Men! Men det er alt­så helt utro­ligt befri­en­de at læse en roman, der på ingen måde hand­ler det mind­ste om for­fat­te­ren selv og hans ven­ner, ikke dvæ­ler ved psy­ki­a­tri­en og trau­mer­ne, ikke er sam­tidsak­ti­vi­stisk, ikke er klas­se­kri­tisk. Men sim­pelt­hen er en fæno­me­nal røver­hi­sto­rie, helt som de sidst blev skre­vet i det nit­ten­de århund­re­de. Jeg har i de sid­ste to uger opholdt mig i Edens have. For jeg har fået lov til – lige­som den­gang jeg var dreng – at træ­de fuldt og helt ind i et kom­plet fær­digt og form­ful­dendt roma­nu­ni­vers. Og det er alt sam­men Kri­sti­an Bang Foss’ skyld.