Efterretningsekspert: Kup mod Putin er usandsynligt
Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Kevin Riehle, forfatter til en ny bog om den russiske sikkerhedstjenestes nyere historie, The Russian FSB: A Concise History of the Federal Security Service. FSB blev etableret i 1995 som en af flere efterfølgere til den sovjetiske sikkerhedstjeneste KGB, så historien strækker sig sig fra midten af 1990’erne til i dag med fokus på det snart kvarte århundrede, hvor Vladimir Putin har været ved magten.
Vi talte om den russiske forestilling om sikkerhed, om hvordan denne opfattelse er formet af geografi og historie; om FSB’s vækst gennem de seneste 30 år, om udsigten til, at de russiske sikkerhedstjenester afsætter Vladimir Putin ved et kup og rationalet bag FSB’s og den militære efterretningstjenestes likvideringer i udlandet.
Endelig bad jeg Riehle komme med anbefalinger af film og bøger, hvis nogen i sommerferien skulle have lyst til fordybe sig i, hvordan den sovjetiske og russiske efterretningstjeneste opererer.
Kevin Riehle har en godt tre årtier lang karriere bag sig ved amerikanske efterretningstjenester med fokus på kontraspionage, neutralisering af fremmede tjenesters operationer mod USA og dets allierede i Vesten. Riehle har været udstationeret i Europa, hvor han har været knyttet til U.S. European Command Joint Analysis Center. Han har også gjort tjeneste i FBI, hvor han i en periode havde Robert Hanssen, der senere blev afsløret som sovjetisk og russisk spion, som sin chef. Hanssens historie har tjent som forlæg for to film – Bedrag (Breach) fra 2007 og Master Spy: The Robert Hanssen Story fra 2002. Riehle har desuden løst efterretningsopgaver for USA’s viceforsvarsminister, og han har undervist offentligt ansatte i efterretningsvirksomhed på National Intelligence University i Maryland.
Siden Riehle for nogle år siden gik på pension, har han viet sin tid til akademisk arbejde. Han har undervist på amerikanske universiteter og er nu knyttet til Brunel University i London, hvor han forsker og underviser i efterretningstjenesters historie og operationer. Udover den aktuelle bog er Kevin Riehle også forfatter til Soviet Defectors: Revelations of Renegade Intelligence Officers 1924–1954, som udkom i 2022, og han har også udgivet et undervisningsmateriale i russiske efterretningstjenester og deres missioner til brug for offentligt ansatte i USA.
God fornøjelse.
Rygter om militærkup
Siden den russiske invasion af Ukraine i 2022 har det i Vesten rumlet med rygter om et forestående kup mod Vladimir Putin som følge af utilfredshed hos de tjenester, der skal sørge for landets sikkerhed. Det gælder FSB, den militære efterretningstjeneste GU, der tidligere hed GRU, Den Føderale Livvagtstjeneste, Nationalgarden og enkelte andre.
Kevin Riehle finder imidlertid det scenarie højst usandsynligt. Ikke mindst fordi de nuværende ledere af sikkerhedstjenesterne er personligt knyttede til Putin. De har kendt hinanden og arbejdet sammen i årtier. Desuden holder tjenesterne hinanden i skak, men vigtigst af alt er de afhængige af præsidenten.
Riehle siger:
”Sandsynligheden for et kup er lav, så længe Putin er ved magten. Det skyldes den massive ring af politisk og fysisk sikkerhed, der er bygget op omkring ham. Systemet balancerer også de enkelte sikkerhedstjenester mod hinanden, og det er ligeledes en faktor, men det helt afgørende er, at der er tale om et centraliseret system, som er styret oppefra, hvor alle sikkerhedstjenester er afhængige af præsidenten, og derfor er ingen af dem tilbøjelige til at gøre oprør mod ham. Vi har hørt om utilfredshed og uro fra officerer, der er hoppet af efter invasionen af Ukraine. De taler om utilfredshed med den retning, Rusland har taget, men ingen af dem befinder sig i en position, hvor de kan gennemføre et kup.”
FSB er mest magtfuld
Hvilken af de russiske sikkerhedstjenester betragter du som den mest magtfulde, hvis man ser på ressourcer og indflydelse?
”FSB er uden tvivl den mest magtfulde organisation i Rusland. Det skyldes omfanget af de beføjelser, FSB har, og det faktum, at sikkerhedstjenesten har afdelinger overalt i landet. Den Føderale Livvagtstjeneste er også magtfuld, fordi den er tæt på præsidenten som følge af, at den har ansvaret for hans sikkerhed, og det er den tjeneste, der løbende holder præsidenten informeret om, hvad der sker i landet, og som tager temperaturen i befolkningen, men direktøren for denne tjeneste er ikke nødvendigvis en del af Putins inderkreds, det er FSB’s direktør. Hvis Putin træffer en beslutning, som har med sikkerhed at gøre, er det FSB, der skal eksekvere den. FSB er Putins instrument til at holde sig ved magten.”
Ifølge Kevin Riehle vil risikoen for et kupforsøg eller en anden væbnet aktion mod præsidenten eller regimet være størst i forbindelse med et magtskifte.
Han siger:
”Det er altid forbundet med usikkerhed, når der sker et magtskifte, når stafetten skal gives videre til den næste generation. Men vi aner ikke, hvad der vil følge, når Putin forlader scenen. Vil afløseren overtage Putins strategi, vil vedkommende korrigere den end smule i den ene eller anden retning, eller vil vedkommende være endnu mere aggressiv over for Vesten? Vi ved det ikke, men det er i denne fase, at der vil være risiko for, at sikkerhedstjenesterne blander sig.”
Større end KGB
Hvor stor er FSB? Hvor mange ansatte er der?
”Jeg har ikke de konkrete tal, men FSB er vokset i løbet af de seneste 30 år. Jeg har hørt, at der er omkring 450.000 ansatte, hvoraf grænsetropperne, den tjeneste, der har ansvar for sikringen af Ruslands grænser, tæller et sted mellem 200.000 og 250.000, altså omkring 40 procent af mandskabet. Læg hertil, at FSB siden 2014 har skullet etablere nye afdelinger på Krim, og siden 2022 i de fire annekterede regioner i det østlige Ukraine.”
Er FSB større eller mindre end KGB?
”I absolutte tal er FSB mindre. Vurderingen er, at KGB havde 600.000–650.000 mand, men per indbygger er FSB nok større, fordi Rusland kun har halvdelen af Sovjetunionens befolkning.”
Hvordan er FSB’s image i dagens Rusland, og er det let eller svært at rekruttere folk til tjenesten? Du skriver, at der på den ene side er en masse begejstrede fremstillinger af FSB-officerer som helte i medier, bøger og film, men på den anden side hører befolkningen om korruptionsskandaler og den slags.
”Før invasionen af Ukraine blev russiske forældre i en meningsmåling spurgt, om de ville ønske, at deres barn en dag skulle tjene i FSB, og her svarede over halvdelen positivt, men jeg tror, at det tal er blevet påvirket i negativ retning af krigen i Ukraine. FSB har jo folk, der tjener i Ukraine, og det er der mange, der ikke har lyst til.”
Det russiske sikkerhedsbegreb
Hvordan ser du den russiske ide om sikkerhed, sådan som den forstås af FSB og de andre sikkerhedstjenester?
”Sikkerhed betyder sikkerhed for regimet. Det er det, der prioriteres, og det omfatter bekæmpelse af alt fra eksterne trusler, over terrorgrupper til intern opposition. Alle disse ting er bundet sammen i det russiske sikkerhedsbegreb. FSB har en afdeling, der som sin primære opgave skal bekæmpe terror, men den samme afdeling har også ansvar for bekæmpelse af politisk opposition. Der er derfor, man ser terrorisme og oppositionsaktivisme som to sider af samme sag, og derfor bliver oppositionsaktivister ofte retsforfulgt som ekstremister. Siden invasionen af Ukraine har FSB afsat så mange ressourcer til kamp mod oppositionen, at man har brugt færre kræfter på fysisk terror, og det er en af grundene til, at terrorister i foråret havde held til at gennemføre et stort angreb mod en koncertsal i Moskva.”
Geografi og sikkerhed
Hvordan har Ruslands geografi og historie været med til at forme den forestilling om sikkerhed?
”Rusland minder med jævne mellemrum verden om, at man har nedkæmpet invasioner vestfra; svenskere, franskmænd og tyskere. Geografien er en del af det, fordi vejen ind i Rusland er så let vestfra, men det kompliceres dog af, at selvom landskabet er fladt, så er der også sumpområder, som kan tvinge en invasionshær ind i områder, hvor de risikerer at blive kvalt, og det samme gælder det russiske klima. Vejret har været en væsentlig årsag til, at Rusland har besejret invasionshære. Både Napoleon og Hitler blev besejret af vejret. De rullede relativt let ind i Rusland, men da de nåede Moskva, satte vinteren ind, og de endte med at lide nederlag. Rusland betragter stadig vejen vestfra som en mulig angrebsrute.”
Men hvis vestlige hære let kan rykke ind i Rusland, så kan en russisk hær vel også let rykke den anden vej?
”Ja, men det er lettere, hvis Rusland har kontrol over landområderne mod vest, som det var tilfældet under Den Kolde Krig, hvor sovjetiske styrker var deployeret i alle Warszawapagt-lande. Det gør turen kortere, men i dag vil det være svært at rulle kampvogne gennem Europa. Rusland ville aldrig komme så langt på grund af NATO, selvom Rusland stadig har en fremskudt position i Belarus.”
På vagt over for Kina
Hvad med den anden ende af Rusland, ude østpå?
”Det er også en kilde til bekymring for Rusland. Hvilke intentioner har Kina? Det er dog ikke så let at krydse ind i Rusland, fordi landene er adskilt af en flod. Officielt har Rusland og Kina en venlig dialog, og forholdet mellem de to er tæt, men under overfladen lurer mistænksomheden. FSB har den højeste koncentration af grænsetropper langs grænsen til Kina. De opererer ikke aktivt, men de er der for alle tilfældes skyld, og kinesere er ifølge russiske medier blandt de udlændinge, der oftest bliver dømt for spionage i Rusland. Endelig er der den tredje grænseregion mod syd i Kaukasus, som er endnu sværere at krydse på grund af bjergene, men det område ser Rusland også som et potentielt invasionspunkt, så man ser sig omringet af fjendtlige eller potentielt fjendtlige kræfter fra alle sider.”
Indre opposition må have støtte i Vesten
Og hvordan ser det ud historisk?
”Der er paralleller til tiden, før bolsjevikkerne dukkede op i 1917, og der er ting, der er anderledes. Forestillingen om, at den interne opposition må være allieret med vestlige fjender, fandtes også før kommunisterne. Man har altid antaget, at interne trusler mod regimet måtte have støtte udefra. Sådan var det i tsartiden, og sådan er det i dag. Forskellen er, hvordan regimet er indrettet, og hvad der skal beskyttes. Det er ikke længere som i Sovjetunionen en kamp mellem kommunisme og kapitalisme. Den ideologi er væk og er blevet erstattet af ideen om en stærk russisk stat. Det er den fortælling, der har afløst marxismen-leninismen. Det er fortællingen om den stærke russiske stat, der gennem historien har frelst verden flere gange. Ideen om Ruslands centrale rolle, når det gælder global sikkerhed, er den samme.”
Ifølge Kevin Riehle kan man ikke sammenligne FSB med FBI, selvom begge har ansvar for den interne sikkerhed i henholdsvis Rusland og USA. Det skyldes, at FSB har en langt bredere vifte af opgaver og ansvarsområder, som i USA ligger under en række forskellige ministerier såsom justitsministeriet, forsvarsministeriet, dele af de myndigheder, der har ansvar for overvågning af aktiemarkedet, miljømyndighederne og ministeriet for intern sikkerhed samt CIA.
Et fælles mønster
Din pointe med, at Rusland beskylder oppositionen for at være styret fra udlandet, lyder som et levn fra Sovjetunionen. Det sker også i andre tidligere sovjetrepublikker, Belarus, Georgien og Kasakhstan. Hvordan ser du det?
”Ja, der er et mønster, og det bliver forstærket af, at FSB har forbindelser i de lande, hvor mange har en fælles fortid i den sovjetiske sikkerhedstjeneste. Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, havde den russiske sikkerhedstjeneste den fordel, at man havde KGB-infrastruktur i alle 15 republikker, og den infrastruktur betyder, at FSB fortsat har relationer og indflydelse i de lande og påvirker den måde, de ser verden på.”
Russiske spejlbilleder
Rusland forsøger ved hjælp af FSB, diplomater og andre tjenester at øve indflydelse på opinionen i Vesten. Man støtter partier og aktivister af den ene eller anden art, som fremmer russiske interesser, mens russerne hjemme kriminaliserer vestlig støtte til aktivister. Hos os kriminaliserer vi også russiske forsøg på at påvirke opinionen, så hvad er egentlig anderledes, når USA’s viceudenrigsminister Victoria Nuland i 2014 åbenlyst støtter demonstrationer mod en folkevalgt præsident i Ukraine og praler med, at USA har støttet Ukraine med fem milliarder dollar, og denne støtte til civilsamfundet går gennem en organisation som National Endowment for Democracy, der i 1980’erne blev stiftet af CIA for at fremme amerikanske interesser, eller gennem USAID? Hvorfor er det anderledes end russiske indflydelseskampagner i Vesten?
”Lad mig begynde med et fundamentalt perspektiv. Ifølge den russiske selvforståelse er politisk splittelse udtryk for svaghed, mens politisk samling og enhed er en styrke. I Rusland portrætterer man ved hjælp af sikkerhedstjenesten og medierne landet som samlet. Man siger, at der ikke findes nogen systemisk opposition, og hvis den findes, så er den et instrument for fjendtlige magter. Opdragelse til patriotisme indgår i skoleundervisningen, og offentligheden får hele tiden at vide, at Rusland er forenet, og at alle russere er sammen i dette.”
Kevin Riehle fortsætter:
”På den anden side er politisk uenighed og splittelse lig med svaghed, og når National Endowment for Democracy eller USAID støtter det russiske civilsamfund og befordrer uenighed og debat, så ser den russiske regering det som et forsøg på at underminere og svække den russiske stat. Det samme gælder de kulørte revolutioner i Ukraine, Georgien og andre republikker. Det opfattes, som om Vesten vil svække det, som Rusland ser som sin indflydelsessfære.”
Riehle tilføjer:
”Samtidig står Rusland selv bag aktiviteter, der har til formål at splitte de vestlige samfund. Man støtter ekstreme partier på begge fløje, forsøger at undergrave valg, og alt det foregår i et miljø, hvor der i forvejen er politisk uenighed og splittelse, for det er jo sådan, et demokrati fungerer. Vi har forskellige stemmer og grupper i vores politiske system, og de har ret til at blive hørt, men ifølge den russiske forståelse er en mangfoldighed af politiske stemmer udtryk for svaghed, og hvis man forstærker splittelsen i de vestlige samfund, så kan man svække Vesten. Rusland spejler sig på den måde i Vesten, og derfor ser man episoden med Victoria Nuland som udtryk for præcis det, Moskva selv forsøger at gøre mod Vesten, og som man mener vil svække os. Også selvom Nuland selv ville tolke sin støtte til demonstranterne i Kyiv på en anden måde. Hun ville nok sige, at USA bare støtter en demokratisk bevægelse.”
Udnævnte USA Ukraines premierminister?
Men Victoria Nuland blev tilbage i 2014 også fanget i en telefonsamtale med USA’s daværende ambassadør i Ukraine, hvor hun pegede på, at oppositionslederen Arsenij Jatsenjuk ville være bedst som Ukraines næste premierminister, og det blev han. Selvom vi ikke ved, hvad der foregik bag kulisserne, så det udefra ud, som om USA bestemte, hvem der skulle være Ukraines premierminister.
”Det var en uklog udtalelse af Nuland. Jeg kender ikke historien bag, men jeg tror ikke, at USA bestemmer, hvem der skal være premierminister i Ukraine, men ved at udtale sig på den måde forstærkede Nuland en eksisterende bekymring i Moskva. Det samme skete tilbage i 2011, da udenrigsminister Hillary Clinton sagde, at USA støttede dem i Moskva, der demonstrerede for deres demokratiske rettigheder. De protesterede mod Putins tilbagevenden til magten, og Clinton burde have vidst, at det ville skabe problemer, selvom udtalelsen faldt inden for rammerne af en generel støtte til den demokratiske proces. Det var bare ikke sådan, det blev opfattet i Kreml, og det var nok en af Ruslands motivationer bag indblandingen i præsidentvalget i 2016, hvor Hillary Clinton var Demokraternes kandidat. Moskva ønskede at gøre, hvad man kunne for, at hun ikke vandt valget, selvom det er vigtigt at huske på, at Putin aldrig vil have tillid til en amerikansk præsident, uanset hvad han eller hun siger.”
FSB’s styrke og svaghed
Hvad er FSB gode til?
”De er gode til at efterforske truslerne mod regimet. De har forbindelser, de kan flytte folk rundt i landet, de har adgang til kommunikation, og har en ret god ide om, hvad folk er i gang med på et givent tidspunkt. Det er en styrke.”
Hvad er deres svaghed?
”De har ikke lyst til at give præsidenten dårlige nyheder, så de er tilbøjelige til at politisere efterretninger, og det så vi op til invasionen af Ukraine. Der er en debat om, hvor skidt det står til, men det er et problem.”
Likvideringer i udlandet
Kevin Riehle har studeret de russiske efterretningstjenesters likvideringer i udlandet. Han skelner mellem tre forskellige typer: likvideringer som led i terrorbekæmpelse, landsforrædere og politiske likvideringer.
Riehle uddyber:
”Den første gruppe er langt den største. Det er mest tjetjenere, derudover syriske oprørere i Syrien og ukrainere i Ukraine. De betragtes alle som legitime militære mål af Rusland, og likvideringerne er med enkelte undtagelser alle blevet eksekveret af FSB.”
Hvor mange drejer det sig om?
”Jeg har talt 24 tjetjenere siden 2004. Den første fandt sted i Qatar i 2004, hvor den tidligere tjetjenske præsident Jandarbijev blev likvideret af GRU, men det var en delvist mislykket operation, fordi to russiske officerer blev arresteret.”
Hvad med landsforrædere?
”To, måske tre. Det drejer sig som om Aleksandr Litvinenko, som blev forgiftet i London i 2006, og så det mislykkede attentat på Sergej Skripal i Storbritannien i 2018, og så måske også mordet på en russisk helikopterpilot, som flygtede til Ukraine sidste år og derpå slog sig ned i Spanien, hvor han blev myrdet tidligere i år.”
Og politiske likvideringer i udlandet?
”Det er uvist og debatteret. Nogle påstår at have været et mål, men de er sjældent vigtige nok til at retfærdiggøre den risiko, som sådan en operation indebærer. Det er ikke noget, man bare sådan gør. Det sker, fordi et mål er udvalgt af grunde, som FSB betragter som legitime. Overfaldet på en af oppositionsleder Aleksej Navalnyjs medarbejdere i Litauen var sandsynligvis et attentatforsøg, men sagen bliver stadig efterforsket.”
Militære operationer mod militære mål
Kevin Riehle fremhæver en GRU-operation mod en bulgarsk våbenproducent ved navn Emilian Gebrev i 2015 som et eksempel på, hvordan GRU ser sin mission. Historien blev først rapporteret af gravergruppen Bellingcat, som har tætte forbindelser til vestlige efterretningstjenester.
Riehle siger:
”GRU er en militær efterretningstjeneste, hvis mission er trefoldig. For det første indsamler man efterretninger til at understøtte militære beslutninger. For det andet opererer man bag fjendens linjer for at svække fjendens evne og vilje til at kæmpe, og for det tredje støtter man ligesindede regimer og grupper. GRU er en organisation, der opererer i det dulgte. Gebrev var sandsynligvis et militært mål, fordi han var med til at sende våben til Ukraine. Det samme gælder de eksplosioner, der fandt sted på et våbenlager i Tjekkiet i 2014. Det var potentielt våben, der kunne bruges mod russiske tropper i Ukraine. Alt hvad GRU gør, foregår inden for en militær kontekst. Det var også tilfældet, da GRU tilbage i 2015 og 2016 fik skylden for computerangreb på el-faciliteter i det vestlige Ukraine. Det er en del af Ruslands militære doktrin at angribe kritisk infrastruktur for at underminere befolkningens moral og svække deres vilje til at slås, men den operation virkede ikke, og jeg forstår invasionen i 2022 som delvis en konsekvens af, at de hemmelige operationer ikke nåede deres militære mål. Men som sagt, GRU’s operationer har et militært formål. Det så vi også tilbage i 2016, da GRU blev beskyldt for at være involveret i et kupforsøg i Montenegro. Det havde direkte forbindelse til Montenegros optagelse i NATO. Det spørgsmål var dengang på stemmesedlen, og det var årsagen til GRU’s indblanding. Set med Moskvas øjne havde den operation et militært formål, for det handlede om at forpurre optagelsen af et nyt land i NATO. Der ligger militære motiver bag alle GRU’s operationer.”
Du taler om militære mål, når GRU står bag likvideringer og siger, at GRU er en integreret del af en militær organisation, der tænker i militære operationer, når de likviderer folk i udlandet. Hvad med FSB?
”Det handler om trusler mod statens sikkerhed, sådan som de forstår det. Det er led i terrorbekæmpelse. I 2006 vedtog det russiske parlament en lov, der legitimerer retten til at gå efter mål i udlandet, men der bliver lagt betydeligt flere planer end det, der rent faktisk sker. Det kræver overvågning, indsamling af efterretninger, flytning af folk, våben, penge og gift. Man skal gøre mange ting, så den slags operationer tager lang tid, og de når ikke altid et punkt, hvor de kan realiseres.”
Kevin Riehles anbefalinger
Film:
The Iron Curtain (1948) er baseret på den sovjetiske afhopper Igor Guzenkos historie. Han hoppede som sovjetisk diplomat af i Canada i slutningen af Anden Verdenskrig, og den episode opfattes af nogen som begyndelsen på Den Kolde Krig. Filmen findes på YouTube.
Bøger:
Russians Among Us: Sleeper Cells, Ghost Stories, and the Hunt for Putin’s Spies (2020) af Gordon Corera.
Spy in the Sun: The Story of Yuriy Loginov (1969) af Barbara Carr.
Soviet Leaders and Intelligence: Assessing the American Adversary during the Cold War (2015) af Raymond Garthoff.
Active Measures: The Secret History of Disinformation and Political Warfare (2020) af Thomas Rid.