Endelig en roman, der ikke bare handler om forfatteren og hans venner
Ikke et ondt ord om autofiktion. Ikke et ondt ord om alle de bøger, forfatterne skriver om deres eget liv, om deres sår og traumer, om deres handicap og lidelser og mentale sygdomme. Ikke et ondt ord om ømhedsaktivisme, om økofilosofi, om omfavnelsen af alle arter, om kapitalismekritik og kritikken af patriarkatet og klassesamfundet. Ikke et ondt ord om klimafiktion. Ikke et ondt ord om vrede digte til fordel for Palæstina. Ikke et ondt ord om alt det, der strømmer og skvulper gennem den langt overvejende del af dansk samtidslitteratur.
Men! Men det er altså helt utroligt befriende at læse en roman, der på ingen måde handler det mindste om forfatteren selv og hans venner, ikke dvæler ved psykiatrien og traumerne, ikke er samtidsaktivistisk, ikke er klassekritisk. Men simpelthen er en fænomenal røverhistorie, helt som de sidst blev skrevet i det nittende århundrede. Jeg har i de sidste to uger opholdt mig i Edens have. For jeg har fået lov til – ligesom dengang jeg var dreng – at træde fuldt og helt ind i et komplet færdigt og formfuldendt romanunivers. Og det er alt sammen Kristian Bang Foss’ skyld.
Bang Foss har med Manden der bar solen (Gyldendal) begået noget så usandsynligt som en mesterlig roman fra og om bronzealderen. Bang Foss har i sine tidligere værker altid været en klog og ekstremt velskrivende samtidsforfatter. Nu har han så meget overraskende valgt at forlægge handlingen til bronzealderen, der i Danmark forløb omkring 1700 til 500 f.Kr. Det kan jo næsten kun gå galt, tænker man; så får vi et knirkende apparat, hvor forfatteren har lavet sin research, og linjerne tungt drypper af alskens arkæologisk og historisk viden. Men som jeg netop bemærkede, gælder et rungende tværtimod. Det skal vi høre mere om om et øjeblik.
For til slut skal vi forbi Glenn Bechs essay Ønsketænkning (OVBIDAT), der handler om familiedramaet i forbindelse med udgivelsen af hans roman Farskibet i 2021; vi skal også lige høre om den norske forfatter Peter W. Zapffe, der i et nyoversat lille essay fra 1933 gør gældende, at vi helst skal begå selvmord og i hvert fald ikke skal sætte nye børn i verden – en pointe, der har fået fornyet aktualitet i denne samtidsverden anno 2023, der ser mere end almindeligt dyster ud. Og så skal vi endelig høre lidt om, hvad der er på bedding til næste Fri Kritik. Men nu er det tid til bronzealderdramaet.
Den struttende penis
På forsiden af Kristian Bang Foss’ roman, har Leo Scherfig bedrevet eller brugt en runeagtig tegning af en mand, der holder en art stort skjold med et solsymbol op over sit hoved. Nede ved hans hofter ses det, der må være et sværd, hænge nedad, og foran på ham løfter en gigantisk struttende penis sig fornøjet. Det signalerer helt fra begyndelsen, at her træder vi ind i et ublu patriarkalsk univers. It’s a man’s world i bronzealderen. Og det er helt specifikt en høvdingemands verden:
”Det var flere år siden, Raudon sidst havde været nordpå og han følte sig fremmed, selv om han var født her. Det var det åbne landskab og den evindelige blæst. Havet var altid i nærheden med sin sugende umådelighed. Han førte hånden ned og tog fat om et strå, rykkede kornene af akset og nulrede det mellem fingrene som for at mærke på omgivelserne.”
Romanens absolutte hovedperson er høvdingesønnen Raudon, der ved romanens begyndelse straks kastes ind i et drama, som involverer både vold og kærlighed. En mand kommer vaklende forbi, mens han holder på sin mave, så alle indvoldene ikke falder ud. Han går ned til enken Thunrabergas gård, og Raudon nærmer sig nysgerrigt. Derfra foldes et stort anlagt drama ud. Manden er en slave, der er blevet overfaldet af Thunrans nabo, som samtidig har stjålet kvæg fra hende. Thunran må nu én gang for alle gøre sagernes stilling op med naboen, og Raudon er med på første række; de to forelsker sig voldsomt i hinanden.
Problemet er bare, at Raudon står foran et arrangeret ægteskab med en anden høvdingedatter, hvilket han ikke kan få sig til at sige til Thunran. Og så videre. Vi føres ind i Raudons familie og hulternes slægt, vi er – røber noterne bagerst – oppe omkring Limfjorden i det, vi i dag kalder for Jylland.
Deroppe har vi et potentielt familiedrama. Den gamle patriark Bernon kan ikke vælge mellem sine to tvillingesønner Hauhon og Raudon. Den ene er intellektuel, den anden er kriger. Og Bernon beslutter som den gamle og lidt vege mand, han nu er, at begge sønner skal dele høvdingerollen efter ham. Det skulle han aldrig have gjort.
Begge sønner har stået i lære hos hver sin fosterfamilie med vidt forskellige typer patriarker. Hauhon er oplært af en klog og præsteagtig ”troldmand”, Raudon af en formidabel og strategisk kløgtig krigerhøvding. Via dette lurende familiedrama indvies vi også i datidens politiske og religiøse landskab; man dyrker solen, og alle er det, vi i dag ville kalde for voldsomt overtroiske. Det myldrer med sære og bizarre ritualer og heftige besværgelser. Og enhver høvding er omgivet af talrige ”stormænd”, han skal forholde sig til og administrere fornuftigt. Magten var dengang som nu en særdeles tvetydig og svær størrelse at have med at gøre.
Flygtninge dræber man da
Vi får også en fuldt udfoldet flygtningekrise. Akhaierne (der omtrent stammer fra nutidens Grækenland) er på flugt fra krig, tørke og uro. De vandrer i store flokke nordpå i en søgen efter land, mad, frihed og fred. Men i bronzealderen havde man jo ikke FN’s flygtningekonvention og Mellemfolkeligt Samvirke, og Dansk Flygtningehjælp glimrede ved deres fravær. Så datidens tilgang var snarere præget af en brutal direkthed, som Raudon senere i romanen præsenterer flygtningene for: Enten bevæger I jer i en helt anden retning. Eller også slår vi jer alle sammen ihjel. Sådan kan man jo også gå til flygtningeproblemet. Det leder til en ekstremt brutal og voldelig krig, hvor akhaierne udraderes. Det er en massakre, som Bang Foss beskriver i yderst grafiske detaljer:
”Omtrent samtidig med at Farons solskive nåede frem til midten af linjerne, gik fjendens formation i opløsning med en langsom uundgåelighed, som når isen brød i Nadrabuhtiz om foråret. Det begyndte i midten og bredte sig udefter. De flygtende kunne ikke komme tilbage mod Tarwodunom, men blev presset til siderne ud mod mosen og mod floden, hvor de blev omringet. De fleste af dem, der sprang i floden, druknede eller blev stukket ihjel af folkene på skibene, der arbejdede ud over rælingerne med deres spyd. Vandet blev rødt som under et hvaldrab, floden en kogende mordsuppe. Dem, der flygtede ud i sumpen, blev nedkæmpet enkeltvist, men de allerfleste kunne ingen vegne komme og blev dræbt, hvor de stod.”
Beskrivelsen af krigen svupper og svælger i blod, hjernemasse og afføring. Det er en beskidt affære. Og det markerer afslutningen på en længere proces, hvor vi har fulgt vor helt Raudon, mens han har begået adskillige, forfærdelige ugerninger. Langt hen ad vejen kan vi følge ham, men han når hen til et sted, hvor hensigten helliger midlet, hvor magtens opnåelse kræver sit, og dér begår han ugerninger. Præcis hvilke, skal ikke røbes. Men det gør, at læseren får blandede følelser for vor helt.
Raudon er bestemt ikke psykopat, men Bang Foss viser med kølig tydelighed, hvor langt ud magtmennesket kan komme. Til slut i romanen dvæler Raudon ved den indflydelse, det pragmatiske magtmenneske af en fosterfar har haft på ham; men nu er det for sent. Uskylden er gået tabt.
Manden der bar solen er bestemt ikke det, man engang ville have kaldt for en ”psykologisk roman”: Hovedvægten er lagt på handlingen. Men det lykkes alligevel på forunderlig vis Bang Foss på en ganske ordknap måde at bibringe os et indtryk af de indre konflikter‚ der raser i romanens skikkelser. Der var undervejs noget næsten magisk ved at gå ind i og ud af romanens rum. Det blev til en lykkelig boble, ligesom dengang vi læste i vores barndom og var fuldkommen opslugte.
Bang Foss bemærker selv i pressemeddelelsen, at der er mange paralleller mellem bronzealderen og vores egen tid:
”Oldtiden har altid fascineret mig, og i min research opdagede jeg, at der i bronzealderen var voldsomme og voldelige konflikter, som på flere måder spejler nutiden. Bronzealderen siges at være den perfekte storm af naturkatastrofer, klimaforandringer, skrøbelige civilisationer, folkevandringer og krige. Som i dag.”
Og på den meget indirekte led kan Bang Foss måske alligevel siges at have begået en form for samtidsroman? Bortset fra at det ville være meget reduktivt at læse den som sådan. Den har sin egen tid, sit eget univers og sit eget tempo. Og man kan kun håbe, at Bang Foss snarest skriver en toer. Vi skal høre mere om Raudon. Jeg kan også sagtens se for mig, at romanen filmatiseres. Bang Foss er en blændende forfatter, og flere gange undervejs tænkte jeg på nobelprismodtageren og Limfjordsforfatteren Johannes V. Jensen. Vi er uden overdrivelse oppe i den vægtklasse.
Familieforræderen
Er vi også det med den lovpriste Glenn Bech? Der nu er blevet så stor en figur, at hans udkast og fragmenter udgives separat. Her en tekst, der skulle have været en del af romanen Farskibet, men som ikke blev inkorporeret. Kan teksten stå for sig selv? Det synes jeg. Den har sine egne kvaliteter og går direkte ind i hjertekammeret af det forræderi, det kan opleves som, når et nærtstående familiemedlem beslutter sig for offentligt at lufte alt vasketøjet:
”Mor har allerede utallige gange erklæret, hvordan bekymringerne om min bogs ’hvis overhovedet’, ’hvad helt præcist’ og ’hvornårhvornår’ kan holde hende søvnløs.
Om noget så…privat?…grufuldt?…dvs. ærligt?…kommer frem, at det ødelægger familien…og denne gang sidste…Må hun lade sig skille fra Søren, fordi han dermed ikke længere kan udstå hendes søn?…Fra naboer og fra venner, af skam, simpelthen, af skam over, jamen, fordi de jo så…i stedet for aldrig at vide…naturligvis altid vil tænke deres.”
Som det kan ses og høres, har Bech her i 2021 sin karakteristiske Forfatterskole-stil med mange prikker mellem ordene og en vis cut up-teknik. Men den stil formidler faktisk overraskende effektfuldt det sprængfarlige potentiale ved at blotlægge alle en families dybeste sår i fuld offentlighed. Mest traumatisk er selvfølgelig faderens selvmord. Og der er noget ganske hjerteskærende ved den korte teksts afsluttende dedikation:
”Fra Glenn,
på vegne af Far,
til Mor, Glenn og René,
og fra Glenn,
på vegne af Mor, Glenn og René,
til Far.”
Vi er her helt ovre i den diametralt modsatte ende af det litterære spektrum sammenlignet med en Kristian Bang Foss. I Manden der bar solen hører vi intet – absolut intet – om Bang Foss’ egen familie. Og det er der noget vidunderligt ved. Men omvendt lykkes det for Bech at undgå det patetiske og det selvmedlidende – og det er en vis bedrift også.
Sæt ikke børn i verden
Glenn Bechs far begik selvmord. Og det ville den norske forfatter, jurist, bjergbestiger og filosof Peter W. Zapffe (1899–1990) nok ubetinget have bifaldet.
Her i landet har vi noget, jeg ikke anede eksisterede, nemlig et ”Bibliotek for antinatalisme”. Det er ledet af en lille gruppe mennesker, der interesserer sig for emnet, hvor ”antinatalisme” betyder, at man er imod, at menneskeslægten reproducerer sig selv. Zapffe er – lidet overraskende – discipel af den tyske pessimist og fatalist Arthur Schopenhauer.
Den sidste Messias (Forlaget Senmund) er et ganske spøjst essay, hvor Zapffe beskriver det stærkt tvetydige ved, at vi mennesker har fået en så ualmindeligt god forstand. Det gør nemlig alene – ifølge Zapffe — at vi fatter, hvor absurd og meningsforladt, livet er:
”Dette, at en art bliver livs-udygtig ved overudvikling af en enkelt evne, er en tragedie, som ikke kun har ramt mennesket. Eksempelvis menes en hjorteart fra palæontologisk tid, Cervus Giganteus, at være døet ud, fordi dens horn voksede sig for store. Mutationer af denne art må forstås som blinde, idet de arbejder, kastes frem, uden interessekontakt med miljøet. Under depressive tilstande kan sindet opleves som et billede på et sådant gevir, som i al sin fantastiske pragt knuger sin bærer til jorden.”
Jo klogere vi er, jo mere ”livs-udygtige” bliver vi altså. Hos Zapffe pusler både Schopenhauer, Darwin (som man kan se i dette citat) og Nietzsche rundt i kulisserne, og det viser sig til slut i form af billedet af den såkaldt sidste Messias, der har følgende budskab:
”Verdenernes liv er en brusende flod,/
Men Jordens er en pøl og et dødvande. -/
Undergangens tegn står skrevet på Eders/
Pande – hvor længe vil I stampe mod/
brodden?
Men der er én sejr og én krone, og én/
frelse og ét svar -/
Kend Eder selv – vær ufrugtbare – og lad/
Jorden blive stille efter Eder.”
Denne højstemte prædiken afslutter Zapffes essay. Som tilfældigvis blev udgivet samme år, 1933, som nazisterne ved et statskup tog magten i Rigsdagen. Hvilket må siges at være et passende bagtæppe for Zapffes opfordring til, at vi mennesker holder op med at få børn.
I dag har vi en økoaktivisme, der i sine mere ekstreme retninger plæderer for, at Jorden ville have godt af, at vi som art forsvinder. Og set fra Jordens og de andre arters perspektiv er det nok ikke helt forkert, at vi er en slags invasiv art.
Nu trænger vi til en komedie
Men jeg synes nok, det er et lidt dystert perspektiv. Som også overser, at flertallet af mennesker kun ønsker at leve i fred og harmoni med de andre og med naturen. Lige nu har vi forfærdelige krige og en grasserende klimakrise, vi har had og ufordragelighed, vi har raseri og polarisering. Men håbet er ikke ude. Vi er også som art i stand til at frembringe James Webb-teleskopet, og som vi så her i dag Kristian Bang Foss’ roman og såmænd også Bechs og Zapffes essays. Vi kan jo fromt bede til, at tingene lysner lige rundt om hjørnet.
Og det gør de måske allerede i det kommende Fri Kritik. Hvor vi blandt andet skal møde to store klassikere, Stefan Zweigs roman Verden af i går og Sofokles’ Kong Ødipus. Begge befatter sig med katastrofen og tragedien, og nej, det spiller ikke ligefrem bold med at vende sig mod lyset og håbet. Men så er det jo godt, at jeg også har fundet noget lysere og mere komisk, så vi ikke bliver helt pessimistiske og fordunklede. Tak, for at læse og lytte med, og kast jer skyndsomt over Kristian Bang Foss’ mesterværk af en roman.