Drømmetydning og hellig krig
Illustration: Malthe Emil Kibsgaard
Et nyhedsbrev om et så specifikt og sprængfarligt emne som hellig krig, eller jihad, er ikke hverdagskost. Derfor kræver disse første strofer en introduktion til emnet og til mig som afsender – en slags forventningsafstemning.
Jihad og jihadisterne, der udkæmper den hellige krig, er lejlighedsvis på dagsordenen i det vestlige medielandskab. Det sker typisk, når vesterlændinge træffer den svært forståelige beslutning at drage i krig for deres religion, eller når de vender hjem og havner på anklagebænken i vestlige retssale. Det er især tilfældet, når terroren rammer os i Vesten eller i de sjældne tilfælde, at jihadisterne formår at få kontrollen med et land, som det for nyligt lykkedes Taleban i Afghanistan.
Et socialt problem
Ellers er vi som samfund ikke gode til at diskutere et fænomen, der ikke kun er af central betydning på grund af den sikkerhedstrussel, jihadismen udgør, men også fordi det repræsenterer et vigtigt socialt problem i vestlige samfund. Men imellem de store fængende begivenheder glemmer vi og retter i stedet fokus mod andre emner. Resultatet er, at vi sjældent bliver klogere.
Som forsker har jeg siden 2013 beskæftiget mig med jihad og jihadisterne. Det er der kommet en Ph.d‑afhandling ud af, som næste år følges op med en bog. Det er – erkender jeg blankt – langt hen ad vejen henvendt til nørderne, der ligesom jeg synes, at jihad er det mest uforståelige og derfor mest fascinerende emne, man kan forestille sig. I mit arbejde har jeg levet en tilværelse på jihadisternes krypterede onlinefora og, når det var muligt, mødtes med dem virtuelt eller ansigt til ansigt for at finde svar på deres hemmeligheder.
Formidling er vigtigt
Den slags arbejde udføres ellers primært i de relevante ministerier og deres hemmelige tjenester, og forbliver ofte holdt ude af offentligheden. Jeg har altid ment, at det var et vigtigt emne at formidle til et bredere publikum. Den aktuelle podcastserie Homegrown er et første forsøg på at give offentligheden indblik i en hemmelig verden. Og det er den tradition, Fri Jihad vil bygge videre på.
I dette nyhedsbrev kan du derfor forvente at blive lukket ind i jihadisternes verden. Du vil høre om danske terrorsager, om de danske jihadister, om Taleban, al-Qaeda og Islamisk Stat, om radikalisering og propaganda og om krigen mod jihadisterne og deres egne interne stridigheder. Du vil høre om det fra jihadisterne selv, fra forskningen på området og mine egne observationer.
Velkommen til.
Den danske Bin Laden
Jeg vil gerne bruge dette første nyhedsbrev til at tage jer alle sammen godt og vel otte år tilbage i tiden for at fortælle en nyhed. Det er historien om Shiraz Tariqs mærkværdige død i Levanten under Islamisk Stats faner. En fortælling, der, på trods af at Shiraz Tariq utvivlsomt er den mest centrale jihadist i danmarkshistorien, aldrig har været kendt af andre end en lille gruppe i det jihadistiske miljø i Danmark.
Shiraz Tariq er intet mindre end et fænomen i det danske jihadistiske miljø, hvor han gik under navnet Abu Musa, en reference til hans førstefødte søn Musa. Søn af pakistanske forældre, men født på Vesterbro og opvokset i Avedøre Stationsby, udviklede Abu Musa sig hurtigt til en central figur blandt ligesindede i København og omegn. Han gik ikke kun ind for en særdeles bogstavelig fortolkning af islamiske tekster, men også for en aktivistisk kurs. Derfor er det heller ikke så overraskende, at Abu Musa gang på gang dukkede op i danske terrorsager op gennem 00’erne.
Kaldet til Islam
Men det, der virkelig katapulterede Abu Musa til toppen af det danske ekstremistiske miljø, var, da han i 2010 etablerede gruppen Kaldet til Islam. Han var ikke bare gruppens grundlægger og leder, men også en faderfigur for medlemmerne, som han døgnet rundt ville gøre alt for at hjælpe. Det indgød ikke kun respekt, men gjorde ham til en elsket figur blandt de rodløse unge mænd og kvinder.
Kaldet til Islam blev for alvor berygtet i Danmark i 2011-12. Det skyldtes gruppens provokerende demonstrationer i det københavnske gadebillede. Foran ambassader, på Strøget og til flagdag stod medlemmerne med megafoner, flyers og flag og propaganderede for deres særegne fortolkning af Islam.
Men det var ikke nok for Abu Musa og hans “brødre”. Da krigene i Irak og Syrien brød ud, ville de afsted for at kæmpe hellig krig – jihad. Planen var, at hele Kaldet til Islam skulle rejse til Syrien. Det lykkedes gruppen trods alt ikke med. Men på en af de sidste dage i 2012 rejste Abu Musa til Syrien under påskud af at skulle til Pakistan.
Vild med Islamisk Stat
I Syrien tilsluttede han sig først den lokale al-Qaeda-gruppering, men efter fire måneder skiftede han til Islamisk Stat. De var ifølge Abu Musa bedre organiserede, og han var vild med deres ambition om at etablere en reel islamisk stat. Det var her fra den syriske ørken, at han i august udsendte videoserien Den Forglemte Forpligtelse, hvor han selv opfordrede sine “brødre” og “søstre” til at rejse til Syrien, mens fire af hans kammerater skyder til måls mod fotografier af kendte danskere.
Bare måneden efter døde Abu Musa. Men selv nu – otte år senere – er hans død fortsat et mysterium, hvor sandheden kun har været kendt af en lille gruppe af hans allernærmeste. Rygter var der nok af, og den gængse historie lød, at han døde af skudår i Syrien efter en offensiv mod det syriske regime. Under et retsmøde den 11. oktober i år i en aktuel terrorsag blev en chef hos PET udspurgt om Kaldet til Islam. Et af spørgsmålene gik på netop Abu Musas skæbne. Ifølge PET-chefen døde han i Latakia-provinsen i det nordvestlige Syrien.
Men kilder helt tæt på Kaldet til Islams grundlægger fortæller en anden historie. En historie der udstiller vores begrænsede viden om selv de allermest centrale jihadister i Danmark.
Drømmens magt
En nat i september 2013 har Abu Musa en drøm. På det her tidspunkt er han en del af en mindre bataljon under Islamisk Stats ledelse bestående af fremmedkrigere fra Vesten og fra Kaukasus. Men ligesom mange af bataljonens andre medlemmer er Abu Musa stærkt utilfreds med deres leder. I drømmen kommer lederen af bataljonen hen til Abu Musa og forsøger at kvæle ham.
Han vågner op og er bange for, hvad drømmen mon betyder. For jihadister er drømme ikke et ligegyldigt fænomen. De ses derimod som vigtige begivenheder, der giver et kig ind i fremtiden. Det trækker på en profetisk tradition, hvor profeten Muhammad havde drømme, der viste fremtiden. Der går således mange historier om, hvordan der op til angrebet 11. september 2001 var flere al-Qaeda-medlemmer, der havde drømme om fly, der ramte tårne i USA. Der var også et al-Qaeda-medlem, der drømte, at de spillede fodbold mod USA, og da al-Qaedas hold indtog banen, var de alle klædt som piloter.
Derfor er drømmetydere også i høj kurs, og det var netop sådan en, som Abu Musa opsøgte om morgenen, da han var vågnet af sin drøm. Drømmetyderen forklarer Abu Musa, at hans drøm er et ildevarslende tegn på, at han snart vil komme noget til. Det gør naturligvis den danske jihadist nervøs, og i løbet af kort tid tager han en afgørende beslutning.
Abu Musa havde altid været imod tanken om at dø i et selvmordsangreb, da han mente, at der var bedre måder at bidrage til den hellige krig. Men med drømmen fulgte en frygt for at dø en tidlig død, før han kunne kæmpe for Allah og dermed dø som martyr. Derfor beslutter Abu Musa sig for at sprænge sig selv i luften for Islamisk Stat.
Brev fra kaliffen
Få dage efter drømmen modtager Abu Musa et brev. Afsenderen er ikke hvem som helst, men selveste Abu Bakr al-Baghdadi, den nu afdøde kalif og leder af Islamisk Stat. Godt nok var Abu Musa ikke hvem som helst, men det var nu alligevel noget helt særligt at få brev direkte fra kaliffen. Og brevet kom med lidt af et tilbud.
Kaliffen ville forfremme Abu Musa og gøre ham ansvarlig for alle fremmedkrigere fra Nordeuropa. På det her tidspunkt var tusinder fra Vesten rejst til Syrien og Irak, så der var tale om en prominent stilling.
Gennem de forudgående år havde Abu Musa etableret stærke forbindelser til ekstremister i de andre nordiske lande og i Storbritannien, og han var en central aktør bag rekrutteringen af danskere til Syrien. Det fremkaldte respekt i ekstremistiske kredse i Syrien, og Abu Musas kvalifikationer var efterspurgte hos en gruppe som Islamisk Stat, der var i gang med at opbygge et bureaukrati.
Havde Abu Musa takket ja til kaliffens tilbud, var han utvivlsomt blevet den højst placerede dansker i den berygtede terrorgruppe. Men Abu Musa takkede overraskende nej. Han var allerede så langt i sine forberedelser, og frygten for en “forkert” død gjorde, at han ville være sikker på, at det skete med en gerning, der ifølge ham var for Allah.
Martyr-operationen
Inden sin død havde Abu Musa, som en af få danskere, optrådt i flere af Islamisk Stats videoer, og han havde gennem sine tazkiyyah (anbefalinger, red.) faciliteret, at flere danskere havde forladt deres tilværelse i fredsommelige Danmark for at tilslutte sig krigen i Syrien og Irak. Nogle vendte hjem igen, men de fleste døde i kamp.
Det gjorde Abu Musa også. Den 24. september 2013 sætter han sig ind i en af Islamisk Stats pansrede biler. Kort forinden var han rejst fra Raqqa i Syrien til et ukendt sted i Irak. Her gassede han op og kørte den specialtilpassede bil med retning mod en forsamling af irakiske styrker. Som andre krigere fra Islamisk Stat havde gjort før ham. Da han endelig er nået tæt nok på, trykker han på udløserknappen og sprænger sig selv, bilen og sin fjende i luften.
Efterfølgende cirkulerer beskeden om Abu Musas død i en gruppe på Facebook. De resterende medlemmer af Kaldet til Islam får også tilsendt et billede af deres leder. Men som flere af dem fortæller, kunne de ikke kende ham. Den glade og smilende Abu Musa, de kendte, var ikke ham, de så på billedet.
Mindehøjtidelighed i Tingbjerg
Hjemme i Danmark var sorgen blandt Abu Musas kammerater og trosfæller stor, men den blev overdøvet af den bragende stolthed forbundet med, at deres leder var død som martyr. I regi af Kaldet til Islam blev der afholdt en mindetale. En af de respekterede personer fra det ekstremistiske miljø står foran en større forsamling af unge mænd i Tingbjerg:
“Shiraz, kendt som Abu Musa, han blev 34 år gammel. Og han døde i det velsignede område ash-Sham. Der hvor mange profeter og sahaba er begravet. En mand som er født og opvokset i Danmark, men ender med at dø i et velsignet område.”
Med patos i stemmen fortsætter han med at fortælle til et nu grædende publikum:
“En dag kom den dag, han altid havde ønsket sig, nemlig Jihad. Han kunne ikke klare mere, at hans brødre og søstre bliver slagtet og tortureret og dræbt i Syrien. Han vidste, at Jihad var løsningen, og at den Islamiske Stat skal etableres. Så han tog afsted, alhamdoulillah. (…) Allah subhanahu wa ta’ala gør han iblandt dine shuhada. Allah subhanahu wa ta’ala gør han iblandt dine shuhada. Den dag, han døde, var en stor sorg og en stor glæde. En stor sorg fordi jeg har mistet en, som jeg virkelig elsker for Allah azzawajals skyld. En stor sorg fordi jeg har mistet en, som jeg virkelig elsker for Allah azzawajals skyld. Og en stor glæde for, inshallah, han er en grøn fugl i jannah. Allah, han udvælger dem, som bliver shuhada. Allah (saws) har udvalgt Abu Musa.”
Den forbandede uvidenhed
Historien om Abu Musas død udstiller vores begrænsede viden om det tillukkede ekstremistiske miljø. Kun et par håndfulde personer kendte den rigtige historie om de sidste dage i Abu Musas liv. End ikke de danske myndigheder kendte den.
Jeg har gennem årene fulgt adskillige danske terrorsager og ageret som ekspertvidne i flere af dem, og et gennemgående træk ved sagerne er netop, hvor lidt vi egentlig ved. Mange historier og megen information får man kun ved at snakke med de involverede eller dem, som har forladt miljøet. Netop det udstiller skrøbeligheden i vores analyser af det ekstremistiske miljø og de juridiske processer, hvor personer fra miljøet søges dømt.
Den udfordring har været særligt påfaldende de seneste år, hvor der har kørt adskillige terrorsager mod hjemvendte fremmedkrigere og personer, der var tiltalte for at ville begå terror i Danmark. Resultatet har i flere sager været, at personerne enten er blevet forkert dømt eller, som det var tilfældet i torsdag sidste uge, at tiltalen simpelthen ikke kunne holde.
Læren må være, at vi simpelthen bliver nødt til at snakke med ekstremisterne for at lære dem at kende.