Friheden til at være fri
Det er måske både logisk og naturligt, at vi her på Frihedsbrevet undertiden kredser en smule om, hvad det vil sige at være fri. For hvad er frihed egentlig? Idet Frihedsbrevets motto er, at vi ikke er i lommen på nogen, kun på dig – så antydes det jo, at frihed er frihed fra for eksempel statslig indblanding. Det er det filosofferne kalder negativ frihed, at blive fri for noget.
Men der findes også den såkaldt positive frihed, som er friheden til at gøre noget andet – friheden til at bruge friheden til at blive for eksempel medlem af Liberal Alliance eller Enhedslisten eller den lokale skakklub. Og det er mest den sidste form for frihed, dagens hovedperson kredser om. Hun hedder Hannah Arendt, hun var en jødisk politisk filosof, der levede 1906 til 1975; hun begyndte sit liv i Tyskland, men forlod det i huj og hast i 1933 på flugt fra nazisterne og endte med at stortrives i sit nye store emigrant-hjemland USA.
Hun blev måske mest berømt i omverdenen for sin reportage fra israelernes retssag mod nazisten Adolf Eichmann i 1961; dvs. The Newyorker-reportagen, der et par år senere blev til en bog, ganske ligefremt betitlet Eichmann i Jerusalem med den meget berømte undertitel ”en rapport om ondskabens banalitet”.
For en af Arendts mange pointer var, at Eichmann ikke var et monster, ikke var en sadistisk psykopat; blandt nazismens topfigurer fandtes faktisk sådanne monstre. Snarere skildrede og forstod Eichmann sig selv som en ganske almindelig bureaukrat, der blot overholdt landets love og med flid gjorde sin pligt på arbejdet – også selvom ”arbejdet” nu tilfældigvis indebar at skulle organisere logistikken for transport af flere millioner jøder til nazisternes dødslejre.
Hvordan skal vi juridisk og moralsk forholde os til sådan en ækel, men banal lille bureaukrat? Han havde vel principielt friheden til at sige fra, til at sige nej og nægte, men tanken om at benytte den frihed strejfede ham aldrig.
Revolutionen æder altid sine egne børn
Samtidig tænkte Arendt også ganske grundigt over revolutioner. For er revolutionen måske ikke – for at citere den franske forfatterfilosof Maurice Blanchot – det øjeblik, hvor verdenshistorien åbenbarer sig som absolut frihed? Idet hele det eksisterende magtapparat kollapser, og intet nyt endnu er etableret, befinder vi os i en ganske lille lomme af total frihed. Eller gør vi? For revolutionen ender jo altid med at æde sine egne børn, gør den ikke?
Den franske revolution endte i terrorregimet og guillotinen 1792–1793, hvor alt og alle blev henrettet, og den russiske revolution resulterede i sidste ende i monsteret Stalin og millioner af uskyldige døde. Når vi får den absolutte frihed foræret, ser det ud til, at den straks slår om i tyranni og rædselsregimer.
I William Goldings Lord of the Flies (Fluernes herre på dansk) fra 1954, skildres det med gruopvækkende præcision, hvordan en lille flok engelske drenge, der er overladt til sig selv på en ø, hurtigt ender med at leve i en totalitær rotterede. Så måske er det dødssyge, men også fredelige og civile retssamfund det, vi langt hen ad vejen bør stile imod at holde fast i? Det er en anden slags banalitet end for Arendts bureaukrat, men det skærmer os mod barbariet.
Hannah Arendt har fået en kæmpe renæssance de sidste tyve år og er blevet oversat, diskuteret, studeret og debatteret mere end nogensinde før. Og nu har forlaget Klim i Århus fået den fremragende idé at få oversat et par af hendes kortere tekster fra 1960’erne. De er begge udmærket oversat af Joachim Wrang, den ene hedder ”Personligt ansvar i et diktatur”, den anden ”Friheden til at være fri”.
Mor, jeg har det strålende
Dem skal vi vende tilbage til om et øjeblik. For inden da skal vi forbi et tredje skrift fra Klim, denne gang er det den stoiske filosof Senecas Trøsteskrift til min mor Helvia. Det er oversat og kommenteret af Susanne Høeg og Frihedsbrevets tidligere litteraturskribent Mette Leonhard Høeg. Og trøsteskriftet skrev Seneca, som det fremgår, til sin mor Helvia.
Baggrunden var den, at Seneca var blevet dømt til at gå i eksil på Korsika; en skæbne, som mange rige romere mente næsten var værre end dødsdommen. Fra sit eksil forfattede Seneca imidlertid – tro mod sin stoiske filosofi – et slags langt brev til sin mor, der forklarede, at han havde det ganske glimrende, og at hun også burde have det fint.
I Senecas tilfælde handler ”frihed” om at hæve sig over skæbnens og tilfældighedernes luner og om for eksempel ikke at lade sig slå ud af fattigdom, men i stedet hengive sig til sindets frihed til at tænke og studere naturen omkring os. Vi har i virkeligheden, slår Seneca fast, kun nogle ganske simple og beskedne behov, og vi bør træne vores sjæl til at fokusere på det vigtige – ikke lade os slå ud af detaljer og ligegyldigheder.
Det er jo også en slags frihed. Hvis man altså formår det. For stoicismens problem har altid været, at den i princippet har et fremragende og sympatisk program – der er bare ingen, der kan eller vil realisere det. I stedet vælger vi at være grådige, egoistiske, kortsynede, hidsige, liderlige og andre besværlige ting og sager. Det gør imidlertid samtidig, at man som et særdeles fejlbarligt subjekt fascineret kan læse sig gennem Senecas skrifter og derved få et glimt af, hvor fantastisk man potentielt kunne have det, hvis blot… hvis blot.
Senecas brev til sin mor er lidt af et retorisk mesterværk. Han indleder med at spørge sig selv og hende, om ikke det er en dårlig idé at rippe op i såret ved at skrive til hende om ulykken. Er det ikke klogere at lade det ligge og såret hele af sig selv? Næh, skriver Seneca, for:
”Lad derfor blot folk med sarte sjæle, som lang tids medgang har gjort svage, græde og klage i en uendelighed, og lad dem bryde sammen, når de mærker bare den mindste smule modgang. Men de, som gennem hele livet har været udsat for ulykker, lad dem stå selv de værste igennem tappert og med urokkelig sindsro. Der er ét gode forbundet med vedvarende modgang: at den, som altid er plaget, ender med at blive hærdet.”
Det kan der være noget om, og det er da også noget af en kompliment, Seneca dér sender til sin mor, som ganske rigtigt livet igennem havde været ude for lidt af hvert. Høeg og Høeg skildrer nu også, hvor helt usædvanligt klog og veluddannet moderen Helvia var. Og de har i øvrigt udrustet bogen med et fremragende forskrift og efterskrift.
Med andre ord: Hvis man føler sig som en urimeligt forkælet velfærdskartoffel og opdager, at man pludselig sidder og græder uhæmmet, fordi der ikke er nogen cortado at få onsdag morgen hos ens kaffepusher – så er det muligvis tid til at ”man up” og læse Seneca.
Men Seneca er også interessant og aktuel, fordi han lige nu dyrkes af en masse Jordan B. Peterson-disciple og Andrew Tate-elever, dvs. som fortaler for en ny og angiveligt ægte maskulinitet. Jeg synes, at Peterson og Tate, især Tate, er nogle forvrøvlede pseudo-mænd, og de ville måske have godt af at læse om Senecas seje mor Helvia.
Samtidig er Seneca på en helt anden front aktuel, fordi vi i dag bades i såkaldt omsorgsaktivisme, og det sværmer med ord som ømhed og omsorg, og man skal helst have et traume eller to, man kan skrive følsomt om. Der er Seneca altså ret skarp i forhold til at styre uden om det, der undertiden kan snige sig tæt på selvoptagethed og selvmedlidenhed. Så både når det gælder de nye såkaldt hårde mænd og de bløde såkaldt følsomme non-binære med flere, kan Seneca yde adskilligt til at korrigere kursen. Det kræver bare, at man læser ham med åbent sind. ”Bare” skriver jeg, det er måske lettere komisk! Nu er muligheden der i hvert fald på dansk.
Friheden til at være fri
Men det var Hannah Arendt, vi kom fra. Og vi skal ikke videre med dagens dont uden at have læst eller lyttet til nogle af Hannah Arendts knivskarpe og überkloge ord.
Om revolutioner skriver hun for eksempel:
”Revolutioner er ikke nødvendige, men mulige svar på et regimes degeneration, og er ikke årsagen til, men konsekvensen af den politiske autoritets undergang.”
Det er både en præcis beskrivelse af, hvordan Sovjetunionen kollapsede i 1989, og så er det måske – kan man fromt håbe – en beskrivelse af, hvordan Putin-regimet en dag inden så længe vil gå under. Samtidig er det vigtigt, at Arendt fremhæver revolutioner som blot ”mulige svar” på et styres erosion: Det er nemlig her, vejene skilles i forhold til for eksempel de dogmatiske marxisters tro på, at en revolution med næsten matematisk sikkerhed vil opstå, og Tusindårsriget vil ankomme. Arendt bevarer en sund skepsis over for ideen om såkaldte historiske love.
Det her citat skal også med, det er et lille guldkorn. Arendt skriver:
”Frihedens inderste væsen er adgangen til den offentlige sfære og deltagelse i offentlige anliggender.”
I totalitære styreformer er adgangen til den offentlige sfære lukket eller strengt reguleret, og adgangen til deltagelse i offentlige anliggender ligeledes afskåret for langt de fleste – som vi for eksempel kan se det i Xi Jinpings Kina. På sin egen tørre og ordknappe måde leverer Arendt dermed lidt af en bombe under autokratiske regimer, og det kræver ikke den store fantasi at regne sig frem til, hvorfor hun ikke udgives eller diskuteres i Rusland og Kina.
I ”Personligt ansvar i et diktatur” kredser Arendt både om de modige få, der vælger ikke at deltage i uhyrlighederne eller ligefrem vover at være dissidenter; og modsat alle de andre, det store flertal, der bøjer sig og følger tyrannens bud i en led hverdag. Hvad kendetegner dem, der siger nej? De er, skriver Arendt, nok hverken helgener eller helte. Men de er derimod dem, der:
”nægtede at myrde, ikke så meget fordi de stadig holdt fast ved buddet ‘Du må ikke slå ihjel’, men fordi de nærede modvilje mod at leve sammen med en morder – dem selv (…) Tvivlerne og skeptikerne vil være meget mere pålidelige, ikke fordi det er godt at være skeptisk eller sundt at tvivle, men fordi disse mennesker er vant til selv at undersøge ting og selv at tage stilling til ting. De allerbedste vil være dem, der kun ved én ting med sikkerhed: At de, uanset hvad der sker, er nødt til at leve sammen med sig selv, så længe de lever.”
Arendts ord giver unægtelig en dybere og skarpere klangbund til flosklen ”kan du virkelig leve med dig selv?”.
Voks og vokseværk
Der er utroligt meget mere på spil hos Seneca og i Arendts to tekster, men jeg skal indskrænke mig til at forsøge at sende så mange som muligt i retning af stoikeren og den politiske filosof. De er desværre begge uhyrligt, svimlende aktuelle. Og så skal vi næste gang i lag med kendis-maleren Martin Bigum, der i Vokseværk springer ud som romanforfatter, mens derimod kendis-forfatteren Olga Ravn (som det er forbudt på nogen måde at kritisere i dette land) begår romanen Voksbarnet.
Dertil kommer Frederik Stjernfelts afhandling om mystikeren og alkymisten Johann Konrad Dippel, Søren Fauths digt Dagene, drømmene og James Joyces fuldkommen uopslidelige, tidlige mesterværk og superklassiker Dublinere, der nu hos Turbine forlaget kommer i Niels Lyngsøs nyoversættelse.
Der er masser at tage fat på, efterårssæsonen er i fuldt sving, og forhåbentlig når vi lidt af det – tak for endnu engang at læse med.
Kan du lide, hvad du læste?
Bliv medlem i dag, og få adgang til al Frihedsbrevets indhold. Fra vores otte afsnit lange podcastserie Huset Færch, hvor Mads Brügger udfolder en vild fortælling om en skandaleombrust rigmandsfamilie, til magtkritisk og undersøgende journalistik om finans, politik og kultur.
Der er ingen bindingsperiode.
Allerede medlem? Log ind her