Mikkel Bruun Zangenberg

Jeg må tilstå, at jeg elsker den tyske filminstruktør og forfatter Werner Herzog (f. 1942), og apropos kulde skal jeg straks henvise til hans lille mesterværk om Antarktis, nemlig Netflix-dokumentarfilmen Encounters at the End of the World fra 2007. Herzog laver her som altid sin egen voice-over med en uefterlignelig, gebrokken og hæs tysk stemmeføring, og vi kommer ned under vandet i det sære, absurd kolde Sydpols-hav og op blandt de spøjse kongepingviner, hvor Herzog straks øjner et eksistentielt drama.

Få forfattere i verdenshistorien har været mere stenhårde end Leo Tolstoj (1828-1910). Folk tror typisk, at det er Dostojevskij, der er den mørke, og at Tjekhov er den desillusionerede, og at Gogol er den gakkede. Men Tolstoj er på mange måder den hårdeste litterære bandit iblandt dem.

Hvem er det, der dedikeret går i rette med de totalitære mørkemænd? Ja, i dag og i denne sammenhæng er det en virkelig broget flok, og de går til sagen på vidt forskellige måder. Det er Salman Rushdie, der i Kniv (Gyldendal) beretter om følgerne af det morderiske attentat, han den 12. august 2022 i Chautauqua – nordpå i staten New York – blev udsat for. Det er den legendariske tyske filminstruktør Werner Herzog, der fra den 23. november til den 14. december 1974 gik til fods fra München til Paris for med en slags hvid magi at sørge for, at hans gode veninde filmhistorikeren Lotte Eisner ikke skulle dø af sin alvorlige sygdom. Undervejs skrev han et mesterværk, Om at gå i is, der nu udkommer på det fænomenale forlag A Mock Book. Og så er det endelig vores hjemlige Naser Khader, der på People’s Press med Vejen. Fra koranskole til folkekirke, desværre snarere har begået et makværk end et værk. I Khaders tilfælde kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt han er mest dedikeret til at tilvejebringe sit eget comeback som foredragsholder eller til at imødegå mørkemændene fra Islam. Der er veje, og så er der vildveje.

Vores hjemlige danske semi-geni Signe Gjessing er netop nu barslet med sit syvende værk, det udkommer på Gyldendal og er betitlet I kan da også bare skrive om stjernerne!, komplet med udråbstegn. Set i lyset af et interview, Gjessing lavede med Weekendavisen, er det svært ikke også at læse titlen som en åben opfordring til hendes digterkolleger: Det er altså muligt – og måske endda interessant – at løfte blikket fra egen navle og eget liv, skue udad og opad og skrive om noget andet end det private og selvoplevede.

Undertiden kan man godt drømme sig tilbage til Island omkring år 1000 – det var dengang, en vred mand tog en økse og plantede den i panden på sin nabo, hvis der var en strid om hegnspæle og skel. Så var det problem klaret. Verden var lidt enklere, og folk blev ikke bombarderet med beskeder på Instagram, WhatsApp, Messenger og mail 24-7. Det var selvfølgelig ikke så sjovt for den nabo, der fik kløvet panden, men i det mindste var der ikke lange, udtrukne beskedudvekslinger og retssager, hvor advokaterne mest af alt kanaliserede penge ned i egne lommer.