Løg­ne­de­tek­to­ren og livs­dig­te­ren

Vi er ovre i noget, der hed­der Dan­mark anno 1950, små fem år efter at nazi­ster­ne blev smidt ud af lan­det, og Hit­ler skød sig selv, sin schä­fer­hund og Eva Braun i fører­bun­ke­ren i Ber­lin. Vi er midt i noget, der hed­der Her­e­ti­ca-kred­sen, opkaldt efter et den­gang kendt lit­terært tids­skrift. Vi er et sted, hvor hvi­de lit­teræ­re mænd sad tungt på både den sym­bol­ske og den reel­le magt i kul­tu­rens rige, og så er vi er sted, hvor de fle­ste unge mænd tra­ske­de rundt med alpe­hu­er, oli­ven­grøn­ne Loden-frak­ker, hav­de fuldskæg og røg pibe og var fryg­te­ligt alvor­li­ge og oprig­ti­ge. Patos var ikke ale­ne tole­re­ret, men rådyr­ket, og iro­ni var kun en fjern drøm i de unge kvin­ders fore­stil­ling om de bør­ne­børn, der skul­le vok­se op i 1980’erne og 1990’erne.