Lit­terært er vi i 1955

Hele den­ne uge har jeg haft den mær­ke­lig­ste følel­se af lit­terært at være trans­por­te­ret til­ba­ge til det Her­rens år 1955. Enten har for­ti­den ind­hen­tet mig, eller også har jeg været truk­ket til­ba­ge til for­ti­den. Uan­set hvad så har jour­na­li­sten Ton­ny Vorms thril­ler fra Anden Ver­denskrig og histo­ri­ke­ren Bent Jen­sens selv­bi­o­gra­fi været utro­ligt effek­ti­ve maski­ner til at ska­be en lit­te­ra­tur­hi­sto­risk stem­ning af 1955. Der­for skal vi ikke til­ba­ge til frem­ti­den, som den her­li­ge film med Micha­el J. Fox sag­de det, men vi skal der­i­mod regel­ret til­ba­ge til for­ti­den. Vi har også tid til et rasen­de fadero­p­gør hos dig­te­ren Tho­mas Boberg, og det er lit­terært ret så nuti­digt, så der er vi gud­ske­lov til­ba­ge i 2022.

Men tag nu en dyb indån­ding, for vi skal rej­se i tid, helt til­ba­ge til 1955, for 67 år siden. Det var den­gang, man skrev bar­ske spæn­dings­ro­ma­ner med rig­ti­ge mænd, og den­gang man skrev old-school gam­mel­dags selv­bi­o­gra­fi­er, ikke auto­fik­tion og exo­fik­tion. Det var den­gang, alt hand­le­de om Anden Ver­denskrig og Den Kol­de Krig mel­lem øst og vest. Sådan er det i hvert fald i Ton­ny Vorms roman Spor i sne­en og i Bent Jen­sens selv­bi­o­gra­fi Mod­lø­ber.