd i Tingbjerg: 

“Shi­raz, kendt som Abu Musa, han blev 34 år gam­mel. Og han døde i det vel­signede område ash-Sham. Der hvor mange pro­feter og saha­ba er begravet. En mand som er født og opvok­set i Dan­mark, men ender med at dø i et vel­signet område.”

Med patos i stem­men fort­sæt­ter han med at fortælle til et nu græ­dende publikum:

“En dag kom den dag, han altid havde øns­ket sig, nem­lig Jihad. Han kunne ikke klare mere, at hans brø­dre og søstre bliv­er slagtet og tor­tur­eret og dræbt i Syrien. Han vid­ste, at Jihad var løs­nin­gen, og at den Islamiske Stat skal etableres. Så han tog afst­ed, alham­doulil­lah. (…) Allah sub­hanahu wa ta’ala gør han iblandt dine shuha­da. Allah sub­hanahu wa ta’ala gør han iblandt dine shuha­da. Den dag, han døde, var en stor sorg og en stor glæde. En stor sorg for­di jeg har mis­tet en, som jeg virke­lig elsker for Allah azza­wa­jals skyld. En stor sorg for­di jeg har mis­tet en, som jeg virke­lig elsker for Allah azza­wa­jals skyld. Og en stor glæde for, inshal­lah, han er en grøn fugl i jan­nah. Allah, han udvæl­ger dem, som bliv­er shuha­da. Allah (saws) har udval­gt Abu Musa.”

Den forbandede uvidenhed

His­to­rien om Abu Musas død udstiller vores begrænsede viden om det tillukkede ekstrem­istiske miljø. Kun et par hånd­fulde per­son­er kendte den rigtige his­to­rie om de sid­ste dage i Abu Musas liv. End ikke de danske myn­dighed­er kendte den.

Jeg har gen­nem årene ful­gt adskil­lige danske ter­ror­sager og ageret som ekspertvidne i flere af dem, og et gen­nemgående træk ved sagerne er netop, hvor lidt vi egentlig ved. Mange his­to­ri­er og megen infor­ma­tion får man kun ved at snakke med de involverede eller dem, som har for­ladt miljøet. Netop det udstiller skrø­be­lighe­den i vores analyser af det ekstrem­istiske miljø og de juridiske process­er, hvor per­son­er fra miljøet søges dømt.

Den udfor­dring har været særligt påfaldende de sen­este år, hvor der har kørt adskil­lige ter­ror­sager mod hjemvendte fremmed­krigere og per­son­er, der var tiltalte for at ville begå ter­ror i Dan­mark. Resul­tatet har i flere sager været, at per­son­erne enten er blevet fork­ert dømt eller, som det var til­fældet i tors­dag sid­ste uge, at tiltal­en sim­pelthen ikke kunne holde.

Læren må være, at vi sim­pelthen bliv­er nødt til at snakke med ekstrem­is­terne for at lære dem at kende.