Tobias Rahims tissemandstekst og to kvinders biografier
”Du er et ekstremt penisglad menneske. Det normalt. Det de fleste.” – sådan står der med vaklende, barnlig håndskrift på to enorme, hvide sider i det, de fleste anmeldere er enige om at kalde for en ”coffeetable”-bog med Tobias Rahims nye ”digte” – ”digte” skal sættes i anførselstegn (det gør Rahim faktisk også selv), for alt i den dansk-kurdiske superperformer Rahims nye bog Drømmene maler virkeligheden (Politikens Forlag) er en broget landhandel af noter, indfald, udbrud, refleksioner, snarere end digte i konventionel forstand.
Rahim henvendte sig selv til diverse forlag og fik blandt andet denne reaktion:
”Da jeg skrev ud til forlag/at jeg vil lave en digt-samling/var der et forlag der svarede:/”uuuuh håber det bliver noget/om ”mandebilledet”//Nej. Sorry./Det bliver noget om Tobias Rahim-billedet./Tanker om mig selv og den verden jeg/er født ind i./”Mand” er et ord og koncept der er/blevet smidt ovenpå mig./Jeg er et menneske./Et menneske med en pik./Jeg representerer ik halvdelen af jordens/befolkning der tilfældigvis os har en pik/Jeg repræsenterer mig selv./og min egen tissemand.”
Her skal vi bemærke, at Rahim med suveræn foragt styrer uden om alle småborgerlige regler for stavning, syntaks og grammatik. Men også at vi får foræret en bro tilbage til sidste uges Fri Kritik, der handlede om, at John Irving hev sin penis ud af bukserne og lavede propellen foran Herman Melville.
Nu skal det hele ikke gå op i pik og blå briller, så inden vi går videre med Rahim, skal vi forbi to kvinder: Agnete Braads exofiktion Franciska (Gyldendal) om malerinden Franciska Clausen; ”exofiktion” er navnet på en slags meget litterær biografi, hvor skribenten med fri brug af fantasi og lidt research går ind i sin hovedperson. Og Linn Ullmanns selvbiografiske erindring, om dengang hun i 1983 i Paris som knap sekstenårig blev forført af en 44-årig, amerikansk modefotograf. Den hedder Pige, 1983 (Gyldendal). Efter de to kvinder vender vi tilbage til Rahim og hans tissemand, der i den forgangne uge satte en del anmeldere i forlegenhed.
En malende kvinde i Paris
På en vis måde er beretningen om Franciska Clausen (1899–1986) én om den danske provinsialisme og Jantelov: Med hjælp fra en både velhavende, klog og meget kunstforstående købmandsfar lykkes det i årene 1921 til 1932 Clausen at undslippe Aabenraa og en skæbne som borgerfrue for i stedet at leve og male for fulde gardiner i München, Berlin og Paris.
Hun står i lære hos nogle af samtidens suverænt bedste avantgardemalere, for eksempel Fernand Léger i Paris, som hun også indleder en affære med; hun opnår anerkendelse som en af de bedste og dygtigste talenter – hvorefter den Store Depression i oktober 1929 rammer hele kunstverdenen som et ton mursten.
I 1932 må Clausen give fortabt og vende hjem til Aabenraa og lille Danmark. Faderen er død, men broderen Jørgen holder skuden nogenlunde flydende, og Clausen kan bo hjemme. Men ak! Hele hendes malerværk, der på glitrende vis var i færd med at folde sig ud af læremestrenes skygger, går i stå. For at overleve må hun male vellignende portrætter af borgerskabets mænd og kvinder (det kulminerer senere med et meget fint portræt af dronning Ingrid), og ingen hjemme i Københavnstrup eller resten af Norden værdsætter rigtigt, hvor vild og vildt dygtig hun er.
I Braads glimrende gendigtning opnår hun vel at mærke opmærksomhed og anerkendelse fra Mondrian og Moholy-Nagy, Sonia Delaunay og Kandinsky. Vi er altså helt oppe i den daværende samtidskunsts internationale superliga. Og så – hjem til Aabenraa og stilstand og intet, der sker. Før hun endelig, i 1960’erne, gradvist anerkendes og indkøbes af museer. Hvilket hun gudskelov selv når at opleve, inden hun farer til himmels i 1986.
Agnete Braad har nu i Franciska sat sig for at skildre læreårene og succesårene i 1920’erne. Vi følger hende, fra hun er en helt ung pige, til hun i 1932 er hjemme og udstiller en enkelt gang i Bingers Kunsthal. Det sidste beskrives i romanens prolog.
Inden da får vi en udfoldet beretning om at leve på et absolut eksistensminimum, vi taler hele klicheen om den ludfattige kunstner på det iskolde loftskammer – hun er ganske vist understøttet af sin far og, efter hans død, af sin mor og bror, men kun med det mest nødtørftige minimum for at kunne overleve, modtage undervisning og købe lidt materialer.
Hun er ekstremt flittig og bliver dygtig, ikke mindst i tiden på Légers Académie Moderne, men han og andre anerkendte kunstnere betaler også skamløst de bedste elever lidt håndører for at male deres skitser op, hvorefter de til slut kan komme forbi og signere dem! Og selvfølgelig bliver Clausen gravid med Léger og får en spontan abort, hvilket er usigelig hårdt og drænende for hende. Og så handler den kunsthistoriske fortælling ikke mindst om, at kvinderne hele tiden skubbes bag om mændene og ud i mørket. Men det værste er alligevel hjemkomsten til København og udstillingen dér i 1932:
”Hun læser at hun er ude. Kritikken er ikke til at tage fejl af. Og hun ved ikke engang, hvem det menneske er, den stemme, der står bag, hvem de allierede er, der spidder hende dér som en fremmed.”
Ved hjemkomsten fra den store verden skal Clausen altså gennem den helt klassiske grimme ælling-historie, og i dag er hun gudskelov fuldt anerkendt og berømmet som den fantastiske maler, hun var og er. Prøv selv at tjekke hendes billeder på Google og bagefter på museerne, hun var ret så brillant.
Klamme mænd og unge piger
Er norske Linn Ullmann også det, altså ret så brillant? Pige, 1983 er blevet massivt rost, læst og solgt, og det er måske også den hidtil bedste bog fra datteren af de uhyrligt berømte forældre, skuespillerinden Liv Ullmann og filminstruktøren Ingmar Bergman.
”Når man farer vild, viser det sig ofte at man har gået i ring. På fjeldet, for eksempel. I stedet for at gå lige fremad, som man troede man gjorde, støder man til sidst på sine egne fodspor – fra et punkt til et andet indtil man ender nøjagtig hvor man begyndte. Det er også en måde at skrive på.”
Og det er reelt sådan, Ullmann skriver sin erindringsroman, kan vi måske kalde den. Ur-begivenheden er, at den 16-årige Ullmann i 1983 mod sin mors vilje tager til Paris for at blive fotograferet af en knap 30 år ældre fotograf, der har stillet hende Paris Vogue i udsigt.
Hun ankommer, indlogeres på sit hotel, går til en fest, glemmer alt om, hvad hendes hotel hedder, og hvor det ligger, har fået en lap papir med adressen på modefotografens lille bolig i Paris, når frem dertil kl.3 om natten; dér forfører fotografen så let som ingenting den lidt sårbare pige, hun bliver revet med, men går bagefter ud på badeværelset og kaster op og vil bare hjem til New York igen.
De få dage, hun er i Paris, udsættes hun for en perlerække af klamme, midaldrende mænd, der befamler hende og omtaler hende og hendes forhåbningsfulde kollegaer som ”a piece of sex”, et stykke kød, kunne vi oversætte det til. Fotografen, der beholder sin anonymitet, og blot omtales som ”A”, får faktisk plantet et enkelt foto af hende i et magasin. Det er dette foto og den begivenhed, der knytter sig til det, som Ullmann i Pige, 1983 igen og igen kredser om i store og mindre cirkler.
I skrivende stund undervejs i 2020 og 2021 døjer hun med depression og skildrer – næsten med barok-humor – mødet med en række håbløse psykologer og en enkelt håbløs psykiater. Først svigtes hun som 16-årig af mændene, så svigtes hun i nutiden af elendige terapeuter. Betyder det, at Pige, 1983 er en patetisk og hændervridende omgang ynk?
”Crybaby, siger han. Den lille prinsesse vil hjem til sin mor. Neurotiske lille møgtøs. Jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt dig.”
Så hårdt og afstumpet taler fotografen til den pige, der er alene i Paris – kan vi tale på samme måde til og om denne roman? Nej. Bestemt ikke. Ullmann har et skarpt blik for, hvor meget hun selv som ung pige kaster sig ud i noget rod; hun er andet og langt mere end et passivt, stakkels offer. Hun har også et knivskarpt, retrospektivt MeToo-blik på nogle virkeligt ulækre mænd og en grim kultur. Men det er leveret i et sprog, der er barberet helt ned, og med en romanforfatters fulde viden om, hvor speget forholdet er mellem erindring og glemsel:
”Hvordan lever erfaringer videre, ikke som erindringer, men som glemsel?”
Det spørger Ullmann retorisk om et sted og leverer selv svaret med sin erindringsroman – eller glemselsroman, skulle vi måske hellere kalde den.
Tilbage til tissemanden
Mændene hos Ullmann spiller ikke nogen specielt gloriøs og flatterende rolle. Faderen er fraværende, og de midaldrende, liderlige bæster nede i Paris er ret ulækre og patetiske, som de går og driver rovdrift på 14–15-16-årige piger. Måske er de styret af deres penis? Det er Tobias Rahim i hvert fald:
”Dit liderlige/drive/er en ustoppelig/energi”
Sådan skriver Rahim til slut i Drømmene maler virkeligheden. Bogen er meget stor (29,5 x 38 cm) og påfaldende flot, ligesom Rahims tissemand, som vi får flere dekorative billeder af undervejs i værket. Billederne er skudt af Petra Kleis og Noemi Kapusy og minder mest af alt om dem, vi kan finde i et glittet modemagasin eller et glat boligblad. Rahims håndskrift er nu anbragt hen over siderne. Og forsyner os med meget dybsindige, filosofisk avancerede udsagn som for eksempel:
”Kun Gud kender planen/hvis der overhovedet er en”.
Eller:
”Universet elsker mod”
Eller:
”Alt er sjovt for nogen…”
Vi er altså ovre i afdelingen for Gajol-æsker med disse one-linere. Betyder det, at jeg nærer had og foragt for Rahims kaffebordsbog med flotte billeder? Et sted skriver han:
”Denne bog vil muligvis fremkalde had og foragt i nogle individer//Hvis kunstens ypperste rolle er at fremkalde følelser i mennesket har bogen vel bare gjort sit arbejde”
Ergo, hvis jeg orker at føle had og foragt for dette værk, bekræfter jeg blot, at det er ”kunst” og en ”ypperlig” frembringelse. Det er en sjov lille fælde, Rahim dér laver for sin læser, og ganske fiffig. Så hvad er en værre reaktion? Total ligegyldighed, tavshed, at ignorere det.
Men det kommer ikke til at ske! Der er så vidt vides på få dage solgt 14.000 eksemplarer, og i ugen, der gik, fungerede værket som en slags fremkaldervæske hos mine mange gode anmelderkollegaer.
Der åbner sig nemlig et hav af lidt for lette faldgruber rundt om sådan et Rahim-værk: Der er den højlitterære mulighed, som er at rynke på næsen og sige, at det er et vulgært makværk og spekulation fra forlagets side. Men så er der også den ængsteligt midaldrendes reaktion: Han vil ikke virke bornert, sippet og bagom dansen og går derfor all-in i et begejstret hyl, der skal vise, at han danser – om ikke med ulve så dog med de unge.
Begge typer reaktioner kom til orde i de gamle avismedier; ingen nævnt, ingen glemt. Og jeg kunne også selv mærke det rykke i mig undervejs, hvor jeg sikkert faldt i både den ene og den anden faldgrube. Men grundlæggende ville jeg gerne pege på et par tempereret gode steder.
For eksempel dem her:
”Sammen/former vi/neoskandinavien//det smukkeste potentiale/jeg har altid forelsket mig i smukke potentialer”.
”Frygt er nasty/den smitter/ligesom feber”.
”Hunde gør/af ulve/for de ser/sig selv/i et friere/spejl”.
Jeg kan godt lide ordet ”neoskandinavien” og det, at Rahim bruger det engelske ”nasty”, og også modstillingen af hunde og ulve. Der er også fine steder, hvor han blotlægger sin egen sårbarhed og de måder, hvorpå han døjer med angst og en diffus sorg.
Det spiller sammen med en anden facet af hele modtagelsen af Rahim: Han er sat i scene som et mandligt sexobjekt og spiller selv flittigt på den tangent; men så bliver han også til en variant af den blonde bimbo med et mørkt, mandligt fortegn? Og den mørke bimbo tager vi ikke alvorligt, vi regner med, han er lidt tomhjernet, og hvis han så heller ikke kan stave, så er den da helt gal. Ved at gå ind i dét minefelt iværksætter Rahim et interessant spil med hele manderollen – og mandebilledet, sådan som et af de ivrige forlag efterlyste hos ham. Kan man både være smuk, klog og interessant? Skulle det virkelig være muligt?
Og så er der bagsidens herlige sætninger, der helt tydeligt er rettet mod en eventuel skeptisk modtagelse af værket:
”Den her bog/er på mange måder/et skamløst værk/men hvad er skam?/og er det ik meget fedt/at være fri fra?”
Drømmene maler virkeligheden er vitterlig på mange måder et skamløst, ublu værk. Det er herligt med alt det macho-strutteri og al den glæde over tissemanden. Men stor kunst og en ”ypperlig” frembringelse er det ikke; vi har ikke just at gøre med den nye Yahya Hassan.
Jeg tænker, at vi kan tage glade til koncert med Rahim, men også glad ubekymrede lade hans foreløbige, litterære produktion glide glemt ned i skraldespanden – eller hen på kaffebordet, hvor den måske kan forarge mere naive, uberørte sjæle. Medmindre Rahim går videre ad det spor, der har at gøre med at forbinde sårbarhed, sorg og den seksualiserede macho-figur, som han for eksempel gør det i sangen “Når mænd græder”.
I næste uge skal vi høre om en mand, der bestemt ikke er medløber, men langt snarere – som han selv siger – en modløber, nemlig koldkrigsforskeren Bent Jensen. Så skal vi se på Thomas Bobergs opgør med sin far i 69 dæmoner og måske også runde Tonny Vorms thriller fra Anden Verdenskrig, Spor i sneen. Tak for nu.